13de October.


   Endelig fik jeg et Brev fra Biskop Brun, hvori inde-
sluttet et Bind Ordinationstaler. Ogsaa sender han mig til
Gjennemlæsning en Beretning om det Opløb, som var i Ber-
gen den 25de Juli forrige Aar, hvor Brødrene Konow
spille en uhæderlig Rolle som Kornaagrere, og Justitiarius,
da Stiftamtmand, Bull viser sig som en svag, uselvstændig
Embedsmand, der er bedst tjent med den Post, han nu be-
klæder, da hverken Indsigt eller Retskaffenhed kan frakjendes
s.250   ham. Brun er frisk, men svagtroende i Henseende til Bi-
belselskabet, der synes reent at gaae istaa, og om hvilket jeg
af mine Medbestyrere ikke hører et Ord. Appanagen, Stor-
thingsmændenes Forpleining og Reiseomkostninger staa Brun
for Hovedet, og han frygter i den Anledning Misnøie blandt
Almuen. Det har vel ingen Fare. Der er saamange Al-
muesmænd paa Storthinget, og de maae være sig bevidst, at
deres egne Projecter betydelig har forlænget Forhandlingerne,
saa man bør haabe, de fremstille Sagen saaledes for deres
Standsfæller, at disse give sig til Taals.




14de October.


   I Uføre og Uveir har Borch i Dag gaaet den tunge
Gang og ledsaget den Enebakske Soldat til Retterstedet. Denne
Deel af Religionslærerens Embedspligter er mig aldeles frem-
med; jeg kan ikke engang gjøre mig ret Idee derom. Neppe
vilde jeg bleven en heldig Omvender, hvis Nødvendigheden
nogensinde havde paalagt mig denne Pligt. Delinqventen
har, fortæller man, været meget frimodig, men at han ved
Udgangen af Fængslet i en rask Tone tilraabte sine Medfan-
ger: "Farvel Gutter!" syntes at grændse til Frækhed. Et
saadant Menneskes Freidighed maa jeg overalt sige ikke staaer
mig an. At en Statsfange, en Subordinationsforbryder, en
iøvrigt ædel Mand, som Omstændighederne have ført paa Af-
veie, eller hvis Misgjerning var Resultatet af Øieblikkets
Overilelse, at en saadan kan gaae Døden, ogsaa paa Skafot-
tet, glad imøde, det begriber jeg; men en lumsk, feig, egen-
nyttig Karl, der uden religiøs eller moralsk Følelse i dorsk
Apathie er gaaet sin Vei frem, og som ved sin Brøde ei
kunde tænke at opnaae andre end usle, nedrige Hensigter --
alt hvad Præsten kan frembringe hos ham, er i mine Tanker
Aands Sønderknuselse, som ved Religionens trøstende Dogmer
netop bevarer ham fra at gaae over til Fortvivlelse. "Gud
s.251   være mig Synder naadig!" maa være hans Bøn, og denne
Bøn gjorde Tolderen med nedslagne Øine og beklemt Hjerte.

   Paa Tirsdag begynde Debatterne om Pengevæsenet.
Rasmussen troer, at disse Forhandlinger bør skee inden lukte
Døre, da han mente, Yttringer vilde høres, som ikke burde
komme i Publicum. -- Siden talte jeg med Hans Grime-
lund. Han var misfornøiet med den korte Tid, man havde
til at betænke sig. Ogsaa med Forslaget selv var han mis-
fornøiet, og troede, at dets Iværksættelse vilde blive byrdefuldt
for Landet. Men ondt skal ondt fordrive. Uden Opofrelse
lader et saa derangeret Finantsvæsen sig vist ikke retablere.
Kan man blot faa dem retfærdigen fordelte, er derpaa intet
at sige, og at man successivt og langsomt vil helbrede det
dybe Saar, er nok overeensstemmende med al Cliniks sunde
Regler: den physiske, moralske og politiske. Skattevæsenet
staaer ogsaa Hans Grimelund for Hovedet, og Committeens
Forslag behager ham ikke saa ganske. Gud lade det faa et
godt Udfald! At Almuen, overladt til sig selv, seer meget
gjennem Fordoms og Partieaands urene Glas er nok vist.
Turde man blot haabe, at de mere oplyste Mænd, der paa-
tage sig at være dens Ledere, virkelig ere sande Fædrelands-
venner! To Mænd sidde i Odelsthinget, Christie og Weide-
mann, hædrede, som det synes, med Mængdens Tillid og Ag-
telse -- give Gud, at de fortjente den! Det er ikke med
saa ganske let Hjerte, jeg denne Gang kan skrive til Biskop
Brun om hans Collega Stiftamtmanden.




15de October.


   Veiret var endnu værre end igaar, og min Forventning
om en tom Kirke opfyldtes aldeles. Der var 26 Commu-
nicanter af den laveste Classe, omtrent ligesaa mange Cadetter
og do. Soldater. Lægger jeg til disse 78 Mennesker, der
alle kunne betragtes som commanderede (neppe en blandt tyve
s.252   Communicanter tør jeg almindeligvis undtage) -- lægger
jeg til dem 10 (flere var der neppe) som af egen Drift for
at høre Guds Ord havde umaget sig op i Kirken, saa bliver
summa summarum 88, og sandelig! til at tale med Varme
og Eftertryk for en saadan Forsamling behøver man høiligen
at have Mynsters Formaning og Opmuntring for Øie. Naar
man nu ovenikjøbet har valgt et Æmne, som udtrykkelig er
beregnet paa en talrig og blandet Forsamling, saa maatte
man reent lukke Øinene, naar dets Behandling skulde lykkes.
Jeg har hørt af Mennesker, som vare kloge i deres Indbild-
ning, det Raad givet unge Studenter, der betraadte Prædike-
stolen med Frygt: at de skulde forestille sig den hele Forsam-
ling under sig som Kaalhoveder, for hvilke de altsaa ikke
behøvede at være bange eller genere sig. Saaledes kunde jeg
i Dag behøvet at følge en ganske modsat Regel: istedetfor de
virkelige Kaalhoveder, som omgav mig, i Tanken at befolke
Kirken med Huusfædre og Huusmødre, Ægtefæller, ømme
Forældre og lydige Børn, for værdigen at forklare, hvorledes
Gudsfrygt mere end noget andet betrygger os huuslig Lyk-
salighed. Min Prædiken var vist ikke slet, men jeg erkjender
min physiske og moralske Afmagt til under saadanne Omstæn-
digheder at holde en god.




16de October.


   Major Juell1 talte atter med Indignation om de svenske
Bondegjestebud. Jeg vil haabe, man ikke har anden Hensigt
dermed, end at Bønderne, naar de vende tilbage, skal rose de
Svenskes Humanitet og Gjestfrihed, og derved attachere Folket
til Regjeringen. Det er sagtens en ussel Grund. Tiltroer
ikke Regjeringen sig paa anden Maade at vinde Nationens
Kjælighed end ved at familiarisere sig med Bønderne, og
s.253   drikke dem fulde, saa Gud hjælpe den og os! At Stor-
thingsbønderne ville hjembringe Smag og Kjøbstadsluxus i
de Egne, hvor den forhen var ukjendt, var ogsaa Juells, neppe
ugrundede Frygt.




17de October.


   Nysgjerrigheden drev mig og mange Andre i god Betids
til Odelsthingets lukkede Dør, hvor vi blev staaende i Kulden
over en Time, medens man ventilerede, om Forhandlingerne
skulde skee for aabne Døre, hvilket omsider besluttedes. --
Først oplæstes Tanks som Committeemedlem dissenterende Vo-
tum og siden Committeens lange Indstilling. Det syntes at
være et hysteron proteron, anlagt paa at svække Opponentens
Grunde. Tingen havde imidlertid Fremme. Da Oplæsningen
var endt, reistes Spørgsmaal, om man ei først burde votere
over Principerne og siden over Forslaget. Man erindrede, at
hine vilde være Mængden for abstracte, og at mindre øvede
Talere vilde staa Fare for at votere mod sig selv, naar hver
toges for sig. Med stor Pluralitet afgjordes, at Principerne
skulde forbigaaes, og Forslaget selv strax tages under Over-
veielse. Christie foreslog nu, at man skulde begynde med §
3, der forudsætter Antagelsen af den Eidsvoldske Garanti,
da det Hele maatte bortfalde, naar den forkastedes. Det ved-
toges, og Gerner aabnede Debatterne med en vel udarbeidet
Tale mod Garantien. Ham fulgte Jørgensen, der var af
samme Mening, hvilken ogsaa Jørgen og Jacob Aall tiltraadte
og i skrevne Taler forsvarede. Af modsatte Tanker vare
Christie, Weidemann, Budtz, Stoltenberg, Samsing, Bjørnson,
Theis Lundegaard og endnu et Par Andre. Christie fandt,
at Garantiens Forkastelse var en formelig Bankerot, og da
Grundloven fastsætter, at en Bankerotteurs Stemmeret suspen-
deres, tabte hele Nationen for en Tid sin Stemmeret, naar
den gjorde frivillig Bankerot. Weidemann talte med Styrke,
s.254   Heftighed og lidt Plumphed imod, at man vilde gjøre de
Eidsvoldske Repræsentanter ansvarlige for Noget, man selv
havde givet dem Fuldmagt til. Budtz talte og Bjørnson
declamerede for det gode, gamle Ordsprog: Ærlighed varer
længst, hvilket de troede Nationer ligesaavel som Individer bør
have for Øie. Christie havde imidlertid ladet et Ord falde
om, at det egentlig ikke stod i Odelsthingets Magt at hæve
Garantien, men at dette tilkom det samlede Storthing, og
ifølge heraf fremsatte Weidemann Spørgsmaalet, da dette en-
delig kom under Votering paa følgende Maade: "Antages
Committeens Forslag i § 3 uden Forandring, eller bør det
eller noget deraf underkastes nøiere Overveielse?" Herover
geraadede Gerner i megen Iver. Ogsaa Bugge erklærede, at
Spørgsmaalet nu var blevet saa indviklet, at han ikke saa sig
istand til at besvare det med Ja eller Nei, og altsaa vilde
træde ud under Voteringen. Præsidenten maatte nu først see
afgjort, om Spørgsmaalet kunde blive i denne Form og vilde
afgjøre det paa den compendiøse Maade, at det ene Partie
skulde staae, det andet blive siddende. Gerner fordrede Nav-
neopraab. Efter Reglementet maatte voteres herover, og Ud-
faldet blev i Gerners Faveur. Derimod var Pluraliteten for,
at Spørgsmaalet beholdt sin Form. Præsidenten fandt nu,
at det var af de Sager, der efter Reglementet maatte ansees
vigtige nok til at afgjøres ved skriftlig Votering. Bugge
spurgte, om han var berettiget til i sit Votum at protestere
mod Formen som constitutionsstridig? Præsidenten svarede,
at der intet i saa Henseende var foreskreven, og at det stod
Enhver frit for at give sin Stemme med eller uden Raison-
nement. Schultz mente, at da Klokken allerede var 3, var
det bedst at opsætte Voteringen til imorgen, da man nærmere
kunde betænke sig, men med største Føie protesteredes herimod.
Imidlertid begik Præsidenten den endnu værre Sottise at yttre, at
de Vota, som nu bleve færdige, kunde strax leveres, de Andre
s.255   bie til i Morgen. Af denne Proposition blev ingen Notice
tagen, og man skred til Voteringen. Nogle svarede simpelt
Ja eller Nei; Andre tilføiede Motiverne. Udfaldet blev, at
Paragraphen vedtoges uforandret med 36 Stemmer mod 26.
Af Kjøbmænd var Stoltenberg, Oxholm, Meyer, Klerck og jeg
troer Konow for Garantien; af Præster Samsing og Aschen-
berg. De fleste Bønder vare og af samme Mening. Først
Kl. 4 hævedes Sessionen. -- Jeg forstaaer ikke den Ting.
Man vil paastaae, at Eidsvolds-Garantiens Opfyldelse vil
kræve store Opofrelser af Nationen og volde adskillig Forvir-
ring. Andre troe, at Skaden og Uordenen bliver nok saa
stor, ifald den hæves, da man aldrig kan stole paa, hvad vore
Repræsentanter have forpligtet sig til. Men hvad jeg klarlig
indseer, er at Redelighed og Ordholdenhed ligesaavel er en
Nations som et Individs Pligt, og at vor Ære, som ved
Fjortendagskrigen ifjor led et betydeligt Skaar, vilde vinde
et maaskee uovervindeligt Tab, naar Garantien, som vi selv
ved vore Repræsentanter have indgaaet, ei var os mere hellig.




18de October.


   Har Intelligentsseddelen paa de Nansenske Børnestreger
nær, i lang Tid været fredelig, saa er der nu, som det synes,
henkastet to Stridshandsker, blandt hvilke vistnok den ene al-
drig af nogen ærlig Riddersmand vil vorde optagen (dertil er
den altfor besudlet), men som begge have gjort megen Opsigt
og vakt almindelig Indignation. En Anonym har spurgt,
hvorfor ikke dette Aars nye academiske Borgere ligesom de theolo-
giske Candidater ere navngivne i Rigstidenden, og formoder,
at det kan være en Foranstaltning af Biskop Bech, at det ei
skulde erfares i Publicum, at hans Søn havde faaet slettest
Characteer, og at han havde sendt til Universitetet et saa
elendigt og usselt Subject. Foruden det bittre Had
mod denne Mand, disse gjentagne Udfald røbe, finder man
s.256   det især at være en lumpen Grusomhed mod det uskyldige
unge Menneske paa en saa foragtelig Maade at stille ham
offentlig tilskue. En underlig Omstændighed er det vistnok,
at disse ei ligesaavel som de øvrige Candidaters Navne fra
collegium academicum vare tilstillede Rigstidendens Udgiver,
og kunde man troe, at denne Forglemmelse grundede sig paa
nogen bispelig Foranstaltning, fortjente rigtignok Faderen men
ikke Sønnen Revselse. Det er imidlertid en skrækkelig Situ-
ation at være i, saaledes at udsættes for det ene Angreb efter
det Andet og see Angriberen staae tryg bag Lovens Hegn. --
Det andet Avertissement er af den Beskaffenhed, at det kan
paatales, hvilket da og fra min Side vil skee, skjønt det, Gud
være lovet, er mig personlig uvedkommende. En Borger og
Muurmester, der underskrev sig med 6 Begyndelsesbogstaver,
denoncerer en Præst her i Byen, som bestemt har fordret 20
Rbd. for en Brudevielse med Kongebrev, og da man ei strax
var rede til at betale dem, slængte han Documentet hen ad
Gulvet, og kaldte Manden en Fant og Kjæltring. Endskjøndt
vel ingen af Byens Indvaanere kan være i Tvivl om, hvo
den Præst er, kan dette dog ei vides overalt, hvor Bladet
bliver læst; altsaa var Falbe, Justitiarius Berg, Sverdrup
o. fl. enige i, at jeg bør opfordre Forfatteren til under Navn
at angive, hvem af Byens Præster han mener. Hvad det saa
videre gjøres ved den Sag, vedkommer ikke mig, naar jeg er
retfærdiggjort.

   I de danske Aviser læste jeg om en ædel Handling, som
forekommer mig at overgaae enhver lignende, som jeg har hørt
omtale. Fire Lodser fra Dragøe kuldseilede i haardt Veir den
25de August. Den ene fik reddet sig selv, de tre Andre drev
haabløse om og holdt sig fast i den kantrede Baad. En
Styrmand Geichen fra Sylt kom roende i en lille Jolle paa
Veien til et Skib, som laae seilklart, og hvormed han havde
faaet god Hyre til Stettin. Hans Baad var for liden til at
s.257   modtage de tre Ulykkelige -- og hvad gjør han? Han kaster
sin Kiste og alt Tøi overbord som Rov for Bølgerne. Nu er
der Rum i Baaden. Han optager og redder Lodsene, og da
han er kommen i Land, trækker han sin Kavai af og giver
den til den Fattigste af dem, som havde mistet sin. Skibet
seiler imidlertid, og han har mistet sin Empløi, sit Tøi, Alt
uden de Klæder, han bærer, og maa leve i de Reddedes usle
Hytter af det Lidet, de kunne give ham. Og var det maaskee
et løst og ledigt Menneske, for hvem hele Verden stod aaben?
Nei! han har Kone og Børn hjemme, og glemmer dem,
glemmer Alt, kun ikke sine Brødres Fare og sin Christenpligt.
Kongen har skjænket ham 600 Rbd. og Medaillen for ædel
Daad, altid et bedre Hæderstegn end Dannebrogsmændenes
Sølvkors, som Hans Barlien og vel mangen endnu Uvær-
digere bærer.

   I Odelsthinget besluttedes med 50 Stemmer mod 12
først at lade Lagthinget decidere om Garantiens Gyldighed,
inden man gik videre. -- Rasmussen er en af Garantiens iv-
rigste Talsmænd, men frygter for, at Garantien falder igjennem
i Lagthinget, da den der har stærke Modstandere, endog Sø-
rensen, Lange og Bonnevie. -- Sverdrup holder paa Garantien
af al Magt og glæder sig paa Bondestandens Vegne over, at
to Trediedele af dens Repræsentanter voterede for dens Ved-
ligeholdelse.




19de October.


   Min Kone drømte i Nat, at jeg var bleven eller skulde
være Biskop over Aggershuus. Det bliver jeg nu vel sagtens
ikke, om det end lykkes Bechs Antagonister at ærgre Livet af
ham. Sørensen blev da vistnok hans Eftermand, saafremt
han vilde det, -- og hvem skulde saa være Sørensens? Jeg
gjennemsøger den hele Statscalender og finder i det hele Norge
ikke et af Regjeringen kjendt og yndet Bispesubject undtagen
mig og Neumann.

s.258  


20de October.


   Med Schmidts Sag tog det en bedrøvelig Ende. Først
oplæstes alle tilhørende Documenter, hvoriblandt corpus delicti,
den Poulsenske Erklæring, hvori jeg slet ikke fandt noget ære-
rørigt. Præsidenten endte denne Recit med et Forslag til
Resolution, der ordlydende blev fulgt. Schultz fremstod som
Schmidts Advocat og vilde bevise Ubilligheden i, at benefi-
cium processus gratuiti var nægtet. Weidemann replicerede,
at det var mod al Vedtægt at tilstaae saadant beneficium,
naar Sagen var tabt i første Instants. Christie tilføiede, at
Beneficiet var nødvendigt og udtrykkelig grundet i Forordnin-
gen af 27de September 1799, efter hvilken en Embedsmand
ikke har Tilladelse, om han og vil, at lade en Fornærmelse
gaae upaaanket hen, og det altsaa var uretfærdigt at paanøde
ham Omkostninger imod hans Villie. Derimod stod det Man-
den frit for, naar der var falden Dom ved Underretten, at
acquiescere eller drive Sagen videre, og dette maatte i saa Fald
skee for hans egen Regning og Resico. Bugge erindrede i
Anledning af den egentlige Klage over, at Statsraadet ikke
vilde indstille Ansøgningen, at dennes Form ventelig var
Aarsag deri, da det fremsatte Alternativ saa ud som Trods.
Enden blev, at med 57 Stemmer mod 2 følgende Resolution
fattedes: "Provst og Ridder Schmidts ubeføiede Spørgs-
maal til Storthinget og Klage til Statsraadet henlægges."
Det tillagte Prædicat er haardt, jeg tilstaaer det, men om jeg
havde siddet i Odelsthinget, maatte jeg efter min Overbeviis-
ning stemt med Pluraliteten. Jeg kan ikke dølge for mig selv,
at Schmidt ganske uden Nødvendighed har paadraget sig Re-
gjeringens Uvillie og ufordeelagtig Omtale i Publicum, og at
han, om han bliver Martyr, bliver det for sin egen overspændte
Æresfølelse.

   Af Bruns Præstevielsestaler udskriver jeg et Sted, der
forekommer mig at være en særdeles god Apologie for den
s.259   bibelsk-christelige Prædikemaade imod de blotte Moralprædicanter:
"Der er ikke en blandt tusinde Christne, som jo
"veed flere Pligter, end han opfylder, flere end
"han kan opfylde; men den Aand, den Drift, den Ild til
"at trænge frem paa Pligtens Vei, den maa hentes af Jesu
"Tilkommelses Kraft, det maa komme dertil med os, at vi
"kunne sige med Sandhed: Christi Kjærlighed tvinger
"os o. s. v." -- Kunde jeg nogensinde mere fristes til at gjøre
en enkelt Last eller Pligt med alle Motiver og Incitamenter
til at afholde sig fra hiin og udøve denne, med alle Kjende-
tegn o. s. v. til Æmne, -- disse Ord: "Tusinde mod en
kjende flere Pligter end de opfylde eller kunne opfylde," vilde
afskrække mig derfra.




21de October.


   Avisfeiderne ere fortsatte paa følgende Maade: Bech har
opfordret Collegium academicum til at erklære, om han har
nogen Deel i den paaankede Udeladelse, og tillige (hvad der
vistnok er en delicat Sag), om det finder hans Søn uskikket
til Studeringerne. Tilsidst anføres alle de specielle Characterer,
som det unge Menneske har faaet ved Examen, hvoraf de fleste var
temmelig godt, hvilket og blev hans Hovedcharacteer, paa Latin
Non contemnendus. Muurmesteren har under sit Navn Ord
til andet gjentaget sit forrige Spørgsmaal. Derpaa kom mit
Avertissement og saa et do. fra Garmann, der som Capellan
gjerne kunde sparet sig denne Uleilighed. Jeg har ellers hørt,
at Klageren skal være en impertinent og yderst drikfældig Karl.
Han bød Lumholtz 5 Daler og tingede siden med ham i Da-
lervis, indtil Taalmodigheden omsider forgik den gamle Bisp,
og han gjorde som skrevet staaer. Det kan imidlertid, hvis der
røres op i Sagen, blive ham et ubehageligt Ansvar, at han
bestemt har fordret 20 Rbd., da de 2 Rd., Loven bestemmer,
betalte i rede Sølv efter den løbende Maaneds Cours, var
Alt, hvad han lovlig kunde fordre.
s.260  
   I Storthinget, hvor denne Dag var sat som yderste Ter-
min for nye Forslags og Andragenders Indlevering, oplæstes
en Mængde saadanne, som jeg hverken erindrer eller gad op-
tegne, om jeg huskede dem. Et af Weidemann var imidlertid
meget mærkeligt. Det begyndte med en formelig Anklage mod
Tank, for under Debatterne om Garantien at have gaaet om-
kring i Odelsthinget, hvortil han ikke hører, og hvisket til
Medlemmerne, peget paa Steder i sit dissenterende Votum,
hvorpaa han vilde have deres Opmærksomhed henvendt, og
saaledes som Medlem af Lagthinget handlet aldeles lovstridigt.
Herpaa grundede Weidemann sit Forslag om et meget strengt
Tillæg til Reglementet, hvorefter den, som gjorde sig skyldig i
saadan Adfærd, skulde indstevnes for Rigsretten. Tank udbad
sig en Gjenpart af Klagen og Forslaget, som iøvrigt sendtes
til 2den Committee. Da Storthingets plenumKl. 11 var
hævet, samledes en Mængde Mennesker paa Lagthingets Gal-
leri. Efterat have oplæst Odelsthingets Brev, fremsatte Præ-
sidenten (Lange) den præliminaire Qvæstion, om Lagthinget
kunde indlade sig paa at fatte noget Decret om denne ene
Paragraph, der desuden ikke engang fremsattes som Lovforslag,
men som Princip (en Modification, som Christie i Odelsthingets
sidste Møde drev igjennem.) Krogh, Tank, Bonnevie, Nansen
og Lange sagde deres Tanker, og de tre sidste gav Odelsthinget
drøie Rap. Resultatet blev, at man eenstemmig tilbage-
viste Sagen, indtil det hele Lovforslag var gjennemgaaet i
Odelsthinget.




22de October.


   Min Samtale med Biskop Sørensen dreiede sig meest om
vor fælles Lærer, Monrad, for hvem han nærer megen Ag-
telse. Han ønskede, at man kunde samle og udgive hans for
det meste saare originale Skoleprogrammer. Ogsaa hans
Testimonier vilde være en høist underholdende Lecture, men
s.261   deels existere vel ikke de fleste af dem mere, deels indeholder
de for mange rosende og lastende Personalier til at de Roste
uden Forfængelighed, og de Lastede uden Ydmygelse kunde
bekjendtgjøre dem.




23de October.


   Det eneste interessante, jeg hørte i Storthinget, var De-
batterne om en Motion af Stoltenberg i Anledning af, at
Statsraadet i Kongens Navn har sanctioneret en Lov, hvortil
Kongen ene ansaaes berettiget. Adskillige talte i den Anled-
ning og Resultatet blev, at Statsraadet skulde anmodes om at
sende Storthinget til Eftersyn den kongelige Fuldmagt, der
havde bemyndiget det til saadant.




24de October.


   Rahbek sagde engang om en Skuespiller, at han fortjente
legemlige Prygl for Udførelsen af en Rolle; jeg er nær
ved at gjøre Rahbeks Ord til mine og anvende dem paa det
hæderlige Odelsthing. Jeg vil give en kort Udsigt over dets
Forhandlinger idag fra Kl. 9 1/2 til 2, og da fælder den gun-
stige Læser Dommen. Capt. Gerner begyndte med Forespørgsel,
om ikke den af Odelsthinget antagne og af Lagthinget afviste
§ 3 igjen burde tilstilles dette, dog ikke som Princip eller
Fragment af et Heelt, men som et ordentligt Lovforslag.
Herover debatteredes en god Stund, men Pluralitetens Votum
var Nei. Man gik altsaa over til Lovforslagets § 1. Gerner
oplæste en trykt Protest mod Rigsbankens Ophævelse inden
en ny Bank var oprettet. Jacob Aall foreslog, at § 7 (om
de rentebærende Obligationer) først burde afhandles. En
Anden anmærkede, at § 6 (om Formueskatten) stod i saa nøie
Forbindelse dermed, at de ei vel kunde adskilles og altsaa
maatte tages med samme. Begge Dele bifaldtes ved Votering,
og derpaa erindrede Præsidenten, at Klokken var 11 1/2, og at
man kunde pausere en halv Times Tid. "Synes De ikke, at
s.262   vi ærlig har fortjent denne Hvile?" spurgte Oxholm mig, og
jeg maatte give ham Ret. -- Man samledes da atter, og første
Periode af § 1 blev oplæst. Men see! Sorenskriver Schjøtz,
om hvem jeg virkelig havde bedre Tanker, kom nu frem med
et nyt Finantsproject, som han havde undfanget og født i fem
Dage. Med Indklædingen gik det derfor misligt, derimod
fremlagde han vidtløftige Beregninger, som han bad de ærede
Medlemmer opskrive, efter hvilke Rigsbanksedlerne ved næste
Aars Ende skulde være indløste og Statsgjælden betalt om 3
Aar. Han maatte døie adskillige finere og grovere Finter af
Christie, Budtz og Stoltenberg, deels med Hensyn paa Projec-
tet selv, deels og fornemmelig fordi han i halvfjerde Maaned
ikke havde kunnet faae det færdigt, og nu, som ved en Inspi-
ration, havde frembragt det i 5 Dage. Han svarede, at det
var Tanks Forslag, som havde bragt ham til at tænke over
den Sag og give dette Forslag nogle nødvendige Modifica-
tioner; desuden maatte det være de ærede Herrer bekjendt, at
man ofte i et lykkeligt Øieblik faldt paa en Idee, som man
maaskee ikke var falden paa i sin hele Levetid. (Jeg skulde
troe, at det enten er hans Svigerfader Agent Kjellands eller
Tanks Aand, der hviler over Projectet, og at han blot er
constitutionsmæssig Fødselshjælper). Budtz fremkom endelig
med den Motion, at da Tanks Votum i Onsdags var indgivet
som Lovforslag, saa kunde nu dette af Schjøtz tages med, og
Forhandlingerne om denne Sag opsættes, indtil Commit-
teen havde givet sin Betænkning derover. Christie tiltraadte
Motionen med Hensyn paa Sagens Vigtighed, men ingenlunde
af Agtelse for Schjøtz, der forekom ham at have handlet meget
urigtigt. Schjøtz svarede, og der kjævledes en Stund, inden
Budtz's Forslag kom under Votering. Da var Kl. 2, og jeg
gik hjem. Hvad udrettedes nu i disse halvfemte Timer? Dr.
Garmanns Frygt er ikke saa ganske utidig, at Kongen hæver
Storthinget, inden Halvdelen av de Sager, som der skulle
s.263   afgjøres, ere tilendebragte, at man saa i 2 Aar maa gjøre
provisoriske Anordninger, som næste Storthing siger Ja til,
at man omsider føler sin Afmagt til uafhængigt at rygte det
vanskelige Lovgiverkald, og at det saa gaaer os som Scotland
og Irland, at der bliver et scandinavisk Rige, hvis Borgere
alle møde paa Hovedlandets Rigsdag. O ja! der var meget
Skraal mod hine Landes Forening med England, men det gik
igjennem og havde unægtelig gode Følger. Jeg vil troe det
samme i Tidens Fylde vil skee med Scandinavien, og at
det ene Rige bliver mægtigere, mere blomstrende end de to
forenede nu ere.




25de October.


   De to geistlige Avisfeider synes nu tilendebragte. Col-
legium academicum har svaret Biskop Bech, at det aldeles in-
gen Deel har i, hvad Rigstidenden har meddeelt om Examina,
men formoder, at det er et Udtog af en Beretning, som det
har indsendt til 1ste Departement. Iøvrigt har det, ved at
optage den unge Bech blandt de academiske Borgere, tilkjende-
givet, at det ikke anseer ham uskikket til Studeringer. Han
var overalt ikke den eneste, der fik saa slet Characteer, og denne
er uddeelt hver Gang, siden Universitetet kom i Virksomhed.
Hans Flid i at besøge Collegier og hans sædelige Forhold
roses. Muurmesteren har tredie Gang indført sin Anke, og
efter min Opfordring tilføiet, at Lumholtz er den Anklagede.
Denne skal have skrevet til Bispen og forklaret ham Sagens
Sammenhæng. I Rigstidenden medtages Nansen ynkeligen for
hans Geburtsdagscarmen. Hans Celebritet tog en hastig og
sørgelig Ende.

   Der holdtes intet Storthing. Jeg traf Cappelen, da jeg
skulde gaae derhen, og han tilstod, at det gaaer saare lang-
somt, men fandt derhos, at det var godt, man dvælede ved
Pengevæsenets Avgjørelse. Jeg fristedes til at svare med
s.264   Gusmann i Don Ranudo: "Det er Fanden ikke noget godt
Stykke." Denne Nølen maa svie til Statscassen noget ganske
forskrækkeligt. Cappelen er af Garantiens Modstandere, og disse
haabe vel, kan jeg troe, at faae Odelsthingets Beslutning kuld-
kastet, hvortil behøves Tid.




26de October.


   Bruns 12 Taler har jeg udlæst, de Fleste med For-
nøielse. Om en Skjærtorsdagsprædiken udbeder han sig min
Betænkning, hvilken jeg da for det første anfører her. Den
er som Veltalenhedsarbeide i mine Tanker et af hans aller-
første, især er Slutningen uendelig skjøn og opløftende. Hans
Mening om Jesu Blods og Legems Nærværelse i Sacramentet
er ret sindrig, og med alt det, at han holder fast ved Luthers
Ord, nærmer den sig dog virkelig nøie betragtet, mere til den
calvinske Betydning end den catholske Transsubstan-
tiation, hvilken han (i en Prædiken heel besynderlig) kalder
cannibalsk Sarkofagi. Derimod ivrer han altfor haardt
imod dem, der kalde Nadveren Jesu Erindringsmaaltid
og antager hans Ord: "Gjører dette til min Ihukommelse,"
for Hovedsagen. Han finder, at det vilde været en ussel For-
fængelighed af Jesus, blot til sin Erindring at indstifte en
saadan Høitid. Men naar nu til en saadan Erindring asso-
cierer sig Tanken om og Følelsen af hans Velgjerninger, naar
de ved dem opmuntres til at elske og lyde ham som deres
Frelser, Lærer og Herre, hvad saa? Naar jeg overgiver mit
Barn i Døds- eller Afskedstimen et Mindestegn, og siger:
"See ofte paa dette, og saa ofte du seer paa det, tænk da
paa din Fader og paa denne Stund!" er det da blot for at
æres og roses af mit Barn, at jeg gjør det? Nei, jeg forud-
sætter, at hver Gang det seer paa Mindestegnet, vil det tænke
paa sin Fader og hans Lærdomme og Formaninger og finde i
denne Erindring et Værn mod Fristelser og en Opmuntring
s.265   til Dyd. Og dette vil upaatvivlelig lige godt kunne skee, om
det er f. Ex. en simpel Sølvmynt eller et Smykke af Guld
besat med Ædelstene. Jeg skulde da vel ogsaa troe, at, uden
Hensyn paa hvad der nydes, Nydelsen af noget, hvorved Jesus
vilde havt sit Minde (sin Lærdoms, sit Levnets, sin Døds og
Opstandelses) vedligeholdt hos hans Bekjendere, naar den skeer
med et ham hengivent Hjerte, aldeles maa opfylde sin Hensigt.




27de October.


   Ræder klagede over Christies sørgelige Forandring, over
den underlige Form, de to Præsidenter (han og Weidemann)
som oftest give Qvæstionerne, og overalt over den Aand der
alt mere og mere aabenbarer sig hos mere end eet Menneske,
man før troede at kjende fra en agtværdigere Side, -- og jeg
maatte desværre være enig med ham.




28de October.


   Biskop Bech har nu aldeles reenvasket sig. Ogsaa 1ste
Departements Erklæring har han indhentet og bekjendtgjort,
og den gaaer ud paa, at man ansaae det overflødigt at nævne
Candidaterne og opregne deres Charakterer, saameget mere, da
Ingen af dem fortrinlig havde udmærket sig. -- Ogsaa i An-
ledning af Muurmesteren læses endnu to Betænkninger: Den
første er blot uskyldigt Plaisanteri; den anden viser Billighe-
den af Lumholtz's Fordring, og beklager, at Geistligheden paa
saadan ynkelig Maade skal indsamle sin og Families "Mund-
portion". -- Sebbelow vil, at Storthinget skal ud-
sætte en Præmie for de bedste Midler til at bringe Pen-
gevæsenet i Orden (!).

   I Odelsthinget erklærede Bugge foreløbig i Undersøgel-
sescommissionens Navn, at ingen Klage kunde finde Sted
mod Statsraadet over de Anklagedes Benaadning.

s.266  


29de October.


   Alle Studenter ere forestillede for Kronprindsen, og de
fra Aggershuus og Throndhjems Stift vare igaar ansagte til
Taffels, en Opmærksomhed, som jeg finder meget rosværdig.


1  tilbake Wahlstrøm logerede hos ham.

Utg.
    bla bakover
   bla videre