29de September.


   Kronprindsen kom igaar Aftes tilbage. Der canoneredes
fra Fæstningen, og den Deel af Byen, han kjørte igjennem,
var tarvelig illumineret. -- Jeg fik Brev fra Schmidt, der
yttrer Misnøie med Diriks, hvilket og en Anonym i National-
bladet har gjort, ja med det hele Statsraad, over hvis Adfærd
han erklærer, at der ulmer Misfornøielse i Publicum. Det er
et yderst djærvt, dog ikke uanstændigt Stykke, der er skrevet
som Indledning til Politieforhøret, for at opdage Forfatteren
af Klagen over Justits- og Politievæsenets Forfatning.

s.233  


30te September.


   Det indtraf, hvad jeg havde befrygtet: Storthinget er
faldt i den Snare, hvorfra Langes Aarvaagenhed engang før
reddede det. Det har sørgeligen prostitueret sig ved at votere
mod sig selv paa den ecclatanteste Maade, hvad enten det er
en Feil i Reglementet eller Spørgsmaalets urigtige Fremsæt-
telse af Præsidenten, som er Skyld deri. Kun ved et Rabu-
listkneb reddedes dets Ære saa nogenlunde for det første, men
hvorvidt dette Kneb vil lykkes, er endnu uafgjort, og lykkes
det, kan det have uberegnelig slemme Følger og gjøre de to
underordnede Things, især Lagthingets Decision til en Nullitet.
-- Scharre, en Taler, som sjelden lader sig høre, aabnede De-
batterne med en ivrig Opposition mod al Handelstvang, frem-
sat i en ubehagelig stammende Tone. Han modsagdes af Aschen-
berg, der havde affattet sine Tanker skriftlig, Sørensen, der
talte kort men skjønt og fyndigt, og endnu et Par Andre.
Nansen troede, det var ligegyldigt, hvad der voteredes, thi,
antoges Lagthingets Beslutning om Fedevarers Udførsel, saa
var Sagen dermed afgjort, og forkastedes den, saa tilkjendegav
Storthinget derved, at det hverken billigede det ene eller andet
Things, altsaa heller ikke den provisoriske Anordning af Januar
1815, og at saaledes en gammel Lov af 1812 igjen traadte
i Kraft, og i den var baade Egebarks og Fedevarers Udførsel
forbuden. Præsidenten kunde ikke være af den Mening, men
troede, at Storthinget, ved at forkaste Odelsthingets Forslag,
blot forstod den Form, hvori, og de Ord, hvormed det
var fremsat, men forbeholdt sig at gjøre Tillæg
dertil, og et saadant intetsigende nævnte han nu, hvorved
Odelsthingets Mening, Storthingets forrige Votum uforkræn-
ket, kunde staae ved Magt. Dette benægtedes paa det bestem-
teste af Lange, som paastod, at Storthinget i det i § 76 an-
givne og nu existerende Tilfælde blot kunde antage eller forkaste,
men ikke gjøre det ringeste Tillæg til det ene eller andet De-
s.234   cret. To uvedkommende Omstændigheder frembragte uden Tvivl
en skadelig Diversion. Ræder oplæste en lang Udvikling af
sin i Torsdags fremsatte Paastand, og da dette var forbi, kom
Statsraad Motzfeldt og oplæste en naadig Proposition fra Kon-
gen om Kongsbergs Sølvværk og Sanction af Rigsrets-Regle-
mentet, samt overgav et Rescript om Storthingets Prolonga-
tion paa to Maaneder. Da han var gaaet, skred man umid-
delbar til Votering, og Udfaldet blev, at Lagthingets Beslut-
ning forkastedes med 58 Stemmer mod 25. Der stod man
da! Begge Things Resolutioner vare med constitutionsmæssig
Pluralitet forkastede. Nansen fremkom med sit gamle Forslag,
men det gouteredes ikke. Christie frembragte ogsaa sit, og
meente, at man kunde tilføie: "hvilket dog kun indtil videre
skal gjælde", men Lange protesterede atter, og fik paa sin Side
Tank, Bugge, Bonnevie o. fl. Man kan ikke sige, at de til-
dækkede Storthingets Nøgenhed. De lagde dets Sottise saa
tydelig for Dagen, at den enfoldigste Tilhører paa Galleriet
maatte indsee den. Endelig udfandt (jeg husker ikke hvem)
det Middel, at overgive til en Committees Betænkning, hvor-
vidt Storthinget constitutionsmæssig kan gjøre et saadant Til-
læg. Man besluttede ingen nye at vælge, men at sende Sa-
gen til 2den og 7de Committee. Christie er Medlem af begge,
og det er saaledes at formode, at Sagen decideres i Faveur
af hans Forslag. Skeer det ikke, gaaer den tilbage til Odels-
thinget, og saaledes vedtages en Fremgangsmaade, som hver-
ken i Grundlov eller Reglement finder Medhold. Bifaldes
derimod hans Mening, som rimeligt er, saa kan Storthinget
en anden Gang gjøre det allerbetydeligste Tillæg i de Sager,
som efter Grundloven ikke henhøre under dets Forum, før de
have været forhandlede i de andre Thing.

   Efter dette sørgelige og ydmygende Resultat, der efter
min Mening gjorde Christie vel fortjent til paa Tirsdag at
stødes fra Præsidentstolen og berøves den Ære at sidde hos
s.235   Kronprindsen paa Comedien, foretoges en Ansøgning fra Høie-
steretsadvocat Hjelm for en vis Heide. Han er født i Grøn-
land af danske Forældre, men har levet sin meste Tid i Norge
og har været eedsvoren Fuldmægtig hos en Sorenskriver. Ved
Kielertractatens Underskrift opholdt han sig i Kjøbenhavn for
at tage juridisk Examen, men erklærede sig strax for norsk
Borger, og reiste herop paa den Tid, da Passagen var spær-
ret. Af disse Grunde troede han sig berettiget til at erklære
sig for norsk Borger uden Naturalisation, om hvilken han dog,
hvis dette ei kunde skee, ogsaa ansøgte. Committeen havde
erklæret sig i hans Faveur, og Scharre, som i Dag var umaa-
delig snaksom, erindrede, at den umiddelbare Erkjendelse var
saameget mere passende, da Grønland er en gammel norsk
Colonie, og en Grønlænder altsaa bør ansees for vor Lands-
mand. Uventet var Christie af samme Mening, da der endog
paa forrige Storthing var gjort Paastand paa Islands, Fær-
øernes og Grønlands Indlemmelse i den norske Stat, og Kon-
gen havde lovet, saavidt muligt, at understøtte den. Nansen
og Rasmusen vare af samme Mening, og den sidste erindrede,
at naar i Kielertractaten de benævnte Lande udtrykkelig und-
toges fra det Norge, som overlodes Sverige, saa erklærede den
danske Regjering derved, at de hidtil havde hørt til dette
Rige. Bugge var den eneste, som opponerede derimod, og
vilde paa ingen Maade tilstaae, at Nogen er vor Landsmand,
fordi han er født i Grønland. 65 Stemmer mod 16 erklæ-
rede imidlertid Hr. Heide for norsk Borger uden Naturalisa-
tion. Jeg kunde ellers ikke under den Debat bare mig for
at tænke paa Hans Puffs Project, at sælge for 2 Millioner
Danmarks Ret til Ørkenøerne. Kunde vi faae 2 Millioner
gode Penge for vor Ret til Island, Grønland og Færøerne,
jamen troer jeg, vi burde sælge den. -- Iøvrigt oplæste Christie
Concept til Ansøgningen om en norsk Ridderorden. Nansen,
som øiensynlig synes at slaae paa mildere Strenge, og som
s.236   uden Tvivl er et meget vaklende og uselvstændigt Menneske,
troede at finde deri en Erklæring om, at Normændene ikke
skjøttede om herefter at decoreres med en svensk Orden, hvil-
ket ei var hans Mening, men Lange erklærede, at det var
hans, og at han, uden det, aldrig havde stemt for Forslaget.
Concepten antoges uden videre Debat eller Votering.




1ste October.


   Jeg er ikke ofte med tungere Hjerte og ubehageligere
Fornemmelse gaaet i Kirken end i Dag. Frisk var jeg, det
er sandt, men forresten var der Intet, hvortil eller hvorved jeg
kunde glæde mig. 94 Confirmander er en saadan uhyre
Mængde, at man umulig kan ofre dem al den Opmærksom-
hed, som man vistnok burde, og af alle disse unge Mennesker
var der desværre yderst faae, for hvem jeg i nogen Henseende
kunde interessere mig, som havde viist sig for mig fra nogen
Side, der kunde bevæge mig til at agte deres Forstand eller
elske deres Hjerte. Det var kolde Hverdagssubjecter, hvoraf
vor Ungdom i de høiere og lavere Stænder fast udelukkende
bestaae. For Religionen synes de mig nu især ligegyldige.
Jeg troer imidlertid, jeg upaaklagelig udførte min Embeds-
pligt, og faldt end den største Deel af den Sæd, jeg udsaaede,
paa Veien, var det dog neppe min Skyld. Det var min
Pligt at saae, og jeg maatte tage Jordbunden, som jeg fandt
den for mig.




2den October.


   Hvad der i Dag forefaldt i Odelsthinget, var virkelig ikke
værdt at umage sig ud for i Regn og Søle. Et Par Bon-
deprojecter om Kirkegaarde og Løsgjængerie henlagdes til vi-
dere. Man maatte være enig med Præsidenten og flere i, at
der er givet saa skjønne Love imod Løsgjængerie, at en nye
og mere bindende Anordning ikke vel kan paalægges, men at
disse Love overholdes slet, deri maa jeg ogsaa være enig med
s.237   Proponenten, min forstandige Hans Grimelund. Naturligviis
ignoreredes saadant af Præsidenten, da den ene Ravn, ikke hug-
ger Øiet ud paa den anden. At det ei heller fandt Medhold
af Odelsthingets øvrige Fogder og Sorenskrivere, at nogle Bøn-
der ynde slige Uordener, og de andre ikke besad Indsigt og
Talent nok til at paatale dem, at Kjøbmandstanden ansaae den
Ting som sig uvedkommende, og at endelig de faae Præster
tog i Betænkning at fremføre og soutenere en Paastand, som
de dog ikke her kunde bevise, alt dette var i sin Orden, og
Forslagets Skjebne lod sig da forudsee.




3die October.


   Jeg fik Invitation fra Hans Excellence til Diner i Mor-
gen. Det er Prinds Oscars Navnedag, hvilken man i Sverige
og flere Lande gjør meget Væsen af. At man gjør et Sel-
skab paa en saadan Dag, lader sig endda passere, men langt
haardere faldt det mig at fordøie, da Biskop Bech i Eftermid-
dag lod circulere et Brev fra en Hr. Palmstjerna, der meldte
ham, "at Hans Kongelige Høihed Hertugen vilde modtage Geist-
lighedens Opvartning Kl. 12", thi hvortil i Guds Navn skal
man gratulere paa en Navnedag? Hvad skal man ønske Prind-
sen, uden maaskee, at Navnet Franciscus maa blive staaende i
Almanakken til Dagens Ende?

   Hvad der bestemtes i Storthinget, var blot afvisende Svar
paa et Par ubetydelige Ansøgninger, samt Christies Præsident-
valg med 56 Stemmer. (Theis Lundegaard havde en Stem-
me.) Derimod oplæstes et yderst vigtigt Forslag af Sibbern.
Det angik Forandring af adskillige Paragrapher i Grundloven,
meest om Valgene og Thingenes gjensidige Forhold. Han vilde
have det bragt paa det Rene, hvad det er at have været bosat
i Landet i fem Aar: at man ei skal kunne vælges eller vælge
uden paa det Sted, hvor man holder Dug og Disk: at man
ei kan vælges, naar man har været beskyldt for vanærende
s.238   Forbrydelser og ei aldeles er frikjendt. Han vil, uden at gaae
saavidt i Standsinddelingen som Schjøtz have det fastsat, at
der fra hvert Amt skal vælges en Bonde, men ikke
maae vælges mere end to; samt at Lagthingets anden
Beslutning skal være deciderende, hvorved det forekom mig, at
han fintede Schmidt, som nok er den egentlige Ophavsmand
til den femte Samling af Storthinget in pleno. -- Ogsaa
her var, ligesom ved Nansens Motion, ivrig Debat om Tryk-
ningen; ogsaa her var Christie Opponenten. At Sagen ikke
kan afgjøres paa dette Storthing, deri har han Ret, men ven-
tileres kan den, og af Medlemmerne antages som Forslag til
næste Storthing, og naar Præsidenten sagde, at der endnu var
saa mange vigtige Ting at afhandle, at Tid ei kunde levnes
hertil, og at dette vist ikke var af det, for hvis Skyld Regje-
ringen vilde bevillige ny Prolongation, saa fortjente han den
kraftige Erindring af Bonnevie, som overalt talte meget skjønt
ved denne Leilighed, "at af alle vigtige Ting var dog nok in-
gen saa vigtig, som Bevarelsen af vor Constitution, paa hvil-
ken alt det Øvrige beroer". Ogsaa Tank, der nu viser sig
som en frimodig og veltalende Oppositionsmand, den koldsin-
dige, utrættelige Lange o. fl. vare for Trykningen. Resultatet
blev, at Christie, Lensmand Uhlen, Østen Øvren og fire andre
Bønder voterede imod den, men iøvrigt antoges den eenstem-
mig. -- Et lignende Forslag om Forandring i Grundlovens
§ 22 har jeg i denne Tid forfattet. Jeg troer, det indeholder
ugjendrivelige Sandheder, fremsatte med Sindighed og Frimo-
dighed. Schultz, hvem jeg havde overgivet det til Gjennem-
læsning, leverede mig det i Dag tilbage, og det forekom mig,
som han rystede paa Hovedet derved og erklærede, at han ikke
kunde befatte sig med at anbringe det, men siden har han til-
kjendegivet mig sit fuldkomne Bifald og tilbudet sig at over-
bringe det i Storthinget.

s.239  


4de October.


   Det lille Forgemak hos Prinds Oscar var fuldpakket af
Mennesker. Statsraadet og Adjutantskabet kom først, derpaa
indlodes da Geistligheden og Professorerne. Bispen udbad sig
Prinds Oscars Bevaagenhed for os Alle, og talte derpaa om
det skjønne Kværnevand, som den megen Regn har skaffet os.
Siden spurgte Prindsen Thulstrup om hans Kones Befindende
og Rasmusen noget om Universitetet, hvorpaa vi fik Demission
i Naade. Det var en latterlig og ærgerlig Ceremonie.

   Hos Essen gjorde jeg Bekjendtskab med Expeditionssecre-
tairen for det norske Statsraad, den famøse Matthias Hagerup,
som har oversat min Prolog paa Fransk til Kronprindsens Af-
benyttelse, og som naturligvis ikke er bleven mindre Nar, end
han var før, siden han fik en saadan Hof- og Statscharge.
Jeg havde meget behageligt Bordselskab, da jeg sad mellem
Schultz og Bonnevie; iøvrigt var Beværtningen som sædvanlig
og de officielle Skaaler ligesaa. -- Saa kom da Comedien.
Beegfakler vare opstillede paa Fortouget langs Grændsehavens
Plankeværk. Foyeen var beklædt med Granbar og i Midten
et Transparent med Bogstaverne C J og J F O. Første Bænk
var borttagen og Stole satte for Prindserne, Statholderen med
Frue, Statsministeren, Storthingets tre Præsidenter og et Par
høie Officierer af Prindsernes Svite. Prologen var deelt i
tre Dele: først Chor med Solo (Opkog af Falbes sædvanlige
Høitidsmusik, uden alt Hensyn paa Indholden), dernæst den
egentlige Prolog, som efter Alles Dom blev særdeles skjønt
fremsagt af Schandorff, og endelig en Folkesang paa fire Vers,
hvis sidste Afdelinger gjentoges af Publicum, hvorpaa Falbe
udraabte: "Gud bevare vor Kronprinds og hans Søn!" Der
klappedes og raabtes Hurra efter gammel Skik. Man har
gjort Prologen den Ære at rose den; som saadant bestilt Ar-
beide var den maaskee heller ikke slet (skjønt om første Afde-
ling Figaros Ord: "Hvad man ikke gider sagt, det synger
s.240   man", saare passende kunde anvendes), men af flere Aarsager
kan og vil jeg ikke afskrive den her. Nu skulde jeg da sige
noget om Forestillingen paa Theatret, men hvad især det første
Stykke angaaer, er der lidet godt at sige . . . Det var Een-
actstykket Planen eller Soldater og Bønder, hvilket kje-
dede umanerlig, og det næsten alene ved det slette Spil.
Havde Thulstrup spillet Obersten, Kaltenborn Lieutenanten og
Schjøtt den gamle Husar, er jeg vis paa, at det vilde moret
særdeles. Derpaa kom Syngestykket Skjælmen i sin egen
Snare. Jocard er den eneste Rolle deri, som fordrer Kunst,
og man kan ikke nægte, at Ibsen spillede den saa godt, som
hans spinkle Figur og Stemme tillod, skjøndt der er ingen
Tvivl om, at Holm vilde have spillet den bedre. Om de An-
dre (Wittrup, Aars, Jfr. Lassen og D. Thrane) kan man blot
sige, at de ikke fordærvede deres ubetydelige Roller. Kraft til
at gjøre noget af Intet eller en ubeqvem Materie maatte ikke
ventes af dem.




5te October.


   Vel var jeg paa Storthinget i Formiddag, men det var
un jour maigre, ikke værd at beskrive. -- Nansen viiste mig
et Geburtsdagscarmen til Hans Majestæt, som han vil have
sunget paa Løverdag, han vidste ikke selv hvor. Det synes
dog, at Biskop Krogh har Ret: at han vil sadle om, da han
føler, at han er gaaet forvidt. Følgen bliver, efter Schultz's
og Bonnevies rigtige Anmærkning, at han taber begge Par-
tiers Agtelse som en mundkaad uselvstændig Person, paa hvem
det Daltonske Sprikwort ei upassende kan anvendes: "Æslet
tager altid Tonen for høit, derfor kan det ikke holde Musikken
ud". Det gjør mig ondt for Nansens vistnok gode Hjerte og
af Naturen sunde Forstand. Bonnevie viste mig ellers den
sande Tjeneste, at overlade mig sin Billet til bestandig Dispo-
sition, saa at jeg nu, uden at sende Bud rundt i Byen, kan
gaae paa Storthingsgalleriet, naar jeg har Lyst og Leilighed.
s.241  
   Ved trykt Billet, undertegnet Falbe, Arntzen og Hjøring,
er min Kone og jeg indbudne til Bal i Stiftsretsgaarden
Løverdag mellem 7 og 8. Min Kone vil ikke derhen; jeg maa
vise mig der, men haaber at slippe snart derfra.




6te October.


   Regimentsfeldskjær H -- , som havde forlangt sit Barn
døbt i Morgen Kl. 11, kom i Dag med den dobbelte Bøn,
at Forretningen maatte skee Kl. 10, da her Kl. 11 i Anled-
ning af Kongens Fødselsdag skal affyres 128 Skud fra Fæst-
ningsvoldene, og at til Navnene Carl Johan Oscar, som
Drengen skal have, endnu maa føies Essen!!!

   I Aften var jeg indbuden til Sverdrup. Han var i sit
sædvanlige sarcastiske Lune, som meest gik ud over Navnedags-
couren og disse Dages øvrige Hofvæsen. Der taltes meget
om, hvorledes man ogsaa havde indbudet Embedsmænd til
at tage Deel i Omkostningerne ved Subscriptionsballet, paa
Grund af at den fornødne Sum ikke anderledes kunde ind-
komme, hvilken Indbydelse dog Generalauditeur Bergh, idet
han selv tegnede sig for 200 Rbd., ved en kraftig Forestilling
fik standset i Circulationen. Adskillige, hvoriblandt jeg med
Sverdrup og Garmann, havde vægret sig for at subscribere,
og Sverdrup har da ogsaa afslaaet Indbydelsen til at bi-
vaane Stadsen gratis. At gamle Pløen, en af Byens rigeste
Mænd, Intet har villet bidrage, ivrede Bergh imod som lum-
pen Gnieragtighed, men Sverdrup forsvarede det. I den An-
ledning hørte jeg, at Prinds Christian selv maatte
bidrage 17000 Rd. til den Høitid, Byen gav ham
for to Aar siden paa hans Fødselsdag! Thygesen
vilde have Borgerskabet det Manglende paalignet i Byeskatten,
men dette vilde ikke Prindsen og lagde det til af sin egen Casse.




7de October.


   Denne urolige Dag er da ogsaa forbi, og i dette Aar
haaber jeg at skaanes for nogen lignende. Førend jeg var
s.242   oppe, kom Indbydelsen fra Prindsen til Middagstaffel. Der-
imod slap man til min store Forundring og Glæde for at
gjøre Cour; maaskee det ikke hører til Hofetiquetten, naar ikke
Festens Fyrste selv er tilstede. -- Der var det samme store
Selskab hos Prindsen som i Onsdags hos Essen. Jeg sad
denne Gang i Spisesalen, hvor der vel var dækket til 60 -- 70
Personer; Andre spiste i et mindre Sideværelse og Resten i
den nybygte Pavillon ude i Kongens Have, hvor det skal
være gaaet lystigt til og raabt Hurra i vilden Skye, især for
Statholderen med megen Enthusiasme. Hos os drak vi de
sædvanlige Skaaler i al Stilhed. Beværtningen var bedre
og Opvartningen ordentligere end i nogen af de overvættes
store Selskaber, som jeg i den senere Tid har bivaanet, og
hvad Maden angaar, vindes nok betydeligen ved at være i
Nærheden af Prindsen: den som elsker larmende Conversa-
tion og overflødig Drik, befinder sig derimod bedre ved de
mindre Tafler. -- En Anecdote af chronique scandaleuse,
som Falbe fortalte, maa jeg her optegne. Da Dronning So-
phie Magdalene i Sverige ingen Børn fik, og man gjerne
vilde have en Thronarving, traf det sig saa, at Kongens Sø-
ster, den endnu levende Prindsesse Sophie Albertine, befandt
sig i velsignede Omstændigheder. Man besluttede at adoptere
hendes Barn, og til den Ende anstillede Dronningen sig frugt-
sommelig, og gjennemgik Svangerskabets Grader, saaledes som
virkelig var Tilfældet med Svigeringden. Men hvad skeer?
Timen kommer og Prindsessen føder -- et sort Barn!
En Neger, som opvartede hende, var dets Fader. Her ophø-
rer Historien1. Dronningen har formodentlig reddet sig ud
s.243   af det ved en fausse couche eller deslige. -- Da vi havde
drukket Caffe, omdeltes den forhen omtalte Nansenske Sang.
Den var kommen forsilde fra Bogtrykkeriet, og derved røg
den Herlighed i Lyset. Nansen tilskriver det en Cabale
af Grev Wedel og Hagerup. Imidlertid har den Rin-
geagt, hvormed han ansees af alle Parter, uden Tvivl
herved faaet en betydelig Tilvæxt, og han, der lagde an paa
at spille en glimrende Rolle paa Storthinget, og virkelig en
Tid havde bragt det dertil, vil vistnok herefter spille en yderst
jammerlig. Jeg skal høilig tvivle paa, at, om Kongen op-
fylder Storthingets Ønske og stifter en norsk Ridderorden,
den nogensinde vil pryde Nansens Bryst.

   I Stiftamtmandsgaarden, hvor det store Bal holdtes, var
ret smukt illumineret med Lamper op ad Trapperne; ogsaa
var der ved Indgangen til Balsalen et Transparent, hvor
Nora med et mildt Aasyn holdt en Krone over Carl den
13des Navn, samt omvandt med Blomsterguirlander Carl Jo-
hans og Oscars. Dandsen saa jeg aldeles intet af. Jeg
stak Hovedet ind i Salen, men der var en uudholdelig At-
mosphære; heller ikke har jeg nogen Fornøielse af at see
Dands, hvorimod der i Sideværelset frembød sig Øiens- og
Kjødslyst i Mængde, da de unge Pigers Blottelse i Aften
forekom mig at have naaet en høi Grad af Uanstændighed.
Jeg seer ikke, hvorledes et ungt Mandfolk, i hvis Aarer rin-
der varmt Blod, kan komme fra et saadant Bal med ubesmit-
tet Hjerte. Jeg anseer Faren mindre for Pigerne selv, blandt
hvilke vist Mange intet tænke derved, undtagen at det er Mode,
og, naar de iøvrigt leve hos sædelige og retskafne Forældre,
vende hjem med træt Legeme og tom, men ikke fordærvet
Sjel, da der i de unge Mandfolks Klædedragt er intet uan-
stændigt. -- Sex nye Viser bleve sungne, alle til de konge-
lige Personers Ære, hvoriblandt ogsaa Eugenia Bernhardine
og Sophie Albertine havde faaet hver sin. Ingen af dem
s.244   duede synderlig; Bjerregaard og Schwach sagdes at være For-
fatterne.




8de October.


   En famøs Skolelærer A -- har i Intelligentsseddelen sat
sin Kone følgende naragtige Minde: "Sjeldne Evner, ædel
Villie, sandt Vid, rige Naturgaver gik her ved en sjelden
Nordboeqvinde for tidlig tilgrunde! En ublid Genius herskede
strengt over hende. Kold og barsk rakte han hende et bred-
fuldt Galdebæger. Hun maatte udtømme det under 24aarig
tærende Asthma og under Kummer og Miskjendelse af Ver-
den. Og dog var hendes Liv riigt paa skjøn Daad. Hun
var af Naturen skabt og dannet for en ædlere Kreds; ikke
feilfrie, men sig bevidst en streng retskaffen Vandel, dømte
hun andre strengt, men tilgav dem, som saarede hende. Hun
døde den 1ste October 1815 med høi Resignation paa hvad
hun havde fortjent, men som en mørk Skjæbne nægtede hende
at nyde, nemlig Sundhed, Uafhængighed og selskabelig Om-
gang. Held mig, hvis jeg kunde skildre Erland Thoresens
Datters Værd! Nei, hun fletter sig selv en evig grøn Krands
med flittige Hænder. Hendes sjeldne Arbeide bær Præget af
hendes store og skjønne Sjel. Forud forstod hun, hvad jeg
og hendes treaarige Søn skulde tabe, men i hendes Døds-
stund følte jeg først bittert vort uoprettelige Tab. Ømme og
kjærlige Ægtemage og Moder! Nyd nu den Roe og Frihed,
Du her forgjæves stundede efter! Hulde Grav! Modtag du
venlig den ædle Afdøde!"

   I Rigstidenden fortælles vidt og bredt om den uende-
lige Høitid, der er gjort af Prindsen paa hans Reise, og den
Enthusiasme, Bønderne allevegne have viist ham. At deri "er
vel megen Poesie", kan vel ikke nægtes, og at man i danske
Blade aftrykker al den Avissmiger, der ydes vor nuværende
Regjering, er mig slet ikke kjært, men meget sandt er dog vist
deri, og saalidet jeg holder af enthusiastisk Hyldning for
s.245   hver opgaaende Sol, saa synes det, trods alle Ulykkesspaa-
domme ifjor og i Aar, at vidne om en saare loyal Stemning
hos mine Landsmænd, og uden Tvivl sidder Carl den tret-
tende ligesaa fast paa Norges Throne, som paa Sveriges. Og
da Fred er en dyrebar Ting, saa er det mig rigtignok som Re-
ligionslærer, Menneske og Huusfader overmaade kjært, ihvad end
Borgeren og Danmarks gamle Ven maa tænke og føle derved.

   Biskop Bugge har været upasselig i alle disse Høitids-
dage, men jeg har Grund til at antage Sygdommen for mere
politisk end physisk. Han er yderst misfornøiet med Storthin-
get, især med dets Præsident, hvis udmærkede Statsmandsta-
lent han iøvrigt vedbørligen erkjender. Over Nansens Ge-
burtsdagsvise korsede han sig. Atter har min Godmodighed
bedaaret mig, og atter har det strengt dømmende Partie be-
holdt Ret.




9de October.


   Endskjøndt der endnu i Storthinget er lidet af Vigtighed
afgjort, og der bestemt forsikres, at ingen videre Prolongation
vil vorde tilstaaet, men at Kronprindsen vil hæve Thinget den
4de December, saa holdt man dog i Dag fri Mandag.

   Schultz bekræftede, hvad jeg tidligere har hørt, om den
mere end tvetydige Rolle, Bugge og Trampe spillede ved Chri-
stian Frederiks Ophold i Throndhjem. Prindsen var særdeles
misfornøiet, og havde blandt andet tilkjendegivet Stadens Em-
bedsmænd sin Unaade ved at tilsige dem til Afskedsaudients
Kl. 10 om Formiddagen og lade dem staae til Kl. 5 Efter-
middag, da han endelig kom ud og affærdigede dem i et Par
Minutter.

   Jeg læser i denne Tid en yderst interessant Roman af
Tieck: Villiam Lovell. At jeg i min Recension over Oehlen-
schläger kunde bryde Staven over denne Mand, kan jeg lige-
saalidt tilgive mig selv, som jeg kan tilgive den Tids Over-
sættere, at de gav os Cramers og Vulpins's Usselheder paa
s.246   Dansk og ikke Villiam Lovell. Jeg er nær ved at gjøre
Publicum offentlig Afbigt, at jeg nogensinde har kunnet kalde
en saa udmærket Forfatter en Smagsfordærver.




10de October.


   I Storthinget henvistes Schmidts Klage over Statsraa-
det til Odelsthingets Decision. Hvorvidt de endnu uindløste
danske Bancosedler herefter skulde kunne indløses, var ifølge
et kongeligt Budskab det, som derpaa foretoges. Bonnevie viste
her en utidig Barmhjertighed, der ogsaa fandt Medhold af
Nansen og nogle faa Bønder. Han vilde, man skulde bære
over med de Menneskers Enfoldighed, der i den Tanke, at disse
Sedler endnu havde eller kunde faae virkeligt Værd, forsætli-
gen havde gjemt dem. Men da det oplystes, at man just da
disse Sedler indkaldtes, havde tilhandlet sig dem for at drive
Aager dermed, og Storthinget gjordes opmærksom paa, at alle
de Bancosedler, som endnu maatte være i danske Privatmænds
Hænder, kunde sendes herop og indløses til Tab for den norske
Rigsbank, saa frafaldt Bonnevie sin Paastand. De andre
derimod holdt fast ved den; dog var der en meget stor Plu-
ralitet mod hiint kjellingagtige Medlidenhedssystem. -- Da
disse Pengesager vare afgjorte, foretoges Præsidentvalg. Chri-
stie synes nu at have overstaaet alle fatalia. Hver Gang
faaer han flere Stemmer. Derimod er det forbi med Bugges
Vicepræsidentskab, da Lange i Dag havde 3 Stemmer flere
end han. -- Nu kom de nye Forslag, og Schultz begyndte
med mit. Mere end engang har jeg, ved at høre mine poeti-
ske og prosaiske Arbeider oplæste, været fristet til at udbryde
med Martial:


           Quem recitas meus est, o Fidentine! libellus;
      Sed male cum recitas, incipit esse tuus.


   Min Afhandling, eller hvad jeg skal kalde den, var alt-
for lang, det erkjender jeg. For at den ikke skulde kjede,
s.247   maatte jeg oplæst den selv, eller, naar dette ikke kunde skee,
ladet den oplæse af Bugge eller Bonnevie. Dog nægter jeg
ikke, at jeg ogsaa af Schultz havde ventet mig den heldigere
reciteret, endskjøndt hans Organ ikke er behageligt.

   Jeg takkede Gud, da det var forbi, og fandt, at det vir-
kelig var en stor Lykke, der vederfores mit Arbeide, at 14
Repræsentanter voterede for dets Trykning. Dertil ansaa jeg
det nu overalt ikke qvalificeret. Forslaget selv var kort,
og udgjorde omtrent en Sextendedeel af det Hele, og jeg er-
kjender, at det var en utilbørlig Ødslen med Statscassens
Penge, at bekoste Trykningen af et blot Raisonnement, der
vist vilde fylde et Ark og maaskee mere. Forslaget henviistes
til syvende Committee, hvis Medlemmer ere af dem, som uden
Dom kunne afsættes, og som altsaa maaskee af Delicatesse
ville tage i Betænkning at understøtte det. Taalmodig afven-
ter jeg dets Skjæbne. Forkastes det, lader jeg det trykke i
Nationalbladet, hvis dette ikke forinden synker i evig Dvale,
som ellers ikke er usandsynligt, thi jeg holder Sagen for alt-
for vigtig til at begraves i Taushed og Glemsel. -- Schultz
dolerede over, at Eed affordres Embedsmændene til Kongen
og Constitutionen, og ikke, som forrige Storthing havde
bestemt, til Constitutionen og Kongen, samt over den
Lydighed, vi maatte tilsværge den kongelige Familie. Vistnok
er dette Tillæg urimeligt og stødende, men naar han tilføiede,
at en rebelsk Prinds lod sig tænke, og at, naar denne befalede
os Opstand mod Kongen, vare vi forpligtede til at lyde ham,
eller kom i det mindste i en betænkelig Collission, saa forekom-
mer denne Indvending mig heel futil, da man ikke, endog ef-
ter denne Eed i dens strengeste Betydning kan tænke sig Ly-
dighed mod en Prinds som Pligt, uden forsaavidt hans Be-
falinger stemme overeens med Kongens og finde dennes Med-
hold, men aldeles ikke, naar de ere hinanden modstridende.
Ingen støder sig over, at jeg siger, jeg skylder Gud, Kongen
s.248   og min Biskop Lydighed, men det falder af sig selv, at naar
Kongen befaler noget, som Gud har forbudt mig, saa bør jeg
adlyde Gud mere end Mennesker, og at, om Bispen vilde
befale mig noget, som stred mod de af Kongen givne eller
sanctionerede Love, saa kunde jeg holde ham Forordningen
for Øinene og sige: "Nei Deres Høiærværdighed! det gjør
jeg ikke, thi det er lovstridigt". -- Nansen havde tre meget
tamme og loyale Forslag, hvis ubetydelige Indhold jeg har
glemt.

   Prindserne reiste i Dag til Drammen under sædvanlig
Kanonade. De bliver der imorgen over, og store Festligheder
ere tilberedte. Fra Drammen gaaer Reisen til Skien og
Porsgrund, og saa tilbage over Kongsberg.




11te October.


   Vold fortalte, at han og Feyring havde været Forsangere
ved Cabinetsprædikenen i Søndags, og faaet en Dukat for
Umagen. Jeg misunder aldeles ikke Bispen den Ære. Der
sad begge Prindser i et Værelse, 5 -- 6 unge Officerer i et
andet. Prædicanten stod for et Bord, hvor han kunde sees
og høres af Alle. Det er dog intet andet end tom, urimelig
Ceremonie; hvad er det andet end Ostentation af Gudsfrygt?
Sand Hengivenhed for Religionen har andre, mindre tvetydige
Maader at yttre sig paa.




12te October.


   I Odelsthinget anmeldte Præsidenten, at Finantscommit-
teen var færdig med sit Forslag, og da det vilde blive for
langvarigt at trykke det, vilde han denne og den følgende Dag
dictere det for hvem som havde Lyst til at gjøre sig bekjendt
dermed. Det skal være 9 tætskrevne Ark stort.

   Nationalbladet fortsætter Revselsen af Weidemann, men
med altfor stor Langsomhed, i smaa Fragmenter, hvoraf
s.249   de foregaaende ere glemte, inden man faaer de følgende. --
Ikke uden Føie yttrer en Anonym Forundring over, at Re-
gjeringen midt under Storthinget har paabudet indirecte Skat-
ter (Gebyhr for Bestalninger og Bevillinger), men naar en
anden Indsender vil have vor virksomme Generalpoli-
tiedirecteur (en Embedsmand, som ei længer existerer)
hen til Stavanger, for at skaffe Møddingerne bort fra Byens
Gader, da synes han at gjøre sig et meget lavt Begreb om
et saadant Embede.

   Jeg læser nu Ribers Digte, og styrkes i min Overbe-
viisning om alle de originale Stykkers poetiske Uværd, men
dog vakte nogle af dem saare behagelige Erindringer hos mig,
især om de skjønne Sommeraftener jeg i 1792 tilbragte i
Laubs Selskab paa Blaagaard. Meget betragter jeg nu fra et
aldeles forandret Synspunkt; i adskillige religiøse, æsthetiske og
politiske Vildfarelser var jeg vistnok da, men mere skyldfrie og
lykkelige Dage har jeg aldrig levet. Det svage Gjenskin af disse
Dages Aand, som denne Bog, som Læsningen af Saltzmanns
moralske Elementarbog med Claudine, som mine Viser og
min Stambog lade oprinde i min Sjel -- jeg fristes ofte
til at give det Fortrin for den Klarhed, som nu omgiver mig.
Jeg drømte en sød Drøm -- jeg er vaagnet, og ønsker tidt,
at jeg drømte endnu.


1  tilbake Den meddeles her som Exempel paa, hvilke Rygter der have væ-
ret i Omløb om det svenske Hof. -- En Historie om Prind-
sesse Sophie Albertine omtales og gjendrives i Schinkel-
Bergmans "Minnen" I. 240 ff. III. 246 ff. IV. 345.

Udg.
    bla bakover
   bla videre