|
12te September.
Endskjøndt Storthingets Medlemmer vare temmelig træt-
tekjære, vare dog Forhandlingerne heel uinteressante. Der
bestemtes, at en Committee skal nedsættes til Gage- og
Pensionslisters Revision. Ræder troede, at det alene burde
gjælde de Gager og Pensioner, som efter Adskillelsen fra
Danmark vare bestemte. Chrisitie var af modsat Mening,
som ogsaa tildeels blev den gjældende. Theis Lundegaard
vilde, at denne Committee skulde bestaae af en Jurist, en
Handelsmand, en Geistlig og to Bønder. Man spurgte med
Føie: hvorfor da ingen Militair? Aschenberg vilde for Lo-
calkundskabens Skyld have en fra hvert Stift. Resultatet
blev, at Valget (som skal være frit) overdroges Valgcommit-
teen. -- Uagtet Christie sjelden faaer sine Meninger til at
gjælde, holder han sig dog fast paa Præsidentstolen, fastere
endog end før. For 14 Dage siden havde han kun 33
Stemmer, for 8 Dage siden 47 og idag 53. Rambech blev
gjenvalgt til Secretair med den betydelige Pluralitet af 68
Stemmer.
Jeg fik Brev fra Qvale i Lyster, som indbilder sig, at
Torger Næs er Formand i første Committee, fordi han stod
først paa Listen, der var indrettet efter Districternes alpha-
betiske Orden.
13de September.
Jeg har gjennembladet Grundtvigs Skrift mod den
lille Anklager (Prof. Ørsted). Begyndelsen, hvor han
vil være vittig, kan jeg aldeles ikke fordrage. Spøg i Grundt-
vigs Mund er for mig som Hurra i en Kirke eller støiende
|
| s.215 | Pantelege i et Prindseselskab, og aldrig fremskinner hans
Arrogance umiskjendeligere, end naar han, ved at tale i
denne Tone, ikke alene fordømmer sine Modstandere, men af-
fecterer ogsaa at foragte dem. Hans alvorlige Beviis, at
Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig,
tør jeg ikke indlade mig paa at bedømme. Det Hele kunde
været langt kortere, og kunde maaskee, Christendommens Sag
og Grundtvigs Forfatterhæder ubeskadt, endog været aldeles
uskrevet.
Intelligentsseddelen har et løierligt lille Rim fra Ole
Skraalhader i Raadhuusgaden til Frokostsangeren O.
B.(Ole Bjørnsen, se 25de f. M.), som var Forsanger ved
den Wahlstrømske Frokost. Der skal overalt gaae en stærk
Tracteren af Storthingsbønderne i Svang blandt de Sven-
ske, og ihvorvel jeg ikke indseer, hvad det er, man ved en
saadan Bondestandens Cajolering kan ville opnaae, forekom-
mer den mig mistænkelig og i ethvert Tilfælde uværdig.
Den har Lighed med det Korn og de Sølvpenge, som ud-
deeltes ifjor. Saadant røber altid, at man ikke er vis i sin
Sag, og at man ikke tager i Betænkning at gaae Gjenveie,
for at naae sit Maal; og de Mennesker, man paa en saadan
Maade tænker at vinde, maa dog ikke være saa lidt forag-
telige, hvis de bide paa Krogen. -- Nationalbladet No. 9
-- 12 er udkommet, og deri min Dom over Nansens Motion.
Mariboe læste den i min Nærværelse inde i Lehmanns Bog-
lade, og fandt Indledningen bedre end Grundene. Han er
nemlig af dem, der misbillige Nansens Fremgangsmaade, og
troer, at den hverken kan forsvares eller undskyldes. Hvad
den gode Mariboe vil, og hvad hans politiske Troesbekjen-
delse monne være, bliver mig forresten mere og mere dun-
kelt; veed han det selv, skal det være mig kjært. Med al
den Patriotisme, han brammer af, stikker dog nok noget af
Jødenaturen i ham endnu.
|
| s.216 |
To Smaastykker i Nationalbladet maa jeg ogsaa om-
tale: en mere detailleret og temmelig bitter Anke over det
tidt omtalte Lystspil i Byens Kirke, hvor især Falbe faaer en
slem Snert: og et Slags Svar paa det Spørgsmaal, hvor-
for Studenterne ei vilde bortbære Hount. Noget egentlig
fornærmeligt fandtes der ei, uden i det høieste mod Horster,
som havde reqvireret deres Assistence. Svaret er og affattet
i en meget anstændig Tone, men dog maa jeg tilstaae, at
det bragte mit Blod i saadan Kog, at jeg som Herman von
Bremen adskillige Gange maatte tælle til 20, for ei at fare
paa den Karl, der, med al sin Finhed og Politesse, dog har
kastet Skygge paa min afdøde Vens Characteer, og indirecte
sagt, at man ei ansaae ham for værdig til at bæres bort af
saadanne store Creaturer som de.
Jeg var en Stund i Lagthinget og opdagede, at Lange
er en duelig Præsident. Iøvrigt var det noget kjedsommeligt
Tøi, som forhandledes.
14de September.
Jeg fik ingen Billet til Odelsthinget, men tabte ei
derved.
15de September.
Heller ikke i Dag blev det mig muligt at komme paa
Galleriet, og jeg var ret meget bedrøvet derover, da den vig-
tige Værnepligtssag skulde foretages, men jeg tabte intet.
Sagen blev henvist til 5te og 6te og 2den Committee, fra
hvilken den vel endnu ikke paa en Maaned kommer tilbage.
Det er vanskeligt at sætte sig ind i andres Situation, men i
hvor mange Forretninger de gode Mænd end overvældes med,
forekommer deres Nølen mig utilbørlig. Pluraliteten længes
vist hjem efter Kone, Børn og Kaldspligter, men om ikke
Enkelte, der angive Tonen (Præsidenterne f. Ex., der lede
Affairernes Gang) kunde haste lidt mere, end de gjøre, det er
mig idetmindste problematisk.
|
| s.217 |
16de September.
I Dag var jeg i begge Thing. I Odelsthinget hørte
jeg kun, foruden en Rapport om det mig ubekjendte og uved-
kommende Bergvæsen, et Forslag af den skrivesæle og ind-
bildske Kirkesanger Bjørnsen mod Adelen, hvori han vilde, at
kun den, der er født af adelige Forældre og nu har naaet
Myndighedsalder, skal have adelige Privilegier, alle Yngre
derimod udelukkes derfra. Deri tænker han da meget forskjel-
ligt fra Ludvig den attende, der har indført Arveadel, som
det virksomste Middel til at vedligeholde Orden og Rolighed
i en Stat, især paa Grund af de Dyder, han troer at ned-
arves fra Fader til Søn i tusinde Led. -- I Lagthinget fo-
retoges det Stykke af Criminalloven, som afgjordes i Odels-
thinget den 11te. Det antoges paa et Par Forandringer
nær, hvoriblandt, efter Major Schjøtts Motion, at det ved
Arquebuseringen skal have sit Forblivende ved de ældre, hid-
til gjældende Love.
17de September.
Efter endt Gudstjeneste spadserede jeg, ifølge med Hers-
leb, op til Hans Hauge. Hersleb ynder simpel Sang, som i
Slotskirken, mere end Orgelspil og finder den mere overeens-
stemmende med Gudsdyrkelsens stille Værdighed. -- Biskop
Bech havde foreslaaet ham Udgivelsen af et periodisk Skrift,
hvilket han ogsaa ønsker, men troer, at Bech vil give det en
mere udvidet Tendents, end han finder passende. Herlebs
Mening er, at et saadant Maaneds- eller Qvartalsskrift in-
tet skulde indeholde, uden hvad der stod i nærmere eller fjer-
nere Forbindelse med Religionen, kunde berigtige og forene
Begreberne om den, og indgyde Mængden Ærbødighed mod
de hellige Lærdomme. Forsaavidt de kunde henføres dertil,
vilde han dog ikke have Naturvidenskap, Historie o. desl. ude-
lukte. Hvad derimod alene angik verdslige Handeler, troede
|
| s.218 | han burde staae i et eget Ugeblad, der med Tiden, mere eller
mindre afhængigt af Hovedskriftet, kunde udkomme. -- Oehlen-
schlägers nyere Arbeider forekommer ham altfor fornuftige.
Jeg kan ikke anderledes forklare mig Herslebs og Sverdrups
forandrede Dom om Danmarks første Digter, end at Grundt-
vig ikke ynder ham som før, og at personlig Hengivenhed for
Grundtvig frembringer hos dem en Virkning, som aldrig per-
sonlig Hengivenhed for noget Menneske har frembragt eller
kan frembringe hos mig. -- Under saadanne Samtaler kom
vi til Bakke, hvor vi foruden min Familie fandt Kjerschow,
et Par fremmede Kjøbmænd og Storthingsbønderne Kittel
Aarstad og Lars Tingnæsset. De syntes at være meget re-
ligiøse Mænd, og fandt 3 -- 4 af Storthingets Bønder at
være Fritænkere, hvoriblandt, til min Forbauselse, Christen
Nersteen, der paastaaer, at mine Prædikener er hans Ynd-
lingslecture.
18de September.
Det eneste, som gjør denne Dag mærkelig, er Remini-
scentser. Man læse dens Historie fra de to forrige Aar, og
saa har jeg ikke stort mere at tilføie, end at den nu var in-
tet af hvad den da var: hverken en Høitids- eller en Ær-
grelsesdag. For to Aar siden bildte jeg mig ind, at "den
store gode Christian den Fjerde" var opstaaet fra de Døde og
vandrede lyslevende blandt os under Navn af Prinds Chri-
stian Frederik. Ifjor var jeg vaagnet af denne Drøm, saae
min fordums Afgud for sidste Gang, saae ham som et svagt,
uselvstændigt Menneske, der ikke befandt sig saa vel, at han
kunde spise med sin Sjelesørger om Middagen, men blev om
Aftenen "frisk som en Hest", saa at han kunde spøge og støie
med et Par Damer af den galante Verden. Nu er Drøm-
men forbi og Smerten over den pludselige Vaagnen ligesaa.
Heel ominøst stod hans Navn i forrige Aars Almanak under
|
| s.219 | den Sentents: "Ingen kan tjene to Herrer". Han gjorde et
uheldigt Forsøg paa at gjøre disse Ord til Løgn -- og nu
er den 18de September ikke mærkeligere end hvilkensomhelst
af Aarets øvrige 364 Dage.
19de September.
Nansen havde forberedt mig paa, at han i Dag vilde
gjøre et listigt Forslag. Kongen havde med Gave og
Hæderstegn benaadet den Deputation, der var afsendt med
Grundloven. Ogsaa havde han saavidt muligt bønhørt de
Ansøgninger, der efter forrige Storthings Beslutning vare
ham gjorte. Dette havde man læst i Aviserne, men officiel
Meddelelse til Storthinget var aldrig skeet. Denne foreslog nu
Nansen at begjære af Storthingets Præsident, som havde væ-
ret Deputationens Formand, oplæst og vedlagt Protocollen,
hvorpaa han vilde have en Takadresse udstedt til Kongen for
hans Naade mod Deputationen og Kjærlighed til det norske
Folk, samt til Deputationen for den Nidkjærhed, hvormed
den havde udført sit Ærinde. Man indsaae vel Hensigten,
men den laae dog temmelig dybt. -- Procurator Weidemann
vilde, at de forskjellige Committeer, til hvis Betænkning Lov-
forslag indsendes, skulde træde sammen og enes om en Dom,
da deres Meninger som oftest vare hinanden modsatte, saa-
ledes maatte forvirre Repræsentanterne. -- Endelig bragte
en Tjener to prægtige Exemplarer af Rigsacten, en dansk med
rødt, og en svensk med blaat Bind, det ene til Opbevarelse i
Archivet, det andet til Underskrivning og Tilbagesendelse til
Sverige. Lange erindrede herved, at naar Storthinget aldrig
uden ved Deputation udførte noget Ærinde hos Statsraadet,
saa kunde og Statsraadet ved en saa vigtig Sag som Rigs-
actens Overlevering vise Storthinget samme Ære.
I Odelsthinget debatteredes først over en fra Lagthin-
get tilbagesendt Lov, hvor Egebark og Fedevarer imod Odels-
|
| s.220 | thingets Decret vare forbudne at udføres. Man opholdt sig
især længe ved Egebarken, for hvis Udførsel Christie, Weide-
mann, Theis Lundegaard og Nersteen drabeligen kjæmpede,
men fandt ligesaa drabelige Modstandere i Gerner og Cap-
pelen, som dog maatte give efter for Overmagten. -- En
endnu varmere og langvarigere Debat var om et af Aschen-
berg indgivet Forslag om Bygdemagaziners Oprettelse over
det hele Land. Hovedkjæmperne vare Aschenberg selv for,
Weidemann imod Magazinerne. Som Interlocuteurer lod
sig høre: Budtz, Normann, Nersteen, Bjørnsen, Haagenstad
og Øverland. Alle talte efter deres individuelle Erfaring og
det dem bekjendte Locale. Christie frembragte Resultatet med
den Anmærkning, at han ofte havde erfaret, at der ikke be-
høvedes mere for at volde Lunkenhed for en almeennyttig
Foranstaltning, end at paabyde den som Lov. Han indsaae
Rigtigheden af det, nogle Medlemmer havde sagt om Maga-
ziners Gavnlighed, men af de Erfaringer, hvorpaa de beraabte
sig, var det og indlysende, at, hvor Trang føltes, kom saa-
dant istand uden Lovbud. At paanøde nogen Magaziner, som
ikke trængte dertil, eller ikke følte deres Trang, var i første
Tilfælde reent uretfærdigt og unyttigt, i sidste Tilfælde uhen-
sigtsmæssigt, da Sagen vilde drives med Kulde. Altsaa
meente han, Forslaget burde henvises til den almindelige Lov-
committee, hvilket ogsaa vedtoges, men at Weidemann ei efter
saa langvarig Debat lod votere efter Navneopraab, var ufor-
svarligt, og dobbelt i mine Tanker ved den Omstændighed, at
nordre Throndhjems Amt skulde være førstvoterende, og Præ-
sidenten altsaa har troet, de fire første Vota kunde have Ind-
flydelse paa det Hele. Overalt er den Weidemann en for-
hadt Karl i mine Øine, en baade uduelig og farlig Præsi-
dent. Han og Christie fik ogsaa deres Pas paaskrevet tidlig
i Aften, medens endnu blot Oppositionspartiet: Bugge, Ræ-
der, Schultz og Aschenberg vare tilstede. De øine i den for-
|
| s.221 | underlige Opsættelse af Alt en dybt anlagt Plan, for hvis
Hovedmænd de ansee de to Præsidenter: ved at faae de uvi-
dende og vrøvlende Bønder paa deres Side, at gjøre Alt saa
forvirret og indviklet, at den executive Magt tilsidst maa
gribe ind i Lovgivningen, og udvide sin Indflydelse mere og
mere. Om Christie tænker jeg nødig noget ondt, troer idet-
mindste, at han intet tager Deel i, uden hvad han mener
at kunne fremme Fædrelandets Tarv, men saa mild er in-
genlunde min Dom om Weidemann, hvem jeg holder for en
voldsom, despotisk Person, en Karl, der efter Convenients
kunde spille en Robespierres eller en tyrannisk Ministers
Rolle. Saaledes dømmer jeg nu om den Mand, jeg i No-
vember f. A. satte strax nedenfor Christie og Motzfeldt.
Kl. 7 i Aften begyndte mine Gjæster at samles. Med
Undtagelse af Schmidt, bestod hele Selskabet blot af Stor-
thingsmænd. Jeg fik to Spillepartier arrangerede; de, som
ikke spilte Kort, sad inde i den grønne Stue, røgede Tobak,
drak Punsch, og snakkede med megen Fidelitet, hvori Oppo-
sitionsmændene meest toge Deel. Ved Bordet manglede ikke
Conversation ved den Ende, hvor disse tilligemed Schmidt
havde samlet sig; derimod var der stille og alvorligt ved den
anden, hvor uden Tvivl Christies Øren saaredes ved meget af
Bugges, Nansens og Bonnevies politisk vanhellige Snak.
Idetmindste løb han sin Vei med megen Hurtighed i det
Øieblik, han var kommet fra Bordet, efterat havde vexlet nogle
høflige men ikke venlige Ord med Nansen, og i samme Stund
vare de og Alle som bortblæste. Jeg har aldrig seet et Sel-
skab uden udvortes Anledning med saadan Iil at adsprede
sig. De Skaaler, jeg proponerede, vare: 1) Velkommen!
2) Norges Storthing! 3) Bedre Dage end hidtil for Op-
lysning og Videnskabelighed i Norge! 4) Handel, Ager-
dyrkning og Industrie! 5) Fraværende Koner og Børn!
6) Den ærværdige Biskop Brun i Bergen! -- Det havde
|
| s.222 | ingen ret Art. Der var ingen Hjerternes Forening, og hvad
der syntes at være Foreningspunct, var virkelig Adskillelses-
punct. Jeg skal aldrig mere indbyde saadan en Flok Men-
nesker, der have en vis Benævnelse, men intet andet tilfælles.
20de September.
Intelligentsseddelen synes at ville blive en Cloak, hvor
blot Uhumskheder fortjene at henlægges. Der findes i Dag
to nye Invectiver mod Nansen, hvoraf det ene er saa grov,
nederdrægtig Pasquille, at mit hele Hjerte oprørtes ved saa-
dan Afskyelighed. Nansen selv har i et lidet Epigram ad-
varet Dagens Stridsmænd mod skidden Gemenhed. -- Na-
tionalbladet har begyndt paa en lang og kraftig Gjendrivelse
af Weidemanns Forslag til et Reglement for Høiesteret, ven-
telig af Advocat Hjelm. (Ihvorvel jeg har hørt i Dag, at
Weidemann skal være en retskaffen, i sin Kreds yndet og ag-
tet Embedsmand, under jeg ham af Hjertet al mulig Rev-
selse for den og hans øvrige Synder). Samme Blads Ud-
giver har været indkaldt for Politimesteren og tilholdt at
nævne en Forfatter, som har sagt, "at Justits- og Politi-
væsenet her i Landet har været og er i slet Forfatning".
Nansen og Schmidt udviklede for mig den hele Plan,
som man tiltroer de Svenske, ved nogle udvalgte Redskabers
Hjælp at ville udføre: Pengevæsenet skal fremdeles forblive i
forvirret Tilstand. Vigtige Puncter i Lovgivningen skulle
blive uafgjorte, hvilke Regjeringen ved provisoriske Anordnin-
ger maa bringe i Rigtighed. Dette gaaer hen til Februar
1818, da et nyt Storthing skal sammenkaldes. Dette kom-
mer at bestaae af næsten lutter Bønder. Indviklede Sager
forelægges dem. De vide hverken ud eller ind, og hvad der
ikke var galt før, bliver det da. Nu reise sig Landets tæn-
kende Mænd og sige: "Nei, dette gaaer aldrig godt. Grund-
loven er bygget paa falske Principer; efter den kan Norge
|
| s.223 | ikke bestaae som selvstændigt Rige. Norge maa forenes nøiere
med Sverige". Det skeer. Norge sammensmeltes med Sve-
rige; man tilbyder Kongen Souverainitet eller noget lignende,
og dermed er det forbi. -- Det er muligt, at Planen kan
være saadan. Til at troe paa dens Udførelse maatte vi le-
vet i en paa uventede Begivenheder mindre rig Tidsalder,
end den nærværende. Og at der er Ondskab i Planen, at
jo dens Udførelse kan vorde til Rigernes sande Gavn, det
være langt fra mig at ville bestemme!
Prinds Christians og Maren Ingebretsdatters lille Plante
er død.
21de September.
Schmidt fortalte, hvorledes Lange og Stoltenberg raabe
Ak og Vee over Christie som Apostat, hvilket dog Lange allerede
paa forrige Storthing indsaae, at han vilde blive. Stol-
tenberg har ellers et Forslag at gjøre, som jeg maa tilstaae
mishager mig. Han vil nemlig have udelukket fra Stor-
thinget alle de Embedsmænd, som efter Grundloven kunne
afskediges uden Lov og Dom. Vilde han foreslaae denne
fordærvelige Paragraphs Udslettelse, gjorde han uden Tvivl
langt bedre. Jeg vil ikke tiltroe Stoltenberg nogen slet Hen-
sigt, men at Følgen omsider kunde blive alle Embedsmænds
Udelukkelse, forekommer mig ei usandsynligt. Man begynder
med Bisper og Stiftamtmænd; siden gaaer man over til dem,
der gjøre sig Haab om engang at opnaae disse Hædersposter,
og som paa Grund deraf formodes at ville gjøre sig Regje-
ringen til Ven. At kun de kyndige og talentfulde Embeds-
mænd kunne gjøre sig saadant Haab, indseer man. Disse
udelukker man altsaa som farlige for Friheden, og tager
jevne, enfoldige Personer, der ere af samme Mening som
Nils Skriver. Dennes Rolle vil altid en Demagog, solgt til
det ene eller andet Parti, paatage sig, og saaledes betages
|
| s.224 | Landets ypperste Mænd, ved en i ni af ti Tilfælde ugrun-
det Mistanke, Leilighed til at tale og virke som Folkets Re-
præsentanter.
Jeg fik en lang Epistel fra Falbe, hvori han paa egne
og flere Personers Vegne protesterer mod Melodien af God
save the king til min Folkesang paa Theatret ved Kron-
prindsens Ankomst, paa Grund af, at det er en engelsk Na-
tionalmelodi, der endnu maa skurre i Normændenes Øren, og
at Kronprindsen heller vil høre en af vore norske Melodier.
Jeg er saa kjed af alle disse Betænkeligheder, at det kostede
mig Overvindelse at svare med Kulde. Det gjorde jeg imid-
lertid, og overlod Falbe Alternativet mellem at bruge den
Dupuiske til "Manden med Glas i Haand", som har samme
Metrum, eller at componere en ny.
22de September.
Nansens listige Forslag var Dagens Orden i Stor-
thinget. Christie som Part i Sagen, overlod Præsidentstolen
til Bugge, og satte sig paa sin Repræsentantplads, men Nan-
sen har aldrig havt saa slet Held med nogen af sine Motio-
ner som med denne. Var den listig, saa var Listen enten
saa dyb, at Ingen forstod den, eller saa taabelig, at Ingen
lod sig narre af den, eller saa nedrig, at Alle afskyede den.
Ikke et eneste Menneske gav ham Medhold, ikke en eneste
Stemme bifaldt, saavidt jeg erindrer, nogen af Forslagets
fire Puncter. Derimod maatte han døie adskillige Finter,
endog af de varmeste Patrioter, f. Ex. Bonnevie og Schultz.
Den sidste sagde, at da Deputationen, efter hvad der var
paalagt, havde indberettet til Statsraadet sit Ærindes Ud-
fald, og dette igjen bekjendtgjort det i Rigets Aviser, saa
indsaae han ikke, at der var andet at rapportere Storthinget,
end hvorledes Deputationen var bleven beværtet i Stockholm.
Over Takadressen til Kongen, fordi han havde modtaget De-
|
| s.225 | putationen saa naadigt, persifleredes ogsaa. Man kunde ikke
tvivle paa, anmærkedes der, at den Deputation, der skulde
bringe en saaden Takadresse, ogsaa skulde blive vel behandlet.
Dette vilde fordre en ny Takadresse og en ny Deputation, og
saaledes kunde det gaae hele Aaret til liden Baade for Stats-
cassen. Touren kom nu til den Tak, der skulde ydes Depu-
tationen, og Christie gik ud under Deliberationen, som dog
snart ophørte, da Nansen selv fandt dette Skridt upassende,
naar man ei vilde takke Kongen. Med fuldkommen Eenstem-
mighed blev altsaa det hele Forslag forkastet. -- Efter en
Pause var nye og varme Debatter. Det gjaldt Procurator
Weidemanns Forslag om Committeernes Sammentræden, for
at udbringe et Resultat, naar de dissenterede om en Sag.
Den juridiske Committee, til hvis Betænkning Forslaget var
indsendt, vilde have det forandret derhen, at Formændene skulde
udnævne 3 eller 4 af deres respective Committeers Medlem-
mer, og disse skulde da udgjøre en combineret Committee.
Dette fandt adskillige, især Bonnevie, aristocratisk, da det vilde
gjøre Brud paa den Valgfrihed, der er hans stadige Schibo-
leth, og Formændene maatte befrygtes blot at vælge Med-
lemmer, der tænkte om Sagen som de. Bugge foreslog en
Modification, at nemlig Committeernes Medlemmer af deres
egen Midte skulde vælge 3 -- 4, der i den combinerede Com-
mittee skulde handle i deres Navn. Den juridiske Committees
Forslag forkastedes med stor Pluralitet. Nu blev Spørgs-
maalet, om det ei kunde antages efter Bugges Modification.
Dette Forslag fremsattes (vistnok i Overeensstemmelse med
Reglementet) saa dunkelt og indviklet, at Nogle erklærede, ikke
at forstaa det. Bonnevie o. fl. paastod, at det først maatte
afgjøres, om en saadan combineret Committee skulde existere,
inden der kunde bestemmes, hvorledes dens Medlemmer skulde
vælges. Men Christie, som holder fast paa Formaliteterne,
og forstaaer sig ogsaa bedst paa dem, blev ved den engang
|
| s.226 | antagne Form, hvoraf Følgen var, at Bonnevie erklærede ikke
at kunne votere, og gik ud, og at Theis Lundegaard, som
havde talt imod Forslaget og siden voteret for det, erklærede,
at han havde stemt mod sin Overbeviisning, hvorfor han og-
saa fik sit Votum overført i den anden Rubrik. Det hjalp
imidlertid ikke. Med 37 Stemmer mod 35 antoges Weide-
manns Forslag med Bugges Modification. -- Endelig debat-
teredes et Forslag af Stoltenberg, om Committeen til at re-
videre Statsraadets Protocoller blot skulde give en historisk
Indberetning, eller tilføie den deres egen Betænkning. Alle
Committeens Medlemmer talte, og, saavidt jeg erindrer, var
alle, undtagen Stoltenberg, af den første Mening. Bugge
oplyste sin Paastand med et Exempel: "Naar jeg sender en
ind i mit Bibliothek, for at see, hvad der staaer i en Bog
om en vis Materie, saa forlanger jeg blot, at han skal sige
mig Bogens Ord. Vil han endvidere commentere derover,
eller endog raade mig, hvad Brug jeg skal gjøre deraf, saa
kan jeg med Grund sige til ham: "Jeg har hverken forlangt
din Forklaring eller dit Raad". Den blotte Indberetning
decreteredes med stor Pluralitet.
23de September.
I Lagthinget var Fedevarerne og Egebarken atter ordre
du jour. Mere end Halvdelen af Medlemmerne talte, nogle
vidtløftigen og med Pathos. Det blev ved den forrige Be-
slutning. Paa samme Tid kom Communication fra Odels-
thinget om, at det ei har bifaldt Lagthingets Beslutning om
den criminelle Lovgivning. Der er ingen Tvivl om, at jo
Lagthinget staaer paa sin Mening, og saaledes have to i sig
selv ubetydelige Sager to Gange gjennemgaaet begge Thing,
og skulle nu foretages in pleno, -- et trøsteligt Forvarsel for,
hvad der vil skee, naar det Betydeligere, hvorpaa Landets Vel
og Vee beroer, vorder Dagens Orden. Der er overalt en
|
| s.227 | øiensynlig Spænding mellem begge Thing. Christie og Wei-
demann angive Tonen i Odelsthinget, Nansen, Lange og
Bonnevie i Lagthinget, og Muligheden af at bringe de Ho-
veder under en Hat synes alt mere og mere at fjernes.
Fædrelandet er det vel, som taber derved, og det samme, der
efter Herman von Bremens Vidnesbyrd ødelagde det assyri-
ske, persiske, græske og romerske Monarchie: Splid, kan vel
og med Tiden berede vort stakkels lille Norges Undergang.
Biskop Krogh troer i Nansens sidste Motion at see det
første Skridt til Systemforandring, men deri bedrager han sig
uden Tvivl. Nansen har sikkerlig forudseet Forslagets Skjæbne,
skjøndt maaskee ikke den eenstemmige Modsigelse, og det Hele
synes anlagt paa at chicanere Christie under Skin af at rose
ham. Krogh er en interessant Mand. Han fortalte om den
store Festlighed, hvormed Prindserne ere modtagne i Trond-
hjem. Kun Grev Schmettow har ingen Deel taget deri.
Han mødte ikke ved Couren, ingen af Prindsens Suite har
været i hans Huus undtagen Anker, og han har den hele
Tid levet aldeles incognito. Grev Trampe skal gjøre alt mu-
ligt, for at udvirke Hosernes Grønhed. Sodemann er aldeles
omvendt. Han har forfattet en høitravende Inscription i An-
ledning af de høie Gjæsters Nærværelse, og har, som Viden-
skabernes Selskabs Secretair, i Præsidentens og Vicepræsiden-
tens Fravær holdt Taler for Prindserne.
24de September.
Qvædlinger eller Smaaqvad af Grundtvig har
jeg endelig udlæst. De fleste af dem have forhen været trykte,
og have det mærkelige ved sig, at Forfatteren selv har recen-
seret dem, undertiden heel strengeligen, naar han finder, at
hans Anskuelse ikke var evangelisk christelig nok, da han skrev
Digtene. I Almindelighed maa jeg sige om dem: Sunt mala,
sunt mediocria, sunt bona plura, men dog af det sidste ikke
|
| s.228 | saa meget, at jeg i disse kostbare Tider kan tænke paa at
forøge min Bogsamling med dette af 479 Sider i stor Oc-
tav bestaaende Skrift. Det sidste, forhen utrykte Digt, "Ham-
mervisen", er i en ganske ny Maneer: comisk Behandling af
en gammel nordisk Mythe, jeg veed ikke med hvor mange eller
faa Tilsætninger. I en Note tilkjendegiver han paa en for-
blommet Maade dets sande Mening, at han nemlig haaber,
Danmark engang vil gjenvinde Norge fra Sverige, og sande-
lig, til at haabe saadant, behøves en stærk Troe. Danmarks
Afmagt og Normændenes Stemning gjør det lige usandsyn-
ligt. Hverken Tendents eller Behandling staaer mig an.
25de September.
At Kongens hele Hof-Etat er indført i den nu udkomne
Statscalender, undrer mig, da den dog ikke i ringeste Maade
vedkommer Norge, eller kan interessere os, uden forsaavidt
man kan sammenligne Hofholdningen i Danmark, hvor Dron-
ningen f. Ex. har en Overhofmesterinde, en Kammerfrøken og
2 eller 3 Hofdamer, med den i Sverige, hvor Hendes Ma-
jestæt, foruden Overhofmesterinde og Hofmesterinde, har 8 tjenst-
gjørende Hofdamer og 4 Hoffrøkener, ikke at tale om 1 Over-
kammerherre, 1 Overstaldmester, 2 Hofmarskalker og 9 tjenstgjø-
rende Kammerherrer. Heller ikke forekommer det svenske Stats-
raad mig paa sit Sted i denne Calender, uden forsaavidt det en-
gang under Interregnum maatte komme at fungere i Forening
med det norske. Iøvrigt er Calenderen god og hensigtsmæssig.
26de September.
Hver Tirsdag samles Storthinget in pleno. Der er da
Præsidentvalg, og man tager da med det samme de Sager,
som ere modne til Deliberation. Den er da ogsaa gjerne min
Hviledag, og saaledes forsømmer jeg aldrig at møde paa Gal-
leriet, hvor dog Odelsthingets Forhandlinger under Weide-
manns Præsidentskab have lidet interessant for mig. I Dag
afgjordes en vigtig Sag i megen Korthed; der besluttedes
|
| s.229 | nemlig eenstemmig at ansøge Kongen om en egen Posts An-
læggelse til Udlandet for den norske Statscasses Regning.
Derimod taltes vidtløftigen om en yderlig Bagatel. Vangen-
steen havde gjort Motion (Forslag kunde det ikke kaldes) om
den Synderlighed, at de, som have Titelrang fra den danske
Regjering, kunde faae deres Bestallinger fornyede for halv
Gebyhr. Syvende Committee havde foreslaaet Motionens
Henlæggelse. Borchsenius opponerede mod Vangensteen, ikke
uden Grovhed, da han talte om Folk, hvis Fingre kløede, og
som havde saadan uimodstaaelig Lyst til at læse deres Navne
i Efterretningerne om Storthingets Forhandlinger. Vangen-
steen beklagede igjen, at han havde trykket en vis Mand paa
Bylden, og at denne havde følt sig truffet. Præsidenten kaldte
dem Begge til Orden, og bad dem holde sig til Sagen. Bon-
nevie erindrede, at da Titelrang efter vor Constitution er et
Intet, saa havde Kongen formodentlig gjort denne Anordning,
for at prøve Gemytterne, og erfare, hvo der var forfængelig
nok til at sætte Priis paa saadan unyttig Flitterstads. Nan-
sen snakkede for sin Æske, og anmærkede, at den Embeds-
rang, man havde havt under den forrige Regjering, dog nok
burde være gjældende under denne. Committeens Forslag ved-
toges eenstemmig. -- Storthingets Embedsmænd bleve de sæd-
vanlige; Christie havde i Dag 53 Stemmer.
28de September.
Storthinget havde i Dag en mærkelig og interessant
Session. Det gjaldt de to Sager, hvorom de to Thing ei
kunde enes. Den om criminel Lovgivning var den første.
Lange begyndte Debatterne med at oplæse en temmelig vidt-
løftig Deduction, hvori han motiverede sin og Lagthingets Af-
vigelse fra Odelsthingets Mening. Bergh fremsatte ligeledes
i en skreven men kortere Tale Grundene til Minoritetens Dis-
sents. Ved første Paragraph blev Odelsthingets Mening den
|
| s.230 | gjældende. Da Arquebuseringen foretoges, oplæste Capitain
Synnestvedt et kort, ret vel udarbeidet Forsvar for Arquebu-
seringen bagfra, især paa Grund af, at det i nærværende
Tid, da nogle af Fædrelandets Forsvarere endnu ikke havde
retfærdiggjort sig i Henseende til deres Forhold i afvigte Aar,
vilde se besynderligt ud, at formilde Straffen for Feighed og
Landsforræderie. Nansen glædede sig hjerteligen over at høre
saadanne Udbrud af reen og varm Patriotisme, men derhos
mente han, at Død er Død, og naar denne ei er forbunden
med større Piinsler, er det den Døende det samme, enten
Dødsmaaden er ærefuld eller vanærende, thi naar man er
død, saa er dog alt forbi. Heri modsagdes han af Capitain
Ræder o. fl., og Udfaldet blev, at Lagthinget her seirede med
betydelig Pluralitet. Nu kom da Egebarken, og den var haard
at fordøie. Jacob Aall begyndte med at oplæse et Forsvar
for uindskrænket Handelsfrihed; det samme gjorde ogsaa Bergh.
Extempore, og, som det forekom mig, med lys Orden og
Grundighed gjennemgik Tank deres Grunde, og gjendrev dem,
hvad de omtvistede Puncter angik. Han modsagdes af Christie,
begge Brødrene Weidemann, Niels All, Nersteen o. fl. Han
stod næsten ene, men da det kom til Votering, og Spørgsmaa-
let var, om Odelsthingets Beslutning om denne Paragraph i
det Hele bifaldtes, blev Svaret dog benægtende, da 53 Stem-
mer var for, 27 imod, og en saadan femte Gang afhandlet
Sag skal have to Trediedele af Stemmerne for at decideres.
Der manglede altsaa een Stemme til Afgjørelse i Odelsthingets
Faveur, men denne ene Stemme voldte megen Allarm og For-
virring. Nansen havde den Ubesindighed at erklære, at da der
kun var een Stemmes Difference, saa vilde han, for at Sagen
kunde bringes tilende, gaae over til modsat Mening og votere
med Pluraliteten. Flere Medlemmer reiste sig paa engang, for
at gjøre Indsigelser mod denne Lovstridighed, hvoriblandt Tank
og Bonnevie vare de ivrigste. Nansen indlod Sagen til ny
|
| s.231 | Votering. Man protesterede heftigen herimod. Christie erklæ-
rede, at man vel før havde havt Exempel paa, at Medlemmer,
der havde misforstaaet Qvæstionen, forandrede deres Votum,
men dette var ikke Tilfældet her; altsaa tiltraadte han Oppo-
sitionens Mening. Imidlertid troede han ei at kunne afslaae
et Medlems Forlangende om Votering, da der vel ikke kunde
være Tvivl om dens Udfald. Bonnevie og flere vedbleve deres
forrige Paastand. Et Medlem sagde, at naar saadant een Gang
kunde tilstedes, saa kunde det og oftere, og det kunde være
værdt at vide, hvormange Gange man havde Lov, at forandre
sin Mening. "Ja", tilføiede Tank, "det var godt, om man
kunde see afgjort, hvor ofte man kunde tillade sig slig Adfærd,
inden man excluderedes af Storthinget". Nansen stod nu op
og frabad sig Votering, og jeg havde troet, han vilde følt sig
saa ydmyget, at han gik ud, eller idetmindste i Dag ikke senere
oplod sin Mund, men under den følgende Debat talte han lige-
saa ofte og ligesaa frimodig som altid, et Letsind, som grænd-
sede til Frækhed. -- Præsidenten mente nu, da Odelsthingets
Mening var forkastet, at burde underkaste Lagthingets Decret
Votering hvert Punct for sig, da han fandt det rimeligt, at
nogen kunde ville have Udførselsforbud mod Egebark, men ikke
mod Fedevarer og omvendt. Et Par Bønder erklærede, at det
var Tilfældet med dem, men Capitain Ræder erklærede denne
Spørgsmaalets Fremsættelse aldeles constitutionsstridig. Her-
over debatteredes en Stund. Ved Votering vedtoges, at Sa-
gen skulde foretages i den af Præsidenten foreslagne Orden.
Hermed acquieseerede dog ikke Ræder, Grundloven forekom ham
at staae eller falde med denne Qvæstion, og han begjærte to
Dages Udsættelse. Lange og Bonnevie traadte over paa hans
Partie. Præsidenten, Bugge og Weidemann var imod ham.
"Hvad er det", spurgte de, "som vi i 2 Dage skulle betænke
os paa? Om Egebark og Fedevarer skulle udføres? Derom
har to Gange i hvert Thing, og nu ogsaa her i Dag været
|
| s.232 | debatteret. Thinget maa altsaa antages at have gjort sig til-
fulde bekjendt med Sagen. Eller er det, om Sagen constitu-
tionsmæssig kan afgjøres paa den af Præsidenten foreslagne
Maade? Det er alt ved Votering bestemt, og kan altsaa ikke
underkastes ny Ventilation". Weidemann spurgte derhos, om
der behøvedes Betænkningstid til at blive enig med sig selv,
om man vilde følge det Reglement, Storthinget selv havde an-
taget? "Nei", sagde Bonnevie, "men det er vel en Sag, som
fortjener alvorligt Overlæg, om Reglementet bør være os hel-
ligere end Grundloven". Der voteredes, om Udsættelse skulde
skee, eller Sagen strax foretages. Det sidste blev besluttet.
Nu spurgtes da, om Lagthingets Forbud mod Egebarks Udfør-
sel skulde antages? Det forkastedes med netop to Trediedele af
Stemmerne. Der blev en dyb Taushed. Vedtoges nu ei hel-
ler Forbudet mod Fedevarers Udførsel, havde Storthinget paa
det bestemteste modsagt sig selv, forkastet baade Odelsthingets
og Lagthingets Beslutning, og da Begge indeholdt to hinanden
ophævende Alternativer, decreteret, at de Ting baade maatte
udføres og ikke udføres. Klokken var imidlertid bleven 3 og
jeg gik hjem, efterat have bedt Schultz melde mig Resultatet.
Han kom Kl. 5 og fortalte mig, at anden Qvæstions Afgjø-
relse var opsat til Løverdag, hvilken jeg da venter med megen
Længsel.
|
| bla bakover |