|
24de August.
I Lagthinget oplæstes og drøftedes Reglementet for Rigs-
retten og Høiesterets Anmærkninger. Justitiarius og Asses-
sorerne havde havt den Svaghed, ei alene at sende det til Ad-
vocaternes Betænkning, men ogsaa at meddele denne Betænkning
og stille den ved Siden af deres egen. Herover (da Advoca-
terne desuden havde gjort et Par impertinente Anmærkninger,
hvilke Assessorerne underskrev som velgrundede) blev sagt Haard-
heder, som man vel maatte ønske, aldrig at have hørt offent-
ligen yttrede mod Rigets øverste Domstol. Bergh (Præsiden-
ten), ventelig en af Reglementets Forfattere, krydrede sine
Indsigelser med attisk Salt. Nansen derimod udkastede hele
Klumper grovt Kjøkkensalt (jeg er bange, den Popularitet, han
har vundet som Motionens Forfatter, gjør ham overmodig).
Bonnevie (for at blive i Lignelsen) fløi op som Salpeter, el-
ler maaskee det var endnu mere adæqvat, hvad En, jeg husker
ikke hvem, sagde om ham: at han er som en Gryde, der koger
over; det gjør Bulder et Øieblik, men Larmen er snart forbi,
og Alt er roligt. Saavidt man naaede i Dag, bleve samt-
lige Høiesterets Anmærkninger uden Naade forkastede.
Der var meget stort Dinér hos Kronprindsen. Over 200
Personer, hvoriblandt ogsaa jeg uværdig, vare indbudne. For-
|
| s.197 | resten er der meget lidet at sige om den Herlighed. Paa
Aalefricassé og Is nær fik vi maadelig Mad, men særdeles
god Vin. Suppe var mod svensk Skik første Ret. Appetit-
sup faar man endog hos Kronprindsen. -- Efter Bordet talte
jeg med Tank om Hount, hvis Minde synes at være ham me-
get dyrebart, og man bør haabe, Skinnet ei bedrager.
25de August.
Wahlstrøm gav i Dag en Dejeuner for Storthingsbønder,
hvorved var en Sang og et Skraal, der samlede Folk paa Gaden.
Et lignende Aftensmaaltid gav han nylig, ved hvilken Anled-
ning Theis Lundegaard havde skrevet en Sang. Dette Skridt af
Regjeringen, efter hvis Ordre Wahlstrøm upaatvivleligen gjør
disse Calaser, misbilliges af Alle, og det vist ikke uden Grund.
Den Mistanke, at man ved Bondestandens Hjælp vil opnaae
en eller anden skjult Hensigt, og at det er derfor den saaledes
cajolerer den, er maaskee urigtig, men sandelig ikke ubeføiet.
Jeg forelæste Neumann Sørgetalen over Hount og Skrif-
tetalen for Prinds Christian. Den første var han henrykt
over, og beklagede, at saadanne Ting, af Mangel paa et pe-
riodisk Skrift, hvor de kunde bevares, skal overgives til Glem-
sel. Den sidste Tale forstemte os Begge, og ved den Anled-
ning fortalte Neumann, at Prindsen efter sit Bryllup
har ladet hente til sig en Jfr. -- , som han lærte at kjende
paa C......., og som han vil gjøre godt imod. -- Jeg
prædikede for to Aar siden paa 14de Søndag efter Trinitatis,
Dagen efter Prinds Christians Fødselsdag, om Taknemmelig-
hed mod Gud, og takkede da den Allerhøieste, der havde givet
os ham. Omtrent det samme Æmne afhandler jeg næste Søn-
dag i Aggers Kirke, og skal da, om ikke udtrykkelig med Mun-
den, dog i Hjertet takke Gud, som tog ham saa hastig fra os
igjen. Det var bleven en Regjering som Ludvig den femten-
des sidste og Christian den syvendes første Dage.
|
| s.198 |
Pengevæsenet sætter Rasmusen og den hele Committee
graa Haar i Hovedet; den veed hverken ud eller ind.
26de August.
Marezolls Andagtsbog for Fruentimmer udgjør i denne
Tid endel af min Lecture. Jeg maa tilstaae, at denne berømte
Bog aldeles ikke er efter min Smag. Vistnok vidner den om
megen Menneskekundskab, ihvorvel der ogsaa findes Steder,
hvor den tænkende Læserinde ikke gjenfinder den virkelige Ver-
den eller sit eget Hjerte, men det Hele er koldt, tørt, systema-
tisk, og hvorledes Andagt derved kan vækkes, forstaaer jeg
ikke. At et saadant Religionsforedrag kjølner og hærder Hjer-
tet, og saaledes nedbryder ægte Christendom og aabner Døren
for Vantro, ja for Laster, deri er jeg fuldkommen enig med
Grundtvig. Følgende skal f. Ex. være en Bøn: "Nei, o Gud!
Forfængelighed og qvindelig Fuldkommenhed ere og blive mod-
sigende Ting. De kunne aldrig bestaae med hverandre. Jeg
maa enten forsage hin eller fraskrive mig min Adkomst til
denne. O, lad mig i Dag, lad mig stedse tænke saaledes, at
jeg foretrækker det, der gjør mig til Menneske, fremfor det, der
fornedrer mig som Menneske, at mine Indsigter og min Ad-
færd ei til Skam for mig skal modsige hverandre. Amen".
Tænker jeg mig ydermere denne Bøn fremsagt af Marezoll
med hans satiriske Ansigt, hans kolde, monotone Stemme --
sandelig, jeg lod ligesaa gjerne min Datter see en Taskenspil-
ler eller Linedandser, som bivaane en slig Andagtsøvelse.
Af Intelligentsseddelen afskriver jeg følgende Epigram, som
jeg har stærk Formodning om, er af Provst Munch:
"Spørgsmaal:
Hvorlunde skal jeg vinde Egekrandsen,
Og med et Hop opsvinge mig paa Skandsen,
Hvor Patrioten staar i Straaleglandsen
Og hæver Landsen?
|
| s.199 |
Svar:
Skriv Eventyr om A B C som. . . . . ."
Er det, som ei er utroligt, Nansen, der har gjort Epi-
grammer over Christie, saa er det sagtens jus talionis, men
ellers kunde jeg have megen Lyst til at expectorere mig over
den Sag, som Nogle forekomme mig at see fra er urigtigt
Synspunct, og som i sig selv forekommer mig meget god og
Bifald værdig. Dog, hvor skal man faae sagt sin Mening?
Nationalbladet er standset, og i de andre Aviser koster hvert
Ord Penge.
I Storthinget oplæstes Breve og Forslag, men intet blev
afgjort. Sorenskriver Weidemann er misfornøiet med det pro-
visoriske Reglement for Høiesteret, og vil især have den mundt-
lige Procedure afskaffet. Han lod sig i den Anledning for-
lyde med Uqvemsord mod forensisk Veltalenhed, og vilde, for
at forebygge Tidsspilde, istedetfor Advocaternes Taler have
Domsacterne oplæste med lydelig Røst af Justitssecretairen
samt Præmisserne til Underretsdommen dicterede, hvorpaa Sa-
gen skulde optages til Doms om 2 -- 3 Uger, hvilket Alt for-
modentlig vil medtage dobbelt saa lang Tid, som den forrige
Procesmaade. Hvad der i hans Forslag behagede mig var, at
Voteringen skulde skee offentligen, hver Dommers Votum alt-
saa med dets Grunde komme til hver Mands Kundskab.
27de August.
Der var Stads i Byens Kirke. Bispen prædikede, Thaa-
rups Hymne opførtes (Medisance fortalte, at der ogsaa skulde
synges Fransk), Prindserne lod sig see -- intet Under altsaa,
at Enhver, som gad gaae i Guds Hus, stimlede did, hvor saa-
dan Øiens- og Ørenslyst var at erholde, og at altsaa Aggers
Kirke, hvor jeg, og Slotskirken, hvor Kjerschow prædikede,
var tom.
|
| s.200 |
28de August.
Sverdrup er hjemkommen fra Kjøbenhavn. Han læser
aldrig en Avis og gider ikke tale et politisk Ord. Kun for
Videnskaberne og sin Familie lever han endnu; for den øvrige
Verden synes han død.
29de August.
Storthinget begyndte med Valg af Embedsmænd, og al-
drig har Christie været nærmere ved at rives af Pinden, hvil-
ket nu, da Prindsen er her, vilde været ham dobbelt ubehage-
ligt. Han havde 33 Stemmer og Assessor Lange 28. Til
Secretair valgtes Weidemann, ogsaa med 33 Stemmer, men
erklærede, at hans Øine ikke taalte den megen Skrivning, og
bad sig altsaa entlediget, hvorpaa nyt Valg foretoges. Vice-
secretairen Rambech blev Secretair og Budtz Vicesecretair. Før-
end Valget gjorde Christie opmærksom paa, at Sorenskriver
Bryn, som Secretair i Odelsthinget, ikke kunde vælges, hvilket
og Lange erklærede om sig som Lagthingets Præsident, da
man ei efter Reglementet kan være Embedsmand i to Thing,
-- men saa er det jo aldeles reglementsstridig, at Christie den
ene Uge efter den anden vedbliver at være Præsident baade i
Odelsthinget og det samlede Storthing! Afholdt end Agtelse
for hans Fortjenester samtlige Medlemmer fra at paatale den
Sag offentlig, saa skulde det undre mig, om Ingen til næste
Præsidentvalg arbeider hemmelig mod ham, der selv vakte den
sovende Løve. Og maaskee ikke engang det behøves!
I Odelsthinget gjennemgik og vedtog man Lagthingets
Anmærkninger over Rigsrettens Reglement. Herved forefaldt
dog den Synderlighed, at Christie ved den lange § 20 gjen-
nemgik Lagthingets Forandringer Punct for Punct, og, som
det forekom mig, gjorde deres Ugrund indlysende. Imidlertid
tilføiede han, at, da Lagthinget i 26 Dage havde havt denne
Sag til Overveielse, og altsaa behøvede meget lang Tid til at
|
| s.201 | betænke sig, saa lod det sig formode, at omtrent ligesaa lang
Tid vilde medgaae, inden den igjen kom tilbage. Han foreslog
derfor, at Forandringerne, da de i sig selv vare uvæsentlige,
maatte antages. Man syntes at studse og tvivle. Christie
reiste sig da igjen og erklærede, at han ikke vilde gjort dette
Forslag, dersom ikke alt ved forrige Storthing en norsk Bor-
ger var decreteret at skulle indstævnes for Rigsretten, og han
fandt det uforsvarligt ved Strid om Formaliteter at forsinke
hans Skjæbnes Afgjørelse. Mod 3 Stemmer besluttede man
at antage Lagthingets Forandringer og indsende Reglementet
til Kongens Sanction. -- Nu kom da endelig den Sag, for
hvis Skyld jeg havde udstaaet 3 -- 4 Timers Ennui: Biskop
Bugges Forslag angaaende Ægteskabsskilsmisse. Med sæd-
vanlig Bitterhed omtaltes den danske Regjering som Immora-
litetens Befordrer ved at lette Skilsmisser. (Efter Forord-
ningen af September 1811 og Bispernes epistola encyclica
var dette dog neppe Tilfældet). Første Committee, hvis For-
mand Bugge selv er, havde naturligvis erklæret sig for For-
slaget. Derimod fandt 2den Committee (den juridiske) efter
en forudskikket, philosophisk skjøn og aldeles ikke uchristelig
Indledning, at Forslaget i dets nærværende Form var uan-
tageligt og vilde have Sagen henvist til den permanente Lov-
committee. Bjørnsen aabnede Debatterne med en Tale, som
dog indeholdt mere Declamation end Grunde, i Medhold af
1ste Committee. Weidemann var imod den, og talte især
mod Udfaldet mod den danske Regjering. Schultz paastod, at
hvis den anden Committees Forslag antoges, ogsaa første Com-
mittees Betænkninger maatte følge med. Christie holdt na-
turligvis med den Committee, hvis Medlem han er. Omsider
kom det til Votering, og med 34 Stemmer mod 24 beslut-
tedes, at Sagen skulde sendes til Lovcommitteen. Bugge var
ikke selv tilstede. -- Rosenkrantz, som under denne Debat var
min Nabo paa Galleriet, var, skjøndt ingenlunde Religionens
|
| s.202 | Fiende og Skilsmissens Ven, glad over dette Udfald. Han
fandt det upassende, at en saadan speciel Bestemmelse, som et
afrevet Fragment, skiltes fra den øvrige Ægteskabslovgivning.
Desuden troede han, at saadan Skilsmisse efter vore Sæder i
visse Tilfælde var nødvendig, og hvad Jesu Ord angaaer, paa
hvilke Bugge og Bjørnsen beraabte sig, erindrede han (hvad
og Michaelis har sagt), at Jesus her talte som Sædelærer, ikke
som borgerlig Lovgiver. I Lagthinget var Forslaget vist fal-
det igjennem, altsaa ligesaa godt først som sidst. Jeg nægter
imidlertid ikke, at naar Forslaget heldigen kunde gjennemgaaet
alle fatalia, skulde det glædet mig inderligen. Er det, forme-
delst Hjerternes Haardhed, nødvendigt, at det tillades, som man
heller maatte ønske forbudt, saa skulde man idetmindste ikke
ved Love styrke Folk i denne Haardhed og vedligeholde den.
At tvinge uenige Folk at leve sammen, var afsindigt. Lad
dem være adskilte, kun ikke have Tilladelse til at gifte sig
paany. Det var underligt, at Apologeterne oversaae denne simple
Distinction, og det er tungt for en øvet Taler, at maatte staae
taus, naar han med Grund kunde formodet, at de 10 Men-
nesker og maaskee flere vare omstemte, hvis han havde havt
Lov til at bruge sin Veltalenhed. -- Endnu oplæste Jacob
Aall et Forslag om Paalæg paa fremmede Luxusvarer. Maa-
skee fremkom end flere Projecter, men jeg havde faaet min For-
nøielse og gik.
30te August.
I Intelligentsseddelen forlanges Beskrivelse over "det Lyst-
spil, hvormed Geistligheden sidste Søndag istedetfor Høimesse
opvartede de høie Herskaber og Almenheden i vor Frelsers
Kirke". Jeg søgte Oplysning herom hos Garmann, som
sagde, at der var noget Theatralsk i den hele Ceremoni, som
derfor i Rigstidenden ikke kaldes Gudstjeneste, men Høi-
tidelighed, skjøndt Bispen prædikede over Dagens Evange-
lium saa koldt og tørt, at han overgik sig selv.
|
| s.203 |
31te August.
Fra at erklære Oehlenschläger for Europas største nule-
vende Digter og sætte ham over Goethe selv, er nu Sverdrup
gaaet over til at ansee Ingemann for et sandere poetisk Geni.
Det Drøvtyggeri, for hvilket han beskylder Oehlenschläger, sy-
nes mig med langt mere Føie at kunne lægges Ingemann til-
last, da "De sorte Riddere" blandt alle hans Arbeider, hans
Digteraand forøvrigt ufortalt, nok er det eneste, som hverken
er Opkog eller Compilation. Denne Palinodie synes at røbe
en Vaklen i Principer, som ingenlunde kan undskyldes hos en
saa strengt og peremtorisk dømmende Censor.
1ste September.
For mine Synders Skyld fulgte jeg Bøssemager L -- s
Kone til Graven, gik ved Enkemandens Side og blev forsynet
med taabelig Snak. Blandt andet fortalte han, at den salig
Kone havde ønsket, at han maatte døe 8 Dage efter hende,
hvorover han syntes at være meget urolig, skjøndt han paa-
stod, at det ikke var noget at bryde sig om, da vi leve saa-
længe Gud vil. Hans forrige Kone var bleven maalløs, men
fik omsider Mælet igjen og udbrød: "Min søde Mand! ja, ja!
la, la!" og det var da den salig Sjels sidste Ord.
2den September.
Holbergs Comedie "Republikken eller det gemene Bedste"
har i Dag været mig levende i Tankerne, thi aldrig i mine
Dage har jeg seet og hørt saa mange Projecter som i Dag
paa Odelsthinget. Først foretoges Præsidentvalg, hvilket faldt
paa Weidemann med 39 Stemmer. Jeg formoder, at Chri-
stie ønskede sig selv entlediget, at dette Valg staaer i Forbin-
delse med Weidemanns Afgang fra Secretariatet, og at der
udtrykkeligen er arbeidet mod Bugge, der beholdt sit Vicepræ-
sidentskab med det sædvanlige Stemmetal. -- Nu kom da
Forslagene. Først oplæstes en halv Snees Stykker af Med-
|
| s.204 | lemmerne, men dette var kun en Avantgarde for det svære
Cavalleri. Christie tog nemlig frem en stor Pakke Ansøgnin-
ger og Projecter, som han længe havde samlet paa, fra Cor-
porationer og Individer om alle mulige Ting. Ofte havde en
Mand paa et halvt Ark Papir affærdiget 5 -- 6 vigtige Gjen-
stande. Saalede vilde f. Ex. nogle Bønder i Øvrebø Sogn
i Christiansands Stift, at alle drikfældige Gaardbrugere skulde
sættes fra deres Gaard og denne overlades deres skikkelige Na-
boer. En Anden vilde, at alle Capitainer skulde afskediges og
Compagnierne bestyres af Lieutenanter o. s. v. Sæpe risum,
sæpe bilem movebant.
Nationalbladet er igjen begyndt. En ivrig Patriot kla-
ger over, at vi her i Christiania saa gevaltigen forsvenskes, og
hvis ikke Storthinget, blandt hvis Medlemmer nævnes Nan-
sen, Bugge, Krogh, Lange, Bonnevie og Stoltenberg, holder
sin Haand over os, troer han, at vi snart amalgameres med
de Svenske til eet Folk. -- I Intelligentsseddelen har en
Anonym, ventelig Biskop Bech, beskrevet sidste Søndags Guds-
tjeneste, og documenteret, at den ei kunde kaldes et Lystspil.
-- I Rigstidenden er en ny Projectmager traadt frem, og
vil have Universitetet flyttet til Stavanger.
3die September.
Gamle Justitsraad Wulfsberg fortalte mig en mærkelig
og ubehagelig Nyhed, hvortil han selv i sit Logis hos Schou
havde været Øien- og Ørevidne. Der er i Nat Kl. 12 af
en Snes Mennesker raabt et formeligt, høitideligt Pereat uden-
for Treschows Huus, og man tvivler ikke om, at han har hørt
det. Stakkels Mand! i en ulykkelig Time blev han Stor-
thingsmedlem. Det er af de Synder, vi Valgmænd, som vo-
terede paa ham, maae angre paa vor Dødsseng. -- Prindserne
reiste idag midt under Gudstjenesten til Throndhjem.
|
| s.205 |
4de September.
Hersleb føler sig ingenlunde tilfredsstillet ved Forklarin-
gen over Lystspillet i Byens Kirke, og erklærede det for en
ren Scandal i Herrens Tempel at opføre en Cantate, hvori
man overrakte Kongen og Dronningen en Krands og kjælede
for Oscar "den favre Blomme". Endnu var han uvis, om
han ikke paa Embedsvegne, som Professor i Theologi, burde
paatale denne Profanation. Han er Anonymitetens svorne
Fiende, og siger, at han har gjort sig det til fast Grundsæt-
ning, aldrig i sit Liv at lade noget indrykke uden under sit
Navn. Iøvrigt ønsker han, ligesom Neumann i Vinter, at
nogle oplyste og sindige Mænd ville forene sig om at udgive
et Ugeblad i den danske Tilskuers Maner med streng Censur
over ethvert fremmed Bidrag, for at holde Modvægt mod de
Lapse, der nu ville angive Tonen i vor Litteratur. Om hint
Pereat vidste han endnu intet; det har imidlertid sin fuld-
komne Rigtighed. Studenterne havde i Løverdags Fest paa
Universitetets sande Stiftelsesdag, hvorved Schwach holdt en
Tale (liden Ære for Professorerne, at de ikke tænkte paa saa-
dant!). Ventelig er en Souper fulgt paa, og der har vel
Vinen varmet nogle Hoveder. De nye juridiske Candidater,
som, jeg ved ikke af hvad Grund, troe sig fornærmede af Tre-
schow, siges at have angivet Tonen. Der er imidlertid andre
Studenter, som inderlig harmes over dette Spectakel.
5te September.
Storthinget oversvømmes fremdeles af Projecter, dels af
Udenforstaaende, men fornemmelig af Storthingsbønderne, som
i dette Stykke ere utrættelige. Schultz, Rambech og Synnes-
tvedt havde gjort Motion om, hvorvidt herefter indkommende
Forslag og Ansøgninger skulde indsendes til en Committee, strax
afgjøres, eller efter en vis Termins Udløb rent henlægges.
Bugge lod ved den Leilighed de Ord falde, at der indkommer
|
| s.206 | Forslag, "der snarere fortjente at henvises til Daareki-
sten end til en Committee". Dette Udtryk paaankede Præsi-
denten, men Bugge svarede, at han just ikke hermed mente de
Forslag, der indkom fra Storthingets Medlemmer, og at den
værste Fortolkning, der kunde gives af hans Ord, var at For-
slagene vidnede om en svag, forvirret Forstand, og det var
dog bedre, end om de kom fra et slet Hjerte. Der besluttedes
ingen Grændse at sætte. -- Efterat Christie var gjenvalgt til
Præsident (med større Pluralitet end sidst), begyndte Oplæs-
ningen af Forslag. Sorenskriver Schjøtz fremkom med et af
yderste Vigtighed. Det angik en ligeligere Repræsentation, og
søgte at forebygge, at nogen Stand skulde prædominere paa
Storthinget. For at bringe et bestemt Forhold mellem Kjøb-
stæderne og Landets Repræsentation, vilde han, at hin skulde
forholde sig til denne som 1 til 2. Dernæst foreslog han, at
Landmændene, som den talrigste Folkeclasse, vel skulde afgive
flere Repræsentanter end de øvrige Classer, men deres Antal
maatte dog ikke overstige en Trediedel af det Hele. De Øv-
rige skulde deles i fire Stænder: civile, geistlige og militaire
Embedsmænd og Kjøbmænd. For hver foreslog han et Mi-
nimum og et Maximum, for Juristerne dog blot Minimum,
nemlig 12. Han forlangte endelig Sagen decideret paa dette
Storthing. Forslaget forekommer mig gjennemtænkt og vel
ordnet, og jeg ønsker det et heldigt Udfald. -- Senere havde
der været den heftigste Debat, som endnu i Aar har fundet
Sted. Med Attest fra Thulstrup og Sørensen godtgjorde Fal-
sen, at Adspredelse og forandret Clima var nødvendig for hans
Helbred, og paa Grund heraf bad han om Tilladelse til at
reise hjem til Bergen, men ønskede sig sin Plads paa Stor-
thinget forbeholdt, dersom han blev frisk, inden det opløstes.
Om den sidste Begjæring reiste sig svære Debatter. De sæd-
vanlige Talere: Nansen, Bonnevie, Lange o. fl. bleve meget
høirøstede, og da nu Præsidenten, fortumlet over al den Larm,
|
| s.207 | ved Forslagets Fremsættelse til Votering glemte det sidste Ho-
vedpunct, hævede sig en ny vældig Opposition, da Reisen var til-
ladt af adskillige, som paastod, at de hverken havde givet eller
kunde give deres Minde til, at Pladsen blev staaende vacant.
Christie skal aldrig have været i saadan Forlegenhed. Da
imidlertid han og flere formente, at Sagen var afgjort, ud-
fandt man den Middelvei, at lade det gaae til Erklæring
(ikke Votering) efter Navneopraab, om man havde forstaaet
det saa, at det Hele eller blot Reisen var tilladt. Der blev
en liden Pluralitet for det første. Spørgsmaalet var nu, om
Falsens Suppleant, en Sergeant fra Nordfjord, imidlertid
skulde indkaldes, men Bergh tog sit Uhr op og viste, at Klok-
ken var over fire, og saa opsatte man den Sag til imorgen.
Sverdrup er meget misfornøiet over Forslagene til Uni-
versitetets Forflyttelse, siger, at han for ingen Pris flytter til
Molde, Stavanger eller noget nordenfjelds Sted, og forudseer
Videnskabelighedens og Sædernes Undergang blandt de Stu-
derende, om saadant bevilliges. -- Provst Achenberg fortalte,
at Repræsentanten Mikkel Saxlund (Halvor Hoels Successor)
har ingivet til Statsraadet en Klage fra en Hob Hedemar-
kinger over Storthinget i Anledning af Halvor Hoels Bort-
visning1. Statsraadet skal vaande sig ved at lade den komme
videre, da den skal indeholde Udtryk, for hvilke Vedkommende
|
| s.208 | nødvendig maa sættes under Tiltale. Og hvorfor ikke da?
Hvad er det for en utidig Barmhjertighed mod det Kjæltring-
pak? -- Bønderne skal gjøre en slem Støi i Committeerne
og endeel af dem (jeg kan dog ikke tro den ærværdige Hans
Vestrem og min fornuftige Hans Grimelund) maatte forleden
Dag vises ud af sjette Committee. Kirkesanger Bjørnsen skal
være næsvis og indbildsk, en ægte Blaagaards Seminarist.
Marezolls Andagtsøvelser har jeg udlæst, og maa tilføie,
at anden Deel, især hvor Bønnerne have noget individuelt,
er bedre end den første. Især er der meget vakre Bønner,
som lægges tilvoxende Børn i Munden. Derimod tænkte jeg
mig den sygelige gamle Kones Morgen- og Aftenbøn frem-
ført af Fru Dyhring eller min salige Moder, og haaber kjær-
ligst, at Marezoll aldrig har kjendt en saadan gudfrygtig Ma-
trone, da han vel ellers ikke kunde troet, at hendes Sjel ved
saadanne Betragtninger med Andagt kunde opløfte sig til sin
Gud og Frelser.
6te September.
Den Falsenske Sag afgjordes. Christie, Ræder, Theis
Lundegaard og fremfor alle Bonnevie paastod, at Supplean-
ten burde indkaldes, men Nansen og Lange, som igaar havde
været de ivrigste Oppositionsmænd mod den tagne Beslutning,
fandt det inconseqvent, naar Falsens Plads stod ham aaben
hvilket Øieblik han vilde komme tilbage, og med 52 Stemmer
mod 21 fik deres Mening Overhaand. (Jeg talte siden med
Nansen og han anmærkede ei uvittigen, at det eneste, Falsen
havde gjort som Repræsentant, var at forlede Storthinget til
to Sottiser. Den første begik det, da det antog ham, den
anden, da det afskedigede ham). Det var egentlig for den
Sags Skyld Storthinget var sammenkaldt; dog foretoges med
det samme et Par andre Ting. Bonden Johannes Bøe søgte
om Tilladelse til at reise hjem i tre Uger, da hans Gaard
|
| s.209 | manglede Tilsyn i Høstningen og hans Kone skal i Barsel-
seng. (Jeg formoder denne Ansøgning efter Fortjeneste af-
vises eenstemmigen). Nansen indleverede sin Philippica mod
Silverstolpe og endelig anmeldte Præsidenten, at han havde
noget at foredrage inden lukte Døre. Det var da intet an-
det end et anonymt Brev, som skal indeholde nogle Klager
over Statsraadet. -- I Odelsthinget fik jeg en bedrøvelig
Forsmag paa Weidemanns Præsidentskab. Den første Sag,
som foretoges, var Afgjørelsen af Spørgsmaalet om, fra
hvad Tid vi med Hensyn paa Forordningen af 5te Januar
1813 kunde siges at have Fred (Capitaler maa nemlig ikke
opsiges før to Aar efter Freden). Om fra Kieler-Tractaten,
fra Conventionen paa Moss, fra 20de October 1814, da
Foreningen med Sverige decreteredes, eller fra 4de Novem-
ber, da Kongen valgtes? Vedkommende Committee havde
foreslaaet det Sidste, og Odelsthinget decreterede det eenstem-
mig. Og dette Decret dicterede Weidemann til Protocollen
som et -- Lovforslag!! Christie reiste sig, og gjorde ham
med Beskedenhed opmærksom paa denne skrækkelige Sottise,
men det varede endda noget, inden han vilde indsee og til-
staae den. Den maatte da rettes, og istedetfor foreslaaes
som Lov, kom fastsættes. Siden oplæstes Forslag.
Jeg havde en temmelig varm Disput med Hersleb om
Nansen, over hvem han, saavel for hans Motion, in specie
Indledningen, som for hans Invectiver i Lagthinget mod
Høiesteret ubarmhjertig brød Staven. Han ansaa det for
vist, at C. sigter til Christies Person, og var overalt heel
misfornøiet med Nansens hele Fremgangsmaade. Hvad jeg
dømmer derom, har jeg paa flere Steder i denne Bog erklæ-
ret. Forfængelig og en Smule trættekjær er vel den gode
Nansen, men at der ikke er et Ord i Motionen, som jeg,
naar de forklares efter sund Hermeneutik, fra Patriotismens
og Humanitetens Side kan misbillige, det vil man snart læse
|
| s.210 | paa Prent, og at jeg vel ikke bifalder Maaden, hvorpaa han
foredrog sin Anke mod Høiesteret, men ikke desmindre finder
den aldeles grundet, har jeg ikke fragaaet og vil jeg ikke
fragaae. Jeg havde overalt ikke troet, at Mænd som Sver-
drup og Hersleb kunde vise sig saa afhængige af Partihensyn
og Andres Dom, som jeg nu et Par Gange har erfaret.
7de September.
Hersleb laante mig igaar et forunderligt Digt af Grundt-
vig, kaldet Fædrene-Aaret, hvori han tilskriver de Danskes
Synder, at Norge reves fra Danmark, og at Kong Frederik
ikke har en Thronarving i nedstigende Linie. Det sidste troer
han imidlertid endnu kan redresseres,
Naar Unge og Gamle
Sig ville forsamle,
Til Kirke at gaae
Med Anger og Smerte,
Med blødende Hjerte
Og bede om Fædrenes Tro.
Naar da Marie vilde bede sin Mand kjærlig velkommen og
bede Gud om en Søn, saa turde endnu hendes Navn vorde
Konningemoder. -- Altid var saadant udelicat, men naar
det endvidere betænkes, at Dronningen er en Kone paa 48
Aar, naar man saa desuden veed, at hun nu er uskikket til
Barnefødsel, saa er en saadan Yttring i høieste Grad ubesin-
dig og krænkende. Værdiges den Opmærksomhed, maa den
mishage, og for Publicum staaer Grundtvig omtrent som den
Holsteenske Hertug, der, efter Traditionen, overøste sig med
Melk, og raabte: Facti sumus spectaculum angelis et hom-
nibus! Verset selv er iøvrigt i Agent Holks Smag.
8de September.
Nansens Motion om en norsk Ridderordens Oprettelse
behandledes paa Storthinget. Constitutionscommitteen havde
|
| s.211 | med megen Vidtløftighed erklæret sig mod den, og forlangt
Sagen henlagt. Aschenberg var den første, som fik Ordet. I
en kort skreven Tale fremsatte han sine Grunde for en norsk
Orden, og yttrede blandt andet, at ihvorvel egen Bevidsthed
og retsindige Medborgeres Bifald vistnok var Borgerens skjøn-
neste Løn, saa er dog selv den ædleste Borger et svagt Men-
neske, der ei kan betragte udvortes Hæder med fuldkommen
Ligegyldighed. Herimod erindrede Tank, at naar, som den
ærede Taler selv havde tilstaaet, Lyst til udvortes Hæderstegn
var Svaghed, saa vilde det være meget upassende at anmode
Regjeringen om at favorisere Svagheder. Nansen gjennemgik
Committeens Indvendinger med yderligere Udvikling af sine
Grunde. Bonnevie troede ligesom Aschenberg, at lidt Legetøi
ikke skadede i vor nærværende Barndomsstand, bestred Com-
mitteens Mening, at Kongen ved svenske Ordeners Uddeling
var forpligtet til at angive sine Grunde, og vilde derimod
have denne Lov med den yderste Strenghed iagttaget ved en
norsk Orden, saa at aldrig saadan negativ Grund maatte hø-
res, som nylig var hørt, at en Mand fik et Hæderstegn for
sin Uegennyttighed d. e. fordi han ikke var henfalden til en
Last. Ogsaa Lange var for en norsk Ridderorden. Ved Vo-
teringen forkastedes Committeens Indstilling med 56 mod 17
Stemmer. Efter en kort Debat besluttedes, at Sagen ikke
skulde overgives til Constitutionscommitteen og først afgjøres
paa næste Storthing, men at en Adresse strax skulde indgives
til Kongen. Præsidenten paatog sig at forfatte Adressen, om-
endskjøndt den stred mod hans Overbevisning. -- Det andet,
som afgjordes idag, var, at Ansøgning indgives til Kongen
om Storthingets Prolongation for det første paa to Maane-
der. Der var en eneste Modstander. Jeg forsømte at see, hvad
det var for en Person, som til 30te September tænkte at faa
alle de vigtige Gjenstande bragt i Orden, eller som vilde gaae
fra ufuldendt Arbeide. -- Endelig kom da Hr. Bøes Ansøg-
|
| s.212 | ning, som uden Debat afsloges af alle paa sex nær, som mu-
ligens have isinde imorgen at indkomme med en lignende.
9de September.
Jeg har maattet paatage mig det ubehagelige Arbeide at
skrive en Prolog til Theatrets Aabning i de høie Herskabers
Nærværelse. Min poetiske Aare synes for stedse udtørret.
Det Væld, som frembrød, da Prinds Christian dulce ridens
et dulce loquens begeistrede mig, tilstoppedes voldsomt ved en
uigjennembrydelig Dæmning. Jeg indseer Nødvendigheden og
Gavnligheden af Foreningen med Sverrig, jeg har hverken i
personlig eller patriotisk Henseende ringeste Grund til Misnøie
med den nærværende Regjering, tvertimod ærer jeg baade
Kronprindsen og Essen og anseer dem begge for hæderværdige
Mænd, men saasnart jeg i bunden Stil vil forkynde mit Fæ-
dreland Held og Ære, saa isner mit Hjerte, min Tunge bin-
des, og naar jeg aftvinger den Lyd, hviler Tvangens Præg
øiensynligen paa hvert Ord. Med Hensyn paa hine Dage
maa jeg, saalænge jeg lever, sige med Goethes Clavigo: "Es
waren guten Zeiten, Carlos, die jetzt vorbei sind; ich gestehe
dir gern, ich schrieb damals mit ofnerem Hertzen". Rigtig-
nok ere mine gamle Følelser fra den franske Revolutions Dage
tildels igjen vaagnede; vor halvrepublicanske Regjeringsform,
og som Følge deraf hvad der trykkes og hvad der forhandles
i Storthinget, har overmaade stor Interesse for mig, som
Borger har jeg aldrig følt mig i den Grad som nu, -- men
denne Følelse er ikke det ringeste poetisk, og det kunde vel
heller ikke den være, som oprindeligen udgik fra det upoetiske
Frankrig, og hvis almindelige Udbredelse man alt dengang
forudsaa vilde dræbe al digterisk Begeistring.
10de September.
Skjelderup tordnede med megen Iver mod Treschows de-
spotiske Fremgangsmaade, hans ringe Omhu for Universitetet
og den liden Agtelse, han viser dets Lærere.
|
| s.213 |
11te September.
I Odelsthinget blev i Dag afgjort en Sag af nogen
Vigtighed: om Straffe for Forbrydelser. Efter Lovcommit-
teens Forslag vedtoges:
1. At Lemlæstelse afskaffes og Slaveri eller Tugthuusstraf
substitueres den.
2. At Brændemærke borfalder, uden at anden Straf sæt-
tes isteden.
3. At Halshugning med Øxe uden foregaaende Pinsel er
den eneste Dødsstraf, undtagen for militaire Forseelser,
der straffes med Arquebuseren forfra.
4. At der med de Henrettedes Legemer efter Døden forhol-
des efter det ældre Lovbud.
5. At Boeslods Fortabelse substitueres med forholdsmæssig
Fængselsstraf.
Mod intet af dette reiste sig Opposition, naar jeg und-
tager, at Capt. Synnestvedt vilde have Arquebuseren bagfra
beholdt, hvori han dog ikke fandt Understøttelse. (Statsse-
cretair Holst finder ogsaa, at Feighed og Subordinationsfeil
ikke bør straffes paa samme Maade. Han beklagede ellers,
at denne Lov ei er kommen nogle Uger før, da det Tilfælde
existerer, at en Bonde, der var dømt til at miste sin Haand,
og af Kongen, efter almindelig Vedtægt, benaadet med Fæng-
selsstraf, ikke vil modtage Benaadningen, men paastaaer Dom-
men exeqveret, hvorved man befinder sig i stor Forlegenhed).
Schmidts Brev aander Misnøie og Mistænksomhed imod
Regjeringen, og Enhver, han anseer for dens tjenstfærdige
Redskab. Ogsaa han har gjort Epigram over Christie. Jeg
maa ellers sige: Svag og inconseqvent er Christie nogle
Gange forekommet mig paa dette Storthing, altsaa mindre
værdig de Lovtaler, jeg og al Verden sidst holdt over ham,
men derfor troer jeg ham ingenlunde istand til at begaae en
slet Handling, og har Nansen meent ham med den foragte-
|
| s.214 | lige Sammensyer C., da feiler han vist groveligen. -- Schmidt
troer, at Napoleon endnu engang fremtræder paa Skueplad-
sen, og at Englænderne gjemme ham til Hevn over deres
Fiender.
1 tilbake Ansøgningen, affattet i Hedermarkens Amts Indbyggeres Navn
og rettet til Kronprindsen, gik ud paa, at den vilkaarlige Be-
handling, som Storthinget havde tilladt sig ved at afvise Hal-
vor Hoel, maatte blive Kongen forelagt, hvorhos Ansøgerne
bønfaldt om, at Hoel igjen maatte nyde Sæde paa Storthinget.
Dermed fulgte nogle Bemærkninger fra Hoel, hvori han yttrede
Ønske om, at Kongen vilde i de offentlige Tidender foranstalte
og give ham Opreisning for hans Æres Tab, saaledes at In-
gen mere maatte nævne disse Affærer, uden derved at være un-
derkastet en Mulct. -- Sagen blev, saavidt vides, afvist som
Regjeringen uvedkommende.
Udg.
|
| bla bakover |