|
5te August.
En Anonym paastod i Dagens Intelligentsseddel, at Re-
glementet for Rigsretten bør gjennemsees af Høiesteret, in-
den det antages. Han kunde gjerne sparet sine Penge, da
det samme et Par Timer efter decreteredes i Lagthinget. --
Student Boye har paaanket en unægtelig Abderitisme af
Stiftsdirectionen, der over Kirkedøren har ladet udslette Chri-
stian den sjettes Navnetræk og male Carl den trettendes iste-
det, men har under sit Navn ført denne Anke paa en saa-
dan Maade, at Nationalbladet har vægret sig for at indrykke
den. Denne unge Persons fripostige Skrivemaade forekom-
mer mig at fortjene en Irettesættelse, og den skal han faa i
|
| s.179 | næste Nummer af Bladet. -- Af Rigstidenden erfarer jeg
desværre, at de engelske Efterretninger vare sandere end de
hollandske, og at Ludvig den 18de med samt hans tre in-
fame Venner, Alexander, Frantz og Fredrik Wilhelm, befinde
sig i bedste Velgaaende i Paris, hvor man har jublet og il-
lumineret, men som dog nok tilligemed det øvrige Frankrig
dyrt maa betale den Ære, at faa den gamle Invalid igjen
paa Thronen. Det er mig harmeligt at se, hvorledes den
store Napoleon nu ikke blot afskyes (det lader jeg gjælde),
men endog foragtes af de Kryb, paa hvis Jammerlighed det
er et klart Bevis, at de ei engang gjøre sig Begreb om den
Høide, hvortil han opsvang sig. Var end mit eget Fædre-
lands Catastrophe bleven langt uheldigere end den blev, det
vilde krænket mig som Menneske mindre. Her var dog ingen
virkelig Storhed, hvorfra vi kunde nedstyrte; betydelig Sen-
sation vilde ikke vort Fald gjort undtagen paa Nordmænd.
Der sker maaske større virkelig Ulykke, naar et Hus, der be-
boes af et Par Familier, brænder af, end naar et Slot el-
ler en Kirke staar i Lue, men naar man ser dem Begge
brænde -- hvilket Syn imponerer, forfærder mest?
Christie blev dog ved Præsidentvalget i Dag siddende
paa sin Stol. "Han kan ikke undværes", sagde Bugge. I
Lagthinget var og blev Bergh Præsident.
6te August.
Sigvardt havde faaet en falsk og ufordelagtig Ide om
Nansens Motion. Heller ikke nu er naturligvis Hr. C.
uvirksom, og Grev Essen havde igaar vidst at fortælle Bi-
skop Krogh paa Bogstad, at Galleriets Folk hver Aften drik-
ker Nansen fuld, og indgiver ham, hvad han næste Dag skal
sige paa Storthinget -- en nederdrægtig Mistanke, naar
man ved, at 58 -- 60 af Folkets Repræsentanter have ydet
ham og hans Fremgangsmaade umiskjendeligt Bifald. Har
|
| s.180 | nogensinde Folkets Stemme tydeligen ladet sig høre, saa er
det ved denne Leilighed.
7de August.
Jeg talte med Statssecretair Holst om Nansens 6 An-
keposter, og anfører ved hver af dem de Meninger, han yt-
trede, og de Oplysninger, han gav. Mod 1. protesterede han
aldeles for sit Vedkommende, da han først var udnævnt to
Dage efter Storthingets Opløsning, og hvad de andre an-
gaar, da var det udtrykkelig bestemt, at de ikke før den 2den
skulde tiltræde deres Embeder. 2. Oberst Holsts Ansættelse
er ikke gaaet gjennem Statsraadet, og qua Statssecretair ig-
norerer han den i dette Øieblik. Kongen og Kronprindsen
har handlet efter deres bon plaisir. 3. Ankers Titel anser
han for en Copistfeil i det svenske Cancelli, der har forplan-
tet sig til Oversættelsen, saaledes som i de danske Bestallin-
ger o. dl. ofte har fundet Sted. Det er iøvrigt en tom Ti-
tel, og aldeles intet svensk Embede. -- Den fjerde Anke an-
ser Holst for ugrundet og futil. Aggershus Fæstning og
Christiania By ville beholde den samme Garnison som før.
Overalt er Armeen ikke en Mand, mindre end den var, og
skulde Storthingets Samtykke være nødvendigt, for at ned-
lægge en Del af denne Fæstning, saa maatte Kongen ogsaa,
naar han i Krigstider ansaa det nødvendigt, etsteds at an-
lægge en Skandse, først sammenkalde Storthinget, før han
turde begynde derpaa. 5. Mod denne Foranstaltning har
Statsraadet baade her og i Stockholm protesteret, og nedskre-
vet sin Protest i Protocollen, men Kronprindsen sagde, at
almindelig Amnesti var erklæret, og den maatte da og her
finde Sted for dem, der vilde benytte sig af den. 6. Han
tilstod, at denne Anordning har ved første Øiekast meget stø-
dende, men den er ikke desto mindre nødvendig, vel ikke nu,
men for en mulig Fremtid. Sæt, at om et Aars Tid eller
|
| s.181 | mere Bevægelser gjordes ved den russiske Grændse, der gjorde
det nødvendigt for Regjeringen at sammenkalde et overordent-
ligt Storthing. Det lod sig tænke, at russiske Emissærer
sendtes til Storthinget, og at der blandt dettes Medlemmer
fandtes venale Personer, der lod sig bruge til deres Hensig-
ters Fremme. Føiedes da saadan Anstalt, kunde det udtol-
kes som en directe Krigserklæring. Er den derimod gjæl-
dende for alle Storthing, kan Ingen tage aabenbar Anstød
af den. -- O ja! sligt lader sig høre, men idet jeg nedskri-
ver disse Sophismer, finder jeg, at de ere -- Sophismer.
Man dreie det som man vil, det er fornærmelig Mistro mod
Nationen. Regjeres den med Visdom og Retfærdighed af
det nærværende Dynasti, den -- jeg taler om Nationen, ikke
om en enkelt Sværmer eller Rænkesmed, -- var da afsindig,
om den gjennem Blod og Ødelæggelse banede Veien for et
nyt. Sligt lader sig ikke tænke af Landets udvalgte Mænd.
I modsat Tilfælde kuer ingen Politiplacat et misfornøiet
Folk. Smaalig Despotfærd, der blot erindrer om den Re-
gjerings Afmagt, som tager sin Tilflugt dertil, vil forstærke
og ikke kue Nationalvillien; den vil vække dens Energi og
modne den til Daad. I de tre vigtigste af de 6 Puncter
har Regjeringen aabenbar Uret, og takket være den Mand,
som har Mod til at sige det.
I Odelsthinget oplæstes blot Forslag. Consul Thrane
vil have Enhver, som har begaaet Toldsvig, udelukket fra
Stemmeret, ("altsaa", anmærkede en Tilhører paa Galleriet,
"vil han, at ingen Kjøbmand mere maa komme paa Stor-
thinget") og alle saadanne Falskneres Navne bekjendtgjorte i
Rigstidenden. -- Bonden Nersteen foreslog, at ingen Mand
i Landet maa eie mere Jordegods end 4 Skippund Tunge.
Jeg var siden hos Lehmann og kjøbte Nansens Motio-
ner, som nu er publici juris. -- Bugge og Tank ere forligte.
|
| s.182 |
8de August.
Schmidt tager sig Odelsthingets Seier lettere, end jeg
havde ventet hos en af Grundlovens mest patriotiske Forfat-
tere. Han skrev, at hvad Lagthinget forkaster, kommer dog
omsider for i samlet Storthing, men glemmer, at hvad Odels-
thinget har forkastet, kommer aldrig for Lagthinget, men hen-
lægges rent. -- I Statstidenden stod et Vers, hvormed Skue-
spiller Knudsen har overgivet Kongen og Dronningen et Kob-
berstykke over hans sidste patriotiske Forestilling i Kjøbenhavn.
De otte første Linier, der lade mig læse i den vistnok redelige
Oldings dybt saarede Hjerte, maa jeg her afskrive:
"Fædrelandets gamle Sanger knæler
For den Eiegodes Throne ned;
Tak og Ærefrygt ham end besjeler,
Skjøndt han længes efter Gravens Fred.
Drot og Dronning! sønderbrudt er Harpen,
Knust min lange Vandrings trygge Stav,
Der fra Sundet førte mig til Sarpen
Over Codans vildtoprørte Hav".
9de August.
Storthinget holdt hemmeligt Møde. Da Høiesterets Gal-
leri var aabnet, gik jeg derop, og hørte Advocat Aars gjøre
sin første Prøve som Actor mod Procurator Hansen, der for
en offentlig Sags Forsømmelse har af Statsraadet været sus-
penderet i syv Maaneder, og var desuden af en Commission
idømt Mulct. Synderlige Talegaver viste ikke Aars, og den
captatio benevolentiæ, hvormed han begyndte, var meget tar-
velig, men ellers fremsatte han Sagen ret tydelig og gjorde
hvad han kunde, for at fælde sin hidtilværende Collega. Mor-
genstierne var Defensor, og talte fortræffeligt, især om Sus-
pensionen, hvortil han erklærede Statsraadet uberettiget, da
Resolutionen ikke var underskreven ex mandato. Desuden
|
| s.183 | fandt han Suspensionen aldeles urigtig, enten den skulde be-
tragtes som Forebyggelsesmiddel, eller Straf. I første Til-
fælde lod han det gjælde, om de befalede Sager vare ham
fratagne, men hvad Privatsager angik, da troede han, at de,
der havde betroet ham disse, nok vilde frataget ham dem, og
allermindst betroet ham nye, naar hans Brøde var erkjendt i
Publicum. De, som ikke erkjendte den, burde det ikke forme-
nes at benytte sig af en Mand, til hvem de havde Tillid.
Var Suspensionen derimod Straf, saa var den, som anticipe-
rende Dommerens Kjendelse, baade uretfærdig og grusom. Han
paastod altsaa Suspensionen hævet ved Dom, og Erstatning
af Statscassen tilkjendt Hansen for det lidte Tab. Efter Skik
og Brug skal hver af Parterne tale to Gange. Aars's Re-
plik var noget daarligt Tøi, og Morgenstiernes indeholdt blot
Bevis paa, hvad Aars fandt lovstridigt, at en Foranstaltning
af et Collegium ved den danske Høiesteret var underkjendt, og
den Forurettede idømt en Skadeserstatning af 23000 Rbd.
gode Penge. Hermed indlodes Sagen til Doms, men jeg op-
pebiede ikke Resultatet.
10de August.
Jeg sendte Hounts Enke en Afskrift af Mindetalen, og
udbad mig nøiere Oplysning om den Commission, hun ved
Præsten Bodum overdrog mig, hvorvidt udtrykkeligt Løfte eller
blot Tilsagn var givet Hount, og lovede umiddelbar hos Kron-
prindsen, eller middelbar ved Grev Essen eller Anker, at gjøre
som Hounts Ven alt, hvad jeg kan gjøre som norsk Borger
og ærlig Mand.
11te August.
Jeg veed nu, hvad der afhandledes i Storthingets hemmelige
Møde, og veed langt mere derom, end jeg troede, der endnu
maatte vides. Rambech turde iforgaars ikke engang sige mig,
hvilken Sag der overveiedes. Cappelen fortalte mig rigtignok
|
| s.184 | dette igaar, men var i Henseende til Forhandlingen selv lige-
saa hemmelighedsfuld som hans Svoger Borthig, der besøgte
mig i Formiddag. Denne turde ikke engang udlade sig med,
hvo der havde talt, endmindre hvad Enhver havde sagt og
voteret. Men saa gik jeg til Biskop Bugge, der et Par Dage
har været upasselig, og hos ham traf jeg Vangensteen, som
var meget oprørt i Sind. Der var debatteret om Appanage
til Kongehuset, og man havde da foreslaaet 64,000 Rbd. aar-
lig for Kongen, 32,000 for Kronprindsen og 16,000 for
Oscar, alt i Sølvspecier af den norske Statscasse. Appana-
gerne decreteredes med 53 Stemmer mod 31, som vilde have
Sagen udsat, indtil man kjendte Landets Ressourcer. Herover
havde nu Vangensteen forfattet en Protest, som han hvervede
Folk til at underskrive, hvilket dog ei lykkedes ham hos Bugge
og neppe lykkes ham nogetsteds, da et Decret bør være ugjen-
kaldeligt. Weidemann var den egentlige Proponent. (Amt-
mand Sommerfeldt paa Toten søger Afsked, erindrede Bugge).
Christie understøttede ham, men Ingen havde været saa ivrig
for Regjeringen som Bonnevie(!), der endog havde dicteret
sit Votum til Protocollen: At dette i Landets nærværende
Forfatning var Alt, hvad der kunde tilstaaes, men at man
ved forbedrede Finantser bør være betænkt paa at forhøie Ap-
panagen. Ved denne Anledning talte Bugge med megen, og
(det indseer jeg nu) neppe ubeføiet Bitterhed mod Bonnevies
Characterløshed, hans famøse Ægteskabssag, og den letsindige,
spottende Tone, hvormed han, endog i Bønders Forsamling,
omtaler Bibel og Religion. Bugge har indgivet et Forslag,
der menes med det første at komme for i Odelsthinget, at
Ægteskabsskilsmisse vel bør tillades, forsaavidt at Mennesker,
der ei kunne leve sammen, have Lov at leve adskilte, men at
det derimod (Hoer-Sag da formodentlig undtagen) aldrig maa
tillades nogen fraskilt Mand eller Kone i sin Ægtefælles le-
vende Live at gifte sig. Gud lade det lykkes, og beskjæmme
|
| s.185 | Bonnevie og Enhver, som træder i hans Fodspor, og enhver
Achitophel, der understøtter deres Umoralskhed. Ogsaa over
Wittrup raabte Bugge et fortjent Vee, og har aldeles afslaaet
at understøtte hans Ansøgning om Beitstadens Kald. Det var
ellers under fire Øine, at Bugge fortroligen expectorerede sig;
Vangensteen gik snart, for at forsøge sin Lykke andetsteds.
12te August.
Atter er Intelligentsseddelen stridbar. Boye har taget til
Gjenmæle og viist, at han med Henrik er "forliebt i sig selv",
og lad ham det! Jeg havde først tænkt at forklare og for-
svare mine Ord, men gjør det ikke og "moquerer mig over
den Spøttegjøg, Jesper Hansen, der var Dreng, da jeg var
Mand". Stiftsdirectionen har ellers fralagt sig Andeel i den
paaankede Betise, der kommer paa Kirkeværgen Claus Vinthers
Regning, og skal endog være rettet med en ny, da man har
slettet Carl ud og sat Christian den sjette igjen paa sin gamle
Plads. En Anonym har med fire Grunde understøttet Laur-
vigs Ret til at blive Universitetsstad -- men min Gud! det
er jo Christiania, og der høres slet intet om Flytning.
13de August.
Der paastaaes, at Nansen med C i Indledningen til sin
Motion skal sigte til Christie, og at hele Indledningen blot er
anbragt, for at gjøre dette maskerede Angreb paa ham. Det
er aldrig faldet mig ind, og jeg troer endnu ikke, at det kan
være Nansens Mening, thi vel finder jeg ingenlunde nu Christie
at være den justus et tenax propositi vir, hele Norge ifjor
elskede og beundrede, men heller ikke tror jeg ham istand til,
eller mistænkt for en saadan Nederdrægtighed, som den der
tillægges C.
14de August.
Storthinget hviler endnu bestandig; Kronprindsen udebli-
ver og ventes nu først paa Fredag eller Løverdag; sjelden faar
|
| s.186 | jeg et Brev eller et Besøg, endnu sjeldnere læser jeg en ny
og interessant Bog; her er da kun lidet at skrive i Dagbogen.
Fra Schmidt fik jeg dog i Dag Brev, Statsraadet har afviist
hans Ansøgning med den despotiske Yttring, at den ei kan
indstilles til Kongen. Saalidet jeg billiger Ansøgningen selv
eller tror, at den bør bønhøres, saa oprigtig deler jeg Schmidts
Harme over denne ordensstridige Fremgangsmaade. Enhver
Ansøgning, naar den ikke ligefrem er mod Lovene, bør Stats-
raaderne indstille. De kan gjøre det med ufordelagtig Erklæ-
ring, saa at den afslaaes, da have de handlet som Kongens
Raadgivere, og han har fulgt deres Raad, alt efter Constitu-
tionen, men at vægre sig for at indstille, er at rive den exe-
cutive Magt til sig, som dog alene er i Kongens Hænder.
Schmidt vil andrage Sagen for Storthinget, hvori han uden
Tvivl har Ret, og kan han udvirke Forandring i den Sag,
som allerede hos de kjøbenhavnske Collegier i et uindskrænket
Monarchie var mig anstødelig, gjør han sig fortjent af Fædre-
landet. -- Nansen fortalte, at Holst skal være rasende for-
bitret paa ham og vil fordre ham ud, hvorpaa han har isinde
at svare, at for nærværende Tid tilhører ikke hans Liv ham
selv men Fædrelandet, desuden er det under hans og enhver
ærlig Mands Værdighed at slaaes med Holst, saalænge han
ikke har fralagt sig den Mistanke, der hviler paa ham. Kron-
prindsen, vilde han vide, skal ei være misfornøiet med hans
Motion. Han viste mig en temmelig vidtløftig Gjendrivelse
af Silverstolpes famøse Dictamen, som han vil lade trykke.
Paa nogle ufornødne Bitterheder nær, som han lovede at for-
milde eller udelade, er den velskreven, og især er det lykkets
ham til Evidents at bevise: 1) At Kongen af Danmark ikke
kunde afstaa, altsaa heller ikke har afstaaet (a non posse ad
non esse valet consequentia) Norge til Sverrig. 2) At den
saakaldte Afstaaelse var intet andet end en Declaration: Jeg
kan ikke længer forsvare Norge, maa altsaa overlade dets Ind-
|
| s.187 | vaanere at forsvare sig selv, og har Intet imod, at de Svenske
tage Riget i Besiddelse, naar Folket selv dertil nødsages eller
giver sit Minde. 3) At altsaa Kielertractaten ikke gav Sverrig
større Ret til Norge, end det havde før. -- Forslaget om en
Ridderorden er endnu ikke fremlagt i Constitutions-Committeen,
og det, paastaar Nansen, af den Aarsag, at Christie som Com-
mitteens Formand først har villet gjennem Motzfeldt sondere
Regjeringens Tanker derom. Samme Motzfeldt har og, siges
der, forandret sig meget, har formanet Bønderne at votere imod
Revisionen af Statsraadernes Protocoller, og sagt, at Regje-
ringen kunde tage saadant ilde op og rive Souverainiteten til
sig. Det kommer mig ellers for, som om Nansen seer vel
mange Spøgelser, der dog nok ikke ere saa frygtelige som de,
man i Høst havde saa travlt med. Endnu vilde han vide, at
Essen har søgt at komme herfra, og at Grev Wedel skal blive
Statholder. Dette sidste har Statssecretair Holst forsikret mig,
aldrig har været tænkt paa; Essen eller en anden Svensk bli-
ver Statholder til Oscar kommer om to Aar som Vicekonge.
15de August.
Sorenskriver Rambech viste mig et Nummer af den lille
throndhjemske Tilskuer, som endnu fortsættes, hvor Forfatteren
med sindig Frimodighed taler imod Storthingets første Beslut-
ning, ikke at revidere Statsraadets Protocoller. Nu synger
han formodentlig Palinodie i sit næste Blad, og yder Repræ-
sentanternes Fædrelandssind vedbørlig Hæder. Naar Hr. Pet-
tersen ellers anpriser os England, som det Land, i hvis Exem-
pel baade Regjering og Folk bør speile sig, da kan jeg ikke
være enig med ham. Regjeringen lader Folket sige, hvad det
vil (det er unægteligt), men desuagtet gjør den hvad den vil.
Enten Kongen siger: "Saa skal det være!" eller han med
Penge og Æresbeviisninger o. dl. betrygger sig en Pluralitet,
som billiger og sanctionerer enhver af hans Planer, det kom-
|
| s.188 | mer da virkelig ud paa et og det samme. Faar Storthinget
Holst ud af norsk Tjeneste og Hjermann med Consorter paany
actionerede, -- det engelske Parlament har aldrig vundet en
ærefuldere, mere decideret Seier. Ogsaa Rambech bragte Wei-
demanns Loyalisme i Forbindelse med Amtmand Sommerfeldts
Dimission.
16de August.
De danske Aviser indeholde udførlige Beskrivelser over den
uendelige Kroningsstads og Liste over de mange Promotioner i
den Anledning. Det er en rosværdig Egenskab ved Danne-
brogs-Ordenen, at den paa engang uddeles til Generallieute-
nanter og residerende Capellaner, men naar man saa seer, at
Capellaner aldrig stige til Commandeurer eller Storkors, at
ikke Kongens Hofpræst, ikke nogen af Rigets Biskopper fandtes
værdige til at prydes med Commandeurkorset, saa erkjender
man atter, at Ligheden ikke i vore Dage agtes høiere end Fri-
heden. Kammerherre Hennings, fortjenstfuld Forfatter, vistnok
Olding paa 70 Aar, fandtes nu endelig qualificeret til at bære
dette Kors, Justitsraad Bull, Justitsraad Thrane og Præsten
Schive have baaret i mange Aar. Commandeur Olfert Fi-
scher, Anføreren i Slaget den 2den April 1801, er endelig
bleven, hvad mangen Yngling, der da neppe var kommet paa
Cadetacademiet, blev tidligere end han. Ti Professorer ere
blevne Riddere, men ikke den grundlærde P. E. Müller, ikke
Engelstoft, disse udmærkede Mænd, for hvilke idetmindste en
Nachtigall1 maa skjule sit Ansigt med Blusel. -- Hvad Høi-
tideligheden selv angaar, da finder jeg adskilligt dumt og nar-
agtigt deri, og kan slet ikke sige, jeg anker paa, ikke at have
seet den. Hvilken Absurditet f. Ex. at tænke sig de tre Bisper
|
| s.189 | (hvoriblandt den gamle ærværdige Balle, der overalt agerede
reen Haandlanger ved denne Ceremonie) gaaende baglænds foran
Kongen: de tre Prindser, efter at have ledsaget Prindsesserne
tilbords, staaende tilbage som Narre i den 60 Alen lange Sal,
og retirerede sig sagteligen ind i et andet Værelse, hvor det
undtes dem at faa Mad: Kongen og Dronningen siddende ene
ved den lange Side af Bordet og de andre Høiheder ved den
kortere: min stakkels Liebenberg commenderet til at læse til
Bords (en Sag, hvorved jeg gjorde mine egne Betænkninger,
thi lever jeg den Dag, bliver det vel min Forretning ved Nor-
ges Konges Kroning) og mere deslige. Af Æresvers er der
naturligviis en Mængde, men alle Poeterne synes at have følt
som hiin Svenker, der ved Freds-Illuminationen satte en
Praas i sit Vindue, og skrev hos:
"Som Freden er,
Så ljusas her."
Major Juell vil vide, at Nansen allerede har faaet den
omtalte Udfordring, og besvaret den som forommeldt. (Stats-
secretair Holst tror dog, at den til Dato kun existerer i Nan-
sens Hjerne). Ogsaa fortalte han, at det er Fjas med Wulfs-
berg i Stockholm; han er doven og ligegyldig, og nyder af
Regjeringen liden Agtelse. -- Af Holst hørte jeg, at Kongen
og Dronningen nu ikke kommer, men at Hans Majestæt har
bedet Fanden tage sig, hvis han ikke kommer næste Aars Juni,
-- hvem veed, om han ikke tages paa sit Ord? Kronprindsen
ventes med Vished paa Fredag eller Løverdag. Han reiser
snart til Throndhjem og bliver i Norge til sidst i November.
Fra russisk Side skal aldeles intet være at befrygte.
I Directionsmødet i det dramatiske Selskab fremlagdes
fra Skuespiller Knudsen et Brev med Kobberstykket: "Fædre-
landets Kirkegaard", samt en trykt Beskrivelse over Høitidelig-
heden paa det kjøbenhavnske Theater. Ogsaa her taler han om
sin knuste Harpe og sin brudte Vandringsstav. Kunde man
|
| s.190 | dog ikke givet ham, den gamle Mand, et Guldkors? Dette
uskyldige Legetøi vilde opmuntret og kvæget ham paa hans
Vei til Graven.
17de August.
Der var endelig igjen Storthing. Den famøse Theis
Lundegaard talte i Dag Ord, der fortjente at skrives med store
Bogstaver paa Salens fire Hjørner, at Præsident og Medlem-
mer daglig kunde læse og begrunde dem. "Jeg er af den Me-
ning", sagde han, "at vi ikke bør spilde Tiden med unyttige
og uvedkommende Ting, da der er saa meget vigtigt at afgjøre,
inden vi skilles." Naar jeg betænker, at Storthinget nu hen-
ved syv Uger har været samlet, at, paa Rigsacten nær, intet
af Vigtighed i denne Tid er afgjort, at Finants- og Skatte-
væsenet, Militairvæsen, Lovgivning, Landets indvortes Admini-
stration i det Hele og enkelte Provindsers, Stæders og Stæn-
ders in specie skal tages under Overveielse, saa kan jeg ikke
uden Harme tænke paa denne Dags offentlige Forhandlinger
fra Kl. 9 til 12, da Tilhørerne bortvistes. Førend jeg kom,
var efter Nansens Forslag decreteret, at Storthinget skal have
sit eget Segl. Idet jeg traadte ind af Døren, fattedes en ikke
stort vigtigere Beslutning, som jeg ikke erindrer. Derpaa frem-
lagdes et Brev fra Knudsen, at han vil forære 100 Expl. af
bemeldte Fædrelandets Kirkegaard til faldne norske Krigeres Ef-
terladte, og overlod Storthinget Disposition derover. Brevet
var overmaade velskrevet, og aandede samme Veemod, som alt,
hvad jeg i denne Tid har seet fra hans Pen. Der spurgtes,
om Storthinget skulde modtage denne Gave, eller sende Brevet
til Statsraadet og overlade samme, om det vilde modtage Ga-
ven, og hvorledes det vilde disponere derover. Christie og Wei-
demann var af sidste Mening, Lange, Bugge og Bonnevie af
den første, og især behagede det mig hvad (jeg tror) Lange
sagde om Knudsens elskværdige Godmodighed, som vilde finde
|
| s.191 | krænkende Ringeagt i, at Storthinget vilde vise fra sig et Til-
bud, der umiddelbar var adresseret til det. Der snakkedes længe,
altfor længe om den Sag. Endelig kom det til Votering og
hang i et Haar, da 39 stemte for og 37 mod Gavens Mod-
tagelse af Storthinget, og da Præsidenten voterede med Mino-
riteten, vilde een Stemme have gjort modsat Udslag. Derefter
vedtoges eenstemmig at tilmelde Statsraadet, at denne Gave var
tilbuden og modtaget, og anmode det om at realisere den og
overgive Pengene til Understøttelsescommissionen. Nansen, som
ei var tilstede ved den forrige Deliberation, vilde ikke lade vor
Herres Fugl dø, og foreslog derfor, at Regnskab burde aflæ-
ges til Knudsen for Pengenes Anvendelse, men herimod erindre-
des, at det hverken var forlangt, eller havde fundet Sted ved
de forrige, langt større Summer, Knudsen havde indsamlet; det
bortfaldt ogsaa aldeles. -- Nu drog man frem et Forslag, som
Lensmand Oftedahl, understøttet af Lange, havde gjort for 5 -- 6
Uger siden, om en egen Storthingstidende. Flere klagede over
Langsomheden i de Efterretninger, som følge med Rigstidenden,
da man endnu ikke er kommen videre end til 12te Juli. Bugge
og Bonnevie (Redactionscommitteen) undskyldte dette med de
lange Actstykker, der havde taget saamegen Plads, og troede
om kort Tid at kunne indhente det forsømte. Men inden man
kunde faa den Sag i Rigtighed og decretere, at det skulde
blive ved den forrige Beslutning, gik atter lang Tid. Saa
kom da Statshemmelighederne, og om dem veed jeg hidtil In-
tet. Lange kunde ellers ikke undlade at give Præsidenten Fin-
ter over, at Forslaget saa længe var henlagt, og først nu, da
det nødvendig maatte falde igjennem, blev lagt under Venti-
lation.
18de August.
Provstinde Hount skriver, at Kronprindsen har gjort hen-
des Mand "mange brillante Tilbud". Hun ønsker sig og sine
|
| s.192 | Børn anbefalede til en extraordinair Pension, og dette har nu
Tank paataget sig, hvormed jeg for min Del er saare vel tilfreds.
Jeg burde have læst Printz Zerbino inden jeg recenserede
Oehlenschlägers ældste Poesisamling; meget vilde da blevet mig
klart, som jeg dengang hverken forstod eller bifaldt. Jeg fri-
kjender aldeles ikke Tieck for Ensidighed, men finder tvertimod
adskillige Exempler paa, at der er Intet, et vittigt Hoved jo
kan fordreie og give en latterlig Vending; jeg billiger ingen-
lunde, at f. Ex. Veit Weber sættes i Classe med Spietz og
den væmmelige Cramer, at Kleist fradømmes Digternavn o. a.
d., men det Hele er et ægte Geniproduct, saare morsomt og
fuldt af høist træffende Pudserligheder.
19de August.
Storthingsaffairer udgjøre for mig hele Dagens Historie,
og disse vare fast idel Forslag, der vistes til Committeerne, som
vel saaledes overvældes, at de hverken vide ud eller ind. At
udbringe alt dette til et Helt, vil ikke være liden Kunst. Af
de idag oplæste Forslag anfører jeg to: Kirkesanger Bjørnsen
om udvidet Næringsdrift for Bondestanden (aabenbar anlagt,
som adskillige andre Forslag, paa Kjøbmændenes Underkuelse)
og Biskop Bugges vidtløftige Udkast til et Indkomstregulativ
for Geistligheden, hvorved dens Kaar kunde forbedres. Heller
ikke her kunde han bare sig for Anfald paa den danske Regje-
ring, hvilke Provst Aschenberg, der paa hans Vegne oplæste
Motionen, declamerede med Eftertryk og Pathos. Ogsaa
Bugge vil have Alt reduceret til Korn, og hvad Landsbypræ-
ster angaar, hvilke Forslaget mest angik, er vel ogsaa denne
den mest passende Maalestok. De indsigtsfulde Mænd, som
synes at have været og at være enige om denne Sag, forstaaer
den vist langt bedre end jeg. Det er altsaa med dyb Høiag-
telse for deres Mening, at jeg i min individuelle amfibialske
Stilling langt mere gouterer et Forslag af Peder Bøgvald,
|
| s.193 | der i Korthed og Enfoldighed lyder som følger: "Tiende og
Landskyld bortfalde, og af Statscassen betales Præsterne et pas-
sende Æqvivalent, der betrygger dem mod Næringssorger og
lader dem beholde noget tilovers til deres Børns Opdragelse.
Offer vedbliver som hidtil. For Ministerialforretninger fastsættes
Taxt. Præsterne paa Landet maa have saa megen Jord, at de
kunne føde 2 -- 3 Heste og 10 -- 12 Kjør; er Præstegaarden
større, skal den øvrige Jord sælges".
20de August.
Min Prædiken handlede om Bibellæsnings Vigtighed og
Gavnlighed. Jeg endte med at oplæse Herslebs Indbydelse til
Bibelselskabet og opfordre dem af mine Tilhørere, der havde
Evne og religiøst Sindelag til at tegne sig hos mig. -- Endnu
har Ingen meldt sig. Det er troligt, skjønt Kirken var meget
fuld, at jeg ikke havde en eneste Tilhører, hos hvilken hine to
Egenskaber forenedes.
21de August.
Jeg hører, at Pøbelen er misfornøiet med den svenske
Regjering over de nye blaa Skilderhuse og Pengevæsenets slette
Tilstand, i hvilken sidste den dog vist er meget uskyldig, ikke at
tale om, at samme lumpne Pøbel, fra Grossereren til Bryg-
gebæreren, intet taber ved, at Pengene sank meget dybere, da
de, alle som een, vedblive deres gamle System, at udsuge de-
res Medborgeres sidste Blodsdraabe, naar de ei selv paa anden
Maade kunne beriges.
22de August.
Idag kom da endelig Prindserne. Alle Embedsmændene
vare som sædvanlig tilsagte til Cour i Palæet. Vore Officierer
have faaet nye Uniformer, Ingenieurerne og Artilleristerne blaa.
Der saaes ikke en rød Kjole i den hele Sal. Adjutanterne
ere behængte med Guld, Fryndser, Duske og alskens Snurre-
|
| s.194 | piberier. Det var da ikke længe Tarvelighed i Uniformer blev
Dagens Orden i vort Land. -- Nu kom da Prindserne ud
og gik omkring. Kronprindsen talte nogle Ord til de fleste.
"Adieu" er hans sædvanlige Hilsen; det forekommer mig, han
endog bruger det som Goddag. Dette gik da meget godt og
ordentligt, men iøvrigt kom han ovenpaa dem som Juleaften
paa Kjællingen, og fast Ingen var færdig til at modtage ham,
da man først om 2 Timer ventede ham. Da han kom til
Æreporten, holdt man endnu paa med at behænge den med
Krandse; hverken Musik eller Sangerinder vare komne. Falbe
og Raadmand Larsen var de eneste Mennesker, som stod der.
Schandorff og Hagbarth Falsen kom tilfældigvis spadserende,
og man tog dem med Magt til at fungere som Magistrat.
Falbe begyndte paa en fransk Tale, men forbløffedes over al
denne Malheur og endte paa Dansk. Kort, det Hele var den
mest topmaalte Prostitution.
23de August.
Fra Bispen kom i Morges Circulaire, at Prindsen Kl. 1
vilde modtage Cour af Geistligheden og Universitetets Lærere.
Ihvorvel han nu vidste, at de fleste af de Herrer Brødre ved
en Misforstaaelse alt igaar havde været der, saa indstillede
han dog til os selv, om vi ikke fandt det passende ogsaa i
Dag at møde, og det forstaaer sig, der var da ingen Indven-
ding. Vi indfandt os altsaa, og Pokker tage vor Bisp! han
havde igjen taget fat paa sin Børnelærdom, og det petit peu
Fransk var saameget tiltaget, at han paa Kronprindsens Mo-
dersmaal forestilte ham le corps ecclesiastique. Med egent-
lig Samtale havde det dog ingen Art; derimod henviste han
ham til Professor Rathke, der talte perfectement bien Fransk.
Til Oscar talte han i sit eget Modersmaal, og anmærkede, at
Hans Kongelige Høihed var voxet siden de saaes sidst, og for-
klarede ham dernæst, hvilken Vei til Throndhjem var den bed-
|
| s.195 | ste. Samme Oscar kan jeg ikke sige hover mig meget godt.
Hans Ansigt er gulblegt, hans hele Figur er spinkel og røber
Kraftløshed, og i hvad han siger spores ikke nogen Aand.
Jeg venter (og ønsker), at han ikke overlever sin Fader. Denne
er vist en saare duelig og elskværdig Mand. Lever han endnu
en halv Snes Aar, og bliver rolig siddende paa Sveriges og
Norges Throne, uden at forstyrres af "Alexander den vel-
signede" og Consorter, vil han uden Tvivl gjøre de forenede
Riger lykkelige, og det vilde være en evig Skade, om en Ad-
jutant- og Maitresse-Regjering (anderledes kan jeg ikke tænke
mig Oscars) skulde følge paa hans.
Neumann og Provst Munch ere meget misfornøiede med
Nansen og Storthingets Decret angaaende hans Motion. Endog
Benaadningen vilde Munch forsvare, men Neumann (ventelig
mere belæst i Grundloven end han) fandt Anken gyldig og
Regjeringens Handling constitutionsstridig. Statsraadets Pro-
test taler og meget imod den; Kronprindsens Godmodighed har
vel forledet ham. Ogsaa Christies Erindring ved Lous's Na-
turalisation maatte Neumann misbillige, og den var ham, som
Alle, uventet. -- Intelligentsseddelen indeholdt en høilig be-
føiet Anke mod nogle Officierer, som, efterat Kammerjunker
Haxthausen, ved en Lapsestreg af værste Art, har paadraget sig
nogle Maaneders Fæstningsarrest, har ledsaget ham ud af
Byen som i Triumph og sviret med ham den hele Nat. I
den Anledning kom Neumann, Munch og jeg til at tale om
nogle af vor Constitutions Brøst. Saadan en Æsel som
Haxthausen kan Kongen ikke afsætte uden Lov og Dom, men
en General, en Stiftamtmand, en Biskop, en Statsraad. "Er
han", sagde Neumann meget rigtig, "vred paa Dig eller mig
og vil have os af Veien, saa behøver han blot at gjøre os til
Biskopper, og om 8 -- 14 Dage give os vor Afsked". Ogsaa
dette skal være Falsens Arbeide. Han er nu i den Embeds-
stilling, at Kongens Magtbud kan afsætte ham, og jeg kunde
|
| s.196 | ønske ham den Løn. -- Med Neumanns Reisebeskrivelse seer
det misligt ud. Han har faaet Manuscriptet tilbage fra Wulfs-
berg med den Besked, at alle stockholmske Presser ere saa sys-
selsatte med Rigsdagsforhandlinger, at de ei kunne befatte sig
med andet; desuden kan Wulfsberg, det eneste Menneske i
Sverige, som kunde besørge Correcturen, formedelst Øiensvag-
hed ikke paatage sig dette Arbeide. Neumann har nu talt med
Christianias Boghandlere Hjelm og Lehmann, men ingen af
dem tør forlægge hans Reise. I sin Fortvivlelse yttrede han,
aldrig mere at ville lade noget trykke.
1 tilbake En Gymnastiklærer, som Fredrik VI. gjorde til Professor og
Dannebrogsridder, og som endte med Titel af Generalkrigscom-
missær og Rang i 2den Kl. No. 12.
Udg.
|
| bla bakover |