|
22de Juli.
Jeg var et Par Timer paa Galleriet, men fornøiedes ikke
synderlig. Bugge fungerede som Præsident under Christies
Sygdom, og var en meget flink Præsident; ved længere Øvelse
i Forretningerne vil han blive udmærket. Debatterne vare
søvnige og vare heller ikke af synderlig Vigtighed. -- Atter
havde Tank en Mortification, skjønt Christie ei var tilstede.
Han vilde begynde at tale, idet Voteringen skulde ske; da rei-
ste sig Sorenskriver Weidemann og udraabte med sin Basstem-
me: "Naar det skal tillades at tale, efterat en Sag er indle-
det til Votering, saa blive vi aldrig færdige med dette Stor-
thing", hvorpaa Statsraaden satte sig ned og holdt sin Mund.
Samme Statsraad udspreder ellers, at Hount er død af Ær-
grelse over Rasmusen. Det gjør mig overmaade ondt, enten
det er sandt eller ikke, og jeg vilde ikke undres, om Rasmusen,
|
| s.161 | hvis denne Snak kom ham for Øre, døde igjen af Ærgrelse
over Hount.
I Rigstidenden har en Bondeven og Præstehader Olstad
fra Guldbrandsdalen expectoreret sig over Vigtigheden af, at
mange Bønder kom paa Storthinget. Man tror ellers ved at
sætte Bønderne ind i Committeerne at frembringe samme Virk-
ning som DHrr. Abrahams og Sanderuds ved at gjøre Her-
man von Bremen til Borgermester: at de nemlig skulle komme
til den Erkjendelse, at det ikke er saa let at være Storthings-
mand, som de hidtil har tænkt.
23de Juli.
Jeg gjorde Alvor af mit gamle Forsæt, at tale til Grev
Essen om Saxilds Fortjenester af Søndagsskolen. Greven gav
Audience i Pudderkjole, men var iøvrigt meget mild og affa-
bel, fandt det rimeligt, at Kongen ved en Medaille eller deslige
tilkjendegav en saa udmærket Borger sit Velbehag, og ønskede
at gjøre Saxilds personlige Bekjendtskab.
24de Juli.
Der var idag i Storthinget en haard Kamp mellem
Odelsthinget og Lagthinget, det synes, til Skade for den gode
Sag, at ville blive to hinanden modsatte, hinanden modarbei-
dende Corps. Spørgsmaalet var om, hvor de Sager, som i
Grundloven og Kongens paafølgende Bekjendtgjørelse ere be-
stemte til at afgjøres paa dette Storthing, skulle foretages, om
de skulle betragtes som Lovforslag og afhandles i begge Thing
eller som constitutionelle Qvæstioner, der i samlet Storthing
skulle decideres. Falsen, der paa Rigsforsamlingen var de to
Kammeres Proponent og ivrigste Forfægter, og der, som nu-
værende Lagthingsmand, har gjort Ris til sin egen R -- , havde
desangaaende indgivet Forslag, som blev forkastede, og Odels-
thinget vandt afgjort Seier. Heftigst debatteredes om Skatters
Paalæg, hvilket Sørensen, Lange o. Fl. (ogsaa Odelsthings-
|
| s.162 | mænd) vilde have henlagt til det samlede Storthing, da ellers
Odelsthinget kunde forkaste ethvert Forslag, der gjordes, uden
at det nogensinde kom for Lagthinget, og saaledes en Minori-
tet af 33 Stemmer mod 54 tilbagedrive de gavnligste Propo-
sitioner, hvoraf (som Nogle anmærkede) Resultatet omsider kunde
blive, at alle Forslag afvistes og ingen Skat blev paalagt, men
her svarede Christie og Bugge, at slig Galskab ei kunde til-
troes 65 af Nationens Repræsentanter, og, om det skulde være
Tilfældet, saa maatte man være berettiget til at forlange Stor-
thinget in plenum sammenkaldt, da Statsudgifterne ei kunde
bestrides uden Skatter, og de vandt Seier med stor Pluralitet.
Schjøtt var den eneste af Christianias Repræsentanter, der vilde
have disse Ting foredragne ved det samlede Storthing. -- Jeg
kan ei nægte, at Pluraliteten havde Ret efter Grundlovens
Bogstav, og denne bør følges; men Gud forlade da dem, der
havde saadan Hast med at faa Christian Frederik proclameret
til Konge, at Grundloven blev saa fuld af skjæve, vanskabte,
ulæselige Bogstaver, som den uden Tvivl er. Havde han havt
ligesaa megen Hast med at sætte Armeen i Activitet og op-
fylde sine øvrige Kongepligter, var Udfaldet maaske blevet an-
derledes. -- Førend jeg forlader Storthinget, maa jeg anmærke,
at Lange engang forekom mig at deraisonnere saaledes, at jeg
kunde have Lyst at give ham et Slag paa Øret, at Christie
og Bugge bestred ham med Kraft og forekom mig at have
aabenbar Ret, men at Retten ikkedestomindre var paa hans
Side, og at han ved sin Modsigelse reddede de to skarpsindige
og erfarne Mænd, Præsidenten og Vicepræsidenten fra at be-
gaa en slem Inconseqvents. -- Endnu maa jeg ved Storthin-
get nævne de 8 Committeer, som Valgcommitteen nu har besat:
1. Committeen for Oplysningsvæsenet.
2. -- " Lovgivningen.
3. -- " Finants-, Penge- og Handelsvæsenet.
4. -- " Militairvæsenet.
|
| s.163 |
5. Committeen for Kjøbstadsøconomien.
6. -- " Landøconomien.
7. -- " de diplomatiske Forhandlinger med Sver-
rig (Christie, Bergh, Falsen, N. Aall
og Bugge).
8. Redactionscommitteen.
Sjette Committe er den mandstærkeste, da den har ikke mindre
end 25 Medlemmer, hvoraf omtrent Halvdelen Bønder.
Paa Galleriet talte jeg med Treschow, som bad mig i
Anledning af en Byrde, en af de andre Departementer igjen
vil vælte paa Præstestanden, at meddele ham min Betænkning
over det Standen uvedkommende Arbeide, man Tid efter anden
har fundet for godt at paalægge den, da han vilde gjøre Fo-
restilling derimod.
Et uventet Besøg havde jeg i Eftermiddag af Student
Hammer, som af Kjærlighed til sit Fædreland har forladt sin
Skolelærerpost paa Bornholm, og søger nu Empløi her; især
havde det Rygte, at nogle af Nordlandenes og Finmarkens le-
dige Præstekald, af Mangel paa Candidater, maa besættes med
Studenter uden Attestats, vakt skjønne Forventninger hos ham.
Han er tyk fed, meget munter, og Gud ved, om han ikke drik-
ker. Jeg henviste ham til Bech og Treschow. Han bragte mig
forresten Hilsen fra Præsten Bull i Kjøbenhavn, som er meget
vred paa sine Landsmænd, og siger, at de har opført sig som
Kjæltringer. O, gid han da havde været her i denne critiske
Tid for at redde vor Nationalære! Hillemænd! hvor det vilde
hjulpet paa vore forfaldne Sager!
Andet Hefte af forrige Storthings Forhandlinger er nu
udkommet og deri Talerne fra 20de October. Naar jeg en-
gang faar god Tid, gjennemgaaer jeg dem maaske her og siger
mine Tanker om dem alle.
|
| s.164 |
25de Juli.
Ogsaa Biskop Sørensen tror, at Ærgrelse har hentæret
Hounts Livskraft, men yttrede, at dette let kunde ske, da han
var overvættes stolt og irritabel. Han skal den Dag, da Stor-
thinget aabnedes, have vist fornærmende Uhøflighed mod Bugge
og Lange, der især opponerede mod den høitidelige Contravisit.
Sørensen viste mig ogsaa denne fra en Side, jeg ikke før saa
den fra, og Opponenterne havde nok Ret i, at Ceremonien
ikke var aldeles gjensidig. Odelsthingets Seier igaar var han
meget misfornøiet med.
Hegerman roste Statssecretair Holst's udmærkede Embeds-
duelighed, og troede, uden at tillægge sig selv Æren, at Ad-
ministrationen i Almindelighed og Embedernes Besættelse in
specie fortjener megen Berømmelse. Mig forekommer og ved
alle de Befordringer, der ere indenfor min Synskreds, at me-
gen Upartiskhed og Sindighed er lagt for Dagen.
I Formiddags fortaltes, at Ludvig den 18de har den 8de
Juli holdt Indtog i Paris, hvorved den Skipperrelation, hvor-
over Schmidt jublede, synes gjendreven, men i Eftermiddag
vilde man paastaa, at Beretningen om hint Nederlag er endnu
nyere, hvorom den næste Posts Aviser maa give fuld Vished.
-- Statsminister Anker ventes hertil, men lever incognito
paa Bogstad til Kronprindsens Ankomst.
26de Juli.
I Storthinget oplæstes blot nogle Breve og Ansøgninger.
Paa en Ansøgning nær fra Lieutenant Parnemann om at na-
turaliseres, var det næsten altsammen Urimeligheder eller Ba-
gateller. Saaledes havde en Lensmand i Stod foreslaaet en
ordentligere og mere øconomisk Madlavning i Bondestanden;
en Bonde i Størdalen vilde have Erstatning af Statskassen
for to Heste, der formedelst Sygdom vare foranstaltede ihjel-
slagne, og mere af samme Surdeig. Præsidenten oplæste en-
|
| s.165 | delig et Privatbrev, hvorefter Rigsacten i Sverrig er antaget
paa en yderlig Bagatel nær, som dog over en Uge vil forsinke
den svenske Rigsdags Slutning og Kongens og Prindsens
Reise.
27de Juli.
Egentlig Recension over de mange Storthingstaler i An-
ledning af Foreningen gider jeg ikke skrive. Treschows, We-
dels, Schmidts og Sørensens ere i mine Tanker de bedste.
Mindst behage mig: Jørgen Aalls, der i det Hele har for
mange sesquipedalia verba, og hvis Tilbud af 200 Tøn-
der Byg og personlig Tjeneste som Officier falder ret meget i
det Smaalige: Sartz's (en yderlig Bagatel) og Sodemanns,
der drømmer om Oprør og Borgerkrig paa den ene Side,
Vold, Trældomslænker og Hunger paa den anden, og forud-
ser altsaa idel Jammer, i hvad man saa bestemmer sig til.
Hertzbergs morderiske Forslag, som Hersleb nylig fandt patrio-
tisk og conseqvent, læser man og in extenso. Over nogle af
de gjorte Beregninger, som jeg ikke forstaar, hører jeg Kyn-
digere at opholde sig. At Provideringen i 9 Maaneder har ko-
stet 5 Millioner Rigsbankdaler, og Hofholdningen i samme
Tid kun er beregnet til 54,000, hvorimod der findes en Ru-
brik: "Statholder Prinds Christian Frederik til Finantscassens
Udgifters Bestridelse 600,000 Rbd.", har jeg især hørt laste.
Jeg spildte et Par Formiddagstimer i Odelsthinget. Der
oplæstes endel Ansøgninger, som vare henviste did fra det sam-
lede Storthing, og bleve nu for det meste sendte til vedkom-
mende Committeer. Blandt Andet var der en skrækkelig lang
Ansøgning fra en Frue i Throndhjem, som vil anlægge en
Sæbefabrik, i hvilken Anledning hun vil have flere Begunsti-
gelser. Jeg maatte uvilkaarlig tænke paa Klagen fra Hatte-
magernes Olderman i den politiske Kandestøber, der vel var
ligesaa udførlig, dersom Henrik havde faaet Lov til at læse
|
| s.166 | den ud. Bugge udbrød efter Læsningen i en ironisk-høitidelig
Tone: "Saa har jeg da nu tilendebragt Læsningen af denne
vidtløftige Ansøgning!"
To Breve ventede mig herhjemme: fra Rosenblad, som
glæder sig over, at der tænkes paa Bibelselskabets Organisa-
tion, og fra Toldcasserer Egidius paa Fredrikshald. Denne,
en fortrolig Ven af Hount, takker mig i Provstindens Navn,
fordi jeg besøgte hendes Mand i hans Sygdom, medens andre
Venner forlod ham. Om Tank og Rasmusen udlader han sig
paa følgende Maade: "At Tank ikke besøgte ham i hans Syg-
dom, var intet Nyt for mig, der kjender deres Forhold til hin-
anden i den senere Tid, men geraader Tank til liden Ære, det
være enten grundet paa Frygtsomhed eller Stivhed. Af Ras-
musen ventede jeg heller intet i saa Henseende; hans Cha-
racterløshed er noksom bekjendt!!! -- Jeg skulde tro,
den gode Egidius feiler i at tillægge Rasmusen Character-
løshed. Det er nok snarere en misforstaaet og overdreven
Characterfasthed, som gjør, at han har meget vanskeligt
for at give Slip paa det, hvorom han engang troede sig over-
bevist.
28de Juli.
Præsten Lumholtz fortalte om Hvaløernes Invasion ifjor
paa denne Tid, og det meget sorte Bræt, hvorpaa Biskop Bech
dengang stod. Den trefoldige Vendekaabe har hjulpet storligen.
30te Juli.
En tarvelig Patriot foreslaar i Rigstidenden at flytte
Universitetet til Molde. Jeg har tænkt paa at foreslaa
Tromsøen eller Hammerfest som Universitetssæde; der lever
man rimeligvis endnu mere øconomisk og har endnu færre
Adspredelser, end paa Molde. -- Af Nationalbladet er No. 3
-- 4 udkommet, men Bladet vil hermed indtil videre standse.
Tybring i Drammen (han har ikke navngivet sig, men "hans
|
| s.167 | Maal røber ham") har sagt "Nogle Ord om Tidernes Tarv",
Sødheder og Bitterheder om hinanden. En anden Anonym
spørger, hvorfor Studenterne ikke vilde følge (rettere bortbære)
Hount, hvorom de vare anmodede. Jeg har ikke før her op-
tegnet denne Omstændighed. Platou havde det usle Paaskud,
at i Universitetsferierne saamange Studenter ikke vare i Byen.
Cappelen og Mariboe ivrede mod de Byrder, man i vore
Dage vil paalægge Rigmanden, hvorved, paastaa de, hans
Virksomhed standses og Landet taber i Velstand. Det synes
ikke som den Faveur, man hidtil har vist ham, ved at lade
ham uhindret drive sit Væsen, har bragt Landet i synderlig
Flor. Den modsatte Fremgangsmaade kunde dog vel være et
Forsøg værd. Mislykkes det, -- eh bien! de Paddehatte voxe
snart frem igjen, og udbrede sig, saa man har sin Glæde
deraf.
Nansen fortalte, at Christie i den sidste Tid har mistet en
stor Del af sin Popularitet, og at der endog er gjort et Par
Epigrammer over ham. Hvorfor kunde han, der saa standhaf-
tigen afslog Statsraadsværdigheden, ikke ogsaa modstaa, da
han med usædvanlige Emolumenter ophøiedes fra Sorenskriver
til Stiftamtmand? Hjertet fristes saa let ved saadan Ophøi-
else, og jo høiere man stiger, jo flere Misundere faar man,
der passe paa hvert Skridt, man gjør, hvert Ord, man taler.
O, skulde jeg nogensinde ønske at blive Biskop, det var da in-
genlunde for at glimre paa den store Skueplads, men snarere
for at fjernes fra den. Jeg tror mig temmelig stærk, thi som
Ridder af to Ordener er jeg dog ikke stort anderledes, end jeg
var som Capellan i Brevig -- men dog, at stige altfor høit
i Embedsrang og Indflydelse og Fyrstegunst -- o nei! det var
vel heller ikke godt for mig. -- Nansen var meget glad over
en Seier, han og de andre oplyste Patrioter havde vundet
igaar, ved at faa Mecanicus Barlien (uden Tvivl en svinepo-
lisk Person) ud af Odelsthinget, hvor han havde og kunde
|
| s.168 | fremdeles faaet megen Indflydelse, og i Hounts Sted puttet
ind i Lagthinget, hvor han kommer til at sidde som et rent Nul.
31te Juli.
Frederik den sjettes Kronings- og Sølvbryllupsdag. I
Dag havde vel altsaa Biskop Bech faaet Commandeurkorset,
hvis vi endnu havde været danske Undersaatter. Nu er han
sagtens ganske anderledes decoreret med den glimrende Stjerne
og det store Bispekors, men den Ærgrelse havde han dog und-
gaaet, at se Bugge behængt med samme Stads.
Inden jeg kom paa Galleriet, havde Statsraad Motzfeldt
været i Storthinget, og oplæst den svenske Rigsdagsbeslutning
om Forandring i Rigsacten. Det Hele var allerede passeret
Committeen og Sagen blev strax definitivt uden Debatter af-
gjort. Bugge, som sandelig ikke sover paa sin Bænk, hvilket
han sagde, var hans Forsæt, havde lagt Mærke til, at der i
den svenske Afskrift stod Norges og Sveriges forenede Throne,
ikke Throner, som havde staaet i det herfra afsendte Docu-
ment. Han anede heri Hensyn paa den Rigernes Amalga-
mation, som Silverstolpe har erklæret saa ønskelig, og urgerede
paa, at den forrige Læsemaade uforkrænket maatte bevares,
hvilket man og vedtog enstemmig. -- Sibbern gjorde i sit Amts
Navn Paastand paa Erstatning for, hvad det under Krigen
1808 -- 9 og 14 havde lidt, og søgte at retfærdiggjøre dets
Beboere, in specie Fredrikshalds Borgere, at de, under foran-
drede Omstændigheder, ikke fulgte Fædrenes Exempel. Han ud-
bad sig derhos Tilladelse til i 3 Uger at blive borte fra Stor-
thinget, for at reise om i Amtet og bringe hvert Districts For-
dringer i behørig Orden. Dermed hævedes Storthinget in
pleno, og Odelsthinget havde senere et Møde, hvori adskillige
Forslag oplæstes.
Dr. Garmann beklagede sig over, at hans Iver for Sko-
levæsenet mødes med Lunkenhed af Stiftsdirectionen, og det
|
| s.169 | begynder at blive ham, som det længe har været mig, en
Aands Fortærelse. -- Hr. Hammer er bleven Skolelærer i
Brevig. Hans Fader havde i Throndhjem i sin Velmagts og
Biskop Bechs Ringheds Dage været dennes fortrolige Ven.
Paa Grund heraf modtog Bech ham som en Lysets Engel og
beredte ham strax anstændig Forsørgelse. Det er mig over-
maade kjært, dels for hans egen Skyld, dels for min, da han
ikke synes at have aflagt det paatrængende Væsen, som i Kjø-
benhavn var mig til saameget Besvær.
1ste August.
Præsten Bodum havde Anmodning til mig fra Provst-
inde Hount, om at tale med Kronprindsen -- jeg vidste selv
hvorom. Ja desværre! jeg ved det. Paa sin Sygeseng talte
Hount om, at hans Efterladte kunde gjøre sig grundet Haab
om Pension fra Regjeringen -- og for hvilke Fortjenester?
-- O, jeg er saa fuldt forvisset om, at min afdøde Ven har
talt og handlet efter Overbevisning. Hans Frimodighed endog
i Dødstimen er mig sikker Borgen; men dette Fædrelands-
sind, hvorfor han udnævntes til Ridder af Nordstjernen, disse
Fortjenester af Staten, hvorfor Naadsensaarets Forlæn-
gelse kunde bevilges hans Enke, denne Pension ikke af den
norske Statscasse, men af den svenske Regjering --
-- jeg takker Gud, at intet saadant har tilveiebragt mig no-
gen af mine to Ordener, og at, naar jeg døde, min Enke og
mine Børn hverken offentlig eller privat kunde ved saadan min
patriotiske Daad tro sig anbefalet til Understøttelse.
2den August.
Endskjønt et Trykningsdecret var Storthingets vigtigste
Forhandling idag, var dog dette nok i sig selv og med Hen-
syn paa dets Følger af megen Betydning. Biskop Sørensen
erklærede denne Dag for den lykkeligste, han har oplevet paa
Storthinget, og troede, at den lovgivende og executive Magt
|
| s.170 | nu ere for saavidt komne paa det Rene med hinanden, at der
af denne intet constitutionsstridigt Indgreb vil vorde forsøgt,
og at det, om det end skulde voves, maa hos hin, nar den vil
være conseqvent, møde saa kraftig Modstand, at det bliver frug-
tesløst. Det var en Motion af Nansen, som forhandledes.
Han begyndte med en lang (altfor lang) Indledning, hvor han
fortalte om fire Venner, A, B, C og D, af hvilke A og B
efter langvarige Misforstaaelser havde nærmet sig til hinanden,
og knyttet helligt Broderbaand, men C, begges Fortrolige, gik
om og strøede Mistro og Uenighedssæd mellem dem. D der-
imod, som var en oprigtig Ven af begge, søgte at udjævne
Sagen, fortalte B aabenhjertig, hvad A med Føie syntes at
kunne paaanke, og søgte at tilfredsstille denne med den For-
sikring, at B vist vilde hæve al Grund til Misnøie, naar Sa-
gen med broderlig Frimodighed og Tillid blev ham foredragen.
Nansen gik nu over til Anvendelsen: A er Norge og B Sver-
rig; D's mæglende Rolle ønskede han selv at spille, og at
hæve den Misforstaaelse, C, hvis Original stedse er funden,
findes og vil findes at existere blandt alle Folk, kunde frem-
bringe. Ifølge heraf fremførte han 6 af Regjeringens Yttrin-
ger og Foranstaltninger, hvorom doleredes blandt det norske Folk.
1. At fem Statsraader og en Statssecretair udnævntes af
Storthingets Midte, paa en Tid, da dette endnu ikke var
opløst, og fungerede der til den sidste Dag.
2. At Oberst Holst er udnævnt til Commandant over Lan-
dets vigtigste Fæstning. Han forlod sit Fædrelands Tje-
neste, og gik ind i et andet Lands, vistnok med Regjerin-
gens Samtykke, men han blev i dette Lands Tjeneste, da
det førte Krig med hans Fædreland, og, er det end ei
fuldeligen bevist, Grund har man dog til at tro, at han
har ført Avindskjold mod dette, at han med Vaaben i
Hænder har betraadt dets Grændser, indlemmet i en Arme,
der da overfaldt det som Fiende, at han altsaa er Lands-
|
| s.171 | forræder. Om han har gjort Ed, at hævde Norges
Selvstændighed, ved man ikke, men at han ei har gjort
den førend i Anledning af hans Udnævnelse til denne
Commandantpost, er vist nok.
3. At den hæderlige Olding Statsminister Anker ved sin
Ophøielse til Serafimer-Ridder kaldes en af Rigets Her-
rer. Dette Udtryk er Nordmanden aldeles uforstaaeligt.
Norge erkjender efter sin Grundlov kun een Herre: Kon-
gen, og er Anker udnævnt til en af det svenske Riges
Herrer, da kan han efter Grundloven ikke være norsk
Statsminister.
4. At en Del af Aggershus Fæstning uden Storthingets Sam-
tykke er bestemt til at sløifes, da Grundloven dog fordrer
dette til enhver Forøgelse eller Formindskelse i Krigsmag-
ten, og en Fæstnings totale eller partielle Sløifning dog
unægtelig er en Formindskelse i et Lands militaire Styrke.
5. At Kongen, uagtet Grundloven kun tilsteder Benaadning,
efterat Høiesteret har dømt, har, inden nogen Dom var
falden, benaadet dem, der i sidste Krig havde paadraget
sig Nationens Mistanke for at have overtraadt eller for-
sømt deres Pligter, hvilken Benaadning nogle ogsaa har
været lave nok til at modtage.
6. At ved Politiplacat Adgang til Christiania under Stor-
thinget var Fremmede forbuden. Man vilde vel sige, at
det var for ei at forhøie Husleiens og Levnetsmidlernes
Priser, men muligen lod det sig tænke, at man frygtede,
Fremmede kunde have Indflydelse paa Thingets Forhand-
linger, en høist fornedrende Mistanke for et frit Folks
Repræsentanter.
Nansens Forslag var altsaa, at en Committe skulde ned-
sættes, lade sig forevise Statsraadets Protocoller med Hensyn
paa disse Ankeposter, og give Indstilling derom til Storthin-
get, som da skulde indgive underdanig Forestilling om at faa
|
| s.172 | de indtrufne Anomalier saasnart og saavidt muligt hævede.
Efter Reglementet skal allerførst bestemmes, om et saadant
Forslag skal trykkes og omdeles blandt Storthingets Medlem-
mer. Præsidenten spurgte Nansen, om han ønskede det trykt,
hvortil han svarede, at saafremt Storthinget fandt det Op-
mærksomhed værd, var dette hans Ønske. Christie erklærede,
at han ei kunde bifalde Trykningen, da Hensigten med Tryk-
ningen -- for Medlemmerne, ikke for Publikum -- var, at de
under Debatterne kunde overse, hvad der ved den blotte Op-
læsning ei saa godt kunde mærkes eller erindres. Her var
derimod Begyndelsen et Eventyr, og hvad der udgjorde Hoved-
sagen, forekom ham saa kort og let overskueligt, at Trykning
ei behøvedes. Herimod opponerede Lange, Ræder og Bonne-
vie, den sidste dog med det Tillæg, at Indledningen burde ude-
lades. Weidemann derimod erklærede sig for Christies Mening,
og foreslog en Udsættelse, der indsaaes at maatte kjølne Ind-
trykket. Det kom til Votering ved Navneopraab, og 58 Stem-
mer mod, 26 var for Trykningen. Det er mærkeligt, og et
seirende Bevis mod dem, der vil have Embedsmændene ude-
lukkede fra Folkerepræsentationen, paa Grund af deres Afhæn-
gighed af Regjeringen, at blandt disse 26 Opponenter var
kun 5 Embedsmænd (Christie, Weidemann, Bergh, Sibbern
og Bonnevie; det sidste er mig ubegribeligt) og at de fleste
vare Bønder, hvorimod 29 Embedsmænd voterede for Tryk-
ningen, og deriblandt alle Storthingets Militairpersoner. Det
skal undre mig, om ikke dette Resultat bebuder Christies Fald
fra Præsidentstolen. Hans Popularitet er i den sidste Tid
meget aftaget.
Derefter fremkom Nansen med et nyt Forslag om en norsk
Ridderordens Oprettelse, da dennes Uddeling altid maatte for-
udsætte Fortjeneste af Norge, hvorimod man ei kan vide, naar
man ser en svensk Orden paa en Mands Bryst, hvilken af de
tre Interesser: Norges, Sverriges eller ogsaa Regjeringens der
|
| s.173 | har ledet denne Mand i hans hædrede og lønnede Daad. Han
foreslog altsaa, enten at indgaa til Kongen med umiddelbar
Ansøgning om en saadan Ordens Oprettelse, eller ogsaa at
overgive Sagen til Constitutionscommitteen, som Forslag til
en Artikkel i Grundloven, som ved næste Storthing skulde af-
gjøres. Dette forekom Præsidenten mere at qvalificere sig til
Trykning end det forrige, men Nansen frabad sig det, og det
besluttedes enstemmig, at det ei skulde trykkes.
Blandt de Erindringer, Tybring gjorde i Nationalbladet,
var og, at den blaa og gule Farve prædominerer i Unions-
flaget, medens den røde og hvide spiller en meget underordnet
Rolle. I den Anledning anføres af Jonas Rasmus's Norges
Beskrivelse, at de norske Kongers Hoffarve i ældre Tider var
blaa og gul. Altsaa bliver da det Blaa og det Gule vore
Nationalfarver, den røde og den hvide Farve bleve det ved
Foreningen med Danmark, men komme os nu ikke længer ved.
3die August.
Jeg havde Besøg af en ung Finlænder, der uden Adres-
sebrev reiser om i Norge for at bese sig. Han talte Svensk,
men kjendte intet til Grev Essen eller nogen anden herværende
Svenske, og syntes ei heller at kjende nogen Norsk, men da
han havde hørt, at jeg nogle Gange har været i Bergen, vilde
han consulere mig, hvorledes man beqvemmest med egen Voi-
ture kunde komme derhen og derfra til Christianssand. Jeg
sagde ham, hvad jeg vidste. Hvorledes han efter hin Politi-
placat, som russisk Undersaat, kunde komme her, forstaar jeg
mig ligesaalidt paa, som jeg kunde orientere mig i Henseende
til Personen og hans Reises Hensigt. Han var ung, saa
uskyldig, næsten enfoldig ud, -- jeg vilde ellers fristes til at
anse ham for en Spion, Emissær, Gud ved fra eller til hvem.
Nu maa jeg lade den Tanke fare og suspendere mit Judici-
um. -- Da han var gaaet, kom Hr. Hammer for at sige mig
|
| s.174 | Farvel. -- Han præsenterede mig med det samme sin Halv-
broder (en Toldbetjent), og spurgte, om jeg ikke kunde anbe-
fale ham til bedre Levebrød, -- et Vink om, hvad jeg kunde
ventet mig, om han længe var bleven her. Han blive da
evig i Brevig!
Den af Sverdrup og Skjelderup persiflerede Præliminair-
Examen for Læger og Jurister er nu (Forodningen derover
nemlig) under 1ste Committees Bedømmelse, der finder me-
get svage Sider i den.
4de August.
Storthingets Forhandlinger begyndte med at gjennemgaa
to Ansøgninger om Naturalisation fra Søofficiererne Capt.
Lous og Lieutenant Parnemann. Den Første havde hæderlig
Afsked af den danske Regjering og Attester om udmærket Due-
lighed og Indsigt i sit Fag. Han søgte Naturalisation ube-
tinget, uden at forbeholde sig Ansættelse i noget Embede, som
det overalt ei stod i Storthingets Magt at give ham. Ikke
destomindre fandt Christie det nødvendigt, først at forespørge
sig hos Regjeringen, om denne Mand behøvedes til Statens
Tjeneste, da der ellers ei var skjellig Grund til at naturalisere
ham. Med Føie indvendte Nansen, Lange, Ræder og Bonne-
vie, at dette ei alene var et unødvendigt Spørgsmaal, da Ta-
len kun var, om han qvalificerede sig til Naturalisation, og
det siden maatte overlades til ham, at vælge sin udvortes
Stilling som norsk Borger, men at det og var aldeles stri-
dende mod Grundloven og det extraordinaire Storthings Be-
slutning, da en saadan Erklæring fra Kongen, naar den faldt
benægtende ud, var hverken mere eller mindre end det Veto,
hvorimod man med saa megen Iver havde kjæmpet, og som
man havde faaet afværget. Christie holdt imidlertid fast paa
sin Mening, hvilken ogsaa Weidemann tiltraadte, og det var
først efter en lang Debat, især med den ubøielige Weidemann,
|
| s.175 | at det kom til Votering, hvorved hin Forespørgsel med 70
Stemmer mod 14 forkastedes. Uden Vanskelighed og Mod-
sigelse decreteredes nu Lous's Naturalisation enstemmigen. --
Mindre heldig løb Sagen af for Parnemann, en Svigersøn af
Jens Michael Lund i Farsund. Lig Kjellingen, der paa en-
gang ofrede Voxlys til Englen Mikael og Dragen, søgte han
forsigtigvis at naturaliseres i Norge, uden at være afskediget
af dansk Tjeneste, og belagde ikke sin Ansøgning med ringeste
Attest, undtagen fra Sorenskriver Bøckmann, at han var gift
og eiede Hus i Farsund. Efter vedkommende Committees
Indstilling decreteredes lige enstemmigen, at der, inden disse
Mangler vare hævede, Intet kunde gjøres ved den Sag. --
Da dette var afgjort, og man siden, efter Kirkesanger Bjørn-
sens Forslag, havde decreteret, at hos Statsraadet skulde reqvi-
reres Fortegnelse over alle Pensioner, som udbetales af Stats-
cassen, samt Udsigt over Pensionisternes Kaar, kom man ende-
lig til Hovedsagen: Stoltenbergs Forslag, at Statsraadets
Protocoller skulde eftersees, med hvilket Nansens bragtes i
Forbindelse, da man blev enig om, at dets Trykning ikke be-
høvede at oppebies, siden der dog nu ei kunde debatteres om
de enkelte Puncter, og Spørgsmaalet blot var, om en saadan
Committee skulde nedsættes. I en af de forrige Sessioner,
som jeg ikke bivaanede, var tvistet om det Udtryk: "Det til-
kommer Storthinget at efterse Statsraadets Protocoller",
hvilket Christie havde erklæret for en Rettighed, ei som
en Forpligtelse, og fik det ogsaa dengang drevet igjen-
nem. Biskop Krogh begyndte Debatten med en Declamation,
der mest indeholdt de almindelige Grundsætninger om Fol-
kefrihed m. V., som Ingen har bestridt, og berørte iøvrigt
Nansens Forslag som en ædel og frimodig Patriot værdigt,
kun fandt han Indledningen trættende vidløftig, hvilket Præ-
dicat de fleste Tilhørere nok ogsaa tillagde Hans Høiærvær-
digheds Tale. Kortere, vakrere og Sagen mere vedkommende
|
| s.176 | talte Sorenskriver Schjøtz. Ogsaa Schultz sagde nogle Ord,
men det bortfaldt rent mod en, ikke lang men mesterlig
Tale af Bugge, vistnok som ægte demosthenisk Tale det før-
ste, som er hørt i nogen af Norges Rigsforsamlinger. Denne
Tale vil maaske dog give Anledning til en Injurieproces.
Bugges Ord faldt engang omtrent saaledes: "Det er be-
kjendt, at et gammelt indgroet Had har fundet Sted mellem
de Svenske og Norske. Had forvandles ikke strax til Kjær-
lighed, og at Nordmændenes Kjærlighed til de Svenske,
idetmindste paa den vestre Side af Glommen,
endnu ikke kan være stor, lader sig begribe. Kom vi nu
hjem til vore Committenter, og de spurgte os om, hvorledes
vi behandledes af vor Regjering, maatte det da ikke krænke
dem, vække Mistro og Misnøie, naar vi svarede: "Vi ved
Intet, uden hvad Regjeringen selv har sagt os". Naar vi
derimod kunde sige: "Vi have efterseet Statsraadets Proto-
coller, og fundet Regjeringens Foranstaltninger retfærdige og
velgjørende for vort Land", hvor maatte det da ikke bidrage
til at befæste det knyttede Broderbaand?" Da Bugge var
færdig, reiste Tank sig og sagde, at han efter en Paragraph i
Reglementet troede sig beføiet til at kalde Taleren til Regn-
skab for det fornærmelige Udtryk, at "Kjærligheden til Sver-
rig paa vestre Side af Glommen ei kunde være stor".
Bugge svarede, at da Sverrig selv laa paa Østsiden af Glom-
men, saa var det troligt, at de Svenske altid havde staaet i
nøiere Forhold til de Nordmænd, som vare deres nærmeste
Naboer; desuden havde denne Del af Norge været occuperet
af de Svenske nogle Maaneder førend det øvrige Norge ved-
kjendte sig Forbindelsen med Sverrig, og i den Tid kunde
de have bragt denne Egns Indvaanere til en Overtydning
om deres Redelighed og Velvillie, som vi Andre først senere
og langsommere kunne erholde. Hermed lod Tank sig ikke
nøie, men gik over til personlige Invectiver, og sagde, at det
|
| s.177 | var ham bekjendt, hvorledes Bispen endog paa Prædikestolen
havde brugt haanende Udladelser om Smaalenenes Indvaa-
nere, og især den By (Frederikshald), han repræsenterede.
Dette erklærede Bugge for aabenbar Usandhed, krævede de
tilstedeværende Throndhjemmere til Vidne paa, at han aldrig
havde sagt saadant, og forbeholdt sig at anklage Tank til
Strafs Lidelse for en saadan Calumnie. Nu lagde Præsi-
denten sig imellem og kaldte til Dagens Orden, idet han
derhos sagde, at, skjønt han fandt Bugges Udtryk upassende,
og fremfor Alt Sagen uvedkommende, saa vare de dog ikke
af den Beskaffenhed, at benævnte Paragraph i Reglementet
kunde anvendes paa dem. (Under dette Intermezzo maatte
jeg lykønske Hount med hans Hvile i Graven. Hans Hef-
tighed og Arrogance vilde uden Tvivl af de djærve Oppo-
sitionsmænd, in specie Bugge, paadraget ham mange Kræn-
kelser). Endnu fremstod Bonnevie og talte med megen Kraft
og Lidenskabelighed, og da ei en eneste Modstemme var hørt,
afgjordes Sagen paa korteste Maade, og Revisionen af Stats-
raadets Protocoller vedtoges enstemmigen. En Motion af
Sørensen, at den ogsaa maatte strække sig til den norske Re-
gjerings Protocoller i Stockholm, hvoraf skulde fordres be-
kræftet Afskrift, antoges uden Modsigelse. Efterat man var
bleven enig om, at Committeen skulde bestaa af fem Med-
lemmer, skred man til Valg, og dette Valg vidnede tydeli-
gen om, at Storthinget bifalder Nansens Skrift, og vil med
Kraft vaage over Nationens Rettigheder. Det var uden
Tvivl de djærveste, urokkeligste Stridsmænd i Forsamlingen,
der valgtes, nemlig:
Nansen med 60 Stemmer,
Bugge " 50 --
Stoltenberg " 43 --
Lange " 40 --
Bonnevie " 22 --
|
| s.178 |
Saavidt jeg erindrer, havde Sørensen og Krogh næst
disse de fleste Stemmer, hvorimod Christie kun havde 8. --
Nu foretoges et Forslag af Barlien, som, da Storthinget
havde decreteret Trykningen af Nansens Forslag, nu vilde
give det ret megen Publicitet, og foreslog derfor, at 300 Ex-
emplarer skulde trykkes og 3 -- 4 Exemplarer meddeles til
hvert Medlem. Mod dette Forlsag (som faldt igjennem) op-
ponerede Christie, hvori han nok havde Ret, men det havde
han ikke, da han gav sig til at recensere Nansens Skrift,
lastede atter Indledningen som lang og Sagen uvedkom-
mende (som den dog vist ikke er) og fandt det følgende
Recit upassende, da han alt havde fældet Dom over det,
som nu først skulde undersøges, hvilket han erklærede for en
bagvendt Fremgangsmaade. Nansen forsvarede sig godt,
og endte med, at, hvad man end vilde dømme om hans
Fremgangsmaade, saa maatte han erklære Præsidenten, at han
havde brugt den samme paa en end mere stødende Maade,
da det vel var et unægteligt Præjudicat, at kalde noget bag-
vendt, som endnu ikke havde været underkastet offentlig Be-
dømmelse.
|
| bla bakover |