8de Juli.


   Fra Bispen kom igaar Ordre til os tre Præster ved disse
Menigheder at berede til Døden en national Artillerist, som
for at faa nogle faa Daler havde dræbt en halvvoxen Dreng i
Enebak Sogn. Jeg sendte i Dag mine Colleger denne Ordre,
tilligemed det Brev, hvori jeg med indlysende Grunde viste, at
jeg var aldeles uskikket dertil. Hvem af dem, der skulde om-
vende Synderen, vilde jeg overlade til dem selv, men foreslog
dog Kjerschow, hvilken jeg i flere Henseender fandt mere qvali-
ficeret end Borch, en Pille, som jeg forsukrede for den Sidste
ved at tillægge mig selv de samme Mangler, jeg erkjendte hos
ham: et mindre blidt Aasyn, større Tilbageholdenhed i Om-
gangstone og en Svæven mellem Palæologie og Neologie, der
gav vor fortrolige Religionssamtale mindre Hjertelighed.

   Paa Storthinget valgtes en Committe til at revidere de
svenske Rigsdagsforhandlinger angaaende Forening, Arvefølge,
Kongevalg o. desl.1. Valget faldt paa Biskop Bugge, Christie,
Falsen, Statsraad Aall og Bergh. Derpaa oplæstes et Forslag
af Borchsenius om at oversætte og trykke bemeldte Rigsdags-
conclusion, og uddele et Exemplar til hvert Medlem. Bonne-
vie og Lange understøttede Forslaget med Eftertryk. Tank og
Nansen vare imod det. Christie mente ogsaa, at Trykningen
var baade Tids- og Pengespilde; derimod mente han, at den
s.141   burde oversættes, oplæses i Storthinget og leveres hvem der for-
langte den til nøiere Gjennemlæsning og Afcopiering. Man væ-
vede meget længer om den Sag, end den var værd. Endelig
kom det til Votering, og Forslaget om Trykningen faldt igjen-
nem med 53 Stemmer mod 28. Nu spurgtes, om Documen-
tet skulde oversættes og oplæses, hvilket vedtoges mod en ene-
ste Stemme (Borchsenius's).

   Rigstidenden fortæller ikke et eneste Ord om Høiesterets
og Storthingets Aabning. Herover harmedes jeg og nedskrev en
Klage for Intelligentsseddelen eller Nationalbladet, men da dette
endnu ikke er begyndt og Indrykkelsen i Intelligentsseddelen ko-
ster Penge, holder jeg den tilbage, og overgiver Døderlein til
hans forvendte Sind. Istedetfor dette indeholder Rigstidenden
blandt andet en Opsats af Provst Hertzberg om Bibelselskaber
i hans excentriske Maneer. Blandt andet udbryder han om
England: "Herregud! fra et og samme Land udkommer Con-
greves Brandpile og Bibler! Jac. 3, 9".




9de Juli.


   Professor Rosted vil endelig have en norsk Ridderorden
oprettet, og den skal hedde den store Bjørns Orden. Jeg
troede ikke, den gamle simple Mand interesserede sig for saadant
Fjas. -- Provst Aschenberg gjorde mig et Besøg. Jeg har
ikke seet ham siden den skrækkelige Formiddag for 22 Aar siden,
da ham brølede i Garnisonskirken i fem fulde Qvarteer, det
hele homiletiske Selskab til megen Qvide. Manden roses me-
get som forstandig og retskaffen; han forekom mig ogsaa hel
interessant, og jeg lover mig Glæde af det fornyede Bekjendt-
skab. Han er nu Præst paa Røraas.




10de Juli.


   Nok en Seier (det haaber jeg idetmindste) har den gode
Sag vundet. Bispen havde bedet Hersleb og mig komme ud
til ham i Formiddag, for at gjøre endelig Aftale om Bibel-
s.142   selskabet i Anledning af en kjærlig Paamindelse, Rosenblad ved
Motzfeldt havde ladet give Bech. Allerede havde Hersleb ud-
arbeidet en saare god Indbydelse i det kraftige, religiøse Grundt-
vigske Sprog, hvori det er hel passende at tiltale Almuen.
Men nu kom Bech frem med det Forslag, at ikke hele Bibelen
skulde trykkes, men blot det nye Testamente og udvalgte Ste-
der af det gamle. Han anførte som et Exempel instar om-
nium det Ønske af David: "Udøv din Vrede over Hedningerne,
over dem, som ikke kjende dig!" hvorledes Sværmeri og Fa-
natisme kunde misbruge saadant, Spotteren finde Næring for
sin Persiflagelyst, og Hinder lægges i Veien for Oplysnings
Udbredelse. Hersleb og jeg modsatte os med Fasthed denne
Kalfatring, især at Fragmenter af en Bog skulde trykkes og
andre igjen udelades. Hele Bibelen, erindrede vi Begge, an-
sees af Almuen for Guds Ord, og den Tid, da den som saa-
dan ogsaa holdtes høit i Ære, var fra den moralske Side uden
Tvivl bedre end denne; endvidere: at Religionens Fiender just
ved at see disse Steder udskudte af en autoriseret Bibeludgave,
vilde finde ny Anledning til at nære og udbrede Ringeagt for
samme; at Fanatikeren just ved saadant gives frit Spillerum,
da han i de gamle Bibler, som dog ei kunde eller burde ud-
ryddes, vilde vise Almuen de forkastede Steder, og gjøre disse
dobbelt dyrebare i dens Øine: at der ogsaa i det nye Testa-
mente findes uanvendelige og uforstaaelige Steder, som ligesaa-
vel kunde misbruges som noget i det gamle: og at, naar man
saa Tingen fra den rette Side, den Forargelse, Bibellæsning
har voldt, inden Spotternes Angreb begyndte, uden Tvivl er
overmaade ringe. In specie anmærkede jeg: at, hvis det var
et i vort Sprog hidtil ubekjendt Skrift, der skulde oversættes,
lod saadan Forkortelse og Udeladelse sig practisere, men ikke
med en Bog, der har været kjendt i Aarhundreder og er
endnu i mangfoldige Hænder: og at, hvad denne Udeladelse
selv angik, vilde den være yderst vanskelig, da den subjective
s.143   Anskuelse er saa yderst forskjellig, og jeg for min Del maatte
aldeles frasige mig dette Arbeide. Ved Indvendingen om det
nye Testamente kom Bispen med et nyt Project, at nemlig
hvert Evangelium eller Brev skulde have en Indledning, hvor
Indholdet fremsattes og gjordes forstaaeligt, og alle Fordomme
og Misforstaaelser, som deraf kunde udledes, bleve hævede.
Herimod var Hersleb Hovedopponent, men ogsaa jeg traadte
over paa hans Parti, især, maa jeg sige, ved den Forestilling,
at Bech upaatvivlelig selv vilde skrive Indledningerne. Han
maatte omsider give efter i Alt, forsikrede, at han aldrig var
paastaaelig i sin Mening, at han vel endnu ikke var overtydet
om Rigtigheden af vor Paastand, men veg med Fornøielse for
Pluraliteten. -- Jeg maatte ofte gjøre Vold paa mig, for ikke
at blive varm, og Hersleb siger det samme om sig. Det for-
længede maaske Ventilationen, men havde vist gavnlig Indfly-
delse paa Resultatet, og var et nyt Bevis paa det Gamle:
gutta cavat lapidem, non vi, sed sæpe cadendo Hvad vilde
Rosenblad, hvad vilde Biskop Brun sagt, om man havde sendt
dem en saadan moderniseret, castreret Bibel?

   Paa Hjemveien var jeg et Øieblik inde hos Statsraad
Aall, og hørte med Forbauselse efter en engelsk Avis, at Na-
poleon, efter et tabt Hovedslag, har udgivet en Proclamation,
der begynder med de Ord: "Min politiske Bane er endt", og
nedlagt Regjeringen til Fordel for sin Søn. Men mon de
allierede Magter ville sanctionere denne Betingelse?




11te Juli.


   Førend jeg gik ud, havde jeg et Besøg af Borch, som
takkede mig for den Aabenhjertighed, hvormed jeg havde sagt
min Mening om ham og Kjerschow i Anledning af Delinqven-
ten, men lod mig derhos vide, at de vare blevne enige om, at
han skal omvende Synderen, hvortil han og havde Lyst, og
saa give da Himmelen sin Velsignelse! Jeg maa ellers sige,
s.144   Borch behager mig langt mere nu end før, ja jeg finder ham
endog ret godlidende; kun hans utækkelige Fremgangsmaade
ved Alt, hvad der hører til den offentlige Gudstjeneste, kan jeg
aldrig vænne mig til.

   I Storthinget foretoges den svenske Rigsdags Beslutning
over de til Foreningen sigtende Paragrapher i vor Grundlov,
og Kongens derpaa grundede Forslag til en Rigsact. Van-
gensteen havde tilbudt sig at oversætte hint Conclusum paa
Stedet, men Borchsenius o. Fl. protesterede mod en saadan
Oversættelse aus dem Stegreise; det blev altsaa overdraget
Bonnevie ordentligen at udarbeide den. Da Oplæsningen
skulde skee, opkastede Nansen det Spørgsmaal, om Silverstolpes
famøse Dictamen til Protocollen ogsaa skulde oplæses, og er-
klærede, at han i saa Fald fandt sig beføiet til at gjøre vig-
tige Indvendinger derimod, medens han ellers vilde ignorere
dets Tilværelse. Tank og Christie troede, at det burde forbi-
gaaes; Andre, især Lange, Ræder, Bonnevie og Foged Budtz
vilde have det oplæst, og da det oplystes, at bemeldte Conclu-
sum var officielt meddelt samtlige Storthingsmænd med ved-
føiet Dictamen, blev med Pluralitet af 66 Stemmer mod 14
bestemt, at Hr. Silverstolpes haarde Ord skulde oplæses. Da
Læsningen var til Ende, fremstod Nansen og sagde, at han,
for at forebygge unyttige og ubehagelige Ventilationer, vilde
lade disse Udladelser for Øieblikket gaae upaaankede hen, hvor-
imod han forbeholdt sig at vedlægge Protocollen sin skriftlige
Betænkning til Indrykkelse i Storthingsforhandlingerne, for at
det kunde erfares, "at der er Mænd i Norge, der føle som
Nordmænd, ligesom der er Mænd i Sverrig, der føle som Sven-
ske". -- Nu gjennemgik man Rigsacten Punct for Punct,
hvilket var særdeles kjedsommeligt. Lange viste sig ret som en
ægte Krakeler. Bonnevie erklærede, at han troede i saadan
vigtig Act hvert Ord med ængstelig Nøiagtighed burde veies,
og Nansen erkjendte det for sin Pligt ei at tilbageholde sin
s.145   Mening i Noget, han finder at staa i Forbindelse med Fædre-
landets Vel, og denne Krakelen, denne Tro og denne Pligt
blev og bliver vel fremdeles under det hele Storthing "samlet
paa en Maade", at det vil koste Statscassen nogle 100000
Courantdalere, og gjøre Storthinget et Par Maaneder lang-
varigere, end det ellers var blevet. -- Hount, som er syg, talte
med Mishag om det Silverstolpske Dictamen, og tror deri at
finde Udtrykket af den herskende Mening paa Rigs-
dagen.




12te Juli.


   Vandt Biskop Bugge virkelig Grev Essens Yndest ved
første Samtale, synes den allerede tabt, og tør jeg antage
Wahlstrøm for hans og det øvrige svenske Personales Organ,
betragtes han for sin Kaadmundethed af Alle med Ringeagt.
Strax i Forgemakket, inden den første Samtale med Greven,
havde han i det hele Adjutantskabs Nærværelse skoptiseret over
Frederik den Sjette til stor Forargelse for de Svenske, der idet-
mindste i deres Domme lade den fromme, velmenende, redelige
Dankonge vederfares Ret. -- Grev Vargas, fortalte Wahl-
strøm endvidere, skal være en ren Avanturier, aldeles ikke Mal-
theserridder, uvist endog om han er Greve og hedder Vargas.
I Italien havde han spillet en maadelig Rolle, men ved sit
behagelige Omgangstalent og sit Anstrøg af Lærdom havde
han indsmigret sig hos den danske Baron Schubart, som havde
givet ham Adresse til sin Svoger Grev Schimmelmann. Ved
hans og Grevindens Protection havde Vargas faaet Adgang
til Hoffet, var bleven Kammerherre, fik Ordre til paa Statens
Bekostning at gjennemreise Norge som Mineralog, blev nu en
af Prinds Christians Raadgivere og Yndlinge, og, sagde Wahl-
strøm, "saasnart jeg hørte, at Vargas var en af hans Fortro-
lige, fornam jeg strax, hvad Klokken var slagen". Det er vir-
kelig beklageligt, at man med redeligste Villie ikke er istand til
s.146   at agte en eneste af vor forrige Konges nærmeste Omgivelser,
Thygesen maaske undtagen, som dog Treschow fandt tvetydig.




13de Juli.


   Saxild gjorde mig Visit, for at takke mig for den Tid,
vi havde staaet i Embedsforhold til hinanden. Jeg hørte af
ham med Fornøielse, at ogsaa Flor har i et alvorligt Brev
taget Afsked fra Skolen og Selskabet, og at Garmann, Borch
og Feyring have protesteret mod Valgets Gyldighed, men intet
Svar faaet, undtagen at Administrationen har gjentaget sin
Bekjendtgjørelse i Avisen, at Generalforsamlingen opsættes til
i Vinter, da der nu Intet er at afhandle. Saxild tror, at
hele Selskabet for Christiania Byes Vel ligger in agone, men
da vil maaske Søndagsskolen, uafhængig af en skjødesløs og
uskjønsom Overbestyrelse, leve et desto kraftigere Liv.




14de Juli.


   Hos Secretair Rougtved var stort Mandfolkselskab. Der
blev drukket temmelig meget, var Sang, tilsidst og nogen Støi,
men ingen liderlige Viser og Alt indenfor Anstændighedens
Grændser. -- Christie beklagede, at jeg ikke havde været paa
Galleriet idag, da Biskop Krogh og Jørgen Aall havde oplæst
Replikker mod Silverstolpe og en Formaning af Tank havde
voldt Debatter.




15de Juli.


   For første Gang i dette Aar har jeg bivaanet en Stor-
thingsforhandling, der havde nogen Interesse. Det saa rigtig-
nok temmelig flaut og tomt ud fra Morgenen af. Rigsacten,
som omsider var færdig og renskreven, skulde underskrives og
forsegles af samtlige Medlemmer. Dette medtog en ugudelig
lang Tid. Da man endelig var færdig med dette Arbeide, stod
Reglementet for Storthingets Forhandlinger for Tour, men
Præsidenten anmærkede, at Klokken alt var et, og at den før-
s.147   ste Paragraph om de foreslaaede Committeers Organisation,
neppe kunde debatteres og afgjøres paa ringere end 2 Timer.
Man blev enig om at ajournere Sagen til Mandag. Derimod
oplæstes strax et Forslag af Niels Aall, som stod i Forbindelse
dermed. Ogsaa J. Aall, Sørensen og Sibbern indgave skrift-
lige Forslag, som kun i ubetydelige Modificationer vare afvi-
gende fra hverandre. Alle vare enige i, at samtlige Storthin-
gets Medlemmer skulde arbeide i Committeerne, et vist Antal i
hver, og at, da det neppe var muligt ved Votering at iværk-
sætte denne Fordeling, endsige gjøre den hensigtsmæssig, saa
at Ingen kom paa uret Sted, Ingen udeluktes og Ingen valg-
tes to Gange, -- en Valgcommitte skulde udnævnes, der havde
at besætte de øvrige Committeer. Som almindelig Regel fo-
resloges, at nogle Lagthingsmedlemmer skulde være i hver Com-
mitte, men at samtlige Formænd skulde være af Odelsthinget.
Dermed blev den Sag henlagt, og nu fremdrog Christie Tanks
ovenmeldte Formaning, hvorover skulde fattes Beslutning,
hvorvidt den nemlig skulde trykkes paa Statens Bekostning.
Den oplæstes, og indeholdt i Grunden slet intet Andet,
end en temmelig superficiel Opfordring til Storthinget, at
henvende sin Opmærksomhed især paa tre Puncter: Finants-
og Pengevæsenet, hensigtsmæssig Anvendelse af Landets Pro-
ducter, og Indskrænkning af udenlandske Luxusvarers Brug.
Korteligen sagde Bonnevie og Krogh deres Tanker herom,
og yttrede, at det kunde være ret godt, om saadant tryk-
tes, men at det, som en Storthinget i nærværende Øie-
blik uvedkommende Sag, ingenlunde burde trykkes under dets
Autoritet og paa offentlig Bekostning. Vidtløftigere gjen-
nemgik Christie Stykket Punct for Punct, og viste, at deri in-
deholdtes intet Nyt, intet, som jo allerede ved den Eidsvoldske
Rigsforsamlings Beslutning og siden ved Kongens Propositio-
ner var erklæret at henhøre blandt de Gjenstande, der paa dette
Storthing fortrinligen skulde tages under Overveielse. Ikke
s.148   uden Lidenskab, men i et smukt Sprog og med en Orden og
Færdighed, der bebudede os i ham en af Storthingets første
Extemporaltalere, forsvarede Tank sig, og fralagde sig al Mis-
tanke for at ville producere sig som Storthingets Lærer. Ef-
ter en ny Ordvexling mellem ham og Christie kom det til Vo-
tering, og med nogle og 70 Stemmer mod 6 bestemtes, at
Skriftet ikke skulde trykkes under Storthingets Autoritet. Ved
at proclamere dette Decret, tilføiede Christie, at det overlodes
Forfatteren at trykke det paa egen Bekostning. Herover blev
Tank stødt, og sagde, at i et Land, som efter sin Grundlov
har næsten uindskrænket Trykkefrihed, behøvede han Ingens Til-
ladelse til at lade det trykke. Med sin sædvanlige Finhed og
Koldsindighed svarede Christie, at han, saavidt han erindrede,
havde sagt overlodes, ikke tillodes, hvilket bekræftedes ved
almindeligt Samraab.

   Hounts Tilstand var idag saa slet, at jeg aldeles mistviv-
ler om hans Opkomst. Han ventede ogsaa selv at dø, og var
tilfreds dermed.




16 -- 17de Juli.


   Han er død, min trofaste Hount, min tidlige Ungdoms
dyrebareste Ven, min Sidemand ved Alteret, da jeg ordinere-
des til Præst, min Forlover, da jeg blev gift, min (naar Ven-
skab tages i den høieste, helligste Betydning), min eneste Ven
i Norge! Med inderlig Vemod forlod jeg ham i Løverdags
og anede med Vished, hvad der paafulgte. Han var da saa blød,
saa øm, saa resigneret, at det var mere Glædes end Kummers
Taarer, der tindrede i mit Øie ved Hjemgangen. Søndag
Formiddag kom her Bud, at han ønskede at tale med mig.
Jeg gik derhen, og traf Skjelderup, som hviskede til mig, at
han ikke kunde tro Andet, end at Sindsbekymring var Syg-
dommens første Aarsag. Skjelderup gik, og jeg talte nu med
Hount. Han var i en mindre god Stemning end forrige Af-
s.149   ten, og syntes mig, skjønt overbevist om, at han maatte dø,
med sit Hjerte fængslet mere til det Jordiske end jeg ønskede.
Med en Detail, som jeg ikke ynder, udbredte han sig over,
hvorledes han vilde klædes som Lig, og ihvorvel han forsikrede,
at der var sørget for hans Kone og Børn, troede han dog,
at Prindsen, paa Oberste Stabels og Amtmand Sibberns Fo-
restilling, vilde tilstaa dem en Pension, da baade Christianias
og Bergens Bispestole vare ham tilbudne. I min Uskyldighed
fortalte jeg ham, hvad Skjelderup havde sagt, men det angrede
jeg snart, thi han udlod sig baade om mig og Skjelderup med
en Bitterhed, som næsten kom mig til at glemme, at det var
en døende Ven, jeg havde for mig. (Jeg er siden kommen til
Overbevisning om, hvad jeg da ikke faldt paa, da hans Tale
var aldeles sammenhængende, at hans Heftighed var Feber-
phantasi, som allerede før skal have yttret sig). Ifølge min
Pligt gav jeg efter, da jeg fik tænkt mig om. Han udstrakte
sine Arme mod mig, og med gjensidig Forsikkring om Venskab
for Tid og Evighed, skiltes vi ad. Jeg troede imidlertid in-
genlunde, at hans Endeligt var saa nær, men sent samme Af-
ten kom Bud, at jeg endelig strax maatte komme til ham.
Hans Phantasi var da høist exalteret. Han, som ellers i sit
Liv var meget prosaisk, fortalte mig i et pyntet, oratorisk Sprog,
at han havde ladet mig kalde for at forkynde mig sin Død,
og saa forthen i en temmelig lang og opskruet, dog ikke
meningsløs Harangue; men efterhaanden sank han hen i en
lavere Tone, og bød mig Farvel, indtil vi saaes igjen i en an-
den bedre Verden. Siden laa han stille, og sagte og utydeli-
gen talte han for sig selv om Aanden, der svæver henad Pa-
radiset m. m. Kl. 12 gik jeg hjem, efter at have lovet at
komme igjen næste Morgen. Klokken var noget over 4 Man-
dag Morgen, da det ringede paa Gadedøren. Jeg stod op og
aabnede Vinduet; det var Horsters Pige, som lod mig vide, at
Hount var død, og bad mig fra sin Husbond om at komme
s.150   og revidere og forsegle hans Efterladenskaber. Han var om-
trent Kl. 1 falden i en dyb Søvn, den første i 8 Dage og
Nætter. Efter Skjelderups Befaling skulde han have Mixtur
hver anden Time, om han ogsaa derved skulde vækkes op af
Søvne. Horster fik ham vaagen med liden Møie. Han tog
Mixturen, derpaa laa han stille til Kl. 3 3/4, da udstødte han et
heftigt Suk, -- og borte var han.

   Vi optegnede, Horster, Capitaine de Seve og jeg, hvad
der fandtes i hans Kufferter, nedlagde Alt hvad han ei selv
skulde have paa, eller havde foræret sin Dreng, satte vore Segl
for -- og jeg gik hjem, vistnok med et tungt, vemodsfuldt Hjerte,
men dog tillige med Tak til Gud, at hans Sygdom var saa
kort og smertefri, hans Død saa rolig, og at Døden nu betryg-
ger ham mod mangehaande Krænkelser, som hans irritable Tempe-
rament sikkerligen ogsaa i Fremtiden vilde udsat ham for. At han
døde, uden at opnaa den jordiske Høihed, som han dog vel
neppe havde kunnet afslaa, naar den umiddelbar var bleven
ham tilbuden, og som han neppe havde Aandsstyrke nok til at
bære med sagtmodig Beskedenhed, anser jeg ogsaa som en
Lykke baade for ham selv og det Almindelige.




18de Juli.


   Storthinget var endnu ved Reglementets første Paragraph.
Jeg kunde ikke bare mig for at tænke paa Niels Corporals
Ord om Gert Westphaler:


           "Han om en Reise nys fra Haderslev til Kiel
                Ser Timer vævede, og kom dog kun en Mil".

Tilsidst blev dog Debatterne interessante, da Talen blev om den
af Aall foreslaaede Valgcommitte. Aschenberg oplæste en Tale
imod den, hvori han fandt dens Valg at ville vorde Magt-
sprog, der gjorde Brud paa Nationalrepræsentationens Frihed.
Man erindrede, at det just er den i Grundloven antagne Frem-
gangsmaade ved selve Repræsentantvalgene, og Spørgsmaal
s.151   blev ei, om Committeen skulde existere, men om den skulde ud-
nævne de øvrige Committeers Medlemmer, eller blot fore-
slaa dem, som var Nogles Mening. Det første antoges med
stor Pluralitet. Mere Dissents voldte et Forslag af Christie,
at fem af denne Committees Medlemmer (den skal ialt bestaa
af femten) skulde tages af Bondestanden (hvilken det er Skik
ei at nævne uden Prædicat af hæderlig, agtværdig o. desl.).
Med Heftighed opponerede Bonnevie derimod, og paastod, at
Valget burde være aldeles frit. Med Eftertryk og bon sens
protesterede og en gammel ærværdig Bonde, Hans Vestrem
af Søndre Bergenhus Amt, derimod, og erkjendte, at Embeds-
mændene langt bedre kunde bedømme og vælge de i ethvert
Fag dueligste Subjecter end Bønderne, der hverken kjendte hver-
andre eller de øvrige Storthingsmænd. Christies Forslag gik
dog igjennem, men kun med 44 Stemmer mod 39. -- Bon-
nevie harmedes meget, og troede, at hvis han ikke var gaaet
ud under Debatten og først kommen ind, da der skulde vote-
res, skulde han vel faaet de fem og endnu flere omstemt. Men
hvorfor gik han da ud under en Ventilation, hvis Udfald saa
høiligen interesserede ham? hvorfor indlod han sig i Snak med
Amtmand Falsen og Foged Bøgh, og tabte saaledes Sammen-
hængen? Jeg haaber den gode Sag Intet tabte ved dette
Resultat, og maa da tilstaa, jeg glædede mig over, at Bonne-
vie tabte. Hans famøse Ægteskabssag er endnu under Venti-
lation; man tror, at Kongen ved sin Ankomst vil kunne afgjøre
den.




19de Juli.


   I Dag var paa Storthinget en lang og interessant De-
bat, som varede 3 Timer. Anledningen gav et af Hount un-
der hans Sygdom indgivet Forslag, at Lagthingets Medlemmer
skulde have Tilladelse til at fremsætte Propositioner umiddelbar
i Odelsthinget. I Forbindelse hermed stod en Motion af Bi-
s.152   skop Krogh, at han, som bedst kjendte Nordlandenes og Fin-
markens Amter, maatte, skjønt Medlem af Lagthinget, være
tilstede ved alle Ventilationer i Odelsthinget, som angik hine
Rigets fjerne og lidet bekjendte Egne. Over disse Promemo-
rier, som forhen vare oplæste, havde adskillige Medlemmer,
hvoriblandt N. og J. Aall, Borchsenius, Bergh, Sørensen,
Tank og Barlien indgivet Betænkninger. De Fleste vilde have
Lagthingets Medlemmer hin Ret hjemlet. Nogle udstrakte den
endog til at tage Del i Odelsthingets Debatter; Andre vilde,
at de vel ikke skulde debattere, men dog være tilstede, for at
give fornødne Oplysninger. Dels extempore, dels af Papiret
fremsatte endvidere Lange (der er en skrækkelig Haarkløver),
Ræder, Bonnevie, Samsing (der maadeligen oplæste en lang
Prædiken) deres videtur, og Alle fandt det billigt, at Lag-
thingets Medlemmer ogsaa skulde have Lov til at tale i Odels-
thinget. Den første Stemme, der hævede sig derimod var So-
renskriver Rambechs. Hans Indvendinger vare korte, men
grundige og fremsattes med Held. Theis Lundegaard fandt,
at Ingen havde talt saa fornuftigt som Rambech, hvorover
Nansen blev hel vemodigen stemt, og yttrede, at ihvorvel han
villig submitterede sine Indsigter og Talenter, saa maatte det
dog være ham og Flere krænkende at høre den Yttring, at So-
renskriver Rambech havde fremført de første fornuftige Ord i
denne Sag. -- Den næste Taler var Amtmand Sibbern. Han
erklærede, at, skjønt han selv var Lagthingsmand, og skjønt
den samme Grund kunde gjælde for hans Møde i Odelsthin-
get som for Biskop Kroghs, da Smaalehnenes Amt var saa
haardt medtaget af Krigen, at der alvorligen maatte arbeides
paa dets Opkomst, saa fandt han det dog saa constitutions-
stridigt, at han umulig kunde bifalde det. Af samme Mening
var Overinspecteur Nielsen, Præsten Schultz og Kirkesanger
Bjørnsen fra Tellemarken (en vakker ung Mand med et deiligt
Organ). Men mest virkede dog Christies og Bugges udfør-
s.153   lige Taler til det endelige Resultat. Den Sidstes var især
udmærket skjøn og grundig. Han talte fornemmelig mod den
Fortolkning efter Grundlovens Aand, hvorpaa et Par
havde beraabt sig. Dette Aandevæsen erklærede han for en
fordærvelig Sag. Han ønskede selv, at Rigsforsamlingen havde
gjort andre Bestemmelser i denne Sag, men de vare ikke gjorte,
og det var ham ikke muligt at finde en Tøddel, der legitime-
rede saadan Afvigelse. "Den Aand, som udtaler sig gjennem
hele Grundloven, er Kongemagtens Indskrænkning ved en fri
Nationalrepræsentation. Tillade vi os selv mindste Overtræ-
delse af Lovens Bogstav, saa bryde vi den Skranke, der sattes
den executive Magt. Enhver Afvigelse, som for Øieblikket sy-
nes nødvendig, erklæres da lovlig". Det kom nu endelig til
Votering efter en Ventilation mellem de, som det synes, deci-
derede Antipoder, Christie og Tank, og Grundlovens Ord ef-
ter den bogstavelige Udtydning hævdedes med 57 Stemmer
mod 28. Blandt de Første var ogsaa Kroghs og Tanks.




20de Juli.


   Jeg udarbeidede den Tale, jeg i Morgen skal holde ved
Hounts Grav. Jeg tror den lyktes mig, og helst ønskede jeg
den trykt og læst over hele Landet, hvor han uden Tvivl endnu
miskjendes af Mange. Men da jeg ikke vover paa egen Haand
at udrede Trykningsomkostningerne, og der neppe er nogen
Boghandler, som paatager sig Forlaget, bliver der vel Intet af.




21de Juli.


   Hounts Begravelsesdag. Talen, som to Gange har væ-
ret udlaant og vel endnu kommer i mange Hænder, afskriver
jeg her2:

   "Naar jeg, ikke Lærer ved den Menighed, i hvis indviede
Jord dette afsjelede Legeme skal hvile, ikke Medlem af den ær-
s.154   værdige Forsamling,hvis vigtige Maal, Fædrelandets Held,
var den bortvandrede Aands sidste Tanke, naar jeg, omgiven af
Mænd, hvis Indsigter og Talenter jeg ærer, uopfordret frem-
træder ved denne Grav som Mindetaler, det er da min første
Pligt at sige, hvorfor jeg gjør det. Og denne er Grunden:

   "Ingen af alle dem, som her ere tilstede, har kjendt den
Afdøde saa nøie som jeg, der i 32 Aar har været hans for-
troligste Ven".

   "Erkjender I, ædle Medborgere, denne Adkomst gyldig, til-
tro I mig den Redelighed, ei at ville fremføre løgnagtig Tale
paa det hellige Sted, min Fod betræder, nuvel, saa hører mig
med Opmærksomhed og Tillid, naar jeg fortæller, hvorledes
jeg i disse 32 Aar fandt Borgeren og Mennesket Hount, og
naar jeg da tilsidst fører Eder til hans Dødsleie, naar jeg
henpeger til den Kiste, hvori hans jordiske Levninger hvile, og
til den aabne Grav, der snart skal bedække dem; o, da tør jeg
maaske haabe, at ogsaa de, der ikke kjendte, eller vel endog mis-
kjendte ham, ville med Vemod se ned i Graven, lyse Fred over hans
Støv, lykønske hans frigjorte Aand og velsigne hans Minde".

   "Uskyldig, from og blid var den tilvoxende Yngling, Peter
Hount, da jeg lærte at kjende ham. Den sædelige Yngling
var tillige en udmærket flittig Yngling; tidlig havde han al-
vorlig Sands for sit Livs høiere Bestemmelse, og at danne sig
til den var allerede Drengens Attraa og Stræben. Udrustet
af Naturen med gode, ikke store, aldeles ikke glimrende Aands-
gaver, med mere Følelse for det Nyttige end det Skjønne, søgte
han ved nidkjær, standhaftig Flid alt fra den tidligste Alder at
erhverve sig de Kundskaber, der fordres til at vorde nyttig
Borger og duelig Embedsmand".

   "Jeg iler til den for os begge saa behagelige og lærerige
Periode, da han, aldeles opofret til de theologiske Videnskaber,
hvori han gjorde sjelden Fremgang, opholdt sig med mig i
Kjøbenhavn. Det var en underlig Tid, i hvilken vi da levede.
s.155   Der var Noget, man den Gang kaldte Oplysning og liberale
Grundsætninger, som man nuomstunder er mindre tilbøielig til
at give disse Hædersnavne; der herskede en Gjæring, som
truede at omstyrte alle gamle Former, og forjættede os i deres
Sted et nyt, evigt Rige, grundfæstet paa Fornuft og Frihed.
At den varmt- og dybtfølende Yngling henreves med, at og-
saa han drømte om Verdens Frihed og almen Oplysning, at
disse veltalende og, som det da syntes, grundigen tænkende
Talsmænd ogsaa bleve hans Orakler, hvo kan undres derover?
Den var vel og en sørgelig Levning fra hin Tidsalders Aand,
den Feil, der vel for en stor Del paadrog ham Miskjendelse,
og for hvilken end ikke det varmeste Venskab kan eller bør al-
deles frikjende ham: at han fordrede Bifald for sine egne Me-
ninger, medens han neppe lod Andres modsatte vederfares
Skaansel. Men ihvorvel jeg ikke vil nægte, at den ømme
Blidhed i hans Character fra den Tid syntes undertiden at bort-
vige, at en vis, hverken da eller nu usædvanlig Intolerance
blev et af dens Træk, og det mindst elskværdige, jeg nogentid
opdagede i den, saa havde dog dette aldeles ingen Indflydelse
paa hans egentlige Tænkemaade, paa hans Følelse for Sand-
hed, Dyd og Religion. Maaske var den altfor fri, den Bibel-
fortolkning han antog, men den spottende Tone, hvori man paa
den Tid angreb næsten Alt, var ham, endog hvor Angrebet
gjaldt hvad han selv ansaa for Overtro og Fordom, afskyelig.
Af Hjertet ærede og elskede han Religionen, og var vist i Lær-
dom som i Levnet en exemplarisk Lærer".

   "Frihedsraabet, der løb Europa rundt, vakte og forstærkede
hos den unge Nordmand Tanken, at Norge, Kjæmpers Føde-
land, dog engang vilde vaagne af sin Drøm om Frihed og
bryde Lænker, Baand og Tvang; men ved Pøbeltumulter, ved
Opstand mod Landets Regjering og Ulydighed mod dets Love
at fremskynde dette Tidspunct, det var langtfra hans Tanke.
Borgerlig Orden og Rolighed var ham stedse, hellig, og jeg
s.156   ved, hvorledes han engang afværgede et uoverlagt Skridt, som
en Regjeringshandling, der lignede Despotfærd, nær havde af-
lokket en yngre Ven3: hvorledes han en anden Gang, efter at
have med anstændig Frimodighed yttret Ønsker, der under den
daværende Bestyrelse fandtes forvovne og utidige, afslog stand-
haftigen at følge et Raad, der gaves ham, Gud ved i hvilken
Hensigt, men som neppe var gavnligt enten for ham eller Fæ-
drelandet4. Imidlertid opfyldte han som Embedsmand paa
tre forskjellige Steder sin Pligt med samvittighedsfuld Redelig-
hed. Han var agtet og yndet af Foresatte, Ligemænd og Un-
dergivne, og Bevidstheden, at han fortjente denne Agtelse og
Yndest, indgav ham en Selvfølelse, hvis Yttringer maaske un-
dertiden syntes egoistiske, men som jeg dog vist ikke tror, No-
gen, der kjendte ham, vil finde ugrundet".

   "Omsider kom da det for Norge saa uendelig vigtige og
følgerige Aar 1814. At Hount som Medlem af den Eids-
voldske Rigsforsamling og af det overordentlige Storthing og-
saa i den Tid, der hengik mellem Begge, ved sin Talen og
Virken paa de store Begivenheders Skueplads har tildraget sig
s.157   almindelig Opmærksomhed, er os Alle bekjendt. At denne
Opmærksomhed ikke overalt var hædrende, vil jeg ikke fragaa,
og rødmende tilstaar jeg, at ogsaa jeg var blandt de Strengt-
dømmende, at jeg nogle Øieblikke var ubesindig nok til at tage
31 Aars prøvet Retskaffenhed ud af Vægtskaalen, hvorpaa jeg
veiede min Vens Tale og Daad i de sidst henløbne fire Maa-
neder. De ville ikke vente, ærede Tilhørere! at jeg skal for-
klare mig nøiere om denne Sag, men disse hans Ord gjenta-
ger jeg høit og gjentager dem dobbelt glad, da Erfaring har
lært mig, at de vare sande: "Hvad jeg har gjort i denne Tid",
sagde han til mig den 9de Octbr., "var mit Livs ædleste Hand-
ling; dens Minde vil fryde mig paa Dødssengen". -- Jeg
troede det, men vented ei nogensinde at staa ved hans Døds-
seng og prøve Sandheden af hans Udsagn. -- Medborgere!
jeg forlod den for fire Dage siden, og paa sit Livs sidste Dag
nævnede han endnu med Glæde, hvad han havde talt og vir-
ket for sit Fædreland. I Dødsstunden ophører Forstillelse og
Selvbedrag, om de end før have fundet Sted, og denne Mands
Dødstime var saadan, at jeg med fuldt Hjerte udbryder: Naar
engang vor Time kommer, Gud unde da mig, Gud unde os
Alle at dø som han!

   Langtfra Hjem og Hustru og Børn døde han; saa var
det bestemt i den Eviges Raad. Tredie Gang hædredes han
med Nationens Valg til paa Storthinget at overveie og af-
gjøre dens Tarv. Frimodig fulgte han et inderlig elsket Fæ-
drelands Kald, skjønt en dunkel, uforklarlig Anelse tilhviskede
ham, at Afskeden fra hans Hjertes Dyrebare var den sidste for
dette Liv. Hans Legeme syntes at have gjenvundet den Styrke,
flere Aars Sygelighed truede at nedbryde. Ogsaa hans Sjel
var efter hans egen Forsikring rolig og sorgfri. Stormen i
hans Indre var ophørt med de voldsomme udvortes Rystelser,
der frembragte dem. Nu at kunne virke i nogle Maaneder for
Fædrelandet og saa stedse at blive der for sig selv og for sin
s.158   Familie, -- det var ham en henrykkende Tanke, som hverken
Haab om større jordisk Held eller Frygt for mulige Vanheld
forstyrrede. Just var den festlig aabnet, den Forsamling, paa
hvis Handlinger en fri Nation fæster Øiet med tillidsfuldt
Haab. Dagen, da dens Virksomhed begyndte, var Hounts
sidste Helbredsdag. Kyndige Læger speidede hans Legems Til-
stand og fandt den god; ingen Grund til Uorden eller Svæk-
kelse kunde de opdage; de troede, en skjult Orm gnavede paa
hans Sjels Inderste. Gud alene ved det! Helligen benæg-
tede han det paa sin sidste Dag, og der var aldrig Falskhed
paa hans Læbe. Dog, hvorledes det end var: Timen var
kommen, Svækkelsen tiltog, den slumrende Anelse vaagnede og
blev til Vished -- o! en altfor sørgelig og ufeilbar Vished.
Men idet jeg i Fædrelandets Navn begræder en ædel Borgers
Død: idet jeg føler, at hans uforsørgede Børns Tab er tungt
og smerteligt, hans elskede Hustrues uoppretteligt: idet jeg saa
gjerne vilde unde denne ømme Ægtefælle, denne kjærlige Fa-
der blidt at henslumre i sine Elsktes Arme, og døende velsigne
dem: -- o! saa lykønsker jeg mig, hans Ungdoms maaske første
og kjæreste Ven, hans trofaste Medvandrer paa Livets stundom for
os Begge møisomme Bane, hans Hjertes Fortrolige som han
var min, at det undtes mig at staa ved hans sidste Leie og
se, hvilken skjøn Død der ender og lønner et retskaffent og
daadfuldt Liv. Og var der endnu Nogen, jeg ønskede, at
kunne fremlede til hans Dødsseng, -- det var ikke hans Hustru
og Børn (dem overgav han rolig i Guds Forsorg), ikke hans
oprigtige Venner, der aldrig miskjendte ham, ikke de billigt-
tænkende, mildtdømmende Christne, der, idet de erkjendte Feil
hos ham, greb i deres egen Barm og sukkede med nedslagne
Øine: Gud være mig Synder naadig! -- Nei dem, om saa-
danne findes, der gjennem Fordommens dunkle Glas endnu
saa i ham den tvetydige Borger, det mindre gode Menneske,
dem, der havde iskjænket og maaske endnu tiltænkte ham bitre
s.159   Malurtdraaber i Livets Kalk, dem, der med pharisæisk Selvnøie
takkede Gud, at de ikke vare som han, dem ønskede jeg at
kunne fremlede for hans Leie, dem ønskede jeg at kunne til-
raabe: Se denne Mand! han ved, at han om faa Timer skal
staa for Guds Domstol, og se hvor rolig han er, hvor frimo-
dig, hvor glad i sin Gud! -- o de faa Øieblikke, I endnu
ere sammen med ham paa Veien, rækker ham Haanden til For-
ligelsespant paa et kjærligt Møde i den bedre Verden, og gaar
saa ud igjen i Livet og virker, men glemmer aldrig de adva-
rende Ord: Dømmer ikke, at I ei skulle dømmes, fordømmer
ikke, at I ei skulle fordømmes!


   "Mig rakte du Venskabs høire Haand, du Salige! mig
bød du det sidste Farvel, indtil vi snart igjen samles for evig.
Farvel da ogsaa du min trofaste, uforglemmelige Broder! Du
er nu der, hvor ikke regnes efter Dage eller Aar eller Aar-
hundreder! For dig er Tiden endt; den lange, frydefulde Evig-
hed er begyndt. Did stunder ogsaa jeg, did stunde vi Alle".


   "Her tier Borgeren: kun Mennesket, den Christne og Ven-
nen taler. Her svinder Tiden for mit Blik og Udsigten aab-
ner sig til en grændseløs Evighed. Farvel min trofaste, ufor-
glemmelige Broder, farvel! hos Gud vi sees igjen!"


   Jeg tvivler aldeles ikke paa, at ogsaa paa denne Tale den
Hindbadske Tilhørers Anmærkning vil kunne anvendes: "Man
kan ei prædike efter Alles Sind". Den er af den Natur, at
den neppe synes at kunne gjøre Regning paa almindeligt Bi-
fald, og det var vel endog muligt, at det hist og her ydedes
med Munden, medens lønlig Harme ulmede i Hjertet, men de
Stemmer, jeg har hørt derom, vare berømmende. Det fore-
kom mig, som der var Taarer i Tanks Øine, da han i For-
bigaaende trykkede min Haand og takkede mig. General de
Seve svang sig i de høiere Regioner og tænkte mig som en
General, der paa Valpladsen vilde indgyde Soldaterne Mod,
s.160   og Nansen forsikrede, at det overgik Alt, hvad han ikke alene
havde hørt men endog tænkt sig af Veltalenhed.

   Paa Hjemveien fra Kirkegaarden gik jeg i Bugges Sel-
skab, der talte med megen Beskedenhed om sin hele Vandel i
og udenfor Storthinget, fortalte, hvorledes han uden sin Med-
virken, endog imod sin Villie af Moltke var sat paa Bispesto-
len, hvilket før var mig bekjendt (jeg har det endog tildels af
Grev Moltkes egen Mund) og at, hvad Feil man ellers fandt
hos ham, var Redelighed en Egenskab, Ingen kunde, eller saa-
vidt han vidste, havde villet aftviste ham.

   Schmidt bragte i Aften med megen Jubel det Budskab,
at Napoleon atter har reist sig, at der paa den preussisk-engel-
ske Armee, efter dens Indrykning i Paris, var anrettet et stort
Blodbad, at Dagens Helte, Blücher, og Wellington, ere dræbte,
at Napoleon har samlet sin adspredte Hær og stod rede til at
angribe den russisk-østerrigske Armee. Man spaar meget vel-
gjørende Følger heraf for Scandinavien, -- hvis det er sandt.


1  tilbake D. e. til Behandling af den kongl. Proposition indeholdende Ud-
kast til Rigsact.

Udg.
2  tilbakeBegyndelsen af Talen er noget forkortet.

Udg.
3  tilbake Da Braband i Slutningen af 1799 blev landsforvist og depor-
teret, var Guldberg, dengang heftig Demokrat, paa Veie til at
fremkalde Opløb eller Opstand. Hount var ude hos ham paa
Solitude, og da intet Andet hjalp, tog han den aarsgamle Em-
merich paa Armen, holdt ham frem til Guldberg og spurgte, om
han vilde berøve denne Dreng sin Fader.
4  tilbake Han skrev i 1808 eller 9 i "Tiden" Noget, der kaldtes: "Nor-
ges retfærdige og billige Ønsker". Efter Grev Moltkes Angi-
velse skulde han været justitialiter tiltalt; imidlertid gaves ham
Leilighed til at slippe ud af det ved at give en formildende Er-
klæring. I mit Hus var Grev Wedel hos ham en Aftenstund,
og vilde overtale ham til at forstærke, ikke formilde sin Anke.
Hount saa dybere i Tingen og afslog det rent. [Om denne Sag
se B.Moe Tidsskrift f. Pers. Hist. I. 162 ff., hvor dens Act-
stykker findes. Det var ikke Moltke, men den da constituerede
Stiftamtmand Falbe, der anmeldte Sagen.

Udg.].
    bla bakover
   bla videre