|
20de Juni.
Hvad jeg anede fra den Dag, Bugge blev Storthingsmand,
og bestemt forudsaa, da han fik Nordstjerneordenen, er gaaet i
Opfyldelse. Han er efter en Times Samtale kommen i stor
Anseelse hos Essen og vil nok saaledes efterhaanden vinde det
hele Kongehus. Det er mig en ubegribelig Mand, den Bugge.
Med al den Mangesidighed, hans hele Liv synes at bære Præg
af, tror jeg dog ikke, han er falsk. Hans ofte utidige Jagen
efter Vittigheder anser jeg endnu for hans største Feil. Ei
heller kan jeg ganske frikjende ham for at helde til det gamle
Rabbinerprincip: "Du skal elske din Ven, men din Fiende maa
du hade".
21de Juni.
Roverud talte igjen om sin gamle Plan: en Reise til
Leipzig og derefter et Syngeinstituts Oprettelse paa Statens
Bekostning, især for Almue-Skolelærere. Han er Zinks ægte
Discipel, som denne lidenskabelig for Musiken, og overtydet, at
med dens almindelige Udbredelse den gyldne Alder vil vende
tilbage. Jeg kan ligesaalidt her, som jeg kunde i Kjøbenhavn,
entrere i disse enthusiastiske Ideer eller love mig af deres Rea-
lisation de mange herlige Følger. Til enhver Reform, den være
nu religiøs eller moralsk, politisk eller artistisk, hører nok for det
første, at den er behørigen forberedt, og at Folket er stemt til
at ynde og vedtage den og dernæst at Hovedreformatoren er
en Mand, der har mens sana in corpore sano, har udholdende
|
| s.123 | Legeme og en kraftfuld, standhaftig Sjel. En saadan gunstig
Stemning hersker nu aldeles ikke blandt Menneskene; de sidste
Aars Trængsler have gjort dem mere, ikke mindre dorske og
følesløse, og den Theolog eller Moralist, Politiker eller Artist,
der skal vække dem af denne Dvale, han existerer neppe i Eu-
ropa, aldeles ikke i vort Fædreland.
22de Juni.
Gud ved, hvormange og hvilke Mennesker i Dag ere blevne
mine Uvenner, men hvad jeg en Tidlang ønskede og haabede,
er nu skeet imod mit Ønske og Forventning: jeg er ikke læn-
ger Medlem af Christiania Sogneselskab, altsaa ei heller Med-
bestyrer af Søndagsskolen. Til Kl. 12 var berammet en Re-
præsentantsamling hos Hetting, hvor to nye Administratorer
skulde vælges i Rasmusens og Colletts Sted. Jeg tænkte
mig ikke Muligheden af, at jeg jo maatte komme paa Forslags-
listen til den Førstes Embede; kun stod det mig for Hovedet,
hvad jeg skulde gjøre, om Flor fik de fleste Stemmer, da jeg
saa saare nødig gad staae under ham. Jeg kom derop til be-
stemt Tid, og fandt 4 -- 5 Administratorer og maaske ligesaa
mange andre Medlemmer. Omsen, som Selskabets Formand,
oplæste Candidaternes Navne, hvilke til Rasmusens Plads
vare: Prof. Rosted, Flor og Døderlein. Saa urimeligt det
end var, at sætte Rosted paa denne Liste, besluttede jeg dog af
Agtelse for den ærværdige Olding at vedblive min Function,
hvis han valgtes. Jeg biede altsaa tilsidst og saa, at Døder-
lein havde de fleste Stemmer. Jeg gav nu Flor min, yttrede i
Forbigaaende min Indignation for Hetting og Dr. Garmann,
gik bort sans adieu, inden Forsamlingen hævedes, og skrev føl-
gende Brev:
"Den ærede Administration bør jeg ikke undlade, herved
at tilmelde, at jeg ikke længer kan have den Ære at være
Medlem af Skolecommissionen, og da Lovene ei tillade en saa-
dan ubetimelig Udmeldelse, ei heller af Selskabet for Christia-
|
| s.124 | nia Byes Vel. Jeg anser det for upassende at fordølge Grun-
den til denne hastige Beslutning, og haaber da, at ingen Mand
af Æresfølelse vil finde den overilet eller uædel. Den er da:
at jeg, som for tre Aar siden næsten eenstemmigen valgtes til
Skolecommissionens første Medlem, der i denne Tid har fun-
geret som Viceformand under to Vacancer, der endnu nylig
har tilveiebragt Søndagsskolen et Undervisningslocale, medens
Storthinget holdes, ei engang er agtet værdig til at komme
paa Forslag til den ledige Administratorpost. Med det roligste
Overlæg kan jeg ikke finde Andet heri, end et yderst krænkende
Vink, at jeg til Administrationens og Selskabets Misnøie har
udført de mig betroede Forretninger, og jeg var uværdig til
den personlige Agtelse, jeg dog endnu troer at besidde og for-
tjene, om jeg ikke fandt et ligesaa bestemt Vink til at und-
drage mig disse Forretninger, og ufortøvet fulgte det. Iøvrigt
forsikrer jeg helligen, at jeg ikke har følt eller føler personlig
Animositet mod noget enkelt af Administrationens Medlemmer,
og det er mit Ønske og min Bøn, at de blandt dem, der hid-
til har beæret mig med deres Venskab, fremdeles ville forunde
mig det, saalænge de finde mig værdig dertil".
Jeg var just færdig, da Garmann kom. Han havde fun-
det Committeen in corpore fornærmet, da den paa et Med-
lem nær var forbigaaet ved Administratorvalget, og da dette
kun havde faaet 2 Stemmer. Derved var han geraadet i haard
Ordvexling med Omsen. Generalauditeur Bergh vilde jevne
Sagen, og foreslog at annullere Valget og opsætte Afgjørelsen
til Generalforsamlingen, men Omsen fandt, at man efter saa-
dan Opførsel af Pavels og Garmann ikke kunde give efter,
og hans Mening seirede. Garmann vilde nu sammenkalde sine
Colleger og foreslaae dem at følge mit Exempel. Da jeg i
Aften kom hjem fra en Spadseretour, raabte han mig an, da
jeg gik forbi hans Huus. Jeg gik ind og fandt Borch og
Feyring; Flor var ikke mødt. Med megen Triumph fortalte
|
| s.125 | de mig, at de i Selskabets Love havde fundet tre Paragrapher,
hvorimod nærværende Administratorvalg paa saadan Tid og
Maade var aldeles stridende. De havde altsaa besluttet at gjøre
Administrationen opmærksom derpaa, og hvis denne ifølge heraf
erklærede Valget lovstridigt og ugyldigt, vilde de vedblive at
fungere som Søndagsskolens Inspecteurer; i modsat Fald op-
hørte de fra denne Dag med deres Function, indtil Generalfor-
samlingen havde decideret i Sagen.
23de Juni.
Min gamle Sølvkande staar nu atter paa sin fordums
Plads, ja det som mere er, -- mine To- og Fireskillinger,
som jeg to Gange har bortgivet, er atter min Eiendom. Ras-
musen sagde igaar til mig, at det var urimeligt at gjøre Uni-
versitetet en Offerte af disse patriotiske Gaver, ligesom han
fandt det udelicat af Vedkommende at foreslaa saadant. Da
jeg nu idag indfandt mig paa Raadstuen, for at afhente Kan-
den, kom Justitsraad Osterhaus mig imøde og sagde, det var
bedst, jeg tog Pengene med, da der intet kom ud af at give
dem til Universitetet. De 194 Lod tilveiedes mig, og Hans
bar dem hjem i Kanden, hvori de for tretten Maaneder siden
vare henbaarne.
Jeg fik et langt og muntert Brev fra Biskop Brun, som
endnu er frisk og veltilmode, skjønt Næringssorger trykke ham.
"Intet Jordisk", siger han, "interesserer mig saa meget som
Penge. Mangel paa det Djævelskab har længe plaget min
Aand, og Plagen voxer daglig, men naar den tilsidst dræber
mig, er den da Straadød? Ja, ja, kjendte De min daglige
Kummer, som jeg maa skjule for Verden, ja for Kone og
Børn, da skulde De først beundre Restancen af den Aandskraft,
Gud endnu hidtil har forundt mig". Guldkorset og Kongens
Brev glædes han ved, ogsaa ved Christies Stiftamtmandskab.
Storthingsmændene Falsen, Bugge og Budtz (Foged i Sønd-
|
| s.126 | hordlehn) roser han, men frygter, at de to første skulle for-
tale sig.
24de Juni.
En Patriot, som skriver meget maadeligt Dansk, men har
ret paa sin philantropisk lagt sig mest efter Realia, foreslaar
i Dag at anvende alt det beneficerede Gods til Finantsernes
Ophjælpning. 300 Landsbypræster samt Oplysningsvæsenet
ville formodentlig lide derved, men hvad er det mod den Mil-
lion, som nu sukker under vort derangerede Pengevæsen? Ja,
hvad er den aandelige Tarv mod den legemlige? "Handel og
Søfart, det er dog det vigtigste for os Alle!" sagde Ener
Holm engang i et blandet Selskab, hvor ogsaa Embedsmænd
vare tilstede, for hvem dog nok adskilligt er vigtigere. -- Bugge
finder antagelige Grunde at tale baade for og mod det bene-
ficerede Gods's Afhændelse, og det er af de Ting, hvorom han
i sine skriftlige Optegnelser til Storthinget har suspenderet sit
Judicium. Med Bechs Forslag er han dog misfornøiet. Hel-
ler ikke han agter at sy Puder under Proprietairernes og Kjøb-
mændenes Arme; ikke blot dobbelt, men firedobbelt Skat vil
han have paalagt hver Gaard, som Eieren ikke bebor. Blandt
Storthingsmændene er Amtmand Falsen Bugges Bussemand,
og deri kan jeg heller ikke give ham Uret. Det forundrede
ham, at denne Mand saaledes har kunnet vinde Biskop Bruns
Hjerte, "men", lagde han til, og neppe uden Føie, "Enhver
har sine Feil, og Bruns Hovedfeil er Forfængelighed. Falsen
har flatteret ham, har skrevet om Odelsretten og holdt Lovta-
ler over hans Helt Einar Tambeskjælver, og saa anseer han
ham for en Engel". Jeg tør ikke nægte, at den ærværdige
Oldings Forhold før og efter Foreningen altfor vel retfærdig-
gjør denne Dom. Bugge anseer Falsen for Præstefiende og
Demagog. Biskop Sørensen lover han sig meget godt af, men
derimod Intet af Krogh: "Han jager efter Bifald, og om det
|
| s.127 | saa var en Lieutenant, som han tiltroede Indflydelse, saa op-
ofrede han gjerne af Føielighed mod ham sin Stands Inter-
esser". Han finder det urimeligt at ansee ham for Forfatte-
ren af Angrebet paa Bech i Intelligentsseddelen; derimod be-
griber han, at man tillagde ham det Stykke i Trondhjems Avis
om Simoni, men ogsaa deri forsikrer han, at han er uskyldig.
Han tror, det kom fra Præsten Angell i Chrisianssund.
25de Juni.
Gustav Vasas Historie af Archenholtz har jeg nu udlæst.
A. er en temmelig bekjendt Historieskriver i den franske Maneer,
omtrent med de samme Fuldkommenheder og Feil, som Voltaire
og andre den Tids og den Nations Skribenter. Hans Stil
er let og behagelig, og man læser ham med megen Interesse,
men uden Tvivl bedrager man sig, hvis man antager som Tro-
esartikel alt, hvad han skriver. Fuldkommen upartisk er han
nok heller ikke. Jeg er ingenlunde bevandret nok i den nordi-
ske Historie til at kunne pege paa alle de Steder, hvor han
maatte have taget feil eller dømt urigtigt; kun forekommer
han mig aabenbar partisk mod den danske og for den svenske
Regjering, og synes især meget uretfærdig mod Hædersmanden
Christian den Tredie, som, lad være han ikke kunde tale Dansk,
dog nok var en af Danmarks bedste Konger; ligesom jeg og-
saa, med min ringe historiske Kundskab, finder meget uordent-
ligt, superficielt, tildels endog urigtigt i den foregaaende Udsigt
over Sverrigs ældre Historie. Han rører Norge og Sverige
saa aldeles i Hob, at han endog nævner Island blandt
det svenske Riges ældre Provindser. Ja han er saa
uvidende i sit Fædrelands Nabostaters Geographi, at han la-
der Skaane støde op til Norge og engang have været en
norsk Provinds. Naar han fremdeles siger, at Opslo er "ein
den dänischen Inseln gegenüber liegender fester Ort", saa maa
man tro, han aldrig har seet et Kort over Danmark eller
|
| s.128 | Norge. Om de Norskes Tilbøielighed til at forenes med Sver-
rig efter Christian den Andens Afsættelse har jeg intet læst,
men vel, at Christian i Norge havde mange Tilhængere, ogsaa
efterat Danmark havde opsagt ham Troskab. Sin Helt frem-
stiller i mine Tanker Archenholtz i et altfor rosenfarvet Lys.
Naar overdreven Godhjertighed og en vis bigot Tone i Tale
og Skrift anføres som Gustavs værste Feil, saa kan jeg slet
ikke være enig med ham. Mig forekommer han at have væ-
ret en Despot, hvis Adfærd mod de katholske Biskopper og Præ-
ster maatte lade ham vente Had og Hevn fra deres Side.
Hvor meget liberalere var ikke den danske Regjering under Re-
formationen! End ikke for Lumskhed kan jeg frikjende Gustav
Vasa, og at han fremdrog Adelen for at kue Geistligheden,
var nok hverken klogt eller ædelt. Trods Alt, hvad der siges
til Forsvar for hans Vægring at modtage Kronen, og hans
gjentagne, sidste Gang aldeles umotiverede Tilbud at nedlægge
den, kan jeg dog ikke deri finde stort andet, end en politisk Farce.
Hans to sidste Giftermaalshistorier mishage mig ogsaa i høieste
Maade. Begge Gange (sidst som Olding paa 66 Aar) udrev
han unge Piger af deres Elskeres, deres trolovede Brudgom-
mes Arme. Med den Første, hvis Elsker giftede sig med hen-
des Søster og fik 11 Børn, og som selv fødte Kongen 10,
gik det da meget godt; hvorledes det gik med den Sidste, kan
man saa omtrent begribe. -- Archenholtz giver til Slutning en
kort men ret interessant Udsigt over den Tidsalder, i hvilken
Gustav levede, og hvor forunderlig den Periode end er, i hvil-
ken vi leve, saa kan det dog nok ikke nægtes, at den Tid, da
Videnskaberne vaagnede af deres lange Dvale, da Luther le-
vede og virkede, da America opdagedes, da Bogtrykkerkunsten
opfandtes, da Raphael og Michel Angelo og alle disse store
Kunstnere, hvis Lige ei fandtes før eller siden, frembragte de-
res udødelige Mesterværker, var baade mærkeligere og glædeli-
gere end vor. -- Det er ved denne Leilighed falden mig ind,
|
| s.129 | hvilken underlig Overensstemmelse der i ældre og nyere Tider
har været mellem samtidige Regenter, som om de havde ven-
tet paa hinanden. Saaledes falde tre af de værste Uhyrer, der
vel nogensinde har siddet paa en europæisk Throne (Richard
den tredie, Ludvig den ellevte og Alexander den sjette) ind i
een Periode; saaledes var Elisabeth, Philip den anden og Sir-
tus den femte, store Aander, men uden Tvivl maadelige Hjer-
ter, samtidige; saaledes har aldrig Danmark og Sverrig havt
Konger som Christian den fjerde og Gustav Adolph, og de le-
vede paa samme Tid. Nu fra vore Dage de fire, fra Forstan-
dens og Duelighedens Side saa udmærkede: Keiser Joseph,
Frederik den anden, Gustav den tredie og Catharina den an-
den; og som Sidestykke det nulevende Firkløverblad: Alexander,
Frantz, Frederik Vilhelm og Frederik den sjette, -- gode Men-
nesker, agtværdige Huusfædre, uden Tvivl flinke Embedsmænd,
om en Amtmandspost eller deslige var falden i deres Lod, men
Regenter saa Gud sig forbarme!
Universitetsbibliotheket har faaet en Tilvæxt af 40 -- 50000
Bind, sendte herop fra Kjøbenhavn i over 200 store Kasser.
Det er 22000 Bind Doubletter fra Kongens Bibliothek, Can-
celliraad Andersens og (jeg ved ikke ret hvilken) Colbjørnsens1
Bogsamlinger, samt en Hob Bøger, forærede af kjøbenhavnske
Boghandlere. Saameget man har længtes efter disse Bøger,
saameget man har skjændt paa Moldenhaver, der troedes at
lægge Hindringer i Veien for deres Udlevering, saa forlegen
var man nu med denne store Rigdom, da man ikke vidste, hvor
man skulde gjøre af den. Selv Statsraadet var raadvild, men
endelig skaffede Grev Wedel Kasserne Plads paa et Kornmaga-
zin, hvor Hersleb dog frygter, at Rotterne ville anrette Øde-
|
| s.130 | læggelse. Man trøster sig med, at der er Korn i samme Ma-
gazin, som Rotterne menes at have større Appetit paa, og
haaber iøvrigt at faa Haxthausens Gaard indrømmet, naar Hof-
stadsen er forbi.
Af sine Colleger paa Storthinget er Tank den, Rasmu-
sen frygter mest. Han finder bemeldte Ex-Statsraad at være
et tvetydigt Menneske, og det har længe været min Mening.
26de Juni.
Vor Sørums-Reise gik i Morges for sig. Uden Eventyr
kom vi til vort Bestemmelsessted og bleve modtagne med glad
Gjæstfrihed af Juell og hans gamle huslige Kone. Den Ene-
ste, som her synes at kunne forbitre, idetmindste mig, Livet, er
en uhyre Mængde Fluer, som jeg ved St. Hanstider aldrig
har seet Mage til i Danmark og Norge.
27de Juni.
Paa den Spadseretour, vi gjorde i Formiddag, lærte jeg
at kjende den frygtelige Grund til de dybe Dale, som forskjønne
denne Egn: de hyppige Jordskred. Det sidste skede 1794, hvor-
ved 2 Gaarde ødelagdes, men Præstegaarden med omliggende
Gaarde staar endnu paa saadan løs Grund, og dens Indvaa-
nere ere ligesaalidt sikkre som de, der bygge og bo ved Foden
af Vesuv eller Ætna. Men ligesom hist Lavaen ei snarere er
bortryddet, før Egnen atter dyrkes og bebygges, saa lader man
sig heller ikke her skrække, og det af samme Grund som hist.
Jorden er meget frugtbar; i de nedsunkne Dale er yppig Ve-
getation; det Skjønne, som neppe existerede før, fremtræder af
Ruinerne, det Nyttige forenes dermed, og paa Sørums tynde
Jordskorpe finde dets Indvaanere et Canaans Land, der vel ei
flyder med Honning, men des overflødigere med Melk.
Jeg har omsider fundet et fluefrit Værelse her i Huset,
og det er -- Juells Studerekammer. Man fortæller om Præ-
sten Mandall, hvis Enke endnu lever her, at han i sine sidste
|
| s.131 | Embedsaar, skjønt ikke syg, aldrig prædikede, men overlod dette
til sin personelle Capellan. Engang var han kommen i Uenig-
hed med en Bonde, og i sin Hidsighed udbrød han: "Ja, jeg
skal nok træffe dig!" -- "O!" svarede den svinepolidske Bonde
med et Smil, "jeg skal nok gjemme mig paa et Sted, hvor
Faer ikke saa let vil træffe mig". -- "Og hvor skulde det
være?" spurgte Præsten arrig. "Jeg vil gaa op paa Prædi-
kestolen", sagde Bonden, "der ved jeg, at Faer aldrig kom-
mer". -- Mon Juells Fiender ikke kunde finde et lignende
Skjulested i hans Studerekammer? Han er en ypperlig For-
retningsmand, har mangfoldige agtværdige Egenskaber, men
uvidenskabelig er han vist i høi Grad, hvorom ogsaa vidnede
et Forslag, han havde i Dag, at der trods Grundlovens By-
dende skulde oprettes et Censurcollegium, der skulde gjennem-
læse alle Manuskripter, inden de tryktes, og advare Publicum
mod at spilde sine Penge paa Snaus.
28de Juni.
Paa Kirkegaarden stødte jeg paa en Ligsten, under hvil-
ken laa begravet Sognepræsten Colbjørn Thorstensen, død 1720
92 Aar gammel, i sit Embedes 63de og sit Ægteskabs 59de
Aar. Han var den nu snart uddøde berømte Colbjørnsenske
Families Stamfader. Tre af hans qvindelige Descendenter bo
paa Gaarden Sørum, tæt ved Kirken. Det er tre Søstre, to
gamle Jomfruer Kjeldsen og en Enke Mad. Verner. For den
udvortes Sands have de intet tillokkende, men de roses og hæ-
dres over den hele Egn som tjenstagtige, velgjørende, overmaade
ædle Mennesker. De vare igaar her i Præstegaarden, og idag
vare vi budne til dem. Hver af dem har sit Departement i
Huset at bestyre. Faster Maren forestaar Gaardbruget, Mad.
Verner Huusholdningen og Faster Karen er Casserer. Efter
Embeds Medfør modtog Mad. Verner os, men da Caffeen
var drukken, forsvandt hun, tog sin Kjøkkendragt paa og stod
|
| s.132 | for Skorstenen og lod sig ikke mere see. Husbonden, Faster
Maren, sad for Bordenden og agerede paa engang Vert og
Vertinde, og da ingen Pengeudtælling fandt Sted, spilte Cas-
sereren en subordineret Rolle og sad ved et lille Bord med
Børnene. Jomfruerne tracterede magnifique, hvorved det dog
er at anmærke, at det er Vedtægt der i Egnen i intet Selskab
at give Vin.
29de Juni.
I Solør har yttret sig en slem Landeplage. En Orm,
ventelig Grev Reventlows dermestes typographus, udbreder sig
i Millionviis i Skovene, og truer dem med total Undergang.
Man tror det nødvendigt, ved militair Commando at nedhugge
de angrebne Strækninger, eller endog afbrænde dem, saa det
er at befrygte, at Reventlow beholder Ret. Da han for nogle
Aar siden var i Norge, gjorde et Par simple Kjøbmænd paa
Kongsberg ham deres Opvartning. "Der er en frygtelig Fi-
ende falden ind i Norge", udbrød Hans Excellence. "Føies
der ikke alvorlige Foranstaltninger, kan han let volde hele Lan-
dets, især dets Handels Undergang". Kjøbmændene bukkede og
spurgte Hans Excellence underdanigst, hvad det var for en Fi-
ende. "Det er dermestes typographus", sagde Greven, og
blev i det samme afbrudt, saa han ikke fik forklaret, at det
var en Træorm og ingen General. Forskrækkede toge Kjøb-
mændene Afsked og fortalte deres Bekjendte, at de havde af
Grevens egen Mund Efterretning om en frygtelig Fiendes Ind-
brud i Norge. "Hvad skulde det være for en?" -- Ja det
vidste de ikke, men Reventlow nævnte Generalen og hans
Navn var Dermest.
30te Juni.
Høiesteret proclameredes igaar af to sortklædte Væsener
med ridende Jægere for og efter sig, og aabnedes idag med
en Odelssag.
|
| s.133 |
1ste Juli.
Ureden mellem Hount og Rasmusen er nu endelig nogen-
lunde klaret, dog fordrer han en Æreserklæring i min, Sigvardts
og Flors Nærværelse, hvilken Rasmusen skal være villig til at
give. Hount lykønskede mig iøvrigt (hvilket ogsaa Bugge gjorde)
med ikke at have qvitteret for Kronprindsens Gave til Bibel-
selskabet, og tror, som jeg, at vor Bisp ingenlunde staar fast i
Regjeringens Yndest og Agtelse. Men naar han saa endvidere
fortæller, at Kronprindsen i den første Tid havde Idee om at
afsætte Bech og udnævne ham til hans Eftermand, og at han
selv afværgede det ved den Erklæring, ikke at ønske og aldrig
at ville modtage en Bispestol, da -- ja! -- da takker jeg Gud
paa Hounts, mine egne og den agershusiske Geistligheds Vegne,
at der Intet blev af, og beder i hans Navn: "Ne nos indu-
cas in tentationem!" og i mit "Libera nos a malo!"
Storthingets Medlemmer vare samlede og afleverede deres
Fuldmagter. Til disses Revision udnævntes en Committee.
Man venter megen Dissents. Hvad vor By angaar, da har
jeg talt med Nogle, som vil have det første, Andre, som paa-
staae det sidste Valg kjendt ved Magt. Hount er for Platou.
Valgstridighederne i Lister og Mandals Amt synes at bort-
falde, da Theis Berge frivillig er traadt tilbage, og Sorenskri-
ver Rested er kommen som Repræsentant, men antages han,
synes Thranes Valg med det samme stadfæstet. Om Falsen og
Bøgh ere Meningerne forskjellige. Flere end Bugge frygte for
den Førstes Indflydelse, og ønske ham fjernet. En Proprietair
Rosenberg i Laurvigs Grevskab, overbevist om, jeg tror dømt
for infamerende Forbrydelse, men benaadet af Kongen, er ude-
bleven, for ei at bortjages, og Pastor Samsing er kommen i
hans Sted. Ogsaa paa en Bonde fra Stavanger Amt skal
hvile Beskyldniger, som gjør hans Valgbarhed tvivlsom. En-
delig er der den berygtede Halvor Hoel fra Hedemarken, mod
hvem Stemmer ville hæve sig, Gud ved med hvilken Succes.
|
| s.134 |
2den Juli.
Rigstidenden bekjendtgjør, at Agershuus nedre Fæstning
skal sløifes, Krudtet bortføres derfra og fordeles paa Landets
øvrige Fæstninger, og Byggepladse udvises mod billig Betaling
til Statscassen paa Glacierne og Hovedtangen. -- De civile
Embedsmænd har faaet nye Uniformer: Stiftamtmænd, Amt-
mænd, Fogder og Lensmænd graae, Høiesterets- og Stiftsover-
retsassessorerne samt Sorenskriverne sorte med lidt Guldbroderi.
Stiftamtmænd og Amtmænd have herefter lige Rang.
Capt. Ræder yttrede megen Frygt for Halvor Hoel, som
han tror istand til at spille de afskyeligste Cabaler. Ogsaa hø-
rer jeg, at den raske, uforfærdede Stoltenberg i Morgen vil
optræde som hans Anklager.
Bispen havde ladet indbyde Storthingets Medlemmer til
aandeligt Gjæstebud i Byens Kirke, men saa paakom der ham
en Sygdom, hvilken dog menes at have været af de Sjele-
sygdomme, hvortil Campe henregner de menneskelige Laster
og Daarligheder. Saaret Forfængelighed ansees for Hovedaar-
sagen. Han havde gjort Regning paa, at Storthingets Med-
lemmer i Procession skulde gaaet til Byens Kirke, og til den
Ende ogsaa indbudet Grev Essen, men da han hørte, at dertil
ei gjordes Forberedelser, paakom ham denne pludselige Sygdom,
og Essen fik Afbud i samme Øieblik, han vilde kjørt til
Kirke. Mange Storthingsmænd vare dog tilstede, og de maatte
nøies med en Tale aus dem Stegreise af Katechet Kjerulf, der
tilsidst gjorde den ærede Forsamling en høflig Excuse.
3die Juli.
Valgstridighederne ere afgjorte. Den gode Sags Venner
have vundet en stor Seier. Halvor Hoel er udstødt af Stor-
thinget med 57 mod 26 Stemmer. Han har været actioneret
for Mordbrand, Kirkeran og hælende Correspondence med Sla-
ver, men da de meest graverende Vidner bestod af saadant
|
| s.135 | Kjæltringpak, frikjendtes han baade ved Stiftsoverretten og
Høiesteret for videre Tiltale, dog med Processomkostninger. Begge
Domme oplæstes. Assessor Lange, Hount og Tank talte med
Heftighed mod ham. Christie tog ham i Forsvar, og med ham
istemte flere Jurister, der holdt sig til Lovens Bogstav. Ved
Voteringen stemte ikke en eneste Præst, heller ingen Kjøbmand
for ham, derimod mange civile Embedsmænd og adskillige Bøn-
der. Han blev rasende, og sagde, at der nu ikke var andet for
ham at gjøre, end at skyde sig ihjel. Hvad de øvrige Valg
angaar, da beholdt Falsen og Bøgh deres Pladse. Thranes og
Sorenskriver Resteds Valg, stadfæstedes; altsaa gaar Platou ud.
Endnu skal ventileres om Niels Broe, der er under Justitiens
Tiltale for Opsætsighed mod Øvrighedens Foranstaltninger, og
saa tror man den høitidelige Aabning skal skee paa Onsdag.
De nye Riddere, som ere Storthingsmænd, bleve i Dag
doppade2 i al Stilhed af Essen. -- Capt. Lund3 er af-
skediget fra sit Embede som Bureauchef. Gud ved, hvad han
nu vil tage sig for: hans Lectorat er en unyttig Post, og In-
gen vil høre hans Forelæsninger. -- Omsen er bleven Asses-
sor i Høiesteret.
4de Juli.
Schmidt skriver, at han har faaet fornyet Afslag paa
sin Ansøgning om beneficium processus gratuiti, og ven-
ter nu, at Ansøgningens anden Deel bønhøres, hvilket vel
heller ikke skeer. -- Med Bedrøvelse og Mishag maa jeg
anføre, hvad Justitiarius Berg fortalte mig om en af mine
Ordensbrødre. Consistorialraad Bonnevie, Sognepræst til
Kongsberg, Medlem af dette Storthing, der i et Digt mod de
Svenske har erklæret sig som Nederdrægtigheds og Immoralitets
|
| s.136 | svorne Fiende, reiste i Vinter til Kjøbenhavn, man sagde for
at gifte sig. Det er nu oplyst, at hans Kjæreste er en Kam-
merherreinde, gift Kone, hvis Børn han informe-
rede4. For et Aar siden er hun skilt fra sin Mand, og
søgte nu hos den danske Regjering Tilladelse til at indgaa i
nyt Ægteskab. Den blev hende afslaaet, da den i Lovene fast-
satte Termin ei var udløben, og nu reise de Begge til Norge,
lande ved Tønsberg, og anmode Sognepræsten i Borre, Hr.
Wettergreen, at vie dem. Dette tør han naturligvis ikke, og nu
har Præsten, Moralisten, Ungdomslæreren, Folkerepræsentanten
Bonnevie indgivet Ansøgning til Statsraadet om saadan Til-
ladelse. Treschow skal være i Forlegenhed, hvilket undrer mig,
da de danske Skilsmisselove endnu gjælde her, og man vel tør
haabe, at de norske ikke blive lemfældigere og ikke ville gjøre
Ægteskabsbaandet mere skjørt, end det alt er5. Det var og-
saa Bergs Ønske og Haab! Jeg kunde have Lyst til hos
Treschow at indhente nøiere Kundskab om den Sag, naar jeg
ikke fandt det upassende at tale om Galgen i hængt Mands
Hus.
5te Juli.
Storthinget blev aabnet. Vi samledes i Haxthausens
Sal (i den Gaard boer Essen nu) og gik derfra i Procession
gjennem "en Alle gevorbne Venner", og hilstes hvor vi kom
frem med fem forskjellige Slags militair Musik. Vinduerne
vare opfyldte, men Gaderne ryddelige. Essen oplæste Kongens
aabne Brev, hvori han bemyndigedes til at aabne Storthinget,
med erklærede derpaa, at han ikke besad, og i sin Alder heller
ikke kunde opnaa den Færdighed i det norske Sprog, at han
selv i Kongens Navn kunde holde Talen. Denne overgav han
|
| s.137 | derfor til Collett, der som ældste Statsraad oplæste den. Der-
næst forelæste Motzfeldt en udsigt over de Foranstaltninger, Re-
gjeringen har gjort i de Maaneder, som ere forløbne siden For-
eningen. Jeg indseer ikke, at man med Billighed kan forlange,
at der skulde være gjort andet eller mere. Da dette var forbi,
erklærede Essen Storthinget aabnet; Christie som Interimspræ-
sident svarede med en kort Tale og det sædvanlige Udraab:
Gud bevare Kongen og hans Rige, der istemtes af Forsam-
lingen. Efterat vi var gaaet, foreslog Christie Storthinget i
Procession at begive sig hen og complimentere Statholderen.
Bugge og Lange vilde deri finde krybende Ydmyghed og op-
ponerede derimod, men Forslaget gik dog igjennem med stor
Pluralitet.
6te Juli.
Neumann forelæste Wahlstrøm og mig Resten af sin Rei-
sebeskrivelse. Der er meget godt i den, men den er altfor vidt-
løftig, fuld af utidige Complimenter, og ikke alle Anmærknin-
ger ere lige passende. At han, som ellers fandt Alting saa
saare godt, klager over den svenske Uskik, som ogsaa gaar i
Svang hos Grev Essen, at sætte al Maden paa Bordet paa
engang, hvorved den bliver kold, er fra mere end en Side frap-
pant. Tilsidst begyndte Læsningen at trætte og ennuiere mig,
og jeg var hjertelig glad, da han omsider naaede Asker Præ-
stegaard.
Her skal udkomme et norsk Nationalblad paa Bog-
handler Hjelms Forlag. Redacteurens Navn er en Hemmelig-
hed. -- Hount fortalte, at Biskop Sørensen med Taarer i
Øinene har beklaget sig over sin Commandeurstjerne, der nøder
ham til at sætte sig i 6000 Courantdalers Gjæld. I Stor-
thinget var Intet af Betydenhed forefaldet. Bugge havde
fremsat to Forslag paa eet Papir, hvilke af den Grund vare
afviste, og han var bleven vred derover. Vangensten har vist
|
| s.138 | Hount sine Annotater, der forekomme ham at vidne om Hjer-
nens Forrykkelse. Glad ynder han meget, endskjønt de dis-
sentere om Odelsloven, som Glad vil have afskaffet og Hount
haandhævet. -- I Rigstidenden fortælles, at der i Kjøbenhavn
er skeet Forbud mod Salget af Meidells Skrift om Feldttoget
i Norge 1814.
7de Juli.
Paa den indre Slotsgaard, da jeg vilde gaae i Kirke,
kom Overauditeur Hjelm6 mig hæsblæsende imøde, og for-
talte, at han havde forlangt sit Barn døbt i Eftermiddag af
Biskop Lumholtz, men denne havde sagt, at han ikke i 42 Aar
havde døbt noget Barn om Eftermiddagen, at Præsten efter
Kl. 12 skulde have Ro, og at han altsaa ikke vilde opfylde
Hjelms Ønske. Denne bad da mig døbe hans Barn Kl. 3,
da han den hele Formiddag skulde være i Retten, og jeg lo-
vede det paa Vilkaar, at Lumholtz's og Cornisch's Qvittering
for modtaget Salarium forevistes mig. Ved min Hjemkomst
ventedes jeg af Hjelms Broder, Boghandleren, som havde væ-
ret hos Lumholtz, men i samme 42 Aar havde Provsten ingen
saadan Qvittering udstedt, og vilde nu ikke heller, og vilde
desuden kræve til Regnskab den Præst, der fordristede sig til
at døbe Børn efter Kl. 12. Jeg medgav nu Hjelm et Brev
til Biskop Bech, hvori jeg fortalte, at Lumholtz selv havde
døbt mit yngste Barn Kl. 1 i Slotskirken; altsaa kunde jeg
ikke tro, at Forbudet strakte sig til denne, men derhos erkjendte
jeg, at jeg uden Lumholtz's Samtykke var uberettiget til at
døbe Hjelms Barn, og bad derfor om hans Tilladelse dertil.
Bech beraabte sig paa et Rescript til Biskoppen i Sjellands
Stift, der forbyder Barnedaab om Eftermiddagen, men raadede
Hjelm strax at skrive en Ansøgning (hvilken han ledsagede med
|
| s.139 | en favorabel Erklæring), og overgive den til Diriks (?), som
han formodede strax kunde resolvere derpaa. Men altid lige
nær! Ansøgningen skulde foredrages Statsraadet, og Be-
vilgningen udfærdiges gjennem Statssecretariatet, og det vilde
medtage et Par Dage. Altsaa var der Intet at gjøre, og
Barnet blev ikke døbt i Dag. -- Boghandler Hjelm sagde mig
ellers, at hvis han turde nævne mig Nationalbladets Redac-
teur, vilde jeg selv love mig meget godt af hans Blad.
Lagthingets Medlemmer valgtes i Dag. Christie er me-
get misfornøiet dermed, da næsten lutter Embedsmænd og ikke
en eneste Bonde vare valgte, og dette vil, om just ikke hindre
den gode Sags Fremme, da Storthinget dog omsider samles
in pleno, dog mærkeligen forhale Resultaterne.
Lagthingsmedlemmerne ere:
Kammerraad Borchsenius.
Vangensten.
Procurator Weidemann.
Amtmand Falsen.
Foged Bøgh.
Statsraad Aall.
Professor Rasmusen.
Major Schjøtt.
Generalauditør Bergh.
Biskop Sørensen (som havde de fleste Stemmer).
Assessor Lange.
Byfoged Scharre.
Statsraad Tank.
Capitaine Ræder.
Overinspecteur Nilsen.
Pastor Bonnevie.
Overauditeur Bentz.
Sorenskriver Rested.
Biskop Krogh.
|
| s.140 | Amtmand Sibbern.
Provst Hount.
Sorenskriver Nansen.
Hvad man glæder sig mest over er, at Falsen, som selv
er Ophavsmanden til denne Indretning, vistnok mod sit Ønske
er kommen ind i Lagthinget.
1 tilbake Den bekjendte Jurist Jacob Edvard Colbjørnsens, skjænket Kong
Fredrik VI af Sønnen Lieutenant Colbjørnsen til Kristineberg
ved Nykjøbing paa Falster.
Udg.
2 tilbake dubbade, slagne til Riddere.
Udg.
3 tilbake Gr. Fougner-Lundh, dengang Lector i Technologi, senere bekjendt
ved sin Virksomhed i historisk Retning.
Udg.
4 tilbake Bonnevie blev i 1815 gift med Maren Berg, Baron og Kam-
merherre Hans Rudolph v. Juels fraskilte Hustru.
Udg.
5 tilbake Hermed sammenholdes Dagbogen for 20de Decbr. 1815.
Udg.
6 tilbake Jonas Anton Hjelm, siden Høiesteretsadvocat og Storthingsmand.
Udg.
|
| bla bakover |