| |
| s.105 |
1ste Juni.
Efter Autoriteter som jeg dengang ansaa for ufeilbare (for-
modentlig Rahbeks, Sanders o. fl.) udskjældte jeg Tieck i min
famøse Recension over Oehlenschlæger for en Smagsfordær-
ver. Uagtet denne hans Discipel har svunget sig høit over sin
Mester, og uagtet det er ved at forlade den Bane, hans for-
dums Idoler Tieck og Schlegel havde aftegnet ham, at han har
hævet sig til denne Høide, saa indser jeg dog nu, at hin Dom
var høist uretfærdig, og saameget mere ubeføiet og overilet,
da jeg dengang slet ikke kjendte Tieck, undtagen af noget Am-
mestuesnak om Phantasien, som Oehlenschlæger havde oversat
for Tilskueren.
2den Juni.
Mandtallet for Agers Sogn fik jeg idag taliter qualiter
færdigt. Vilde og kunde man holde Control, var der uden
Tvivl adskillige Udsættelser at gjøre, men det har nu ingen
Fare, og siger i Grunden ikke det ringeste. Saaledes er der
fra Nordmarken og endel af Boyesens District ingen Beretning
indkommen; en Omstændighed i det trykte Schema oversaa
jeg, indtil det næsten var færdigt, og for ei at begynde Ar-
beidet forfra, udfyldte jeg Rubriken efter Gisning og Analogi;
ved Husmænd, Daglønnere og Fabrikanter have ikke alle mine
Medhjælpere tænkt sig det samme, hvorover det er rimeligt, at
Mennesker af en Næringsvei ere henførte under flere Ru-
briker; endelig kom jeg ved den specielle Optælling næsten be-
standigt en halv eller hel Snes Personer tilkort ved General-
summen, og dem fordelte jeg da efter Probabilitet, -- men som
sagt, disse Anomalier forandre intet i det væsentlige, og de
eller andre ligesaa slemme finde vel Sted paa de allerfleste ind-
givne Lister, uden at jeg dog, med Hensyn paa det Hele, vil tage
Munden saa fuld som Statsraad Diriks.
|
| s.106 |
3die Juni.
I Rigstidenden har Digteren Olsen1 besunget en afdød
Gulla Lassen. Han spørger Mennesket, om det selv i Natu-
rens Eden finder drømte Saligheders Altarbrand, og
beder os spørge Taaren, som triller for vor Fod, om vort
Hjerte ei er Kjød og Blod. Mad. Lassen svæver, efter
hans Sigende, over Herrens Throne, mellem Stjerners
rullende Crystal. (Guds Throne er altsaa nedenfor
Stjernerne, trods Schillers:
"Such ihm über'm Sternenzelt!
Über Sternen muß er wohnen"?
Altsaa følger det af sig selv, at den salig Kone ikke er at finde
her, hvor
Banen er en nøgen Strand,
Hjertet Blod og vore Taarer Vand.
To kjøbenhavnske Recensenter have tillagt dette Menneske
Digtergeni, det Gud forlade dem!
4de Juni.
Posten bragte Brev fra Mad. Buchholm. Zetlitz's Vers
har saaret hendes Æresfølelse, og hun svarer ham i lidt bedre
Rim end de forrige, men dog saaledes, at man maa give hende
fuld Ret i, at hun i en Alder af 56 Aar er uskikket til at
udtrykke ømme og høie Følelser.
5te Juni.
Vor berømte Storthingspræsident Christie gjorde mig Vi-
sit. Han bragte Hilsen fra Biskop Brun, som vel endnu gan-
ske nylig har tømt to Flasker Vin i Barselgilde hos en af
hans Svigersønner, men hvis høire Fod er bleven usædvanlig
slem, da Rosen har slaaet sig høit op over Knæet. Christie
|
| s.107 | drømte inat, at han var død, og det havde gjort Sensation
paa ham, da han har Grund til at gjøre sig alvorlige Betæn-
keligheder ved sine Drømme og Anelser. Samme Aften, maa-
ske samme Stund, Mor Koren døde, bankede det stærkt paa
hans Dør hos Overkrigscommissær Carlsen, hvorfra han næste
Dag vilde reist til Hovind, for at besøge hende. Han gik hen
og lukkede op, men der var Ingen og havde Ingen været.
Da han om Morgenen var staaet op, kom Dødsbudskabet.
Man har saamange lignende Fortællinger af troværdige Folk,
med aldeles ædru Phantasi, at man umulig kan forkaste dem
alle som Bedragerier eller Indbildnings-Fostere. At Christie
var et af de sidste Mennesker, Moer Koren tænkte paa, er høist
sandsynligt. Han havde frembragt den glædeligste Revolution
i hendes Tanker og Følelser, ham havde hun ventet og skulde
nu ikke see ham -- hvo tør nægte, at den bortflygtende Aand,
sysselsat med ham, under dens Skilsmisse fra Støvet, havde i
det Øieblik en Maade at meddele sig paa, som under den fuld-
komne Forening ikke var mulig? Over dette, som over meget
Andet, hviler et uigjennemtrængeligt Mørke, men hvo tør er-
klære det usandt, fordi det er ubegribeligt? -- Christie var li-
gesaalidt som de fleste andre fornuftige Folk fornøiet med, at
saamange Bønder ere Storthingsmænd. Imidlertid gav han
mig en Idee om Odelsthinget og Lagthinget, som jeg tilstaaer,
jeg ikke før havde. For mig var Lagthinget et Slags Over-
hus, som man især maatte bestræbe sig for at faae besat med
udmærkede Mænd, men Christie beviste mig langt Andet, og
vil endog arbeide for, at brav mange Bønder komme i dette,
og de ypperste Medlemmer blive i Odelsthinget, hvilket han
vel let vil drive igjennem, da Bøndernes kortsynede Forfænge-
lighed uden Tvivl vil ansee Sædet i Lagthinget for en Hæ-
derspost.
|
| s.108 |
6te Juni.
Schmidt skriver: "Formodentlig har Treschow fortalt dig
om en Ansøgning, som jeg gjennem hans Departement nylig
har indgivet til Kongen, om at nyde den mig engang afslaaede
Beskyttelse paa min Embedscharakter, eller i Mangel deraf min
Afsked. Man vil maaske ansee dette for overdreven Emfindt-
lighed, men efter min Overbevisning var jeg nødsaget og for-
pligtet til dette Skridt, og jeg viger meget gjerne Pladsen for
en Bedre." -- Treschow havde ikke sagt mig et Ord; han sy-
nes overalt, siden sin Ophøielse, at være af dem, der, efter
Holbergs Ord, gjøre det til en Statshemmelighed, at Borme-
steren har spildt Blæk paa sin Klud. Jeg blev altsaa umaa-
delig nysgjerrig, og gik strax ind til den mindre mysteriøse
Statssecretær, hos hvem jeg traf Grev Wedel. Fuldkomment
Lys kunde ikke Holst give mig i Sagen; han vidste kun, at
det er et Klammerie med en Poulsen paa Møllenhof, af hvem
Schmidt i Embedssager var saaledes fornærmet, at han vilde
indstævne ham for Retten. Hertil havde han søgt Statsraadet
om beneficium processus gratuiti, men fik til Svar, at man
ikke fandt Sagen af den Beskaffenhed, at saadan Bevilling efter
Lovene kunde forundes ham. Herpaa havde Schmidt indgivet
ny Ansøgning, og fremsat det Alternativ, enten at faae det
forlangte beneficium, eller afskediges med 700 Rd. S. V. i
Pension, samt Benyttese af Enkesædet Skramnæs. Det lod
sig dog tænke, at Regjeringen udfandt et tertium, og forelagde
Schmidt a son tour et andet Alternativ. Jeg kjender for li-
det af Sagen til at kunne bedømme den, men altfor trodsigen
at stampe mod Braadden, naar man ikke har des øiensynligere
Ret paa sin Side, det duer ikke. Wedel og Holst var ikke
fornøiet med Schmidts Fremgangsmaade i denne Sag, ligesom
ei heller med hans Adfærd paa Storthinget. Det var han da
just heller ikke med deres. -- Kongens Ankomst, der engang
var bestemt til 8de Juli, troes nu ikke at skee før henved Maa-
|
| s.109 | nedens Ende. Den svenske Rigsdag skulde først være sluttet,
og Statsraad Sommerhjelm, som igaar er kommen fra Stock-
holm, har fortalt, at Landmarskalken har gjort Indsigelser mod
flere nye Propositioner, da man endnu har 500 (!) uafgjorte.
I al Stilhed er idag det nye Unionsflag heiset her og
paa alle Landets Fæstninger. Jeg var i Eftermiddag oppe og
besaa det. Det er blaat og gult, med en lille rød og hvid
kant øverst oppe. Det lønnede neppe Umagen, og synes hel-
ler ikke at have lokket mange Nysgjerrige.
7de Juni.
Den danske Regjering tager meget strenge Forholdsregler.
Den indfødte Franskmand f. Ex., som ikke høitideligen erklæ-
rer, at han hylder Ludvig den 18de som Frankrigs retmæssige
Konge, skal forvises Danmark. Dronningen advarer i sin Ge-
mals Navn mod uforsigtig Snak og onde Rygters Udbredelse,
hvis man ei vil tage Skade for Gjengjæld (nogle danske Of-
ficierer, der ved et Maaltid hos en Tracteur drak Napoleons
Skaal, skal have givet Anledning hertil), og man finder for
godt i den lille Frederiks Navn at kalde den store Napoleon
en Rebel. De svenske Blade siges at helde til Napoleonisme,
og den Rolle, England spiller, er endnu tvetydig. -- Biskop
Bugge har nu ogsaa faaet Nordstjerneordenen.
8de Juni.
Provst Lassen fra Gran gjorde mig Visit. Hvad der af
Tidernes Tegn mindst behager ham, er de mange Bønders Valg
til Storthinget, og den Aand, han frygter, Falsens Skrift om
Odelsretten vil fremkalde hos denne Del af Nationen. Han
anseer Falsen for en farlig Demagog, og tror, at han, hvis
hans Valg stadfæstes, vil kunne drive Beslutninger igjennem
paa Storthinget, som man siden vil angre. Mod enkelte af
de valgte Bønder havde han og store Indvendinger, især en
berygtet Halvor Hoel, som det rigtignok er en evig Skjændsel
|
| s.110 | for Hedemarkens Amt at have givet Sted blandt Folkets Re-
præsentanter, men som dog, i hvor enstemmig end Rygtet for-
dømmer ham, ingen Artikel i Grundloven udelukker. Over
den tiltagende Luxus i Bondestanden klagede ogsaa Lassen.
Det er især i Hedemarkens og Christians Amter, hvor den har
taget Overhaand; i Nærheden af Kjøbstæderne er den mindre,
hvilket er underligt nok.
Til Aften var jeg indbuden paa Haxthausens Løkke. Da
jeg skal communicere i Morgen, kunde der maaske med Hensyn
paa det vigtige qu'en dira-t-on? været Betænkeligheder ved
at modtage Indbydelsen, men da min Samvittighed ingen ind-
gav mig, da jeg tvertimod ved Spille- og Gjæstebudsborde ofte
anstiller alvorligere, mere religiøse Betragtninger end i mit
ensomme Kammer, saa indsaa jeg ikke, hvorfor jeg burde blive
hjemme, eller afslaae Spilleparti, naar jeg havde Lyst til denne
Adspredelse. Jeg gik altsaa, og fik en Boston med Haxthau-
sen selv, Provst Lassen og Lector Orry, en gammel Emigrant,
fordum Modehandler i Kjøbenhavn, siden Sproglærer i Sver-
rig, og nu antagen som Lector i det franske Sprog ved Uni-
versitetet. Lassen fortalte en mærkelig Anecdote: En Pige i
Jevnager Sogn sad nylig og malkede i Nærheden af en høi
Bygningsstillads, hvor et Par Karle holdt paa at arbeide.
Den ene sagde: "Den, som faldt ned herfra, behøvede nok in-
tet mere i Verden". "O, det var vel en stor Sag", svarede
Pigen, "at springe ned derfra!" Man udlo hendes Kjækhed,
men da Malkningen var forbi, krøb hun op paa Stilladsen,
saa ned og sagde spøgende:"Nu skal I see, jeg ikke er bange
for at springe ned". Hun gjorde det, brækkede det ene Been,
forslog sig iøvrigt slemt, og døde tre Dage efter. Den forret-
tende Præst Knudsen kaldtes til hende. Han talte med hende
om det fortvivlede Spring, og uden Fortvivlelse, uden Spor
af Hjernens Forvirring bevidnede hun høitideligen, at det var
som en uimodstaaelig Magt havde tvunget hende til at springe
|
| s.111 | ned, og Intet i Verden kunde afholdt hende derfra. Dreven
af et lige Fatum, eller hvad man skal kalde det, havde hun
for sex Aar siden gjort et lignende Spring, havde brækket sin
ene Arm, og dog vovet det paany. At hun vilde skille sig
ved Livet, var ei Formodning om; dette Udfald var hende
endog overraskende, -- og hvad var det nu? En overtroisk
Palæolog vilde maaske sige: "Den onde Aands Indskydelse",
men hvad vandt Djævelen ved den Entreprise, hvor hendes fri
Villie havde liden eller ingen Del? En oplyst Neolog vilde
ophitte en anden Forklaringsmaade, en dybsindig Grandsker
maaske endnu en tredie, men mon disse i Grunden bleve mere
tilfredsstillende?
9de Juni.
Jeg har engang besluttet, ikke uden høieste Nødvendighed
at communicere hos Borch. Kjerschows Tale vilde nu vel væ-
ret mig ligesaa rørende og oppbyggelig som Sigvardts, men da
Borch strax vilde faa det at vide, vilde det maaske krænke ham.
Jeg kan ikke sige, jeg følte mig aldeles fyldestgjort ved Sig-
vardts Administration. Skriftetalen var ret vakker, derimod
forekom Prædikenen mig tør. Der er desuden en -- affecte-
ret vil jeg ingenlunde kalde den, thi sikkerlig kommer den fra
denne ædle Mands Hjerte, -- men dog kunstig Pathos og
Høitidelighed i hans Foredrag, hvorved det vistnok er hans
Hensigt, at gjøre det mere rørende, men i Grunden bliver det
tvungent og stivt. Hertil hører og lange, betydningsfulde
Pauser, som hos den store Taler gjør Effect (mig har de al-
drig ret villet lykkes), men som hos ham bærer møisomt Stu-
diums Præg.
10de Juni.
En Anonym, der føler sig "saa inderlig bevæget" ved
Forslaget om Universitetets Forflyttelse, bringer i Intelligents-
seddelen det kjære Kongsberg atter i Erindring, og finder,
|
| s.112 | at dets Tarvelighed, dets sunde Vand, dets ei ubetydelige Op-
land, samt dets Gruber og Myntvæsen qvalificerer det fortrin-
ligen til Universitetsstad. -- I Rigstidenden fortælles, at Oberst
Holst, der fulgte Christian August i 1810 til Sverrig som
Adjutant, der ved sin Velgjørers pludselige Død spillede en i
det mindste tvetydig Rolle, der siden, som Carl Johans Adju-
tant, har ført Vaaben mod Danmark og været med ved Ar-
meen, der skulde undertvinge Norge, er bleven Overcomman-
dant paa Fredrikssten. Det gjør ubehagelig Sensation, og
man tror, Regjeringen havde gjort bedst i at lade det være.
Imidlertid tier ogsaa her Grundloven, og man kan ikke klage.
Personligen kan jeg ikke fordømme ham, allermindst efter at
have hørt ham nævne som Ven af min ædle Velynder, Grev
Rosenblad.
Ohme er bleven Commandant i Fredriksstad, rigtignok,
som Sagerne nu staae, en vanskeligere og hæderligere Post,
end den paa Fredrikssten. -- Iøvrigt læser man, at Prinds
Christian Frederik har celebreret den 22de Mai, den Dag, da
han for elleve Aar siden blev confirmeret, for to Aar siden be-
traadte norsk Grund, for et Aar siden holdt sit Indtog i Chri-
stiania som Konge, ved at gjøre den til sin Bryllupsdag. Den
Dags Minde maa saaledes udgjøre et besynderligt Helt, som
der skal en egen Hovedets og Hjertets Organisation til at dvæle
ved med Velbehag. Der var naturligvis "Sammen over al
den Gaard", og man havde just belavet sig paa en Maskerade,
da Anskrig kom, at Frederik den Sjette hver Dag kunde ven-
tes til Augustenborg, og saa opsatte man da den Herlighed,
for at han kunde tage Del i den. Senere har man af Pri-
vatbreve eller danske Aviser seet, at Kjøbenhavnerne ere blevne
saa umaadelig glade over Hans Majestæts Hjemkomst, at de
have trukket hans Vogn fra Vesterport til Amalienborg. Han
skal dog ved sit lange Ophold i Wien intet have udrettet und-
tagen at beholde hvad han havde.
|
| s.113 |
Det er mig ubehageligt at høre, at Christie endelig har
modtaget Bergens Stiftamtmandskab paa saa yderst fordelagtige
Vilkaar, at Norge neppe har en saa vellønnet Embedsmand.
Jeg gjenkjender ikke her den "Nationens gjæve Mand," for
hvem "det varme Hjertes frie Hyldning" var kjærere Løn "end
Hoffets Flitter for Forgyldning." At han, med stærke Baand
bundet til Bergen, ikke vilde modtage en Statsraadspost, der
fjernede ham fra hans elskede Hjem, deri ser jeg nu ingen
mærkelig Patriotisme, naar han paa samme Tid, efter at have
tinget med Regjeringen om hidtil uhørte Vilkaar, og faaet
dem bevilgede, opsvinger sig med Et fra en Sorenskriver- til
en Stiftamtmandspost, der kun er et Trin under Statsraadens.
At han i enhver Henseende er denne Post voxen, og vil be-
klæde den med Ære, derom kan jeg ikke tvivle, men kjærere
havde det dog været mig, om han uden Prætensioner, der lug-
tede af Egennytte eller Ærgjerrighed, havde modtaget, hvad
man bød ham, saaledes som Convenients tillod ham at mod-
tage det.
11te Juni.
Til Trøst under min ensomme Nattevaagen havde jeg En-
gelstofts og I. Møllers historiske Calender, en i sig me-
get interessant Lecture, hvori desuden siges mig smukke Ting.
Dette sidste skeer i Møllers Udkast til den danske Litteraturs
Historie fra 1801 til 1813, og da hans Dom over denne Pe-
riodes homiletiske Forfattere forekommer mig (absit dicto in-
vidia!) meget sand og træffende, afskriver jeg den her: "Af
navnkundige geistlige Talere gik, foruden Bastholm, der forme-
delst Alderdoms Byrde nu ei længer kunde udmærke sig paa
denne Maade, over til denne Periode den tydske Præst Mare-
zoll, og de danske H. G. Clausen, Pavels, Gutfeldt og Lieben-
berg. Af disse turde vel Marezoll være den fuldkomneste
taler, forudsat at Præsten tør antage et saa dannet Publi-
|
| s.114 | cum, som Marezolls Prædikener udkræve. I Henseende til
frugtbar Disposition, oratorisk Numerus, ja stundom endog
philosophisk Anstrøg, kommer Clausen Marezoll nærmest.
Ogsaa gjælder det Samme, som en Recensent ved nogle af
Clausens Prædikener har paaanket, at Forfatteren ei altid be-
nytter Bibelen nok, i hvor heldigt han end ved at bruge den,
om enkelte af Marezolls (kun enkelte?), skjønt rigtignok en ægte
christelig Aand taler til os i de allerfleste, ligesom den religi-
øse Følelse i dem alle (?) finder Næring. Et skjønt og Ma-
terien værdigt Sprog, tilligemed et lærerigt Indhold har Pa-
vels's og Liebenbergs Prædikener tilfælles med de fore-
gaaende, og en vis Hjertelighed med hinanden indbyrdes. Et
poetisk, især elegisk Anstrøg giver desuden mange af Pavels's
Arbeider en egen Interesse. Gutfeldt kan i lige Maade ved
sin let bevægelige Phantasi, sin inderlige Følelse og sit blom-
strende Sprog være en fortræffelig Taler, saa ofte han selv vil,
men i sin Stræben efter en skjøn Form forglemmer han un-
dertiden Materiens grundige Udførelse, og hvad er dog smukke
Ord, uden fyndige og vel sammenhængende Tanker? Med al
Agtelse for Mandens Talenter og herlige Gaver, vover Refe-
renten at anvende paa hans udgivne Taler, hvad Quintilian
siger om Ovids Medea: videntur mihi ostendere, quantum
vir ille præstare potuerit, si ingenio suo temperare quam
indulgere maluisset. -- Af de yngre Prædikanter har ingen
opvakt saa store Forventninger som Præsten I. P. Mynster.
Hans Prædikener have, som alle hans Arbeider, et eiendomme-
ligt, saare anbefalende Præg. Især findes der i den udgivne
Samling nogle udmærkede Homilier. Derimod er i de syn-
thetiske Prædikener Dispositionen mindre fuldkommen. Under-
tiden gaaer ogsaa den christelige Salvelse, som udmærker disse
Prædikener, over til Berørelse af Mystikens dumplydende Strenge".
-- Med samme Grundighed, Sindighed og Upartiskhed bedøm-
mes, saavidt jeg skjønner, den hele theologiske Litteraturs Pro-
|
| s.115 | ducter, og vedbliver det saa, bliver Udsigten over det Hele høist
interessant. Det var omtrent det Arbeide, det Vulfsbergske lit-
terære Selskab engang foresatte sig at udføre. Herslebs Dom
vilde nok i meget falde anderledes ud, end Møllers. Efter de
Folks Anskuelsesmaade var vel ingen af os Prædikanter, Myn-
ster maaskee undtagen, kommen at staae med Palmer i Hæn-
derne.
Jeg kan ikke undlade at fortælle, hvilken liberal Opdra-
gelse R -- giver, eller taaler, at der gives hans Børn. Hans
uartige Dreng spurgte i Eftermiddag Julie: "Var du i Kir-
ken og hørte din Fader lyve?" -- "Min Fader lyver
aldrig", svarede Julie alvorlig. "Jo i Kirken lyver han",
sagde den syvaarsgamle Hvalp, som der kan blive noget af med
Tiden, og om hvilken man ret kan sige som Kongen2 sagde
ved Taffelet om Holbergs Henrich: "Den unge Herre er der
noget extraordinairt hos".
12te Juni.
Treschow fortalte, at Biskop Brun er bleven saa inderlig
glad over det Guldkors, Bisperne skulle bære, at han ei alene
i den forlangte Kvittering har jublet derover, men har endog
tilskrevet Anker i Stockholm og bedet ham takke Kongen for
denne Prydelse. Skulde den Mand virkelig være saa selvstæn-
dig og standhaftig, som han ansees for? Iligemaade hørte
jeg, at Biskop Bugges Uegennytte angives som Hovedgrunden,
hvorfor han omsider er bleven Nordstjerneridder. Jeg tror rig-
tignok, at Avind selv tillægger ham denne Dyd, men studsende
spørger man dog: Ere da Norges fire andre Bisper egennyttige?
13de Juni.
I den historiske Calender har Møller leveret en meget vel-
skreven og underholdende Biographi af Erkebiskop Hans Svane.
|
| s.116 | Mandens Forfængelighed og Herskesyge var sagtens ikke ros-
værdig, men mange Mile behøver man ikke at reise, for at
finde hans Mage, uden at man sammesteds finder den lærde,
kloge, i høi Grad talentfulde Mand, Svane var. Det var nær
gaaet mig, da jeg læste om hans udmærkede Forhold paa Rigs-
dagen, som Themistocles, da han hørte Miltiades's Bedrifter,
eller Carl den 12te, da han læste Curtius. Dog, disse vare
Ynglinge, jeg ikke; derfor sov jeg ganske rolig den følgende
Nat. Men at kunne spille og soutinere en saadan Rolle, det
var dog herligt.
Min Samtale med Treschow dreiede sig først om den pre-
caire Fod, hvorpaa Geistlighedens Indkomster nu staae, helst
da der hos adskillige Bønder, især Hedemarkerne, skal være
Fordom, næsten Had mod vor Stand, og siden om Landsby-
skolevæsenets Forbedring, hvortil Præsten Hadeln paa Augvalds-
næs havde indgivet et meget fornuftigt og iværksætteligt For-
slag. Nogle ville sige, at Treschow selv ikke er Præsteven.
Man tør imidlertid haabe, at Storthingets tre Bisper, alle
veltalende og frimodige Mænd, baade hos Regjering og Folke-
repræsentanter ville vorde Standens kjække og heldige Talsmænd.
14de Juni.
Jeg har idag havt en besynderlig Overraskelse, ja jeg tør
vel sige, at i de to eller tre og fyrretyve Aar, siden jeg
lærte at læse, har Intet i høiere Grad forbauset mig af skrevne
eller trykte Sager, end hvad jeg har læst idag. Det er mig i
dette Øieblik uvist, om jeg uden mit Vidende har været inspi-
reret, eller om jeg skal sætte Prof. J. Møller i Classe med
den tydske Litteratus, der ansaa Niels Klims underjordiske Reise
for sand Historie, og fandt i hans Fart til og fra Planeten
Nazar et physisk Problem opløst. -- Da jeg i Kjøbenhavn om-
arbeidede Kotzebues Ulykkelige for Borups Selskab, udeluk-
kede jeg et Par af hans Personer og skabte nye i deres Sted.
|
| s.117 | Blandt disse var Marionetspilleren Gebhard Falkenschweif, hvem
jeg gav den charakteristiske Naragtighed at citere berømte For-
fattere med hans egne simple Yttringer, som om det var dis-
ses Ord. Det var i den Tid Casorti med sit store italienske
Selskab morede Kjøbenhavnerne. Paa Falks Spørgsmaal:
"Hvem er De?" svarer altsaa Falkenschweif: " Ich bin Direc-
tor der großen deutchen Gesellschaft". -- Falk: "Formodent-
lig et Videnskabsselskab?" -- Falkenschweif: "Freilich! oder
eine Kunstgesellschaft, wie Sie wollen, denn Wissenschaft
ist Kunst, und Kunst ist Wissenschaft, sagt der
grosze Lessing". -- Det ved Gud, at jeg ligesaalidt havde
læst disse Ord hos Lessing som hos Kotzebue den trivielle An-
mærkning: "Der Mensch ist ein elendes Geschhöpf", eller hos
Luther det endnu triviellere Ordsprog: "Mit viel hält man
Haus, mit wenig kommt man aus". -- Hvor maatte jeg da
forbauses, da jeg seer Prof. J. Møller begynde sin Udsigt over
den medicinske Litteratur med følgende Tirade: "Er det saa, at
enhver Kunstner og Videnskabsmand mangen Gang foranledi-
ges til at udbryde med Lessing: Kunst er Videnskab og
Videnskab er Kunst! da fristes Lægen idelig til at anvende
disse Ord paa sin Syssel". Det vilde være høist besynderligt,
om Lessing virkelig har sagt disse Ord, som rigtignok ere i
hans Maneer, og ligesaa besynderligt, om Møller citerer Or-
dene som Lessingske blot paa Gebhard Falkenschweifs Autori-
tet (Scenen tryktes engang i danske Tilskuer), og en af disse
Besynderligheder maa man dog antage.
Det eneste som af Dagens Aviser fortjener at optegnes
der, er det bekjendtgjorte Recit af Biskop Bugges Fortjenester.
Tarditatem qvantitate compensat, kan man med Sandhed sige.
Varede det længe, inden hans Fortjenester paaskjønnedes, saa
veie de nu op næsten mod de andre fire Bispers tilsammen-
tagne. Han er nemlig bleven Medlem af Nordstjerneordenen
i Betragtning af hans Værd som Videnskabsmand, hans iv-
|
| s.118 | rige Bestræbelser for det kongelige norske Videnskabers Selskab
i Trondhjem, hans udmærkede Uegenyttighed i sit Em-
bede (mon man ikke herved har villet chicanere Bech, hans
personlige Fiende?) og hans Fortjenester af Skole- og Fattig-
væsenet." (End ikke dem maatte min stakkels Bisp beholde for
sig selv). -- Af et Commissorium til nogle bergkyndige Mænd,
som skulle undersøge, hvad der kan gjøres ved Kongsberg Sølv-
værk, seer jeg, at alle Rangspersoner ere ogsaa vor nuværende
Konges Elskelige.
15de Juni.
Hans Grimelund besøgte mig, for at høre mine Tanker
om et Par Forslag, han har isinde at fremlægge. Det Første
angik Fremmedes Indflytning i Sognene uden Attester til Byrde
for disses Fattigvæsen. Han vilde have strenge Forholdsregler
vedtagne mod Gaard- og Brugeiere, der engagerede saadanne,
og ønskede, at jeg vilde sætte den Ting i Stil og understøtte
den med de behørige Grunde. Jeg henviste ham til hans
Collega Glad, og lovede at gjennemse Forslaget og give min
Betænkning derover, naar det blev færdigt. Det andet, Skat-
tevæsenet angaaende, fandt jeg ypperligt, og ønsker det af mit
Hjerte heldig Fremgang. Det gaar ud paa, at Alle uden For-
skjel, Bønder, Proprietairer, Embedsmænd og Kjøbstadborgere
skal betale dobbelt Skat af de Gaarde, de ei selv bebo. Gud
ved, paa hvis Grund dette Forslag er voxet, men gjennemtænkt
og retfærdigt forekommer det mig i høi Grad. Embedsmæn-
denes Gagering i rede Sølv synes han ei heller saa, ganske at
goutere; Præster og andre, hvis fleste Indtægter bestaar i Sport-
ler, erkjender han, vinde Intet derved (kunne altsaa, heller In-
tet taale at miste), men i Henseende til dem, der gageres umid-
delbar af Statscassen, tror han, dennes forøgede Udgifter blive
for svære. Jeg tør ikke benægte det, naar jeg betænker, at
en Soldaterjordefærd, som efter Reglementet betales Præsten
|
| s.119 | med 32 &bmskilling; nu betales med 1 Rbd. 83 &bmskilling;. -- Jeg maa sige,
jeg er stolt af Agers Sogn, som denne Gang leverer to i
deres Stand vist udmærkede Folkerepræsentanter.
16de Juni.
Drukkenskaben siges nu igjen at tage stærk Overhaand.
Brændevin er falden betydelig i Pris, Dagløn derimod er uhyre
stor. Den hele Arbeidsclasse tyr igjen til sin gamle Yndlings-
drik, -- og gid det blev ved den! I Dag ledsagede jeg til
Jorden en gammel Synder i det Capitel: vor Vandinspecteur,
der paa de sidste Tider var beskjænket to Gange om Dagen.
Hans Død beklages ikke, da han holdt Vandvæsenet, især her
paa Fæstningen, i ynkelig Forfatning, uden forsaavidt man ei
begriber, hvo der skal blive hans Eftermand, da Ingen her en-
ten forstaar Videnskaben eller kjender Vandrenderne. -- Hers-
leb fortalte om tre underlige Varsler fra Christian Frederiks
korte Regjering. Kjendsgjerningerne ere notoriske, og man
tænkte alt i de Dage allehaande derom. I de Dage, da han
lod sig udraabe til Regent, og in specie d. 22de, da han red
om og talte til de paa Torvet opstillede Militaire, sad en Ugle
som fastnaglet paa Kirketaget. Den Æreport, som var opreist
til hans Indtog, faldt ned, og blev med Nød og neppe istand-
sat til hans Ankomst. Endelig var samme Aften paa det il-
luminerede Skib F'et i hans Navnetræk saa ligt et I., saa at
Hersleb og Flere anmærkede: Man skulde snarere tage det for
Carl Johan end Christian Frederik. Et Par lignende
Ting vil man have bemærket ved Kronprindsens Ophold her,
men han er vel den Mand, der lig Cæsar, da han faldt ved
sin Landing i Africa, finder deri et lykkeligt omen og gjør det
virkelig dertil.
17de Juni.
Rigstidenden melder om Christies Stiftamtmandskab, som
endnu bestandig gnaver mig om Hjertet, langt mere end Motz-
|
| s.120 | feldts og Diriks's Statsraadsværdighed. -- Jeg skrev til Mad.
Buchholm, Nordens Sappho, som Rahbek har kaldt hende, der
i sin Ungdom ingen leucadisk Klippe fandt at springe ud for,
og derfor overlever og prostituerer sig paa sin gamle Alder.
Jeg tror ellers, sandt at sige, at hint Navn ikke tilkommer no-
gen af vore Digterinder, thi ingen af dem var "kjælen Elskovs
heldige Tolk". De fem Rigsdaler, hun sendte mig for Ind-
rykkelsen af hendes Vers til Zetlitz, fik hun tilbage, da man
indførte dem gratis.
18de Juni.
Kjøbmand Ell, hvem min Kone havde overdraget at kjøbe
udenlandsk Silketøi til en Præstekjole for mig, der desværre
har altfor meget "med Hoffets Stads at gjøre", overbragte
det idag personlig, tilligemed en Regning paa 8 Pund Ster-
ling, 11 Sh., 6 Pence, som for 10 Aar siden vilde været en
yderlig Bagatel, men er det sandelig ikke nu. Manden var
imidlertid saa honet, ikke at ville have Betaling, før vort Fi-
nantsvæsen er reguleret, og, som man haaber, forbedret af Stor-
thinget. Først ved en saadan Leilighed faar man ret beskuelig
Ide om, hvad vore Penge nuomstunder ere, og jeg taber mig
i Forundring over, at jeg hverken i Kjøbenhavn blev Capita-
list, eller her er bleven en Prakker.
19de Juni.
Jeg var Censor ved theologisk Examen, som denne Gang
holdtes i Tugthuskirken, da Kathedralskolens Auditorium gjø-
res istand for Storthinget. Jeg traf der Biskop Bugge, som
har fulgt sin Søn til Universitetet og nu naturligvis bliver her
med det samme. Han er endnu den Gamle; dog synes han
lidt forsonet med Nordstjerneordenen, siden han selv fik den,
hvorimod han stikler desmere paa Dannebrogen, hvor han fin-
der Indskriften: Gud og Kongen at være et Handelsfirma,
omtrent som Vesty Egeberg & Comp. Da Facultetets Med-
|
| s.121 | lemmer og vor høivelbaarne Procantzler indfandt sig, retirerede
Bugge op i en Pulpiturstol, paa Grund af at han ikke havde
Ordensdragt, men blev nedhentet, og end ikke i disse faa Øie-
blikke, ved første Møde i Guds Tempel, kunde de høiærværdige
Brødre bare sig for at give hinanden Finter. Bech begyndte
nu Examinationen med det nye Testamentes Exegetik, og gik
derfra over til den naturlige Theologi og Moral. Dette va-
rede omtrent et Qvarter. Han talte Latin som sidst, og Dein-
boll, der under Attestatslæsningen har anstrængt sig over Evne,
og paadraget sig en Sygdom, hvoraf han endnu ikke var fuld-
kommen restitueret, fik omsider ondt, svedte Angstens Sved,
tabte næsten baade Mæle og Bevidsthed og maatte ud at tage
frisk Luft. Der gjordes da en Pause, under hvilken Bugge
gjorde Anmærkninger for mig og Dr. Garmann over det skjønne
Latin, der hørtes, og paastod, at han ved denne Examen maatte
blive rejeceret. Deinboll kom ind igjen, og man skulde troet,
Bech nu vilde ladet ham fare, men nei! han tog igjen fat paa
ham, og gjennempinte det arme Menneske som Edderkoppen
den Flue, der er kommen ind i dens Væv. Jeg var selv nær
ved at faae ondt; jeg saa en stakkels Inquisit i en følesløs
Dominicaners Kløer, og det var mig en ordentlig Lindring, da
Candidaten igjen blev saa syg, at Procantzleren endelig for
Skams Skyld maatte holde op, idet han sagde, at han gjerne
havde fortsat dette behagelige Colloquium, men formedelst Dein-
bolls status mortis maatte han afbryde, og roste ham forre-
sten i det Hele. I sit Hjertes Angst svarede Deinboll, hvor-
over Bugge gjorde sig ret tilgode: "non potui capere quæ-
stiones tuas". Efter en liden Pause begyndte Hersleb og Ste-
nersen at examinere. Under dem stod Deinboll sig særdeles
vel; hans Helbred synes ogsaa ret god, saa man fristedes til
at tro (se Barselstuen 3die Act), at det mere var Else David
Skolemesters høitravende Snak, end Draaberne, der før kom
ham til at svede. Nu gik Tilhørerne, hvoriblandt Qvinder og
|
| s.122 | Børn og en Høker Mansaas, og ved Censuren tilkjendtes Dein-
boll eenstemmigen Laudabilis. Han blev kaldt ind, aflagde
Eden mundtlig og skriftlig, og Hersleb holdt den sædvanlige
Formaningstale med en mandig imponerende Værdighed og i
et simpelt Foredrag, der tydelig saaes at komme fra Hjertet.
Denne Tale holdt mig skadesløs for al den forrige Ennui og
Angst. Deinboll gaaer strax som Præst til Vadsø.
1 tilbake Andreas Olsen, død 1845 som Byfoged i Laurvig.
Udg.
2 tilbake Christian den Syvende?
Udg.
|
| bla bakover |