|
10de Mai.
En ivrig Patriot har i Rigstidenden paataget sig at be-
vise Lovstridigheden af Pastor Bonnevies Valg til Storthings-
mand. Han mener, at det ikke er nok at være født Nordmand,
men at man ogsaa maa have været bosat 5 Aar i Norge for
at vælge eller vælges. Der er nok en liden Redactionsfeil i
den citerede Paragraph, og det er beklageligt, at fast ingen Lov
eller Forordning kan existere, hvor man jo finder utydelige
eller ubestemte Udtrykke, men i Sagen selv forekommer Forfat-
teren mig at have Uret, og det synes blot at være personlig
Animositet mod Bonnevie, som har frembragt denne Indsigelse.
Upassende var det altsaa ikke, at nogle Linier af Jonathan om
frække Pasqvillanter og Døgnskribenter, hvilke Brun have for-
langt aftrykte i Rigstidenden, fattes af Redaktionen umiddelbart
efter denne Denunciation. En, som det synes, retfærdigere Anke
føres i Intelligentsseddelen mod jeg ved ikke hvem, som 1809
har solgt en Prise, og nu, da Pengene ere mere end 10 Gange
saa slette, som da, indkalder Mandskabet paa det Skib, "som
erobrede den, til at hæve deres Andel af Summen," som neppe
kan være i Rigsbankpenge Navnværdi saa stor, som den da
var i dansk Courant. Offentligen at spørge om saadant, deri
er Hensigtsmæssighed og Consequents. Det staar til Vedkom-
mende med et Par Linier at afbevise Beskyldningen, hvis den
er ugrundet, og er der begaaet Underslæb, da kunne Bedrager-
nes Foresatte anstille streng og nøiagtig Undersøgelse. Ved
indgiven Klage eller Forespørgsel til vedkommende Departement
kunde man aldrig være saa sikker paa at bringe det til afgjø-
rende og tilfredsstillende Resultat. Endnu vender jeg tilbage til
Rigstidenden, for at nævne den saare gode offentlige Foran-
staltning at Præmieudsættelse for Druknedes Redning bortfal-
|
| s.87 | der som upassende, hvorimed det paalægges Embedsmændene
som Pligt at indberette, naar saadan ædel Handling er udøvet,
da man selv efter Omstændighederne saa vil hædre eller belønne
Udøverne.
11te Mai.
Medens vi spiste Frokost, kom Grev Essens Tjener ind
med de Ord: "Til Middag hos Excellencen Kl. 3!" en saare
peremtorisk Tilsigelse. Jeg gjættede, at han vilde levere Bispen
og mig den prindselige Gave, og tog ikke feil i min Gisning.
Til bestemt Tid parerede jeg Ordren. Gjæsterne bestod mest af
svenske Officierer, hvilke i Almindelighed synes at være mere
cultiverede end vore, endog dem, der ere oplærte ved Cadetacade-
miet. Sund Fornuft, militær Indsigt, fine og dannede Sæder
finder man vel hos disse, men langt færre er der vel blandt
dem end blandt de Svenske, med hvem man kan indlade sig
i videnskabelige, in specie philosophiske Samtaler. -- Medens
vi drak Caffe, overgav Essen i min Nærværelse Bispen 6 Bank-
noter paa 1000 og en paa 600 Rd., og bad os forenede give
ham Qvittering derfor. Bispen lovede at sende mig den, og
Essen sagde da, at jeg kunde tage den i Fikken imorgen Af-
ten. Han forelæste os et Brev fra Rosenblad og talte med
det samme om denne som Pietist, men derhos saare retskaffen
Mand, hverken dum eller pedantisk. Siden kom Samtalen paa
Provst Lagerlöff og et Par Bøger, han havde sendt Bech, blandt
andet en Afhandling om Forskjellen paa Hykleri og sand Chri-
stendom, som han ønskede oversat her og omdelt blandt den norske
Almue. Bech finder ham at være en fortræffelig og oplyst Religions-
lærer, men tror imidlertid Tonen i dette lille Skrift upassende
og for mange anstødelig, og har derfor raadet Provsten til at
omarbeide det. Hvori det upassende bestod, kunde jeg ikke ret
blive klog paa, thi min høivelbaarne Overhyrde snakkede noget
underligt Tøi om at være alting for alle, saa at man endog
|
| s.88 | maatte være gal med de Gale, i hvilken Anledning Essen
anbragte det franske, ogsaa blandt os antagne Ordsprog, at
man maa tude med de Ulve, man er iblandt. Jeg kunde in-
tet sige, thi jeg vidste ikke ret, hvad der taltes om. Essen
vidste det nok heller ikke, og Gud ved, om Bech vidste det selv.
Idetmindste blev hans Tale mere og mere dunkel og indviklet,
saa jeg var glad, da der omsider blev Ende paa den Snak.
12te Mai.
Førend jeg fortæller om Aftenens glimrende Bal, maa
jeg anføre et nyt Bevis paa Biskop Bechs forunderlige Lyst
til at være eneherskende og enegjældende Bestyrer af alt, hvad
han faar Fingre paa. Jeg ventede den hele Dag forgjæves paa
Qvitteringen. Inden jeg iaften fik Excellencen i Tale, saa jeg
Bispinden og spurgte, om ikke hendes Mand kom, hvortil hun
svarede Nei. Jeg sagde da, at jeg havde ventet et Papir fra
ham. "Hun havde havt et Papir med og leveret det til Gre-
ven". Nu opsøgte jeg Essen. "Jeg har intet at bringe Deres
Excellence," sagde jeg "thi jeg har intet faaet, men Bispinde
Bech siger, at hun har medbragt et Document". -- "Ja" sva-
rede han, og tog det op af Lommen, "her er det." Han søgte
efter sine Briller, men fandt dem ikke og flyede mig derpaa
Qvitteringen med de Ord: "Vil De tage den til Dem, saa
skal jeg sende Bud efter den imorgen." Jeg aabnede den, og
saa ved første Øiekast, at Bech blot i sit eget Navn havde
qvitteret og ikke nævnet mig; altsaa gav jeg Excellencen den
igjen og sagde: "Her er intet for mig at gjøre, Bispen har
qvitteret og intet Rum ladet aabent for mig." "Han er for-
bannat expedit," sagde Essen, og udlod sig ikke videre
herom, men dreiede Samtalen hen paa andre Gjenstande. --
Paa den ene Side kan jeg rigtignok være tilfreds med ikke at
have qvitteret for en saa betydelig Sum, som jeg aldrig har
havt og aldrig faar i mine Hænder, da jeg i det mulige Til-
|
| s.89 | fælde, at den ved Skjødesløshed eller Ulykke forvandskedes, er
uden alt Ansvar; paa samme Tid kan jeg og være tjent med,
at Bispen i sin ophøiede Stilling, med sin Routine og Energi
sætter sig i Spidsen for en Entreprise, jeg hverken har Kundskaber,
Kraft eller Erfaring til at være Hovedbestyrer af; men paa
den anden Side er det vist langtfra Kronprindsens og Rosen-
blands Tanker, at jeg skal nedværdiges til blot Haandlanger ved
dette Arbeide, og jeg er nærved at angre, at jeg ikke til imor-
gen opsatte at sende Bech Rosenblads Brev tilbage, og da, som
af Feiltagelse, forvexlede det med mit, hvori der staar, at Bech
af flere Aarsager ei kunde forbigaaes.
Hvad nu Ballet angaar, da var det stort og elegant.
Der var 250 Mennesker af alle Stænder, men for den, som
ikke dandser, var der aldeles ikke morsomt. Statsraaderne Heger-
mann, Diriks og Treschow havde den nye Uniform, som er
vakker, og klædte de to første særdeles vel, men den gamle
Professor med en stor trekantet Hat under Armen, Sabel med
Port d' Epé ved Siden og Sporer paa Benene, var mig et
forunderligt Syn, der vakte Ideen om Martinianeren hos Niels
Klim. -- Under Kortspillet hørte jeg af Diriks en Udladelse
om Folketællingen, som trøstede mig over den Ufuldstændighed
eller de Urigtigheder, der maatte finde Sted i min Liste. As-
sessor Mathisen kom forbi Spillebordet under en Pause. "Jeg
ser," sagde jeg, "at De har ladet Dem tegne som Indvaaner
af Linderud. De er da vel ikke ogsaa regnet blandt Byens
Mennesker?" -- "Det ved jeg ikke," svarede han, "jeg var
paa Linderud den Dag, Tællingen skede." "O ja", sagde Di-
riks, "det skader ikke, om De er tegnet paa to Steder. Der
er vist langt flere, som slet ikke blive tegnede, og jeg er tem-
melig sikker paa, at naar alle Lister indkomme, kan man gjerne
gjøre Norges Folkemængde 50,000 Mennesker større, end den
er opgiven." Naar Regjeringen er sikker paa saadant, naar der
endvidere om Næringsveienes Betydning er og maa være for-
|
| s.90 | skjellige Meninger blandt Listernes Forfattere, hvorfor giver man
da saadan Befaling? hvad tror man at udrette dermed? Jeg
tror virkelig, at naar man saa omtrent vidste Folkemængden,
og saa anordningsmæssigen udfyldte Rubrikkerne efter de en-
gang bekjendte, antagne og ved Erfaring bekræftede Forhold,
saa kunde man gjerne, uden Ansvar for sig og Skade for Fæ-
drelandet, sidde i sin Stue og forfatte Listerne uden at sætte
nogen anden Skabnings Ben, Hænder og Tunge i Bevægelse.
Det er vel, jeg ikke før hørte en saadan Yttring af en Stats-
raad; den vilde gjort mig endnu lunknere og uvilligere til dette
Hoveriarbeide. -- Falbe er bleven Stiftamtmand over Agers-
hus Stift.
13de Mai.
Rigstidenden meddeler endelig Storthingsvalget fra Lister
og Mandals Amt. Første Valg faldt paa lutter Bønder, nem-
lig Theis Lundegaard og Peder Bøgvald fra forrige Storthing
samt Theis Berge og Lensmand Refnæs. Ved andet Valg
excluderedes Theis Berge og Sorenskriver Rested kom istedet.
Storthinget skal nu decidere. Professor Platou og Theis Berge
Johannes Thrane og Sorenskriver Rested staa og falde for
samme Dom.1 -- Fremdeles hører til Dagens Læsning tre
nye Smaaskrivter: første Hefte af Storthingets Forhandlinger,
der gaar til 18de October, en temmelig sindig og beskeden Gjen-
drivelse fra Amtmand Falsen af Mariboes Finantsproject (hvil-
ket gaar over min Horizont), og en i mine Tanker overmaade
velskreven Afhandling af samme Mariboe om Værnepligten.
Hans Grunde imod almindelig Værnepligt, hvilken han erklæ-
rer synonym med den franske Conscription, finder jeg uigjendri-
velige. Jeg ser, at Biskoppen og til Storthingets Overveielse
har udgivet nogle Tanker om det beneficerede Gods, hvilke jeg
|
| s.91 | ogsaa skal kjøbe og læse. Saaledes debatteres med Frimodig-
hed af kyndige Mænd -- ikke usle Styverfængere -- over de
vigtigste Gjenstande, og Folkets Repræsentanter ledes til at
betragte dem fra Synspuncter, de hidtil maaske ikke have tænkt
sig dem fra. Det kan dog ikke nægtes, at vi nu have mere
Frihed i Almindelighed end nogensinde, og Trykkefrihed in
specie, end i de sidste 16 Aar under den danske Regjering,
og ingen af dem synes at ville udarte til saadan Tøilesløs-
hed, at deres Tab skulde være at befrygte. Med langsom-
me, men derfor maaske sikrere Skridt gaar Norge nu uden
Tvivl frem til Held og Hæder.
14de Mai.
Storthingsmanden Hans Grimelund besøgte mig. Han
yttrede Skrupler over Kongehusets Nærværelse her under Stor-
thinget, og troede, at den kunde have ufordelagtig Indflydelse
paa Forhandlingerne, hvori han sikkerlig har Uret. Det er ar-
tigt nok, at medens Schmidt tilskriver svenske Insinuationer de
mange Bønders Valg, frygter en av disse samme Bønder Pla-
ner imod Bondestanden fra svensk Side. Begges Frygt har
neppe anden Grund, end den Harlekinske Lyst til overalt at se
Spøgelser, som synes mig at have rodfæstet sig blandt mine
Landsmænd:
"Naar der kun ei stikker andet under!
hvem kan man tro, Hr. Nabo! nuomstunder?"
er vore Døgnpolitikeres evige Valgsprog, og fra disses Tal kan
jeg ligesaalidt undtage min oplyste og retskafne Ven, som min
forstandige Sognemand! Ellers lod det især til at være Han-
delsstanden, som Hans Grimelund og de andre Bønder har et
ondt Øie paa, og de have unægtelig Ret; men hvad vil man
gjøre dem? Paalægger man den forhøiede Skatter, bliver det
Embedsmanden og Jorddyrkeren, som maa betale dem. Kjøb-
|
| s.92 | manden har Midler ihænde til at udplyndre os til Skjorten,
og ingen Regjering kan forhindre ham deri.
Jeg læser i denne Tid Bartels Briefe über Calabrien und
Sicilien, en interessant Bog, men hvis Forfatter hverken er fri
for Affectation eller Vindighed. Den Brevform kan jeg slet
ikke sige behager mig, naar det ikke (som Snedorfs) er virke-
lige Breve, der Tid efter anden sendes til Hjemmet. Disse
ere vist alle skrevne i Forfatterens Stue i Tydskland, og det
er da hel urimeligt at læse f. Ex. i Begyndelsen af et Brev,
der blot indeholder Fortælling om Justitsvæsenet i Calabrien,
hvilken Forfatteren vist ikke sendte med Posten fra Neapel til
Hamburg: "Mein Bündel ist schon geschnürt, und morgen früh
geht es unwiderruflich vor hier: nehmen Sie dann mit der
heute abgehenden Post meine Abschiedskuß, verbunden mit der
ernstlichen Erinnerung, mir fleißig bald und viel zuschreiben".
Saadant forestiller jeg mig ogsaa Dr. Neumanns svenske Rei-
sebeskrivelse, hvis den engang udkommer.
15de Mai.
Helge vidner endnu mere end Hagbarth og Signe om,
hvor usandfærdig den Beskyldning er, at Ohlenschæger har cul-
mineret. Tvertimod! Helge er maaske det mest fuldkomne, der
nogensinde er kommet fra hans Haand, og et af de mest fuld-
endte Digte, nogen Literatur kan opvise. Ligesom man i In-
gemanns Turnus læser, hvorledes det græske Fatum kan for-
vandskes ved tom Stads og unyttig Pragt, saa lærer man det
at kjende i dets hele frygtelige Alvor i Tragedien Yrsa, der
paa den værdigste Maade slutter Digtet.
Endnu har jeg ikke hørt et Ord fra min høiærværdige
Despot, og det skulde ikke undre mig, om det gaar som hist ved
Skolecommissionen, at han udarbeider Forslaget, oplæser det
og gunstigen tillader, at jeg sætter mit Navn under ved Siden
af hans. Han havde igaar et lidet fortroligt Venneselskab, be-
|
| s.93 | staaende af Grev Essen, Grev Wedel med Familie samt en
Flok svenske Officierer. Den Bisp, der danner sin nøieste Om-
gangscirkel af saadanne Folk, er dog en forfængelig Daare.
16de Mai.
Mit Brev til Biskop Brun, som jeg sluttede og afsendte
idag, er meget polemisk. Paa halvanden Folioside gjendriver
jeg hans Paastande om Trykkefriheden og om det urigtige i at
Kongen har bekjendtgjort sine Motiver til Ordenens Uddeling.
Hvad jeg skrev ham til, er sagt her ved forskjellige Leiligheder;
jeg vil altsaa ikke gjentage det. De senere Dages Historie har
overalt gjort mig til Trykkefrihedens deciderede Ven og Tals-
mand, og styrket mig i den Overbevisning, der rigtignok en-
gang vaklede, at det blot er den urigtige Behandling af visse
dens Producter, som gjør den skadelig. Naturligvis bør den
ligesaavel som al anden Frihed bøie sig under Lovenes Herre-
dømme, men ogsaa kun under disse. Censur, Forbud, vilkaar-
lig Standsning eller Confiscation af den executive Magt er
vist aldeles urigtig.
17de Mai.
Jeg kjøbte og læste et lidet christiansandsk Product, sub
titulo: Norges Dagskjær. Forfatteren, der ellers synes at være
en tænkende og sindig Mand, gjør adskillige Projecter til Op-
lysnings Udbredelse i Norge efter dets Skilsmisse fra Danmark,
saasom: ordentlig Boghandel med Sverrig, et Nationalbibliotheks
Oprettelse, klækkelig Fond til Skolelæreres Lønning og Skole-
bøgers Anskaffelse og et Selskabs Oprettelse i den Anledning.
Fremdeles: et Academi for Coffardicadetter, et Skolelærersemi-
narium (for hele Norge?), nye Lærebøger, en ny Liturgi (hvor
han dog tror, at enhver Præst selv kunde gjøre passende For-
andringer, kun at det væsentlige beholdtes), den evangelisk-chri-
stelige Psalmebogs almindelige Udbredelse, Opmuntring til at
skrive og oversætte Bøger og periodiske Skrifter in specie, et
|
| s.94 | Religionsblad for Almuen m. m. "Statsprojecte genug!"
nogle vistnok gode, men andre, som omhyggelig maatte prøves,
inden de iværksattes, og andre igjen, hvortil hører Penge, og
hvor tager man dem? --
Holst fortalte, at der i disse Dage gjøres Indstilling om
Agershus Fæstnings Sløifning og alle Tomters Bebyggelse
inden- og udenfor Voldene. Med vor sædvanlige Langsomhed
og vore faa Ressourcer vil det uden Tvivl gaa sent hermed,
og Agershus nedbrydes vist ligesaalidt som Rom bygtes paa
en Dag, men Begyndelsen gjøres dog nu, og jeg har den dob-
belte Trøst, aldrig mere at være udsat for Bombardement, og
dog som Huseier paa Fæstningen vist endnu i mange Aar at
være fri for de Skatter, denne som integrerende Del af Chri-
stiania herefter lige med den øvrige By maa yde.
18de Mai.
Imorges samlede jeg mine 61 Confirmander, som jeg
inddelte i 3 Classer: Abeliter2, Pontoppidanister og Kate-
chismuslæsere. Stedse tænker jeg mig det muligt at udrette
noget til disse Menneskers Oplysning; jeg lægger Planer,
hvorledes jeg, efter Enhvers Forkundskaber, vil lede dem til et
vist Punct, som bør være opnaaet, inden man stedes til voxne
Christnes Samfund. Nærmere Maalet vilde jeg vistnok komme,
naar det kunde blive ved denne Classification, og hver Classes
Lærlinge kunde følges ad jevnsides fra Begyndelsen til Enden.
Men lang Erfaring har vist mig, at dette er umuligt, og just
der, hvor Trangen er allerstørst, ved Katechismuslæserne, maa
jeg om kort Tid gjøre tre, fire Underafdelinger, hvorved det
Hele reduceres til Lectieoverhøring, da En læser Artiklerne, en
Anden Bønnerne, en Tredie Sententserne, og en Fjerde, som
|
| s.95 | omsider er færdig med Katechismen, læser, for dog ikke at
staa rent stille, de letteste og vigtigste Stykker af Forklaringen.
Over alt dette kan jeg ikke holde Forelæsninger, neppe engang
katechisere, og derved bliver det fast uundgaaeligt, at de Van-
kundigste blive i deres Uvidenhed, og at kun de gjøre Frem-
skridt, der alt have Forsmag paa reelle Kundskaber og ønske at
forøge dem. -- Bispen har opfordret Hersleb til at bivaane
Conferencen om Bibelselskabet og overladt os at bestemme en
beleilig Tid.
19de Mai.
Jordan prædikede til Dimis i Slotskirken. Hersleb havde
anmodet Kjerschow og mig om at være Censorer, og vi Tre
sad da i min Stol og hørte Canditaten med critisk Øre. Tex-
ten var 1 Cor. 1, 18. Rigtignok var det, som Hersleb er-
indrede, mere et Examens-Specimen end en Prædiken, udvik-
lede mere, hvad Jordan troede eller foregav at tro om Forso-
ningslæren, end hvad han søgte med Eftertryk at indprente sine
Tilhørere som "en troværdig Tale, aldeles værd at annam-
mes". Ligesom hans Foredrag manglede Liv og Fynd, saa
fattedes der ogsaa lys Orden. Derimod havde Prædikenen
mange velvalgte Bibelsprog, indeholdt sunde Ideer, var affat-
tet i et godt, rent, skjønt ikke synderlig oratorisk Sprog, og
blev foredraget med Værdighed, skjønt, som de fleste af vore
Dages Studentprædikener, med Stivhed og Kulde. I Betragt-
ning af hvad man er vant til at høre, og med hvilken Tole-
rance Dimisprædikener ere censurerede baade i Kjøbenhavn og
her, stemte jeg for at give ham Laudabilem, hvorimod Kjer-
schow protesterede, og udlod sig med, at det forekom ham,
som om Jordan ikke mente med, hvad han sagde til Forsvar
for Satisfactionslæren; men, skjønt det var meget muligt, at
han havde Ret, vare dog Hersleb og jeg enige i, at saadant
aldrig kunde vides, end mindre altsaa lægges til Grund for en
|
| s.96 | officiel Dom, og da Hersleb, som havde læst Prædikenen, fandt
gode Sider deri, som Kjerschow oversaa, saa tiltraadte han min
Mening, og gav Candidaten Laudabilem, dog med Restrictio-
ner, som han mundtlig vilde meddele denne.
20de Mai.
Neumann skriver, at han har sin Reisebeskrivelse færdig,
men ønsker den læst af mig, inden den sendes til Stockholm
for at trykkes, i hvilken Anledning han opfordrer mig til at
gjøre ham et Besøg paa et Par Dage.
21de Mai.
Angaaende Bibelselskabet afgjordes, at Hersleb skriver en
Indbydelse, som udstedes af os alle tre, og derefter forfatte vi
Selskabets Statuter, bestemme dets Omfang og accordere med
Hans Hauge eller hvem andre, der vil paatage sig Tryknin-
gen. Der taltes forresten om, hvorvidt den hele Bibel eller
blot det nye Testamente bør udgives, hvilken Oversættelse bør
benyttes, hvorvidt andre Opbyggelsesskrifters Udgivelse skal høre
med til Selskabets Plan, og hvorledes Norge skal faa en ny
Psalmebog, da vi alle vare enige i at forkaste den evangelisk-
christelige og arbeide mod dens videre Udbredelse. -- Kongen
skal være saa svag, at man mistvivler om hans Ankomst
hertil.
22de Mai.
Jeg fik Regning paa mine Ridderexpenser, der beløbe sig
til 2 1/2 Ducat i Guld og 25 Rd. Bco. i Penge, efter vor nær-
værende Cours 100 Rd. Havde man ikke Guld, kunde man
betale 40 Rd. 2 Mk. Bco. men da jeg nu havde 2 Ducater
og en engelsk Krone at yde, maatte jeg være en Daare, om
jeg, for at spare dem, havde udgivet 62 Rbd. af min ikke
meget fulde Casse. For Biskop Bech er det en skrækkelig Be-
kostning. Med Ducater og alt er hans Udgift 230 Rd. Bco.
altsaa 920 Rbd. = 5520 Rigsdaler dansk Courant.
|
| s.97 |
23de Mai.
Bispen laante mig igaar Provst Lagerløffs tidligere om-
talte Skrift om Kjendetegnene paa sand og falsk Christendom.
Jeg finder Bechs Dom snarere for mild end for streng. Skrif-
tet er trættende vidtløftigt, og er spækket med en uhyre Mængde
passende og upassende Bibelsprog, men hvad der især stødte
mig i denne Bog, er det kunstige System, hvori Forfatteren
har sat Menneskets Forbedring og Omvendelse, rigtignok alde-
les den Saliggjørelses Orden, som urigtig Skriftfortolkning har
indbragt i de gamle dogmatiskde Compendier, men der ligesaa-
lidt finder Hjemmel i Bibelen som i Erfaringen. Jeg er, Gud
være lovet, aldeles vendt tilbage fra den Afvei, hvorpaa jeg i
mit Læreembedes første Tid stod Fare for at forvildes, men at
jeg skulde gaa til den modsatte Yderlighed, at jeg som Mand
igjen skulde tænke og sandse som et umyndigt Barn, det for-
byde Gud! En saadan Aand haaber jeg vore theologiske Pro-
fessorer aldrig ville udbrede blandt de unge Candidater, at
Norge vil ringeagte og slukke det Lys, der fra Tydskland og
Danmark forplantedes hertil; at Norge Haand i Haand med
sit nærværende Broderland vil samle om i Pietismens Tus-
mørke, det haaber jeg aldrig at opleve. Evangelisk Christen-
dom er det min Pligt at udbrede, saavidt jeg kan, men deri
giver jeg Campe evig Ret: "Sund Fornuft og utvetydige Ste-
der i Bibelen er den kundskabskilde, hvoraf vi udelukkende bør
øse den". Til mit eget og Andres Brug skal jeg, saalænge
jeg lever, benytte den og den alene.
24de Mai.
Agershus Fæstning viser sig ellers som en kraftløs, ud-
levet Matrone, sin Død ærligen værd, thi nu kan den ikke en-
gang holde fast paa sine Slaver. Widding var netop ifærd
med at lyse efter tre bortløbne, da han igjen averterer efter tre
andre. Og var det endda et Complot! men nei, idetmindste
|
| s.98 | de tre sidste gik en for en. -- Rigstidenden, med hvilken fulgte
Finantscommitteens Forslag til Pengevæsenets Forbedring (en
Radicalcur, hvorved alle vore Rigsbanksedler inden den 1ste
Juli 1816 skulle være inddragne), fortæller om Guldkors, hæn-
gende i Guldkjæder, som Norges Biskopper herefter skulle bære
paa Brystet. Jeg saa hos Treschow Biskop Kroghs, der ven-
ter ham ved hans Ankomst til Storthinget. Det er en over-
maade massiv Kjæde, og Korset selv er ret vakkert og prydende.
25de Mai.
Jacob Aall er kommen herind til Værnepligtscommitteen.
Jeg har nu ikke seet ham siden ifjor Vinter. Fra Rigsfor-
samlingen skyndte han sig ængsteligen og mismodig hjem, og
har ikke været her siden. Tingenes nærværende Orden synes
saa temmelig at behage ham. Jeg fortalte ham om et Haab,
J. K. Høst har yttret i sit Ugeblad, at Norges Forening med
Sverrig vil lette Communicationen mellem svensk, dansk og
norsk Literatur, som man ved Nordia og skandinavisk Musæum
har gjort mindre heldige Forsøg paa at tilveiebringe. Aall
nærer ikke saadant Haab. Han tror tvertimod, at det danske
Sprog nu efterhaanden vil gaa over til Tydskhed, og det nor-
ske til Oldnorskhed, og at altsaa Danmark i literær som i po-
litisk Henseende vil fjernes fra Sverrig, istedetfor at nærme sig
det. -- Skjelderup finder ikke Behag i det nye Finantsproject.
Han vil have en Sølvskat lagt paa det hele Land, hvorimod jeg
protesterede paa Embedsstandens Vegne, ikke paa mine egne,
da jeg vel kunde udrede Beløbet in natura, men den, som in-
tet Sølv eiede og skulde betale det af sin ringe Gage ef-
ter en høi Cours, i usle Rigsbankdaler, den var dog at be-
klage, og hans Opofrelse i Sammenligning med Proprietærens,
Kjøbmandens og Capitalistens var meget stor.
26de Mai.
Fra Sigvardt kom Embeds-Portefeuillen og nok et Sche-
|
| s.99 | ma. Det er de Fattiges Antal og Stand og Anledningen til
deres Fattigdom, man nu vil underrettes om. Mangel paa
Næringsveie nævnes som en af dem, men i Agers Sogn vil
nok som en Hovedgrund kunne anføres Overflod paa Næ-
ringsveie. Var her ikke de utallige Værker og Brug, som
lokke Stoddere hid fra Øst og Vest, havde Agers Sogn neppe
det halve Antal Almisselemmer. Slet Politi bliver nok paa
min Liste No. 2.
27de Mai.
Den Plan at indrette Agershus Slot til beboelig Kon-
geborg er nu i fuld Gang. Grev Essen besaa idag Værel-
serne, fandt Udsigten fortryllende og troede, at det gamle Slot
med langt mindre Bekostning kunde moderniseres, end et nyt
opbygges. Anledningen til denne Besigtigelse og denne Snak
var -- jeg veed ikke hvis Forsømmelse, men da jeg kom til
Kirken for at døbe Grev Wedels Barn, gik Hegermann, Ma-
riboe og Jacob Aall paa Gaarden og kunde ikke komme ind;
snart kom ogsaa Essen kjørende med sine Adjutanter, og en-
delig Damerne: Baronesse Wedel, Frue Niels Anker og Jfr.
Lassen. Der gik naturligviis Bud til Klokkeren, og for imid-
lertid at fordrive Tiden, gik det hele elegante Selskab op paa
Arsenalet og gjennemvandrede Høieloftssalene. -- Ved Udgan-
gen indbød Wedels Tjener mig i sin Herres Navn til Frokost.
Jeg kjørte derhen i Essens Vogn med Excellencen, Statsraa-
den og Aall; vi kom, spiste og drak en Times Tid, og der-
om er der ikke mere at sige.
Rigstidenden melder, at Statsraad Carsten Anker i Naade
er afskediget, og vrøvler igjen om Amtmand Falsens Valg,
hvoraf dog Resultatet bliver, at Storthinget maa paakjende
Sagen, og det har man længe vidst.
28de Mai.
Der var stor Stads paa Ullevold. Den største Del af
|
| s.100 | det talrige Selskab var allerede forsamlet, da jeg og min Kone
kom, og le grand tour begyndte. I Spidsen gik Essen med
Mad. Collett, dernæst Grevinden ved Overkrigscommissærens
Arm. Vi andre fulgte, dog uden synderlig Orden, da Gjæ-
sternes Tal var Legio. Som sædvanlig beværtedes paa forskjel-
lige Steder i Haven med forskjellige Spiser og Drikke. Ved
Tønden skjænkedes Rhinskvin og ombares Sukkerbrød. Ved
Badehuset vankede Sukkercreme. Venskabstemplet og den Li-
queur, der pleies at serveres med, mærkede jeg intet til. I
Grotten skal have dryppet Malaga som sædvanligt, men heller
ikke der var jeg. Derimod var meget solid Tractement i og
ved Erkjendtlighedstemplet: Brændevin med røget Lax og Spe-
gepølse, Punsch og Porter. Da Rundtouren var gjort, be-
gyndte Dandsen. At Bispen bar sit nye Guldkors (upaa-
tvivlelig blot henhørende til Ordensdragten) paa hvid Vest,
og at Treschow, iført sort Kjole, spadserede til Ullevold med
stor trekantet Hat og Sporer, maa jeg endnu anmærke.
Over det sidste scoptiseredes ved det Spisebord, hvor jeg sad.
Asker Præstegaard, 29de Mai.
Neumann forelæste mig Begyndelsen af sin Reisebeskri-
velse. Det var først hans Hensigt at affatte den hel i Brev-
form, men det har han viseligen opgivet. Kun Reisen til
Stockholm beskrives i Breve, men Opholdet i den langt
mere passende Dagbogsform. Brevene ere stilede til Egeberg,
Neumanns Ven og Dusbroder og gjæstfrie Vært under Stor-
thinget. Jeg tænker mig Brevene virkelig skrevne og afsendte
med Posten, og finder da mangfoldige Ting, som jeg ikke kan
tiltro den Mand allermindste Sands for. Brevstilen har og-
saa givet Anledning til megen ufornøden Snak. Han vilde
ikke følge Bartels Exempel, hvis Tøi alt var indpakket, og som
satte sig hen i god Ro og beskrev Justitsforfatningen i Neapel:
|
| s.101 | bestandig har han sin fingerede Correspondent for Øie og siger
ham ofte Ting, der slet ikke behøvede at siges Publicum.
Neumann troer ikke og vover neppe at ønske, at Oscar
nogensinde vil bestige Norges og Sverriges Throne. Han er
saa svag, at der er liden Rimelighed for, at han overlever sin
Fader, og skulde han døe, anseer vi det begge rimeligt, at Carl
Johan af Politik og Omsorg for Rigernes Fred foreslaar Gu-
stav Adolfs Søn til sin Eftermand. Et saadant Forslag skal,
efter Rygtet, en Kjøbmand fra Malmø allerede paa denne
Rigsdag have vovet, men mødte naturligvis almindeligt Mis-
hag, og kun Kronprindsens Intercessjon reddede ham fra at
udstødes af Forsamlingen. Saameget mere ønsker Neumann
hin Vending i Sagen, hvis Oscar dør, eller bliver udygtig til
Regjeringen, da han ingenlunde tror, Grev Wedel har ophørt
at være farlig, fordi han nu forholder sig som rolig Borger,
virksom Embedsmand og Regjeringens varme Ven. Han an-
ser det rimeligt, at Norges og maaske begge Rigers Krone endnu
er Maalet, han øiner i fjernt Perspectiv og lønligen fremstræ-
ber til. At han efterhaanden over hele Norge gjenvinder sin
Popularitet, er vist; at om uventet gunstig -- eller ugunstig
-- Omstændighed skulde indtræffe, han nok vil vide at nytte
denne, tror jeg ogsaa; men med saa mistænksomt Blik som
Neumann kan jeg ikke betragte ham, og at han nogensinde
bliver Norges, end sige Sverriges Konge, det faar man mig
aldrig til at tro.
30te Mai.
Reisebeskrivelsen, saavidt den er skreven, har jeg idag ud-
læst. Fra den Tid, den bliver Dagbog, er den interessantere,
men der findes altfor mange Complimenter, som sees at være
udtrykkeligen beregnede paa at læses af vedkommende Stormænd,
og at Forfatteren ikke er Digter eller har digterisk Anskuelse,
mærkes tydeligen. Men vilde end en uafhængig Reisende, hvis
|
| s.102 | Hensigt blot var at meddele sine Landsmænd Resultatet af hvad
han havde seet og hørt, tænkt og følt, ofte udtrykt sig ander-
ledes, saa lærer man dog meget, som man ei tilforn vidste, og
man faar en temmelig klar Ide om alt, hvad der beskrives.
Wahlstrøm havde bedet ham udslette to Steder: 1. Nogle skep-
tiske Anmærkninger over et Slot, hvor de paa Hjemreisen ind-
qvarteredes, da man deri kunde finde indirecte Stiklen paa
Kronprindsen, der havde bestemt dem dette Natteqvarter. 2.
Betragtninger, anstillede paa det Sted, hvor Grev Fersen myr-
dedes efter Christian Augusts Død, da de kunde saare hans
gjenlevende Familie, hvilket jeg indser, og da Dronningen som
indviklet med i Sagen kunde føle sig compromitteret.
Neumanns Hus er virkelig meget behageligt og gjæstfrit.
Noget stiv og penslet er rigtignok Manden, dog saaledes, at
man hos ham hverken savner Aand eller Hjerte. Man lever
tarveligt, men Maaltidet krydres ved de Beværtendes Munter-
hed og Velvillie, ligesom man overalt i det Hus lever aldeles
ugeneret.
31te Mai.
Min Morgen- og Aftenlecture under mit Ophold paa
Asker var Engelstofts Skrift om Nationalopdragelse,
hvilket jeg gjerne med Neumann kalder fortræffeligt, da det
indeholder skjønne Tanker og aander sublime Følelser; kun fryg-
ter jeg, det er et Ideal, han opstiller, som ei i Aarhundreder
kan eller vil vorde realiseret. Det forekommer mig, som den
cultiverende Menneskeheds Charakter i vore Tider har taget en
Vending, med hvilken en almindelig og hastig Reform er alde-
les incompatibel. Forberede en saadan Epoche, hvor Oldtids
Fortrin, ublandede med dens Feil, vende tilbage, kan maaske
Vismanden og Magthaveren, men fremskynde den, trods Tids-
alderens mægtige Aand, kunne de neppe. Der er saa meget,
som arbeider imod, at ethvert ecclatant Skridt maa blive lat-
|
| s.103 | terligt og for Øieblikket fjerne fra Maalet. I Stilhed at be-
saa sin egen Ager, og for sig og sine nærmeste nytte den ind-
høstede Frugt saa godt man kan, det tror jeg er alt, hvad man
nuomstunder formaar og -- bør. Folkefeste, Nationalskuespil,
politisk Confirmation: hvad bleve de nu i Danmark og Norge
uden en Pragtleg, og i Grunden, hvad andet vare de i Fran-
krig i Republikens Dage?
Neumann viste mig, inden jeg reiste, nogle Rariteter, han
havde faaet i Sverrig, og da først en Gulddaase, besat med
Brillanter, fremdeles en smuk Porphyrdaase, foræret ham i et
af de lærde Selskaber, han besøgte, og endelig adskillige Me-
dailler, hvoriblandt en i Anledning af Foreningen, myntet i
Deputationens Nærværelse og strax overgivet den uden at have
faaet ret Politur. Den er noget simpel, uden Emblemer og
uden mærkelig Finhed i Præget. Bankdirectionen havde vist
Deputationen en Høflighed, som jeg for min Del fandt besyn-
derlig. Den havde tilbudt hver af dem fem Stykker af dens
samtlige Guld- Sølv- og Kobbermynter -- for al pari Værdi,
uden Beregning af Cours. Et eneste som Foræring syntes
mig langt mere passende. Man maatte hos de Deputerede
tænke sig et af to, enten at de skulde beholde disse Penge, eller
at de skulde sælge dem med Profit efter Coursen. I første
Tilfælde kunde det blive en temmelig Udgift, som nok de Fleste
vilde frabedet sig; i andet synes det mig at være aldeles det
samme, som om de havde stukket de norske Herrer en Pakke
Banco-Sedler i Haanden, hvilket dog neppe vilde været anstæn-
digt. Om en Kjøbmand fører mig ind i sin Butik, tilbyder
mig flere Varesorter, som jeg ikke behøver, og ei kan formodes
at vilde lade ligge eller staa paa Stads, for halv Pris, og
altsaa indirecte opfordrer mig til at drive Handel dermed, kan
jeg ikke kalde det andet end en Almisse, givet paa en honet
og forbindtlig Maade, hvilket vel un pauvre honteux qva
Privatmand, men aldrig en Nations Repræsentanter som saa-
|
| s.104 | danne kan være bekjendt at tage imod. Neumann betragtede
Sagen fra et andet Synspunkt; maaske dette var det rigtige.
-- Fremdeles saa jeg den Tegning til Christies Guldpokal,
hvortil Ritmester Eliesen havde givet Ideen, men som ingen af
Christianias Guldsmede kunde udføre, og derfor af Patriotisme
blev henlagt. Den er overmaade skjøn og smagfuld; kun Fo-
den, i Form af en Træstamme, kan jeg ikke gjøre mig noget
ret Begreb om. I Stockholm vilde man gjort Pokalen efter
denne Tegning for lettere Pris, end Kaas gjorde den smagløse
Tingest, der som et ydmygende Vidnesbyrd om Kunstens Barn-
dom i Norge overgaves Storthingets Præsident. Endelig læste
jeg i en større Samling to Prædikener af Biskop Lehnberg
(død 1808 i sit 50de Aar) som tildels har forsonet sig med de
svenske Theologer, da de i mine Tanker i enhver Henseende tør
maale sig med hvilketsomhelst af Danmarks og Norges, Tydsk-
lands og Frankrigs homiletiske Mesterværker.
Ved min Hjemkomst fandt jeg et Brev fra Liebenberg.
Politiken er ham afskyelig, og han er ilde tilmode, hvergang
han ser en Nordmand, ved Tanken om, at Landsmandskabets
Baand for evig er opløst. "Tænk imidlertid ikke (tilføier han),
at dette kunde blive Tilfældet, om du eller nogen af dine en-
gang komme herned. For mange kjære Erindringer ville der-
ved vækkes i mit Inderste, til at jeg anderledes end med hjer-
telig Glæde kunde omfavne Eder igjen. Men at min Glæde
vilde blevet endnu mere ublandet, dersom Lykken havde forundt
os at mødes, førend hint Baand brast for stedse, det kan jeg
ikke andet end tilstaa." -- I Rigstidenden staar et dansk Vers
(upaatvivlelig af Wulfsberg) til Prinds Oscar paa hans Con-
firmationsdag, i denne underdanig frimodige Tone, der vil an-
sees som forbausende Djærvhed, og er dog intet andet end
Smiger; iøvrigt er Verset ret smukt.
1 tilbakeI begge Tilfælde blev det sidst afholdte Valg godkjendt.
Udg.
2 tilbake Søren Georg Abel, Sognepræst til Gjerrestad, havde i 1806
udgivet en Lærebog under Titel "Religions-Spørgsmaal med
Svar", hvoraf 6te Oplag udkom i 1816.
Udg.
|
| bla bakover |