|
22de April. Fru Dyhring overraskede mig med nogle lyse Ideer om det Ceremonielle ved Communionen og Bededagen. Endnu medens hun var yngre og fuldkommen frisk, gik hun aldrig fastende i Kirken, naar hun communicerede, da hun syntes, det ei bekom hende vel og snarere distraherede end vakte Andagten. Hendes Bedstemoders Skik at sidde i Kirken fra Froprædikenens Begyndelse til Aftensangens Ende, havde hun i sin Ungdom opholdt sig over, og fandt den endnu urimelig, ligesom og det, at ingen Skorsten maatte ryge paa den Dag. Paa den anden Side var naturligvis profan Larm hende paa denne Dag en Forargelse, kort det var saa aldeles den Aand, der herskede i min Prædiken igaar, at jeg ikke begreb, hvor den Selvanklage, | |
| s.70 | den Frygt for Djævelens Anfægtninger kunde avles i samme Hjerne. 23de April. Schwach bragte mig, Gud ved fra hvem, et svensk Skrift af en Olaf Nordhammer, ventelig Ungdomslærer i Stockholm, der er en Omarbeidelse af min Tale om Undervisningsvæsenets Strid mod Tidsalderens Aand. Han er aldeles af min Me- ning og følger mig næsten Skridt for Skridt, kun at han skri- ver 1814 med umiddelbar Hensyn paa Stockholm, ligesom jeg i 1805 talte fast udelukkende om og for Kjøbenhavn. Han synes at være en lystænkende og varmtfølende ung Mand. -- Iaften fik jeg en ganske uventet Indbydelse til vor nye Nabo, Statssecretæren, en overmaade godlidende og interessant Mand. Han fortalte, at man har opgivet Tanken om Kroningen, men Kongen kommer alligevel og vil opholde sig her 2 -- 3 Maane- der. Han skal bo i Stiftamtmandsgaarden, Prindserne i Pa- læet og Essen i Haxthausens Gaard. Denne flytter ud paa sin Løkke. Lister Amt har været og er i samme Fordømmelse som Christiania, da Valgmanden fra Bjellands Præstegjæld, til hvem Indkaldelsen var kommen for sent, har nedlagt samme Protest som Nielsen, Arntzen og Aars her. Statsraadet har tilraadet Amtmanden at gjøre det samme, som blev gjort hos os. Falsen og Foged Bøghs Valg troes at ville volde slemme Debatter, og saaledes bliver Fuldmagternes Revision denne Gang ingen let Sag. Holst sagde, at det var ham umuligt paa sidste Storthing at oplade sin Mund til Meningsytring, at Biskop Bech var hans Organ, naar noget laa ham paa Hjerte, og at han iøvrigt holdt sig Evangeliets Ord efterrette- lig: "Eders Tale skal være ja, ja, nei, nei; hvad der er over, er af det Onde": 24de April. Justitsraad Bull, som nu efter Ansøgning er i Naade |
| s.71 | afskediget og flytter herfra, besøgte mig for at opgjøre vor mellemværende Regning. Jeg skylder ham for 4 Tønder Kar- tofler og 400 Kaalrabi, han mig 6 Aars Tiende af Tøien, og pr. Balance beholdt han tilgode 272 Rd. D. C., et interes- sant Bidrag til Skildringen af den ikke jordbrugende Embeds- mands Kaar i vore Dage. 25de April. Stenersen var enig med mig i, at vort Modersmaal Intet tabte og Ordbogscommissionens Ære derimod vandt, da vor Commission ved Foreningen med Sverrig og Wulfsbergs Bort- reise opløstes, men at det Arbeide dog skjænkede os adskillige interessante Timer, og at vi derved, hvad os personligen an- gik, ere komne paa det Rene om et og andet orthographisk Problem, hvor vi før vaklede. -- "Den unge Zigeunerinde" er noget af det ravgaleste Tøi, jeg har læst fra Kotzebues Haand. Det er en 13 -- 14 Aar gammel Pige, rigtignok smukke Folks Barn, men opdragen i en Zigeunerbande, hvor hun i Erfaring, Grundsætninger, Klogskab og Charakterfasthed har naaet en Høide, som vel er sjelden hos Mænd paa 40 -- 50 Aar. Hun forener Elskende, opdager Forbrydere, fører Uskyldige ud af Fængslet, Altsammen i eller ved Storinquisitorens Palads i Spanien, uden at Nogen siger Kis til hendes Kat. Det Eneste, hvorved Kotzebue kunde frigjøre sig for den Beskyldning, at have skrevet som en gal Mand, var at give hende Vinger i sidste Act og lade hende flyve til Himmels som en Engel. Enfin -- saa havde det været et Væsen af Aandeverdenen, der virkede og vi havde fundet os deri, som i saa mangt an- det Stykke, hvor Sylpher, Feer og Genier give deres Spil. De øvrige Personer ere sædvanlige Kotzebuiske Skabninger. 26de April. "Syvtusinde Rigsdaler" er et ægte Passiarstykke. Det spiltes efter Fortjeneste. -- Nær havde jeg lagt Pennen og |
| s.72 | glemt vor 40-aarige Flora. Behængt nok var hun med Blom- ster og til Overflod havde hun i Haanden en stor Krands af falmede Papirroser, men hverken havde hendes Udseende den Ungdommelighed, jeg søger hos Blomstergudinden, heller ikke duede hendes Declamation. 27de April. Rigstidenden indeholder to Vers af Zetlitz, det ene til Mad. Buchholm i Anledning af hendes Foreningssang, som Z. finder "jevn og vakker", men Æmnet gouterer han ikke saa ganske, og ønsker, at hun snart igjen vil behandle "ømme The- mer". Dette Ønske vil neppe nogen ærlig Ven af hende eller Poesien istemme. Hendes Harpes Strenge ere alle brustne; den hvile for evig! -- Amtmand Falsen omtalte Wollert Ko- now, der dennegang er Storthingsmand fra Bergen, som en Mand af langt større Indsigt og Duelighed end Broderen, der var her sidst. Han skal være en af Bergens første Kjøbmænd. -- Jeg spurgte Wahlstrøm, naar de endnu udøbte Riddere faa deres Ordener. Han svarede: naar de komme herind. Ellers havde Essen indstillet, om Ordenen ei kunde sendes Lowzow og Biskop Brun, som gamle, fjerntboende Mænd uden videre Ce- remoni. Wahlstrøm viste mig en Sibyllinsk Spaadom paa Latin, som en norsk Student havde inført i en Skydsbog i Sverrig, og hvis umiskjendelige Mening, skjønt indhyllet i prophetisk Dunkelhed, er den, at Norges Constitution, som Kong Carl har antaget, vil fælde den svenske Adel. 28de April. For første Gang er idag holdt theologisk Embedsexamen ved det norske Universitet. Examen holdtes i Kathedralskolens Auditorium, og bivaanedes af mange Studenter og nogle faa Embedsmænd. Den høivelbaarne Procantzler paatog sig en |
| s.73 | Professors Skikkelse og begyndte Examen med det nye Testa- mentes Exegetik samt Moral. Han har desværre ogsaa glemt det meste af sit petit peu Latin. Heller ikke havde hans Spørgsmaal noget Reelt ved sig. Det var mere Religion, som man behandler den ved Katechisation og Confirmandun- dervisning, end Theologi som lærd Videnskab. Hans Exami- nation kunde passende lignes ved en tynd, flau Suppe, hvoraf vi endda paanødedes en overdreven Portion. Hersleb tracte- rede (for at blive i Lignelsen) med godt, solid, saftigt Kjød, men uden Sauce og med lidet Salt. Stenersen gav en deli- cat Ragout, som man kun faa den paa Thygesens Bord. Han var en ypperlig Examinator. Han talte godt Latin, og der var Liv i hans Foredrag; han satte ogsaa Mod i Candi- daten, saa det blev til et virkelig interessant Colloquium. Han er upaatvivlelig langt mere paa sin Hylde nu, end da han prædikede Schellingsk Philosophi for en Snes ucultiverede Men- nesker i Byens Kirke. 29de April. -- r gjorde mig Afskedsvisit. Hans tredobbelte Ansøgning kan neppe vente Bønhørelse; dog fortryder han ikke at have gjort denne Reise, hvorved han paastaar at have opnaaet sin Hovedhensigt. Han kunde ikke noksom berømme den Gjæstfri- hed og Velvillie, han havde mødt her i Christiania. Han havde været 24 Gange udbuden til Middag og 20 Gange til Aften. Han medbragte egen Hest, og paa fire Steder kappe- des man om at tage den paa Foder. Han averterede i Avisen om at faa kjøbt en Ridesadel til Hjemreisen. Dagen efter fandt han i sit Logis den smukkeste Sadel, han havde seet, med en Billet, hvorpaa var skrevet: "Fra en fordums Confir- mand". Iøvrigt fandt han, at man nu spiller meget høit i Christiania, og deri har han Ret. I et Selskab, hvor han |
| s.74 | havde været, havde En tabt 4000 Rbd.; jeg maa tilstaa, at jeg var tilbøielig til at rabattere en god Klat af denne Sum, som man maaske og kunde gjøre med Invitationerne til ham selv og hans Hest, men siden har dog En forsikret mig, at der nylig paa en Aften af et Menneske er tabt eller vundet -- 16000 Rbd. = 96000 Rd. D. C., og det er grovt. 30te April. Min Prædiken, med hvilken jeg selv, jeg haaber ogsaa mine tænkende Tilhørere var meget vel fornøiede, holdtes efter følgende Udkast: Lignelsen hørte, som bekjendt, til de orientalske Læreres Undervisningsmethode. Imidlertid kunde spørges, hvorfor Je- sus, der ophøiede sig over Vedtægt, naar den ei fandt Fornuf- tens Medhold, der havde saa kort Tid at virke i og et saa uendelig vigtigt Maal at virke til, brugte denne langsomme Fremgangsmaade, saa at Tanken om Messias's jordiske Rige endnu efter hans Opstandelse ikke var udryddet hos hans Di- sciple, og dette Spørgsmaal leder os igjen til et andet: Hvor- for Gud i religiøse Gjenstande endnu saa langsomt og dunkelt har tilkjendegivet sin Villie? -- Hvad Disciplene angik, da var en tidligere, lysere Kundskab dem umulig, unyttig, vel endog skadelig: Umulig, naar man tænker paa, hvor Jesu Disciple vare, i hvilket Land de vare fødte, til hvilken Stand de hørte, hvilken Dannelse de havde nydt. De vare i samme Forfat- ning som Barnet, Kunstlærlingen eller en anden Begynder, der maa gaa over fra det Lettere til det Vanskeligere. Unyt- tig: Tiden var endnu ikke kommen, da de skulde anvende den; langsomt forberedtes i Guds Forsyns Raad den store Revolution. Jesus levede endnu iblandt dem; hans Død og Opstandelse, Grunden hvorpaa deres Undervisning skulde hvile, vare endnu ikke skete; de kunde altsaa ikke heller beraade sig |
| s.75 | derpaa, og hvad andet var da denne Kundskab for dem, end et unyttigt Ordforraad, hvoraf de endnu ikke kunde gjøre Brug enten for sig selv eller andre. Skadelig vilde den endog været. De kunde hovmodet sig og troet at vide Alt; deres Opmærksomhed og Lærelyst kunde kjølnes; de kunde fristes til at ville anticipere den af Forsynet bestemte Tid; for nogle kunde og den Trængsel, der forestod dem og deres Lærer, frem- stillet i altfor livagtigt Perspectiv, været afskrækkende. -- Dels nu i Jesu Afskedstale, dels ved Undervisningen efter hans Op- standelse, dels paa Pintsefesten fik Apostlerne bedre Oplysning. Dog tilstod den maaske mest oplyste Apostel 1 Cor. 13, at hans Kundskab var dunkel og ufuldstændig, og trøstede sig med, at den tilsidst skulde vorde klarere. -- Ogsaa vi ere i samme Forfatning. Siden Apostlernes Tider have vi ingen guddom- melig Aabenbaring, og har end Fornuften i mange Ting gjort store Fremskridt i det, som angaar Religionen, er der dog mang- foldige uopløste og, som det synes, her uopløselige Gaader. Det er saa saare lidet, vi vide eller forstaa om Guds Væsen, om Jesu Forløsning, om det evige Liv osv. Var det ikke godt, om vi vidste mere? Herpaa svaredes det samme som før: det er os umuligt, da for os, saalænge vi iføres disse grove, sandselige Organer, meget er og bliver ufatteligt: det er unød- vendigt, da vi i det som vi kjende, have de kraftigste Opmun- tringer til Tro, Haab og Kjærlighed, som for os lade sig tænke. Det vilde være skadeligt, da det kunde afdrage os fra vore jordiske Sysler, hvortil vi dog ere bestemte, saalænge vi leve her, gjøre os ligegyldige for vore Pligters Opfyldelse, uføl- somme for Livets Glæder. Historien viser, at heftig Længsel og Stræben efter slig Kundskab har frembragt denne Virkning, og det lader sig formode, at Besiddelsen end mere vilde for- stærke den. -- Altsaa bør vi takke Gud for de Kundskaber, han har meddelt, søge at bringe disse til Lys og Bestemthed, nytte dem troligen til vor Forædling og Andres Gavn, og glæde |
| s.76 | os i Haabet om Evigheden, hvor vor Kundskab, vor Dyd, vor Lyksalighed uophørlig skal stige. Jeg havde et Brev paa fire svære Foliosider fra Biskop Brun, hvori han udbreder sig vidtløftigt over allehaande Ting, især Trykkefrihed, hvis deciderede Fiende han er. Han beraa- ber sig paa to af vore nyeste Avisproducter: Invectiverne mod Bech og Indsigelserne mod Falsens Valg, og de slemme Føl- ger heraf kunne og muligvis ville flyde, som uden Trykkefri- hed ei vilde existeret. Han sender et Fragment af sin Jona- than, som han ønsker Storthinget lagt paa Hjerte og til den Ende indført i Rigstidenden eller Intelligentsseddelen. Da alle Feider nu ere ophørte, finder jeg, efter Samraad med Sver- drup, dette Manifest, hvorved Luen igjen kunde oppustes, upas- sende, og holder det tilbage. Ogsaa skal jeg i mit Svar for- søge, om ikke at bringe ham paa andre Tanker, dog ved selve de nyere Tiders Erfaring, at overtyde ham om, at Tingen ikke er saa farlig som den synes at være, at det allersikreste Mid- del til at gjøre Kaadhed uskadelig er at lade som man ei be- kymrer sig derom, at man aldrig kan gjøre Pamphletskriveren større Tjeneste end at forfølge og undertrykke ham, hvorimod Ringeagt gjør ham skamfuld og taus. Havde Regjeringen, Grev Wedel og de flere angrebne Individer grebet til Action og deslige, hvortil de dog kunde havt en Slags Hjemmel, vilde der blevet gruelige Spectakler. Havde de, som i Aviserne have udgydt deres Galde mod Foreningen, mod Danmark, mod We- del, mod Bech, været nødsagede til at tie,  havde disse Strids-skrifter været underkastet Censur, og vare blevne supprimerede, saa vilde man skreget: "Vi ligge i Lænker!" Nu skrev En- hver, som han vilde skrive, og Ingen klagede eller kunde klage over Tvang. Der snakkedes pro et contra, men ogsaa kun snakkedes; de Angrebne gjorde Intet, og da de ubudne Advo- cater saa, at de fra ingen Side understøttedes, bleve de kjede af at vrøvle og holdt op dermed. -- Brun er ogsaa misfor- |
| s.77 | nøiet med, at Kongen har gjort Regnskab for Grundene til Ordenernes Uddeling. Heller ikke deri kan jeg give ham Ret. Nu er al aabenbar Modsigelse hævet. Den lille throndhjemske Tilskuers Forlangende er opfyldt, og Sebbelow kan ikke sige, at han ikke længer veed, hvorfor Wergeland er bleven Ridder. Hemmeligen kan mumles om Grundenes Gyldighed, men of- fentligen kan ei mukkes et Ord. I fortrolig Samtale, men aldrig i en Avis, end sige paa Storthinget kunne de af Brun gjorte Spørgsmaale fremsættes; de vilde desuden lede til uen- delige Undersøgelser. Kongen kan svare: At sige mine Grunde, dertil er jeg forpligtet og det har jeg gjort; bevise, at de Folk virkelig besidde disse Fortjenester, kan Ingen forpligte mig til. Jo, det var virkeligen et overmaade klogt Skridt af Re- gjeringen, og jeg maatte kjende Menneskene slet, om ikke man- gen Oppositionsmand, der med Munden persiflerer over Hounts Fædrelandssind og Matthiesens Nidkjærhed for Agerdyrkning og Industri, i Hjertet harmes over at se sig paa den mest legale og liberale Maade gjorte vaabenløse. -- Derimod sympathise- rer jeg aldeles med den hæderlige Olding, naar han siger: "Vor hele Norskheds Oversættelse i det Svenske begynder vel mere og mere at vinde min Fornufts Bifald, men ak! den vil endnu saa nødig glide ind i mit Hjerte. Virkelig Kjærlighed, virkelig Glæde ere Følelser, som sjelden adlyde den kolde For- nuft. Vær glad! hvo kan gjøre denne Befaling virkende uden Gud?" Jeg forelæste Sverdrup Bruns Brev, hvormed han ei var aldeles tilfreds; især harmedes han over den Udladelse: "at vor Carl Johan maaske er det eneste Fyrstehoved i Europa, der p. t. nogenlunde kan maale sig med Napoleons", og fældte en Dom over vor Kronprinds, som vel enkelte Handlinger af ham, især hans Fremgangsmaade for at vinde Norge, kan undskylde, men som dog vist er for streng. At Christies, Hegermanns og Fleres Dom om de agtværdige Sider i Carl Johan Cha- |
| s.78 | racter Intet maa gjælde, at de følte sig smigrede over, at der gjordes Væsen af dem, og derfor roste, hvad de ellers ikke vilde rost, kan jeg umulig give ham Medhold i. Og naar han ogsaa vil fradømme Carl Johan Energi og Krigerværd, fordi han ei har vundet glimrende Seire, saa synes jeg her- imod at finde en kraftig Gjendrivelse i den Agtelse og Ære- frygt, Europas mægtigste Fyrster personligen vise ham, og som maa grunde sig paa den Bevidsthed, at han som Fiende kunde blive dem farlig. Med Christie er Sverdrup ikke længer til- freds. Hegermann finder han borneret, og saadan kan han gjerne have vist sig som Rigsforsamlingens Præsident, uden derfor at være det som General og Cadetchef, men fremfor Alle river han ned paa Treschow. End ikke som Videnskabs- mand vil han rose ham ubetinget. 1ste Mai. Folketællingen begyndte da idag. Det Arrangement, jeg har gjort, for at faa den tilbørligen udført, er følgende: Selv kan jeg ikke reise om i Sognet; at redigere de indkomne Be- retninger og derefter at udfylde Rubrikerne i det tilsendte Schema, bliver mit ingenlunde lette eller morsomme Arbeide. Sørkedalens District har jeg aldeles overladt Inspecteuren, Fuldmægtig Petersen paa Bogstad, en skrivekyndig og i For- retninger øvet Mand. Over Tællingen i de to vestre Districter har jeg givet Kjerschow Overdirection. Han rider om med In- specteurerne Ole Holmen og John Smestad og spiser til Middag hos en af disse to Matadorer efter fuldendt Dagværk. Sau- genes nordre District har Hans Hauge og hans Factotum Jens Hansen taget paa deres Samvittighed. Saugenes søndre District og Maridalen besørges af Skolelærerne Christian An- dersen og Jens Caspersen, under Bestyrelse af Muus, da disse Districters Inspecteurer ere uduelige og indolente Mænd. Nord- tvedtfjerdingens to Districter har jeg maattet overlade til de to |
| s.79 | Inspecteurer, hvoraf den ene er en ganske maadelig Person, men gamle Forvalter Muus har paataget sig at veilede dem. Sjel- deraasfjerdingen, hvis Inspecteurer ere endnu mere uvidende, har Boyesen paa Hovind ene paataget sig. Magnildrud- og Egeberg-Fjerdingen ere i overmaade gode Hænder, da Capt. Brochmann og hans Søn besørge det fornødne. Paa Slots- marken og Galgebergsgaden omvandrer en Jørgen Teisner, constitueret Skoleholder, og paa Grønland Klokker Olsen og Skolelærer Fredriksen. Hegermann fortalte, at der tænkes paa at gjøre det gamle Agershus Slot igjen til Kongebolig, en Ide, som nok de Fleste bifalde. Nu siges, at Kongen ikke kommer her i Sommer. 2den Mai. Jeg har læst et nyt Sørgespil af Oehlenschlæger, som viser, at han ingenlunde daler fra sin Middagshøide, fordi Hugo von Rheinberg er mindre god end Hakon Jarl, Ludlams Hule end Aladdin, Canarifuglen end Freias Alter. Det er Hagbarths og Signes Historie, han mesterligen har dramatiseret. Hvad der foruden den fine Charactertegning endnu udmærker dette Stykke er den Correcthed i Sprog og Versification, vi paa de sidste Tider ikke er vant til at finde hos Oehlenschlæger, og som, engang tabt, sjelden gjenvindes. Tidens og Stedets En- hed er med mindre Tvang end i Axel og Valborg vedligeholdt, og fra Handlingens Enhed viges ikke et Skridt. Ikke en Per- son, ikke en Scene kan kaldes episodisk. Med saadan streng Regelrethed at kunne vedligeholde usvækket Interesse, især naar Emnet, som her, ikke er af de meget rige, er ingen ringe Kunst. Endelig maa jeg anmærke den fine Tact, hvormed han har vidst at borttage alt moralsk og æsthetisk anstødeligt, som laa i Emnet. Kammerjunker Mansbach, der nylig er kommen fra Hol- steen, bragte mig en Hilsen fra vor forrige Konge, "der endnu |
| s.80 | med Fornøielse erindrer mine smukke Taler". Jeg erindrer og- saa hans, skjønt desværre med mindre Fornøielse. 3die Mai. Intelligentsseddelen synes atter at ville blive en Kamp- plads; idetmindste har en Anonym, der averterer Vendekaaber tilsalg hos Tidens Aand, givet nyt Stridsløsen. En Kaabe, den trefoldige kaldet, fordi den ei alene kan bæres paa begge Skuldre, men ogsaa paa en Pukkel, udstoppet med Egennytte og Forfængelighed, er allerede solgt til en høi, fed, velvoxen Mand, hvem den klæder meget vel, og som bærer den med stor Douceur. (Hvo denne Mand er1, falder ikke vanskeligt at gjætte. Lehmann siger, at en Præst paa Vestlandet er For- fatteren). Rigstidenden har i lang Tid ikke havt andet end politisk Nyt, og dette endda temmelig intetsigende. Endnu har man kun en lang Expositionsscene af det store, nye Sørgespil. Der rustes og trues. Fredrik den Sjette siges at have tilbudt sig at sælge 30000 af sine Undersaatter til Kampen mod Na- poleon, men man bør haabe, det er Løgn, skjøndt det meldes officielt fra Wien. Fru Dyhring havde atter religiøse Skrupler, og frygtede for Guds Vrede over hendes Synder. Jeg var saa heldig at berede hende en kraftig Trøst, hvorfor hun takkede og velsig- nede mig, ved det Spørgsmaal: "Hvad vilde de sige om et Menneske, der kjendte Deres gode Villie, men var dog ufor- sonlig og forbitret, og mishandlede Dem, fordi De nu og da begik en Feil og gjorde ikke Alt, hvad De kunde og burde gjøre? Hvad De vilde finde haardt, grusomt, uretfærdigt af et Menneske, tiltror De den evige Kjærlighed det"? Hun følte sig, som sagt, overvunden af Sandhedens Kraft, -- og er det virkelig Sandhed, hvad bliver da af den hele Forsoningslære i Systemets Aand? Hvo har da Ret, Løffler eller Balle? |
| s.81 |
5te Mai. "Felttoget i Norge 1814 af en norsk Officier" (Meydell) er Titelen paa en liden Bog, som jeg idag har læst. Den røber megen militair og local Kundskab, og ikke mindre Fri- modighed. Som første Feil paaankes, at da Norge ei vilde underkaste sig Sverrig, og 30000 Mand stod paa Grændsen og tærede paa Landets ringe Proviant, disse da ei fik Ordre til at rykke ind i Sverrig, medens de svenske Tropper laa i Tydsk- land (netop Hounts og General de Seues Ord). Han viser de Veie, de forskjellige Armecorpser kunde gaaet, de Progres- ser, de kunde gjort, inden Kronprindsen kom tilbage til Hoved- hæren, hvilke Diversioner denne kunde gjort, og hvilke Forholds- regler da burde været tagne. Saaledes gaar han da frem fra Feil til Feil før og efter Krigens Udbrud. "Nordmændene", siger han, "havde fattet en Beslutning, som næsten vakte hele Europas Beundring; man maatte derfor ogsaa føre Krigen paa en Maade, der svarede til Beslutningen. Til en energisk Plan maa ogsaa høre en energisk Udførelse; i manglende Fald maa efter Naturens Orden Alt synke af sig selv. En Maskine, der skal bevæge en tung Last, maa have svære Hjul, ellers briste de, og hele Indretningen bliver til Intet. Man var færdig til Beundring, men nu finder man blot Aarsag til Forundring". Med Bitterhed udlader han sig om det Haab, at drive Alt igjennem, endog med Sverrig, ved Underhandlinger. "Sver- rig var ved en overordentlig Fredstractat afstaaet et helt Rige, som det i Kraft var overlegent; dette Rige modsatte sig For- eningen; og nu kunde man tro, at Sverrig uden noget videre vilde lade sig nøie dermed? Man maatte selv besidde megen Svaghed, for at kunne tiltro Andre saadant". -- Adskillige af de commanderende Officierer passere nu Revue, dog uden per- sonlig Fornærmelse, uden maaske med de to feige Commandan- ter Hjermann og Hals, som Loven vel med det første vil fælde. (Undersøgelsescommissionen er afløst af en dømmende, der be- |
| s.82 | staar af Generalmajor Meylænder, Oberstlieutenant Aubert og Justitiarius Berg). Et træffende Sted maa jeg endnu af- skrive. At Svensken angreb vort Land fra den sydlige Grændse, finder Forfatteren ei at være aldeles efter Krigskunstens Reg- ler, "dog kan man derfor ikke directe tillægge Fienden nogen Feil. Ofte kan en saadan Operation være grundet paa den Kundskab, man har om den fiendtlige Anfører. Havde dette Foretagende ei strax gaaet godt, saa havde man formodentlig, uden at indlade sig altformeget, begyndt paa noget andet; og her maa vi anmærke: at det vistnok er en stor Egenskab hos en Feltherre, rigtig at kjende og bedømme sin Modstander". 6te Mai. Mit Arbeide i denne Tid er at redigere de indkomne Fol- ketællingslister, hvoraf nogle ere meget ordentlige og instruc- tive, men andre ere temmelig forvirrende. Dog i Grunden siger det ikke stort. Thi hvo kan holde Control, og om en halv eller hel Snes Mennesker bortdrages fra den rette og hen- føres til en falsk Rubrik, anføres at være ældre eller yngre end de virkelig er, -- hvad taber Fædrelandet derved? Over- alt skulde Schemaets Forfattere have aftegnet Grændselinien lidt nøiere, og fuldstændigere angivet alle mulige Næringsveie, naar de vilde have fuld Accuratesse. I Schemaets anden Del kunde gjøres en Mængde Spørgsmaal, som Præster og Magi- strater vist besvare sig selv paa høist forskjellige Maader, og saaledes bliver det udkomne Resultat intet mindre end paalide- ligt. Man burde nedladt sig lidt mere til vor Svaghed. At "Ingen kan svare ret, naar En vil spørge galt", og at, naar Spørgsmaalet er tvetydigt, det fast er endnu værre, end om det var rent galt, da nogle forstaa det saa og andre saa, og det da bliver et evindeligt Chaos, -- det synes jeg de høivise Herrer burde indse. Iaften var jeg hos Skjelderup sammen med Sverdrup, |
| s.83 | Hersleb og Stenersen. Efter Bordet ved Aftenpiben taltes om Prædikener og Prædikanter, over hvilke Skjelderup viste sig som en overvættes streng Censor. Biskop Brun, hvis Ordi- nationstale han havde hørt, nedrev han som en buldrende Tor- dentaler, uden ringeste evangelisk Blidhed. Med Clausen var han ikke mindre misfornøiet. Han paastod, hvad og de andre istemte, at han ikke prædikede Guds Ord, og anførte som Ex- empel, hvorledes han engang i en Vinterprædiken havde for- talt, at Kulden styrker Nerverne. Forgjæves erindrede jeg, at, skjønt man ei burde gjøre saadant til Hverdagsemne, kunde det dog vel ogsaa regnes til Guds Ord, at vække Opmærk- somheden paa, hvorledes ogsaa det sandselig Ubehagelige som Gave fra Gud er velgjørende for Sjel og Legeme. Han ved- blev at paastaa, at naar man hørte saadant fra en Prædike- stol, burde man tage sin Hat og gaa ud. Mynster fandt han derimod at være en evangelisk Lærer, og deri har han vist Ret. Hvorledes jeg vilde bestaa for denne strenge Dommer (jeg ved ikke, om han nogensinde har hørt mig), det gad jeg dog vide. Stenersen gik bort, da han skulde prædike imorgen, og Hers- leb taug. -- Talen var ellers ogsaa om Lægers Forsømmelig- hed, og til Undskyldning derfor fortalte Skjelderup en Mængde Anekdoter om Patienters dumme og uforskammede Fordringer. En af dem slog mig især: Gamle Statsraad Sartorph blev en mørk og stormende Novemberaften kaldt hen til en Familie, hvis Læge han ikke var. Da han kom, fandt han allesammen friske; man vilde blot consultere ham, om det ikke var bedst, siden deres Huslæge (Aaskov) var svagelig og undertiden for- virret i Hjernen, at de i hans Sted antog Doctor Ranøe. 7de Mai. Jeg ved ikke, hvad det er for en tosset Skik baade her og i Kjøbenhavn, at den unge Brud endelig skal have Kappe paa Hovedet første Gang man besøger hende som gift Kone. I |
| s.84 | mine Øine er det slet ingen Prydelse for et vakkert Pigeansigt. Hvor, som paa Lister (idetmindste i min Barndom), den hvide eller couleurte Hue er Pigens, den sorte Konens charakteristiske Dragt, der lader jeg det naturligvis gjælde, men hvor Konen samme Dag og saa fremdeles til sin Alderdom (hvis hun har Lyst) vedbliver at klæde sig som Pige, der er mig denne Pynt Dagen efter Bryllupsdagen og Bryllupsnatten ordentlig an- stødelig. -- -- -- Endnu gjorde jeg to Visiter: hos Statsraad Diriks, hvor jeg undredes over den uanstændige Kjøkkentrappe, Justitsraad Thrane, som bekostede denne store og tildels pragt- fulde Gaard, lod blive Opgang til de elegante Stadsværelser. Siden var jeg hos Fru A -- , hvor jeg traf den ældste Frøken M -- , og hvor de to Damer (par nobile sororum) overbød hinanden i at finde Gud ved hvilke Bagateller superbe, char- mante og guddommelige. Ogsaa i denne Gaard har man byg- get Vindeltrappe til Salsetagen. Der har dog hersket, og her- sker tildels endnu megen Dumhed og Smagløshed i Christi- ania. -- Paa Hjemveien mødte jeg Skjelderup. Han havde hørt Stenersen, der prædikede for Sigvardt i Tugthuskirken, og var meget indtagen i hans simple christelige Foredrag. Han maa vel altsaa have ophørt at prædike Schellings Philosophi, thi at de høitflyvende Phantasier, jeg engang hørte i Byens Kirke, vare det ringeste opbyggeligere end Clausens Vinterbe- tragtninger, kan jeg slet ikke sige. 8de Mai. Jeg har nu udlæst tredie Del af Foersoms Oversættelse af Shakespeare. Han er en mesterlig Oversætter og giver neppe Schlegel stort efter. Man bør kun ønske, at hans Iver ikke maa kjølnes som Schlegels, der, saavidt man ser, uden skjellig Grund afbrød sit herligen begyndte Arbeide, for at begynde paa noget nyt: det spanske Theater, hvoraf igjen kun en Del |
| s.85 | blev færdig. Saa reiste han om i Europa, skrev sin vistnok ypperlige og heldigvis fuldendte Bog om dramatisk Kunst og Litteratur, blev dernæst politisk Pamphletskriver i Sverrig, og er nu ifærd med i den berømte Fru Staels Selskab at gaa over til den katholske Religion. Bürger og Wessel efterlod døende deres Kappe og Aand, hin til Schlegel, denne til Bag- gesen. Omtrent i lige Opfyldelse gik deres poetiske og pro- phetiske Drømme. Herligen begyndte de unge Mænd; Enden er vel ikke endnu, men den tegner sandelig ikke til at blive Begyndelsen lig. 9de Mai. Fattigcommissionen endte alt Kl. 3, og aldrig ved jeg at have bivaanet en Fattigcommission disse 10 Aar, hvor saa faa Vanskeligheder mødte, saa liden ufornøden Snak førtes, saa faa utaalmodige Ytringer hørtes, og saa faa blandt de Klagende gik utilfredsstillet bort. De Fattiges Antal synes overalt at aftage, og skjønt Dyrheden er den samme, spores dog allerede Fredens velgjørende Indflydelse. -- Efter min Hjemkomst vederfores mig mere Ære: Invitation fra Essen til Bal paa Fredag og et Brev fra Biskoppen, hvori indsluttet det svenske Bibelselskabs Statuter, samt et Brev fra Rosenblad, som lod ham vide, at Kronprindsen af egne Midler har skjæn- ket 6600 Rd. Bco, noget over 20000 Rd. i vore Penge til et Bibelselskabs Oprettelse, hvilket overdroges Bech og mig. Kort efter fik jeg selv et Brev fra Rosenblad, omtrent lige lydende med hint, dog med nogen Forskjel, f. Ex. at de varma och upplysta religiösa tänkesätt (i mit Brev) hafva förnöiat hans hjerta, hvilket ei siges i Bechs, ligesom han og tilføier om Bispen: hvilken jag för flere orsakar ei kun- nit forbigå. -- At Arbeidet er kommet i Bechs Hænder, glæ- der mig meget. Han er en duelig og virksom Mand, og at han nu vil interessere sig derfor, Grundene hertil være disse |
| s.86 | eller hine, kan jeg ingenlunde tvivle om. Han bebuder mig i Convoluten en mundtlig Conference om Sagen. 1 tilbakeBiskop Bech. Udg. |