|
8de April.
Endelig har vi da seet Sort paa Hvidt for vore ridder-
lige Meriter, og ihvorvel denne Optegnelse følger med Rigsti-
denden som Tillæg, saa vil jeg dog her til varig Erindring
afskrive den paa Datum og Titler nær:
Seraphimer-Ridder:
Anker. Den Patriotisme, hvormed han opofrer sig til
Fædrelandets Tjeneste. Hans udmærkede Fortjenester af Nor-
ges Veivæsen, Agerbrug og Industri, samt hans uegennyttige
Bestræbelser for at fremme almennyttige Foretagender.
Commandeurer af Sværdordenen:
Arenfeldt (som allerede er udnævnt den 26de Novem-
ber, Dagen, da Storthinget opløftes). De usvigelige Beviser,
han har givet paa udmærkede Indsigter, Kjækhed og Nidkjær-
hed som Militær.
Hegermann. Hans udviste Kjækhed og Duelighed som
Militær, og det umiskjendelige Gavn, han har stiftet som Chef
for det norske Landcadetcorps, hvis Fuldkommenhed for en stor
Del skyldes hans utrættelige og kloge Bestræbelser.
Sejersted. Hans utrættelige Nidkjærhed i Udøvelsen
af sine Pligter og i Udførelsen af de ham overdragne Forret-
ninger.
Lowzow. Hans lange, tro og nidkjære Tjeneste.
Riddere af Sværdordenen:
Motzfeldt. Hans Kundskaber i militære Videnskaber,
hans udmærkede Duelighed og Fædrelandssind, som Norges
|
| s.53 | Mænd allerede har erkjendt ved de ham under Storthinget
overdragne Forretninger.
Fabricius. Hans Kundskaber i sit Fag og hans utræt-
telige Arbeidsomhed ved de ham betroede flere vigtige Forret-
ninger, den norske Marine vedkommende.
Fasting. Hans udmærkede Værd som Søkriger, hans
Fædrelandssind, Trofasthed og Nidkjærhed i sit Kald.
Krebs. Hans udviste Kjækhed og Conduite som Mili-
tær.
Nielsen. Hans Tjenesteiver og heldige Bestræbelser for
at danne det Corps, hvis Commandeur han er. (Dette var
det første, hvorved en critisk Tilhører rystede paa Hovedet).
Stabell. Duelighed og Conduite have ved enhver gi-
ven Leilighed, og i enhver ham betroet Post, udmærket hans
Forhold.
Oberstelieutenant Hegermann. At Norges Stor-
thing valgte denne ved Medborgeres tillidsfulde Valg allerede
hædrede Mand til at være Medlem af den Deputation, der
paa Storthingets Vegne havde det hæderfulde Kald at over-
bringe Hans Majestæt Nationens Hylding, har været Aller-
høistsamme et kjært Vidnesbyrd om hans udmærkede og er-
kjendte Borgerværd. (Naar man har været Vidne til de De-
puteredes Valg, og end ydermere ved, hvorledes dette forbe-
redtes, saa smiler man ved at læse denne udpinte og opskruede
Phrase. End mere curiøs bliver den, naar man ser den Ord
til andet gjentagen om Hagerup, Knudtzon og Neumann, og
jeg tvivler ikke om, at det jo vil skjære den Sidste i Hjertet,
at man ei har fundet andre Fortjenester hos ham, end at han
ved en ringe Pluralitet fik en Mission, Mange frabad sig som
en Byrde og Andre clara voce meldte sig som Aspiranter til).
Sibbern. Hans Duelighed og Coduite som Militær
og udviste Fædrelandssind.
Mejer. Hans lange, tro og nidkjære Tjeneste.
|
| s.54 |
Schjøtt. Hans udviste Kjækhed og Conduite som Mi-
litær.
(De to andre Ordener imorgen).
Christianssands Avis har et ei uvittigt Digt i Anledning
af Wergelands Promotion, saalydende:
At du var ingen Nar, da du generet stod,
og slog i Himlen fast din Næve,
og støtted paa Religionens Fjeld din Fod,
og mellem Skrævet Kloden lod hensvæve1:
det vidner den Nordstjerne, som
i denne Hurlumhei dig ned paa Brystet kom.
I Throndhjems Avis findes et Vers om Pastor Garmann,
hvor det hedder tres naivement:
Gud! var du ei forunderlig,
jeg vovede at spørge dig,
hvorfor du Garman os berøved.
Vor Avis er aldeles blottet for Curiosa. Siden N. W.2
forlod os, tie endog Versemagerne.
9de April.
Commandeurer af Nordstjerneordenen:
Rosenkrantz. Den Nidkjærhed og udmærkede Uegen-
nyttighed, hvormed han i forskjellige Embedsstillinger har tjent
Fædrelandet.
Grev Wedel. Dels som Embedsmand, dels som Pri-
vat har han i forskjellige Virkekredse ved sjelden Indsigt, Til-
|
| s.55 | sidesættelse af egen Fordel og kraftfuld Anstrængelse bidraget
til at fremme Fædrelandets Held, især i ekonomisk Henseende.
Bech. Hans Bestræbelser for Fattig- og Skolevæsenets
Forbedring samt de for Norge gavnlige Sogneselskabers Ind-
retning.
Sørensen. Hans Værd som Religionslærer og hans
altid viste ædle Bestræbelse for at fremme alment Vel. (En
synderlig Contrast og dobbelt mærkelig, da netop samme For-
skjel gjøres mellem to andre Bisper).
Riddere:
Sommerhjelm. Den Duelighed og Nidkjærhed, han
har vist i de forskjellige Embeder, som har været ham betroede.
Statsraad Collett. Hans Indsigter og ædle Virk-
somhed som Embedsmand og hans Fortjenester i Henseende til
gavnlige Industri-Indretningers Forbindelse med Fattigforsør-
gelsen.
N. Aall. De Beviser, han med Opofrelse af egen For-
del har givet paa sandt Fædrelandssind og udmærket Embeds-
duelighed.
Diriks. Hans udmærkede Indsigter, fortrinlige Embeds-
duelighed og Fortjenester af Politivæsenet.
Treschow. Hans almindeligen erkjendte og fortrinlige
Værd som Videnskabsmand, Forfatter og academisk Lærer.
Statsraad Krohg. Hans erkjendte Værd som Lov-
kyndig, og hans som Embedsmand i flere ham betroede of-
fentlige Anliggender viste udmærkede Flid og Virksomhed.
Christie. Hans af Nationen tilfulde erkjendte Fortje-
nester som Præsident for det sidst afholdte overordentlige Stor-
thing.
Hagerup.
Knudtzon.
Se ovenfor.
Neumann.
Bull. Hans Redelighed og Troskab som Embedsmand,
|
| s.56 | hans gjennem en lang Række af Aar i vigtige Dommerembe-
der prøvede Indsigt og Duelighed.
Falbe. Med udmærket Nidkjærhed og ivrig Anstræn-
gelse har han udført de mange ham, dels som Dommer, dels
som Befalingsmand paalagte offentlige Forretninger.
Dahl. Hans heldige Bestræbelser for under vanskelige
Omstændigheder at vedligeholde Orden og Rolighed i den ham
betroede Embedskreds. (Det lader sig høre!)
Brun. Hans erkjendte Værd som Religionslærer, samt
hans Rang blandt Norges ypperste Digtere.
Biskop Krogh. Hans Fortjenester af Fattigforsørgel-
sen og Skolevæsenet i hans Embedsdistrikt. (Som Religions-
lærere har altsaa han og Bech intet Værd?)
Hount. Hans Fædrelandssind og Fortjenester som Formand
for Bergs Præstegjelds Agerdyrknings- og Industri-Selskab. (Det
flaueste af Alt. Fædrelandssind er et vakkert Ord, og naar det
tillægges Statsraad Aall, da fryder det mit Hjerte, men hvor-
ved har da Hount fremfor Snese Andre lagt sit for Dagen?
Og naar han lønnes som virksom Formand i et Sogneselskab,
da fortjener Neumann og mange Flere, maaske endog Erklokker
Ourdal samme Løn og Hæder. Var der da virkelig intet An-
det at sige om min gamle Ven?)
Pavels. Hans udmærkede Fortjenester som Religions-
lærer. (Skyldige Tjener! Ellers havde jeg heller læst Værd
end Fortjeneste, der synes at henpege paa Daad, som jeg ikke
tør rose mig af).
Wergeland. Den Indsigt, heldige Flid og de Talenter,
han som Skolelærer og Forfatter har vist. (Ogsaa dette lader
sig høre. Jeg tror ikke, at enten Indsigt, Flid eller Talent kan
fradømmes Wergeland).
Løvenskjold. Hans Duelighed, Virksomhed og Nid-
kjærhed som Embedsmand.
|
| s.57 |
Vasa-Ordenen:
Amtmand Collett. Hans Virksomhed, Nidkjærhed og
Duelighed som Embedsmand. (Ord til andet det samme som
Løvenskjold, begge Amtmænd, den første Nordstjerne-, den an-
den Vasa-Ridder! Hvorledes skal dette forstaaes?)
Sommerfeldt. Hans lange og redelige Tjeneste som
Embedsmand, og hans gavnlige Bestræbelser for at fremme
Vinskibelighed i de ham betroede Embedsdistricter.
Thrane, Arntzen og Egeberg. Den af disse Mænd
viste Kyndighed og Nidkjærhed i de offentlige Forretninger, hvis
Udførelse har været dem overdraget. (Om Thrane som Pro-
videringscommissær og Arntzen som Politimester i den critiske
Stilstandsperiode lader man det gjælde. Derimod ved Ingen,
hvilke offentlige Forretninger have været Egeberg overdragne).
Thulstrup. Hans Fortjenester som Læge i Alminde-
lighed, og hans viste udmærkede Nidkjærhed i Udøvelsen af de
ham som Stabschirurg paaliggende Pligter. (Herved anmær-
kes, ifølge Thulstrups eget Udsagn, at en Læge i Sverrig nød-
vendig maa have Vasaordenen først, inden han kan faa en
høiere, men at Nordstjernen er ham underhaanden lovet ved
første Promotion).
Dr. Munk. Hans Nidkjærhed i Udøvelsen af Embeds-
pligter, samt hans Bestræbelser for Medicinalanstalternes For-
bedring.
Matthiesen. Hans Kundskab og Fortjenester af Nor-
ges Agerbrug og Industri (hvilke han notorisk aldrig i sig Liv
har interesseret sig for eller arbeidet for, ja han har endog
erklæret Industri i Norge for en Daarlighed. Da han er en
erkjendt duelig og driftig Handelsmand, kunde hans commerci-
elle Indsigter og Fortjenester været et langt antageligere Paa-
skud).
Saaledes har da Kongen gjort Nationen Regnskab, og
Oppositionsmændene ville lægge Haanden paa Munden og tie,
|
| s.58 | ihvad de end tænke f. Ex. om Nielsen, Sibbern, Mejer, Dahl,
Hount, Wergeland, Egeberg, Munk og Matthiesen.
10de April.
Præsten -- r gjorde mig en uventet Visit. Han vil have
mig til Biskop i Trondhjem, da han tror Bugge for hans Mund-
kaadhed faar consilium abeundi. Er det sandt, hvad -- r
fortalte, fører han og en utilbørlig og næsten oprørsk Snak,
men, som bekjendt, ere de to Herrer Brødre hinandens person-
lige Fiender, og -- r's Rygte er ingenlunde saa godt, at ube-
tinget Tro kan fæstes til hans Udsagn. Høi- og Velærvær-
digheden ere nok par nobile fratrum. Deri maa jeg ellers
være enig med -- r, at man maa være glad ved, at Bugge ei fik
den store Indflydelse, han uden Tvivl vilde faaet under Chri-
stians Regjering, da han nok vilde misbrugt den. Og herved
ledtes min Tanke paa de Mennesker, vor forrige Konge skjæn-
kede sin Fortrolighed, og det vil nok ikke kunne nægtes, at
vi kom fra Dynen i Halmen, da vi med saamegen Jubel
saa os befriede fra det danske Adjutant-Regimente. Der var
nu: Bugge, med hvem Christian drak Venskabs Skaal.
Hvad han vilde raadet Kongen til Landets Bedste i Alminde-
lighed og vor Stands i Særdeleshed, ved jeg ikke, men at
Geistligheden ikke kunde glæde sig ved at have en Repræsentant
og Talsmand, der ved Kongens Taffel fornedrede sig til at
agere Hofnar, det er nok vist: Haffner, i Omgang en behage-
lig og interessant Mand, men neppe den ønskeligste Raadgiver
og Fortrolige hos en ung letsindig Fyrste: Carsten Anker
i det Hele en tvetydig Mand: Brock, en Mand med gode Ev-
ner, og maaske uskyldig i meget af det, som lægges ham til
Last, men fuld af Vind og Rodomontader: Kaas, et hjertensgodt
men ubetydeligt Hofvæsen: Holten, vistnok en flink og duelig
Forretningsmand, men med ubegrændset Selvtillid og i en
Virkekreds, som han neppe kunde overse og styre: Schwartz,
|
| s.59 | et værdigt Pendent til hans kjøbenhavnske Colleger, -- og saa
hvad der var det værste af Alt, og høiligen maatte befrygtes:
det Frilleregimente, der under en svag vellystig Fyrste vel om
kort Tid bleven indført. -- Nei, da er dog vor nuværende
Administration noget ganske Andet. Hvo der i Sverig er Carl
Johans Fortrolige, ved jeg ikke, men hos en Mand i hans
Alder og med hans alvorlige Fasthed er det at formode, hver-
ken Kvinder eller Lapse er det, og at de Mænd, som baade
her og i Stockholm staa i Spidsen for Norges Anliggender,
ere Mænd af Kundskaber, Duelighed og rene Sæder, det vover
selv ikke Avind at nægte. Essen er upaatvivlelig en Hæ-
dersmand, og at Anker, Wedel, Collett, Hegermann, Treschow,
Diriks, Motzfeldt og Fasting ere blandt Norges ypperste Mænd,
at Sommerhjelm og Krogh idetmindste ikke vanære den høie
Post, de beklæde, at Statssecretær Holst er en udmærket duelig
og driftig Forretningsmand, derom er vel i Nationen kun en
Stemme, i hvor megen Dissents der vel maaske kan være f.
Ex. om Wedel som ægte Patriot og om Treschow som Stats-
mand.
11te April.
Falsen gaar i sit Skrift til Odelsrettens Forsvar ud fra
et eneste Synspunkt: Odelsrettens uadskillelige Forbindelse med
Norges nuværende Constitution og Nødvendigheden af dennes
Vedligeholdelse. Dens oprindelige Bestemmelse var nemlig,
hvad han af Historien vidtløftig documenterer, at hindre store
Jordegodsers Oprettelse, og til ligelig Folkerepræsentations Fremme
at lade hele Landet bestaa af smaa Jordlodder, hvis Eiere ene
skulde have den lovgivende Magt i Hænde. Da nu denne
Magt igjen tilhører Folket, saa kan Odelsrettens strenge Over-
holdelse alene betrygge det samme uforkrænket, og hindre Re-
gjeringsformen fra at gaa over til Aristokrati. Ifølge heraf
tror Falsen, at Repræsentationsret egentlig blot burde tilhøre
|
| s.60 | Jordeiere. At Embedsmænd og Leilændinge nyde den efter
Grundloven, finder han imidlertid rimeligt, da hine forudsættes
at være den mest oplyste Folkeclasse, og disse bør nogenledes
holdes skadesløse for Savnet af Eiendom og fuldkommen Fri-
hed, da de dog i andre Maader agtes lige med Odelsmænd
og bære de samme Byrder. Derimod er det hans bestemte
Mening, at Kjøbstadborgere, som saadanne, aldeles bør være
udelukkede fra Repræsentationen. Non nostrum est tantas
inter vos componere lites. -- En svensk Herre har været
oppe og beseet Throndhjems Domkirke og fundet, hvad jeg før
har hørt af Andre, at Christiania Kirke er et bedre Locale for
Kroningen, og at især den Throndhjemske har altfor smale
Døre.
12te April.
Nu nærmer sig da den store Stund, da jeg virkelig kan
kalde mig Ridder eller Medlem af Nordstjerneordenen. Grev
Essens Tjener indbød mig til Middagsmaaltid imorgen, da
med samme Ordenen skal uddeles. Alle Adjutanter ere til-
sagte for at figurere; man formoder, at Essen i Kongens
Navn vil holde et formeligt Ordenscapitel.
13de April.
Idag foregik den mærkværdige "Daabshandling", saa hedder
den efter svensk Terminologi. Klokken 3 begav jeg mig i Følge
med Treschow til Statholderboligen, hvor vi samledes i det store
Entreværelse, der var fuldt af norske og svenske Adjutanter,
men ingen Andre vare indbudne uden vi Candidater og de to
alt slagne Riddere Schjøtt og Thulstrup. Greven kom ind i
høieste Stads; ogsaa Grevinden og hendes Børn vare tilstede,
samt Grevinde Wedel, der kom med sin Mand. Øverst i Sa-
len henlagdes et med rødt Damask overtrukket Knæfald, om-
trent som en lav Brudeskammel. Excellencen stillede sig foran
dette, og ved Siden af ham stillede sig to Officerer, en ved
|
| s.61 | hver. Den ene af disse oplæste et Commissorium til Essen,
at creere Riddere af Sværdordenen, og derpaa fremkaldtes He-
germann, hvis Udnævnelse til Commandeur proclameredes, hvor-
efter han knælede paa Gulvet og fremsagde en Eed, der stumpe-
vis dicteredes, og endte med de Ord: "saasandt hjælpe mig
Gud til Liv og Sjel!" Han reiste sig nu og fremledtes af Office-
ren paa høire Side til Silkehyndet, hvor han atter knælede, medens
Essen med Hatten paa Hovedet gav ham Ridderslaget med blot
Sabel i Carl den Trettendes Navn, hængte et bredt guult
Baand med blaa Kanter over hans Skuldre, og afskedigede
ham med de Ord: "Vær værdig!" -- Samme Ceremoni gjen-
toges med Sværdridderne Meyer, Fasting og Nielsen, kun at
de alle tre knælede sammen paa Gulvet, men een for een paa
Puden, og at Ordenerne raktes Essen paa en Tallerken, af ham
overleveredes Ridderen og af denne igjen Ceremonimesteren,
eller hvad man skal kalde ham, som hængte den i Ridderens
Knaphul. Nu kom Touren til Nordstjernen, hvor et nyt Com-
missorium oplæstes, ved hver Classe ligeledes Denominationen,
hvor alle Meriter gik ud paa den lange og tro Tjeneste og saa
fremkaldtes og knælede paa ovenmeldte Maade først Rosenkrantz
og Wedel, saa Bech, fremdeles Collett, Treschow, Diriks, Lø-
venskjold, Bull, Falbe og endelig jeg. De Geistliges Eed var
lidt anderledes end de Verdsliges; ei heller fik vi Slag af Sa-
belen, men et sagte Klap paa Skulderen af den flade Haand.
Commandeurerne (Wedel, Rosenkrantz og Bech) fik Stjerne paa
Brystet, vi andre Ordenen paa Brystet i et sort Baand, lige-
som Dannebrogskorset i et rødt og hvidt. Endelig kom Vasa-
ridderne: Thrane, Arntzen og Egeberg, der under de samme
Ceremonier fik et bredt grønt Baand om Halsen, hvorved de
saa ud, som de havde et grønt Halstørklæde. Hermed var
Høitideligheden endt, Greven gik omkring og tog os i Haan-
den, Grevinden neiede, og iførte vore nye Decorationer drak vi
Appetitsupen, og gik tilbords. Det meste af Maden var som
|
| s.62 | sædvanlig kold, da Alting paa engang sættes paa Bordet. Men
hvad der ved de Svenskes Gjæstebud er ypperligt, er deres
Punsch, den mest tillokkende Drik, man kan tænke sig. Vi drak
fire Skaaler: Hans Majestæt Konungen vor Stormester, Kron-
prindsen, Oscar og Norge og Sverrig. Flere drak Kongens
Skaal med tomt Glas, og sagtens er han ingen Bompert værd,
den gamle Carl, hvis lange, usle Liv generer Mange og fry-
der nok Ingen, uden maaske ham selv.
15de April.
Hr. -- r gjorde mig en ny Visit og medbragte en An-
søgning og en utallig Mængde Attester, alt til Gjennemlæs-
ning og Behjertigelse. (Dette smukke Ord læste jeg igaar
hos Baggesen og nytter det nu, for ikke møisommeligen at lede
efter et dansk). Ansøgningen er "intet Børneverk". Den
indbefatter tre Momenter, hvoraf de to første vist fortjene at
behjertiges af Statsraadet. Det tredie derimod er saadant,
at det hverken kan eller bør bevilges. Det angaar intet min-
dre, end at hans fornuftige, ædle og haabefulde Søn,
som nys har begyndt at læse til Attestats, maa,
naar han har faaet denne med god Charakter, blive sin Faders
Adjunct og Successor, eller idetmindste erholde kongeligt Løfte
ved Kaldets Bortgivelse at komme i fortrinlig Betragt-
ning, altsammen imod Lovene, om saa Faderens Fortjenester,
Trang og Opofrelser var tidobbelt større, da Sønnen bør li-
gesaalidt lønnes for Faderens Meriter, som bære hans Mis-
gjerning. Bønhøres denne Bøn, da "fremmes hans Be-
roligelse paa Oldhedens Dage og hans hulde Vivs
og Børns Hjælp og Redning fra at nedsænkes efter hans
Tilvær i jammerlig Kummer". Der voves heller intet der-
ved, thi maaske vil det, formedelst hans Existence,
endnu vare længe før Kaldet bliver ledigt, og i den Tid kan
Sønnen erhverve Duelighed og Erfaring. Han vil iøvrigt ikke
|
| s.63 | undlade at nedbede Himlens Velsignelse over "den høie Stat-
holder, gunstige Statsraad og naadigste Konge og Prindser".
Tilsidst erindrer han, at han blot udbeder sig Statsraadets fa-
vorable Erklæring, da han har isinde personligen at overlevere
Ansøgningen i Stockholm, en Bøn, der som ordensstridig vel
hverken opfyldes eller optages vel. Med denne Ansøgning
fulgte, som sagt, mangfoldige Attester, hvoraf den sidste fra
General Sejersted, der naturligvis erkjender sin Incompetence
til at bevidne en geistlig Mands Fortjenester, men dog ikke har
kunnet undlade at give efter for hans indstændige Bøn, og at-
testerer altsaa, at han har læst alle de andre Attester, og deraf
slutter, at Hr. -- r er en duelig og fortjent Mand.
16de April.
At Napoleon er i Paris, udsteder Proklamationer og sæt-
ter alt igjen paa den gamle Fod; og at Prinds Christian er
bleven Gouvernør i Fyen, hvorved man ikke kan undlade at
tænke paa det Amsterdamske Borgermesterskab, Sigbrit lovede
Christian den Anden, ere de vigtigste Nyheder, Dagens Rigs-
tidende fortæller.
I Eftermiddag var Examen i Søndagsskolen, dog kun i
dens øverste Classe, da man finder den ufornøden i de andre.
Den varede i fire Timer, og næsten hele den Tid examinerede
den utrættelige Saxild. Den Mand, der uopfordret, uden Be-
taling, paatager sig det møisommelige Arbeide at undervise Be-
gynderne 3 Timer en suite hver Søndag, der studerer med Flid
til dette Arbeide og driver det med Enthusiasme som en Vel-
færdssag, der har foreslaaet en ny Classes Oprettelse for pro-
vectiores, hvor han og vil undervise 2 -- 3 Timer, og som saaledes
til Brødres Oplysning opofrer 5 -- 6 Timer af den Dag, som
ellers er Hvile- og Forlystelsesdag, allesammen uden mindste
Løn undtagen den, Bevidstheden skjænker, -- fortjener nogen et
Ærestegn som hæderlig Borger, da er det ham, og jeg anser
|
| s.64 | det næsten som Pligt at gjøre Regjeringen opmærksom paa
denne ukjendte og høiligen agtværdige Mand. Strax efter min
Hjemkomst kom -- r, som jeg igaar havde inviteret, og med ham
fulgte bemeldte Søn, en vakker Yngling paa 21 Aar. Det var
en ret behagelig Aften. Vi talte især om Storthinget og Kong
Christian, over hvilken -- r var en ligesaa ubarmhjertig Dom-
mer som Skjelderup. At det var Christians Forsæt, efter det
Rygte, som gik her i de Dage, at lade sig udraabe i Thrond-
hjem til suveræn Konge, at Anstalter vare føiede dertil af
Bispen og Stiftamtmanden, og at kun en Adresse fra Bor-
gerne lagde Hindringer iveien, hvorfor han og blev det thrond-
hjemske Borgerskab unaadig, har jeg hørt før og hørte det nu
bekræftet. Det bliver mig overalt daglig mere og mere indly-
sende, at det vi fra hans Regjering mest maa lykønske os med,
er dens Kortvarighed. At læse, hvad -- r skriver, er utaaleligt,
men at høre ham tale er ret interessant.
17de April.
Den nødtvungne Forpligtelse, Præsten -- r ved sit Over-
hæng har paalagt mig, at være hans Talsmand hos Stats-
raadet, opfyldte jeg i Formiddags, idet jeg gjorde Treschow et
Besøg. -- r er en Mand, som indser, at man ikke kommer
langt i Verden uden Patroner, og altsaa hverver han uden
Skaansel med List og Vold efter Omstændighederne. Saaledes
havde Rosenkrantz og Agent Nielsen været der før mig i samme
Ærinde, og Gud ved, hvem der kommer efter mig. Treschow
gav svag Trøst, hvad de to første Poster af Ansøgningen an-
gik; Successionen kunde naturligvis aldeles ikke bevilges. "Han
vil ellers reise til Stockholm", sagde Treschow, "og opnaar maaske
det ansøgte gjennem Skjørteveien ligesom sidst", da man
paastaar, Kammerfrøken Møsting skaffede ham hans nuværende
Kald. Treschow har ellers i Embedssager en decideret Mini-
|
| s.65 | stertone, og Prosessorerne beskylder ham for gjennem Statsraa-
det at give despotiske Resolutioner, som af en Videnskabsmand
og fordums Universitetslærer ikke skulde ventes. -- Min næste
Vandring var til Theatret, hvor Directionssamling holdtes.
Hetting fremlagde en Epilog af Bjerregaard, ret vakker, men
over det evige Æmne: Vinterens Bortgang og Vaarens An-
komst. Det er Flora, som taler, og dertil vilde man gjerne
have en ung uskyldig Pige, men da en saadan, udrustet med
de behørige Talenter, ei findes i vort Selskab, valgtes Christia-
nias Jfr. Astrup, den evig unge Fru Thulstrup, der dog mere
har Heltinde- end Hyrdindefigur, og i hendes Forfald Jfr.
Lassen, paa hvilken jeg allerførst voterede, men man fandt, at
hun vel i Nødsfald vilde være Reserve, Fru Thulstrup derimod
aldrig.
Iaften vare vi med Skjelderups, Lector Hansteens og
Flor indbudne til Sverdrup. Ved Bordet maatte Statsraa-
derne holde for, og Skjelderup især udøste evindelige Sarcas-
mer mod Collett og Treschow. Der er noget løierligt og god-
modigt i Skjelderups Stikleri; Sverdrup er mere bitter. At
begge overdrive og gjerne høre sig selv tale, er aabenbart, men
den leende archilochiske Jambe er behageligere at høre paa, end
den skjærende persiusske Satire, og dette, at Sverdrup altid er
kold, medens Skjelderup undertiden midt under de blodigste
Sarcasmer bliver varm, giver mere Agtelse for den Sidstes
Domme. Synderlig contrasterer ellers denne Sverdrups ofte
isnende Kulde med hans raske Jovialitet i Vennesamfund, med
den dybe Ærbødighed for aabenbaret Religion, som hans for-
trolige Samtaler røbe, og med hans næsten Kjælerier med sine Børn.
18de April.
Anden Gang siden jeg kom hertil, skal jeg have den For-
nøielse at staa Fadder. Skolelærer Vold i Vaterland indbød
|
| s.66 | mig imorges, og til min Opmuntring fortalte han mig, at
Grev Essen og Biskop Bech ere de to andre Mandfolk. Denne
Mand har en forunderlig Impertinence; idetmindste to af de
tre Prindser, vi paa den sidste Tid have havt til Statholdere,
har han havt til Faddere, og nu er Raden til Essen.
19de April.
Adskillige af vore unge Studenter skulle føre et meget flot
Liv. Dette er nu sagtens ikke brav, og synes at lægge Vægt
til deres Mening, der protesterede mod en stor og luxuriøs By
som Universitetssæde. Da imidlertid Fornøielser ere Ung-
dommen nødvendige, saa skulde jeg tro, der endog tabtes ved
at flytte den studerende Ungdom til et Sted, hvor Forlystelserne
maatte falde mindre kostbare, men ogsaa gemenere. Derimod
vilde jeg, naar vi endnu havde været forenede med Danmark,
ved denne Kjendsgjerning fundet en vægtig Modgrund at frem-
lægge for det norske Universitets strænge Forfægtere. "Hvad
have I nu vundet, Christianssandske, Bergenske og Thrond-
hjemske Fædre?" vilde jeg spurgt. "Føre nu Eders Sønner
et tarveligere og uskyldigere Liv end i Kjøbenhavn? Er det
ikke tvertimod rimeligt, at jo mindre Universitetet er med Hen-
syn paa de Studerendes Antal, des lettere slutte de faa Bor-
gere sig sammen, des nødvendigere er det for dem, der ei vil
gjøre latterlig Opsigt, at følge Strømmen, saavidt det paa no-
gen Maade er muligt? I Kjøbenhavn kunde den stille eller
fattige Student leve ukjendt og ubemærket. Kan han det og-
saa her? og hvor er den gjæstfrie Modtagelse i Borgerhuse,
den fortrolige Omgang med Professorer, som I have lovet de
norske Studenter?" -- Saa vilde jeg spurgt, hvis Mulighed
endnu var for at studere ved det kjøbenhavnske, som indenlandsk
Universitet. Nu spørger jeg naturligvis ikke saa, men velsig-
ner Frederik den Sjette, som gav os dette Universitet, og gav
det saa betimeligen, at Bygningen stod fast nok til ei at om-
|
| s.67 | styrtes af det store Jordskjælv, som paafulgte; og endnu vel-
signer jeg ham paa Videnskabernes, Undommens og mine
egen Vegne, at Universitetet blev i Christiania.
20de April.
Holten skriver, at Prinds Christian nu er i Kjøbenhavn, at
intet Menneske begriber, hvad det fyenske Gouvernement betyder,
og at hans (Holtens) egen Skjæbne endnu er uafgjort. Han
tror sig i Unaade, da Dronningen ei har ladet ham ansige til
Taffels. Hans Brev handler ellers mest om Theaternyheder,
især fortæller han udførligen om to usle Mesterstykker af Nu-
tids Brun3, hvoraf det sidste og længste, Betlerpigen, ved
første Forestilling blev udhysset, og da den anden gaves ham
til Benefice, gav man, trods en undskyldende Prolog, ikke Lov
at spille det. Foersom og Kruse maatte afbryde i første
Scene, og de Tilskuerinder, der havde bestilt deres Vogne til
Klokken halv elleve, maatte gaa hjem Klokken halv otte. --
Rigstidenden meddeler Valg af Storthingsmænd i Søndre
Throndhjems- og Stavanger Amt. Paa første Sted synes
Bondecabaler endnu ei at være indtrængt; der er nemlig valgte:
Sorenskriver Rambech, Provst Aschenberg, en Oberstlieutenant
Rogart og en Lensmand Nordby, hvis Navn heller ikke synes
at tilhøre en Bonde. I Stavanger Amt er det som sidst: en
civil Embedsmand (Nansen), en Borger (med Bondenavn, ven-
telig fra Egersund) og to Bønder. Nils Broc staar i Spid-
sen for dem allesammen, og Nansen er krøbet ned til No. 3.
Jeg var da idag i det omtalte Fadderskab, hvortil Vold
havde indbudet: Grevinde Wedel, Fru Falbe, Fru Thulstrup,
Fru Lund (Berghs Datter), Jfr. Pihl, Grev Essen, Statsraad
Hegermann, Biskop Bech, Regjeringsraad Wahlstrøm, Agent
Nielsen og mig. Alle indfandt sig. Da Garmann havde døbt
|
| s.68 | Barnet, kjørte vi til det lille uanseelige Skoleværelse, hvor vi
beværtedes med Chocolade, Madeira, candiserede Pomerantsskal-
ler og Makroner, og naar nu regnes det Barselgilde, han uden
Tvivl iaften holder for sin Familie, saa er Spørgsmaal om,
hvad Profit han havde af det rige og fornemme Fadderskab,
undtagen den Eftertale, han paadrager sig som en forfængelig
Nar.
21de April.
Bededagen synes at ville blive mig en Tycho-Brahe Dag.
Ifjor var jeg syg og maatte lade Borch prædike. Ogsaa idag
var jeg fra Morgenen af upasselig, men haabede, at det skulde
gaa over. Jeg havde lagt en interessant Plan, da jeg vilde
betragte denne Dag saadan, som de tænkte sig den, der helli-
gede den til Andagtsdag, saaledes som den misforstodes i en
bigot Mellemperiode, og saadan som den nu ringeagtes. Fæ-
drelandet havde en Tidlang været hjemsøgt af svære Ulykker4
og seet Guds underfulde Frelse. Ved at anordne denne Bede-
dag vilde Landets Styrere lede Samtid og Eftertid til den
dobbelte Overbevisning: at om Ulykken ei egentlig var Synde-
straf, kunne vi ei nægte, at vi ved vore Synder have fortjent
den, og at Gud er den, hos hvem Hjælp bør søges itide, og
til hvem Tak bør ydes i gode Dage. Denne Christne saa vær-
dige og gavnlige Følelse afløstes imidlertid snart af Trældoms-
aand og Ceremonivæsen: Faste, Ophold i Kirken fra Morgen
til Aften, Afhold fra alt Arbeide ligetil den nødvendigste Hus-
gjerning m. v., og nu er man gaaet over til den modsatte
Yderlighed, betragter den og enhver Helligdag lige med Arbeids-
dagene, holder Baller til ud paa næste Morgen, (hvorved jeg,
mig uafvidende, stiklede paa Capitaine W., som jeg siden har
hørt celebrerede sin Fødselsdag med Dands til Bededags Mor-
|
| s.69 | gen Kl. 4) med flere Frivoliteter. Heraf toges da Anledning
til at advare mod hint Slavesind og denne Tøilesløshed og at
gjøre opmærksom paa Dagens sande Tendents og rette Anven-
delse. -- En Tid talte jeg med god Fatning, men Mathedens
Sved randt ned af min Pande, og tilsidst fik jeg saa ondt, at
jeg maatte afbryde og sige, at jeg ikke følte mig istand til at
gaa videre, opfordrede altsaa Menigheden til med mig at istem-
me Dagens rørende og høitidelige Bøn. Jeg har saamegen
Prædilection for denne Bøn, at jeg ikke kunde forbigaa den;
jeg satte mig endog paa det Point, at jeg vilde læse den Ord
til andet og ei udelade en eneste Stavelse. Dette fortrød jeg
imidlertid snart, thi jeg fik med engang en stærk Qvalme, saa
at jeg frygtede meget for den Prostitution, at maatte kaste op
paa Prædikestolen. Denne Gang fik imidlertid Sjelen Magt
over Legemet, Qvalmen gik bort, og jeg holdt ud til Enden.
Prædikenen blev naturligvis under saadanne Omstændigheder
ikke hvad den ellers kunde og skulde blevet. -- Essen og hans
Familie var idag for første Gang mine Tilhørere.
1 tilbake Sigter til Wergelands bekjendte Udtryk i hans Tale i Rigsfor-
samlingen den 19de April: "Haanden fæster jeg i Himlen og la-
der Kloder rulle; ingen Hvirvel af Partier skal rokke, skal an-
fægte mig; Foden fæster jeg paa Religionens Klippe" o. s. v.
Udg.
2 tilbake Niels Wulfsberg.
Udg.
3 tilbakeN. T. Brun.
Udg.
4 tilbakeDen almindelige Bededag, der er anordnet ved Forordningen af
27de Marts 1686, har neppe nogen saadan speciel Anledning.
Udg.
|
| bla bakover |