|
4de Marts.
Masaniello vidner om, at Ingemann har gjort betydelige
Fremskridt; ogsaa dramatisk Digtergeni synes umiskjendelig at
fremgaa af dette Stykke. Charakterskildringen er i Almindelig-
hed heldig, og Handlingen har Enhed og relativ Interesse.
Jeg siger relativ, thi absolut kan en Opstand af neapolitanske
Lazaroner aldrig have, helst da man ikke faar tydelig Ide en-
ten om Undertrykkelsen, hvorfra de ville befries, eller Friheden,
som Masaniello erhverver dem. Langt anderledes er det i
Wilhelm Tell, i Nils Ebbesen, ja endog i Fiesco. Hvorledes
Fiskeren Masaniello bliver denne udmærkede Mand, er ubegri-
beligt. Historiens Veiledning fattes mig; altsaa ved jeg ikke,
|
| s.36 | hvad der er Sandhed og hvad poetisk Fiction, men langt skjøn-
nere legitimerer Schillers Jeanne d'Arc sin guddommelige Sen-
delse, ligesom ogsaa Knuden i Jungfrau von Orleans er langt
mere dignus vindice, end her. Aldrig har jeg forestillet mig
denne anderledes end en Partikamp, hvorimod det i de foran-
nævnte Stykker gjælder Fædrelandets Frelse. Ligesaalidt som
Ingemanns tidligere Stykker er dette frit for Reminiscentser.
5te Marts.
Wulfsberg har nu endelig igjen ladet høre fra sig og
fyldt et Halvark af Rigstidenden med noget svensk Theaterpas-
siar. Holst, Vogt og Døderlein havde paa Grund af de svære
Trykningsomkostninger decreteret den lange Prækens Henlæg-
gelse ad acta, men Forfatteren skrev dem et ivrigt declamato-
risk Brev til paa fire Sider, og saa maatte de deran. Han
skal ellers føre et frugalt Liv i Stockholm, og rører aldrig
Kort. Paa et nyt Opholdsted kan man rigtignok lettest for-
andre sin Levemaade, naar man ellers har Lyst og Fasthed
dertil.
8de Marts.
Endelig ere Aspecterne fredelige i Christiania Intelligents-
seddel som paa den Wienske Congres. Alle Feider synes at
være endte. Saaledes vil da formodentlig Ilden slukkes af sig
selv, uden at det aandelige Brandcorps, som Dr. Neumann
foreslog, behøves dertil. (At ellers et godt periodisk Tidsskrift
vilde være ønskeligt, tilstaar jeg). En ubehagelig Tidende for-
taltes mig ellers igaar: at Kronprindsen, da han var her, lod
sig forlede til at gjøre Capt. Brochmanns Svigersøn Schnitler
til Major ved Ingenieurcorpset og forbigaa den ældre, fortræf-
felige Capt. Gedde, som nok af den Aarsag forlader Tjenesten.
Et Løfte, han skal have givet Consistorialraad Aschehoug og
Provst Heidenreich, at udnævne deres Sønner til deres Efter-
mænd, maa man tage tilbage, da Expectance er imod Lovene,
|
| s.37 | og det gamle Ordsprog ikke længer gjælder her, at "Kongen er
Loven og Lovens Ende".
9de Marts.
Efter Rigstidenden forestaar mig og det Præsteskab
en særdeles morsom Forretning: en Folketælling, som tager
sin Begyndelse den 30te April (en Søndag) og fortsættes de
følgende Dage, hvis man ikke den Dag kan blive færdig, en
Clausul, der røber en utilgivelig Uvidenhed eller Tankeløshed
hos Forordningens Concipist. -- En Anonym har persifleret
Grundene for Falsens Ret til at vælges af sit Amt som De-
puteret. Skal man, uden Hensyn paa sin Bolig, være stem-
meberettiget i sit Embedsdistrict, saa maa samme Rettighed
gjælde for det Sted, hvor man har været Embedsmand, og det,
hvor en Mand har Eiendom, og det maa staa ham frit for at
vælge, i hvilken af disse Kvaliteter han selv vil. "Saaledes
kan nærværende Præsident i Christiania, der har været Præ-
sident i Christianssand og Sorenskriver paa Søndmør, efter
eget Behag stemme ved Valgforsamlingen i Christiania, Chri-
stianssand eller hvilketsomhelst af Søndmørs ti Præstegjæld.
Saaledes har en Biskop, som har været Provst i et andet,
simpel Sognepræst i et tredie og residerende Capellan i et
fjerde Stift, Ret at tiltræde hvilken Valgforsamling han be-
hager i Kjøbstæder og paa Landet i hans eget Stift, i alle
hans forrige Provsties Sogne og i begge de Menigheder, hvor
han har været Sognepræst og Capellan". Jeg synes at gjen-
kjende Grev Wedels Aand og Pen i dette Stykke; det er,
som jeg hørte ham paa Storthinget, naar En havde sagt No-
get, som han gjorde sig lystig over. -- Endelig findes i Rigs-
tidenden den Curiositet, at en Kvæker ved Navn Tønnes John-
sen er fritaget for at aflægge Borgered og gjøre militær Tje-
neste. Hetting har før fortalt mig, at et Par af de norske
Krigsfanger ere hjemkomne fra England som Kvækere.
|
| s.38 |
12te Marts.
Efter Thulstrups Fortælling er der ved Universitetet i
Upsala nogle saakaldte Cautionsstudenter, som hverken
examineres eller høre Forelæsninger, men have Præceptorer,
som paatage sig det sidste og siden uddrage Qvintessentsen af
Forelæsningerne og tylle dem i deres Elevers Hjerner, og maa
da stille Caution for, at dette rigtigen sker. Saa er der og
ved dette Universitet anordnet, at der aldrig i et Aar maa
creeres mere end -- 75 Magistre!
13de Marts.
Sverdrup var stødt over en Præmieliste, som Platou havde
udstedt i den historisk-philosophiske Classes Navn og skrevet
hans Navn under, som han da endelig ogsaa havde gjort med
mit og de andres, uden at vi havde været samlede og over-
veiet, hvorvidt disse Præmier burde udsættes. Det kan ikke
nægtes, at Treschow, siden han tiltraadte sit Formandskab, har
behandlet os og hele Selskabet en canaille, og vist, at det
ham overdragne Embede ikke det ringeste interesserer ham.
Sverdrup vil formelig klage for Directionen. Fremdeles for-
talte han, at der er udkommet en tydsk Paskil over vor Kron-
prinds, forfattet af en Nordmand, hvoraf et Exemplar uden
Titelblad var sendt ham fra Kjøbenhavn. Endelig mediserede
han slemt et Fragment af Neumanns Reisebeskrivelse, der skal
staa i en stockholmsk Journal1. Det skal bære Præg af den
Affectation, han har lært af Fru Brun, uden at besidde hen-
des Geni. Blandt andet fortælles, med hvilken exalteret Fø-
lelse de to Prosaister, han og Statsraad Knudtzon, rakte hin-
anden Haanden, da de saa Norge igjen.
|
| s.39 |
14de Marts.
Bispen udlod sig atter med Mishag om adskillige Feil i
vor Constitution, især det Repræsentations-System, som deri
er vedtaget, hvilket for ikke længe siden ansaaes saa mesterligt,
at man endog troede, den svenske Statsform skulde omdannes
efter vor. At Bondestanden har faaet en fordærvelig Indflydelse,
der kan volde Landet tusinde Ulykker, deri synes alle Embeds-
mænd at være enige. Ved denne Leilighed maa jeg og her
optegne en Anekdot om den fordum saa høiagtede Ole Haa-
genstad. Han havde for nylig samlet omkring sig en Hob
Bønder, og fortalte dem, hvorledes han havde isinde paa Stor-
thinget at foreslaa for Præster, Fogder og Compagnichefer en
fast Gage af 300 Rbd. S. V., hvilken han og de fleste Til-
stedeværende fandt at være tilstrækkelig. Da fremtraadte en
anden Bonde Thor eller Torger Sandboe, og foretog sig at
catechisere for Projectmageren efter den socratiske Methode. Han
spurgte nemlig Ole Haagenstad, hvormeget han uden Jordeien-
dom kunde behøve til nødtørftigt Livsophold. Man gjennem-
gik alle Livets Fornødenheder, og Resultatet blev, at 20,000
Rd. D. C. var det allermindste Ole med Familie kunde leve
af. "Og saa vil du forlange", vedblev den forstandige Oppo-
sitionsmand, "at en Præst, som har anvendt Tid og Penge i
sin Ungdom paa at lære, og hvis Embede ikke tillader ham at
arbeide med Hænderne, som du, skal komme ud med Sjette-
parten af hvad du behøver?" -- Den høivise Demagog for-
stummede. Torger Sandboe vendte sig nu til Forsamlingen:
"Der kan I se, hvad det er for Karl I lade Eder lede af!
synes I det er værd at høre efter hans Snak?" Bønderne
følte Sandhedens Kraft, og Ole Haagenstad drev af med en
lang Næse.
Bispen var idag overmaade forbindtlig, og jeg synes nu
at "staa høit anskreven i hans Tankers Hovedbog". Saaledes
i Selskaber, naar man ikke siger ham imod, er Biskop Bech en
|
| s.40 | meget behagelig Mand. Overalt har han mange agtværdige
Sider, og kan vel være værd, at man "rødmende med bort-
vendte Øine og taus tildækker hans Skam", hvor hans Ad-
færd er mindre hæderlig.
16de Marts.
Man anser det for et nødvendigt Alternativ, enten at op-
sætte Kroningen eller ogsaa at holde Storthinget i Throndhjem.
Jeg ønsker det første, da den Kroning vil blive Landet en
skrækkelig og derhos unyttig og unødvendig Byrde; desuden,
skjønt jeg vel hverken faar Tid eller Leilighed til som sidst at
være daglig Tilhører ved Storthingets Forhandlinger, ønsker
jeg dog at holde Skridt med dem, og nu og da at være per-
sonlig Vidne til den Vending, Tingene ville tage, og de for-
skjellige Partiers Bestræbelser for den Sag, de anse for den
gode.
17de Marts.
Schwach har faaet Brev fra Wulfsberg, der hverver nor-
ske Medarbeidere til et svensk periodisk Skrift, som en Secre-
tær Granberg udgiver. Han nævner Schmidt, begge Brø-
drene Munch, Platou og mig som de, hvem Planer og Prø-
vehefte maa forevises. De fleste af os ynde ikke en saadan
Amalgamation, og ønske helst, at Norge selv kunde faa et pe-
riodisk Skrift, hvori Landets Moder, Sæder o. d. l. kunde ta-
ges under Overveielse. Sprogene ere altfor forskjellige til at
der kan tænkes paa at sammensmelte vor og den svenske Lite-
ratur. I den Henseende haaber jeg, at Baandet mellem Norge
og Danmark skal være uopløseligt. Her er jeg overbevist om,
at vi vilde tabe ved Byttet; det er mig indlysende, at den
svenske Literatur staar Decennier tilbage for den danske. Hos
Døderlein, som fortalte mig om dette Project, saa jeg ellers
"Den lille trondhjemske Tilskuer", et nyt Ugeblad af
en ikke ubekjendt Mathias Conrad Petersen, hvoraf 6 Nummer
|
| s.41 | ere udkomne, et tydeligt Bevis paa, at Norge i dette Øie-
blik har den mest uindskrænkede Trykkefrihed. Først tilrakker
han den danske Regjering, og siger, at vi bøiede os un-
der Enevældens Jernscepter, at vi vare afrettede
og bar Lænker, men nu ere vi fri, og en Smule Trod-
sighed klæder et frit Folk vel. Han ivrer mod Ordene kon-
gelig Tjeneste og Undersaat, han siger, at den, der vover at
foreslaa Grændser for Trykkefriheden, sætter sig i fiendtlig Stil-
ling mod Nationen, har ondt isinde, har begaaet Forbrydelser
eller vil begaa dem. Han forlanger Regnskab for de svenske
Ridderordeners Uddeling til os arme Stakler og vil have alle
Embedsmænd satte under Tiltale, som have under-
skrevet den forlangte Edsformular. -- Endelig saa jeg og en
Throndhjems Avis, hvor, i Anledning af Stykket mod Bech,
Ordet Simoni forklares med fire Paragrapher af et tydsk
homiletisk Magazin. Det er vist af Bugge, hvad saa det for-
rige er.
18de Marts.
Hans Hauge fortalte, at Hersleb for et Par Dage siden
havde besøgt ham og foreslaaet ham at oprette et Bogtrykkeri
til Biblers og Lærebøgers Trykning. Hauge havde ikke ilde
Mod paa den Ting. Han har selv nogen Øvelse i Kunsten,
og har Venner i Christianssand, der ere meget øvede i den.
En Factor og et passende Locale er hvad han især mangler.
Maaske den Entreprise kan blive Begyndelse eller Forberedelse
til det omhandlede Bibelselskab.
19de Marts.
Om Sverrigs forrige Konge fortæller Rigstidenden efter
udenlandske Aviser, at han med Storsultanens Tilladelse vil
gjøre en Valfart til Jerusalem med et Følge af 10 Mand af
forskjellige Nationer, som opregnes. Svenske og Tydske ere
udelukte fra den Ære, hvorimod der skal være en Dansk og
|
| s.42 | en Holstener. Disse skulle medbringe en Capital af 2000
Gylden, der lægges i den almindelige Reisekasse; de skulle
være sortklædte, lade deres Skjæg voxe og føre Navn af de
sorte Brødre. Hver af dem maa medtage en Tjener, hvis
Livré skal være sort og graat. Er ikke dette Satire, maa
Manden være rent gal2.
Ulykkespropheterne begynde nu at spaa os bedre Dage.
Det er bestemt, at Alt fredeligen afgjøres paa den Wienske
Congres. Danmark skal, sin Selvstændighed ubeskadt, herefter
udgjøre en Del af det tydske Rige. Baade den danske og den
norske Cours falder, og man venter, at Priserne i tilstundende
Sommer betydelig vil aftage; kun beklager man de Danske,
hvis Udførselsartikler formodes at ville synke til en Pris, der
staar i Misforhold til de skrækkelige Skatter, der ere dem paa-
lagte, og som skal overstige Alt hvad man her i Norge har
Begreb eller Erfaring om.
20de Marts.
Det er (jeg siger det med Skamme) en ganske anden
Aand der synes at besjæle dem hist i det merkantilske, af mig
engang saa foragtede Bergen, end her i det fornemme, fine,
literære Christiania. Vi har i min Tid havt mange glimrende
Feste, offentlige og private, men neppe den 29de Decbr. 1809
og 28de Januar 1812 vare saadanne som Bergensernes Høi-
tidelighed for Christie den 20de Februar. Men her er heller
ingen Brun, og neppe gives der i denne Stund paa den skan-
dinaviske Halvø et Menneske, der, som han, er et levende Be-
|
| s.43 | vis paa, hvad en Mand af Geni og Veltalenhed kan formaa.
Hans lille Tale kan jeg imidlertid ikke rose; den er altfor høi-
travende og ænigmatisk. Adressen derimod, som ogsaa er af
ham, er simpel og skjøn.
21de Marts.
Om hans og mit gjensidige Forhold bruger Liebenberg i
sit Brev den meget træffende Lignelse: "Mig synes vor nær-
værende Stilling kan lignes med to Brødres, hvis Brodersind
mod hinanden bliver uforandret, men hvoraf hver ved en un-
derlig Skjæbne er geraadet i Ægteskab med en Kone, som har
en naturlig og indgroet Antipathi mod den andens Kone".
22de Marts.
Dronningens Fødselsdag synes man aldeles at ignorere.
Hverken hos Essen eller noget andet Menneske var Stads i den
Anledning, og sagtens er hun vel ikke værd at gjøre noget
Væsen af. Den fine, mod Jordens Ophøiede saa ærbødige
Neumann kalder hende en Budeie. Hun formanede Assessor
Hagerup, som ikke har andet end Pigebørn, til efter sin lange
Fraværelse at skaffe sin Kone en "Poik", og Thulstrup fortalte
hun, hvorledes hun adskillige Uger ventede, at Foreningen med
Norge skulde komme istand, da hun vilde reise hid, med da
Tingen trak i Langdrag, maatte hun reise hjem med en "Næse
saa lang" -- og betegnede Næsens Længde med sine Fingre.
23de Marts.
Min Dagbog vækker stundom Fornemmelser, lignende dem,
jeg kan tænke mig hos dem, der besøge classisk Jordbund, og
sammenligner dens nærværende lave prosaiske Forfatning med
de store Begivenheder, den engang var Skueplads for. Skjær-
torsdag! hvilken Dag for et Aar siden! da Prinds Christian,
alt i Haabet Norges Konge, knælede for Alteret i Slotskirken
og nedbad Himmelens Velsignelse til det vigtige Arbeide, der
|
| s.44 | forestod, da mit Hjerte frydedes ved at kunne forkynde ham
Religionens trøstende og opmuntrende Ord, ved at se hans
skjønne blide Aasyn, høre hans vennehulde Tale, modtage hans
taknemmelige Haandtryk, da ogsaa min Forfængelighed følte
sig smigret ved at være Kongens Hofpræst og Confessionarius,
den Mand, der havde fri Adgang til ham, Ret til frimodigen
at sige ham Sandheden og igjen, saavidt min borgelige Stil-
ling tillod, nyde hans Hengivenhed og uindskrænkede Fortro-
lighed. Saadan Glæde følte jeg, med saadanne Drømme le-
gede jeg da, -- og nu, næstfølgende Skjærtorsdag, heder jeg
Ridder af Nordstjernen; Prinds Christian er for evig fjernet
fra Norge og fra mig; mit Fædreland er, hvad der næsten
ansaaes for det skrækkeligste af alt, forenet med Sverrig og er
roligt og lykkeligt. Menneskealdere synes at ligge mellem disse
to Perioder -- og det er kun faa Maaneder! Man maatte
anse hint for en Ynglingsdrøm, hvoraf Oldingen omsider vaag-
nede, -- og saa kort var Intervallet, at Perioderne for min
tro Hukommelse og levende Indbildningskraft berøre hinanden
som Midnattens Drøm og Morgenstundens Vaagnen.
24de Marts.
Hegermann tror i den Tale, hvormed Kongen har aabnet
den svenske Rigsdag, at opdage Vink om, at Hans Majestæt
har det saare kloge Forsæt, om hvis Iværksættelse Norge, med
Hensyn paa Kroningen, har Grund til at anraabe Gud Dag
og Nat: at nedlægge Regjeringen. -- Der fortælles som no-
torisk Sandhed, at Napoleon med 1000 Mand er kommen til
Frankrig, er landet paa samme Sted som for 15 Aar siden,
da han kom fra Ægypten, og vil gjøre Forsøg paa at gjener-
obre Thronen.
25de Marts.
Maribo er vred over, at ingen Borger er udnævnt som
Deputeret fra Christiania. Hvad der ikke er, kan imidlertid
|
| s.45 | blive, thi jeg hører nu, at Arntzen, Nielsen og Aars have
protesteret mod Valget, og at vi skal vælge op igjen.
26de Marts.
Treschow fortalte, at Regjeringen, for at opfylde det i
offentlige Tidender ytrede Ønske, vil i Overensstemmelse med
Grundloven bekjendtgjøre alle de nybagte norske Ridderes Meri-
ter. Sagtens kunde der siges, at Kongen af Sverrig ikke
skylder noget Menneske Regnskab for, til hvem han uddeler
svenske Ridderordener, men man vilde dog nok vrøvlet derom
paa Storthinget, og nu gjøres Ende paa al Modsigelse, da vel
Ingen vil paatage sig at bevise, at hin eller denne ikke besid-
der de Fortjenester, Regjeringen hædrer ham for. Det vil imid-
lertid blive et curiøst Document, og naar jeg faar det, maa
jeg afskrive det her.
27de Marts.
Jeg kan ikke underskrive den almindelige Dom, at Inge-
manns Blanca staar over hans Masaniello. Jeg erkjender
Blanca i det Hele for et vakkert Poem, men for et maadeligt
Drama. Der er megen Tale og liden Handling, og selv denne
har ubetydelig Interesse. Blancas og Enricos Kjærlighedssnak
er høist kjedsommeligt.
28de Marts.
Det bliver nu Alvor med det nye Valg af Storthings-
mænd for Christiania. Nielsen, Arntzen og Aars have skrevet
til Magistraten, at hvor uindskrænket Agtelse de bære for de
valgte Mænd, finde de dog Valget selv, ifølge et Par citerede
Paragrapher i Grundloven, constitutionsstridigt og maa prote-
stere derimod. Altsaa har Magistraten indkaldt os til en For-
samling paa Raadstuen den 4de April, hvor Sagen definitivt
skal afgjøres.
|
| s.46 |
29de Marts.
Et splinternyt Sørgespil har jeg liggende foran mig i
Manuscript: "Ganger Rolf eller Slaget paa Rillans Hede".
Efter den af Selskabet for Norges Vel udsatte Prisopgave:
"Et Digt over en norsk national Tildragelse", er det indsendt
til Treschow af en Anonym. Forfatteren, som ventelig er en
Yngling, er endnu hverken god Digter eller Tragedieskriver,
men kan maaske med Tiden blive begge Dele. Stykket qvali-
ficerer sig ingenlunde til Præmie, men selv om det var vær-
digt dertil som Poem, kunde der spørges: Er det en nordisk
Gjenstand, der besynges? Foreningen med Sverrig har rig-
tignok lagt et slemt Baand paa vore patriotiske Digtere, da
næsten al norsk Manddomsdaad er udført i Krig med vort
nuværende Broder-Rige. Anna Colbjørnsen og hendes Brødre,
Tordenskjold og saa tilbage næsten til den mørkeste Oldtid ud-
mærkede vore Helte og Heltinder sig ved Antisvenskhed. Oeh-
lenschläger har dog fra Norge hentet Æmner til to Sørgespil,
uden at fornærme Svensken; Bruns Einar er haardere mod
Danmark end mod Sverrig, og saaledes kunde vel denne For-
fatter fundet en norsk Helt eller Heltinde i selve Norge, eller
idetmindste i fremmed Land handlende og kjæmpende for sit
Fædreland, hvilket Rolf ikke gjorde. Stykket synes efter visse
Allusioner at være skrevet i Christians Tid, men kunde dog
gjerne ogsaa nu passere for meget loyalt, da "Normannernes
ædle Fyrste" ogsaa kan være Carl Johan.
1ste April.
Første April er altid en rolig Dag i min Familie. Man-
gesteds, endog hos Sverdrup, er hele Huset den Dag i Oprør,
og Enhver, Gammel og Ung, er uophørligen fra Solens Op-
gang til dens Nedgang sysselsat med at narre og narres. Jeg
har aldrig yndet den Ting. I min Barndom blev jeg narret
og blev saa flau derover, at Ærgrelsen gik over til Forbitrelse;
|
| s.47 | at gjøres latterlig, er overalt af det, jeg allermindst har kunnet
taale, og saa megen Ømhed og Delicatesse skylder jeg dog
mine Børn og Venner, at jeg ikke gjør mod dem, hvad jeg
ikke selv vilde hændes og have.
Min gamle Skolekammerat Edvard Quale fra Lyster over-
raskede mig i Formiddag med et Besøg, og siden var jeg sam-
men med ham hos hans Svoger Sverdrup. Han er kommen
hertil for at søge Grev Wedel om det ledige Ramnæs Kald,
og havde allerede været hos Wedel, hvis jevne og humane
Omgangstone han var meget indtaget i, men det er rimeligt,
at han foretrækker at beholde sit nuværende Embede, da Ram-
næs ikke svarer til hans Forestillinger. Quale er endnu mis-
fornøiet med Haugianerne. Han erkjender vel, at deres reli-
giøse Svermeri er ophørt og er gaaet over til gavnlig Virk-
somhed, men derhos frygter han, at de herefter ville udgjøre
en politisk Sect, der vil gjøre sig det til Princip at nedtrykke
Embedsclassen, og at saamange Bønder vælges til Storthings-
mænd, tilskriver han dens Indflydelse. Det er maaske ikke saa
aldeles talt hen i Veir og Vind. Til mig taler Hans Hauge
med Circumspection, men hans sande Mening fremlyser under-
tiden imod hans Villie, og at Ole Haagenstad, Torger Næs,
Nils Broe og flere af det forrige Storthings mindre hæderlige
Medlemmer ere af hans Venner, har han selv sagt. Imidler-
tid, medens man fast allevegne i de høiere Stænder frygter
for en prædominerende Bondeclique, der ved sin Pluralitet vil
kunne give de urimeligste og skadeligste Projecter Lovskraft, har
en Anonym i Intelligentsseddelen beklaget sig over, at der i
Valgforsamlingerne cabaleres mod Bondestanden, -- en vistnok
høist uretfærdig Beskyldning.
2den April.
Efter faa Maaneders Ro synes Krig igjen at være al-
mindeligt Løsen Europa over. At Napoleon er kommen til-
|
| s.48 | bage og igjen hersker over Frankrig, er nu hævet over al Tvivl.
Hvad Sensation dette har gjort paa de store Magter, hvad
umiddelbar eller middelbar Del Nogen af dem kan have taget
i denne mærkelige Begivenhed, om de alle ere hans Fiender
som før, eller nogle af dem hans hemmelige Venner, der ved
ham ville se tugtede og ydmygede de Rivaler, som de ellers
ikke kan faa Bugt med, derom ved man naturligvis endnu In-
tet. Som rimeligt politiseres stærkt i alle Selskaber. Nogle
tro, at Ruslands Planer til Overherredømme i Europa herved
ville strande, Andre, at denne Catastrophe ved Napoleons Til-
bagekomst vil paaskyndes. Man spørger: kunne vi blive uden-
for det? og hvis ikke, hvilket Parti skulle vi da tage? -- men
det Spørgsmaal kan vel ikke selve Carl Johan besvare, hvor
meget mindre da Agent Nielsen, Treschow og Sverdrup. Bedst
var det, om vor Kronprinds kunde, hvad jeg tror han vil:
hvile paa sine -- det være nu Laurbær- eller Ege- eller
hvilkesomhelst andre Blade, og ved en viis Administration lade
os nyde Fredens signende Frugter, men det tror man, Rusland
aldrig vil tillade ham. Tiden vil lære det.
Det var idag Confirmations-Søndag. Alexander Lange
prædikede, og er bestemt den heldigste og haabefuldeste Begyn-
der, jeg nogensinde har hørt. Han har et meget skjønt Organ
og forstaar at bruge det. Hans Prædiken var vel ordnet,
holdt Middelvei mellem tør Moralisering og Grundtvigianisme,
havde meget baade for Forstand og Hjerte, og var affattet i et
smukt, ædelt, fra Svulst og Trivialitet lige fjernet Sprog.
Det var mig den sandeste Sjæleglæde at høre ham. Mig for-
dunkler han ikke. Jeg frygter ikke, som en vis anden Mand3,
at se en yndet Taler ved Siden af mig tildrage sig Opmærk-
somhed. Give Gud, at alle Lærere vare saadanne, at man
ved mig intet udmærket fandt! Langtfra at harmes ved at
|
| s.49 | se en Yngling, der stiger i sin Flugt, medens jeg, efter Natu-
rens Orden og min svagelige Constitution, vel snart vil dale,
glædes jeg inderlig ved Tanken om, at der er en ung Prædi-
kant, den Første, som jeg fandt i Norge, hvem jeg kan efter-
lade min Kappe og min Aand, og som vil erstatte, mere end
erstatte Kirken mit Savn. -- Ved Overhøringen brillerede de
øverste Drenge til min store Forbauselse, men med et sank det
ned til den laveste Middelmaadighed -- til Slethed -- til In-
tet, thi de to nederste Drenge, den Ene næsten stum, den An-
den fjantet, spurgtes om Intet og svarede da naturligen heller
Intet. Saa nær har Extremerne aldrig berørt hinanden blandt
mine Confirmander. -- Til Slutningstalen var ei lagt nogen
egentlig Plan. Livet fremstilledes som en Forberedelse til Evig-
heden, men denne Fremstilling var ikke ordnet efter Regler.
Jeg talte, hvad mit Hjerte indgav mig; jeg talte med Liv og
Følelse; Taarerne stod mig selv tilsidst i Øinene, det gjorde de
aldrig, naar jeg talte offentligen i mine yngre Dage, det have
de, saavidt jeg erindrer, aldrig gjort ved et skrevet, memoreret
Foredrag.
3die April.
I Selskabet hos Haxthausen havde jeg den Ære at spille
8 Rbsk. Boston, 100 Stambet, med tre Damer: Fru Haxt-
hausen, Fru Lindemann og Fru A -- . Den sidste er den liv-
agtige Baronesse Schaubroth, endog deri, at hun er en levende
Juvelerbutik, thi aldrig i mit Liv har jeg seet et Fruentimmer
saaledes behængt med Præstiosa. Jeg tror vist, naar man
vilde tælle Guld- og Juvelsmykkerne i hendes Haar, paa Hals,
Bryst, Arme og Fingre, at man fik ud 12 -- 16 Stykker.
4de April.
Falsens "Einar Tambeskjælver, Nordens Helt" er en bio-
grafisk Lovtale eller Apologi stilet mod Præsten Rynning, som
i sit Skrift om Odelsretten laster hin gamle nordiske Helt.
Det har og Hagerup (Olaf den Helliges Biograf), Dr. Baden
|
| s.50 | og Flere gjort, og jeg maa tilstaa, efter at have læst Falsen,
der søger at udbrede Glands over Einars hele Adfærd, ikke
uden Føie. Jeg vil ikke sige, at han var Forræder -- det er
et haardt Ord, -- men at han, trods nogen af vore Dages
Vendekaaber, paa hvilke Falsen stikler, holdt med det seirende
Parti og vendte Ryggen til det, Lykken forlod, synes mig, kan
ikke nægtes. At han som Yngling paa 20 Aar sagde til
Kongen, fordi hans Bue brast: "Nu brast Norges Rige ud
af dine Hænder, o Konge!" var, skjønt Udfaldet viste, hans
Ord vare sande, en skrækkelig Rodomontade; og som Olding
maatte han begrebet, at den Trodsighed, han viste en Mand
af Harald Haarderaades Charakter, maatte forværre hans Sag
uden at fremme Fædrelandets. Mænd som Einar tror jeg ikke
Norge eller noget andet Land bør ønske sig. Glimt af sand
Frihedsaand, hvoraf han skulde være besjælet, finder jeg ikke.
Selv at herske, syntes at være hans som flere Frihedsheltes
Hovedsag; under den unge, svage Magnus lykkedes det ham;
under den despotiske Harald vilde han vist med Glæde svunget
Oprørsfanen, naar han havde kunnet, og hvad han da var ble-
ven som en Republiks Borger, maatte man være meget ukyndig i
Historien, til ei at indse. En Underlighed er det ogsaa, at
Falsen 6 -- 8 Gange anfører, Einar til Ære, Begivenheder og
Forhandlinger, "hvori han nødvendig maa have havt Del",
skjøndt Historien aldeles tier. -- I Valgforsamlingen dicterede
hver sit Votum til Protocollen, og vare da to (Omsen og
Rathke) af den Mening, at det gamle Valg skulde staa ved
Magt; fire (Thrane, Aars, Sverdrup og jeg) vilde have nyt
Valg foretaget; de øvrige syv voterede for et Subsidiærvalg,
saafremt det forrige af Storthinget erklæredes ugyldigt. Saa-
ledes valgtes da Rasmussen og Schjøtt, hver med 11 Stem-
mer, Bergh med 8 og Consul Thrane med 6 Stemmer. Pla-
tou gaar altsaa ud, hvis det første Valg underkjendes.
|
| s.51 |
5te April.
I Literaturtidenden fandt jeg blandt Andet Recension over
et Skrift over Krigsbegivenhederne i 1813 og 14. Recensen-
tens Indvendinger gaa især ud paa, efter et Øienvidnes For-
tælling, at berigtige hvad der er sagt om de danske Tropper,
og vise, at deres Tab ei var saa stort, som det i Bogen an-
gives. Men hvad der vindes herved, indser jeg ikke. Jo større
de Danskes Tab var, jo slettere deres Forfatning var, desmere
kan det Offer undskyldes, som gjordes ved Kielertractaten. Util-
giveligt bliver altid dette Skridt, hvis ikke yderste Nød aftvang
Kongen det; men jeg frygter ret meget, at det var, hvad man
her i Begyndelsen ansaa det for: Proformahandel fra dansk
Side, og at dette ansaaes for den letteste og sikreste Maade at
conservere Norge under det danske Scepter. Udfaldet viste, at
man havde gjort falsk Calcule. Indsigelsen mod Prinds Chri-
stians Suverænitet var den første Streg i Regningen; men
endda haabede man Alt af hans Klogskab og Kjækhed, og
tænkte vel, at dette vilde jævne sig med Tiden. Og sandelig!
der var Grund til at tro det. Saa forgudet som han var,
vilde han under heldigere Omstændigheder og med mere Con-
duite uden Vanskelighed udvidet sin Magt. Men ved Kam-
merherrernes og den øvrige Hofetats Udnævnelse, og ved det
Had til Trykkefriheden, han ei utydeligen yttrede, tabte han
strax i sine første Kongedage en Del af sin Popularitet, og
saa gik det Slag i Slag, og Alt var forbi. Imidlertid er hans
Ære reddet i Danmark; man læser hans Taler og Proclama-
tioner, man seer hans blide Aasyn, hører hans henrivende
Svada, og finder det naturligvis umuligt, at han kan have
Uret. Vi maa finde os i at miskjendes. Men jeg, fordum
hans ivrigste Tilhænger, maa oprigtigen tilstaa, at af alle de
Konger og Kongeemner i Europa, jeg efter Beskrivelsen kjen-
der, er der ingen, Ferdinand den Syvende undtagen, jeg nu
nødigere vilde hylde som Behersker, end Christian Frederik.
|
| s.52 |
6te April.
Amtmand Falsen er kommen hertil som Medlem af Vær-
nepligts-Committeen. Min Samtale med ham dreiede sig mest
om Biskop Brun, der, paa det daarlige Ben nær, har fuld
Manddoms Kraft og Fyrighed, og tømmer end sine to Flasker
Vin ved et Gjæstebudsbord.
1 tilbake Almänna Journalen, udgiven af Wallmark, No. 49, 51 og 55
for 1815.
Udg.
2 tilbake Om denne eventyrlige Plan se Schinkels Minnen ur Sveriges
nyare historia, IX. 426 ff. Fyrgetyve "Riddere" samlede sig om
Gustav Adolph i Triest, men Expeditionen, som den tyrkiske Re-
gjering ikke vilde vide Noget af, kom ikke længere end til Patras
i Grækenland, da "Ridderne" forlangte sin Sold, og Exkongen
ikke havde Penge at betale dem med.
Udg.
3 tilbake Sigter til Biskop Bech.
Udg.
|
| bla bakover |