Claus Pavels

	27de Januar. Diem perdidi! Kl. 11 afhentedes vi med Hans Hau- ges Heste. Vi kom til Bakke og fandt en Mængde Mennesker, men Præsident Bull og hans Broder Justitiariussen, Kjerschow og Procurator Lumholtz vare de eneste, med hvilke jeg kunde conversere. Jeg holdt en Brudevielse over Ps. 103, 1 -- 4 af ubetydeligt Værd ¹. Foruden at jeg sjelden, allermindst hjem- me i Huset uden Sang og Ceremoni, føler ret inderlig Inter- esse for denne Handling, saa maatte jeg ogsaa her staa som paa Naale, og, for at bruge et trivielt Udtryk, liste mig om- kring mit Æmne som Katten om hed Grød. Rent forbigaa det Individuelle ved Brudgommens Vandel og Skjæbne syntes mig at jeg ikke kunde; udlade mig derom med fuld Aabenhjer- tighed i en saa stor blandet Forsamling kunde jeg ligesaa li- det, og saa udbredte sig en Stivhed og Tvang over det Hele. Ved at skrive Brudevielsen kunde jeg vistnok givet Sagen en
s.19	meget kunstig Vending; det Talent i udarbeidet Tale at ud- trykke mig med Finhed saaledes, at mit Parti applauderer mig og Modpartiet lidet eller intet kan indvende, har jeg unægteli- gen, men her vilde nok den Konst været spildt, og derfor an- vendte jeg den ikke. -- Nu, saa drak vi Chokolade og spiste Frokost, kom saa tilbords og fik 6 Retter god Mad, drak Caffe, drev omkring og snakkede, drak The og snakkede atter, spiste Æftasvel -- da var Kl. 7 _, og nu kjørte vi hjem, uden at oppebie den belovede Punsch og Aftensmad. Jeg gaber ved blot at tænke paa denne kjedsommelige Dag. 28de Januar. Der var nok Ingen, som tænkte paa, at man den 28de Januar skulde fyre paa Fæstningsvolden, hvilket end ikke skede, da det var Kongens Fødselsdag. Imidlertid maatte vi i Storm og Snefog aabne vore Vinduer, for ikke at faa dem skudte itu, thi -- første Gang i 27 Aar hedder denne Dag nu i Almanakken Carolus, og er altsaa vor naadige Konges Navnedag, og den mærker jeg nu, ogsaa vi skulle celebrere paa fransk Vis. Iøvrigt gik den naturligvis stille af paa den Alarm nær, som Nordenvinden gjorde. -- Jeg læste en kort Tale, som Rosenblad holdt i Bibelselskabet eller det evangeli- ske Selskab, som det kaldes. Det er den livagtige Gehei- meraad Brandt ², og da jeg unægtelig har ham at takke for Nordstjerneordenen og den Yndest, jeg muligens staar i ved Hoffet, saa blev det min synderlige Lod, at mine to største Velyndere og Befordrere blandt Stormændene vare hyperortho- doxe, næsten til Bigotteri. Jeg har overalt undertiden havt en egen Stjerne paa Himlen. Jeg skrev 7 -- 8 Smaadigte, og hyldedes af Abrahamson, Pram og Rahbek som en af Landets første Digtere. Jeg skrev (rigtignok anonym) de theologiske
s.20	Recensioner i Lærde Efterretninger for 1797 og 98, og blev Brandis erklærede Yndling. Mine to Bind Prædikener, hvori Forsoningen ikke nævnes, læses nu af Rosenblad med Henryk- kelse, og gjør mig i hans Øine maaske til Norges første Præst. Og naar jeg endda i Omgang forstod at producere mig, eller sno min Kaabe efter Veiret! men det gjør jeg heller ikke. Har end stundom Baggesen, Oehlenschläger og flere forurettet mig og nedsat mig under Fortjeneste, saa er der andre, som fast ubegribeligen har hævet mig baade over Fortjeneste og Forvent- ning. 29de Januar. Mindst anede jeg igaaraftes, da jeg gik tilsengs, at i det Øieblik en saare smertelig Rift skede i vor Vennekreds, at vor hæderlige og elskværdige Mor Koren, gik hen til det Land, "wo nicht Trenung mehr noch Tod Liebenden Geliebten droh't." Just nu, da alle mørke Skyer vare svundne, da Haab og Glæde omstraalede hende allevegne, da hun, forsonet med hele Verden, selv med Carl Johan og de Svenske, stod i Begreb med at besøge sin kjæreste Vennekreds i Christiania og Drammen, og lovede sig Glæder der, hun ikke i 14 Aar havde kjendt Magen til, -- just nu lød Dødsbudskabet og bortkaldte hende fra alt. Vistnok havde hun Grund til at mistro alle vidt udseende Pla- ner og Forhaabninger. Men maatte det paa den ene Side være hende tungt at forlade Jorden just da, efter langvarig Kummer og Strid, hun, hendes Børn og Venner havde rime- ligst Udsigt til varigt Held, paa den anden Side kunde hun dog aldrig i en blidere Stemning gaaet over til Fredens Egne, og den, der som hun med fast Tro og Haab ventede et bedre Liv efter dette, for hvem det var ufeilbar Vished, at de Elskende hisset sees igjen, og kjende og elske hverandre i al Evighed -- sandelig! for den var Døden selv nu en Baade. Vistnok vil
s.21	hun længe savnes i vor Kreds, thi med alt det, at hun havde sine Svagheder (og hvo har ikke dem?) var hun et saare blidt og vennehuldt Menneske, og med sin lyse Aand forenede hun et varmt og ædelt Hjerte. Held hende, og held enhver Død, som dør i Herren! 30te Januar. Døderlein fortalte om en skrækkelig Svir, der i Torsdags havde været i Norske Brødres Klub, Kronprindsen til Ære, som endte med, at Bjerregaard, som havde gjort en Hæderssang til hans kongelige Høihed, drak et Glas paa de Svenskes Undergang, hvorfor han ogsaa efter Fortjeneste blev kastet paa Døren. Ikke destomindre indfandt han sig igjen næste Aften, og satte sig hel ugeneret ved en Bolle Punsch, hvilket rø- ber megen Frimodighed. 31te Januar. Ordren er aabnet, og dens Indhold mindede levende om Horatz's "Parturiunt montes". Glad og Grüner kom imorges til bestemt Tid, det store Rigssegl blev brækket, og -- Kongen befaler mig og mine Colleger ved Lysning fra Kirkebakken, Thingsted og Gjæstgivergaarde, ved Budstikke og mundtligt Bud at indkalde alle i Præstegjældet, som ere Eiere af Forskrivelser, udgivne af Rigets forrige Konger eller paa disses Vegne af dertil Beskikkede, at møde hos os og opgive alt det fornødne, efter et vedlagt Schema, hvilket alt skal indføres i en Protocol, som skal føres af mig og Mændene hver Dag i samfulde fjorten Dage. Mange skal have aabnet Ordren uden at have læst Convoluten. I Kragerø skal den være oplæst i et Selskab, og Hr. Stenbuch i Eidanger skal have oplæst den fra Prædi- kestolen. 1ste Februar. Jeg har udlæst "Nor", Norges første poetiske Nytaars-
s.22	gave. Den unge Student Hansen er blandt alle Apollos yngre Sønner her i Norge den, jeg gladest tilraader: "macte vir- tute esto!" Schwachs Muse er af dem, som ikke svinger sig høit. Han er mere en Digter fra det attende Aarhundredes sidste Decennier, end fra nittende Aarhundredes første. -- I An- ledning af Falsens Valg til Storthinget for nordre Bergenhus Amt, synes en ny Valgstrid at ville opkomme, da han bor i Bergen og saaledes ikke hører hjemme i Amtet. 2den Februar. Præsten Heltberg fra Tind i Øvre Telemarken gjorde mig et Besøg. Han er en ret vakker og interessant Mand. Med Zetliz, som er hans Herredsbroder, skal endnu være Fjas. Naturam furca pellas ex, hun kommer dog igjen den Her, og hans ulykkelige Giftermaal bestyrker ham i den slemme Kjær- lighed til Flasken. 3die Februar. I "Athene" har Pastor Bastholm anstillet nogle Betragt- ninger over den franske Revolution og Napoleon, og Molbech har tilføiet et Supplement om historiske Domme og Meninger. Det er to høist underholdende Stykker, som jeg ret ønskede vore politiske Kandestøbere, fra dem, der prunke med Stjerne og Fløiels Talar, til dem, der bære Skjødeskind, alvorligen vilde lægge sig paa Hjerte. Min Samvittighed bebreidede mig al- deles intet under Læsningen. Hvad disse Tiders Hovedbegiven- heder angaar, har Forfatternes Mening altid været min; at jeg ikke med lige Upartiskhed har dømt, hvor jeg som Patriot var indviklet med i Affærerne, vil jeg tilstaa. I Juliheftet er den bekjendte Brunske Sang: "For Norge, Kjæmpers Føde- land" for første Gang offentligen aftrykt, efter en af Nyrup
s.23	indsendt, ikke aldeles correct Afskrift ³. Dengang ventede man nok vore Sager skulde faaet et andet Udfald. 4de Februar. I Anledning af, at flere Danske, som vare reiste herfra, siges at agte sig herop igjen, vilde Sverdrup vide, at Danmarks Skjæbne er intet mindre end afgjort, ja at det endog er et Tvistens Æble, som de to Partier, der mene at coalisere sig imod hin- anden, begge søge at rive til sig. Rusland vil have Polen udelt, og har under den Betingelse lovet at hjælpe Sverrig til Danmark, og saaledes forene de tre nordiske Riger. England derimod, som siges at helde til det fransk-østerrigske Parti, vil beholde Danmark for sig selv, vil tilsøs erobre Øerne og, gjennem Hanover, Holsten og Jylland. Hvad sandt der er i disse Planer, ved jeg ikke, og ligesaalidt, hvilke Begivenheder der kunne hindre eller befordre dem; ulykkeligt synes imidlertid mit kjære Danmark at være og langt ulykkeligere end Norge, naar dette kun selv vil være lykkeligt, og ikke saalænge male Fanden paa Væggen til han virkelig kommer. 5te Februar. Endnu har ingen anmeldt sig som Eier af kongelige Obli- gationer. Man formoder, at ingen saadan er i Aggers Sogn. Rosenkrantz og General Schmettow have taget Afsked.
s.24	6te Februar. Jeg fik Brev fra Holten; han har altsaa endnu ikke glemt mig eller opgivet mig som Apostat. Han selv forekommer mig at tale med Kulde om Prinds Christian, som er i Augusten- borg, og skal have skrevet eller sagt, at han aldrig i sit Liv har følt sig saa lykkelig som nu. Kongens lange Fraværelse er ikke Holten tilpas, da den lader ham i Uvished om sin Skjæbne, og han maa ligge ørkesløs i Kjøbenhavn og fortære sin ringe Formue. 7de Februar. Motzfeldt er med Bibehold af sin Statsraadspost bleven Vicecommandant i Bergen!! hvor han rigtignok efter Lowzows Død har Adgang til den mest indbringende militære Post i Norge, men naar dør Lowzow? 9de Februar. Med sin unægtelig sunde Forstand fremstillede Bispen nogle af vor Constitutions svage Sider, hvilke Schmidt, som en af dens Forfattere, vel søgte at forsvare, men virkelig kun med svage Grunde. At Kongen egenmægtigen kan afsætte alle høie Embedsmænd og (foruden det despotiske, som altid er i saadan Rettighed) fylde Landet med kostbare Pensionister, eller sætte Storthinget i den Nødvendighed, at lade Mænd, Loven ei har fældet, og som maaske besidde Nationens Tillid, sulte med Familie, samt at der ingen Dæmning er sat mod ufor- nuftigt og partisk Repræsentantvalg, saa at det jo er muligt, Storthinget engang kan komme at bestaa af bare Bønder og Kjøbmænd, -- det var især ved disse Punkter Bech opholdt sig, og Schmidt kunde desværre ikke svare ham Et til Tusinde. 10de Februar. Som en Synderlighed maa jeg fortælle, at -- e paa samme Tid, som han fik en svensk Ridderorden, dømtes ved Bythinget
s.25	i en Mulct af 10000 Rbd. S. V. for Toldsvig. Om Ole Haagenstad, som under Storthinget blev almindelig rost, har nu Dommen forandret sig.Han skal have pralet uforskammet i sin Bygd, og fortalt, at han, næst Christie og Grev Wedel var Storthingets ypperste Mand, hvorover da og Guldbrands- dølerne udraabte: "Ja, du burde være Konge i Norge, Ola!" Altsaa er Johannes Thrane og Ole Haagenstad de nærmeste Competenter til Norges Throne, hvis Vacance skulde indtræffe. 11te Februar. "Grevens Feide" vedvarer endnu i Intelligentsseddelen. Præsten Bonnevie paa Kongsberg har nu leveret et Indlæg i Striden. Stykket gjør ham overmaade megen Ære, og man tror ham gjerne paa hans Ord, naar han anvender paa sig Joabs Udsagn: "Jeg frygter Gud, min Ven, og ingen Anden". -- I det svenske Dagblad "Almänna Journalen" findes en lang og ærefuld Recensjon over min Nytaarsprædiken. 12te Februar. Som Storthingsmand for Frederikshald nævner Rigstiden- den Statsraad Tank, og som Suppleant den forstyrrede Can- celliraad Dahl, saa man vel ikke gjør Fredrikshaldenserne Uret ved, efter Schmidts Forslag, at parodiere det berømte Thaarupske Vers og fremstille det brøstfældige Fredrikshald som et "Svag- heds Minde i vort Norden". Iaften spiltes igjen "Arlechines Bryllup ⁴.Personerne ere nu saa øvede, at jeg blot behøvede at passe paa mellem Acterne, og kunde iøvrigt se Forestillingen uforstyrret fra Di- recteurbænken. Det er sandt: Uleilighed, ogsaa lidt Fortred og Chicane har dette Stykke voldt mig, men saa havde jeg ogsaa den Satisfaction baade som administrerende Directeur og som den, uden hvis idelige Overhæng Stykket vel aldrig var blevet
s.26	spillet, at Selskabet aldrig, i min Tid, og Gud ved om før den, har havt en i alle Henseender bedre Forestilling. Vi turde givet den Forestilling for, det mest glimrende kjøbenhavnske Pu- blicum, og spurgt, om man i Danmarks Hovedstad kunde til- veiebringe en bedre. Falbes Organ og Udseende er vistnok ikke aldeles fordelagtigt, men da det er en Hovedfordring ved Mar- chesens Rolle, at den spilles af en Mand af Levemaade, saa kunde den neppe være i bedre Hænder end Falbes, der har den fine Verdens Tone saa ganske i sin Magt, har endog selv været i Italien, indlemmet i de høiere Cirkler, og ved altsaa, hvorle- des man der opfører sig. Kaltenborn var Obersten. Det glæder mig, at min Samvittighed frikjender mig fra den Synd, Theaterdirecteuren begik, da den tildelte ham denne Rolle, iste- detfor Fyrstens. Jeg vilde han skulde have den sidste, men mine Tanker vare ikke mine Collegers. Da Obersten imidlertid den meste Tid agerer Fyrste, saa var den høie og ædle An- stand, hvis Lige jeg maaske aldrig har seet paa dette Theater, meget passende. Den virkelige Fyrste spilles af Kjerulf, hvis store Talent til ømme, lidenskabelige og comiske Roller er alt- for umiskjendeligt til at det skulde regnes ham til Brøde, at han ikke med lige Held spiller de fornemme. Roller som denne, som Almaviva og Henrik den Femte har man hidtil af Nød- vendighed maattet give ham, men nu bør man lade det være, siden man har faaet Kaltenborn. At Kjerulf iøvrigt spillede denne som alle sine Roller med Flid og Studium, behøver jeg ikke at sige. Damerollerne vare i Frøken Mansbachs og Fru Steens Hænder og bleve udførte med passende Anstand. Ge- neralen spilledes af Holm med megen komisk Styrke. Arle- chino var Falsen, den eneste, som paa vort Theater kunde ud- føre den Rolle, men som ogsaa udførte den til Fuldkommenhed. Carlsens Ciapo var et uovertræffeligt Mesterstykke. Mascherillo spiltes saa godt af den unge Student Hansen, at Ibsen vist ikke vilde spillet Rollen bedre. Den eneste maadelige Person
s.27	i Stykket var Winge som Kammerherren, men heldigvis havde han forlidet at bestille til at kunne bringe Forstyrrelse i En- semblet. 15de Februar. Til alle, som i Rusens Dage sidst i Mai Maaned f. A. stimlede sammen for at ofre deres Gaver paa Christian Fredrik og Fædrelandets Alter, circulerer der i denne Tid en Opfor- dring til at erklære, om de ville have dem tilbage eller skjænke dem til Universitetet. Saagodtsom uden Undtagelse er Svaret paa det sidste Spørgsmaal benægtende; Enkelte have endog svaret "Nei, nei!" Jeg tilbagefordrede min Sølvkande, men offererede Skillemynten. 16de Februar. Rigstidenden fortæller, at Kongen sidst i Juli agter at lade sig krone i Trondhjems Domkirke. Deraf synes at følge at Storthinget hverken holdes paa Fredrikshald (da desforuden den svenske Rigsdag allerede den 27de d. M. aabnes i Stock- holm) eller i Trondhjem (hvor Kongen først vil være en Maa- ned efterat det er aabnet) men paa det constitutionsmæssige Sted: Christiania. -- To Dødsfald inden min Bekjendtskabskreds an- meldes. Det første er virkelig beklageligt: Storthingsmanden Præsten Garmann, en brav Mand, og trods den manglende Doctortitel, bekjendt for mere Forstand og sund Sands maaske endog Crudition end hans graduerede Broder her i Byen. Den anden er Justitsraad G -- fra Fredrikshald, en Apostat fra den geistlige Stand, da han, for at sætte sig ned som Grosserer, solgte sit Embede til Præsten Randers, hvilken uegennyttige Ad- færd og lønnedes allernaadigst med Titel af virkelig Justitsraad. 17de Februar. Naar jeg tænker paa de Kjøbmænd, hvis Valg som Stor- thingsmænd er bekjendt: Statsraaderne Tauk og Aall, Jørgen
s.28	Aall, Kjelland ⁵ og P. Cappelen, naar jeg endvidere tror Ryg- tet, at Stoltenberg atter er valgt fra Tønsberg, naar jeg en- delig med Grund venter en dygtig Handelsmand fra det paa oplyste Kjøbmænd ingenlunde fattige Bergen, saa synes mig, at vor Byes Grosserere meget vel kunne slaa sig til Taals paa deres egen og Standens Vegne, da jeg sandelig ikke tror Christiania eier en eneste Kjøbmand, der tør maale sig med nogen af de opregnede. Der er vist ikke nogen By af Be- tydenhed, hvor Kræmmeraanden saaledes prædominerer over alt andet som i Christiania -- det maatte da være Arendal, men der har de dog vist den rosværdige Beskedenhed ved ingen af de tre Rigsforsamlinger at vælge en Kjøbmand til Repræsentant. 18de Februar. Min Lecture idag var afskyelig: Intelligentsbladet inde- holder en Paskil over Biskop Bech, som man blot behøver at være Mand af Ære og Delicatesse for at fordømme. Forfat- teren taler om, hvorledes Universitetet bør lykønske sig med at have faaet en saa stor Mand til Procansler. Man tvivler ikke om, at han vil udgive mange lærde Artikler, blandt Andet hans Doctordisputats, som ventelig nu maa være færdig. Man haaber, han vil holde Forelæsninger over de orientalske Sprog, hvori endnu ingen Professor er ansat, og hvori ligesom i det Latinske og Græske, ikke at tale om un petit peu Fransk ⁶, hans Styrke er bekjendt. Tillige vilde det være tjenligt at han veiledede de theologiske Candidater i adskillige vigtige Ting, deres tilkommende Embeder angaaende; om Uegennytte og Ret- skaffenhed, christelig Ydmyghed, Simonis Afskyelighed og Edens
s.29	Hellighed. Endelig vilde man være glad ved at se en Afhand- ling om Oplysningscommitteens Constitutionsmæssighed. -- Ikke mindre oprørtes jeg ved et Vers fra en Jyde, hvis hæslige Tendents, ligesom et Par i forrige Nummer, synes at være den at opflamme Nordmændene til Had mod den ædle danske Nation, der sandelig ikke af os har fortjent saadan Behandling. Kongens lumpne Raadgiver, med og uden Adjutantuniform, ere ikke Nationen. -- Endelig averteredes et Skrift af den famøse Sebbelow i Christiansand under Titel: Kong Christian Fre- derik mishandlet. Jeg kjøbte og læste det og fandt egent- lig et giftigt Nidskrift mod Wergeland, og iøvrigt saamange Dumheder og Fordreielser og Afskyeligheder i alle Maader, at det ikke kan være mig tvivlsomt, hvilken Bestemmelse dette Pro- duct bør anvises. 19de Februar. Af Rigstidendens Indhold anmærker jeg et naragtigt Stykke, som ikke fornægter sin Fader: Klokker Aurdal. Det er Klage over illegal Adfærd af Præsten Essendrop ved Valgforsamlin- gen i Modum og har til Titel: "Bidrag til Menneskekundskab især med Hensyn til det i vore Dage ved Religion og Cultur dan- nede Menneske". Han begynder med en philosophisk Undersøgelse, hvorvidt Menneskeheden kan siges at gaa fremad, og forbereder derved Fortællingen om, hvorledes Præsten vægrede sig at ud- levere ham Fuldmagten, og siden, trods Pluraliteten, satte Lens- mandens Navn forved ham paa Listen. 20de Februar. Allerede har den ærværdige Fru Rosenkrantz udstridt. I Eftermiddag Kl. 4¹/2 henslumrede hun sødt og vist saligt, thi hun var et sjeldent Menneske. Ikke ubekjendt med Lidelser, bar hun dem med uforandret Aandsstyrke, og hendes Aasyn bar Præg af den høie Ro, der thronede i hendes Sjæl. Hun er- kjendte Religionens Kraft til at forædle og berolige, og lige- saalidt fornægtede hun den i sin Vandel som i sin Tale. Hun
s.30	var aldrig Moder, men æret, elsket og beundret var hun af En- hver, som kjendte hende, medens hun levede, og efter sin Død vil hun længe savnes i den Kreds, hvis Prydelse hun var. To saadanne Kvinder som hun og Mor Koren ere yderst sjeldne. I en Tid af to Maaneder forlod de begge Jorden, fjern og nær, saavidt mit Bekjendtskab strækker sig, søger mit Øie deres Lige, og finder -- Ingen! 21de Februar. Den Gravskrift over Fru Rosenkrantz, som jeg efter Ras- musens Anmodning har skrevet, lyder saa: "Læser staa med Ærefrygt ved denne Kiste: ikke fordi jordisk Glands omstraa- lede det Støv, som gjemmes her, men fordi den Aand, der oplivede det, var en de af ædleste, som nogentid forskjønnede Jor- den, og er vist nu af de saligste, som glædes hos Gud i Himme- len. -- Maren Juell var født den 18de Marts 1749. I Ægteskab med Generalkrigscommissær Peder Holter, med Ge- neralauditeur Ole Christopher Wessel, der venligen modtage hende hisset, og med Statsraad Marcus Gjøe Rosenkrantz, der nu længselsfuld begræder hendes Bortgang, var hun Dannekvinders Mønster, sine tro Ledsageres Held og Glæde. Og saa var hun for Enhver, som hun stod i Forbindelse med. Som Slægt- ning, som Veninde, som Menneske, som Christen lignedes hun af Faa, overgikkes hun vist af Ingen. Velsignelse udbredte hun rundt omkring sig til den sidste Stund, og vilde udbredt den, om et Aarhundrede var hengangen over hendes Isse. Men længe moden til Himmelens Herlighed, hjemkaldtes hendes Aand den 20de Februar 1815 til sit sande Fødeland. Der- fra tilsmiler hun os Trøst og Frimodighed og Haab om Gjen- syn og evig Forening. -- Vi trøstes og haabe og ere frimo- dige, thi ogsaa vi skulle engang vandre hjem til Herren. Der, Forklarede! se vi dig igjen endnu fuldkomnere og lyksaligere, end da du vandrede blandt os herneden."
s.31	22de Februar. Hvilken urolig, glimrende Dag ifjor, og iaar (ogsaa uden- for min Sygestue) hvor død og stille! Den interessante Cour, som endtes med et trofast Haandslag, der vel sjelden er seet Mage til ved en Hofceremoni, Folkestimmelen paa Torvet, Prindsens Taler, det jublende enstemmige Hurra, hvormed han hilstes, og saa tilsidst det glade tvangfri Middagsmaaltid, som om vi havde siddet i en Vennekreds -- ak! hvo tænkte vel, at den Herlighed skulde faa en saa snar og sørgelig Ende? Det er besynderlige Erindringer, behagelige kan jeg heller ikke sige de ere; men om det havde været bedre for os, hvis vore sang- vinske Drømme til denne Stund vare opfyldte, hvis Christian Frederik endnu havde siddet paa Norges Throne, hvis en hel- dig Begyndelse havde daaret os med Haabet om en ligesaa heldig Ende, -- ja det er en anden Sag. Jeg takker Gud, og ved egentlig ikke, hvilket af det Skete jeg skulde ønske uskeet. 23de Februar. Rigstidenden nævner tolv nye Storthingsmænd. I He- demarkens Amt har Bondestanden prædomineret. Capt. Ræ- der er eneste Embedsmand. Fra Bergen kommer atter Chri- stie, samt Ingenieurcapitain Wetlesen og Kjøbmændene Fredrik Meyer og Wollert Konow. Biskop Brun var sidste Valgmand. Fra Smaalenene møde: Amtmand Sibbern, Forvalter Bjørn- schow, Hount og en Bonde. 24de Februar. Valerius gjættede, at Biskop Bugge var Forfatter af den lumpne Paskil mod Bech. Andre derimod ville vide, at det blot er Bugges Tunge, men ikke hans Ven, som er skarp. Heri have de Uret, men jeg tror dog ikke han er Forfatteren. -- Jeg havde Brev fra Neumann, som er ærgerlig over Avis- feiderne og tror, at Mænd af Sindighed og Patriotisme bør
s.32	enes om at udgive en Journal, der kan gjøre Ende paa dette Uvæsen. 25de Februar. Havde jeg forrige Aars 25de Februar siddet saaledes som jeg sad idag, med et hovent Ben udstrakt i Sofaen, -- megen Glimmer, mange Lovtaler, ogsaa megen reel Fornøielse maatte jeg da givet Slip paa, men om ikke Dagens Minde i denne Stund vilde været mig behageligere end den er nu, det er et andet Spørgsmaal. Det er vist det Bedste, hvad nu er skeet, maaske var ogsaa denne Bededagsanordning et uoverlagt Skridt; saaledes som Udfaldet blev, har vel den religiøse Ceremoni mere forværret end forbedret Sagen for mangen øm Samvittigheds Domstol. Det var øiensynlig lagt an paa at imponere og overraske, men for at holde et helt Folk i Aande efter en saa- dan Surprise maa det gaa Slag i Slag, saa man ikke faar et Øiebliks Tid til at betænke sig. Da dette nu ikke skede, da alt gik collegial og diplomatisk Sneglegang, da de varmeste Patrioter fik Tid til kolde og tvivlsomme at spørge: "Hvorfor gjør man nu det, som gjerne kunde opsættes? og fremfor alt, hvorfor gjør man ikke det, der synes uopsætteligt? -- saa var det vel ikke saa underligt, at det gik som det gik. Men uagtet alt hvad den skarpsynede Politiker da maatte forudse og den retskafne Fædrelandsven nu maa erkjende, -- det var dog et skjønt Ideal, som da fremstillede sig for os! Det er ikke realiseret, det kan ikke realiseres i Aarhundreder. Norge har maaske aldrig været, kunde vel heller aldrig blive lykkeligere end det forenet med Sverrig tør haabe at vorde; men den Lyksa- lighed, vi for et Aar siden ventede, den besidde, den opnaa vi ikke. Den var nok uopnaaelig for os i Virkelighedens Land, men den existerede i Ideen; for mig svævede den hin Dag i en ætherren Glands, og derfor, skjønt jeg ingenlunde blues ved min Følelse eller taaler, at den belees som tomt Svær-
s.33	meri, ønskede jeg i Dag at have gjemt den som saamange an- dre skjønne Drømme i min Barm. Ja sandelig, nu vilde det været mig et kjærere Minde, at jeg havde siddet her i So- faen og græmmet mig over min Uvirksomhed, end at jeg stod som Folketaler i en utællelig Forsamling og følte med høi Enthusiasme: "Dette er det største, skjønneste Moment i dit Liv!" Posten bragte Brev fra Biskop Brun. Dermed fulgte en Fastelavnsprædiken om Egennytte, som han vil have trykt her, og som han paa en meget net og værdig Maade dedicerer Rosenblad, fra hvem han har havt "et allerkjæreste Brev". Om et Bibelselskabs Oprettelse her mistvivler han, da "Præ- sterne ere arme Djævle, og de Rige kun have Penge til Fisk og Sild og Skibsparter". Han fortæller, at der næste Man- dag skal være et stort Gjæstebud for Christie, hvor en Adresse overgives ham med en Subskription af 7000 Rd., af hvilke det overdrages ham hvert Aar paa sin Fødselsdag at uddele Renterne til 4 trængende Enker. Legatet skal føre Navn af Christies Legat, men der anmærkes, at just de Rigeste ei have bidraget en Skilling. Amtmand Falsen synes gamle Bispen at ynde. At saamange Bønder vælges til Storthinget, er ikke efter hans Sind. "Jeg er bekjendt Bondepatron; men nu bæ- ver jeg for Bondens altfor store Pluralitet. Skal den orga- nisere Staten, saa Gud hjælpe os. Civilisten giver os Præ- stepine i Rubriker, og vil desuden have indtil vore Buxelom- mer vrængede, for at vide hver Skilling Præst har og faar". At Bugge er forbigaaet med Nordstjerneordenen finder han "impoli af Svecus". Han takker for min Nytaarstale, "som især udmærker sig ved den tækkelige Sparsommelighed i at takke og prise". Men endnu mere takker han mig for hvad jeg skrev og talte over Generalkrigscommissær Vibe. Han en- der: "Ønsk mig det evige Liv! det vil jeg selv helst, ligeme-
s.34	get om her Ingen gives, der kan tale ved min Grav, som der blev talt ved Vibes: modo absolve cinis!" 26de Februar. Med Munch og Wedel synes nu Intelligentsseddelen om- trent at være færdig; derimod har Bonnevie faaet et Par An- tagonister. Den ene synes at være en fornuftig og sindig Mand (Generalauditør Bergh?). Den anden derimod synes at være en af Dagens stridbare Helte, der elsker ingen Ting mere end Bataille, og slænger frisk til, hvor han kan ramme. Af smaa Anmærkninger findes og adskillige. End ikke en stak- kels Student, som søger Information og henviser dem, der be- høve ham, til Hersleb og Stenersen, kan man skaane for im- pertinente Spørgsmaal. Lehmann tror imidlertid, at Penge- mangel hos nogle af de djærveste Stridsmænd snart vil frem- bringe Stilstand. 27de Februar. Neumann er voxet en god halv Alen, siden han kom fra Sverrig. Jeg ved aldrig at have fundet saamegen Vanitet i hans Væsen, som disse sidste to eller tre Gange, jeg har væ- ret sammen med ham. 28de Februar. Posten bragte Brev fra Mad. Buchholm, som har grebet sin forstemte Harpe, for at besynge Foreningen og ønsker at faa sit Qvad gratis indrykket i Rigstidenden. Jeg sendte det strax til Døderlein ⁷. 2den Marts. Fru Rosenkrantz blev begraven. Da Essen med Suite var kommen, blev min Gravskrift omdelt. Studenterne bort- bar Kisten og de Andre fulgte efter i en meget ordentlig Pro-
s.35	cession. Fra Indgangen til Kirkegaarden til Begravelsescapellet, hvor Liget blev bisat, var plantet en Allee af Granbuske, som saa smukkere ud, end den Allee gevorbne Veninder, som efter Fru Lindemanns kloge og sentimentale Indfald havde præsenteret sig henimod Døren til Capellet. De stod der med Hatte, blaa, violette og gule Peltse, Frakker -- kort i et saa broget usam- menhængende Costume, at Ingen kunde falde paa at tænke sig dem henhørende til Ceremonien, men Enhver maatte anse dem for nysgjærrige Tilskuerinder. I Capellet, som var oplyst med Lamper, opførtes Sørgemusik, ventelig af Falbe, kold og kraft- løs som Alt hvad jeg i den Genre har hørt af hans Com- position, og Sangen svarede til Musiken. Med ubegrændset Høiagtelse ærer jeg den Henfarnes Minde, men jeg tilstaar, at jeg dog sjelden har bivaanet en Sørgehøitid med mere udelta- gende Hjerte. Vi kjørte tilbage, og Grevinde Knuth med flere Damer modtog Condolance. -- Thulstrup havde sin Vasaorden paa, hvilken jeg aldrig har seet før. Den hænger i et grønt Baand om Halsen og er en hæslig, vanzirende Stads, som dog koster mere end de andre Ordener, da den foruden de sæd- vanlige Erpenser betales med fire Ducater. ¹ tilbakeH. N. Hauge var to Gange gift, første Gang med Andrea An- dersdatter, der døde i December 1815, anden Gang med Inge- borg Marie Olsdatter. Udg. ² tilbakeCancellipræsidenten. Cfr. Pavels's Autobiographi (Christiania 1866) S. 98, 105 f. 186. 191. Udg. ³ tilbakeSangen var allerede trykt i 1784 i Throndhjem, hvor General von Krogh og Rector, Prof. Laurids Smith søgte at forhindre dens Udbredelse; den Sidste forfattede endog "en ny Sang med samme Stavelsemaal og modsatte Ideer", som udspredtes blandt Almuen. I 1785 skal den være optrykt i Christiansand, men Confiscation og Mulct siges at have været Følgen. Se L. Daae "Af Bülows Papirer," S. 174 ff. Jvf. Wergelands Const. Hist. I. 25 f. og P. Botten-Hansens Biographi af Nor- dahl Brun. Udg. ⁴ tilbake Af L. Kruse. Udg. ⁵ tilbake Sorenskriver Schjøtz, ikke Agent Kjelland, mødte for Stavanger. Udg. ⁶ tilbake Dette sigter til et Svar, han gav Carl Johan, da denne, ved den første Audients, spurgte ham, om han talte Fransk: "Un pe- tit peu i min Ungdom". ⁷ tilbake Det er trykt i Rigst. for 1815, No. 22. Udg.

bla bakover

bla videre