|
|
| s.1 |
1815.
1ste Januar.
Kirken var propfuld; dog var der ikke mange Fornemme.
Essen har endnu ikke gjort Slotskirken den Ære at besøge
den; idag levede han overalt ganske incognito, da han havde
frabedet sig Cour, men modtog dog Visitbilletter. Min Præ-
diken var godt memoreret, men jeg er nu saa vant til at ex-
temporere, at det forekommer mig mere som en Declamere-
Øvelse, for ikke at sige en Lecties Opramsen, end en Tale,
naar jeg reciterer en skreven og udenadlært Prædiken. Idag,
var det idetmindste Tilfældet.
4de Januar.
Grev Wedel er nu Intelligentsbladets evige Æmne. Idag
har hans manes ladet sig høre i den gammeldags holbergske
Stil, som Forfatteren dog ikke allevegne har kunnet foutinere.
Tingesten er ellers ikke uvittig -- i Ordets dansk-norske Betyd-
ning; efter den svenske Bemærkelse finder jeg derimod baade
Forfatterens og hans Antagonisters Adfærd hel "ovettig".
Jeg fristes meget til at expectorere mig ved saadanne Leilighe-
der, og jeg havde klattet mange Penge bort, hvis jeg hver
Gang havde givet efter for Fristelsen. Saaledes opskrev jeg idag
|
| s.2 | mine Tanker, hvilke jeg nogle Minutter havde isinde at lade ind-
rykke i Avisen, men saa følte jeg, hvor ubesindigt og unyttigt
det var, at vrøvle mig ind i Affairer, som ikke vedkom mig,
og for da ikke forgjæves at have umaget mig, optegner jeg
dem her, da jeg med samme aflægger min Troesbekjendelse om
den Sag: "Hvad er det for en underlig Procedure i offent-
lige Blade om enkelt Statsborgers Værd eller Uværd? Hvori
bestaar da hans store Indflydelse, der efter Nogles Paastand
skal have frelst, efter Andres fornedret og ødelagt Landet? En-
ten var det Nødvendighed eller Folkerepræsentationens frie Valg,
der frembragte Foreningen med Sverige. I første Tilfælde
er det da denne Mand, som har derangeret vore Finantser,
desorganiseret vor Arme, tilstoppet vore Hjælpekilder? Det har
endnu Ingen paastaaet. I sidste: stode da alle de 73 Deputerede,
der stemte med ham for Foreningen, i hans Sold eller under
hans Indflydelse? Det vilde man nok ligesaalidt indrømme.
Pluralitet af nogle faa Stemmer kan frembringes ved Cabale,
men næsten total Enstemmighed sikkerligen ikke. Hvad gjorde
da egentlig Manden? han havde en Mening, ytrede den og
handlede overensstemmende med den. Alt dette synes ligefrem
at være Pligt, og den, som blot opfylder denne, fortjener hver-
ken at ophøies eller at lastes. Sæt endog, at han har søgt at
udbrede sin Mening: Herre Gud, om nu saa var? have ikke
hans Antagonister gjort det samme? kan han overbevises om
ved uredelige Midler at have søgt at hverve Proselyter for den?
og naar alt kom til alt, saa var dog omsider hans Mening
den rette. I sig selv er det en taabelig Barnagtighed at føre
en Strid af denne Natur; men man har før seet, at Lappe-
rier har ledet til alvorlige sørgelige Resultater".
Tiden, som idag tog Afsked, da den herefter amalgameres
med en Rigstidende, som Statssecretær Holst, Expeditions-
secretær Vogt og Døderlein udgive, indeholdt Munchs Digt:
Nordens Forening, som jeg finder maadeligt baade i poetisk og
|
| s.3 | politisk Henseende. Han kunde gjerne ladet sin Harpe tie
fremdeles, naar han ikke var istand til at aflokke den skjønnere
Toner.
5te Januar.
Den Guldpokal1, Guldsmed Kaas har forfærdiget, svarer
aldeles ikke til, hvad man ventede og fordrede, at et saadant
Hædersminde skulde være. Maleren Capitaine Munch, der i
nogle Aar har reist udenlands, har gjort Tegningen, og jeg
skulde tro, han i Italien, Frankrige og Tydskland havde seet
saameget skjønt, at han med Aand, Smag og Nationalfølelse
havde kunnet frembringe noget ganske andet. Jeg har seet
Guldsmedarbeider, der ingenlunde gjorde Paastand paa, at være
forfærdigede af Kunstnerhaand, langt smukkere og mere smag-
fulde. Schmidts hele Vers er indgravet paa Pokalen, bedæk-
ker den aldeles, og gaar saaledes rundt i fortløbende Cirkel, at
jeg hverken kunde finde Begyndelsen eller Enden. Christies og
Givernes Navne samt Anledningen, i hvilken Pokalen gaves,
som burde staaet foran med store, tydelige Bogstaver, ere nu
gnidrede ind paa Foden, hvor det ikke faldt mig ind, og vel
heller ikke falder mange ind at søge den. Sverdrup sagde den
Borger, at han ikke fandt den smagfuld, thi det blev den
først, naar den var fuld af Vin. Jeg skulde tro, det var hans
Mening, under en spøgefuld Indklædning, at sige en ren, bit-
ter Sandhed.
7de Januar.
Intelligentsbladet lod idag Grev Wedel og de Svenske i
Fred; derimod fandtes der en vel ikke aldeles directe, men med
alt dette haard og krænkende Beskyldning mod Statsraadet, at
det under Interregnet har ved Embeders Besættelse overtraadt
|
| s.4 | de gjældende Love. Jeg fatter ikke, hvortil der sigtes. -- Om
Toldsvig findes der ogsaa et Stykke, hvori der yttres Haab
om, at man herefter vil tage mere i Betænkning at besvige
Statens Kasse end før, da Overskudet af Norges Intrader gik
til Danmark.
8de Januar.
Det synes som om man nu enten maa være Militair el-
ler høit i Rangen for at faa Adgang til Jordens Store.
Ikke engang Professorer have endnu været budne tilbords hos
Hans Excellence, Universitetets Cansler. Fra den Side var
uden Tvivl Christian Frederik den eneste i sit Slags. Hos
ham var ei Personsanseelse, og Videnskabsmanden var hos
ham i Agt og Ære. -- Sverdrup ledte mig i Anledning af
Anken mod Statsraadet paa et Spor, jeg ikke af mig selv
kunde finde. Det er kun paa Skrømt, den er dateret fra Oc-
tober, thi det er Sorenskriver Bergs og Major Sibberns, to
vistnok duelige Mænds, men dog kun danske Juristers Befor-
dring 2, der doleres over, og det til Embeder, hvoraf det ene al-
drig, det andet kun i tre Dage var averteret vacant.
9de Januar.
Jeg fik følgende Brev fra Grev Essen:
"Jeg har modtaget Deres Velærværdigheds Skrivelse af
3die d. M. tilligemed Deres paa sidste Nytaarsdag holdte
Prædiken. Jeg takker Dem saameget for den Opmærksomhed,
De har vist mig, ved at tilstille mig denne, da jeg af sammes
Indhold har faaet et nyt Bevis paa Deres utrættelige Iver
for at vedligeholde den gode Stemning, Folket bør være i
mod Regjeringen; og jeg kan ikke andet end ønske, at enhver
|
| s.5 | Embedsmand og i Særdeleshed Religionslærerne vilde følge
Deres Grundsætninger".
Et ret vakkert og smigrende Brev, hvor det dog behagede
mig allermest, at han svarede mig i mit Modersmaal.
10de Januar.
Guldbergs Oversættelse af det nye Testamente, som jeg
ret ofte har efterslaaet, for at erfare hans Mening om et en-
kelt Sted, men aldrig gjennemlæst, læser jeg nu Ord til an-
det. At den er særdeles god, indrømmer jeg villigen, men et
saadant Mesterstykke, som Nogle ville gjøre den til, finder jeg
den ingenlunde at være. Saa omhyggelig Guldberg har væ-
ret for at bevare Lærdommens Renhed, saa lidet varsom er han
over det ærværdige Oldtidssprog, hvilket jeg tror ligesaavel som
hin bør holdes i Ære. Uden Nødvendighed har han moder-
niseret og (med al sin Stræben for at gjøre det fyndigt og
kraftigt) i mine Tanker udvandet det. Det rigtignok i vore
Bibeloversættelser altfor tidt gjentagne "og" har han til Skade
for Periodernes Skjønhed fast allevegne bortskaaret, og sat iste-
den en anden Conjunction, der ikke er en Smule bedre. En
synderlig Lyst har han ogsaa til at invertere Perioden. Jeg
gad f. Ex. vidst, hvad der er at sige paa den Oversættelse af
Lucas 5, 26: "Vi have idag seet utrolige Ting", eller om det
er bedre sagt: "Hvad sælsomt er, saa vi denne Dag". Hint
er den almindelige Oversættelse, dette Guldbergs. Gud ikke
rent Dansk skrev han allevegne. Saaledes vil jeg tilstaa, at
det Sted hos Matth. 20, 23: "Med den Daab, som jeg dø-
bes med, skulle I døbes", ikke er tydeligt, men ligesaa utyde-
ligt og mindre smukt er Guldbergs: "I skulle udstaa den
Nedsænkelse, som forestaar mig", da dog virkelig hverken Je-
sus eller hans Disciple bleve druknede. Anmærkningerne finder
jeg gode og passende, men vel mange og af en ufornøden
Vidtløftighed. Skjønt Exegetiken undertiden er tagen fangen
|
| s.6 | under Systemets Lydighed, fortjener dog Guldberg i det Hele
Ros som en lærerig og conseqvent Fortolker.
Hvad der udfordres i disse Tider til at føre Husholdning
blev mig iaften beskueligt, da jeg opsummerede mit Embedes
Indtægter for forrige Aar og fandt, at jeg, foruden Naturalpræ-
stationen i Brænde, der efter daværende Priser kan regnes til
nogle 100 Rd., har i dansk Courant havt 36,137 Rd. 2
Mk. Jeg har vist tillagt 5 -- 6000 Rd. af egne Penge, og
har dog blot levet anstændigt, aldeles ikke luxuriøst.
11te Januar.
Man har i Dagens Avis spurgt Christiania Byes Valg-
mænd, hvorfor lutter Embedsmænd og ingen Borgere ere valgte
til Deputerede ved Storthinget, og truer med, at hvis man
oftere begaar saadan Uretfærdighed, torde det sent eller tidligt
blive Følgen, at Embedsmænd, som afhængige af Regjeringen,
udelukkes fra Folkerepræsentationen. Atter fristedes jeg til at
tage til Gjenmæle, saameget mere, da jeg selv var Part i Sa-
gen, ja havde endog voteret paa de Valgte; jeg skrev og en
lang Clamamus, hvilken jeg dog, ligesom den forrige, ofrer til
Vulcan. Men skjønt jeg ikke tror at skylde Publikum Regn-
skab for mit Votum, vil jeg aflægge det her, til Bevis paa,
at jeg ikke handlede efter Lune eller Partiskhed, men efter
Grundsætning. Allerede Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde
bestemt, hvad siden er gjentaget, at 3 Gjenstande især ved
næste Storthing skulde tages under Overveielse: Finantserne;
Militairvæsenet og Lovgivningen. Det syntes rimeligst at
vælge Mænd, som forstod sig paa de Ting, og det var mig
umuligt at udfinde nogen, som forstod det bedre, end de tre
Valgte. Med al Respect for Johannes Thrane (fra hvem
Avertissementet vist kommer, af Ærgrelse over, at han endog-
saa ved andet Valg blev forbigaaet), for Agent Nielsen (der
ikke oplod sin Mund paa sidste Storthing) og for Stadens øv-
|
| s.7 | rige marchands très grossiers, tør jeg vel sige, at ingen af
dem i Kundskaber om Finantsvæsenet bærer Vand mod Ras-
musen. At Christiania Kjøbmænd ikke ere lov- og krigskyn-
dige, ere de vel alle som en beskedne nok til at tilstaa; og da
nu ogsaa Landets indvortes Økonomi skal omhandles, hvad er
da rimeligere, end at en af de Mænd, Storthinget har valgt til
Medlemmer af den nedsatte Committe, ogsaa repræsenterer Byen
i dette Anliggende? -- At Embedsmænd skulle udelukkes fra
Storthinget, er en revolutionair Ide, som forhaabentlig aldrig
realiseres. Det er en meget haard Beskyldning mod Embeds-
mændene, at de ved at modtage Bestallinger af Regjeringen,
ophøre at være ærlige og retskafne Mænd, og det maa de, naar
denne ubetydelige Afhængighed skulde bevæge dem til at for-
raade og opofre Fædrelandets Interesse for at befordre deres
egen. Overalt har man Tid til at betænke sig, thi rimeligvis
vil det vare en Stund, inden vore Borgere, Proprietærer og
Bønder blive saa cultiverede, at Nationens Velfærd kan betroes
i deres Hænder.
12te Januar.
Jeg var for første Gang buden til Statholderen. Be-
gyndelsen var ikke morsom. Jeg kom ind i et lidet Værelse,
hvor der var lutter mig ubekjendte Officerer, næsten alle sven-
ske. Det mørknede, og man bragte ind et tændt Lys. Om-
sider kaldtes vi tilbords, og traf i Spiseværelset Greven, Grev-
inden og deres fire Børn, to Drenge paa 9 -- 11 Aar, og to
yngre Piger. Essen takkede mig i sin sædvanlige kolde Tone
for min Prædiken, men trak imidlertid selv Proppen af Bræn-
devinsflasken og skjænkede Appetitsupen for mig. Ved Bordet
fik jeg Plads ved hans Side, og han viste mig megen Op-
mærksomhed, men hvad der vandt ham mit Hjerte var, hvad
han sagde mig, da han hørte, at ogsaa jeg var Fader: at hans
Børn var hans høieste Glæde: at det især var ved dem, Livet
|
| s.8 | har Værd for ham: at, naar han var i slet Humeur, lod
han dem hente, eller gik ind til dem, som sin bedste Trøst: at
det var hans første Ønske og Bestræbelse, at være deres for-
troligste Ven. Grevinden saa ud og teede sig som en simpel
Borgerkone og ingenlunde som en fiffig Grosserermadame,
endnu mindre som en Frue, hvis Mand Kronprindsen kalder
mon cousin. Hun var tarvelig klædt, lagde et Stykke i Ov-
nen, da hun kom ind fra Spisestuen, sad og skjænkede Caffe,
medens Pigebørnene stod omkring hende med deres Dukker, og
var, kort at sige, saa exemplarisk huslig og borgerlig, at det
forbausede mig.
13de Januar.
Paa Statssecretærens Pult fandt jeg et Circulære til alle
Landets Geistlige, efter Kongelig Befaling undertegnet af Stats-
raadet, og omtrent saalydende: "Den 31 Januar haver Du i
Overværelse af to skrivekyndige Mænd at aabne medfølgende
forseglede Brev, og derefter i en Adresse til os, undertegnet
af Dig og de tilstedeværende Mænd, med Udskrift: Til Kon-
gen, som med Friskyds ufortøvet maa sendes til Amtet, ind-
berette, at vor Befaling er efterkommet, og til hvad Klokkeslet
dette er skeet". Jeg faldt paa de absurdeste Ting, men tilsidst
fandt jeg, og Alle, som jeg har talt med, have været enige med
mig, at det maa være en Finantsoperation, som paa engang
skal bekjendtgjøres over hele Landet, for at forebygge Specu-
lanters Planer. Men hvorfor skal saadant meddeles Præsterne,
og det en Tirsdag, da der endnu forløber 5 Dage, inden det
taliter qualiter kan besørges til almindelig Kundskab?
14de Januar.
Den for Danmark og Norge uforglemmelige Dag, da Kie-
lertractaten undertegnedes, da Overmagt og Overmod paa den
ene, Svaghed, Mangel paa gode, Overflod paa slette Raadgi-
vere paa den anden Side splittede, hvad mere end fire Aarhun-
|
| s.9 | dreder havde forenet Jeg havde netop den Dag faaet min
Nytaarsprædiken trykt, og sendte Prinds Christian strax et Ex-
emplar af denne Prædiken, hvori det hedder: "aldrig forlade
vi Kongen, saalænge han ei forlader os", og i det Øieblik for-
lod han os, og overgav ei alene sit norske Land, men ogsaa
sine norske Undersaatter, Sveriges Regjering til Eien-
dom! Hvilke store Begivenheder ere ikke siden indtrufne!
Hvor maa vi ikke prise os lykkelige, at, skjønt vi per varios
casus nu ere forenede med Sverige, dog hverken vort Land el-
ler vi ere svensk Konges Eiendom! Hvor maa vi ikke prise
det alstyrende Forsyn, der sikkerligen ad denne Vei leder os til
et skjønt og hæderligt Maal, naar vi ikke ved vor egen politi-
ske og moralske Bagvendthed fjerner os derfra! -- Morgen-
stjerne har i Dagens Avis, idet han synes at ville besvare hine
Spørgsmaal til Valgmændene, ført Anke over os i Anledning
af vor Beslutning at gaa over til Dagens Orden, uagtet de 3
Valgmænds Fraværelse, og fortæller, at en vis Mand i den
Anledning vil anklage os for Storthinget. Jeg tilstaar, at mit
Votum bestemtes derved, at jeg ikke oftere gad umage mig op
paa Raadstuen, og heller ikke vilde kjede mig der et Par Ti-
mer, indtil man fik samlet Suppleanterne, men da lovkyndige
Mænd fandt Fremgangsmaaden plausibel og constitutionsmæs-
sig, gjorde jeg mig ingen Samvittighed derover, og angrer det
ikke i denne Stund. At Embedsmænd ei bør udelukkes, er
imidlertid ogsaa Morgenstjernes Mening.
Endelig har jeg udlæst Clodius og har fremdeles fundet
mig overmaade lidet opbygget. Naar jeg undtager de fordet-
meste maadelige Vers, og de mange pralende Citater, kunde jeg
gjerne udgive 20 -- 30 Bind slige "vermischte Schriften", og
altid vilde min Biographi, mine Dagbøger, min Brevvexling
med Liebenberg og Andre, mine critiske Anmærkninger om Bøger
og Mennesker, ikke at regne mine Taler og Afhandlinger, være
interessantere Lecture end mange af de yderlige Bagateller,
|
| s.10 | hvis Bekjendtgjørelse røber en Aand- og Smagløshed, man
ikke venter hos en Mand, der vil synes fortrolig med Oldtidens
og den nyere Tids Mesterværker.
17de Januar.
Der er nok i Kjøbmandsstanden megen Misnøie med Stor-
thingsvalget. Bergh er den især en Torn i Øiet, da man fin-
der, at der hviler en Plet paa ham som Haxthausens Ven og
Client.
18de Januar.
Rigstidenden fortæller, at forrige Byfoged Weidemann er
sat under Tiltale for at have ladet en Arrestant sidde uforhørt
og udømt et Par Aar og imidlertid confiskeret hans Eiendomme.
-- I Ugebladet stod et nyt Stykke om Grev Wedel, som mu-
ligen kan være af ham selv, hvori omtrent det samme siges, som
jeg den 4de vilde sagt. Stykket er meget velskrevet. Jeg vil
ønske og haabe, at denne lede Feide hermed er forbi.
19de Januar.
Jeg fik et Brev fra Morten Anker, der bad mig om en
Gravskrift over hans Onkel Ritmester Eliesen, som efter otte
Dages Sygdom er død. Tabet skader ingenlunde Jorden, da
han ikke var stort andet end inutile pondus. Jeg tror, at
han aldrig i sit Liv har lært eller foretaget sig noget nyttigt
Arbeide. At kjøbe Heste, at kjøre med dem, at arrangere Lyst-
partier og leve brav, var hans Hovedforretning, og til dette Vellev-
net hørte da ogsaa Fruentimmer som en væsentlig Ingredients.
Han var iøvrigt et godmodigt og tjenstagtigt Menneske og ved sit
mageløse Talent som maitre de plaisir yndet i alle elegante
Cirkler. Jeg skrev altsaa Følgende, hvormed jeg hverken tror
at have fornærmet ham, hans Venner eller Sandheden: "Her
nedlagdes det Jordiske af Ritmester Iver Eliesen, født i Chri-
stiania den 18de Mai 1762, død sammesteds den 18de Januar
|
| s.11 | 1815. Han nød aldrig huslige Glæder, ægteskabelig og barn-
lig Kjærlighed forskjønnede ham ei Livets Held, lettede ham ei
dets Byrder. Men en talrig Venne- og Frændekreds elskede
i ham den jævne, blide, og godmodige Mand, der nød Glæden
med aabent Hjerte og udbredte den med utrættelig Redebonhed.
Alherren skaanede ham for at opleve den Ensommes fryd-
løse Alderdom; endnu omgiven af Ungdoms og Manddoms Ven-
ner, henslumrede han blideligen. Vel savne de hans vennehulde
Omgang, men ogsaa lykønske de ham med den Hvile, han dog
snart vilde behøvet og attraaet. Fred med hans Støv i Gra-
ven, med hans Aand i Himmelen".
20de Januar.
Jeg har idag faaet en Tidende, som jeg ikke veed ret, om
jeg bør glædes eller bedrøves ved: jeg er bleven Ridder af
Nordstjernen. Det smigrer mig vistnok saaledes at have vun-
det Regjeringens Opmærksomhed, især da jeg intet har at be-
breide mig selv. Jeg kan med den roligste Samvittighed bære
dette Hæderstegn mig selv bevidst, ei at have gjort mig uvær-
dig dertil. Men mellem ikke uværdig og fuldkommen værdig
er der nogen Forskjel. Og naar jeg nu spørger, hvorved jeg
er bleven værdig til at bære to Ridderordener, da kan jeg ikke
uden Hjerteklappen gjøre dette Spørgsmaal.
Kongen skal efter Grundloven bekjendtgjøre, hvad der har
motiveret Ridderordeners Uddelelse, og jeg vil tro, at der blandt
de udnævnte er flere, om hvilke endnu mindre kan siges, end
om mig, men dermed er jeg dog ikke saa ganske retfærdiggjort.
Efter Neumanns Fortælling vovede de Deputerede af samme
Grund til Kronprindsens Misnøie og Hoffets og Stadens For-
bauselse at frabede sig Ridderordener, hvormed de udrettede, at
disse ei tildeltes dem i høitideligt Ordenscapitel, men Sagen
havde iøvrigt sin Fremme, og man sagde, at man nok skulde
forsvare det. Hvad som dernæst ved denne Befordring er en
|
| s.12 | Smule ubehageligt, er det ublide Omdømme, som jeg vistnok
kan vente af flere af mine Venner, om ikke i mine Øine, saa
dog paa min Bag, og den Mistanke, de, skjønt aldeles ufor-
skyldt, kunde fatte, at jeg ved noget directe eller indirecte Skridt
har stræbt mod dette Maal. Endelig, som jeg overalt finder
Adskilliges Ophøielse og Andres Tilsidesættelse3 ved denne
Leilighed at være et uklogt Skridt, da Fortjenester af Fædre-
landet og ikke af Sverige er det, der egentlig skulde belønnes,
saa kan jeg just ikke sige, at jeg opbygges meget ved det Sel-
skab, hvori jeg staar, især Cancelliraad Dahls og Wergelands.
At Wedel, Bech og Treschow i deres ophøiede Stilling maatte
udmærkes, det lod sig begribe; men de to førstnævnte, vel og-
saa min Ven Hount, hvis Fortjenester af Norge jeg forøvrigt
ikke miskjender, kunde gjerne biet til en anden Gang, og saa-
lidet jeg vilde havt imod ved en dansk eller norsk Ridderordens
Uddelelse at se Hount og Wergeland ved Siden af mig, da de
begge er ikke saa ganske almindelige Præster, saalidet opbyg-
ges jeg ved disse Sidemænd, hvor en svensk Orden uddeles.
For Verden staa de ikke saa rene som jeg, om de end staa saa-
ledes for deres egen Samvittighed.
Neumann taler med ubegrændset Tilfredshed om alt hvad
han har seet, hørt og erfaret i Sverrig, spaar Norge idel po-
litisk, literært og alt muligt Held af Foreningen, ophøier mange
ypperlige Mænd, han har lært at kjende, og erklærer den sidste
Maaned for en af de skjønneste i sit Liv.
21de Januar.
I Intelligentsseddelen spørges, hvorledes de tre Valgmænds
Udeblivelse kunde gjøre de andres Valg ugyldigt, da Valget ventelig
var dem forkyndt. I den Anledning har jeg skrevet noget, som
|
| s.13 | bestemt skal ind i Ugebladet, da Sagen kan betragtes som mig
personlig vedkommende. Det lyder som følger: "Een af Chri-
stianias Byes Valgmænd tillader sig endnu til det i forrige
Nummer af Intelligentsseddelen gjorte Spørgsmaal at føie nogle
Anmærkninger. Eet af to maatte være Tilfældet: enten
vare de udeblevne Valgmænd i Byen, og da udelukte de sig
selv fra deres Valgret, eller de vare bortreiste (hvilket jeg
ved idetmindste to af dem vare) og vidste intet af Valget. Isaa-
fald havde Magistraten et tredobbelt Alternativ: 1. At ind-
kalde dem, der næst hine havde de fleste Stemmer. 2. At op-
sætte Repræsentantvalget, indtil alle vare samlede. 3. Som
Valgforsamlingens constitutionsmæssige Bestyrer paa Stedet at
protestere mod Valget, indtil det fulde Antal Valgmænd vare
tilstede. Ingen af Delene skede. Er altsaa Feil begaaet, er
Skylden hos Magistraten, der ikke kan tænkes at skulle bivaane
Valgene af anden Aarsag, end for at paase, at disse ske ordent-
lig og lovmæssig. Hvad selve Valget angaar, da kan derimod
ikke føres billig Anke, med mindre Grundlovens § 61 og 62,
sammenlignede med §§ 52 og 53, ere overtraadte, og dette vides
med Vished ei her at være Tilfældet. Skulde imidlertid enhver
kunne forpligtes til at angive, hvem han gav sin Stemme, og
hvorfor han gjorde det, da har Indsenderen for sin Person intet
at indvende derimod."
Fru Treschow viste mig nogen ny Statsraadstads, som
hendes Mand har faaet fra Stockholm: en stor trekantet Hat
med sorte Fjedre og Guldkrampe, hvormed den gamle Mand
vil se ud som en Nar, og et Sabelgehæng. Naar nu til
denne Sabel kommer en blaa guldbroderet Uniform og Sporer,
saa vil den næsten 70aarige Philosoph gjøre en herlig Figur.
22de Januar.
Jag har faaet at vide, at jeg ikke er Ridder, men Medlem
af Nordstjerneordenen, da man (maaske ikke uden Føie) finder
|
| s.14 | Riddernavnet upassende for den, der ei kan bære Ridderinsig-
nier; Vaaben og Sporer. De to Bisper hede aandelige Com-
mandeurer (Commandeur synes dog ogsaa at være en militær
Titel.) Forresten har jeg faaet den sørgelige Efterretning, at
Ordensdecorationen ikke som i Danmark gives gratis, men koster
mange Penge, omtrent 700 Rd. D. C. -- Til Middag var
jeg indbuden hos Biskoppen i et lidet Selskab, som bestod for-
uden mig af Platou, Rosted, Neumann og Sverdrup. Den
sidste kunde, salva venia absitque dicto invidia, med Sandhed
siges at kaste Perler for S -- , da han indlod sig i philosophisk-
poetisk Discours med den yderst prosaiske Trias: Bech, Neu-
mann og Rosted. Talen var nemlig om, hvorfra Roman- og
Skuespildigteren af Geni hentede sin Kundskab om det menne-
skelige Hjerte. Sverdrup troede, at deres egen Genius indgav
dem det, og beviste det med Gøthes Exempel, som i det attende
Aar4 gav i sin Werther den mesterligste Skildring af Kjær-
lighed, der maaske nogensinde er gjort, og Shakespeares, som
i en yderst indskrænket Virke- og Omgangskreds skildrede Men-
nesket i de forskjelligste og fineste Nuancer, saaledes som vel
Ingen før eller efter ham har gjort. De Andre derimod troede,
at alt maatte hentes af Historie og Erfaring, da det ellers blev
Sværmeri, og ved den Leilighed kaldte Bech Kant en Svær-
mer. Det var curiøst at høre paa denne Tale, men jeg kan
dog aldrig undlade at ærgre mig, naar Folk bryde Staven
over alt, hvad de ei have Sands for, og fælde afgjørende
Domme over hvad de ei forstaa. At Sverdrup nu ogsaa paa
sin Side neddriver, dels af Overbevisning, dels af Modsigelses-
lyst, vil jeg da heller ikke nægte. Siden fortalte Neumann
meget om sin svenske Reise og kunde ikke noksom berømme
Christies Optræden ved Audiencen, hvor de Deputerede i Stor-
thingets Navn fordrede Fæstningernes Rømning til sidste Fe-
|
| s.15 | bruar. Sverdrup var ubeskrivelig glad derover. -- Et afskye-
ligt Mord er begaaet i Efteraaret ved Frederikstad. En Over-
krigscommissær og Proprietær Gude er en Aftenstund forsvun-
den, og man har den rimeligste Mistanke, at en svensk Husar-
officer, som var indkvarteret der, har qvalt ham og kastet ham
i Vandet. Efter Regjeringens Ordre anstilles streng Under-
søgelse.
23de Januar.
Jeg fik et Brev og en Pakke fra Statsraad Rosenblad.
Brevet var, som venteligt, saare forbindtligt. "Det var ham en
virkelig Glæde at gjøre Bekjendtskab med en Mand, som for-
ener stor Veltalenhed med varm Iver for den sande evangeli-
ske Lære". Tilsidst lykønsker han mig med Nordstjerneordenen.
"Dette Hæderstegn, som er stiftet for retskafne Mænd i Norden, er
et Bevis paa Kongens Agtelse for Deres Høiærværdigheds Lær-
dom og udmærkede Fortjenester". Pakken indeholder en Hob
Smaapjecer fra og om Bibelselskabet. -- Guldpokalen over-
gaves i Formiddag Christie i Storthingets Sal i Overvær af
de Storthingsmænd, som kunde samles. Omtrent ved samme
Tid var Stads i Byens Kirke med Musik, Sang og Tale (den
sidste af Lumholtz) Jubelparret Poul Clausen og hans Kone til Ære.
Kirken skal have været fuld. Til Middagsselskabet i Stiftamt-
mandsgaarden vare vel et Par hundrede Mennesker indbudne
og siden omtrent ligesaamange Unge til Bal. Naturligvis var
der Overflod af Mad, hvoriblandt dog ingen af de fine franske
Retter, man i Thygesens Tid fik i det Hus, samt 4 Sorter Vin
og Biskop. Midt i Maaltidet fik vi en maadelig Sang, Ju-
belparret til Ære. En langt skjønnere istemtes af Valerius,
der havde havt den heldige Ide at sammenligne Nora og Svea
med det ærværdige Par og at spaa dem, omringet af Børne-
børn, et ligesaa glædeligt Guldbryllup. Essen udbragte i den
Anledning med sin alvorlige, dæmpede Stemme en Toast for
|
| s.16 | Foreningen, som jeg maa sige rørte mig mest af alt. Et Par
andre Skaaler udbragtes siden, men jeg kan ikke sige, der var
morsomt; dertil var Selskabet altfor uhyre stort og blandet.
25de Januar.
Endnu har man ikke afvrøvlet om Grev Wedel. En
Anonym har med Føie doleret over, at Transportskydsen for
den Eidsvoldske Rigsforsamlings Medlemmer endnu ikke er be-
talt, skjønt den var lovet og ventet siden 16de Mai f. A. --
I Budskeruds Amt skal ved Valgforsamlingen have været en
formelig Bondecoalition, hvorved især Geistlighedens Udelukkelse
var et Hovedpostulat. Dens Modstand mod Værnepligtens Ind-
skrænkning til det 25de Aar skal Bondestanden have taget den
meget unaadig op. Tre Bønder ere valgte.
26de Januar.
Rigstidenden indeholder Svar paa alle de Ansøgninger og
Forestillinger, Deputationen havde at overbringe. Fæstninger-
nes Rømning loves ubetinget. Vicekonge kan Kronprindsen
ikke blive, da Kongens tiltagende Alder og ustadige Helbred
gjør hans Nærværelse nødvendig ved dennes Side, men han
skal saa ofte som muligt komme til Norge. At han derimod
bliver Chef for et gevorbent Regiment, bevilges saameget hel-
ler, "da de norske Krigere derved gives Leilighed til umiddel-
bar at tjene under den store Feltherre, der, om Krig igjen
skulde nærme sig Scandinaviens Grændser, skal føre dem til
Hæder og Seier". (Altfor snart desværre vil maaske dertil gi-
ves Leilighed. Det ser ligt ud til, at Underhandlingerne paa
den Wienske Congres ville vorde afbrudte. Rusland og Preus-
sen paa den ene Side, Østerrig og Frankrig paa den anden
menes at indgaa en Coalition, og vor Skjæbne vil vel mest
bero paa, hvilket Parti England tager). Handelsaffæren vil
Kongen afgjøre efter Overlæg med begge Rigers Statsraad el-
ler ved Forestillinger hos Vedkommende gjennem det udenland-
|
| s.17 | ske Departement. Endelig forsikrer han Universitetet om sin
særdeles naadigste Beskyttelse samt Bestræbelser for dets Frem-
vært. -- Fremdeles fortælles i Bladet om Guldpokalens Over-
levering. Den var, fortalte Neumann, fyldt med Malagavin.
Efter en liden net Tale af Treschow gik den om som en Com-
munionskalk, med hvilken den ogsaa har megen Lighed. Hver
tog en Slurk; tilsidst tømte Christie den og takkede rørt med
nogle faa Ord.
Schmidt skriver: "Jeg har læst din Nytaarstale, og ønsker
og beder af ganske Hjerte: Dig ske som Du tror, men sukker
derhos: Herre! hjælp min Vantro". "Havde Schmidt været i
Stockholm", sagde Neumann, hvem jeg forelæste Brevet, "vilde
han ikke sagt saa", og jeg tror, han har Ret, da den ellers
saa sindige og rolige Christie i faa Timer saaledes har over-
vundet Mor Koren, at hun nu er ligesaa glad ved Carl Jo-
han som før ved Christian Frederik.
Der var stor Diner hos Essen i Anledning af Kron-
prindsens Fødselsdag. Jeg var aldeles ikke frisk den hele Dag.
Frugalitet i Mad og Drikke vilde da nok være mig tjenligst,
og jeg er derfor ikke i Hjertet glad over de mange Gjæstebud,
da jeg ikke har Styrke nok til at overvinde Fristelsen, naar jeg
ser delicat Mad og Vin foran mig, men maa nyde af alt.
Jeg kan just ikke sige, Essens Retter vare meget tillokkende;
de fleste skulde desuden været varme, men vare kolde, og Til-
lavningen havde heller intet udmærket, men 10 Sorter Mad,
dertil Cognak, Rødvin, Madera, Malaga, Champagne, Punsch
og, efter Kaffeen, Liqueur, det anbefales nok ikke enten Syge
eller Sunde i nogen Diætik, og at for mig Hovedpine og maa-
delig Nattero var Følgen, kunde ei undres over. Neumann
var min ene Sidemand ved Bordet, og vi vexlede mangt et
behageligt Ord, men da Kronprindsens Skaal blev drukket uden
Sang og Klang, oprørtes hans Inderste. Han vilde især, at
de norske Digtere skulde hædret Prindsen, og da jeg nu erklæ-
|
| s.18 | rede ikke at henhøre blandt disse, geraadede han i ny Iver
over, at ogsaa jeg bekjendte mig til den nye Lære, efter hvil-
ken kun Oehlenschläger, Ingemann og høist Baggesen maa
være Digtere. For mig vilde det slet ikke være passende uan-
modet at skrive en saadan Sang, da det af min hele patrioti-
ske Vennekreds vilde blive anseet for underdanigst
Tak for Nord-
stjerneordenen. -- Jeg vilde ønske, at Bergh, inden Storthin-
get aabnes, maatte faa gyldigt Forfald. Han er det evige
Tvistens Æble, og jeg er glad ved at vide min Samvittighed
fri, da jeg første Gang ikke voterede paa ham, og han anden
Gang havde saamange Stemmer, at min aldeles ikke gjorde
Udslaget. Han er dog en tvetydig Person, og var idag den
stiveste Hofmand i det hele Statholderselskab.
1 tilbake Det overordentlige Storthings Hædersgave til Præsidenten Chri-
stie, se Dagbogen for 10de November 1814.
Udg.
2 tilbakeJ.E. Berg til Justitiarius i Christiania Stiftsoverret, V.C.
Sibbern til Amtmand i Smaalenene.
Udg.
3 tilbake Især er dette mig paafaldende med Biskop Bugge, der synes at
forfølges af samme Skjæbne som under den danske Regjering.
4 tilbakeUrigtigt.
Udg.
|
|