16de November.


   Paa Storthinget debatteres mest om Handelsaffærer.
De to eneste Forslag, der havde nogen Interesse for mig,
vare af Schmidt og Brun. Schmidt fandt det betænke-
ligt, at der i Grundloven intet var fastsat angaaende
Universitetet. Treschow sagde, at han ikke vilde undladt
at gjøre Motion derom, naar han ikke havde været over-
bevist om, at det var Regjeringens alvorlige Villie at
haandhæve det. Neumann fandt, at det dog var godt, at
der rørtes ved den Sag, da man i en tydsk Avis havde
læst, at det norske Universitet skulde sammensmeltes med
Universitetet i Lund. Bech havde samme Overbevisning
som Treschow, men understøttede dog Motionen, siden
den engang var gjort. Det vedtoges enstemmigen, at
Kongen skulde ansøges om Beskyttelse for Universitetet.
s.334   Brun foreslog, at de mindre Embeder, hvortil han regnede
Foged-, Sorenskriver- og Præste-Embeder, skulde besættes
af Statsraadet uden Kongens udtrykkelige Consens; men
efter en længere Debat tog han Forslaget tilbage, da dets
Urimelighed var bevist.




17de November.


   Wergeland træder nu atter frem med en politisk
Tale, hvori han har motiveret sin Adfærd paa Eidsvold,
og viser, hvorledes han baade ventede og ønskede det, som
nu er skeet. Som Tillæg er aftrykt de Taler, han
holdt paa Rigsforsamlingen. Jeg kan ved flygtig Gjen-
nemlæsning ikke mærke andet, end at den er skrevet baade
med Grundighed og Beskedenhed, uden Svulst og Hyper-
boler. -- Paa Storthinget foregik Valget af en Deputa-
tion, som skal afgaa til Stockholm, for at complimentere
Kongen og overlevere ham Grundloven. Man havde
igaaraftes bedet de Medlemmer, som vare villige til at
gjøre denne Reise, at anmelde det for Præsidenten, dog
saaledes, at det skulde staa Storthinget frit for, at vælge
dem eller andre. Ifølge heraf havde meldt sig Bech og
Bryn, samt Bønderne Peder Bygvald og Erik Noer.
Idag meldte sig endvidere Stenstrup, og Præsidenten selv
erklærede at ville modtage Valget, dersom det faldt paa
ham. Jeg ved ikke, hvo der gjorde Motion om, at ogsaa
de burde nævne sig, som ønskede sig forskaanede, men det
opgav man snart, thi over en halv Snes Mænd reiste
sig og talte i Munden paa hverandre, saa det blev en
svar Tumult. Der besluttedes da at skrive til Votering,
hvorved der fastsattes som Norm, at der skulde være to
Bønder, og at idetmindste en af hvert Stift maatte væl-
ges. Christie blev Deputationens Formand med 72 Stemmer.
s.335   Dens øvrige Medlemmer ere: Neumann, Hagerup, Abel
og Hegermann, samt Bønderne Asmund Nørgaard og
Erik Noer. Hegermann bad sig fritagen, men hans
Grunde fandtes uantagelige, og han maa afsted. En
endnu større Mortification frygter jeg forestaar vor Bisp,
da Treschow siges forvist at være bestemt til Statsraad
for Oplysningsvæsenet. Han har sagt til Neumann, at
der i saa Fald intet andet bliver tilbage for ham, end at
tage sin Afsked. Biskop Rosenstein, som tilligemed Mør-
ner er reist idag, havde i den Anledning sagt, at man
med Treschow dog idetmindste var sikker paa, at han
ikke var venal. -- Schmidt betroede mig 3 hemmelige
Artikler, indrykkede i Statsraadets Protokol, hvoriblandt
den høist mærkelige: "at Kongen under hvilketsomhelst Paa-
skud skulde nedlægge Regjeringen, og overgive den i Stats-
raadets Hænder"!! Var da virkelig hans Sygdom et
Paaskud, en Farce? Det gav min Agtelse for ham det
sidste Stød.




18de Novbr.


   Fredriksstad og Fredriksten Fæstninger ere endnu
besatte af svenske Tropper imod Grundlovens Bud. Sib-
bern bragte idag denne Sag paa Bane, og en Deputa-
tion sendtes til Kronprindsen for at spørge, hvor snart
disse Fæstninger kunde rømmes. Han svarede, at naar
Ed var aflagt over hele Landet, skulde han bestræbe sig
for at skaffe Tropperne bort saasnart som muligt, senest
inden det ordentlige Storthings Aabning. Det var imid-
lertid nødvendigt at Tropperne maatte blive liggende der
endnu en Tid, da man havde Ammunition m. v. af 2
Millioners Værd, som ikke strax kunde bortføres. Iøv-
rigt kunde det ikke røbe Mistro fra svensk, eller vække den
s.336   fra norsk Side, da den hele Styrke, som blev tilbage, var
700 Mand i Frederiksstad og 400 paa Frederikssten. --
Storthinget fandt dette Svar aldeles ikke tilfredsstillende.
Nansen, Koren, Ræder, Tybring, Schmidt, Schultz, Ole
Haagenstad, Theis Lundegaard og maaske flere talte deri-
mod. Kun Treschow kunde tænke sig en Grund til For-
halingen, hvilken dog Ræder beviste at være aldeles ugyl-
dig. Fæstningernes Rømning stod ikke i mindste Forbin-
delse med Edens Aflæggelse eller næste Storthing, da
Grundloven bestemmer, at svenske Tropper (faa eller man-
ge, kort eller længe) ikke maa stationeres inden Norges
Grændser. Man ytrede, at Broderrigets Eiendom var
ligesaa tryg under norsk som under svensk Bevogtning, og
at der med Hensyn paa Conservation og Bevogtning blot
behøvedes et Par civile Commissærer: at Tropper ei be-
høvedes til Flytningen, da Transport sker paa anden
Maade, i det høieste under militær Bedækning, som dog
i Fredstid ikke behøves: og fremfor alt, at det vilde være
yderst krænkende baade for Storthingets Medlemmer og
deres Committender, naar de hjembragte det Budskab, at
en vigtig Artikel i Grundloven allerede var overtraadt.
En Committe paalagdes at indgive Indstilling til imorgen,
da Sagen skal tages under endelig Afgjørelse.

   Iaften var Bal hos Kronprindsen. Glimrende var
der, det er vist og sandt, men hvad Morsomheden angaar,
da lader den sig slutte af de indbudne Gjæsters Antal:
450. Hvor frit de Dandsende kunde aande og bevæge
sig, ved jeg ikke, men vi Andre løb hverandre paa Ar-
mene hvert Øieblik, og naar man vilde gaa gjennem
Dandsesalene (der var to) blev man ofte staaende i en
saadan Trængsel, at man hverken kunde komme frem eller
s.337   tilbage. I den store Dandsesal var anbragt et Trans-
parent, hel maadelig malet, der forestillede Noras og
Sveas Forening. De saa ikke paa hinanden og havde sure
Gesichter, af hvis blussende Rødme man desuden friste-
des til samme Slutning som Barselkonen hos Holberg
om hendes Søsters Amme. -- Lieutenant Schwartz har
faaet Ordre til at forlade Norge. -- Sverdrup bad mig,
nu og da om Aftenerne at besøge ham. "Jeg savner
Menneskeomgang", sagde han, "her er Folk nok, men faa
Mennesker".




19de November.


   Som Grund til Schwartzs Forvisning angives; at
der i Skaane er opdaget og arresteret danske Commissæ-
rer, som vilde organisere en Opstand. -- I Intelligents-
seddelen fandtes et maadeligt og derhos høist utidigt Lov-
digt over vor forrige Konge. Det har gjort en meget
ubehagelig Sensation paa de Svenske, og de ikke udsendte
Nummere af Bladet skulle i Eftermiddag være supprime-
rede.

   I Storthinget fremlagde Fæstningscommissionen For-
slag om, at man skulde forlange Fæstningerne rømmede
til næste Februar Maaneds Udgang, og at, hvis Prind-
sen ikke kunde eller vilde give et saadant Løfte, Deputa-
tionen, som afgaar til Stockholm, maatte bemyndiges til
at foredrage Kongen selv Nationens Ønske. Nansen var
meget heftig og pathetisk, og fandt Terminen for lang.
Ogsaa Schultz vilde have de Svenske strax ud af Landet.
Wedel og Treschow fandt intet farligt i, om ogsaa de
svenske Tropper blev længere, men bifaldt dog Forslaget.
Ogsaa Christie og Motzfeldt fandt, at en Tid burde fast-
sættes, og at denne kunde være passende. Forslaget an-
s.338   toges med 47 Stemmer mod 29. Denne Besked brag-
tes Prindsen i Eftermiddag, og han svarede, at han ikke
kunde give noget bestemt Svar, men billigede aldeles det
nye Forslag, og vilde selv gaa i Spidsen for Deputatio-
nen og anbefale Kongen Folkets Ønske. Det er vel alt-
saa en blot Formalitet.

   De nye Statsraader ere nu udnævnte. Kammer-
herre Anker gaar paa sin gamle Alder til Stockholm som
Statsminister, og forlader saaledes, maaske for bestandig,
sit skjønne rolige Bogstad. Wedel, som sagdes fornær-
met over ikke at være bleven Statholder, og ikke at ville
have noget Embede, har taget tiltakke med som Statsraad
at staa i Spidsen for Finantserne, hvilket glæder mig
oprigtigt, da der vist ikke er nogen, paa hvem det latinske
Ordsprog: "Otium est pulvinar diaboli" mere passende
kan anvendes, end paa denne talentfulde Mand. Han
har paa dette Storthing sagt mange ypperlige Ting, og
med Klogskab benyttet ethvert Vaaben, hvormed han kunde
seire over Modpartiet. Forudsat, hvad man hos en saa
rig og uafhængig Mand ikke vel kan tvivle om, at det
ikke er af Egennytte, men af Overbevisning han har talt
Foreningens Sag, har jeg intet at indvende mod hans
Storthingsvirksomhed, naar jeg undtager Debatten om
Takadressen til Kongen, hvor personlig Animositet mod denne
altfor tydelig stak frem. Hegermann, Treschow, Diriks,
Professor Krogh og Motzfeldt ere de øvrige Statsraader.
Christie, hvem ogsaa en Statsraadpost var tilbudt, væg-
rede sig standhaftigen. Man tror, at han bliver Stift-
amtmand i Bergen. Biskop Bech har man søgt at trøste
ved at gjøre ham til Vicecantsler ved Universitetet. Hvad
s.339   dette Embede betyder, ved endnu Ingen, men det vil vel
blive opklaret, naar Fundatsen engang udkommer.




20de November.


   Jeg havde en skarp Dispute med Schmidt i Anled-
ning af Statsraadsvalget. Han paastod, at der ikke kunde
være to Meninger om, at det jo var Hensigten med de
udmærkede Mænds Ansættelse i Regjeringen, at berøve
Nationen dem som Repræsentanter og Talsmænd. Jeg
forsikrede ham om, at der virkelig var to Meninger, da
jeg havde en anden. Han indskrænkede da sin Paastand
til Storthinget, som kun skal have en Mening om den
Ting, hvorom jeg ligeledes tvivler. Mine Anmærkninger
herved ere fire: 1. Hensigten, hvorfor man gjør noget,
er det vanskeligt at bedømme. Udfaldet kunde blive efter
Schmidts Spaadom, uden at man derfor var berettiget
til at antage en saadan Plan fra Regjeringens Side.
2. Fem Storthingsmænd ere udnævnte til Statsraader.
Hvormange mon af disse Schmidt vil savne paa næste
Storthing, sæt endog, at de alle blive gjenvalgte? Wedel
og Treschow sikkerlig ikke; dem skyder jo han og Opposi-
tionen efter med begge Hænder. Professor Krogh vist
heller ikke. Mere end den halve Tid var han syg. Først
den 4de November indfandt han sig, og understøttede Kon-
gens Veto, men det hjalp ikke, thi Præsten Abel havde været
endnu virksommere. Siden har han spillet en meget pas-
siv, tildels tvetydig Rolle. Diriks tabte allerede den første
Dag meget af den Popularitet, han havde vundet paa
Rigsforsamlingen, og har siden aldrig gjenvundet den.
Han har arbeidet flittig i Committeen, men sjelden talt
i Forsamlingen, og nærmet sig stærkt til det Wedelske
Parti. Altsaa er Motzfeldt den eneste, han vil savne, og
s.340   det er dog ikke at gjøre Ord af. 3. Er det ikke ogsaa
vigtigt at duelige, retskafne, fædrelandsksindede Mænd sidde
i Statsraadet? En Statsraadspost er ingen Hofcharge og
Statsraaden er ligesaavel som Storthingets Medlem Fol-
kets Mand. Den, der skal gjøre Indstilling om Embe-
ders Besættelse, om Landets Tarv i alle Grene, hvis
Raad, naar det gjælder Krig eller Fred, Kongen er for-
pligtet til at høre; den, der skal vaage over, at Lovene
agtes og overholdes -- sandelig, han er en vigtig Mand
i Staten, og Kongen var høiligen at dadle, om han be-
satte en saadan Post med en krybende eller snedig Hof-
mand. Tvertimod er det mig et glædeligt Bevis paa, at
Ligheden respekteres, at disse høieste Poster uden Rangs-
forskjel tilbydes Grever, Generaler, Professorer, Capitai-
ner og Sorenskrivere. 4. Hvem siger da, at Norge ikke
eier ligesaa udmærkede Mænd som Motzfeldt og Christie,
eller at unge Mænd ikke i Stilhed umærkeligen danne sig
til ligesaa ypperlige Folkerepræsentanter? Hvad var Motz-
feldt og Christie ved dette Aars Begyndelse? hin en Ar-
tillericapitaine, denne en Sorenskriver, som Ingen kjendte
udenfor deres indskrænkede Virkekreds. Det var først ved
Rigsforsamlingen, Nationen lærte dem at kjende. Var
alt gaaet sin gamle, rolige Gang, maaske havde da en
Majors Charge været nuværende Statsraad Motzfeldts
non plus ultra. Og da nu Storthinget holdes hvert tre-
die Aar, og i det første Aar tre Gange, hvem ved, hvilke
Mænd Nationen da efterhaanden vil lære at kjende? San-
delig, det var at gjøre Norge en altfor slet Compliment,
at erklære et Par Mænds Udgang af Repræsentationen
for Nationaltab; og sæt nu, at de ikke vare blevne
gjenvalgte -- hvad saa?

s.341  


21de November.


   Jeg var ikke paa Storthinget, hvor Deputationen
frembragte Kronprindsens ovenanførte Svar, og hvortil
endnu kom et confidentielt Tillæg, som betroedes Stor-
thinget under 158 Øine, at man først maatte vide sig
betrygget mod fremmede Agenter, der søgte at vække Op-
stand i Landet. Nansen havde et forunderligt Forslag,
som Ingen værdigede Opmærksomhed, igjen at besætte to
svenske Grændsefæstninger med norske Tropper. -- Schwartzs
Bortvisning, hører man nu, er ikke skeet med den Eclat,
som Rygtet sagde. Politimesteren anmodede ham i Grev
Essens Navn om at forlade Landet. Han spurgte, om
han ei kunde blive til Mandag, og det bevilligedes.




22de November.


   Schmidt kom i Middags hjem med forklaret Aasyn,
og bebudede med jublende Stemme den Triumph, han
havde faaet, at Odelsthinget, ifølge Committeens Indbe-
retning, har fundet sig beføiet til enstemmig at decretere
Haxthausen indstævnt for Rigsretten. Jeg forestilte mig,
hvilken skrækkelig Sensation det maatte gjøre paa ham,
da han, efter den fra Overkrigscommissionen givne For-
klaring, maatte tro, at der var Fred og ingen Fare, men
med største Forundring erfarer jeg det Modsatte. Tre-
schow bragte ham denne Tidende hos Rosenkrantz, hvor
der var Selskab, og han blev meget glad, og erklærede
det for den lykkeligste Dag i hans Liv, da han saa, at
der nu maatte blive en Ende paa Tingen. Det skal vir-
kelig glæde mig, om det er den gode Samvittigheds Mod,
som besjeler ham. Jeg har aldrig kunnet overtale mig
til at bryde Staven over Manden, hvis Forhold maaske
undertiden kan have været tvetydigt, men som dog nok
s.342   den tusindtungede Fama med utilbørlig Geschæftighed har
søgt at sværte. I mange Aar har den offentlige
Stemme været imod ham. Kjendsgjerninger have ikke i
den senere Tid bestyrket dens Dom, uden forsaavidt saa-
danne nu maatte være opdagede og kunne bevises. Den
maa altsaa grunde sig paa noget Foregaaende; og hvo
ved, hvilken ubetydelig, undskyldelig Begivenhed, der først
kan have bragt den i Gang? Naar man erkjender, ved
hvilken Bagatel et Menneske kan komme for Orde fra den
fordelagtigste Side, skulde dette da ikke kunne ske fra den
modsatte? Lovfældes Haxthausen for Domstolen, da er-
kjender jeg ham for Forbryder, uden dog derfor at anse
det for afgjort, at han er moralsk slettere end adskillige
af dem, der gaa med oprakte Hoveder, kronede med Hæ-
der og Værdighed. Indtil da suspenderer jeg mit Judi-
cium, uden at reflectere paa, hvad 60 Storthingsmænd
have sagt, nogle vistnok af ren Iver for Ret og Dyd,
men andre vistnok af lidenskabelig Partiskhed og en stor
Del som tankeløse Efterabere, der have hørt Haxthausen
nævne som en Bussemand, og skyde til den hældende Vogn,
fordi alle andre gjøre det, og saa skulde den rigtignok
have en underlig Structur for ikke at vælte. -- Jeg gjorde
vor nye Statholder min Opvartning. Han er en middel-
maadig høi, alvorlig og sagtetalende, noget stiv Mand.
Paa Hjemveien traf jeg Wulfsberg, som fortalte mig, at
han gaar til Stockholm som Prinds Oscars Lærer i det
norske Sprog, og desuden ventelig som Secretær eller
Bureauchef ved Statsraadet.




23de November.


   Paa Storthinget var lange Debatter over et Forslag
af Regjeringen, at gjøre et Laan af 2 Millioner Rbd.
s.343   N. V. Laanets Nødvendighed kunde Ingen benægte, der-
imod vare Stemmerne baade i Salen og paa Galleriet
forskjellige i Henseende til Fremgangsmaaden og de tagne
Beslutninger, og vor Præsident var vistnok ikke aldeles
angerløs. Statsmændene Wetterstedt og Wirsèn fandt
det idetmindste urigtigt at udstykke Qvæstionen saaledes
som han gjorde, og det Decret, som han ved denne Ud-
stykning, og ved at ytre sin egen Mening, drev igjennem,
erklærede Finantscommitteens første Medlem, Rasmussen,
for urigtigt. "Laanet", saaledes faldt Beslutningen, "bør
søges indenlands i det høieste til 6 pCt. Først da, naar
det ei er at faa paa disse Vilkaar, maa Regjeringen søge
det udenlands paa de Betingelser, der findes tjenlige".
Jeg forstaar slet ikke den Ting, men Rasmussen, som
uden Tvivl har større Indsigt deri, end noget Storthings-
medlem, undtagen Wedel (hvis Mening stemte mod hans)
ansaa det muligt at faa udenlandske Laan for lavere Rente
end den for det indenlandske bestemte, og troede intet i denne
Stund fordærveligere for en Debitor, end at gjøre Laan i
Rigsbankpenge Navne-Værdi, da det er høist rimeligt, at
han maa betale dobbelt eller tredobbelt saa meget, som han
har faaet. Da denne Sag var afgjort, besluttedes det,
at næste Storthing skulde aabnes første Søgnedag i Juli
1815. Endelig overdrog man Redactionscommitteen at
slutte Contract med en Boghandler om Udgivelsen af
Storthings-Forhandlingerne, saaledes at 120 -- 50 Expl.
afgives til Storthinget og Autoriteterne, dels for at und-
gaa et lignende Tab som det, Statskassen har lidt ved
Udgivelsen af Rigsforsamlingens Forhandlinger, da af
12000 Exemplarer endnu mere end 10000 ere usolgte,
dels fordi man ansaa det under Storthingets Værdighed
s.344   og udenfor dets Competence at befatte sig med deslige
Speculationer. Hertzberg mente, at Forlæggeren kunde
afgive 2000 Exemplarer, hvorved Forsamlingen brød ud
i høi Latter, og jeg holdtes skadesløs for en lang For-
middags Ennui.




24de November.


   Schmidt laante mig et Par Ark af sin Dagbog,
for deraf, hvad Storthinget angik, muligens at kunne for-
øge eller berigtige Optegnelserne i min. I den Anled-
ning har jeg blot at tilføie, at det ikke er Opstand, men
Mistro til Foreningen, de danske eller rettere sagt christi-
anitiske Emisærer i Sverrig og Norge søge at vække.
Jeg vil tro, den allerede staar saa fast, at idetmindste
Christians marvløse Arm ikke kan rokke den. -- Odels-
thinget besluttede idag at tilskrive Statsraadet om at faa
Commissæriatscommissionens Forhold undersøgt. Dahl
gjorde Motion om at sætte Generalauditør Bergh under An-
klage, men derimod hævede mange Stemmer sig. Man erin-
drede, at Armeens Forsyning med Klæder, som egentlig
paalaa ham, altid var bleven rosværdig besørget, og at
han snarere fortiente Tak end Bebreidelse og Anklage. --
Haxthausen, som efter Grundloven har Ret til at forskyde
en Trediedel af Rigsrettens Medlemmer, har erklæret, ikke
at ville forskyde en eneste. Den Frimodighed, han viser,
er virkelig for skjøn, til at kaldes Dumdristighed eller Fræk-
hed, og det skal, som sagt, glæde mig, om han bestaar
i Kampen med Ære. -- Neumann mente, at Storthinget
endnu vilde blive siddende nogle Dage, da man har op-
daget, at Rigsretten mangler Instrux, hvilken altsaa først
maa forfattes og sanctioneres, men siden hørte jeg af
Schmidt, at der ei toges Notits deraf, hvilket er under-
s.345   ligt nok. Fremdeles talte Neumann om vort Sølvs be-
drøvelige Skjæbne, det nemlig, som vi med saamegen En-
thusiasme kappedes om at henkaste i det aabne Svælg,
hvis løse, hullede, men med Blomsterguirlander omvundne
Bedækning man kaldte Fædrelandets Alter. Ak, det gik
os som Leonore i det arabiske Pulver med hendes Ring
og Pernille med hendes Skuepenge! Og Professor Ro-
sted, som gav sine sidste Sølvskeer! Ja altfor megen Ret
havde desværre den hjerteløse -- n, da han vilde offerere
sin Valbirkskub, at gjøre Træskeer til dem, der havde
stilt sig ved sit Sølv.




25de November.


   Som Modvægt mod Fordømmelsesdommen over
Haxthausen, ytres nu af enkelte Misnøie over den Frem-
gangsmaade, der er brugt mod ham, og man vil give det
Udseende af, at det er nogle Fiskerkjærlingers Opløb, som
er Skyld i den hele Fracas. Men det var neppe Fi-
skerkjærlinger eller overalt Folk af den laveste Pøbel, som
besluttede og anførte Opløbet udenfor hans Hus. Den
offentlige Stemme havde længe været imod ham, og intet
var naturligere, end at, da det var gaaet saa galt med
Armeen, han, der var dens Intendant og desuden besad
Kongens Fortrolighed, maatte være en af de første, mod
hvilken Mistanke og Forbitrelse vaktes. En saadan Ca-
tastrophe maatte sætte Gemytterne i Gjæring, og i saa-
danne Tilfælde udsøger man sig gjerne et Par Individer,
at udgyde sin Harme over, og paa hvem i Christiania
maatte under de Omstændigheder Tanken heller falde, end
paa Haxthausen. At dernæst Overkrigscommissionens Un-
dersøgelse, det forlangte Eftersyn af Statsraadets Proto-
col og Haxthausens Indstævning for Rigsretten skulde
s.346   være en Følge af hint Opløb, og ei uden det skulde fun-
det Sted, kan jeg aldeles ikke tænke mig. Nationens Ære
var krænket, og at da dens Styrere gjorde alt for at faa
den reddet i Verdens og sine egne Øine, er ligesaa na-
turligt som ædelt og bifaldsværdigt. Alt, hvad der nu
er skeet, var sikkerlig skeet, om Haxthausens Ruder ei havde
faaet mindste Knæk, hans Flugt til Hadeland ene undtagen.

   Gaardsdagens Beretning om den manglende Instrux
for Rigsretten kan jeg nu supplere med hvad jeg har læst
i Schmidts Dagbog, at Lagthinget fremlagde Odelsthin-
get denne og flere Betænkeligheder, at der var debatteret
derover, og at nogle endog vare af den Mening, at Sa-
gen skulde udsættes til næste Storthing, hvilket vilde været
en aabenbar Irregularitet og Uretfærdighed mod den An-
klagede, men omsider bestemtes, at det skulde blive ved
Odelsthingets Beslutning, og Rigsretten maatte paa eget
Ansvar se til, hvorledes den kom ud af det. Dette maa
da vel ske ved en af Kongen given interimistisk Instrux.




26de November.


   Neumann har til sin forestaaende Stockholmsreise
uddelt Stambogsblade, af hvilke jeg ogsaa har faaet et.
Idag sendte jeg ham det tilbage med følgende Vers, hvor-
ved anmærkes, at de Svenske skulle have stødt sig over,
at der ingen Biskop er i Deputationen:


           "Som Præstestandens Tolk til Stockholm vandrer du;
          Jeg beder dig, min Neumann! gjør den Ære!
          Vis Majestæten, at, skjøndt ikke Bisp endnu,
          Du dog fortjener det at være".

-- Efter Hounts Beretning ere de svenske Herrer mis-
undelige over vore Friheder. Essen havde yttret sin For-
undring over, at der endnu var Mænd, der vilde ansees
s.347   for sande Patrioter, der kunde være mod en Forening,
som var sluttet paa saa favorable Vilkaar for Norge.

   Klokken fire i Eftermiddag gik jeg for sidste Gang
paa Galleriet, hvor jeg i disse to Maaneder har tilbragt
saamange Timer, og været Vidne til yderst vigtige For-
handlinger. Jeg stod idag ligeoverfor Kronprindsen og
kunde se ham meget vel, og næsten forstaa hvert Ord af
hans vakre franske Tale. Oscar gjentog den paa norsk
og skilte sig overmaade godt derved. Ved det, at det ko-
stede ham nogen Anstrengelse, talte han langsommere og
tydeligere end sidst, og jeg hørte ham med den sandeste
Tilfredshed. Christie svarede med en længere Tale end
sidst, men uden oratorisk Pynt, skjøn som den. Med Fri-
modighed, som det egnede sig Ordføreren for et frit Folk,
vidste han at forene Finhed og Delicatesse, og nedlagde
saaledes værdigen det vigtige Embede, hvis Førelse uden
Tvivl vil gjøre ham udødelig i Nationens Annaler. Da
Prindserne vare borte, overgaves ham og Weidemann
Storthingets Takadresse af Diriks som Vicepræsident. --
Rigsretten holdes dog virkelig ikke. Lagthinget har af
Grunde, der samtlige synes uantagelige, dispenseret sig
derfor og opsat Sagen til næste Storthing. Nogle tro,
at Rigsretten kan afvise Sagen eller Haxthausen excipere
Forum, da det ikke er som Statsraad, han har begaaet
de Forseelser, for hvilke han sigtes.




27de November.


   Imorges læste jeg den nystrykte Grundlov, i hvilken
man har opdaget en slem Redactionsfeil, da den vigtige
§ 27 er udeladt. Til Lykke var kun Exemplarerne til
Storthingsmændene uddelte, og man slipper nu med at
omtrykke det sidste Blad, og kyle Paragraphen ind blandt
s.348   de almindelige Bestemmelser. Ogsaa med det af Bureau-
chef Hansen skrevne Exemplar til Kongen, der skal være
et Mesterstykke af Kalligraphi, maa samme Forandring
gjøres. -- Storthingsmændene vare for sidste Gang sam-
lede for at underskrive Protocollen. Derefter holdt Chri-
stie en Tale, hvori han erklærede sig overbevist om, at
skjøndt de havde næret og yttret forskjellige Meninger, saa
vare de dog alle oprigtige Fædrelandsvenner, og vilde
hver i sin Kreds bidrage til, at den vigtige Daad, som
de havde fuldendt, kunde vorde Norge til Held og Hæder.
Saaledes opløstes da dette Storthing, som jeg har havt
den Glæde at følge Skridt for Skridt, og se bragt til
et Resultat, der vel er et ganske andet, end vi for et Par
Maaneder siden havde ønsket eller ventet, men som dog
ganske vist, under nærværende Omstændigheder, af alle
mulige var det bedste.




28de November.


   Jeg sidder her ene denne lange Aften og har ingen
Forretninger; jeg vil derfor anvende den til i denne Bog
at optegne efter den vedtagne alphabetiske Orden de Mænds
Navne, der udgjorde den mærkværdige nu opløste Natio-
nalforsamling, og tilføie, hvad charakteristisk jeg har fun-
det hos enhver af dem i denne Qvalitet.

  

Agershus Amt:



1. Kammerraad Holst og

2. Cancelliraad Heltzen have i disse syv Uger ikke op-
  ladt Munden, uden til at sige Ja eller Nei. Af den
  duelige Forretningsmand Holst var dette mig uventet.

3. Biskop Bech har her, som allevegne, spillet en under-
  lig og tvetydig Rolle. Han har holdt Lovtaler over
  Christian, foreslaaet at give ham Appanage, og dog
  
s.349     øiensynlig heldet mere til det stærkere Parti, end han
  som god Patriot havde behøvet. Sund Fornuft
  har man dog her ligesaalidt som ellers savnet i hans
  Tale.

4. Doctor Neumann har talt sjelden og kort. Et For-
  slag, aldrig at føre offensiv Krig mod Danmark,
  var det eneste, som røbede mindre Overlæg. Jeg
  ønsker, at det aldrig maa komme dertil; men Om-
  stændighederne kunde dog støde saaledes sammen, at
  en slig Forpligtelse vilde genere eller maatte brydes.

Arendal:


5. Doctor Møller, et af Storthingets virksomste Med-
  lemmer, rig paa Projecter og Indvendinger, nogle
  fornuftige, andre ufornødne og utidige, der blot stand-
  sede Forretningernes Gang.

Bergen:


6. Assessor Hagerup, en vakker, blid, jovialsk Mand,
  der i Selskab converserer meget behageligt, men paa
  Storthinget talede han ikke et Ord.

7. Consul A. Konow derimod afgav ofte sin Stemme,
  især i Handelssager, og var blandt Bergenserne den
  stiveste Oppositionsmand. Hans Stemme er saa
  svag, at den blot kunde høres i en liden Del af
  Salen.

8. Capitaine, nu Statsraad Motzfeldt, den personifice-
  rede sunde Fornuft. Der var vel faa Dage, han
  jo ei talte 3 -- 4 Gange, men jeg tror aldrig, der ud-
  gik et eneste uveiet Ord af hans Mund.

9. Sorenskriver Christie er i det Foregaaende saa ful-
  deligen charakteriseret, at jeg blot ved ham og Motz-
  feldt endnu maa tilføie, at Ingen letteligen vil af-
  
s.350     tviste disse to Bergensere Prædicat af Storthingets
  ypperste Medlemmer.

Nordre Bergenhus Amt:


10. Præsten Dahl. At han, især i Begyndelsen, var
  en ivrig Zelot, og at sund Fornuft ei altid mo-
  dererede hans Iver, er flere Gange gjentaget her,
  og han gav Prøve derpaa, da han, uden at være
  bunden af indskrænkende Fuldmagt, ene stemte mod
  Foreningen, men en oprigtig Fædrelandsven anser
  jeg ham for, der talte og handlede efter Overbevis-
  ning, og at han tillige er et ædelt Menneske, lagde
  han for Dagen ved Debatterne om Takadressen.

11. Proprietær Ole Svanøen viste et virkelig beundrings-
  værdigt Mod, da hans fem nærmeste Formænd havde
  voteret mod Foreningen, og han, ved at dissentere
  fra dem, banede Veien for hele den øvrige Skare.
  Engang senere har han oplæst et Forslag om Skil-
  lemynt; ellers har han været meget stilfærdig.

12. Erik Noer og

13. Torger Næs vare blotte Auscultanter. Jeg ved ikke,
  hvorfra Schmidt havde den Ide, at den Sidste skulde
  være en ivrig antisvensk, hvilket hans Votering in-
  genlunde beviste.

Søndre Bergenhus Amt:


14. Provst Hertzberg. Denne berømte, og i Omgang
  ret behagelige Mand udmærkede sig som Storthings-
  mand mest ved sin Excentricitet. Han har noget vist
  imponerende i sit Udvortes og i sin Stemme, der
  minder om hans Ven og gamle Dusbroder Biskop
  Brun, og mener det vist saare vel, men ogsaa paa
  ham, som paa Philosophen ex professo, kunde der
  
s.351     mere end en Gang anvendes: Si tacuisses, philoso-
phus mansisses.

15. Od Kløve, Bonde fra Voss.

16. Thorbjørn Sandvigen fra Fjeldberg havde et ær-
  værdigt, kraftfuldt Udseende, og man fortalte om
  Udladelser af ham til Grev Wedel efter de famøse
  Debatter om Kongen, og til Kronprindsen, da han
  var i Frederikshald som Deputeret, der vidnede baade
  om Forstand og Frimodighed. I Storthinget hørtes
  kun hans Votum.

17. Sorenskriver Koren. Om ham er i det foregaaende
  sagt saameget, at jeg her blot maa lægge til, at saa
  ofte jeg end ærgrede mig over den Mængde unyttige
  Ord, han talte, hvorved Forhandlingerne, naar Alt
  tilsammentages, maaske forlængedes næsten en Uge,
  saa har det dog ikke formindsket min Høiagtelse for
  ham som Religionens, Fædrelandets og Menneskehe-
  dens oprigtige Ven. Blandt det meget Sladder,
  han fremførte, maa man og sige om ham, som Ho-
  ratz om Lucil: "Erat quod tollere velles". Dum er
  han ingenlunde; hans Hovedfeil er, at han ikke kan
  binde for fuld Sæk.

Bradsberg Amt:


18. Foged Florentz var stum som en Fisk.

19. Halvbonden Asmund Norgaard havde jeg efter den
  Geschæftighed, han viste allerede første Dag, troet
  vilde spille en langt betydeligere Rolle. Den telle-
  markske Bondedragt, han bestandig gik i, var egent-
  lig en Forklædning, thi ellers passerer han for Mid-
  delsstandsmand, og er kjoleklædt. Enkelte Gange talte
  han nogle faa Ord, og hørte til det moderate Parti.
s.352  

Buskeruds Amt:


20. Amtmand Collett mangler Koldblodighed. Han talte
     godt, men sjelden, og voterede bestandig med Wedel.

21. Provst Schmidt tog med Liv og Sjel Del i For-
  handlingerne, indstrøede ogsaa jevnligen Anmærknin-
  ger af mer eller mindre Vigtighed, men Foredrag af
  nogen Længde og Sammenhæng extemporede han al-
  drig. Derimod oplæste han et Par Gange skrevne
  Taler og Forslag. I hans Vota savnede jeg oftere
  Conseqvents, hvilket jeg maa tilskrive den Fuldmagt,
  hvorved han, og blandt Amtets Deputerede vistnok
  ene han, følte sig bunden.

22. Lensmand Gram var i Almindelighed af samme
  Mening som Niels Skriver. Jeg hørte intet af ham
  uden Ja og Nei.

Christiania:


23. Procurator Arntzen. Wulfsberg, hvis Had til de
  Svenske allerede da begyndte mærkeligen at dale, yt-
  trede i Valgtiden Frygt for, at Arntzen skulde være
  altfor meget Normand. Den Frygt var ugrundet;
  han talte en eneste Gang for Kongens uindskræn-
  kede Raadighed over Armeen, og stemte bestandig for
  de mildere Forholdsregler.

24. Agent Nielsen sveg min og uden Tvivl mange Fleres
  Forventning. Antisvensk viste han sig i sine fleste
  Voteringer, men ellers taug han bomstille, og det
  ikke allene i Hovedspørgsmaalet, hvor han, som en
  heftig Mand, maaske kunde frygte for at overile sig,
  men ogsaa i Handelsanliggender, hvor ingen Liden-
  skaber sattes i Bevægelse, og hvor han dog var com-
  petent til at lade sin Stemme høre.
s.353  
25. Etatsraad, nu Statsraad Treschow. Hans Vinding
     og Tab ved dette Storthing er forhen omtalt.

26. Generalpolitidirectør, nu Statsraad Diriks, forekom-
  mer mig med alle sine ypperlige Kundskaber og
  Aandsgaver at være en Smule Proteus, ret vel skik-
  ket til den høie Post, han nu beklæder. Forresten,
  se foran!

Christians Amt:


27. Sorenskriver Weidemann, Storthingets permanente
  Secretær. Som saadan fungerede han ypperlig;
  som Storthingsmedlem viste han Frimodighed, et lyst
  Hoved og et varmt Hjerte. Motzfeldts Sindighed
  mangler ham maaske, derimod har han, hvad hin
  mangler, et fuldt og skjønt Organ.

28. Proprietær Lysgaard, bekjendt for sin Rigdom og
  Luxus, men ogsaa en fornuftig og energisk Patriot,
  der især skal have talt med Indsigt om Værneplig-
  ten. Ogsaa for denne viste hans Sidemand

29. Bonden Ole Haagenstad Interesse, og fra ham kom
  det Forslag, som understøttedes af de fleste Bønder,
  men hvorimod Sagkyndige udtalte sig med feirende
  Modgrunde. Han roses ellers som en udmærket
  Bonde af sjeldne Indsigter.

30. Amtmand Sommerfeldt holdt en liden skreven Tale
  for Kongens veto ved Naturalisationen, men lod sig
  ellers aldrig høre, hvori han uden Tvivl handlede
  rigtigt.

Christianssand:


31. Biskop Sørensen indblandede sig aldrig i Debatterne,
  men declamerede med Pathos kortere og længere
  Taler: om Foreningen, om Naturalisationen, om
  
forrige
neste