|
| s.354 | Nationalflaget, om Kongens Disposition over Ar-
meen og om Tiden til næste Storthings Holdelse.
Det var sandt og skjønt, hvad han sagde, men hvad
det udvortes Foredrag angaar, syntes han undertiden
at glemme, at han ikke stod paa en Prædikestol.
32. Assessor Lange. Ivrig Disputator, der holdt fast
ved, hvad han engang havde paataget sig at forsvare.
Maadelige Talegaver.
Christianssund og Molde:
33. Præsten Angell voterede bestandig med Oppositionen,
og udlod sig den eneste Gang, jeg hørte ham tale,
med utidig Bitterhed mod de Svenske.
Drammen:
34. Præsten Tybring begyndte maadeligt, men bedredes
Dag for Dag, og sagde flere Gange ret meget smukke
og fornuftige Ting.
35. Kjøbmand Holter, ligesaa stilfærdig som hans Col-
lega var høirøstet, men talte ofte og vel, og hørte
blandt Oppositionspartiets sindigste Medlemmer.
Frederikshald:
36. Kjøbmand Hansen kom først i Slutningen af Stor-
thinget.
Hedemarkens Amt:
37. Capitaine Ræder, heftig og paastaaelig, iøvrigt, som
det synes, indsigtsfuld og antisvensk Officer og varm
Patriot.
38. Krigsraad Arntzen talte, saavidt jeg ved, aldrig, lige-
saalidt
39. Bonden Hans Grundsæt.
40. Præsten Weidemann. Den Dag, han især lod sig
høre, var jeg ikke paa Storthinget. Som den, der
|
| s.355 | bragte den vigtige Sag om Enkekassen under Venti-
lation, fortjener han at nævnes med Agtelse.
29de November.
Jarlsberg Grevskab:
41. Grev Wedel.
42. Sorenskriver Berg talte aldrig, undtagen som For-
mand i Redactionscommitteen. Han var altid i Vo-
teringen af samme Mening som Wedel.
Kongsberg:
43. Bergmester Stenstrup. Fordetmeste moderat og
passiv.
Kragerø og Risør:
44. Statshauptmand Tønder, en vakker, venlig, lyshaaret
ung Mand, der engang med en smuk Stemme op-
læste en vel sammensat lille Tale, jeg husker ikke, i
hvilken Anledning, men ellers bestandig taug.
Laurvig:
45. Provst Sartz. Jeg hørte han kun et Par Gange
fremføre sit videtur i Pengeaffærer, som nok ogsaa
er denne formuende Mands Hovedsag.
Laurvig Grevskab:
46. Præsten Bull kan blive brav, naar han faar løbet
Hornene af sig. Om 10 Aar tror jeg han afholder
sig fra saadanne utidige, tildels næsvise Anmærk-
ninger, som han har fremført paa dette Storthing.
Lister Amt:
Min Fødeegn udmærkede sig ikke ved sine Repræ-
sentanter, thi
47. Theis Lundegaard er en yderst impertinent Karl, og
kunde vist, naar han stillede sig i Spidsen for en
Bondeopstand, blive en farlig Person, og
|
| s.356 |
48. Peder Bøgvold var som "Thott, der gjorde hverken
ondt eller godt".
Samme Ubetydelighed maa jeg tillægge
Mandals Deputerede:
49. Kammerraad Tidemand og
50. Garver Jørgensen.
Den Førstes Motion mod bestemte Fuldmagter
kan jeg imidlertid, efter mine forhen yttrede Grund-
sætninger, som Schmidt aldrig kunde faa i sit Hoved,
ikke andet end bifalde.
Moss:
51. Constitueret Sorenskriver Krefting. Det er mig
endnu ikke klart, hvorvidt han qvalificerede sig til at
møde paa Storthinget, men han skadede vist ikke den
gode Sag, thi jeg hørte aldrig en Lyd fra hans
Læber.
Nedenæs Amt:
52. Præsten Abel holdt smukke Taler, men det Middel,
han anvendte for at hverve Stemmer i Naturalisa-
tionssagen, kan ikke bifaldes. I Omgang vil man
overalt have bemærket vel megen raa Studentertone.
53. Præsten Reiersen talte kun den vigtige Forenings-
dag, men i hans Votering sporede jeg altid en vis
Uafhængighed, der gjorde ham Ære.
Raabygdelagets Amt:
54. Sorenskriver Bryn. Hans tvetydige Votering med
paafølgende Renselsestale og hans mislykkede Forsøg
paa at blive Deputeret, er det, hvorved han især
har udmærket sig. Dog har han ogsaa talt ved
andre Leiligheder, og ikke talt ilde.
|
| s.357 |
Romsdals Deputerede:
55. Amtmand Krogh,
56. Postmester Tønning,
57. Bonden Elling Valbøe og
58. Lods Ole Godøen kunne slaaes i Hob som Middel-
gods. Man gjorde sig store Forventninger om Krogh,
hvilke han skuffede ved sin dybe Taushed. Postme-
steren syntes, efter Voteringen at dømme, at være
Amtets eneste Oppositionsmand. Lodsen tænkte jeg
mig bestandig staaende til Rors og ikke siddende til
Thinge; jeg tror vist og, at hans Tanker vare langt
mere det første, end det sidste Sted.
Skien og Porsgrund:
59. Kjøbmand Jørgen Aall. Medens enkelte sveg mine
Forventninger, overtraf denne simple, stilfærdige
Mand dem ved sine mange lange og enthusiastiske
Taler om alt, hvad der laa indenfor hans Kund-
skabskreds. Det meste af hvad han sagde, var meget
sandt og godt.
Smaalehnenes Amt:
60. Major Sibbern aftvættede ganske den Beskyldning
for Svenskhed, som gjordes ham af Rigsforsamlin-
gens Zeloter.
61. Provst Hount talte sjelden, men spillede i det Hele
en hæderlig Rolle, og viste en Upartiskhed, som jeg
ikke havde ventet. Jeg maa gjøre ham Afbigt for
det Onde, jeg i politisk Forstand har sagt om ham,
og erkjende, at han har teet sig som en Hædersmand.
I andre Henseender har jeg just ikke været lige til-
freds med hans private Yttringer.
62. Consistorialraad Aschehoug tiltrak sig ikke Opmærk-
|
| s.358 | somhed uden ved sin Stopmotion. Man fortæller
om ham, at han har kysset Kronprindsen paa
Haanden.
63. Sorenskriver Manthey. Stum som Graven.
Stavanger:
Denne Byes Repræsentant,
64. Toldinspectør Møglestue, var mig som Folkerepræ-
sentant (i andre Henseender kjender jeg ham ikke)
den foragteligste i den hele Skare. Han viste den
umiskjendeligste Ligegyldighed for det hele Væsen, gik
ud under de mest interessante Debatter, eller sad der
med Kjedsomheden malet i sit Ansigt, undertiden og-
saa sovende. Et Ja eller Nei, som gjerne stemte
med Pluraliteten, var alt, hvad man hørte af ham.
Stavanger Amt:
65. Sorenskriver Nansen var desto ivrigere og snaksom-
mere. Det gjælder om ham meget af det, som oven-
for er sagt om Koren.
66. Skibscapitaine Tothammer fra Soggendal, en Mand
af et raskt, ædelt Udvortes, men talte aldrig.
67. Bonden Niels Broe fra Rennesø saa rigtignok lidt
svinepolisk ud, men jeg saa og hørte forlidet af
ham til, med Schmidt, at kunne overtydes om, at
han virkelig var det.
68. Bonden Rasmus Vieland fra Vigedal sagde engang
nogle usammenhængende Ord, og forstod ventelig
ikke, hvad der taltes om.
Trondhjem:
69. Præsten Schultz. Kold og urokkelig Oppositions-
mand.
70. Major Hegermann.
|
| s.359 |
71. Candidat Sodemann syntes under Storthinget at
undergaa en Metamorphose. Han var engang en-
rageret Oppositionsmand, saa at han endog ene blandt
alle stemte mod Edens Aflæggelse til Kongen. Men
den 4de November slog Vorherre ham med en Syg-
dom, og skriftlig tilbagekaldte han hint Votum, samt
valgte Carl den Trettende, og sad fra den Stund
ganske rolig, uden at oplukke sin Mund.
72. Etatsraad Knutzen, en Verdensmand, der skikkede sig
i Tiderne og taug.
Nordre Trondhjems Amt:
73. Præsten Brun, en ægte Normand, ærlig, stø og kjæk.
74. Proprietær Gotaas.
75. Gaardmand Arne Mælum.
Søndre Trondhjems Amt:
76. Professor, nu Statsraad Krogh.
77. Lensmand Forseth.
78. Oberstlieutenant Krabbe, var af de moderate Trøndere.
79. Præsten Garmann.
Tønsberg:
80. Kjøbmand Stoltenberg, hverken udmærket ved Anse-
else, Talegaver eller andre glimrende Egenskaber,
men en meget forstandig og retskaffen Mand. Ofte
var jeg misfornøiet med hans Tale og Votum, thi
ofte stred de mod min Overbevisning, men dette kunde
ikke forringe min Agtelse for ham som en oprigtig
Fædrelandsven.
Disse vare de Mænd, i hvis Hænder vor Skjæbne
var overgivet, hvis Ja eller Nei skulde bestemme Norges
Lod Maaske for Aarhundreder, og som nu reise hjem med
den Bevidsthed, at de, næst Gud, er vor Freds og Tryg-
|
| s.360 | heds og -- det haaber jeg -- vor kommende Velstands
Stiftere. -- Mange af Bønderne skal have været Hou-
gianere.
Den sande, lovmæssige Grund, hvorfor Rigsretten
ikke nu kan holdes, er, efter hvad Høiesteretsjustitiarius
Bull sagde mig, den, at det extraordinære Storthings
Medlemmer ere incompetente til at decretere, organisere
og holde den. Det var en slem Rabat i Triumphen,
men ogsaa en Ubehagelighed for Haxthausen, der nu i
7 -- 8 Maaneder maa svæve i Uvished om sin Skjæbne.
30te November.
Skuespildirictionen er i Forlegenhed for at finde et
Stykke at spille til Jul. Man tænkte paa en af Hol-
bergs Comedier, og var da foreslaaet som de, der bedst
kunde besættes, "Erasmus Montanus" eller "Jean de
France". Men det første Stykke fandt man for lærd, og
det andets Titel fandtes anstødeligt, da det bogstavelig
oversat hedder: Johan af Frankrig. Det dramatiske Sel-
skab lider i det Hele i den senere Tid under et slemt Cen-
suraag. Saaledes maatte "Emilie Galeotti" ikke spilles,
fordi det gik Prinds Christian med Hettone Gozago, som
fordum Erkebispen i Paris med Moliéres "Tartuffe".
Saaledes tør man nu ikke spille "Eduard af Skotland",
fordi man frygter for, at det maatte ansees som et under-
trykt Partis Offer til salig Kongens manes. Saaledes
fandt nogle endogsaa Gift i det stakkels uskyldige "Feil-
tagelserne", hvormed Theatret aabnedes efter Krigen, og
nu er ogsaa den hundreaarige "Jean de France" Con-
trabande!! I sin Forlegenhed har man grebet til den
kjære Kotzebue, og "Besøget" og "Lyst til at glimre" skal
opføres. Ønsker Selskabet at glimre ved den Forestilling,
|
| s.361 | tvivler jeg paa, efter Rollebesætningen at dømme, at den
Lyst bliver styret.
4de December.
Skjelderup fortalte, hvorledes han og Skuespiller
Lindgren, "en Feltskjær og en Gjøgler" som han udtrykte
sig, engang i Roeskilde havde bragt to Friskfyre af mine
Ordensbrødre til Taushed, der vilde slaa sig til Riddere
paa Bibelen. Ja han dogmatiserede eller exegetiserede
endog for dem over Udtrykkene: "Det betyder" og "det er
Christi sande Legeme og Blod", og viste, hvormeget rig-
tigere og smukkere det sidste er. Ved at tale om Treschow
som Statsraad udbrød igjen hans sarcastiske Lune. Han
tror, at Wedel og Diriks ere de eneste Statsraader, som
man egentlig kan stole paa.
5te December.
Jeg fik et nyt Brev fra Holten. Prinds Christian
(saaledes kalder nu ogsaa Holten ham) strandede paa
Lessø og kom derfra til Jylland, hvor man i Aarhus
viste ham den Complaisance at spænde Hestene fra hans
Vogn og trække den selv. Hans fraskilte Gemalinde
besøgte ham i Horsens, men talte kun med ham en
halv Time i to Vidners Nærværelse. Nu er han i
Kjøbenhavn, hvor man ogsaa synes at gjøre megen
Stads for ham. -- Allerede imorges lagde jeg Planen
til min Nytaarsprædiken. Jeg havde ikke tænkt at befatte
mig mere med politiske Betragtninger paa Prædikestolen,
men da denne Nytaarsdag i mine Øine er en Fredsfest,
og burde som saadan helligholdes over det hele Land, og
da jeg ved de forrige Aars Begyndelser har taget Hensyn
til Tidernes Tegn, og sagt, hvad der kunde siges Folket
til Trøst, Opmuntring og Advarsel, saa vilde det være
|
| s.362 | en stødende Synderlighed, om jeg ikke nu "gav Gud det,
som Guds er", og opfordrede til varm, virksom Taknem-
melighed mod ham, der efter de mange mørke Dage skjæn-
kede os Fred og aabnede os Udsigt til bedre Tider. "Ofre
Gud Tak, og betal den Allerhøieste dine Løfter", er alt-
saa min Text.
7de December.
Stenersen kan endnu ikke give sig tilfreds. Denne
excentriske Yngling har under sit fulde Navn i Intelli-
gentsseddelen fortalt os om et himmelblaat og græsgrønt
Rige, hvilket er den kjære Ideverden, som vistnok det fø-
lende Hjerte længselsfuldt aner, og finder i denne Anelse
et Pant paa sin vedvarende Existents, naar det jordiske
Liv er endt, men som dog nok intet fornuftigt Menneske
har haabet, endmindre indbildt sig allerede at se realiseret
her paa Kloden. Ikke destomindre forsikrer Stenersen, at
dette Rige engang var udbredt her i Nord1, men nu er
det forbi, nu ere vi Støvets Trælle, det kun vende Øiet
mod Jorden, og dette Trællesind er det, som indgiver alt,
hvad der handles, tales og skrives i Norden. Hvor maa
da ikke denne unge Mand takke Gud, at han ikke er som
os andre Mennesker, da han dog vel ikke indbefatter sin
egen Handlen, Skriven og Talen i denne Fordømmelses-
dom! -- Men er jeg end ikke enig med Stenersen i hans
ligesaa ukloge og inhumane som arrogante Fremfærd, saa
billiger jeg heller ikke den flaue Smiger og det stive Hof-
sprog i en saakaldt "Bulletin" om Kronprindsens Bort-
reise, som Tiden leverer. Mon det er Wulfsberg selv,
der skriver saadant?
|
| s.363 |
8de December.
En almindelig Takke- og Bedefest er anordnet over
det hele Land. Jeg har ved denne Leilighed lært at
kjende den svenske Curialstil, hvis Afvigelser fra den danske
jeg her vil optegne. Istedetfor "Vor Gunst tilforn!" hed-
der det her: "Vor Gunst og naadige Bevaagenhed ved
Guds den Almægtiges Bistand!" Bispen tituleredes ikke
"Os elskelige", men kaldes blot: "Vor tro Embedsmand".
"Allernaadigst" og "allerunderdanigst" bruges ikke, kun un-
derdanigst og naadigst, saa at ingen Præst skal fristes til
at sige: "Bevar, o naadige Gud! vor allernaadigste Konge!"
Det er ellers mit Forsæt at lade denne Prædiken, som holdes
Nytaarsdag, trykke, men hvor forskjellige blive ikke de
Mennesker, til hvem denne Gang maa gives Mæcenat-
exemplarer, fra de forrige.
10de December.
Jeg fik Brev fra Biskop Brun. Han sendte mig
derhos til Indrykkelse i Intelligentsseddelen eller "Tiden"
et meget sindigt og velskrevet Stykke, hvori han gjør Rede
for sit politiske Forhold i den fremfarne Tid og sin Tro
om Fædrelandets nuværende Stilling. Jeg tror, man
efter dets Læsning ikke kan beskylde ham for Inconseqvents,
og min Agtelse for den gamle, kjække, enthusiastiske Nor-
mand er betydelig voxet. I Brevet, der er skrevet i den
gamle freidige Tone, siger han til sin Retfærdiggjørelse:
"Jeg var maaske en Smule Bersærker i norsk Sag, det
maa man gjerne skrive paa min Ligsten, og Christian
Frederik -- maatte jeg ikke elske og ære ham efter Breve
fra Pavels, og naar Misantropen Rein, saa karrig paa
Lovtaler, som Gnieren paa Penge, sagde, da han første
|
| s.364 | Gang efter Rigsdagen prædikede i Nykirken: Nu sidder
nok paa norsk Throne den første Konge i Europa!"
12te December.
Rosenkrantz var glad over Erklæringen fra Brun,
og fandt den intet mindre end overflødig, da Essen havde
udladt sig om ham med Mistænksomhed, og blandt andet
for hans Skyld fundet det betænkeligt at lade Biskopperne
forfatte Kirkebønner paa den foreskrevne Takke- og Bedefest.
13de December.
Sverdrup viste mig et fortræffeligt Brev fra Biskop
Brun, skrevet den 29de Octbr., altsaa førend Foreningen
var bekjendt i Bergen, men dog, med Hensyn til denne,
stemt i en moderat Tone. Desto bittrere ere hans Udla-
delser mod Prinds Christian, som han kalder "en dansk
Flødeskjæg". Hans Udtryk: Før visne denne Haand, før
jeg samtykker i Norges Afstaaelse til Sverrig", og "jeg er
uadskillelig fra Norge" udhæves i Sammenligning med
hans senere Adfærd med fortjent Misnøie. Sverdrup
blev ogsaa forfærdet, da jeg fortalte ham om, hvorledes
Prinds Christian gaar paa Comedie og lader sig fetere
i Kjøbenhavn, hvori han finder Bevis paa den største Let-
sindighed, da det dybeste Incognito havde været ham tjen-
ligst. Tidernes Tegn mishage Sverdrup, som endnu ikke
kan gjøre sig fortrolig med hvad der er skeet. Hvad der
allermest mishager ham, er Treschow og hans Adfærd.
Han finder Mangel paa Enhed baade i hans Philosophi
og i hans Liv. Han fortalte mig om en Ventilation, som
de havde havt i Anledning af Treschows Eftermand ved
Universitetet. Sverdrup nævnte to indsigtsfulde Danske,
Dahl og Kreidahl, fordum hans egne elskede og agtede
Tilhørere, men Statsraaden vilde have en Svensk, om
|
| s.365 | hvilken han havde hørt meget godt, men fra hvis Haand
han ikke havde læst et eneste Ord. Sverdrup fik dog om-
sider Bugt med ham; og forskriver nu Kreidahl.
14de December.
Wulfsberg har faaet 150 Ducater i Foræring af
Kronprindsen, med det Tillæg, "at han stedse skulde sørge
for ham og hans Familie, da han paaskjønnede, hvad han
i denne Tid havde været ham". "Kunde du", spurgte
gamle Major Juell ham, "uden at rødme modtage den
Compliment?" og jeg gjentager Spørgsmaalet. Den, der
vender Kaaben efter Vinden, og holder med den, som vin-
der, vover sjelden meget, med mindre han træffer paa en
klog og selvstændig Mand, der gjennemskuer hans Inderste
og foragter alle Veirhaner. Og derfor vover i mine
Tanker Wulfsberg langt mere nu, da han nedlægger Præ-
steembedet og reiser til Stockholm som Prinds Oscars
Lærer og Archivar ved Statsraadet, end da han i August
som Kong Christians Ven holdt sig færdig til at flytte
op i Valders med sit Bogtrykkeri, i September blev Ge-
neral Bjørnstjernas og i October Commissærernes Fac-
totum. Alt dette kunde den seigeste Usling, der forstod at
sno sig efter Omstændighederne, gjort ham efter. Nu der-
imod, da han ved daglig Omgang med Carl Johan ud-
sætter sig for dennes uden Tvivl skarpe og gjennemtræn-
gende Blik, nu vover han virkelig, og det skulde være mig
kjært, om han maatte bestaa Prøven.
15de December.
Haxthausen er nedstemt, og over de blaa Kjoler paa
Frederiksstens Fæstning sukkede han som Jøderne over Af-
gudsdyrkernes Indbrud i Jehovas Tempel. Det gjør
mig ondt for den gamle Mand, og ligesaalidt som jeg
|
| s.366 | fornægtede den landsforviste Heiberg, men besøgte ham
ved høilys Dag i hans Husarrest, ligesaalidt skal jeg op-
høre at vise den for Rigsretten indstevnede og af Kron-
prindsen irettesatte Haxthausen den Agtelse, hvortil han
endnu ikke ved nogen documenteret Kjendsgjerning har
gjort sig uværdig.
17de December.
Hans Houge besøgte mig og var meget glad. Hans
Sag er optaget til Doms ved Overcriminalretten, og fra
en sikker Haand ved han, at han er saagodtsom frikjendt,
og slipper med en Mulct af 500 Rbd. S. V.
21de December.
Grev Essen og hans Frue besøgte iaften Theatret.
Hun er en vakker, temmelig ung Kone, klædt med Tarve-
lighed og Decents, ligesom overalt hendes Huslighed roses
meget. Min Kone anmærkede, at de fiffige Damer, der
ellers, Prindsen til Behag, fremstillede sig i deres Nøgen-
hed, iaften sad meget tugtigen indhyllede i deres Schavl.
Kan Fru Essen gjøre Sædelighed til Modetone blandt
vore Damer, da velsignet være Dagen, hun kom her.
23de December.
Jeg havde iaften indbuden Treschow, Sverdrup, Kjer-
schow og Hersleb. Sverdrup sagde som sædvanlig Bor-
gere og Sarcasmer, hvoraf adskillige rammede Statsraa-
den. Det synes ham umuligt at forsones med den nye
Tingenes Orden. Hvad jeg aldeles maa give ham Ret
i, var den Anke, han førte over den Underlighed, at Stor-
thingets Medlemmer vælges 6 Maaneder, før det aabnes.
Han troede deri at se svenske Rænker, men Treschow og
jeg betog ham Vildfarelsen, da vi documenterede ham, at
det just var de heftigste Oppositionsmænd, som af mis-
|
| s.367 | forstaaet Agtelse for Constitutionens Bogstav paadrev denne
Inconseqvents.
24de December.
Den Embedsed, man har foreskrevet os, finder
Hersleb og Sverdrup anstødelig. Jeg lagde ikke Mærke
til det, men har vi svoret Kongen og hans Familie Tro-
skab og Lydighed, er det baade dumt og urimeligt, men
just ved sin Urimelighed uden Conseqvents, da man ikke
i de mest despotiske Stater er forpligtet til Lydighed mod
Prindser og Prindsesser.
25de December.
Jeg fuldendte idag min Nytaarsprædiken, som jeg
haaber i ingen Henseende vil gjøre mig Skam. Jeg skal
intet have imod, at man jevnfører dermed mine Prædike-
ner af 1ste Januar og 25de Februar, og jeg tror ikke,
nogen billig Dommer vil finde, at jeg har temporiseret
mere, end Religionslæreren maa og bør gjøre, for at gjøre
sin Menighed saa tilfreds med det nærværende, som dens
Tarv fordrer og Sagens Natur tillader.
26de December.
Wulfsberg besteg idag for sidste Gang Prædikestolen.
Den egentlige Afsked var simpel, hjertelig og skjøn. Han
syntes meget rørt, og var det vist ogsaa, da han, saavidt
jeg nu efter 9 Aars Omgang tror at kjende ham, er en
af disse "weichgeschaffnen Seelen", der "annamme Ordet
med Glæde, tro til en Tid, men desværre falde fra i
Fristelsens Stund". Han gav en Udsigt over sit Liv til
nu, og bragte det i en let anskuelig Sammenhæng, som
den flygtige Iagttager, der desuden blot kjendte ham fra
en enkelt Periode, ellers maaske vilde finde dunkel. Hvad
hans egen Letsindighed bidrog til at gjøre ham Banen
|
| s.368 | ujævn og tornefuld, fortaug han rigtignok. -- Endnu
færre Stemmeberettigede end i September mødte frem ved
Valgforsamlingen i Agers Kirke. Fra Nord og Øst-
bygden var der næsten ikke en eneste. Derimod maa jeg
rose Vestbygdens Bønder, at de virkelig føle sig som Bor-
gere og sætte Pris paa deres Rettigheder.
27de December.
Stille for os, og stille, saavidt jeg erfarer, over den
hele By henrinder denne Jul. Den Collettske Cirkel er
paa Fladeby, og andetsteds hører man ikke om Baller eller
andre Lystigheder. Politimesteren har indskjærpet Forbu-
det mod at gaa maskeret paa Gaderne. Saaledes maa
da ogsaa Spektakkelmagerne holde sig i Skindet, og nøies
med at gjøre Løier inden fire Vægge. Det var vel blevet
anderledes, hvis Krigen havde faaet et andet Udfald, og
Christian Frederik, forgudet som Seierherre, havde vandret
iblandt os. Man begyndte saa vel ifjor, midt under den
svareste Trængselstid, at det lod sig forudse, hvorledes det
vilde gaaet i Fredens og Velstandens Dage. Evig lovet
være det miskundelige Forsyn! Ydmygelser har vi lidt,
det er vist, og det nødvendige Valg er altid mindre smi-
grende end det frivillige, men skulde vor By og efter dens
Exempel det hele Land under Christian Frederiks Thyr-
fus (og dertil kunde hans Scepter let blevet forvandlet)
bleven en Daarekiste -- saa Tak være Gud for vor stive,
tarvelige Essen og hans huslige Kone, og det stille usel-
skabelige Liv, de synes at ville føre.
28de December.
Intelligentsseddelen indeholdt et nyt Angreb paa
Grev Wedel. Den anonyme Indsender paastaar, at de
fleste Tilhørere og Storthingsmænd følte Uvillie, hver
|
| s.369 | Gang han oplod sin Mund. Det kan jeg dog neppe
tro, thi det meste, han sagde, var meget fornuftigt og godt.
30te December.
Til Storthingsmænd for Agershus Amt ere valgte:
Glad (som ikke var Valgmand), Hans Grimelund (hvil-
ket meget fornøier mig), Foged Borchsenius og Wangen-
steen (der vist vil gjøre Kvalm, hvis han er ligesaa rask
i sin Mund som i sin Pen). -- Ogsaa denne Gang er
jeg mod Formodning bleven Valgmand for Christiania med
105 Stemmer. De øvrige, ordnede efter Stemmeantallet,
ere: Agent Nielsen, Thurmann, Platou, Arntzen, Ras-
mussen, Omsen, Sverdrup, Morgenstjerne, Consul Thrane,
Th. J. Heftye, Debes, Procurator Aars, Major Schjøtt
og Professor Rathke. Den sidste havde 83, Agent Niel-
sen 235 Stemmer. -- Man har Privatefterretninger om
Storthingsdeputationens lykkelige Ankomst til Stockholm,
og den uendelige Høitid, som gjøres af den der. Kongen
modtog Deputationen i Ridderhussalen, og Christie nød
den Ære at kysse hans Majestæts Haand.
31te December.
"Jahrhundert wird ich nennt;
Jahrtausend wird ich alt"
lod Fru Brun det attende Aarhundrede sige ved sin Af-
sked. Mutatos mutandis kan dette høist passende anvendes
paa det Aar, hvis sidste Dag var denne. Det kaldtes et
Aar, og bestod ligesom dets Forgjængere af 365 Dage,
men Aarhundreder ere henrullede, og have været langt
mindre mærkværdige end dette Aar. Ved dets Begyndelse
vare vi Kongen af Danmarks Undersaatter, og hos 96 af
100 Normænd var det sikkerlig fast Beslutning at blive
det til den sidste Stund. Det syntes, som et blidere
|
| s.370 | Tidspunkt vilde oprinde over Norge efter en haard og
langvarig Prøvelse. Selve Nytaarsdag fik Landet bety-
delig Korntilførsel. Faa Dage efter lød det Budskab:
"Kongen er gaaet til Armeen i Holsten for at møde Fi-
enden og feire eller dø". Vi havde blandt os "Danmarks
bedste Søn", som han dengang kaldtes, og af ham og
Kongen haabede vi alt. Januar Maaned var endnu ikke
tilende, da Budskabet lød: "Kongen har uden Sværdslag
overgivet Norge, den svenske Regjering til Arv og Eien-
dom!" Nu Prinds Christians Reise, den enthusiastiske
Modtagelse, han fandt overalt, og hans kjække Beslutning,
at stille sig i Spidsen for Nationen og erklære den selv-
stændig. Allerede i Februar Maaned var han her tilbage,
havde han og vi aflagt Ed, vare Nationaldeputerede ud-
nævnte over det hele Land, for at skjænke Riget en Con-
stitution og en ny Konge. De samledes fra Øst og Vest
og Syd og Nord, de fleste besjelede af høi Begeistring.
Det var Landsforræderi at tvivle om vore Anliggenders
heldige Udfald. Rigsforsamlingen aabnedes den 10de
April. Sagen gik sin jævne, rolige Gang. Kraftløse
faldt Modstandernes Pile uden at ramme. Oppositionen
forstummede og trak sig tilbage. Allerede i Mai var
Christian Frederik Norges Konge ved enstemmigt Valg,
hyldet og tilbedt over det hele Land. Den svenske Nation
og Regjering, især Pontecorvo, vare yderst forhadte, til-
dels ogsaa foragtede. Man haabede Englands Bistand
og de øvrige allierede Magters Samtykke til det, som var
skeet. "Adjeu Carl Johan!" var det almindelige Løsen.
Af det fremmede Gesandtskab spaaede man sig alt godt.
Kongen reiste til Moss og sagde ved sin Afsked: "Jeg
haaber at komme tilbage med Vaabenstilstand eller Fred".
|
| s.371 | Nu ja -- det første skede ogsaa virkelig. Efter 14 Da-
ges Kamp med de Svenske allene sluttedes en Vaabenstil-
stand, hvis første Punkt var det, at Christian Frederik for-
pligtede sig til at nedlægge Regjeringen og forlade Landet.
Et Storthing sammenkaldtes. Skrækkelige Spaadomme
hørtes. Man ventede Oprør og Borgerkrig. Men Trøn-
derne, Bergenhuserne og Gudbrandsdølerne indfandt sig,
men rolige sad de paa Thinge, rolige oppebiede deres
Committenter Udfaldet, og saadan fandt de Situationen, at
13 Dage efter deres Ankomst alle Repræsentanter stemte
for Norges Forening med Sverrig, med Undtagelse af
fem, fire af disse sidste stemte endog mod deres Overbe-
visning, bundne af Fuldmagt. Den 1ste Novbr. valgtes
Carl den 13de enstemmig til Norges Konge. Den 9de
Novbr. holdt Carl Johan sit Indtog i Christiania, mødte
den følgende Dag i Storthinget og modtog i Kongens
Navn Normændenes Troskabsed.
Uden afgjørende Feltslag, uden blodige og voldsomme
Revolutioner tror jeg ikke nogen Nations Historie kan
fremvise Magen til et saadant Aar. Selv Napoleons
Katastrophe forbauser mindre. Den var jo vistnok i sig
selv uendelig større og havde en mere udbredt Indflydelse,
men man forudsaa den. Det var en længe anlagt Mine,
der omsider maatte springe. Men her gik det Slag i
Slag, og jeg tør vel sige, at neppe en eneste af Europas
dybeste Politikere kunde forudse eller beregne ved Aarets
Begyndelse den Gang, Begivenhederne vilde tage: vel Ud-
faldet, det vil jeg tro, men ikke Maaden, hvorpaa det
skulde fremledes. -- Jeg afbryder disse Betragtninger,
som ellers for enhver opmærksom Iagttager ere yderst in-
teressante, og jeg maa tilstaa, at jeg ligesaalidt vilde und-
|
| s.372 | været at have oplevet og overlevet dette Aar, som noget
af de andre yderst mærkværdige, der, mageløse i Aarbø-
gerne, have fulgt paa hinanden, fra jeg som tyveaarig
Yngling kunde med agtsomt Blik følge Begivenhedernes
afvexlende Gang.
Hvad mit Individuum angaar, har dette Aar været
af liden Mærkværdighed. At jeg nu ikke længer nyder
Fyrstegunst, at min Udsigt til at intimeres i Hofliv og
Hofcharge er forsvunden, det er den eneste Forskjel mellem
nu og ved Aarets Begyndelse. Jeg indser, at jeg for
mit øvrige Liv bliver som før indskrænket til Borgerlivets
lavere Sphære, og dermed maa jeg lykønske mig og min
Familie. -- Hvad denne Dag angaar, da mødte jeg paa
Raadstuen som Valgmand. Nielsen, Arntzen og Aars
vare bortreiste, og der ventileredes, om Valget skulde op-
sættes til deres Hjemkomst, men med 7 Stemmer mod 5
besluttedes, at det skulde have sin Fremme. Altsaa valg-
tes med 7 Stemmer Rasmussen, med 5 Major Schjøtt
og Platou. Bergh, Omsen og Johannes Thrane havde
hver 4 Stemmer. Ved Omvotering fik Bergh 7 Stem-
mer, Omsen 3 og Thrane 2 Stemmer. Suppleanter
bleve, foruden de to sidstnævnte, Debes og Rathke.
1 tilbake Naar var det? Pavels's Anm. |
| bla bakover |