|
| s.316 | istedetfor at, hvis endnu 14 havde været at modsat Me-
ning, vi inden næste Uges Ende sikkert kunde ventet ham
som Fiende, og seet Jammer og Ødelæggelse udbredt over
hele Landet. Jeg har nævnt Schmidt som Oppositions-
mand og skylder ham at tilføie, at hans Stemme var
blandt de 52. Saavidt jeg kan erindre nævner jeg dem,
som for en skjøn Ide vilde opoffret Landets Tryghed og
Held. 1. Dr. Møller. 2 -- 5. De fire Bergensere (hvil-
ket gjør mig ondt, men det hørte maaske med til deres
Instrux). 6. Dahl. 7. Bonden Erik Noer. 8. Agent
Nielsen. 9. Lysgaard. 10. Bonden Ole Haagenstad.
11. Tybring. 12. Holter. 13. Angell. 14. Ræder.
15. Bull. 16. Theis Lundegaard. 17. Postmester Ton-
ning. 18. Schultz. 19. Hegermann. 20. Sodemann.
21. Knudtzon. 22. Brun. 23. Garmann. 24. Stol-
tenberg. De to andre mindes jeg ikke; jeg skulde dog
tro, at Provst Sartz var den ene, og var da blandt disse
26 stridbare Mænd 8 Præster og en theologisk Candidat,
der ikke viste sig her som Fredens Sendebud. Hvis Aall,
som jeg antager, var den 26de, viste Kjøbmandsstanden
sig meget krigersk, da alle dens Medlemmer paa Stor-
thinget voterede mod de Svenskes Forslag. Af de fem
Officerer vare tre mod, to (Sibbern og Krabbe) for For-
andringen, og hos Krigere undres man ikke over denne
Pluralitet. Af civile Embedsmænd var kun fire i Oppo-
sitionen. Bondestanden synes de Svenske meget hengiven,
er vel og cajoleret af dem umiddelbar og gjennem deres
tro Venner.
2den November.
Storthinget havde baade Formiddags- og Eftermid-
dagssession, den første dog kun kort. Det eneste mærke-
|
| s.317 | lige, som foregik var en Motion af de fleste Bønder under
Ole Haagenstads Anførsel, at Paragraphen om Værne-
pligten skulde omdannes efter de Svenskes Forslag (Vær-
nepligten ophører med de 25de Aar.) Theis Lundegaard
omtalte, hvilken "kjærlig Modtagelse" man kunde vente
ved sin Hjemkomst, naar en saa betydelig Lettelse var Lan-
dets Indvaanere tilstaaet, men Motzfeldt svarede, at det
var ham en ligegyldig Sag, om han hjemme modtoges
kjærligen eller ukjærligen, naar han var sig bevidst at have
opfyldt sin Pligt. Det blev ved den forrige Beslutning,
at nærmere Oplysninger skulde indhentes, inden der af-
gjøres noget i Henseende til Værnepligten. -- Iefter-
middag havde Sessionen været temmelig stormende, og
Schmidt kom hjem i Aften ilde tilmode over den Parti-
aand, der mere synlig end nogensinde før yttrer sig i For-
samlingen. Det er Mænd som Biskop Bech og Etats-
raad Treschow uværdigt, at spille en saadan Rolle, som
de have paataget sig: i et og alt at agere de Svenskes
Advokater, og uden Undtagelse at understøtte ethvert For-
slag, som kommer fra dem, med svage og usle Grunde,
naar ingen stærkere haves. Derved opægges det modsatte
Parti. Det er en Lykke at det er kommet saavidt. Var
før den 20de Octbr., en saadan Brand henkastet i For-
samlingen, saa var maaske Foreningen ikke bleven bifaldt,
og vi havde nu været i den skrækkeligste Krigstilstand.
Nu, da det kun gjælder et Spørgsmaal, hvor endog
aabenbare Venner af de Svenske, f. Ex. Hount, er af Op-
positionens Mening, og stemmer med den, er Sagen ikke
saa farlig. Den kan vække Misnøie, men ikke Brud.
Det var Naturalisationsretten, som var Tvistens Gjen-
stand. Jeg havde Uret i under 25de f. M. at erklære
|
| s.318 | dette Punkt vigtigere end det om Krigsmagten, ikke at
tale om, at jeg siden er underrettet om, at det egent-
lig er denne sidste, der satte Commissærerne i saa stor
Bevægelse, hvilket ogsaa sees deraf, at de over § 25 ind-
gave en vidtløftig Deduction, og her kun en simpel Con-
trapaastand. Af to Grunde er Forskjellen mig aldeles
indlysende:
1. Ved § 25 gjaldt det om at betage Kongen en Magt,
Constitutionen hjemlede ham; ved 75 l og 83 e der-
imod kun at vedligeholde en i Constitutionen fastsat
Bestemmelse ukrænket.
2. Kongen har ved Conventionen paa Moss forpligtet
sig til at antage Grundloven, kun med de Modifica-
tioner, som ere en nødvendig Følge af Rigernes
Forening. Men hertil kan dette Punkt umulig
henregnes.
Imidlertid vare de 9 Stemmer idag voxede til 38. Derimod
havde der intet været at indvende, om de saa vare blevne
til 68. Bechs, Treschows, Colletts og Wedels Procedure
vilde man da have ladet passere, som saameget andet.
Dahlsk og Sodemannsk Svulst kunde holdt Modvægten,
og Tingene havde gaaet den lovmæssige Gang. Men her
indtraf en langt mere odiøs Omstændighed. Ved Stem-
mernes Optælling fandtes 40 at have voteret for, 39
mod Storthingets Naturalisationsret. Den var altsaa
stadfæstet. Men nu fremtraadte Sorenskriver Bryn og
erklærede, at han havde misforstaaet Qvæstionen. Stem-
merne vare herved lige. Der opstod Bevægelse i Salen, men
Præsidenten hævede den ved at erklære, at han i saadant
Tilfælde havde to Stemmer, og voterede atter mod de
Svenskes Forslag, hvorved det altsaa var forkastet. Imid-
|
| s.319 | lertid indstillede han, da Meningerne vare saa ulige, om
ei en Paragraph i Regulativet her kunde anvendes, hvor-
efter et Lovforslag, naar Stemmerne vare lige, kunde hen-
lægges i to Dage, og saa paany foretages. Spørgsmaa-
let var, om dette kunde ansees for et Lovforslag. Atter
debatteredes længe, og da det kom til Votering, var atter
Stemmerne lige: 39 mod 39, men nu deciderede Christie
for nøiere Drøftning og Omvotering. -- Ogsaa over de
Svenskes Forslag, at Storthinget enten i Nationens Navn
skulde sværge til Constitutionen og Kongen, eller Ordet
"Kongen" tillægges i Eden, som aflægges af Folket paa
Thinge, var levende Debatter. Bech troede atter, at
Storthinget kunde sværge paa det hele Folks Vegne, og
stiklede paa Abel, som var Hovedopponenten igaar. Denne
svarede, at "det høiligen maatte undre ham, at høre saa-
danne Yttringer om Edens Hellighed af Norges første
Biskop". Resultatet blev, at Folket blot skal sværge til
Constitutionen, hvilket vel kan synes lidt stødende, men er
det dog i Virkeligheden ikke, da vi aldrig have aflagt an-
den Ed til Kong Christian og dog fandt os forpligtet til
Troskab og Lydighed, indtil han selv nedlagde Regjeringen.
Det er i sig selv en Ubetydelighed, men da Grundlovens
første Paragraph tydeligen nok siger, at Sverrigs Konge
ogsaa er Norges, saa erkjende vi ham ogsaa derfor ved
vor Ed til Constitutonen og os tillige bundne ved de
Pligter, denne med Hensyn til ham paalægger os.
3die November.
Wulfsberg forsikrer, at alt stod paa Spil i Tirs-
dags, og at Deputation og alle Forestillinger intet vilde
have nyttet, dersom Raadighed over Krigsmagten fremde-
les var bleven nægtet Kongen. Pontecorvo havde sendt
|
| s.320 | to Courerer, den første med det Budskab, at han vel kunde
fordret, at Commissærernes Ultimatum var bleven ham
forelagt, inden det meddeltes Committeen, men nu kunde
det passere -- kun ikke et Skridt videre. Denne Befa-
ling havde den anden Courer end yderligere indskjærpet.
-- Roll, som er befalet Actor i Overkrigscommissionen,
fortalte mig om Resutlatet af dens Undersøgelser. Haxt-
hausen er funden i et og alt at have handlet som en ret-
skaffen og vigilant Embedsmand, der qvalificerer sig til
Hæder og ikke til criminel Anklage. Armeen savnede intet
af hvad det var hans Pligt at forsyne den med, og over-
alt har han handlet i Forening med den øvrige Commis-
sariatcommission, Sundt og Vibe, hvis Redelighed ingen
omtvister. Med Staffeldt og Hals vil det bero paa den
dømmende Commissions Fortolkning af de militære Love,
hvorvidt de findes uskyldige eller ikke. Deres Forhold
var tvetydigt. Hjermann derimod, Kragerøens Ikkefor-
svarer, er uden Redning forloren. Ikke Mine gjorde han
til Forsvar -- intet gjorde han uden at retirere.
Atter havde Storthinget en urolig Session. Det
er ret vel, at Sagen snart er tilendebragt, thi Gemytterne
synes daglig at forbittres. Talen var om Erkjendelsen
af Kongens Abdication, og hvorvidt Takadresse skulde
ledsage den. Et slemt Tegn var det, at ingen ret vilde
erkjende at have gjort Motionen, men omsider blev dog
Nansen den, hvis Ord man holdt sig til. Wedel lod mere
end nogensinde sit ironiske Batteri spille, men da han gik
saavidt, at han talte om en "afskediget Konge", mødte
han levende Modsigelse af Bergenserne, Tybring og Præ-
sten Dahl. Den sidste sagde blandt andet, at hint Ud-
tryk var oprørende. Wedel svarede med den uheldige Vit-
|
| s.321 | tighed, at om en saadan Yttring oprørte Hr. Pastorens
Mave, saa kunde den derfor ikke være mindre sand. "Jeg
har aldrig sagt", var Dahls Svar, "at den oprørte min
Mave; nei, mit Hjerte oprørte den, og at hjerteløse Men-
nesker intet saadant føle, kan ikke undre mig". Præsiden-
ten fandt sig nu beføiet til at kalde dem Begge til Or-
den. Wedel taug, men Dahl sagde endnu: "Jeg modta-
ger Bebreidelsen, men aldrig skal det dog fortryde mig,
at jeg henreves af Varme for en Fyrstes Minde, som jeg
altid skal ære og elske". Wedel omtalte nu det farlige
i, førend Kongen af Sverrig var valgt, at yde hans For-
mand offentlig Ros og Taksigelse. Den gamle Ægte-
skabssnak, som saa ofte er ført paa dette Storthing, kom
atter paa Bane, og Wedel gjorde opmærksom paa, at det
vilde være meget upassende for en Mand, der giftede sig
anden Gang, paa Bryllupsdagen at holde Lovtaler over
sin første Kones Fuldkommenhed. Tybring fortalte, at
han just havde været i saadant Tilfælde, havde mistet en
god og elsket Kone, og havde nu en ny, og ihvorvel han
tilstod, at han ikke paa sin Bryllupsdag havde holdt Lov-
taler over den Afdøde, talte han dog nu ofte med sin an-
den Kone, om hvilket ædelt Menneske hun var, og hvor-
meget han skyldte hende. Koren holdt en i Begyndelsen
opskruet Tale, der skulde gaa ud paa at vise, at Kongens
gode Villie fortjente Tak, om der end fattedes noget i Udførel-
sen, men siden, da Sagen tog en uheldig Vending, blev
hans Sind meget oprørt, og grædende ytrede han sine
Følelser paa en Maade, der var mig høist rørende, næ-
sten smertelig, da Mandens eiegode Hjerte saa tydeligen
fremlyste. Jeg begreb imidlertid ikke, hvad der havde sat
ham i en saaden Lidenskab, men erfarede siden, at det
|
| s.322 | var ham, som havde paastaaet det Tillæg i Abdications-
akten, at Kongen ogsaa for sin Afkom skulde frasige sig
Norges Krone, og nu krænkede det ham, at man ikke en-
gang vilde yde Kongen Tak for saa store Opofrelser, og
han bebreidede sig selv, at han havde bidraget til at disse
bleve endnu større. Treschow reiste sig et Par Gange,
men hans Tale bærer alt mere og mere den yderste Svag-
heds Præg. Han har neppe havt et uheldigere Øieblik,
end da han blev valgt til Storthingsmand. I høi Grad
havde han vundet Nationens Agtelse, men nu -- hvor
sørgelig er ikke hans Anseelse dalet! Hvilken ganske anden
Dom vil ikke nu snart, naar Nationens Repræsentanter
reise hjem, udbredes over ham i Landet! Ved Vote-
ring blev omsider afgjort, at det skulde tilkjendegives Kong
Christian, at Storthinget havde vedtaget hans Abdication;
hvad derimod Takadressen angik, saa opfattes Beslutnin-
gen derom til Kongevalget var forbi. Jeg anede in-
gen ny Fare under disse Debatter, men Hount fortalte
mig, at han havde siddet i Dødsens Angst, da han var
overbevist om, at naar Takadressen nu var decreteret, vare
de svenske Commissærer ufortøvet bortreiste. Konows
Forslag om Marmormindet blev taget tilbage, da han og
flere havde isinde at opreise et saadant paa egen Bekost-
ning.
4de November.
Denne Dag vil efter Aarhundreders Forløb i vort
Lands Historie nævnes blandt de mærkeligste, hvis Minde
den bevarer. For tre Maaneder siden vilde man indslut-
tet som afsindig eller stenet som Landsforræder den, der
havde sagt, at 79 valgte Folkerepræsentanter fra alle Nor-
ges Egne i Dag skulde vælge Carl den Trettende til
|
| s.323 | Norges Konge, enstemmig, uden physisk Tvang, uden høi-
røstet Modsigelse, uden ringeste Bevægelse blandt en let-
sindig Pøbel, der ellers stimler sammen, naar en fuld
Matros viser sig paa Gaden. Dog, førend jeg kommer
til Katastrophen, maa jeg først omtale Formiddagens ikke
ubetydelige Debatter. Kongens veto mod Fremmedes
Naturalisation var fremdeles Tvistens Æble; man sagde,
at Kronprindsen satte høi Pris derpaa, og neppe vilde
give efter. Wedel og Treschow teede sig ogsaa hel æng-
steligen, saa at jeg vel ikke frygtede Fredsbrud, men ven-
tede dog levende Modsigelse fra Commissionens Side, hvis
dette veto blev nægtet, og ansaa det muligt, at Sagen
maatte foretages fjerde Gang. Bryn aabnede Debatterne
med en Renselsestale, hvori han erklærede at have mis-
forstaaet Qvæstionen, og troet, at det gjaldt Naturalisa-
tionsretten, som han ei vilde have fratagen Nationen, og
ikke Kongens Sanction, hvilken han ansaa nødvendig. Af
samme Mening var Amtmand Sommerfeldt, som aldrig
før har talt; idetmindste vilde han, at Kongen skulde be-
holde den i de 10 første Aar. Treschow fortalte et ara-
bisk Eventyr om Hassan og hans Søn Hussein og dennes
Svigerfader Abdallah, hvoraf Meningen var, at det var
farligt at give urolige Hoveder formegen Raadighed, da
det kunde have slemme Følger. Herpaa svarede Tybring
meget vittig og træffende: "Da det ærede Medlem har
fortalt os en Historie, saa maa det ogsaa være mig tilladt
at fortælle en. Der var engang en Mand, tyk og fed
og magelig, som gik et Stykke Vei en varm Sommerdag
og blev naturligvis meget echauseret. Omsider kom han
til et skyggefuldt Træ og under det var en Tue, som han
glædede sig til at kunne udhvile paa. Men da han nær-
|
| s.324 | mere undersøgte Tuen fandt han, at den var fuld af My-
rer. Han satte sig altsaa ikke, men gik videre. Dersom
Kongen af Sverrig frygter for, i os at faa urolige og
oprørske Undersaatter, hvorfor gjør han da ikke som Man-
den, der gik bort fra Myreturen, og søgte et andet Hvi-
lested?" Abel var Formand for det Parti, som vilde
hævde Folkets uindskrænkede Ret. Han tracterede igaar
aftes Bønderne med Punsch i Klubben, og i Dag reiste
han sig oftere end Koren eller Nansen. Derimod var
Motzfeldt og Hertzberg for Kongens veto; den sidste
endte sin Tale med Spørgsmaal: "Hvad om vi
naturaliserede Napoleon?" Efter tre Timers Debat kom
det til Votering, ved hvilken Oppositionen seirede, da 43
Stemmer var imod og 34 Stemmer for Kongens
veto, omendskjøndt Hount, Heltzen og maaske flere havde
sadlet om, og Professor Krogh, som den hele Tid har
været syg, idag for første Gang indfandt sig paa Stor-
thinget, for at stemme i Kongens Faveur. Mod min
Formodning gav Commissærerne strax efter.
Klokken fem i Eftermiddag var det bestemt, at Kon-
gevalget skulde foregaa. Der var en Mængde Menne-
sker paa Galleriet. Valget foregik saaledes, at en for en
fremtraadte og dicterede sit Votum til Protokollerne, hvoraf
man, for at det skulde gaa fortere, havde anskaffet to.
Stemmerne oplæstes siden, og vare da alle for Carl den
Trettende (ogsaa Sodemann, der var syg, men sendte
skriftligt Votum). De fleste valgte ham blot til Norges
constitutionelle Konge, hvortil nogle føiede: "i Overens-
stemmelse med den svenske Successionsakt af 1810".
Andre fremsatte Grundene for deres Valg og atter andre
tolkede deres Ønsker, og Haab om dets Følger. Aschehoug
|
| s.325 | fortalte, at han i lang Tid havde været overbevist om
det Ønskelige i Nordens Forening, i Nansens Votum
begyndte saa: "Haarfagers gamle Throne er atter ledig",
hvorpaa han gjorde en lang Harangue, som endte med,
at han glædede sig til at "se Asernes Stamme igjen for-
enet til et". Til Slutning proclamerede Præsidenten Nor-
ges og Sverrigs Forening, og gjorde et kort Velsignelses-
ønske. Den Deputation, som imorgen skal afgaa til
Kronprindsen, for at underrette ham om Valget, bestaar
af Wedel, Sørensen, Hegermann, Diriks, Konow, Lens-
mand Forseth og Thorbjørn Sandvigen, altsaa en Adels-
mand og Proprietær, en civil, en geistlig og en militær
Embedsmand, en Kjøbmand, en Bonde af Sømiliten og
en af Landlægd.
6te November.
Jeg fik imorges Befaling at kundgjøre Kongevalget
og bede for vor nye kongelige Familie. Ogsaa idag var
alle de Svenske i Kirken. -- Biskop Bech gav stort Di-
nér for Commissærerne, adskillige Storthingsmænd og
nogle faa af Byens Indvaanere, hvoriblandt da ogsaa jeg
uværdige. Jeg løb en hæderlig Spidsrod gjennem den
hele svenske Skare. Naar en slap mig, tog den anden
fat paa mig, og alle opløftede mig og min Prædiken til
Skyerne. Gamle Rosenblad holdt en lang Conference
med mig og bad mig indstændig overlade ham min Præ-
diken til Trykning og Forsendelse til Sverrig. Da Talen
var en af mine sædvanlige Extemporalprædikener, vaan-
dede jeg mig lidt derved, men lovede det dog, ikke allene
af Føielighed mod hans Exellence, men ogsaa fordi jeg
følte, at jeg skyldte mig selv det, da alle disse Lovtaler
af de Svenske let kunde hos dem, der ikke havde hørt
|
| s.326 | mig, opvække den Mistanke, at jeg som en Poul Vende-
kaabe havde hyldet den opgaaende Sol med utilbørlig
Lovtale, en Mistanke, som ved Prædikenens Læsning al-
deles vil bortfalde. Ved Bordet gik det særdeles høitideligt
og ceremonielt til, og vi fik allehaande loyale Skaaler,
Nansen havde skrevet en Vise, hvori fortælles, at der
holdtes Thing i Opslo for at udkaare en Drot, til at
beklæde Haarfagers Sæde, og at
"Blandt Alle Sverrigs Konge var
Allene den, som Prisen bar",
hvoraf man maa slutte, at der var en Mængde Ansøgere
ligesom til et Sorenskriver- eller Præste-Embede.
8de November.
Jeg drømte inat, at jeg var bleven Biskop i Bergen.
Dette Embede kunde jeg dog neppe modtage, selv om det
tilbødes mig, paa Grund af Visitatserne, da jeg er en
Hader af Søreiser. Derimod vilde jeg sættes i Fristelse,
om Domkirkens Sognekald i Bergen var ledigt. Med
alt det, at min Forfængelighed smigres ved den Hylding,
der bringes mig som Taler, har jeg faaet en Skræk i
Blodet for alt, hvad der ligner Hofvæsen, da jeg ikke har
Talent til at være hjerteløs, og Erfaringen smertelig har
lært mig, hvor bittert man kan skuffes, naar man i Mag-
natomgang vil høre Hjertets Stemme. -- Storthinget
har siden Kongevalget tabt sin meste Interesse for mig;
imidlertid var jeg dog i Formiddag paa Galleriet. Til
at gjennemgaa Overkrigscommissionens Protocol udnævn-
tes en Committe, bestaaende af Ræder, Motzfeldt og Ko-
ren. Da Valget var forbi, stod Nansen op og bevidnede
med megen Enthusiasme sin Glæde over, at saa kyndige
og retskafne Mænd vare valgte til at drage Dækket af
|
| s.327 | de Begivenheder, som det maatte interessere Nationen saa-
meget at faa oplyst, hvilket paadrog ham en Irettesættelse
af Præsidenten. Siden holdtes Odelsthing, hvori be-
handledes et Forslag af Schmidt, at en Committe bør
udnævnes, der skal lade sig forelægge Statsraadets Pro-
tokol, for deraf at erfare, hvad der havde motiveret
Vaabenstilstanden og Conventionen. Tybring talte med
Iver og Varme for streng Undersøgelse, for at Nationens
Ære kunde reddes for den Plet, der synes at hvile paa
den. Forslaget vedtoges enstemmigen.
9de November.
Bjerregaard forsvarer sig i Intelligentsseddelen med
megen Sindighed mod Tanks Gjenmæle, og glæder sig
til den Tid, da Tank efter Løfte vil indstevne ham for
Retten til at bevise, hvad han har sagt. -- I "Tiden" staar
den Tale af Grev Wedel indført, som d. 20de f. M.
slog Hoved paa Sømmet. Hvad Schmidt betroede mig
som en stor Statshemmelighed: Udsigten over Landets
Forfatning, findes her tydeligen fremstillet til hver Mands
Brug. Schmidt anser Wedel uberettiget til at offentlig-
gjøre den, og det kan maaske være, men ellers -- hvad
skader det nu? Talen er meget god, og de deri fremsatte
Grunde overtydende.
Om Carl Johans Indtog ved jeg lidet at sige.
Escorteret af de ridende Jægere og det gule Corps kjørte
han ved Fakkelskin ned ad Egeberg Kl. 6 1/2. Syv og tyve
Kanonskud, ni, da han kom ned ad Bakken, ni, da han
var ved Torvet og ni, da han steg af ved Palæet, bebu-
dede hans Ankomst. Byen var illumineret, men Trans-
parenter var intetsteds med Undtagelse af et hos Mathie-
sen, som skal have været meget smagfuldt. -- Her ender
|
| s.328 | Dagbogens femte Bind. Jeg haaber, at det følgende vil
vorde mindre rigt paa Mærkværdigheder end dette og
det forrige. Fordums Ro vender nu med Guds Hjælp
tilbage, og er det end ikke paa Laurbær vi kunne udhvile;
Hvile faa vi og behøve den. Og skjøndt jeg endnu ikke
kan undlade med en vis Beklemmelse at tænke paa, hvad
der er skeet og sker, saa siger dog den sunde Fornuft mig,
at det mere er det Usædvanlige i Tingen, end sand Ulykke
eller rimelig Udsigt dertil, som volder den. Tvertimod
forekommer det mig høist sandsynligt, at, naar Normæn-
dene ville være enige mellem sig selv og med det nye Bro-
derfolk, det Held, jeg spaaede Norge i min Tale den
25de Februar, nu maaske bedre end under Christian Fre-
deriks Regjering kan vorde opnaaet, og at endnu "Aaret
1814 vil vorde nævnt med Henrykkelse af vore sildigste
Efterkommere". Det ske!
10de November.
Klokken 2 kom Carl Johan og Oscar, ledsaget af
en utællelig Suite, hvoriblandt Grev Essen, Commissæ-
rerne, vore Statsraader og en Mængde Adjutanter, saa
at Storthingssalen neppe kunde rumme dem allesammen.
Paa den Forhøining, hvor Præsidenten og Secretæren
ellers sidde, var i Midten anbragt en forgyldt Lænestol,
og ved Siden af den to mindre do. for begge Prindserne.
Carl Johan placerede sig paa høire, Oscar paa venstre
Side af hin Qvasi-Throne, og den første oplæste paa
Fransk med mandig og tydelig Stemme en temmelig lang
Tale, som Oscar siden med blød og svag Stemme gjen-
tog paa Svensk. Derpaa modtog Præsidenten af Kron-
prindsens Haand Kongens Ed til Constitutionen, hvilken
han oplæste, og opfordrede derpaa Forsamlingen til at
|
| s.329 | sværge Troskab til Constitutionen og Kongen, hvilket skede
enstemmigen og med høitidelig Anstand. Endnu talte
Præsidenten nogle skjønne og kraftfulde Ord, og endte
med Udraabet: Gud bevare Kongen og Fædrelandet! hvil-
ket gjentoges med lydeligt Samraab. Christie satte Kro-
nen paa sit mageløse Præsidentskab ved sit udmærkede
Forhold under denne Akt. Storthinget subscriberer til
en kostbar Foræring til ham. Man har allerede tegnet
sig for 1700 Rbd. Følgende Vers af Schmidt skal led-
sage den.
"Hvad ene Hjertet tilfredsstille kan:
Det varme Hjertes frie Hylding,
Mer værd end Hoffets Flitter og Forgylding,
Det ofres dig, Nationens ædle Mand!
Som trofast Normand, kraftfuld, ædel, klog,
Du vaagede for Norges Held og Hæder.
Som Thingets vise og retskafne Leder
Dit lyse Blik hver Taagedunst forjog.
Thi ærer dig hver Norges ægte Søn,
Og Nora til sin Morderbarm dig trykker,
Og med sin Egekrands din Tinding smykker,
Og den skal vorde evig frisk og grøn.
I Noras Navn vi række dig den her.
Som hun med Stolthed kalder sig din Moder,
Saa nævner hver af os dig stolt sin Broder,
Og dybt dit Minde i sit Hjerte bær".
Der er ingen Tvivl om, at en Statsraadspost bliver ham
tilbuden, men Norges varme Patrioter, der se i ham Na-
tionens første Mand, og hvert kommende Storthings
Præsident, saalænge han kan være det, haaber at han ikke
vil modtage den.
|
| s.330 |
I Palæet, hvor der siden var Cour, var en ubeskri-
velig Trængsel og Hede. Hvert Corps indlodes for sig
selv, og deriblandt var da Storthinget, med hvis 75 Med-
lemmer Prindsen talte en for en, hvilket tog en skrække-
lig Tid. Det varede meget længe, før Raden kom til
Geistligheden, hvis Anfører jeg omsider blev, da Bech var
kjørt hjem og Lumholtz blev syg, og maatte forføie sig
bort. Jeg stod da en Tidlang ligeoverfor denne navn-
kundige Mand, der har et temmelig skarpt Aasyn, men
forekom mig ellers at have nogen Lighed med Professor
Rathke i visse Ansigtstræk. Oscar er bleg, men iøvrigt
en vakker Yngling med et fromt og venligt Ansigt. Gjen-
nem hans Mund sagde Kronprindsen mig endel smukke
Ting om mit gode Rygte, hvilke jeg besvarede saa godt
jeg kunde.
11te November.
Provst Hertzberg bekræftede, at gamle Biskop Brun
overlever det uafhængige Norges Fald og skikker sig taal-
modig i Tiderne.
12te November.
Hegermann foredrog paa Storthinget, at man skulde
ansøge Kongen om Kronprindsens Ansættelse her som Vi-
cekonge. Det decreteredes enstemmig, mere tror jeg fordi
Ingen vidste at anføre nogen plausibel og ufornærmende
Indvending, end fordi Alle følte Gavnligheden af dette
Arrangement. De svenske Herrer, in specie Grev Essen,
ere meget opbragte herover; ventelig maa ogsaa Tingen
bortfalde, da Kongen neppe kan undvære Prindsen i Stock-
holm. -- I Lagthinget debatteredes over Schmidts For-
slag om Statsraadsprotokollens Gjennemsyn. Det mødte
levende Modsigelse af Wedel og Treschow, men forsvare-
|
| s.331 | des af Nansen og Motzfeldt, og antoges med 9 Stemmer
mod 7. Rosenkrantz, som idag havde været Schmidts
Sidemand ved Prindsens Taffel, var misfornøiet med
Forslaget og troede at det kom fra Wedel, hvoraf man
maa slutte, at Kongen er den, som egentlig compromitteres
ved denne Undersøgelse. -- Christie fortalte om sine Sam-
taler med Prindsen, blandt andet om Biskop Brun. Carl
Johan havde hørt ham beskrive som en Oprørsstifter, men
Christie forsvarede ham med Eftertryk.
13de November.
Der var stor Stads i Byens Kirke. Thaarups
Hymne opførtes, og Bispen prædikede for Prindserne.
Den Herlighed skjøttede jeg dog ikke om at høre. Uagtet
jeg i Hjertet er glad, har dog al lydelig Jubel noget op-
rørende for mig. Jeg takker Gud for Freden; for For-
eningen haaber jeg med Tiden at kunne takke ham; endnu
kan jeg blot sige: Ske din Villie. -- Essen er nu virke-
lig bleven Statholder og commanderende General; Vice-
kongedømmet ryger saaledes formodentlig i Lyset.
14de November.
En Motion af Stenstrup, at opsætte det ordentlige
Storthing til 1ste Febr. 1816 i Betragtning af de mange
Oplysninger for Værnepligts-, Finants- og Lovcommit-
teerne, som forinden maatte indhentes, vakte idag meget
langvarige Debatter. Hertzberg modificerede Forslaget og
fordrede Udsættelse til 1ste Juni eller Juli. Sørensen til-
traadte den sidstes Mening, men Ræder protesterede med
megen Heftighed mod ringeste Afvigelse fra Grundlovens
Bogstav, og paastod, at Storthinget maatte sammenkaldes
den 1ste Februar og ingen anden Dag, og at det, som ei kunde
blive færdig 1815, maatte opsættes til 1816 eller 17. Imid-
|
| s.332 | lertid kunde om det gjordes fornødent, et overordentligt Stor-
thing sammenkaldes. Herimod indvendtes, at dette var Kon-
gens Sag, at det kun burde ske under særegne Omstændighe-
der, og at Ting, som de, der næste Gang skulde forhand-
les, ikke kunde regnes dertil. I Anledning af den even-
tuelle Opsættelse, erindrede Nansen, at der saaledes Aar
efter Aar kunde indtræffe Hindringer, saa at næste Stor-
thing først blev holdt Aar 1900. Der forelæstes den Eids-
voldske Rigsforsamlings Beslutning, at første ordentlige
Storthing skulde holdes 1ste Februar 1815. Wedel,
Diriks og Bech godtgjorde, at det var umuligt at blive
færdig til denne Tid, og at det var skadeligt at opsætte
de omtalte vigtige Sagers Afgjørelse til Februar 1816.
Men Ræder var ubøielig. Om der var noget eller intet
at forhandle, om Storthinget skulde vare en Maaned eller
et Aar, om Opsættelsen var nyttig eller unyttig -- derom
spurgtes ikke. Lovens Bogstav maatte overholdes. Be-
gyndte man selv at overtræde den, hvor kunde man da vente
den efterlevet af andre? Endelig fremkom den sindige Motz-
feldt med det Forslag, inden man afgjorde denne saa om-
tvistede Sag, at gjøre Forespørgsel hos Committeerne om,
naar de kunde blive færdige. Dette vedtoges. Til at
gjennemgaa Statsraadets Protokol valgtes med ringe
Pluralitet Amtmand Krogh, Nansen og Schmidt.
15de November.
Protokolcommitteen var iaften første Gang samlet.
Rosenkrantz, hos hvem Protokollen hentedes, lod sige, at
han ikke kunde tale med nogen, men Committeen anmeldte
sig som sendt af Folkets Repræsentanter, og blev da ind-
ladt, men traf Statsraaden i slet Lune. Han spurgte om
han skulde hænges eller skydes. Blandt flere curiøse Ting,
|
| s.333 | som fandtes i denne Protokol, var ogsaa Kongens Testa-
mente, hvori han gjør sine Dispositioner i Tilfælde af, at
han skulde blive fangen eller dræbt i Krigen. Man ser
heraf, at det ingenlunde var en overflødig Cautel, at man
lod ham fraskrive sig al Pretension ogsaa for sit Afkom,
da han, ogsaa i det Tilfælde, at Storthinget vedtog For-
ening efter hans Død, forbeholdt sin Søn, naar han
havde naaet myndig Alder, Ret til at reclamere Riget som
sin Arv. Ogsaa havde han forordnet, at efter hans Død
Seyerstedt skulde være Høistcommanderende over Armeen,
og saafremt de ældre Generaler ikke vilde tjene under ham,
skulde de afskediges!! -- Hvor vi dog efter al Anseende
ere lykkelige Mennesker, der saa hastig og for saa taalelig
godt Kjøb kom til et Resultat, og undgik det umaadelige
Virvar, vi under en kraftløs, inconseqvent Regjering maatte
være blevne indviklede i!
|
| bla bakover |