20de October.    Det er fuldbragt! Norges Forening med Sverrig er decreteret med 72 Stemmer mod fem. Disse fem vare Præsten Dahl og de fire Bergensere. De sidste havde bestemt Fuldmagt ei at samtykke i Foreningen, og da de ved deres Ankomst hertil havde faaet mere Lys i Tingene, end de havde før, og derfor sendte Expresse til deres Committenter med Forespørgsel om Fuldmagten frem- deles skulde gjælde, fik de igaar afgjørende Svar: Ja! Det siges at være Biskop Brun allene, der har opflam- met denne hos en Handelsstads Indvaanere vistnok sjeldne Enthusiasme. Adskillige havde begyndt at slaa paa mil- dere Strenge, men da erklærede den gamle Bisp, at om de alle bleve Forrædere, vilde han ikke være det, og saa forunderlig stor Anseelse staar han i blandt Folket, at alle omstemtes. -- At Trønderne gav saa villigen efter, finder jeg ikke mindre besynderligt. Ingen Stemme fra den Kant hævede sig undtagen Schultzs og Sodemanns, der rigtignok spaaede Ulykke af Foreningen, men dog ved Stemmegivningen bifaldt den. Der holdtes ialt 17 Ta- ler. Bech begyndte og Wedel endte. Begge talte længe og med Eftertryk for Unionen. Koren gjorde det absurde Forslag, at vælge Gustav den Fjerdes Søn til Konge. Treschow og Nansen sammenlignede Foreningen med et Ægteskab, Convenients slutter, men som siden Kjendskab, gjensidig Agtelse og Hengivenhed gjør lykkeligt. Forhand- lingerne varede til Kl. 6, da Underhandlingscommitteen afsendtes med Brev fra Præsidenten til Commissærerne. De bleve hjerteglade, modtog Deputationen paa Trappen, s.296   kyssede og omfavnede den med Taarer i Øinene, og gave hverandre Haanden paa at virke troligen hvad de kunde til Norges Hæder og Held. Forslaget til Forandringerne i Grundloven skal nu gjennemgaaes; at de Svenske efter- give, hvad eftergives kan, derom er vist ingen Tvivl, og saaledes er da vel om 8 Dage Carl den Trettende vor Konge. -- Saaledes synes da de Svenske at have et kraf- tigt Bevis ihænde, at deres offentligen yttrede Paastand var rigtig, at det ikke var Folket, men kun en Fraction, der mod- satte sig Foreningen. Dette sidste vil og kan jeg dog ingen- lunde indrømme, men ubegrændset Tillid til Christian Frederik hævede Folkets Mod, og da hin sank, nedbøiedes ogsaa dette. Mere end noget andet har vist Harme mod ham og hans Raadgivere ogsaa i de fjerne Egne frem- bragt denne Enstemmighed. 21de October.    Kammerraad Tiedemand fra Mandal havde igaar fremsat et Forslag mod bestemte Fuldmagter, men da det idag skulde forhandles, tog han det tilbage. Alli- gevel reiste Motzfeldt sig, og sagde med sin sædvanlige Sindighed og Grundighed, hvad der lod sig sige til Undskyldning for den Ting. -- De svenske Commissærer, som havde begjæret en Sammenkomst med Storthinget Kl. 12, indfandt sig idag paa Minutten, og Rosenblad holdt en Tale, som uden Tvivl var smuk og hjertelig, men som blev fremsagt saa hurtigt, at jeg ikke allevegne forstod den. Præsidentens Svar var kort, men de Svenskes Ynd- lingsord "den skandinaviske Halvø" var anbragt deri. -- Strax efter bortvises vi, da Protokollen for den 19de skulde oplæses. Der havde siden været et varmt Optrin med en inpertinent Bonde, Theis Lundegaard fra Lyngdal, s.297   som, fast han i Tirsdags ophøiede min Prædiken, uden Tvivl er en slem Krakiler. Han var under Paaskud af Sygdom udebleven fra den vigtige Gaarsdags Forhand- linger, og det var alt hvad Storthinget baade med det Onde og det Gode kunde bringe ham til, at afgive sit Votum. -- Fra Holten, som nu er i Kjøbenhavn, fik jeg et uventet Brev. Han dolerer over, at man dernede har Fordom mod Christian Frederik, og fremstiller hans For- hold "i det sorteste Lys".    I Selskabet hos Sverdrup gik det, som rimeligt er, mest ud paa politiske Discourser. At Præsten Brun og Sodemann ikke ere svensksindede, fordi de stemte for Uni- onen, er naturligt. Jeg bestyrkedes iøvrigt i min Over- bevisning, at disse og mange flere aldrig i Evighed havde givet den sin Stemme, naar ei Mistanke, tildels endog Forbitrelse mod vor fordums Konge havde dæmpet Na- tionalhadet. -- Kjerschow disputerede stærkt med Sver- drup og tildels mig om Overbevisning og Tro. Uden Tro paa Aabenbaring paastaar han, at Religiøsitet ikke kan existere, og denne Aabenbaring maa ikke prøves ved Fornuften, hvilken kun som en Slags Tjener eller Dør- vogter kan tolereres. Jeg kan heraf ikke slutte andet, end at enhver Aabenbaring, naar Fornuften ei maa prøve den, er lige sand og god. Hvorved uden ved Fornuft- grunde erkjende vi den christelige Religions Fortrin frem- for den mohamedanske? Endog de historiske Beviser maa Fornuften først have prøvet, inden de erkjendes gyldige. 22de October.    Førend Schmidt gik ud, forelæste han mig af sin Dagbog den Udsigt over Rigets Tilstand, der blev fore- lagt Storthinget den 19de, dog under Tausheds hellige s.298   Segl. Den har da vist ogsaa bidraget meget til at om- stemme de stridslystne Deputerede. Finantserne derange- rede, Fæstningerne og Armeen slet forsynede med Alt, ingen uden- eller indenlandske Ressourcer -- hvad kunde under saadanne Omstændigheder opnaaes ved længere Mod- stand, uden Rigets totale Undergang. -- Kongens For- svarere aftage mere og mere i Antal. Man har tillagt ham det rasende Forsæt at reise til Bergen, hvori da ikke Søndenvinden kan have forhindret ham; altsaa gjendriver dette Rygte sig selv. Ventelig er han endnu i Frederiks- værn, og har endnu i Norge den krænkende Ydmygelse at se, hvor aldeles Normændenes Hjerter ere bortvendte fra ham. -- Klokken 12 holdtes Odelsthing i Anledning af den Takadresse, Capt. Ræder havde foreslaaet. Efter en kort Debat blev den forkastet. Derimod besluttede man at tilskrive Statsraadet og forlange Resultatet af Over- krigscommissionens Forhandlinger forelagt, ligesom man overalt, uagtet Foreningen, lader sig det være alvorligt magtpaaliggende, at Undersøgelserne om de Commande- rendes mislige Forhold, sker med størstmulig Strenghed og Nøiagtighed. Ingen er ivrigere i denne Henseende end Hount. Jeg gjorde idag et forgjæves Forsøg paa at faa en Forsoning istand mellem ham og Rasmussen. Denne vilde ikke møde ved den foreslaaede Sammenkomst. Endog under det ubehagelige Tilfælde, at Hount efter sin Trud- sel stevner ham, erklærede han, at det var ham umuligt at række ham Haanden som Ven. 23de October.    Jeg skrev et Brev til Holten, hvem jeg fortalte, hvad der hidtil var bestemt paa Storthinget. Jeg tænkte mig den dobbelte Mulighed: at et Brev til Etatsraad Holten, s.299   Christian Frederiks Fortrolige, kunde blive aabnet i Sver- rig, og at Brevet, naar det kom til sin Eier, kunde vorde Ex-Kongen forelæst. Efter begge disse Muligheder ind- rettede jeg mine Fortællinger og mine Betragtninger. Jeg meldte ham, at Kongens Brev havde gjort en meget ube- hagelig Sensation i Storthinget og maaske bidraget til Sagens endelige Udfald. Tilsidst, da jeg omtalte Parti- aandens Svækkelse og den Enstemmighed, hvormed man nu synes at arbeide til det nys saa forhadte Maal, an- mærkede jeg: "Hvad der næst Landets forknyttede Forfat- ning har virket mest hertil, er en Sag, som jeg ikke uden at saare Deres og min Følelse kan beskrive. Om her er Forrædere i Landet, ved jeg ikke; men at det ikke er dem, der have fremskyndet Opfyldelsen af Sverrigs Ønske: fre- delig Forening med Norge, derom tror jeg mig forvisset". -- Hount, Schmidt, Kjerschow og jeg vare indbudne til Hans Houge. Mellem Hount og Kjerschow kom det til en varm Dispute i Anledning af Herslebs Skrift, der dreiede sig om samme Punkt, som hin i Fredags: "Tro og Fornuft", men var mindre fredelig. Hount har, naar han dispute- rer, en bydende Bispetone, og ifølge sin Sects Grund- sætninger viser Kjerschow heller ikke den Beskedenhed, som egner den unge Mand. Eftergivenhed og Tolerance ere, saavidt jeg kan indse, i vore moderne Theologers Øine, den foragteligste af alle Svagheder. Jeg vil hermed in- genlunde bryde Staven over min brave Collega, hvis Ar- rogance er forenet med megen Godmodighed og Jovialitet; men Arrogancen er der. Den følger Systemet, som Skyggen Legemet. 24de October.    Efter Schmidts Fortælling havde Treschow i Stor- s.300   thinget vakt Misnøie hos mange ved den udmærkede Svenskhed, han viste sig i Besiddelse af, efter at han for faa Maaneder siden havde erklæret, at det var en Nations Pligt at vove og opofre alt for en stor og skjøn Ide uden Hensyn paa Følgen. "Han gik videre i sin Paa- stand end selve Commissærerne, og yttrede Grundsætnin- ger, der paadrog ham den Mistanke, at en Statsraads- post, en Nordstjerne-Decoration eller deslige er det Maal, hvorefter han tragter". -- Ved den svenske Dinér omdel- tes idag et trykt Digt af en Esaias Tegnér, som ikke er i Christiania, hvilket altsaa maa være et Produkt af ægte prophetisk Begeistring, da Foreningen deri besynges som afgjort. Digtets Titel er Nora. Det er smukt og kraft- fuldt og ægte Poesi. En nydelig Blomst lægges paa Christian Augusts Grav, og alt, hvad der kan kaldes captatio benevolentiæ, for os er troligen benyttet. Slut- ningen behager mig mindst. 25de October.    Et Brev fra Lieutenant Schwartz skal cirkulere i Kjøbenhavn og er efter Rygtet opslaaet paa Børsen, hvori vi beskyldes for at have forraadt Kongen. Det lader alt- saa, at vi i Kjøbenhavn fremstilles i et endnu sortere Lys end han. Hegermann sagde, at han vil gribe Pennen til Nationens Forsvar, hvilket vel ikke kan ske, uden at com- promittere hans fordums Majestæt. Der fortælles nu, at han aldeles ikke var yndet i Throndhjem, at Trampe og Bugge virkelig i Vinter vilde udraabt ham til souve- ræn Konge, men at Folkets Stemme hævede sig lydeligen derimod, og at han meget misfornøiet forlod Byen. Saa- ledes fremdrages nu allevegne Svagheder og Inconseqvent- ser. Alle -- baade de Svenskes Venner og Fiender -- s.301   støde til den hældende Vogn, og Bergenserne, hos hvilke han aldrig har været, ere vel nu de eneste Normænd, der ønske ham tilbage.    Storthingets Forhandlinger havde været langvarige, og deres Resultat var saadant, at man ikke er aldeles rolig med Hensyn paa Følgerne. Det var de to vigtigste Punkter i de Svenskes Forslag, der debatteredes og af- gjordes (dog var iforveien bestemt, at Storthingets nær- værende Beslutninger ikke skulde være dets Ultimatum): om Krigsmagten og Naturalisationsretten. I Henseende til den første vedtoges enstemmigen efter Motzfeldts For- slag: "at i Fredstider hvert Lands Arme skulde blive inden dens Lands Grændser; til offensiv Krig maatte norske Tropper aldrig uddrage af Landet; angrebes derimod Sverrig, kunde Halvdelen af den norske Arme (men ikke uden Storthingets Samtykke) udcommanderes til dets For- svar, ligesom ogsaa i Tilfælde af at Norge bliver angre- ben, halvt saamange svenske Tropper som den norske Ar- me beløb sig til, skulde drage herind og forsvare det". Denne Beslutning synes at være et nødvendigt Værn mod Despoti og mene de Svenske det ærligt med os, maa de heri give efter. Med Hensyn til Naturalisations-Retten bestemtes med 69 Stemmer mod 9, at i Overensstem- melse med Grundloven, Storthinget allene har Ret til at naturalisere Fremmede, men i dette Punkt skal de Svenske være ubøielige i deres Paastand. Wetterstedt var i Aften hos Motzfeldt, Wirsèn hos Christie og Rosenstein hos Biskop Sørensen og klagede bitterligen. Sagen maa vel foretages paany. 26de October.    I Dag var jeg igjen paa Galleriet. Man begyndte s.302   med at oplæse et Brev fra Statsraadet med Communi- cation fra de svenske Commissærer, at Tropperne efter- haanden trække sig ud af Landet. Der ventileredes en Stund, hvorvidt dette skulde ansees som en blot officiel Meddelelse eller som Æmne til Deliberation, om nemlig ogsaa vore Tropper nu skulde hjempermitteres. Krabbe yttrede i den Anledning, at de burde blive staaende, til den hele svenske Krigsmagt var ude af Landet, men hans Motion understøttedes ikke og Brevet lagdes ad acta. -- Man foretog nu et Forslag af Stoltenberg om en egen Underhandlingscommittes Udnævnelse. Der debatteredes længe, om det skulde være en ny Committe eller den gamle blot forøges med 5 Medlemmer. Der forefaldt Ytringer, som saarede Committeens Ærekjærhed. Da Treschow og Bech nu erklærede, at de særdeles gjerne fraveg en Post, der medførte saamange Ubehageligheder, fremstod Præsten Bull (maaske den yngste Mand i For- samlingen) og fortalte de gamle Mænd i en sand Skole- mestertone, at det ikke var smukt at unddrage sig fra For- retningerne, fordi de ei vare behagelige. Naturligvis kunde ikke Committeen undlade at tage til Gjenmæle. Collett blev vred, Bech og Treschow replicerede med Sin- dighed. Ogsaa Wedel gav den unge Mand en eftertryk- kelig Revselse. -- Debatterne fortsattes og Resultatet blev, at man bestemte sig til at forstærke Committeen med 5 Medlemmer. Disse bleve: Motzfeldt med 71 Stemmer, Sørensen med 40, Diriks med 32, Wedel med 28 og Schultz med 21. -- Nu gik man over til Grundlovens Revision efter de Svenskes Forslag. Forhandlingerne vare ubetydelige og der herskede megen Enstemmighed. Da man standsede, hvor Committeens Betænkninger ophørte, s.303   fremstod Biskop Bech og gjorde i en kort Tale, fuld af høitravende Ros over Kongens Fortjenester af Norge, det Tillæg til Treschows Forslag om Adressen, at ogsaa en anstændig Appanage skulde bevilliges ham, indtil han be- steg den danske Throne, da han for vor Skyld har op- ofret en betydelig Del af sin Privatformue. Konow gik endnu et Skridt videre, og vilde have et Marmonument opreist for ham paa Spidsen af Dovre, eller et andet Sted, hvor det kunde tage sig godt ud. Alt opsattes til Hovedforhandlingerne ere endte, men jeg forudser disse Projecters Skjæbne. Wedel hørte paa dem med et ironisk Smil. 27de October.    Stoltenberg havde indgivet et dobbelt Forslag: at det om Landmagten fattede Decret ogsaa skulde extenderes til Roflottillen, og at, naar svenske Tropper kom til Norge eller omvendt, det Land, til hvis Forsvar de vare indkaldte, skulde underholde dem. Hvad det første Forslag angik, da var allerede igaar negativ Beslutning fattet herom, men adskillige erklærede, at have misforstaaet Qvæstionen og forlangte den optagen paany. Wedel, Tybring, Sorenskriver Weidemann og flere talte derimod, og paastod, at den engang fattede Beslutning burde staa fast, men Pluraliteten var for ny Overveielse. Resulta- tet blev, at en ubetydelig Pluralitet bifaldt Stoltenbergs Forslag, og decreterede om igjen, over hvilket de svenske Commissærer skal have persifleret. Det andet Forslag forkastedes. Jeg maa ellers sige, at jeg ved disse Vote- ringer ikke forstaar mig paa Schmidt og hans Colleger Collett og Lensmand Gram. De have deres specielle Fuldmagt, hvis Hovedpunkter Schmidt har meddelt mig, s.304   men overalt, hvor Sagen ei er soleklar, hersker Dissents i deres Votering. Collett hører bestemt til det wedelske Parti, Schmidt (med nogle Modificationer) til det Trond- hjemske, og Gram stemmer snart med det ene, snart med det andet. Bergenserne vise sig nu, efterat have opfyldt deres Committenters Befaling og voteret mod Foreningen, meget moderate og ingenlunde antisvenske, Konow tildels und- tagen. Den egentlige Opposition bestaar, saavidt jeg kan skjønne i dette Øieblik, af: Dahl, Hertzberg, Koren, Schmidt, Tybring, Holter, Theis Lundegaard, Schultz, Hegermann, Sodemann, Brun, Krabbe, Garmann og Stol- tenberg. Bønderne, skjøndt omgivne af en tre, fire ivrige Præster fra deres respective Egn, finde sig meget roligt i Om- stændighederne, og Hertzberg og Koren have som oftest den Chagrin, at høre de to Bønder, som sidde midt imel- lem dem, være af en anden Mening end de. Samme Koren taler ellers nu i Almindelighed 20 -- 30 Gange hver Dag. Jeg bliver ordentlig beklemt, naar jeg ser ham reise sig og hører hans fatale Stemme. 28de October.    Af henkastede Ytringer de foregaaende Dage formo- dede jeg, at der idag vilde forefalde interessante Debatter i Anledning af Grundlovens § 30, om Kongens Ret til at udnævne Statsraadets Medlemmer. Paragraphen var i Overensstemmelse med Commissærernes Forslag delt i fire, og over Begyndelsen til den første var det egentlig der tvistedes. Aall fremsatte nogle Erindringer om, at Norge bør have Vicekonge, ikke Statholder, hvilken Benæv- nelse var vedtaget istedetfor den militære Generalguvernør. Den Sag henlagdes imidlertid, indtil Spørgsmaalet om Statsraaderne var afgjort. Brun aabnede Debatterne s.305   herom med en skreven Tale, hvori han søgte at godtgjøre, at Storthinget, som bedst kjendte Nationens Mænd, burde forbeholde sig den Ret at vælge dens første Embedsmænd. Koren understøttede Motionen med en ligeledes skreven Tale, hvori han især skjældte paa Hofkryb og Hofgunst, samt paastod Umuligheden af at Koren i Stockholm kunde kjende de Mænd, der boede paa Vestkanten af Norge. Dahl holdt en lang Oration, hvori han troede at gjendrive fem Indvendinger, der kunde gjøres mod denne Nationens Ret, og gjentog iøvrigt udførligen, hvad de andre havde sagt. Nu stod Hount op og viste i en kort Tale Urig- tigheden af deres Paastand, især paa Grund af det Ind- greb, herved gjordes i den udøvende Magts Rettigheder, og den Conflict, der maatte opstaa mellem den og den lovgivende. Vidtløftigere talte Motzfeldt. Han havde ingen udarbeidet Tale, men havde tydeligen fattet Mod- partiets Mening og gjendrev den med seirende Grunde, ikke uden Sidehug til Dahl og hans afgjørende Tone. Blandt andet sagde han i Anledning af Korens Yttring, at om Hofgunst end hist og her kunde have nogen Ind- flydelse, vilde maaske Cabale, en endnu værre Ting, gjøre sig gjældende paa Storthinget. Dette paatog Dahl sig at modbevise. Han mente, at de fleste af Storthingets Medlemmer vare sande Patrioter. Herover følte Bech sig fornærmet og spurgte, hvem af Storthingets Medlemmer han ikke ansaa for sande Patrioter, hvortil Dahl svarede, at det ikke var det nærværende, men de tilkommende Stor- things Medlemmer, han muligens kunde tiltro Mangel paa Patriotisme. (Ligesom Bech gjerne kunde tilbageholdt sin Anmmærkning, der syntes at vidne om at han følte sig truffen, maa jeg og tilstaa, at Dahls Svar var usselt s.306   og inconseqvent). Endelig gjennemgik Præsidenten korte- lig og med Sindighed, dog ikke uden Stænk af Ironi, Opponenternes Grunde, hvorefter Spørgsmaalet blev sat under Votering, der havde det Udfald, at Kongen med 61 Stemmer mod 16 hjemledes den ham i Grundloven tilstaaede Ret at udnævne Statsraaderne. Kortere var Debatterne om Vicekonge eller Statholder. Ved Plura- litet af nogle og 50 Stemmer overlodes det Kongen at sende os hvilken af disse han fandt for godt, til stor Ærgrelse for Schmidt og flere, der endelig vilde have en Prinds som bestandig Vicekonge; men jeg for min Del er ikke bedrøvet over, at vi rimeligvis, til Prinds Oscar bliver myndig, faar en Statholder, thi vistnok vilde en Vicekonge være mere ærefuldt for Landet, men at vi maatte betale den Ære med en dyr Hofholdning, og at især dette Hofvæsen i flere Henseender vilde falde Chri- stiania kostbart, maa jeg tro, tildels oplært af Erfaringen. Grev Essen, som strax efter Kieler-Traktaten bestemtes til Statholder, roses som en brav Mand. Endnu vote- redes, om Statholderen skal være svensk eller norsk, og det overlodes til Kongen.    Da de følgende Paragrapher enstemmig vare antagne, foretoges et Forslag af Capt. Ræder, om en Slags Ostracisme, hvorved Storthinget skulde være berettiget til at excludere af Statsraadet en eller to Mænd, der maatte antages at have tabt Nationens Tillid. Treschow var imod Forslaget, da, som han sagde, Athenienserne havde været det eneste Folk, hos hvem Ostracismen var indført, og den der havde havt saa uheldige Følger, at Exemplet ikke kunde opmuntre. Sodemann erindrede, at det just var Grundsætningen i Athen, ved Ostracisme at udelukke s.307   de bedste Borgere af Frygt for, at de skulde usurpere Enevældet, og at disse jagedes i Landflygtighed, hvilket alt ikke passede paa den her foreslagne. Motzfeldt fandt desuagtet, at Misbrug og Cabale derved vilde finde Sted og Motionen blev forkastet. -- Før Mødets Slutning tilbagekaldte Bech sit Forslag om Kongens Appanage. 29de October.    Schwartz har i Intelligentsseddelen lovet 1000 Rbd. til den, der beviseligen kan opgive, hvo der har opdigtet og udspredt om ham det usandfærdige Rygte, at han i et Brev, som cirkulerer i Kjøbenhavn, har sværtet Nationen og den norske Arme. Han kalder os i denne Bekjendt- gjørelse "sine Medborgere". -- Da mine Forretninger var forbi, vilde jeg gaa paa Storthinget, men mødte Soren- skriver Berg, som fortalte, at det alt var forbi for idag, samt at han havde læst de Svenskes Contraforslag om Kongens Disposition over Armeen, og fundet dem meget liberale. Jeg har siden ogsaa læst dem og maa istemme samme Dom. Debatter ville rimeligvis forefalde om et Par Punkter, men jeg tvivler ikke om at de ville blive antagne, hvorved da al Vanskelighed er ophævet, thi hvad Naturalisationen angaar, tror Hount, at de Svenske, med en ubetydelig Modification, ville give efter. -- Man be- skylder Treschow for, den 20de at have villet lægge en Snare for Storthinget ved at foreslaa det definitive Kon- gevalg umiddelbar efter Foreningens Antagelse. Derved vilde alle Debatterne om Betingelserne bortfalde som unyt- tige, og Storthinget underkastede sig den valgte Konges vilkaarlige Godtbefindende. Det var efter en Motion af Holter at Forslaget faldt igjennem. En Statsraadpost skal være Treschow vis. Christie skal man have tiltænkt s.308   samme Ære, som han dog neppe modtager. Ogsaa He- germann menes at være en vis Candidat. -- Sverdrup staar nu i den faste Formening, at Kongen har spillet en Farce heroppe, arbeidet for Danmark saalænge han kunde og siden umiddelbart fremledt den nuværende Katastrophe. Det er sørgeligt at tænke saadant, men desværre, man tvinges i vore Dage til at tro saameget imod sin Villie. For en Hykler kan og vil jeg imidlertid ikke anse den i saamange Henseender elskværdige Christian, men svag, uselvstændig er han, trods sin Fætter og hvilkensomhelst af Europas Potentater. 30te October.    Religion og Geistlighed synes at have stort Værd for Statsraad Rosenblad. Han opmuntrede til et Bibel- selskabs Oprettelse, og lovede fra det Stockholmske et Bi- drag af 3000 Sølvdaler. Ogsaa talede han om et Se- minarium for tilstundende Religionslærere -- en meget god Ide -- og disses Undervisning i Medicin, for at kunne paa Landet i fjern Afstand fra Lægen være Al- muen til Raad og Hjælp. Med min Prædiken idag og "den ægte Religiøsitet, den bar Præg af", viste han sig særdeles tilfreds. -- Jeg er i denne Tid næsten aldrig i noget Selskab, uden at det gaar ud over Kongen. Flere af hans ivrigste Tilhængere optræde nu som hans værste Antagonister. Ikke umærkelig er den Omstændighed, jeg iaften hørte relevere: hans Samvittighedsnag, og det Ud- brud ved Synet af de Blesserede: "Det er for min Skyld disse Mennesker opoffres". Dette kunde han, paastaar man, aldrig have sagt, naar han var sig bevidst, at have opfyldt sin Pligt. Det var jo ikke for ham, men for sin egen Selvstændighed, Nationen kjæmpede; Liv og Blod s.309   havde den svoret at opoffre, ikke for ham, men for Fæ- drelandet; Sagen var den lige hellig og rigtig, i hvo der havde været dens Anfører. Hvor kunde han da sige: "de offres for mig!" Frappant er sandelig ogsaa hans sunde Ud- seende den 18de Septbr., efter at man for en Maaned siden havde beskrevet ham som et ravende, kraftløst Skelet, neppe mulig at gjenkjende. Neumann erindrede mig om vor Dispute i Markedstiden. Ak! han havde altformegen Ret. Dog, ogsaa han dyssedes jo siden i den samme Drøm, som jeg. Maaske er det vort Fædrelands sande Lykke, at vi saa tidlig vaagnede. -- Man tror, Qvæstio- nen om Krigsmagten kun ved en Deputation til Kron- prindsen fuldkommen vil blive bragt i Orden. Schmidt idetmindste er af den Mening; hvorvidt Pluraliteten deler den, vil Tiden vise. 31te October.    Consistorialraad Aschehoug stod idag frem med en Motion om at paaskynde Forretningernes Gang paa Stor- thinget. Det havde nu varet i 24 Dage. Imidlertid stod de svenske og norske Tropper under Vaaben, led ondt i det vedholdende Regnveir og begyndte at anfaldes af smitsomme Sygdomme. De lange Taler, som holdtes i Forsamlingen, forhalede det endelige Resultat, og derfor foreslog han, at ingen udførlige Taler maatte holdes. Enhver skulde blot i Korthed fremsætte sin Mening; 8 Minutter skulde være den længste Tid, der maatte tilste- des nogen at tale; naar disse vare forbi, skulde Præsi- denten og ethvert Storthingsmedlem have Ret til at raabe Stop. Endelig vilde han have enhver Omvotering for- budt, med mindre nye Forslag fra de svenske Commissæ- rer gjorde det nødvendigt. Koren geraadede over dette s.310   Forslag i megen Iver, men Præsidenten paabød Taushed og opsatte Sagens Discussion til imorgen. Nu gjennem- gik man Resten af Grundloven, med hvilken man blev færdig. Det meste antoges enstemmig. 70 Paragrapher bleve gjennemgaaede, men uagtet man saaledes ikke kunde opholde sig længe ved hver, saa talte dog Nansen ikke mindre end 36 Gange. Koren lod sig sjeldnere høre. I Anledning af § 53 b c henkastedes Anmærkninger af Bech, Weidemann ofl., hvori tydeligt Hensyn toges til Oberst Holst, men da intet kunde gjøres ved den Sag, kaldte Præsidenten til Dagens Orden. Til Slutning frem- drog Schmidt et Forslag, han havde gjort, og hvoraf ei var taget Notice, at til Professorer ved Universitetet skulde foreslaaes tre, hvoraf Kongen skulde vælge en, siden Indfødsretten ei gjælder om dem, og Kongen kunde sende os lutter svenske Professorer, hvis Indflydelse paa Lan- dets Ungdom kunde blive farlig, men Sagen ansaaes afgjort. 1ste November.    Henved 11 Timer har jeg i Dag tilbragt paa Stor- thinget, men saa havde jeg ogsaa den Fornøielse, ved min Hjemkomst at vide Hovedsagen saaledes afgjort, at vi nu kunne være sikre paa Fred. Forhandlingerne skulde imor- ges begyndt med at debattere Aschehougs Forslag, men han tog det tilbage, bevæget dertil ved den overordentlige Hurtighed, man igaar var gaaet frem med. Man be- gyndte altsaa med 3 nye Paragrapher, Committeen havde foreslaaet som Tillæg til Grundloven, og disse sysselsatte Storthinget næsten den hele Formiddag. Den første var: "Norge skal have sin egen Bank, sit eget Mynt- og Pen- gevæsen". Etatsraad Knudtzon foreslog, at den skulde hedde s.311   Nationalbank, hvilket enstemmig forkastedes. Om en pas- sende Bestemmelse til at forebygge Regjeringens Indblan- ding i dens Affærer debatteredes længe af Konow, Wedel, Holter, Nansen og Koren. Wedels Forslag antoges. Anden Paragraph var: "Norge skal have sit eget Koffar- diflag; dets Orlogsflag skal være et Unionsflag". -- I den Anledning talte Doctor Møller og Biskop Sørensen, den sidste meget kraftfuldt og skjønt. Koren, som under denne Debat skal have reist sig 83 Gange, fortalte, at han havde en Fætter, som havde været Slave i Algier og foreslog i den Anledning, at man maatte have Lov til efter eget Tykke at bruge National- eller Unionsflag, for at spare Afgiften til de barbariske Magter. Nansen vilde, at Nationalflaget ogsaa skulde bruges til Orlogs og Uni- onsflaget kun, hvor begge Flaader virkede i Forening. Dahl vilde, at Norge baade til Orlogs og Coffardis skulde have sit eget Flag. Paragraphen vedtoges ufor- andret. No. 3 handlede om Nationalgjælden. Koren bragte i den Anledning vort Pengeforhold til Danmark paa Bane, og Diriks paaberaabte sig et Decret af Eids- voldsforsamlingen. Medens dette hentedes, foretoges et gammelt Forslag af Konow, at Norge burde have sine egne Konsuler paa fremmede Handelssteder. Alle de Ta- lende, Wedel undtagen, var for Forslaget, men det faldt alligevel igjennem med stærk Pluralitet. Man tog igjen fat paa den tredie Paragraph, som antoges. Nærmere Detail afgjøres paa næste Storthing. -- Nu foretoges Resultatet af Committeens Conference med de svenske Com- missærer om de paa Storthinget fattede interimistiske Be- slutninger. Ved § 11 foresloges, at det nærværende Stor- thing i Nationens Navn skulde sværge Carl den 13de s.312   Hyldings- og Troskabs-Ed. Herimod protesterede mange, som paastode, at Eden var altfor hellig til, at man kunde aflægge den i andres Navn end sit eget. Treschow sagde, at man paa Eidsvold havde svoret i Nationens Navn, hvilket Schmidt med Grund benægtede. Bech troede ogsaa, at man godt kunde aflægge Ed paa andres Vegne, men ved Vo- tering forkastedes Forslaget med 61 mod 16 Stemmer. Efter en foregaaende Motion af Abel, at man desuagtet kunde og burde i sit eget Navn gjøre Ed til Kongen og Constitutionen, voteredes nu herover. De, som hertil fandtes villige, opfordredes til at reise sig, og Sodemann allene blev siddende. Formiddagsforhandlingerne endte med Præsidentvalg, der atter faldt paa Christie, dog kun med 39 Stemmer; Wedel havde 26.    For at faa den vigtige Hovedsag afgjort idag, be- stemtes et Eftermiddagsmøde til Kl. 5. Først oplæstes Commissærernes Dictamen til Protocollen i Anledning af den omtvistede § 25. Med Alvor og Grundighed frem- sattes Motiverne for deres Paastand, at Kongen maatte have høieste og ubegrændset Myndighed over Rigets Land- og Sømagt. Dog vedtoges ei uvigtige Modificationer i deres forrige Forslag. Diriks, som Formand for den Fi- lialcommitte, der meddeler de Svenske Storthingets Be- slutninger, opregnede de Modgrunde, han havde anført mod Commissærernes Paastand, og endelig forelæste Chri- stie den samlede Committees Betænkning. Nu aabnedes Debatterne. Schultz begyndte med en temmelig lang og vel udarbeidet Tale, hvori han med al mulig Styrke fremsatte Grundene mod Forandring i Storthingets, efter Motzfeldts Forslag fattede Beslutning. Tilsidst foreslog han, at sende en Deputation til Sverrigs Kronprinds, for s.313   at foredrage ham, hvad man i denne Henseende fandt fornødent. Efter ham fremtraadte Treschow "ikke uden Undseelse, da han kunde troes nu for tredie Gang at have skiftet Mening". Dette havde han imidlertid ikke gjort. Omstændighederne havde tvunget ham til at dølge, hvad der gjennem hans Liv havde været hans stadige Over- bevisning: at den excutive Magts Hænder bør, hvad Krigs- magten angaar, være ubundne, hvilket han og med histo- riske Exempler viste fast overalt i frie Stater og indskræn- kede Monarchier at have været Tilfældet. At Storthin- get skulde samles, inden Armeens sidste Halvdel kunde commanderes ud af Landet, fandt han aldeles urigtigt, da Landet ved pludseligt Overfald kunde være oversvømmet af Fiender, saaledes at dette Forsvar, naar det omsider decreteredes, kom for silde. Dette troede ikke Ræder kunde være Tilfældet, da Rustninger maatte mærkes i det Land, hvorfra et saa stærkt Overfald vilde ske. Han erklærede sig mod Forandringen. Bech gjorde ham det Spørgs- maal, om han kunde afbevise Muligheden af et saadant pludseligt Overfald. Ræder svarede, at han vel ikke ma- themathisk kunde bevise det, men at dets Umulighed var ham indlysende. Bispen forlangte heller ikke at mathe- matisk, ikke engang et historisk, men blot et philosophisk Bevis; men Sorenskriver Bryn forlangte nu Ordet, og Bispens og Capitainens Trætte blev afbrudt. Bryn til- raadede i en kort Tale Forandringen. I hvad Orden de øvrige Talere fremtraadte, er mig umuligt at erindre; jeg nævner dem altsaa som jeg husker dem. Abel talte meget smukt for Kongens uindskrænkede Myndighed over Armeen, men man føler sand Angest og Beklemmelse ved at høre ham. Han er en høi, mager, alvorlig Mand og har den s.314   huleste Dødningstemme, jeg nogensinde har hørt. Det er som om en Stemme lød fra Aandeverdenen. Tybring har en Stemme som en Basun. Han fortalte, at skjøndt hans Vugge stod i de ringere Klasser, indsaa og følte han, at Kronens Vægt var tung. Jeg troede i Begyn- delsen, at han ønskede Forandringen, men tilsidst erklæ- rede han sig dog imod den. Præsten Bull antog det Til- fælde som rimeligt, at Opstand kunde udbryde i en eller anden af Norges Provindser i Anledning af Foreningen, og vilde have os betinget, at Normænd i saa Fald ei skulde udcommanderes mod deres Brødre. Denne Tale fremkaldte almindelige Yttringer af Uvillie og Præsidenten gav ham en alvorlig Irettesættelse. Hvad Wedels Me- ning var, behøver jeg naturligvis ikke at sige. Procurator Arntzen talte for første Gang, og talte meget vakkert. Han hører til det moderate Parti. Koren taug naturlig- vis ligesaalidt her som ellers, men var langt sindigere og fornuftigere end i Formiddag. Ganske enig var han dog nok ikke med sig selv, thi han talte mod, men voterede for For- andringen. Nansen vilde have de Svenskes Forslag anta- get. Den kalkunske Lyngdalsbonde, Sectionsanføreren Theis Lundegaard, havde en liden skreven Sermon, hvori han henholdt sig til Grundloven og Motzfeldts Forslag. Aall, der dog, saavidt jeg kunde høre, voterede med Oppositio- nen, ønskede Storthingets Decret fornyet, kun med den Modification, at hele Armeen skulde holdes i marschfær- dig Stand, men kun den halve Del virkelig marschere før Storthingets Samtykke var indhentet. Sørensen holdt en net liden Tale for Kongens uindskrænkede Dispositionsret over Armeen. Jeg har aldrig hørt ham før idag, men jeg har faaet store Ideer om hans Talent. Fra den Side kan Norge vir- s.315   kelig lykønske sig med sine Biskopper, naar en Mand som Bech staar nederst blandt dem som Taler. Pastor Weidemann, un- derstøttet af Schmidt, foreslog, at, i Forhold til Landenes Folkemængde og Ressourcer, et lige Qvantum skulde af- gives fra Norge og Sverrig, hvilken Mening Koren og- saa tiltraadte, men dette Spørgsmaals Afgjørelse blev ud- sat til næste Storthing. Angell talte med utilbørlig Bit- terhed mod de Svenske, og syntes at glemme, at Amnesti fra begge Sider er en nødvendig Betingelse for virkelig Forening. Diriks talte ogsaa. Jeg tror det var ham, som godtgjorde, hvorledes et overordentligt Storthings constitutionsmæssige Sammenkaldelse vilde medtage en Tid af 8 -- 10 Uger, i hvilken Tid Armeens første Halvdel kunde være ødelagt inden den anden begyndte at operere. Endnu lode Sibbern og Stoltenberg sig høre, den sidste mod, den første for Forandringen, dog under den Betin- gelse, at de af Sverrigs Tropper nu besatte norske Fæst- ninger skulde rømmes umiddelbart efter Edens Aflæggelse. Endelig skred man til Votering. Det første Spørgsmaal var: "Kan den af Storthinget i Anledning af § 25 tagne Bestemmelse forandres?" Dette antoges med 57 mod 21 Stemmer. Nu gjennemgik man punktvis de Svenskes nye Propositioner med Committeens ubetydelige Forandringer. Alt bifaldtes, kun med et lidet Tillæg om hvad der for- staaes ved Linietropper. Endelig kom Hovedspørgsmaalet: "Bør den vedtagne Indskrænkning i Kongens Raadighed over Tropperne vedblive?" 52 svarede Nei, 26 Ja; alt- saa gik de Svenskes Forslag igjennem netop med to Tre- diedele af Stemmerne, og Følgen er, at jeg og mange Tusinde med mig nu sidde trygge og rolige i vort Hjem, og kunne om et Par Dage vente Pontecorvo som Ven,

forrige

neste