10de October.    Hount slog atter paa den Streng, at Norge allerede i 1807 burde givet sig i svensk Vold. Selv Schmidt s.279   syntes at finde det fornuftigt, om Norge da havde løsrevet sig fra Danmark; men lovet være Gud, at ikke det skede. Mine svage Forsøg paa at fastholde Baandet mellem Sjette Frederik og mine Landsmænd er ogsaa af det, som vil fryde mig paa Dødssengen. Det er nu forbi, og, i hvad der end sker, aldrig vil den for faa Maaneder siden ei usandsynlige Gjenforening finde Sted. 11te October.    Kongen er reist -- og aldrig er en rimelig Forvent- ning sørgeligere bleven skuffet, aldrig et fornuftigt, ædelt Ønske paa en mere frappant Maade nægtet Opfyldelse, end hans Ytring den 29de Mai 1813: "Gid jeg, naar jeg forlader Norge, maa have en saadan Afskedstime!" -- Endnu i Søndags (troede Diriks bestemt at kunne forsikre) haabede han, at der muligens kunde ske en Di- version. De nordenfjeldske og oplandske Bønder ved Stor- thinget mentes at skulle frembringe den, men de mælede ikke et Ord. Hos dem, som hos alle, saa man Resigna- tion og Taushed. Deputationen kom til Ladegaardsøen og Treschow havde det ubehagelige Hverv at begjære Pri- vataudients og gjøre Kongen opmærksom paa, at det til Rigets Gavn var nødvendigt, at Frasigelsesakten ogsaa betryggede med Pretensioner af hans Søn og eventuelle Afkom. Clausulen blev tilføiet, og han kom ud til den samlede Deputation. Han vilde sige nogle Afskedsord, men Taarer kvalte hans Stemme, og alle (fortalte Biskop Sørensen) græd med ham. Idet han ønskede Norge Vel- signelse, afbrød han sig: "Jeg kan ikke mere. Farvel!" og ilede ud. Kl. 9 reiste han, ledsaget af Broch, Lector Adler og Capt. Holsteen. Saadan Ende tog da hans korte Herredømme. For ham, hvor uendelig bedre, om den s.280   Sygdom, hvori nogle ere inhumane nok til at ane For- stillelse, havde lagt ham i Graven! Jeg vil tro, at der paa Bunden af det Malurtbæger, som i dette Øieblik rækkes os, kan være liflig qvægende Sødme, ligesom saa ofte de søde Drikke levne en bitter Eftersmag, men at Christian Frederik er en saare talentfuld og ædel Mand, at hans værste og maaske eneste Feil var den, at han paatog sig et Arbeide, han ikke var voxen, og henreven af en skjøn Ide ei tilbørligen tog i Overveielse, om og hvorledes den kunde realiseres, at han i roligere Dage, veiledt af forstandige og retskafne Raadgivere, kunde ble- ven en ypperlig Regent, det er min stadige Overbevis- ning, og saa Fred være med ham! Skjøndt jeg personli- gen vel kunde ventet af ham, hvad han ikke har præsteret, skal dog hans Minde altid være mig kjært, og jeg skal ikke fortryde at have kjendt og elsket ham.    I Storthinget aflagde Treschow Rapport om den forrige Dags Mission, og endte med at foreslaa en Tak- adresse til Kongen, hvorom det dog ei kom til Ventila- tion, ventelig fordi han alt er reist. Frasigelsesakten op- læstes, og Præsidenten foreslog en Committe nedsat for at undersøge Rigets Tilstand, men ogsaa denne Sag ajourneredes. Ordenen kom nu til Lagthingsmedlemmer- nes Valg, i hvilken Anledning Treschow fremkom med den Motion, som han vilde gjort i Løverdags. Den delte sig i to Momenter, hvoraf det første gav Anledning til længere Debatter, end det var værd. Han mente nem- lig, at der ved Valget af Lagthingets Medlemmer ei burde sees paa Alder, Stand, Indsigter o. dsl., hvilket da i det høieste var et Raad, som de fleste ligesaagodt kunde give sig selv. Vigtigere var det andet Moment. Constitutio- s.281   nen fastsætter, at de Forslag, Odelsthinget har antaget, skulle forelægges Lagthinget, men hvad skal da gjøres ved dem, som det har forkastet? Efter nogen Debat enedes man om, at hvad Lovgivningen angaar og den indre Ad- ministration, da maa Grundlovens Taushed være Bevis paa, at hvad Odelsthinget har forkastet, ikke bør eller maa gaa videre. Hvor derimod, som ved nærværende Storthing, Talen er om Landets udvortes Tilstand, der forenes begge Thingene, og Storthinget udgjør et Helt. Forhandlingerne bleve nu afbrudte, da den constituerede Statssecretær, Krigsraad Fischer, kom fra Statsraadet med Underretning om, at det havde en Sag af Vigtighed at foredrage. Rosenkrantz førte ogsaa idag Ordet, og ud- bad sig Storthingets Villie meddelt angaaende, hvorledes der skal forholdes under nærværende Interregnum i Over- enstemmelse med Grundlovens § 42 ofl. De svenske Commissærer havde meldt deres Ankomst, og ønskede at vide, naar Storthinget vilde høre deres Forslag. Endelig foreslog han en Committe nedsat, der kunde revidere Pro- tokollerne, og meddele Storthinget en Udsigt over Rigets Forfatning, hvilken Committe da maaske ogsaa kunde træde i Underhandling med de Svenske. Efter Stats- raadets Bortgang skred man til Valget af Lagthin- gets Medlemmer. Collett havde de fleste Stemmer, iøv- rigt valgtes Mennesker fra alle Egne og af alle Stænder, Bondestanden dog undtagen. De fleste vare dog civile Embedsmænd; af Geistlige valgtes kun Bech og Hertz- berg. Der ventileredes om Lagthingets Præsident skulde være det hele Storthings, eller om en egen skulde vælges for dette. Det sidste besluttedes. Sorenskriver Christie havde flest Stemmer baade til Præsident og Secretær; s.282   han ønskede at beholde det sidste Embede, men Pluralite- ten paalagde ham at beholde det første og hæderligste, og han fandt sig deri. Debatterne om Statsraadets Fore- stilling udsattes til imorgen.    Til Middag vare Schmidt og jeg indbudne til Ro- senkrantz, hvor vi traf den hele svenske Skare, civile, geist- lige og militære, vist henved 20 Personer. Efter Bordet blev jeg tiltalt af Biskop Rosenstein, en ret affabel, mid- delaldrende Mand, der sagde mig smukke Ting om mit Rygte og vil paa Søndag høre mig, for at erfare, om Rygtet har løiet. Imidlertid gik den fornemste Mand af alle, Seraphimer-Ridderen, Statsraad Rosenblad om- kring i Salen og søgte efter mig, traf paa Provst Hertz- berg og complimenterede ham paa min Regning; endelig fandt han mig, og sagde, at han havde læst mine Præ- dikener med stort Bifald, og længtes efter at høre mig, talte om Religiøsiteten hos Almuen i Nord og Syd, og var overvættes galant. Manden er aldrende, ser sygelig ud og Ordensbaandet udgjør vel det meste af hans Vær- dighed. Endelig fik jeg en da capo af den bekjendte Di- plomatiker, Baron Wetterstedt, og saa kunde det da være Røgelse nok for den Gang. 12te October.    Lector Stenersen har i Dagens Intelligentsseddel grebet Aandens Sværd og befaler os at føre det legem- lige, indtil vi ligge paa Valpladsen; i andet Fald ankla- ger han os som Menedere for Guds Domstol. Det hører nu engang til Grundtvigianernes Charakter at gjøre en- hver Sag, de interesserer sig for, til Guds, og at for- dømme her og hisset Enhver, hvis Overbevisning og Frem- gangsmaade afviger fra deres. -- Paa Storthinget ven- s.283   tileredes angaaende Statsraadets Indberetning og For- slag. Om den Committe, der skulde undersøge Rigets Tilstand debatteredes længe, men alt, hvad Oppositionen fremførte, var taabeligt og intetsigende Snak. Det var egentlig Præsterne Brun og Dahl, som udgjorde denne Op- position. Den første røbede den fuldkomneste Uvidenhed om en Revisions-Committes Arbeide, og troede, at Pro- tokollernes Oplæsning for Storthinget kunde udrette det samme. Dahl gik et Skridt videre, og ytrede ei utyde- ligen, at det vel var muligt, at en saadan Committe kunde give en falsk Indberetning og saaledes begaa det sorteste Landsforræderi. Han blev ogsaa efter Fortjeneste irettesat: lempeligen af Motzfeldt, eftertrykkeligen af Collett. Man skred omsider til Valget af denne Committe, hvis Medlemmer bestemtes til 9. Valget faldt paa Kammerraad Holst, Consul Konow, Justitsraad Diriks, Biskop Søren- sen, Grev Wedel, Amtmand Krogh, Major Hegermann og Præsten Brun, som nu selv vil erfare, hvad Ordet Committe monne betyde. Motzfeldt havde de fleste Stem- mer. -- Hvad de Svenskes Ankomst betraf, besluttede man at modtage og høre dem i Morgen kl. 10. Der fandtes gevaltige Patrioter, der, trods Klogskab og Vel- anstændighed, vilde at Fuldmagterne skulde affordres dem i Forsalen, og at ingen Deputation skulde udsendes for at indlede dem. Grev Wedel talede Høflighedens Sag og det bestemtes, at det samme Antal Medlemmer skulde modtage dem, som for Statsraadet er reglementeret, neml. 5, og at Fuldmagter og Forslag paa engang skulde afle- veres. -- Christie beklædte for første Gang Præsidentsto- len med meget Held og Bifald, og jeg tror ikke, han mangler nogen af de Egenskaber, der fordres hos en Præ- s.284   sident. -- Da Storthinget var hævet, traadte Lagthinget sammen i Bibliotheksalen, som er dets bestemte Locale, for at vælge Præsident og Secretær. Det første blev Grev Wedel, det sidste Assessor Hagerup. Odelsthinget fik samme Præsident og Secretær, som det samlede Stor- thing.    Under Lagthingsvalget igaar forefaldt en synderlig Histo- rie, som jeg glemte at fortælle. Hount kom op paa Galleriet og hilste først paa mig og siden paa Rasmussen, men denne vilde ikke modtage Hounts Haand, og sagde høit for alle Mennesker: "Nei, dig kan jeg ikke mere kjende eller ind- lade mig med". Hount forbausedes, men styrede sin Vrede, talte om ligegyldige Ting med mig og en anden, og gik. Jeg fortalte R. efter Hounts Bortgang, hvad jeg vidste til hans Forsvar, og især hvad han selv havde sagt i Anled- ning af Ambassaden. Det syntes at undre ham, men videre blev ikke talt derom. Hount har nu skrevet et Brev til ham, og affordret ham en fyldestgjørende Æres- erklæring. Faar han ikke den, vil han stevne ham. Jeg kan ikke misbillige, at han tager Sagen paa en saa al- vorlig Maade. -- Lieutenant Schwartz, som engang sagde til mig, at han "vilde følge Kongen til Betlerstaven", er her dog endnu. 13de October.    Storthingets Forhandlinger aabnedes med Valget af to Adjuncter, som tilforordnes Statsraadet under Inter- regnet. Dette Valg faldt neppe aldeles heldigt ud. He- germann og Commandør Fasting ere de valgte, men hvad Hegermann angaar, da tiltror man Oberst Rode større militære Indsigter, og finder ham, hvis Udmarsch igjen skulde finde Sted, undværligere ved Armeen, end Heger- s.285   mann. Da dette var forbi, afbrødes Forhandlingerne, og man besluttede at oppebie de svenske Commissærer. De udebleve næsten en Time over den bestemte Tid, nogle af Tilhørerne paa Galleriet til stor Forargelse. Omsider kom de. Statsraad Rosenblad oplæste med megen Vær- dighed og Anstand en Tale, mod hvis Indhold eller Tone intet med Føie kunde erindres, uden dette, at han erklæ- rede, kun under den Betingelse at kunne indlade sig med den Underhandlingscommitte, som han og hans Colleger ønskede at conferere med, at begge Rigers Forening er- kjendtes. Præsidenten gav et kort og passende Svar, og de forføiede sig bort i samme Orden, som de vare komne: Rosenblad, Wetterstedt, Grev Mørner, Wirsen og Rosenstein. Tilligemed Fuldmagterne afgav de Norges omarbeidede Grundlov, hvori indeholdtes de Forandringer, man ifølge Conventionen finder fornødne. Den forelæstes in extenso, og jeg ser ikke andet, end at, paa et Par Punkter nær, hvilke Hount forsikrer ville vorde eftergivne, hver sindig og retskaffen Normand, sin egen Patriotisme og Nationens Frihed ubeskadiget, kunde i et og alt antage den. Discussioner fandt ikke Sted; ogsaa Underhandlings- committeens Valg udsattes til imorgen. I Dag decretere- des blot, at intet lydeligen ytret Mishag eller Bifald maa finde Sted paa Storthinget, og dernæst fremførtes af Biskop Bech en Motion, at Storthinget høitideligen skulde erkjende Modtagelsen af Kongens Abdication, og han lø- ses fra sin Ed, ligesom vi fra vor. Ogsaa herover op- fattes Debatterne. De Fleste, som jeg siden har talt med, finde Forslaget utidigt og overilet, -- jeg indser ikke hvorfor. At han aldrig mere bliver Norges Konge er dog en soleklar Sag. -- Storthingsmanden og Hougia- s.286   neren Ole Svanøen besøgte mig i et Forretningsanlig- gende. Han er en vakker ung Mand, men syntes ikke at være meget enthusiastisk for Norges Uafhængighed, som overalt de fleste Deputerede af Bondestanden paastaaes ikke at være. -- Det er kommen til fuld Forklaring mel- lem Hount og mig, og vort gamle Forhold er fuldkommen retableret. Sagtens vilde det ikke glæde mig at staa i det fortrolige Forhold til de Svenske, hvori han bekjender sig at have staaet siden Smaalehnenes Invasion og endnu at staa. Men er det, hvad jeg stadigen tror, den Over- bevisning, der ledede ham, at Landets Frelse alene paa den Maade kunde bevirkes, hvo tør da fordømme ham? og er saa desuden hans Overbevisning sand og grundet, hvo maa da ikke takke og ære ham?    Kongen har ved sin Bortreise affordret alle de norske Kammerherrer deres Nøgler og Kammerjunkerne deres Be- stalninger. Det var da Pernilles korte Frøkenstand! 14de October.    Nansen begyndte idag med en temmelig lang udar- beidet Tale, hvis egentlige Tendents man længe var uvis om. Han fortalte om de patriotiske Gaver fra Jædderen og Dalerne, oplæste og afleverede den Adresse, der skulde ledsage dem, samt en Fortegnelse derover (en yderlig Ba- gatel som Gave fra et halvt Amt.) Derpaa kom han da til Hovedsagen, om Norge burde indgaa Forening med Sverrig. Han anførte tre Modgrunde, der syntes at fraraade den: Nationalhadet, Eden, vi har svoret, at vove Liv og Blod for Norges Selvstændighed, og -- den tre- die erindrer jeg ikke. Endnu stod jeg i den Formening, at han vilde opfordre til Nationens Reisning i Masse og Undergangskrig, da han endelig vendte Medaillen og an- s.287   førte ret antagelig Modgrunde, der tilraadede Forenin- gen. Hans Forslag var, at indlade sig strax i Under- handling med de svenske Commissærer, og begjære Vaa- benstilstanden forlænget paa 14 Dage. Præsidenten mod- tog Talen, men anmærkede, at den var kommen fortidlig, da den omhandlede Sag endnu ikke var taget under Over- veielse. -- Debatterne om den af Commissærerne fore- slaaede Committe vare lange og tildels vrøvlende. Re- sultatet blev, at man udnævnte en Committe,ikke for at underhandle, men for at modtage de Oplysninger, der senere, forelagte for Storthinget, kunne tjene til Basis for Underhandlingerne. (Schmidt anser imidlertid dette Skridt for afgjørende, og føler sig overbevist om, at det svenske Parti bestemt prædominerer i Storthinget. Jeg for min Del finder ikke Navnet Parti passende her. Jeg tror Nationen nu er for Foreningen paa billige og hæ- derlige Vilkaar, og at de, der modsætte sig den, nu maa kaldes Parti). Ogsaa denne Committe bestaar af 9 Med- lemmer og deraf bestemtes det, at en Trediedel skulde være Bønder. Valget faldt paa: Christie (i hvis Sted, saa- længe han er Præsident, Assessor Lange indtræder), Tre- schow (der betragtes som en af Unionisternes Høvdinge), Collett, Proc. Arntzen, Major Sibbern (i forrige Rigs- forsamling regnet blandt de tvetydige Medlemmer) og Biskop Bech (en af Unionens erklærede Venner), samt af Bondestanden: Asmund Nørgaard (en halvstuderet Per- son), Erik Noer og Lensmand Forseth, to ubekjendte Mænd, i hvis Sted Schmidt vilde havt den bekjendte Lysgaard, Guldbrandsdølen Ole Haagenstad og Bergenhuseren Tor- ger Næs, alle efter hans Formening gode Patrioter. Der efter oplæstes endel Breve m. v. hvoriblandt en utidig s.288   Forespørgsel af en Præst, om et Sogn er berettiget til at vælge lutter Bønder til Valgmænd (Lister Amt har givet Exempel paa, at et helt Amt kan vælge lutter Bøn- der til Deputerede) samt en Adresse fra Valgforsamlin- gen paa Ulfsten Sogn paa Søndmør, som var stemt i en meget høi Tone. Den indeholdt -- jeg tror 18 Punk- ter, som Præsten og hans Menighed fordrede bestemte, inden de gav deres Minde til Foreningen, hvoraf flere vare høist absurde og revoltante, ligesom overalt en enkelt Communes Ret til at gjøre slige Fordringer synes uri- melig. 15de October.    Dagens Intelligentsseddel indeholdt 3 ei uvigtige Stykker. Det ene var en næsten 2 Sider lang Forkla- ring over det Ønskelige og Nødvendige i Foreningen med Sverrig. Det andet var en ret vittig Charade over Nav- net Tank, hvis Opløsning var meget let, og til Overflod havde Student Bjerregaard (udentvivl Charadens Forfat- ter) strax nedenfor, efter en forhen -- maaske af ham selv -- givet Opfordring erklæret, at den som i Frederikshald vilde opfordre ham og hans Selskab til at gjøre Tro- skabsed til den svenske Konge, var forrige Statsraad Tank. Det tredie Stykke havde til Titel: "Aanarchi bedre end Despoti". Autor paastaar deri, at Anarchi kun er det Godes Kamp med det Onde, altsaa hvad man ser hver Dag i Verden, hvorimod han gjør en frygtelig Skildring af Despotiet, som det synes, med individuelt Hensyn, hvoraf jeg dog ikke forstaar at gjøre Anvendelse. Det lader, som om han hører til den herskende philosophisk- theologiske Skole, der snart vil udbrede sig over hele Landet, dersom Hersleb og Stenersen fremdeles skulle s.289   vedblive allene at udgjøre det theologiske Facultet. Saa- lidet jeg nu kan beskyldes for Heterodoxi, venter jeg om faa Aar at fordømmes og udskjældes fra de Grundtvigske Prædikestole, som i Christian den Sjettes Tid hver Præ- dikant blev det, der ikke gjorde "Lammets Blod" til sit eneste Æmne.    I den Formodning, at intet mærkeligt vilde blive foretaget paa Storthinget udeblev jeg idag derfra. Imid- lertid havde dog Biskop Bech holdt en Tale, hvori urge- redes paa Storthingets Erklæring om Forening med Sver- rig, ligesom et Par Motioner bleve gjorte af Capt. Ræder. 16de October.    I Selskabet hos Mariboe gjordes Ære af Christie som Storthingets Præsident. Den første Portion Mad bares til ham, og vi drak hans Skaal i en Sølvkande. Haffner holdt et syndigt Hus med Major Broch, hvem han beskrev som den jammerligste Karl, Solen har beskinnet, og som den, der, qua Kongens Raadgiver, fremfor no- gen anden er Skyld i vor Ulykke. Jeg frygtede et ube- hageligt Optrin, da Christie erklærede sig for Brochs Ven, og Haffner desuagtet blev ved at rive ned paa ham. Men andre Materier kom snart paa Bane, og jeg saa Haffner efter Bordet opsøge Christie, ventelig for at gjøre ham en Slags Æreserklæring. For en Vindmager har jeg rigtignok altid anseet Broch, men ikke for en Skurk. -- Blandt fremmede Storthingsmænd, som jeg idag lærte at kjende, fandt jeg i Præsten Schultz en godmodig og interessant Mand. Sodemann derimod sætter Næsen høit i Sky. 17de October.    Ogsaa i denne mærkelige Tid kan undertiden indfalde en aldeles tom og umærkelig Dag, og saadan var denne. s.290   Der holdtes intet Storthing, og jeg var ikke ude af min Dør. -- Søndenvinden har bragt os adskillige Kornlad- ninger, men holder endnu Kongen i Frederiksværn. 18de October.    I Storthinget begyndte man med at debattere over det dobbelte Forslag, hvormed Biskop Bech havde sluttet sin i Løverdags holdte Tale. Det første var, at Storthin- get høitideligen skulde erkjende Kong Christians Abdication. Nansen talte extempore nogle fornuftige Ord i den An- ledning. Dette Prædicat kan jeg derimod ikke give Korens og Dahls skrevne Taler. De fremdrog det gamle, saa bestemt forkastede Forslag om en militær Conføderation mellem Norge og Sverrig under forskjellig Regjering, og vilde man ikke indgaa den, var især Dahl (som man er temmelig enig i, for Rimets Skyld, at kalde gal) redebon til at opofre Liv og Blod. Efterat endnu Wedel, Tre- schow, Lange og Hount havde talt, blev Resultatet, at Abdicationens Erkjendelse skulde opsættes til Hovedspørgs- maalets Afgjørelse, da den i Tilfælde af Foreningen fulgte af sig selv, i modsat Fald nærmere kunde omhandles. -- At paaskynde denne Afgjørelse var Bechs andet Forslag, da Vaabenstilstanden er udløben paa Fredag, men da Sa- gen skulde sættes under Debat, fremtraadte begge de to nedsatte Committeers Formænd, Motzfeldt og Treschow, og erklærede, at de imorgen vilde være istand til at frem- komme med Indberetning om deres Forhandlinger. Ifølge heraf tog Bech sit Forslag tilbage. Capt. Ræders Mo- tioner var nu Dagens Orden. Den første var, at en Takadresse skulde sendes Statsraadet for dets Redebonhed til at anstille Undersøgelser over de ved Armeen forefaldne Uordener, hvilken Adresse et andet Medlem vilde have s.291   udstrakt til Statsraadets hele Administration. Ved Vote- ring bestemtes, at denne Sag skal forhandles i begge Thing, i hvilken Anledning man besluttede at forlange Resultatet af Overkrigscommissionens Undersøgelse fore- lagt Storthinget, ligesom ogsaa Hount forlangte dem ac- tionerede, der havde lagt og ledet den Operationsplan, efter hvilken Smaalehnene hinsides Glommen vare givne til Pris. Ræders anden Motion var, at der fra Gene- ralcommandoen skulde forlanges Beretning om de Offi- cerer, som havde gjort sig vel fortjente i sidste Felttog. Sagen udsattes. -- Fra Commandør Fasting var kom- men Brev, at han ønskede sig fritagen for den ham paa- lagte Adjunction til Statsraadet, da han som Høistcom- manderende paa Roflotillen muligens ved den kunde be- høves, men ved Voteringen var der Pluralitet for at Val- get skulde staa ved Magt. Ligesaa oplæstes et Brev fra Statsraadet, der troede at kunne fritages for at aflægge den i Grundlovens § 44 anordnede Ed, da Interregnum maatte formodes at blive kort, men ogsaa her stod Stor- thinget paa sin Respect. -- Endelig foreslog Præsidenten, at Storthinget imorgen, da Committeernes Indberetning skal oplæses, holdes inden lukte Døre, og ingen Tilskuer stedes Adgang dertil, hvilket enstemmigen vedtoges.    Jeg var indbuden til de svenske Commissærer. Sel- skabet var meget stort, men bestod dog mest af Svensker og Storthingsmænd, hvoriblandt mange Bønder, som efter Bordet slog Kreds om Biskop Rosenstein og hørte med Agtsomhed paa hans Tale. Om dette Selskab er forre- sten intet andet at sige, end at jeg ikke mindes at have været i noget Gjæstebud i Christiania, hvor der har været en saadan Mængde Mad. s.292   19de October.    Hvad Schmidt kunde og turde fortælle mig om Stor- thingets Forhandlinger er følgende: Committeerne indgav deres Beretning, af hvilke dog Treschow extemporerde sin paa en utydelig og ufyldestgjørende Maade. Henstand med Hovedspørgsmaalets Afgjørelse kan ikke bevilliges, men man lovede, naar Foreningen vedtoges, at tage de foreslaaede Modificationer i Betragtning. Iøvrigt oplæ- stes en confidentionel Note fra Commissærerne til Stor- thinget, hvori de søgte at oplyse og retfærdiggjøre den svenske Regjerings Fremgangsmaade med Hensyn til Norge. Om Undersøgelsescommissionen vovede Schmidt intet at sige; kun fortalte han, at Oberst Rode havde indgivet en Plan til vor Armees Krigsoperationer i Tilfælde af Krigens Fornyelse. Hertzberg oplæste et Forslag der viste, at han i Excentricitet er Biskop Bruns Overmand, thi noget saa blodigt og rasende tror jeg ikke nogen Terrorist i den franske Revolutions vildeste Periode lod sig forlyde med. Hænges eller skydes skulde: 1. Hver Commandant, som overgav en Fæstning, og   som ei, naar den nærliggende Byes Indvaanere selv   satte Ild paa deres Huse, skjød dem i Brand. 2. Bemeldte Indvaanere, der ei lod deres Huse gaa op   i Røg. 3. Hver Mand paa Landet i Egne, som Fienden vilde   besætte, der ei opbrændte sit Hus, og endelig 4. Enhver, som lod sig fange i Krig, uden at være saa   haardt blesseret, at det skjønnedes, at han ikke længer   kunde forsvare sig.    Havde Agent Nielsen, Iver Holter eller en anden fra de Egne, Fienden om otte Dage vil oversvømme, hvis s.293   Foreningen ei sker, gjort et saadant Forslag, -- det vilde været lige rasende og umenneskeligt, men man vilde dog sagt: "Den Mand har Mod og Kraft, thi han sætter sine egne Eiendomme, sin Familie og sit Liv i Vove". Men at en Provst, der i det Øieblik Svensken nærmer sig, retirerer op mellem Hardangerfjeldene, og ser Øde- læggelsens Vederstyggelighed langt fra, temmelig vis paa, at den sildig eller aldrig vil naa til ham, at han frem- kommer med slige Projecter: var det mindre fælt, saa vilde det være latterligt. Præsterne Abel og Tybring holdt Taler, hin for, denne mod Foreningen, hvilke dog egentlig skulde hørt til Morgendagens Forhandlinger. Endelig fremkom Treschow med det definitive Forslag, som imorgen skal afgjøres: om Foreningen med Sverrig og det dermed forbundne Kongevalg. Ogsaa disse Forhandlinger holdes for lukte Døre, hvilket jeg finder overmaade an- stødeligt. Det er muligt, at der med Hensyn paa Rigets Tilstand kunde være Ting, der ei bør komme til offentlig Kundskab, men at, hvor Landets paaberaabte Grundlov tilsiger Publicitet, en Forhandling, der skal afgjøre Natio- nens Vel eller Ve maaske for Generationer, en Forhand- ling, hvortil jeg synes man burde ønske, at have det hele Folk til Vidne, ikke maa bivaanes af andre end de Hand- lende selv, det er himmelraabende Despotisme. Man sige ikke, at det dog kun er en saare ringe Del af Nationen, som kan være tilstede. Localet maa man tage som det er, men det være stort eller lidet, saa bør det benyttes af saamange, som det kan rumme. Heller ikke tror jeg tu- multuariske Optrin enten i Salen eller paa Galleriet i den Grad skulde være at befrygte, at saadan Forsigtighed maatte anvendes. Til sligt pleier dog at mærkes Symp- s.294   tomer i Forveien, men hverken Repræsentanternes Forhold i Salen, eller Folkets udenfor den, synes mig at modsige det Vidnesbyrd, vi i dette Aar have erhvervet os som et overmaade roligt og taalmodigt Folk. De første Dage i Februar var en vel saa betænkelig Periode som den nærværende. Landet var uden Regjering, og det var i Markedstiden, da Mennesker stimle sammen allevegne fra, men alt var dog i den dybeste Ro. Ogsaa i disse Dage, da Folkets Repræsentanter tage saa yderst vigtige Ting under Overveielse -- man ser ikke fire Mennesker samlede paa Gaden, man hører ikke en fuld Matros eller Haand- verksvend tale et Ukvemsord; hvad skulde da være at befrygte?    Vort theologiske Facultet er meget stridbart. Idag har Hersleb udgivet en Pjece, hvori han, især paa Grund af Edens Hellighed, protesterer mod al Forening med Sverrig. Hvad er det da, som vi har svoret? -- at ofre Liv og Blod for Norges Frihed og Selvstændighed! Bryde vi denne Ed ved som et frit og selvstændigt Folk at hylde en anden Konge end Christian Frederik, som har forladt os, og høitidelig forpligtet sig til aldrig at vende tilbage? Konge skal vi have efter Constitutionen; den svenske Konge vil regjere os under de samme Betingelser, vi selv fore- skrev os, da vi svor Christian Frederik Troskab. Op- fylder han ei disse Betingelser -- eh bien! da er det Tid at nøde ham dertil eller løsrive os fra hans Scep- ter. Forandrede vi Regjeringsformen og saaledes under- grov Constitutionen i dens Grundvold, da vare vi Mene- dere, men nu gjør vi jo kun ved Personalets Forandring nogle Modificationer, som i sig selv ere uvæsentlige; thi Valget er jo frit. Der er ikke en eneste Artikel i Con- s.295   stitutionen, der forbyder, at vælge et fremmed Riges Be- styrer til Norges Konge.

bla bakover

bla videre