19de September.    Med Overraskelse hører jeg, at der igaaraftes var Dameselskab hos Kongen, og at han da var meget mun- ter. At han med Fornøielse kan conversere Fru Thul- strup, Fru Holten og Fru Kaas, men ikke kan taale at sidde tilbords med Mænd, hvor fornuftig og alvorlig Tale føres, røber, synes mig, en Charakter-Svaghed, der aldeles ikke kan bestaa med den Aandskraft, man i gode Dage vilde tillægge ham. Af denne Svaghed bar ogsaa hans Ord til mig umiskjendelig Præg. Som Menneske kunde jeg omfavnet ham for hans hulde Beskedenhed, men som Konge kunde jeg ikke længer hædre ham. -- Til Valgmænd for Christiania ere udkaarede: Agent Nielsen, Platou, Procurator Arntzen Thurmann, Rasmussen, Tre- schow, Omsen, Diriks, Morgenstjerne, Wulfsberg, Pavels, s.262   Aars, Rosted, Th. J. Hefty og Debes. Den sidste havde 125, Nielsen 483 Stemmer. "Gud bevare os fra at blive Thingmænd!" sagde Rosted, da jeg i Eftermiddag viste ham Listen. Jeg hverken ønsker eller frygter det, men allermindst venter jeg det. 20de September.    Wulfsberg gjennemgik de fleste af Christiania Valg- mænd, og fældte en ubarmhjertig Dom over dem. Gud ved, hvem han vil vælge! Omsen er han imidlertid meget indtagen i. Derimod finder han Nielsen for heftig og Treschow for sagtmodig, Arntzen for norsk og Debes for svensk. Mit Valg er bestemt: Naar Treschows, Rasmus- sens og Omsens Sindighed holder Ligevægt mod Nielsens Heftighed; naar den førstes Philosophi, den andens ædle Moderatisme, den tredies sceptiske Phlegma og den fjer- des Mod og Kraft forenes, saa kan deraf udentvivl ud- komme et skjønt Helt, hvis Lige vel faa Byer kunne frem- vise. 21de September.    Agent Nielsen synes nu at slaa paa mildere Strenge, end han ganske nylig skal have gjort, og er nu af samme Mening som alle vi andre, at Norge uden Konge, uden Generaler, uden Penge, slet forsynet med Proviant og Ammunition umuligen kan udholde en ny Kamp. Det eneste var, tænkte han, om Kongen kunde overtales til at blive, og da vise sig modigere og standhaftigere end før, men da dette ei er at haabe, er hint vist ikke at ønske, og møder han selv for Storthinget, og henriver ved sin Vel- talenhed Mængden til at bede ham blive hos os, og han giver efter for visse Bønner, da Gud forlade baade dem og ham! -- Oberst Kaalund gjorde mig Afskedsvisit. Vor s.263   Samtale gik naturligvis ud paa Tiderne, og under denne yttrede han blandt andet følgende: "Jeg forbausedes ret over den alvorlige Fasthed, Prinds Christian her syntes at vise, da han fra Kjøbenhavn var mig bekjendt som en godmodig Bonvivant, men nu er min Forundring ophørt". -- Der er udkommet to vigtige Documenter: en Kund- gjørelse fra Carl den Trettende til det norske Folk, hvori han gjentager alt, hvad i Conventionen er lovet, og taler overalt i en saa ædel og passende Tone, at den Vaklende maa vindes og den heftigste Enthusiast ledes til Efter- tanke. Det andet var Udkast til de Forandringer i Grund- loven, som de svenske Commissærer ville foreslaa Stor- thinget. Ogsaa disse ere særdeles moderate, og det var kun Kongens paastaaede Ret til at naturalisere Fremmede, der for mig havde noget stødende, da den synes at kunne føre langt videre, end den skal ansees for, og staar i Modsigelse med andre Nationen indvilligede Rettigheder. Modificationer ville da vel og finde Sted. -- Ellers har jeg i Dag læst en Hob temmelig gamle, men for mig nye Statstidender. Fred og uhindret Communication til- lands og tilvands mellem alle Europas Lande, Folkenes Jubel over den gjenvundne Tryghed og Ro, er det meste, der tales om. Selv Danmark aander frit, og sukker vel nu kun over det Onde, som trykker os alle: ødelagte Fi- nantser. Europas sydligste og nordligste Lande -- Spa- nien og Norge -- ere vel de ulykkeligste, men vor Ulykke staar det i vor egen Magt at ende. Frihed er ingensteds og var, ved Gud! heller ikke i Norge fra Mai til Au- gust 1814, men Ro og Tryghed uden Skjændsel vinker os. -- General Staffeldt logerer nu, efter Statsraadets Anmodning gjennem Politidirectøren, her paa Fæstningen s.264   hos Capt. Widing, da Ingen i Byen vil modtage ham. End ikke Middagsmad kunde han faa hos Schou, da man hørte, det var ham, som forlangte den. 22de September.    Iaften var jeg indbuden til Haxthausen og traf der Seyersted. Begge vare, som venteligt, saare nedslagne. Som handlende Personer i den tragiske Farce eller den farcikalske Tragedie ere de langt ulykkeligere end vi andre, Dybt synes de begge at føle, fra hvilken Høide de ere faldne, og til hvilket Dyb. Medens jeg var allene med Haxthausen talte vi meget om Politik. Han releverede en Omstændighed, der i dette Øieblik synes mig meget uvæsentlig: at de Allierede vare saa ubøielige i at holde den Forpligtelse, de havde indgaaet. Hvad Skade har de gjort os? have de ikke forholdt sig aldeles passiv? viste ikke Englænderne en forunderlig Lemfældighed, naar de virkelig for Alvor mente, hvad de erklærede? have ikke Svenskerne den Ære ganske alene at have bragt os til det Punkt, hvor vi nu staa? er ikke vore Anføreres Ussel- hed den eneste Allierede, hvis Bistand har været dem til virkelig Nytte? Nei, naar de ikke kunde eller vilde over- tale Pontecorvo til at lade sin Paastand fare -- jeg ind- ser virkelig ikke, at de fire høie Potentater kunde opført sig honettere: mod os, end de have gjort. Kun Kongen af Danmark kunde lade være at lægge Beslag paa hans fordums tro Undersaatters Skibe paa en Tid, da deres Flag tolereres over hele Europa, -- men vi tør haabe, at det, som hos Harlekin, "blot er Raseri". 23de September.    Jeg fik imorges Brev fra Kjøbmand Rolfsen i Ber- gen. Efterat have svaret paa min Begjæring til ham, s.265   fortæller han, at Christie, Capt. Motzfeldt, Assessor Ha- gerup og Consul Konow møde paa Storthinget -- altsaa ikke Rein, hvilket undrer mig; maaske han ser dybere i Tingen, end de andre, og har selv søgt at fravælte sig Byrden. Rolfsen tilføier: "Vore Bergenhusere ere komne tilbage, men snart reise de igjen, og da haaber jeg, de vil kunne vise deres Vaabenfæller og den hele Nation, at de ikke bære Sværdet forgjæves". Altfor vel hænger dette sammen med et Rygte, at de uden at oppebie Ordre ville marschere tilbage igjen. Et lov- og subordinationsstridigt Skridt er dette dog unægteligt, saalænge Storthinget ikke har fældet Dom; der er sørgelige Aspecter til Insurrection og Borgerkrig, der endnu fattes for at fuldende vor Ulykke. Give Gud, at Kongen vilde forlade os jo før jo heller. Hans Nærværelse forenede os for syv Maaneder siden; nu adskiller den os. -- Med Brevet fulgte en Tale, gamle Brun Dagen efter -- paa Kongens Fødselsdag -- vilde holde i Korskirken. Han er da i Fyr og Flamme, det forstaar sig, og tror at intet er tabt, som jo med Sværdslag kan gjenvindes. For ham er Kongen endnu den Fyrste, "som vi havde valgt, om alle Europas Fyrster havde staaet for vore Øine: hvem Gud gav Frimodighed forlods for mange Tusinde: som uden Mirakel endnu kan be- styre vort kjære Norge i 3 -- 4 Decader". Men ogsaa uberegnet, at disse og andre yttrede Følelser i denne Stund ikke harmonere med mine, er denne Prædiken et af Bruns meget ufuldkomne Arbeider. Af hans charak- teristiske Skjønheder findes her faa, af hans særegne Feil og Underligheder desto flere. Jeg opregner nogle af disse. Han fortæller, at han har Lyst til at give Parolen i Garnisonskirken: taler om en Purpurkaabe af salomonisk s.266   Garderobe: melder, hvorledes David "smed det hele Kjæm- peplunder bort": nævner i en christelig Kirke Bersærker- gang: lykønsker os med, at Christian Frederik ikke er eller kan formodes at blive en grum Nero, eller en sløv, kort- synet, kvindeagtig Sardanapal (?): lader Norge faa en Knæk, et Vrik, en Skjævhed: afmaler en "Colonne af stinkende Mørkskodde": beder Gud, at Kongen snart maa staa "frem i al sin Glorie", og indse, at han "endnu har i Behold af Hartkorn Guds Velsignelse, naar Klinten er adskilt fra Hveden": stikler paa dem, der allerede paa Eidsvold "røbede Koldfeberens umiskjendelige Sympto- mer", og "slutter denne korte Tale og denne Smule Ge- burtsdagshøitid" med Spørgsmaalet om vi ville holde Ed og blive Norske eller bryde Ed og blive Svenske, hvorpaa han svarer med Tullin: "Er sligt et Spørgsmaal værd? jeg synger ei for Fæ!!! -- Amen!" -- En ulyksaligere Slutning har jeg, ved Gud! aldrig seet. -- Holten vidste at fortælle, hvorledes Tank nede i Smaalehnene arbeider paa det svenske Herredømmes Udbredelse, og han har læst et edeligt Vidnesbyrd af en Skipper, hvem hin Patriot vilde bevæge til at sværge de Svenske Troskabsed. Hvad Rolle Hount spiller i denne Tid, gad jeg nok vide. Han triumpherer vel, kan jeg tro, over at have overstaaet den Dyst, som vi endnu have tilgode. -- Jeg fik iaften Brev fra Schmidt, som melder, at han er bleven Storthings- mand, og at han og hans Colleger lade sig meddele be- stemt Fuldmagt, hvorvidt de tør gaa i Henseende til de Hovedpunkter, der skulle afhandles paa Storthinget. Jeg kan fremdeles ikke faa saadant i mit Hoved, og ser ikke andet, end at en fornuftig Mand derved kan komme i ube- hagligere Forlegenhed, end ved at følge sin egen Overbe- s.267   visning. Hvortil behøves Mænd af Indsigter og Ret- skaffenhed, som ere i Besiddelse af almindelig Tillid, naar bestemt Fuldmagt gives, fra hvilken de Deputerede ikke tør afvige et Skridt? Saa kunde jo den enfoldigste Bonde eller Haandværksmand udrette det samme, som den ypper- ste Videnskabsmand eller Taler: sige "Ja" til hvad der stemte med og "Nei" til hvad der stred imod deres Fuld- magt. Og naar nu den Deputerede kom til Stedet, og saa og hørte, hvad han og hans Committenter aldrig havde drømt om, og skulde nødes til ei alene at tale mod sin egen Overbevisning, men ogsaa mod det, han maatte tro var almindelig Villie, naar Omstændighederne vare tilfulde bekjendte i den Kreds, som udsendte ham! Nei, langt fra at udbede mig en saadan Instrux, vilde jeg ret meget frabede mig den, som Bevis paa Mistillid enten til min Forstand, Conduite eller Redelighed. 24de September.    Til Christiania Repræsentanter valgtes idag Arntzen med 11 Stemmer, Agent Nielsen med 10, Treschow med 9 og Diriks med 6. Jeg blev anden Suppleant. Mellem Platou og Wulfsberg kom det til en Collision efter Valget, da Platou i Alles Nærværelse foreholdt Wulfsberg, hvorledes han paa sin Voteringsseddel udtryk- keligen havde erklæret, at de, han havde valgt, vare ind- fødte Normænd, og derved syntes at nedværdige den ene tydske og de tre danske Mænd i Forsamlingen. Wulfs- berg svarede: "Man talte saa meget om os igaar, at jeg syntes at skylde mig selv denne Erklæring", og dermed gik han. Gud veed, hvad det var for en Tale. Til Slut- ning ventileredes om den Fuldmagt, der skulde gives Re- præsentanterne. Nielsen ønskede sig en Instrux, saadan s.268   som den, jeg igaar erklærede mig imod, men Pluraliteten gik ikke ind derpaa. Man bemyndiger blot til at handle i Overensstemmelse med Grundloven og den mellem den norske og svenske Regjering sluttede Convention. -- Atter havde Intelligentsseddelen fem Stykker, der angik Dagens Anliggender. No. 1 er Kong Carls forhen omtalte Kundgjø- relse. No. 2 er et Avertissement fra Professor Krumm, som nylig er kommen fra Danmark, og fortæller, at alt hvad der i et Brev fra Kjøbenhavn (som Bjørnstjerna havde ladet indrykke) var sagt om Russernes Indskibning i jyd- ske Havne er lutter Løgn. No. 3 er fra Lector Hansteen; Udtog af et Brev fra Kjøbenhavn, hvori siges, at Mangel paa officiel Meddelelse af Conventionen fra den svenske Mi- nisters Side er Aarsag i at ikke fri Skibsfart mellem Norge og Danmark finder Sted. No. 4 er Bekjendtgjørelsen fra "Nora paa Veien til Trondhjem" at hendes kjære Døttre, Frihed og Fædrelandskjærlighed" ere døde, og endelig er der (maaske fra samme Haand) en Gravskrift i Lapidar- stil over disse to Afdøde, forfattet i en ægte Terrorist- tone, fuld af Skjeldsord og Forbandelser, især mod For- ræderne, hvis Brøde afmales i de afskyeligste Træk, der endog falder i det Væmmelige. Hvilke forskruede Hjerner det maa være, som kan tro, at sligt er det rette Middel til at vække Nationalaanden og redde Norge! 26de September.    Hos Wulfsberg læste jeg adskillige svenske og tydske Aviser, hvori fandtes en Mængde Efterretninger fra Norge. Denne Lecture lærte mig, med hvilket sceptisk Blik man maa betragte Avisnyheder fra fjerne Lande. Sandheder og Løgne fandtes her indvævede i hverandre. Havde jeg læst saadant fra Tydskland, Frankrig, England, s.269   saa havde jeg troet det, og i Tydskland, Frankrig og Eng- land tror man naturligvis ogsaa, hvad der saa omstæn- deligen berettes herfra om de mange Vinduer og Meu- bler, som ere ruinerede i Haxthausens Hus, at det kun var ved et udsendt militairt Detachement hans Person udfriedes fra Pøbelens Overlast osv. i samme Smag. -- Wulfsberg søger Frue Kald i Trondhjem, men har faaet den maadelige Trøst, at hvis Capellanen Schultz (efter 5 Embedsaar) blev Sognepræst, burde han (efter 13 Em- bedsaar) søge Capellaniet. Jeg tror ikke, der under Ad- jutantregjeringen i Kjøbenhavn kan være gjort en mere stødende Proposition. Det forekommer mig overalt, som om Administrationen i disse vor fire Frihedsmaaneder ikke fra nogen Side har været saa exemplarisk, at vi bør gyse ved Tanken om Forandring. 28de September.    I Intelligentsseddelen gjendriver Bjørnstjerna med et authentisk Document Lector Hansteens Beretning. -- Hos Sverdrup, som nu er hjemkommen fra Kjøbenhavn, læste jeg i Manuscript en Tale, som man i Danmark vilde vide, at Jacob Aall havde holdt paa Rigsforsam- lingen, hvilket han imidlertid ikke gjorde. Sagen var nok den, at den præliminære Qvæstion, om Norge kunde be- staa for sig selv uden Forening med Danmark eller Sver- rig, blev forbigaaet som allerede afgjort. Aall benægter det aldeles, tror det var godt, om ved fremmede Magters Bistand Overgivelsen til Sverrig kunde undgaaes, paa det Riget i sin Tid, under en forbedret Regjeringsform, igjen kunde forenes med Danmark, men anser det i Man- gel deraf nødvendigt, paa billige og hæderlige Vilkaar at tiltræde Foreningen med Naboriget. En mesterlig Gjen- s.270   drivelse heraf, hvad Landets Finantser angaar, sagde Sverdrup at være skrevet og bestemt til Trykken. Med Forandringer troede han, at den endnu kunde bekjendt- gjøres. 30te September.    Hos Wulfsberg læste jeg et Par Noter, som skulle oversættes til næste Nummer af "Tiden", hvoraf erfares, at det danske Forbud mod Kornudførsel nu endelig er hævet. 1ste October.    Den er nu begyndt, den vigtige Maaned, som vist- nok vil afgjøre Norges Skjæbne. Seire Zeloterne paa Storthinget, enes Pluraliteten om, i daarlig Tillid til sit Mod og sin Kraft at trodse hvad der synes at være Al- magtens bestemte Villie, da -- ja da vil det gaa ud over de Uskyldige med de Skyldige. Trygge mellem deres Bjerge ville vore kjække nordenfjeldske Brødre "bebæe" Sven- sken "paa lang Distans, fra Posten hans", og skjælde os for Cujoner eller Forrædere, fordi vi boede i Egne, hvor Omhu for Kvinder og Børn bød os at vige for Nødvendigheden. Imidlertid undgjælde vi for deres Hals- starighed, der i dette Øieblik ikke fortjener noget bedre Navn. Dog, naar Kongen er reist (gid han var det alt!) falde de vel paa fredeligere Tanker. En engelsk Kutter- brig er kommen, for at afhente ham. Han gaar ombord, mener man, i Drøbak -- ak! uden at se det Ønske op- fyldt, som han gjorde paa Prinds Friederichs Afskedsdag. Om han fra Februar til August skadede eller gavnede Norge er problematisk; men at han fra Krigens Begyndelse har fremskyndet Landets Ruin, er desværre altfor klart. Jeg Daare, som nær mit 50de Aar endnu ikke har ladet det s.271   taabelige Idealmageri fare! Hvad vidste jeg egentlig mere om ham, end at han var smuk og affabel, skrev og talte godt og gjerne hørte mig prædike? Min Menneskekund- skab har faaet et Ørefigen, som den ikke saa snart for- binder. -- Capt. Tscherning har ladet sit Tøi afhente; derimod har jeg faaet en ny Indqvarteringsseddel, ly- dende paa Provst Schmidt, hvor man blot havde udslettet Ordene "paa Cantoneringsfod". Det synes, som om man kunde ladet trykke nye Blanketter og ikke sat Nationens Repræsentanter i Classe med en garnisonerende Lieutenant eller Capitaine, ligesom det ogsaa er tvivlsomt, hvorvidt det sans façon kan paalægges en Byes Indvaanere som Pligt at modtage saadan Indqvartering, da Grundloven fastsætter, at Storthingets Medlemmer, medens det varer, skal underholdes paa Statens Bekostning. 2den October.    Maa vil vide, at Hount ventes paa Storthinget, hvor han, som Deputeret fra en svensk Provinds, neppe vil vorde modtaget. -- Pontecorvo skal for det meste være meget høflig, desimellem dog, især ved Rygterne fra Ber- gen og Trondhjem, heftig og brusque. Han veed alt, hvad der passerer, og vidste saaledes, hvad der var bleven talt hos Kongen paa hans Fødselsdag om Aftenen, da der var Dameselskab. 3die October.    Siden den svenske Konges Erklæring, at ville respec- tere Norge Constitution, har Treschow intet mod For- eningen, og ønsker, at al utidig Enthusiasme maa fjernes fra Storthinget. Efter en Samtale med Kongen frygter han, at denne, hvis man vilde overtale ham til at blive, endnu kunde lade sig bevæge. "Følgen deraf blev", sagde s.272   Treschow, "at han voldsomt vilde anstrænge sig, for tiltrodse sig det Mod og den Kraft, Naturen har nægtet ham. Dette vilde vare en kort Tid; saa nedspændtes han og gik rent fra Forstanden". 4de October.    Hegermann, som vist ikke kan beskyldes for Svensk- hed, talte med megen Berømmelse om Pontecorvo som en høflig, fornuftig og, efter alles enstemmige Udsagn, god Mand. Han tror sig overbevist om, at Norges Vel er hans alvorlige Ønske, og at han, om alt lykkes, heller vil blive partisk for end mod Normændene. Han vil gjøre sig Umage for at bibringe enhver Storthingsmand, han møder, en moderat Stemning, og tydeligen skjønnes det, at Sverrigs Kronprinds nu i hans Øine er en langt større Mand end vor Christian. Hvo skulde sagt det for fire Maaneder siden? -- I Eftermiddag havde jeg Visit af den bekjendte Provst og Ridder Hertzberg, Deputeret fra søndre Bergenhus Amt, en cultiveret og behagelig Mand. Han medbragte et Brev fra Biskop Brun, som han med Føie kaldte en "excentrisk Normand", samt endnu et Exem- plar af hans sidste Prædiken. Brevet aander samme brændende Nidkjærhed, som Prædikenen. Et saare charak- teristisk Sted kan jeg ikke undlade at afskrive: "Jeg blev vred paa Dem for et Ord. De husker det nok, naar jeg saaledes yttrer min Vrede: Hr. Pavels! gak flux til Kongen! Tag Mod til Dem, tag Ord med Dem! De er hans Confessionarius -- nu! fac officium! Sig ham; Du har gjort Ed; den bør Du holde, om det saa skulde koste Livet. Pavels! forlad ikke Kongen nu. Nu gjælder det, nu behøver han den Kraft, som er af Gud, og Du, Pavels, vær den Conductor, hvorigjennem det electriske s.273   Stød ledes til det ædleste Kongehjerte. Sig til de visne Adjutanter, til Lægerne: Af Veien! hindrer mig ikke! jeg har et arcanum til at helbrede den Syge; jeg er sendt fra en Potentat, mægtigere end Alexander, Frantz, Carl, Georg! Af Veien! jeg maa tale med Kongen!" -- Hvil- ken Aand! hvilken Kraft! men ogsaa, hvilken Mangel paa Verdens- og Menneskekundskab! -- Med hans Prædiken gik det ellers sørgeligt. Den gamle Mand gik rent fra den, havde Manuscriptet liggende for sig, extemporerede (fortæller Hertzberg) med liden Sammenhæng et Qvarters- tid, og sluttede saa. Der er nok ikke megen Olie tilbage i Lampen. Den blusser saa voldsomt; det skal ikke undre mig, om den, førend man tænker derpaa, pludselig er slutt. 5te October.    Det Rygte, at Trondhjemmerne have bestemt Ordre at protestere mod Foreningen, skal være ugrundet. Men nu tillægges de bergenske Valgmænd denne Sottise, og besjeles de alle af samme Aand som Biskop Brun, er det troligt. -- Schmidt kom iaften, forsynet med hemmelig Fuldmagt fra sine Commitenter, af hvis fem Punkter de tre mellemste sikkerligen ville blive bevilligede. Med den første: at Fæstningerne skulle sløifes eller besættes af norske Tropper vil det holde haardest, og Eftergivenhed her fra svensk Side vil neppe kunne haabes. Den sidste: at Kongen skulde den halve Tid residere i Norge, uden svensk -- altsaa med norsk -- Hofstat, bør, som urimelig og skadelig for Landet, bortfalde. -- En Student Bjerregaard har i Intelligentsseddelen afgivet Rapport til Publikum om hans og flere Reisendes slette Medhandling som Krigs- fanger i Sverrig. Vistnok er det oprørende, men hvortil s.274   tjener saadan Bekjendtgjørelse nu, uden til at nære og op- flamme Nationalhadet og volde urolige Optrin paa en Tid, da Orden og Rolighed i saa høi Grad er ønskelig. -- Holten, som imorgen reiser til Danmark, viste mig en overmaade smuk og kostbar Brillantring med Paaskrift: souvenir, som Kongen, tilligemed et meget naadigt Brev, har sendt ham til Afsked. Mon Hans Majestæt vil reise bort uden at have bevidnet mig med andet end Ord sit Velbehag, uden at have værdige mig, sin Skriftefader og Cabinetsprædikant, mindste Erindringstegn? Formodentlig! 6te October.    Hount har ikke aflagt Ed, som inderligen glæder mig og gjør tilligemed Sorenskriver Manthey og Provst Asche- houg bestemt Paastand at vorde antagne ved Storthinget, da Smaalehnene, skjøndt besatte af svenske Tropper, in- genlunde ville betragtes som svensk Provinds, men som integrerende Del af Norges Rige. Jeg ser ikke, med hvad Føie de kunne afvises. -- Paa Gaden traf jeg Grev We- del, som hilste og tiltalte mig, hvilket jeg ikke noksom kan undres over. 7de October.    Fuldmagterne revideredes. Alle Valg erkjendtes gyl- dige undtagen Commerceraad Brochs fra Frederiksstad og Kjøbmand Hansens fra Frederikshald, som begge har af- lagt Ed til den svenske Konge, foruden at Frederiksstad ikke har saa mange Stemmeberettigede, at den kan sende en Deputeret. Til interimistisk Storthingspræsident valg- tes Diriks og til Secretær Sorenskriver Christie. -- De Foranstaltninger, som ere trufne for Storthinget, ere un- der al Kritik. Der hviler en Søvnagtigheds Aand over Administrationen i alle Ting, fra Statsbestyrelsens vig- s.275   tigste Anliggender til det ubetydeligste Ceremoniel: de kunde høiligen behøve en Vækker alle tilhobe. -- Schmidt hjem- bragte det Rygte, at Kongen vilde reise i Morgen, men det tør jeg nu, da dette skrives, erklære aldeles ugrundet. Tvertimod er det sandsynligt, at han endnu (eller igjen) bygger paa et Luftcastel, der sikkerligen vil have Luftca- stellernes sædvanlige Skjæbne. 8de October.    Nu har jeg da seet og hørt, hvad jeg for mindre end et Aar siden aldrig havde ventet at se eller høre: et Folks Repræsentanter høitideligen forsamlede for at af- handle dens vigtigste Anliggender. Da Storthingets Med- lemmer vare samlede i Kathedralskolens store Auditorium, bleve de opraabte og rangerede i alphabetisk Orden efter Byen eller Amtet, som havde udsendt dem. Derpaa fore- læste Præsidenten et Brev, han havde skrevet til Stats- raadet, at Fuldmagterne vare reviderede, men Svaret ventedes endnu. For at fordrive Tiden, siden Storthinget ikke kunde aabnes, førend Kongen eller hans Udsendte havde været der, amuserede man sig med at optegne de Deputeredes fulde For- og Tilnavne, hvilket varede længe og var saare ennuiant. Endelig kom der et Brev fra Kongen, som lod Storthinget vide, at Sygdom ei tillod ham at møde, men at han ønskede en Deputation til sig paa Mandag Formiddag, hvilken han mundtlig vilde med- dele, hvad han ansaa tjenligt med Hensyn til Rigets Tarv. Ifølge dette Brev erklærede Diriks Storthinget aabnet, og man syntes at acquiescere derved. Der foresloges at vælge Lagthingets Medlemmer, og Treschow traadte frem til Talerstolen, for at fremføre en Motion i den Anled- ning, da (jeg tror Præsidenten selv) erindrede, at det var bedst s.276   at vælge den Deputation først, som skulde sendes Kongen paa Mandag. Dette var Løsen til en meget levende og interessant Debat: Præsten Brun reiste sig og proteste- rede mod Deputationens Afsendelse, saalænge Storthinget ikke var aabnet, og det var det ikke, førend Kongen enten selv eller ved en anden havde underrettet det om Rigets Tilstand og den Hensigt, hvori det var sammenkaldt. Biskop Bech tiltraadte strax Motionen. Præsidenten op- ponerede, og paastod, at Brevet kunde ansees ligegjældende med Talen, som anordnes i Grundloven. Ogsaa Nan- sen var for Deputationen, "da Storthinget paa denne Maade kunde komme efter Kongens physiske og moralske Tilstand, hvorom Rygterne havde været forskjellige." Men nu hævede sig flere Modstemmer og Diriks stod til Slut- ning alene, og gik vistnok videre i sin Iver, end han som Præsident var berettiget til. Man maatte fordre Vote- ring. Spørgsmaalet var: Kan Storthinget ansees aab- net eller ikke? Det benægtedes enstemmig. Sorenskriver Christie foreslog nu, at Statsraadet skulde underrettes om Storthingets Beslutning og anmodes om at føie de for- nødne Foranstaltninger, da man ikke vilde skilles, før det constitutionsmæssigt var aabnet. Andre mente, at An- modningen skulde ske umiddelbart til Kongen. Paa den ene Side paaberaabte man sig, at Kongen havde overgivet den executive Magt i Statsraadets Hænder; paa den an- den, at han, ved at correspondere umiddelbart med Stor- thinget, havde erklæret, at han i denne Sag vilde handle selv. Christies Forslag bifaldtes med 79 mod 7 Stem- mer, og en Deputation blev afsendt til Statsraadet. Til alles store Forbauselse returnerede den med den Besked, at Statsraadet vilde komme om en halv Time. Dets s.277   samtlige Personale: Rosenkrantz, Sommerhjelm, Collett og Aall indfandt sig ogsaa punktlig, og Rosenkrantz er- klærede paa Præsidentens Tiltale, at det glædede ham at kunne opfylde Storthingets Ønske, da Hans Majestæt havde sendt og overdraget ham at oplæse den Tale, som han vilde have holdt, hvis ei Sygdom havde hindret ham. (Dette var rigtignok høist besynderligt. Hvorfor meldtes ei et Ord derom i Kongens Brev? hvorfor kom ikke Statsraadet ukaldet? Det ser ud som en anlagt Plan, hvis Tendents jeg vel ikke fatter, men som strider mod den usminkede Aabenhjertighed, som man før har anprist hos Kongen). Talen oplæstes af Rosenkrantz med Efter- tryk og Følelse, og var virkelig i sig selv god, men syn- tes ikke at gjøre nogen Effect, muligens fordi man gjen- kjendte de Talemaader, man nu siden Kundgjørelsen i Mai f. A. er saa vant til at høre, at man næsten kan dem udenad. Efterat Statsraadet var gaat, udnævntes De- putationen, som skal sendes Kongen. Den bestaar af 25 Medlemmer, og efter Præsidentens Forslag valgtes for- holdsvis mange Bønder, især for de Egne, hvor man ikke har seet Kongen. Treschow, som Storthingets ældste Med- lem, er dens Formand. 9de October.    I Selskabet hos Biskopen var ogsaa Grev Wedel, som nu igjen er en agtet og hædret Mand, der med Bi- fald kan prædike fra Tagene, hvad han forhen hviskede i Lønkammerne. Modpartiets Mening er nu fast ligesaa contraband, som det medelske Parties var i Rigsforsam- lingens Dage, og hvad Dissents forresten kan finde Sted -- mod Kongen forene sig fast alle Stemmer. Om den underlige Adfærd igaar taltes især lydeligen. Præsten s.278   Brun, som vist bliver en stiv og djærv Kjæmper for den Sag, som han anser for den gode, sagde, at naar hint kongelige Brev skulde ansees æqvivalent med den Tale, Constitutionen anordner, var der intet andet for Stor- thinget at gjøre, end at sende en Læge til Kongen, da man ikke lærte andet af Brevet, end at han var syg. Hersleb holder endnu fast ved den Mening, at det kun skal tillades Svensken at byde over vore Lig og Landets Ruiner. Af samme Mening syntes ogsaa Storthingsman- den fra nordre Bergenhus Amt, Præsten Dahl, at være, men ellers forekom de fleste mig, selv af de fordums iv- rigste Rigorister, med megen Resignation at skikke sig i Tiderne, hvilket ogsaa nu er baade klogt og patriotisk. -- Jeg havde en lang Samtale med Hount. Den saa hef- tigt dadlede Ambassade til Kongen priser han som sit Livs bedste Handling, hvis Minde vil glæde ham paa Dødssengen. "Det var ved den Kongen stemtes til at undertegne Vaabenstilstanden og Conventionen, og den øv- rige Del af Landet altsaa reddedes fra fiendtligt Over- fald; og ham er det ene, som har udvirket, at Norges Grundlov vedtoges og erkjendtes af den svenske Konge". Dette er nu vel en Overdrivelse, men at han kan have gjort noget dertil, vil jeg ikke benægte. -- Vi havde mange Sange ved Bordet, men saalidet jeg virkelig sørger eller frygter, er Selskabssang mig nu modbydelig. Græde bør vi ikke, men tie og tænke, indtil Gaaden løses -- ja da maaske vi have mere Grund til at juble, end for fire Maaneder siden.

bla bakover

bla videre