|
26de August.
I Nat har igjen været opslagen Placater paa Hjør-
nerne: Opfordring til Officerer og Soldater at kjæmpe
med fornyet Mod for Norges Selvstændighed. Og naar
de da gjøre det, hvad saa? O, nu indser jeg klart og
føler dybt, at Frihedsdrøm i vor nærværende Forfatning
er Sværmeri, at vi ved planløs Modstand blot berede os
tungere Slavelænker end de, vi søge at undgaa, at det nu
er vor Pligt at bære det lette Aag. Blev det da engang
tungt og utaaleligt, findes det, at Sveriges Tilsagn var
skuffende, nuvel! saa er jo Norge endda Kjæmpers Føde-
land; endda lever jo deres Afkom, og kan synge: "dog
vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og
Tvang!" Bare de ikke som vore Samtidige lade det blive
med at synge, og paalægge sig selv moralsk Trældom, der
er uforenelig men politisk Frihed: Sandelig, tidt har
jeg været og dobbelt er jeg nu fristet til at sammenligne
i det mindste de tre Fjerdedele af mine patriotiske Lande-
mænd med Verten i Ewalds brutale Klappen, der gik
paa Comedie "for at støie og raabe, thi andet kan de ei".
-- Til Statsraadet er indgivet en Adresse underskrevet
|
| s.245 | af en Mængde Borgere og andre (ingen Embedsmænd)
hvori det opfordres til at anstille alvorlig Undersøgelse
over Krigsbegivenhederne og deres uheldige Udfald. Sag-
tens var lidt mere Publicitet ønskelig, og den ængstende
Taushed, som i Februar foruroligede saamange, synes i
nærværende Stund end mere upassende; vor Time synes
at være kommen; alt hvad der gjøres og undlades frem-
skynder nok blot Katastrophen, som vi bør tro besluttet i
den Eviges Raad. -- Jeg har idag læst svensk-norske
Aviser, som udkomme i Fredriksstad. Der lever man i
Fryd og Gammen, har illumineret og jubileret og synes
ikke mere at tænke paa gamle Norge, end om det aldrig
havde været til. At imidlertid den casus consientiæ, som
Hount forelagde mig, ikke var saameget farlig, og at min
Eragtning var fornuftig og god, har jeg Bevis paa.
Om han har aflagt Troskabs-Ed til Sverrig veed jeg
ikke; jeg formoder det; men Lumholtz paa Hvaløerne og
Randers i Schieberg har vægret sig derfor, og Ingen har
rørt et Haar paa deres Hoved, endsige skudt eller hængt
dem. Lumholtz skal tvertimod nyde stor Anseelse blandt
de Svenske. -- Stadshauptmand Heyerdahl releverede
blandt andet den Omstændighed, at Kongen strax ved
Krigens Begyndelse lod sit kostbareste Tøi flytte bort fra
Ladegaardsøen. Hvorledes Ordet Maske, som han brugte,
kan passe her, indser jeg vel ikke saa lige, men at den
samme Aand fremlyser af dette Skridt, som af hint 1807,
da Bombardementet ventedes i Kjøbenhavn og svære
Vognlæs bortførtes fra Palæerne over paa Fastlandet,
det kan desværre ikke nægtes -- General Voie er reist
igjen, da Statsraadet gjorde ham opmærksom paa, at
hans Nærværelse var unødvendig og for Folket ubehagelig.
|
| s.246 |
27de August.
I "Tiden" fandtes de forhen omtalte Fragmenter af
Johannes Müller indrykkede. Det staar meget deiligt paa
Papiret, og er vist sandt som det er skjønt, naar kun den
lille Omstændighed tages i Betragtning, at Schweitzerne
under Stauffachers, Fürsts, Melchtals og Tells Anførsel
vare i det fjortende Aarhundrede et tarveligt og stridbart
Folk uden Handel og Communication med Fremmede eller
Trang til dem, og at Normændene i det nittende Aar-
hundrede er en handlende Nation, vant til alskens Luxus,
afhængig, tildels endog med Hensyn paa Livets Fornøden-
heder, af Englændere, Danske og flere. Hvad hine gjorde
og led, -- nei ved Gud! det gjøre og lide vi ikke, og
derfor skulde det være underligt, om vi ved egen Kraft
kunde opnaa, hvad de opnaaede. -- I Drammensegnen
verserer det dumme Rygte, at Kongen har faaet Gift.
Hans tilbagevendende Helbred vil formodentlig snart til-
intetgjøre den Snak; hans hele Sinds- og Legemssvaghed
lader sig saa overmaade naturlig forklare, at jeg ikke ind-
ser, hvor man kan nære og udbrede saadan Formodning,
uden det skulde være for at opflamme Nationen til vildt
Raseri, men kun en Daare kan tro, at derved det For-
sømte vilde oprettes eller det Tabte gjenvindes. -- Det
har stormet og regnet som den fæleste Novemberdag. Af-
grøden maa lide betydelig i dette Uveir. Ogsaa med en
ny Misvæxt skal da vort ulykkelige Land hjemsøges: en
ny Grund til at knække de Kamplystnes Mod og frem-
skynde Katastrophen. -- Jeg er nu igjen flyttet ind i mit
Hus, og om saa nu en fiendtlig Hær leirer sig paa Ege-
berg, saa bliver jeg i min Rede.
|
| s.247 |
29de August.
Blandt Soldaterne paa det militære Sygehus er
en frygtelig Mortalitet under den herskende Blodgangs-
epidemi. For et saa folketomt Land som Norge er det
dobbelt sørgeligt, at dets kraftfuldeste Ungdom saaledes
hobevis fældes uden Kugler og Sværd. Ogsaa derved be-
røves det en vigtig Hjælpekilde til at hævde sin Selvstæn-
dighed.
30te August.
Sverdrup reiser med første gunstige Vind til Kjø-
benhavn, for at hente Universitetsbibliotheket, men dog vist
ogsaa for at undgaa at blive valgt til Storthinget. Han
er af den Mening, at den meste Skyld for Norges Van-
held hviler paa Kongen, og at, naar han havde været
modigere, besiddet mere Energi og Sjelsstyrke, kunde det
umuligt gaaet os saa ilde. Men han skal have spillet en
ynkelig Rolle, og ved sin Modløshed og Inconseqvents
frembragt den frygtelige Uorden, som under en kraftfuld
og selvstændig Anfører aldrig kunde existeret. Skrækkeli-
gere Selvbedrag er vel aldrig seet, end da han tiltroede
sig Kraft til at staa i Spidsen en Revolution som vor,
og derved bedrog en hel Nation. -- General Bjørnstjerna
ventes hertil som svensk Commissær under Vaabenstilstan-
den med 4 Adjutanter og 24 Heste. Han skal bo i Stift-
amtmandens Gaard og har isinde at føre megen Stads.
31te August
Efter Holtens Beretning er Kongen omtrent med det
samme. Legemet styrkes, men Sjelen er lige svag. Han,
som før var idel Blidhed og Godmodighed, er nu mis-
troisk mod Enhver og taler ilde om Alle. Jeg har tid-
ligere tænkt mig Muligheden af, at jeg vilde blive kaldet
|
| s.248 | til ham. Nu gjør jeg det ikke mere og glæder mig over,
at det ikke sker. Hvad skulde jeg sige til ham? Stedse
har jeg tolket mit Hjertes Følelser, naar jeg stod for hans
Aasyn i Kirken og udenfor den; nu maatte jeg forstille
mig; ringeagtende Medynk tør man ikke vise en Fyrste, og
kunde ikke vise den vakre, talentfulde Christian, om jeg
ogsaa turde. Bedst altsaa, at jeg ikke ser ham mere.
Imidlertid ligge mine Lovtaler over ham for Verdens
Øine -- jeg, som har været saa bange for at sige Jor-
dens Mægtige smukke Ting! -- Justitsraad Diriks har i
en Bekjendtgjørelse opfordret til Rolighed og advaret mod
al Pøbelfærd i Anledning af Bjørnstjernas Ankomst. Han
er kommen og alt er roligt, hvilket naturligvis skyldes
ham i Qvalitet af fredelig Gesandt; men ellers har jeg
det bedste Haab om mine Byesbørn, i hvad der end arri-
verer. De støie maaske et Par Dage, men den tredie
blive de meget tamme og fredelige, og den fjerde kysser
de vel endog Riset, det tugter dem. I Frederiksstad skal
imidlertid Glæden være betydelig formindsket. Der og i
hele Omegnen lider man svarligen ved Indqvartering, især
af et udisciplineret Regiment, det franske kaldet, som den
svenske Commandant paa Frederikssten har erklæret, ei at
ville have med at bestille, da han ei kan holde det i Or-
den. Det eneste, man i den Egn har vundet, er bedre
Kjøb paa Levnetsmidler og et større Forraad deraf. -- Bergh
fortalte mig, at han tilligemed Generalmajor Meyer og
Oberst Ramm (Legemer uden Aand -- tillykke har Bergh
Aand for dem alle) sammentræde i en Overkrigscommis-
sion, hvor Undersøgelser anstilles over de Commanderendes
Forhold. Rimeligvis vil man -- med eller uden Føie
-- mage det saa, at al Skylden falder tilbage paa den
|
| s.249 | Høistcommanderende, og han kan, efter Grundloven, ikke
kaldes til Ansvar. Bergh var glad over, at hans Kam-
merherrenøgle udelukker ham fra Storthinget. Dette er
man meget bange for, og den værste Betænkelighed er
endnu den, at det nordenfjeldske Norge maaske ei vil sende
Deputerede did, og i hvad da endog det søndenfjeldske
Norge antager, befrygtes Borgerkrig at være den nødven-
dige Følge.
Den er nu forbi, den ulykkelige August Maaned.
I Aarhundreder oprandt ikke en saadan Maaned for
Norge. Hvo haabede ikke paa dens første Dag? hvo haa-
ber vel nu paa dens sidste? "Alt er tabt undtagen Æren",
sagde hin store General, hvis Arme havde lidt et totalt
Nederlag. Vi begyndte med at tabe Æren, og med den
gaar hele Resten Pokker i Vold. Fuimus Troes!
1ste September.
Provst Munch besøgte mig. Der kan nu ingen po-
litisk Uenighed være mellem os. Jeg tilstaar, at han og
det hele Wedelske Parti saa klarere end vi andre. Hvilke
Planer de have lagt og hvilke Forholdsregler de have an-
vendt, -- paa vort Lands Skjæbne have de ei havt nogen
Indflydelse, og fra Greven til hans ringeste Tilhænger
ere de aldeles angerløse. Jeg vil endog tro, at hvad der
er skeet var under de mest Mistroiskes Forventning. At
det omsider vilde faa et slet Udfald, det have de spaaet,
men efter et Par Skjærmydsler uden betydeligt Folketab,
medens Hæren stod væbnet, og Folket rede til at væbne
sig, ene mod Svenskerne uden at de allierede Magter rørte
sig, at alt nu i 14 Dage skulde være saa omtrent forbi,
det har nok Ingen i Drømme tænkt paa. Munch for-
talte, at Major Schrøder vil aftviste Arenfeldt den Kri-
|
| s.250 | gerhæder, man ellers er temmelig enig i at tilkjende ham.
Saaledes skyder den Ene Skylden paa den Anden, og
Enden paa det bliver vel, at den i større og mindre Grad
findes hos dem alle. -- Hegermann er af samme Mening
som Sverdrup, at den Høistcommanderendes Cujoneri,
hvilket han for hele Hæren proclamerede med høi Røst,
var Hovedaarsag til vor Ulykke. Han har som norsk Com-
missær opholdt sig paa Moss, og havt meget at bestille
med de svenske Generaler, og var ikke synderlig tilfreds
med deres Udladelser. Det var ham overdraget at give
sin Brigade Ordre eller Tilladelse til at gaa hjem. Tel-
lemarkerne gik med Glæde; de' kjække Bergensere, hvoraf
nogle have staaet her i 7 Aar, vare nedslagne, men rolige.
"Ja, vi skal gaa", sagde de, "men hvad skal vi sige, naar
vi komme hjem?"
2den September.
I en svensk Avis skal staa, at en dansk (!) Bisp og
2 -- 3 Præster (Gud ved, hvem det er) opægge Nationen
til at modsætte sig Foreningen, men de skulle vel "råka
dem". Efter den Amnesti, der forkyndes i Conventionen,
har det vel ingen Fare; overalt indser de vel Nødvendig-
heden af at fare frem med Lempe. -- Mange, hører jeg
nu, entrere i den Ide, at vælge Pontecorvo til Norges
Konge. Man roser nu hans Godhed; "han er altfor
god", siger man.
3die September.
Imorges fik jeg Brev fra Biskop Brun. Det er
helt igjennem skrevet i en meget lidenskabelig Stemning.
Han begynder med en varm og vidløftig Apologi for Haxt-
hausen. Ikke fuldt saa mildeligen dømmer han om Tanks
og Hounts Ambassade. "Fy de Canailler!" siger han.
|
| s.251 | -- Endnu havde han ellers godt Mod. Han ønsker, at
Kongen vilde i Naade og Unaade demittere, cassere eller
skyde ihjel efter Omstændighederne. "Bønder og Soldater
er Nationen hos os; den staar endnu paa uplettet norsk
Grund og venter paa Vink til at gaa i Ilden. Norge
er endnu Norge, og Christian Norges Konge, og 20,000
Normænd bør det koste først, før det bliver anderledes".
Saavidt var han kommen; da indløb Extrapost med Vaa-
benstilstand og Kongens Kundgjørelse. Han slutter saa-
ledes: "Nu har jeg levet 8 Dage for længe! Moralsk
Tvang kan vel ikke tænkes større end den, som nu tvin-
ger Storthinget til at sige: Vi ere samlede for at mod-
tage Christian Frederiks Resignation og hylde Carl den
Trettende. Min Bøn var altsaa mit Ultimat, mit dixi!
O Gud! saa skulde jeg da ikke faa Lov til at dø som
Normand! Skriv mig dog til, medens jeg lever!" --
Hvorfor satte dog Skjæbnen en saadan Mand paa en
Bispestol og gav Commandostaven til Nathuer? En
saadan Ild kunde opflammet en hel Hær, istedetfor at den
nu blot fortærer sig selv. Den omtalte Bøn havde han
efter kongelig Befaling skrevet til Oplæsning i Krigstiden.
Den er, som man kunde vente den, kraftfuld og christelig.
To Steder i den mishager mig imidlertid. Paa det ene
lader han Menighederne accordere med Gud, "at saafremt
han nu vil frelse dem fra den Fiende, som vil opsluge
dem, saa love de herefter at holde hans Ord høit og i
Ære, og at tjene ham i Hellighed og Retfærdighed alle
deres Livs Dage". Paa det andet Sted lægger han den
svenske Regjering en blasphemisk Bøn i Munden, og op-
fordrer Gud som Hjertegrandsker til at dømme om dette
ikke er dens Mening, om dette end ikke er dens Ord.
|
| s.252 | Saadant er Christendommens Lærer aldeles uværdigt.
Da hans Tanke henvendtes til Gud som Hjertegrandsker,
maatte den meget naturligen henledes til det Skriftsted;
"Dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer;
han vil aabenbare Hjerternes Raad, og lade Enhver ve-
derfares Ret". En tredie Feil ved denne Bøn er dens
Længde.
Cancelliraad Heiberg har i Intelligentsseddelen med
7 -- 8 Borgermænds Vidnesbyrd søgt at retfærdiggjøre sig
mod den Mistanke, at han har søgt at svække Modet hos
Frederiksstads Garnison og fremskynde Fæstningens Over-
givelse. Man skulde tro, han med sin Gulddaase i Haan-
den maatte føle sig ophøiet over saadan Snak, eller endog
regne sig det til Ære, at have fremmet sin nuværende
Souverains Sag. -- Jeg vilde besøgt Wulfsberg, for at
høre om en Samtale, han havde havt med Bjørnstjerna,
som havde sendt Bud efter ham i Anledning af "Tidens"
antisvenske Tone, men han var reist bort.
4de September.
Jeg prædikede i Agers Kirke over de to første Vers
af Evangeliet: "Salige ere de Øine, som se det I se
osv". Tankegangen i min Tale var følgende: Oldtidens
Propheter og Konger blandt Jøderne havde ønsket og
haabet at opleve den Tid, da den forjættede Messias
skulde komme og frelse Israel. Det skede ikke; det gik
dermed som med saamange andre fornuftige og ædle Øn-
sker og grundede Forhaabninger: de opfyldtes ikke. Dog
kunde man ikke sige at Haabet skuffede dem; hvad der ikke
skede i deres Dage, skede dog engang i Tidens Fylde; ikke
de men deres Efterkommere oplevede Messiæ Komme, og
Jesu Disciple saa nu, hvad de forgjæves havde ønsket at
|
| s.253 | se. Imidlertid vedblev de dog Slægt efter Slægt at
haabe, og være glade i Haabet. Hvorpaa grundede de
da dette? Paa Troen til Guds Forjættelse, paa den
Overbevisning at han kjendte og vilde ramme den belei-
lige Time (hvorved anbragtes det skjønne Sted Ebr. 11,
13). De døde og kom did, hvor de intet mere ønskede
eller savnede; men undtes det dem fra Salighedens Egne
at skue ned til Jorden, hvor maatte det da fryde dem,
at se deres Efterkommere i Besiddelse af det Held, de for-
gjæves havde haabet og attraaet herneden. -- Anvendel-
sen saavel paa vore jordiske Ønsker og Forhaabninger i
Almindelighed, som paa Fædrelandets in specie er saa
naturlig, at jeg ikke behøver at udvikle den. Udførelsen
fyldestgjorde mig selv, og jeg haaber Enhver, der betrag-
tede den som blot Religionstale. Jeg hører imidlertid
at Prædikenen skal have mishaget Folk af begge Partier:
dem der ville gjøre haardnakket Modstand, og dem der
ville give sig paa Naade og Unaade, og jeg maa sige her
som gamle Justitsraad Wulfsberg, der skal have sagt, at
han aldrig var mere tilfreds med nogen af sine Domme,
end dem, begge Partier var misfornøiet med. Hvad jeg
sagde var min rene Overbevisning; men i ethvert Fald
var vel Moderationens Sprog det eneste, som nu kunde
og burde bruges paa en Prædikestol. At opfordre til
Almenreisning var under nærværende Omstændigheder
rasende Fanatisme, og at raade til Overgivelse stred mod
min Ed og Pligt. Dette er nok ellers mit som Biskop
Bruns Ultimatum i den Materie. Paa Prædikestolen
taler jeg herefter ikke andet end Guds Ord; jeg ser ingen
Rimelighed i oftere at kunne bringe Politik i Forbindelse
med Religionen. Jeg vil derved maaske blive mindre be-
|
| s.254 | undret, men ogsaa mindre miskjendt, og ikke igjen nødsa-
ges til om faa Maaneder i mit Hjerte at tilbagekalde,
hvad jeg forkyndte med enthusiastisk Jubel.
5te September.
Schmidts Brev er vel mismodigt, men dog mindre
end jeg havde ventet, og det Sted: "Kan vi ikke undgaa
Foreningen med Sverrig, tager jeg maaske min Afsked,
hvis den i Conventionen belovede Pension kan erholdes",
viser mig, at han som vi andre vel skikker sig i Tider og
Omstændigheder, naar ei andet kan være. Han venter
at blive valgt til Storthinget, og vil da af sine Commit-
tenter lade sig meddele en bestemt Instrux og ganske ind-
skrænke sig til den. Ogsaa om et og andet strider mod
hans Overbevisning? Ikke Jarlsberg Grevskab, Brats-
berg Amt eller Christiansands By, men Wedel, Løven-
skjold og Wergeland tilregnede man, hvad der af disse
blev sagt og gjort. At blive Martyr for sine Grundsæt-
ninger vægrer den faste og redelige Mand sig ikke for;
men som andre Mænds Organ at underkaste sig Foragt
eller Trængsel, ser jeg ikke kan være nogen Pligt. Eller
vil Patrioten og Taleren Schmidt sidde stum paa Thin-
get og votere som Niels Skriver? -- Gamle Justitsraad
Wulfsberg yttrede, at han aldrig med det Mismod og Mis-
nøie havde været i Christiania som nu, da alt hvad han
saa og hørte, var saa langt over -- eller under -- hvad
man paa Landet havde gjort sig Forestilling om. Det er
nu vel saa; men det er mig selv nu behageligere at være
paa eller nær ved Begivenhedernes Skueplads, end at
være langt borte, hvor onde og gode Rygter afløse hver-
andre i dusinvis, inden at man faar den rette Sandhed
at vide.
|
| s.255 |
6te September.
Jeg er bleven General de Seves Consulent. Han
er findet at reise til Kjøbenhavn, men førend dette sker
vil han udgive "Offentlig Bekjendtgjørelse, hvad der for-
anlediger ham til at forlade hans Fædreland Norge, efter
i 60 Aar at have tjent i den kongelige Arme, og i hans
73de Aar". Denne Bekjendtgjørelse, tilligemed 9 Bilag,
har han sendt mig til Gjennemlæsning og Bedømmelse.
Afskeden til Publikum er ikke ilde skreven og med nogen
Politur i Sprog og Retskrivning kan den blive læselig.
Men her kunde spørges: "Hvorfor er dette nødvendigt?
hvorfor har han ikke gjort dette for længe siden? og hvor-
for fremkommer han nu først i September Maaned med
denne Apologi og disse Documenter, hvoraf det sidste er
et halvt Aar gammelt? Forklarer han sig ikke nøiere
herover, vil han vanskelig kunne undgaa den Mistanke,
at ligesom han først angreb Christian August efter hans
Død, saaledes har han ogsaa oppebiet Christian Frederiks
-- som det synes -- dybe og uoprettelige Fald, for at
fremføre mod ham den Anke, han ikke vovede mod Nor-
ges beundrede Konge. Saa lempeligt som muligt skal jeg
gjøre ham opmærksom paa den Ting, der vil give hans
Fiender nye Vaaben i Hænderne mod ham. Er der end
megen Pral og Vind hos Manden, har han dog ogsaa
meget agtværdige Sider og Fortjenester som Officer i
Fredstider, og at Christian August har ladet ham veder-
fares Ret, det tror jeg ikke. -- Paa Exercerpladsen mødte
jeg Hegermann. Han havde igaar havt en tre Timers
Conference med General Bjørnstjerna, "der", sagde han,
"bærer sig ad, som om han var Konge i Norge". Han
afgaar nu som Commissær til det svenske Hovedqvarter.
|
| s.256 |
7de September.
Prof. Hersleb gjorde mig Visit. Han har den hele
Sommer været hos sin Familie i Nordlandene og har
levet i den lykkeligste Uvidenhed om alle vore Historier,
indtil han efter en lang og besværlig Søreise kom til
Trondhjem, hvor han underrettedes om Gesandternes Mis-
sion. Saa kom de øvrige Tordenbudskab Slag i Slag.
Han er overmaade nedstemt, men ellers den eneste, jeg paa
den sidste Tid har talt med, som ikke synes at tænke paa
(idetmindste interimistisk) Overgivelse.
11te September.
Over Kongen bryde nu fast alle Staven. Fra over-
drevne Forventninger til Fordømmelsesdom, naar disse
ei opfyldes, er Overgangen ei ualmindelig, og man kan ei
rose den. Men var der et Menneske paa Jorden, af
hvilket man berettigedes at vente alt, var det Christian
Frederik; og om Sorgen over at se denne Forventning
saa aldeles skuffet, blandes med Indignation og Harme,
det kan undskyldes, i hvor unægteligt det er, at han langt
mere bør beklages end lastes. -- Det dramatiske Selskabs
Direction har indstillet Forestillingen ianledning af hans
Fødselsdag og Rahbeks Anna Colbjørnsen, som var be-
stemt til at opføres, vil vel aldrig mere blive spillet i
Norge.
12te September.
Nu løbe igjen alskens Rygter om. Kongen af Sver-
rig skal være død, et mægtigt Parti vil have Gustav den
Fjerdes Søn paa Thronen, og Pontecorvo er over Hals
og Hoved reist til Stockholm. Rimeligvis Løgn altsam-
men! Item fortælles, at Kongen af Danmark ikke vil
tilbagekalde den strenge Dom, han har fældet over Norge,
|
| s.257 | ikke at respectere norsk Flag, som Sverrig og England
nu respectere, og ikke tillade Kornudførsel til Norge. Her-
regud, hvor han nu bleven slem!
13de September.
Med Forundring saa jeg Treschow og Bull atter
bære Ridderkorset, og Rosenkrantz bekorset og bestjernet
endog paa Sørgekappen. Jeg hører, man har igjen be-
sluttet at bære dette Hæderstegn, for ei at mistænkes
hos de Svenske, enten for overdreven Ydmyghed  "Fø-
lelsen af Uværdighed til den mindste Naade og Ære",
eller Trods mod Ordenens høie Stifter og Giver. Imor-
gen ved -- s Jordefærd anlægger jeg da ogsaa mit Kors,
og bærer det til det forbydes os.
14de September.
Intelligentsseddelen indeholder frygtelige Nyheder fra
Danmark om et talrigt russisk Troppecorps, som indski-
bes i Jylland, for at gaa mod Bergen og Trondhjem,
ifald Fiendtlighederne igjen begynde.
15de September.
Oberstlieutenant Aubert, som gjorde mig Visit, istemte
den Dom, at ved en god Overcommando vilde det gaaet
bedre, og at Kongens Mangel paa Mod og Conduite har
skadet os mere end noget andet. Ellers vilde han ikke
saa ubetinget, som hidtil er skeet, rose Krebs som Anfører
ved Lier. Den svenske General Gahns Dispositioner
skal have været saa slette, at det ingen Kunst var at over-
vinde ham. Aubert forlader nu Norge, da han som
indfødt Dansk igjen vil gaa i sit Fædrelands Tjeneste.
16de September.
General de Seve har beæret mig med et nyt Brev,
hvori han søger at hæve mine Indvendinger. Med Brevet
|
| s.258 | fulgte som Bilag en Oversættelse fra Svensk om Krigen
1808 med Anmærkninger af ham selv. At Prinds Chri-
stian Augusts Forhold her viser sig i et meget tvivlsomt
Lys er vist, men ligesaalidt kan det modsiges, at Anmærk-
ningernes Forfatter er hans personlige Fiende, og at de
ingenlunde ere skrevne sine ira et studio. -- Høsten er
vel nu forbi over det hele Land. Den har været usæd-
vanlig rig, og efter det Storm- og Regnveir, hvorover
Landmanden næsten fortvivlede og spaaede et værre Aar
end 1812, kom det ønskeligste Veir til Kornets Modning
og Indhøstning, som er seet i Mands Minde. I de
sidste Dage har Vinden været sydlig. Skibe med Korn
og Fedevarer ere komne og Priserne paa Livets Fornøden-
heder falde mærkeligen. Faarekjød, som har kostet 60
Rd. og derover, kjøbte vi idag for 30 Rd., og Bagerens
Brød er næsten dobbelt saa stort, som det var for et Par
Uger siden.
17de September.
Intelligentsseddelen indeholdt i Dag ikke mindre end
sex politiske Smaastykker af den sædvanlige Surdeig. Det
ene af dem var en Finte til General Bjørnstjerna, som
havde ladet indrykke hint Brev fra Kjøbenhavn om det
intenterede russiske Angreb paa det nordenfjeldske Norge.
Samme Bjørnstjerna er nu, efter Holtens Beretning, i
Ventilation med Statsraadet om 3000 Tønder Korn, som
den svenske Kronprinds af særdeles Medynk med vor Jam-
mer har sendt hid til Uddeling blandt de Fattige, hvilken
Gave Statsraadet naturligvis refuserer, og vil anvise
Kornet Plads paa et af Magazinerne som Kronprindsens
Eiendom, indtil Storthinget har afgjort Rigets Skjæbne.
-- Commissionen mod Haxthausen, Staffeldt m. fl. be-
|
| s.259 | gynder paa Mandag. Med Staffeldt er man i Forlegen-
hed, da Ingen vil modtage ham i sit Hus af Frygt for
Pøbelopløb. Man tror, han bliver indqvarteret etsteds
her paa Fæstningen. -- Ved Middagsbordet modtog jeg
et Brev med Hofetatens Segl. Det var fra Kammer-
herre Kaas af følgende Indhold: "Hans Majestæt Kon-
gen var saa vant at høre Deres Høivelbaarenhed tale, og
gik hvergang opbygget hjem fra Kirken. I lang Tid har
nu Sygdoms og Svageligheds Tilstand forhindret Hans
Majestæt fra at besøge Dem. Allerhøistsamme har derfor
yttret det Ønske, at De vilde komme herud imorgen Kl.
2 og repetere den Prædiken, De agter at holde i Kirken".
Jeg svarede: "Vel prædiker jeg ikke imorgen, men i Haab
om at høres med den naadige Overbærenhed, Hans Ma-
jestæt altid har værdiget at vise mig, skal jeg efter Befa-
ling indfinde mig paa den bestemte Tid". -- Efter saa
mange og sørgelige Dage skal jeg da endnu engang se
Kongen. Det er meget blandede Følelser, som opfylde
min Sjel. Bør jeg glædes eller bedrøves ved at se ham
saaledes igjen, ved at tale for ham paa hans Fødselsdag?
Jeg føler, at det gaar mig med ham, som det gaar Yng-
lingen med sin Pige, som han har været vred paa. Han
ser hende smile, han hører et venligt Ord fra hendes
Læbe, -- og alt er glemt. Jeg var saa rolig og resig-
neret. Indignationen over at han ved sin Svaghed havde
bidraget til mit Fædrelands Fornedrelse indgav mig denne
Ro. Nu -- jeg forudser det -- vil Ønsket gjenvækkes,
at kunne følge ham og blive hos ham i mit kjære Dan-
mark. Maaske forundes det mig endnu at nyde en rolig
Alderdom og en blid Dødsstund der, hvor min Ungdoms
og Mandoms bedste Dage henrunde.
|
| s.260 |
18de September.
Klokken halv to kjørte jeg til Ladegaardsøen, og traf
i det sædvanlige Entreværelse Generalmajor Arenfeldt og
Statsraad Collet, hvilke dog ligesaalidt som de faa andre
Gratulanter, der havde været i Forveien, hørte Prædike-
nen. Da Audiencen var forbi, blev jeg af Kaas ført
ind i den store Stue, hvor et Bord stod øverst; ligefor
det en Stol for Kongen og bag den i en Halvcirkel Stole
for de andre Tilhørere, som vare: Holten, Grev Wargas,
Thulstrup, Brock, Kaas, Meidell, Lector Adler, Capt.
Holsteen, Lieutenant Falsen, Kammerjunker Schwartz, Sne-
dorff og Linstow. Jeg blev indkaldt til Kongen, som
jeg i det Udvortes fandt uforandret, maaske endog sundere
end da jeg sidst saa ham. Kaas sagde, at han idag var
sygelig og nedstemt, som jeg dog intet kunde mærke til.
Han var det blide, godmodige Menneske, som han altid
har været, saa ofte jeg har seet ham, indlod sig i Sam-
tale med mig om det Forefaldne, tilstod, at han maaske
kunde have baaret sig anderledes ad, men beraabte sig
paa sin gode Villie og sine redelige Hensigter og syntes
selv at tilskrive sin lettroende Tillid til Mennesker, som
ei fortjente den, de indtrufne Vanheld. Tilsidst bragte
han Prædikenen paa Bane, sagde, at jeg vel havde indret-
tet den til at høres af flere, hvorpaa jeg blev afskediget.
Strax efter kom han ind og Prædikenen begyndte. Den
var over Dagens Evangelium, fra hvilket jeg, for at und-
gaa vrange Fortolkninger, fandt mig ubeføiet til at af-
vige, og som desuden er et af de skjønneste og frugtbareste
i det hele Aar. Det var mod Angest for Fremtiden jeg
advarede. Til Slutning gjorde jeg en kort Anvendelse,
der passede til Tiderne, men hvori disse dog ei omtaltes
|
| s.261 | og endte med en Bøn for Kongen, for hans Søn, for
hele Landet og for alle gode Mennesker. -- Kongen reiste
sig og gik, og jeg saa ham ikke mere. Han har bestandig
under sin Sygdom holdt saakaldt Kammerspisning med et
Menneske: Thulstrup, Brock eller Adler. Jeg tilstaar, at
jeg havde ventet at komme til hans eget Bord, men Thul-
strup blev indkaldt. Jeg spiste altsaa med alle de oven-
for nævnte ved Marskalktaffelet. Vi drak Kongens og
hans Søns Skaal, og end ikke idag kunde den modbyde-
lige Hurraraaben og Klappen udeblive. Kaas fører et
grumme stivt Hofsprog, og nævner aldrig Kongen uden
Prædikatet: Hans Majestæt. Han staar i den fulde For-
mening, at intet Menneske er Forræder, men at de fleste,
Høie og Lave, ere Uslinge, og at der skrydes langt mere
af den norske Nationalaand end der burde, i hvilket sidste
jeg maa være fuldkommen enig med ham.
|
| bla bakover |