11te August.    Statsraad Ankers Søn er kommen tilbage fra Eng- land, og har bragt det Budskab, at hvis Norge kan holde sig til 1ste October, vil man medvirke til, at dets Sag faar et heldigt Udfald; samt at England ingen activ Del vil tage i Krigen. Dette bekræftes rigtignok fra selve Hovedqvarteret, men man frygter meget for, at Koen dør, medens Græsset gror, og at inden 1ste October summa dies et ineluctabile tempus Norvegiæ er kommen. -- Jeg var iaften hos Sverdrup. Alle vare forstemte, og Poli- tik var fra Kl. 7 til 11 uophørlig Samtalens sørgelige Æmne. Treschow er siden Frederiksstads Overgivelse, efter hans egen Tilstaaelse, aldeles modfalden. Sverdrups Hel- temod er kjølnet; han ønsker at kunne flytte til en fjern Vraa, hvor han glemte Verden og glemtes af den, men da han som Mand og Fader ikke kan dette, viger han for den bydende Nødvendighed og følger Strømmen. Gamle Secretær Arbin tilhviskede mig, idet han kom ind af Dø- ren: "Nu blive vi jo Svenske". Bergh ved som Hofmand bedre at dølge sine Følelser; hver Nat staar hans Hest opsadlet, rede til at bringe ham hvorhen Kongens Bud og Embedspligt kalder ham. Man ivrede mod de jam- merlige, ufuldstændige Bulletiner; man beklagede den to- tale Mangel paa Generaler; man anser det søndenfjeldske s.228   Norges Fald for uundgaaeligt, og fandt i hver Affære, hvor Fiendens Angreb tilbageslaaes, et unyttigt Palliativ, der kun udmatter Hæren og forhaler Katastrophen; man vilde vide, at Frederiksstads Indvaanere have i Fredags aflagt Troskabs-Ed til Sverrig, og udmalede paa det frygteligste, hvad der forestaar, naar Fienden kommer til os, -- kort, det var den mest decouragerende Samtale, jeg i mine Dage mindes at have hørt, dobbelt ubehagelig derved, at det ikke var egennyttige Kræmmere og andre bornerede Spidsborgere, men nogle af Landets bedste Mænd, som førte den. Jeg har dog endnu taalelig godt Haab. 12te August.    Holten havde faaet fornyet Befaling til at holde sig reisefærdig, da et stort Slag med det første ventes, men ellers er alt endnu in statu quo. Da jeg forlod ham, takkede han mig for godt Venskab og Naboskab, om vi aldrig mer skulde sees. -- Wulfsberg gjentog sit Tilbud om at overlade mig og min Familie Husrum. Jeg tog nu imod det, og flytter imorgen Aften ud af Fæstningen. -- Der er kommet en ny Bulletin, et værdigt Pendant til de foregaaende. "Tiden" indeholder et trøstende Rai- sonnement om Occupationen af Glommens Østside, hvor det forsikres, at det hørte til vore Hærføreres Plan, og har ikke i mindste Maade forværret Norges Stilling, eller formindsket Haabet om et heldigt Udfald. Gid det var sandt! -- De fangne Officerer afgik under Eskorte til Bergen. Siden talte jeg med gamle Major Juell. Han havde faaet Brev fra sin Søn, som er i Feldten. Hvis dette Brev, som jeg maa antage, er en Gjenlyd af Ar- meens Stemme, ser det sørgeligt ud. Kongen, hedder s.229   det blandt andet, er ikke General, og vi har overhovedet Ingen, som forstaar Commandoen undtagen Hegermann, hvis Raad ikke høres. Staffeldt og Haxthausen ere For- rædere osv. Paastanden være nu falsk eller sand, saa hø- rer der Overvindelse til at slaa tappert, naar man har en saadan Overbevisning. Ogsaa den gamle Major tror det er forbi med os. Selv i den byrdefulde Transport- skyds finder han en fremskyndende Grund til Landets Un- dertvingelse. 13de August.    Om jeg nogensinde flytter ind i mit gamle Hus, ved Gud allene. Mine bedste Eiendele ere fordelte paa otte Steder, saa jeg dog har Haab om at beholde noget, om det skulde gaa galt. Min Kone og mine Børn har jeg saavidt muligt betrygget mod Skræk og Fare, og ske nu, hvad Gud vil! Der tales ellers om ny Vaabenstilstand, foreslaaet af de Svenske, paa langt fordelagtigere og hæ- derfuldere Betingelser. 14de August.    Mariboe søgte methodisk at bevise, at det er ude med Norge, og at det især er de Commanderendes slette Operationer, som har fremkaldt Katastrophen. Jeg kunde "ikke modstaa den Visdom og Aand, med hvilken han ta- lede" -- saavidt vi nu kunne se, er der meget sundt og rigtigt i hans Raisonnements; man bør imidlertid ikke overile sig i sine Domme, førend det er klart som Dagen, at Fædrelandets Selvstændighed er tabt, og at det er Mangel paa Klogskab og Energi, som har berøvet os den. Hvilken Sjeletriumph det skulde være mig, om alle vore Kandestøbere engang skulde nødes til at slaa sig paa deres Mund og skjule deres Ansigter med Blusel over deres s.230   Lethed i at fordømme, hvad de ei forstod. Gjerne giver jeg mig selv ogsaa en Munddask, thi ogsaa jeg har tviv- let og dømt. 15de August.    Der er virkelig sluttet Vaabenstilstand; det ved jeg af et Brev til Commandanten med Kongens egenhændige Underskrift. Af dette kan imidlertid ikke erfares andet, end at den er sluttet med 12 Timers Opsigelse, at man formoder, Svensken ikke vil bryde den, men at, hvis dette skulde ske, det er en "Selvfølge", at man holder sig fær- dig til Forsvar. Hvad der har bevæget Svensken til at gjøre dette Tilbud, og Kongen til at modtage det, bryder man forgjæves sit Hoved med. Man formoder List fra den ene, Svaghed, Raadvildhed og Inconseqvents fra den anden Side. -- "Tiden" meddeler den Frederiksstadske Commandants Rapport og Capitulation. Han beder me- get vakkert for sig, at Kongen ikke vil være vred paa ham, da han ikke kunde gjøre andet, end hvad han gjorde. Dette er dog ikke den almindelige Mening. 16de August.    Nu ved man da langt mere om Vaabenstilstanden. De 12 Timers Opsigelse gjælder blot for det Tilfælde, at den svenske Regjering ikke ratificerer den, men det har vel ingen Fare. Den er for 3 Maaneder, i hvilke Han- del og Søfart uhindrede kan drives fra og til Norge. Et Storthing sammenkaldes, hvoraf Resultatet lader sig forudse, og imidlertid beholde de Svenske det occuperede Terrain, samt desuden Frederikssten Fæstning. -- Faar alt dette sin Fremme, er der vel ingen Tvivl om hvad Enden vil blive. At en langt anden Aand vil blive den herskende paa denne end paa forrige Rigsdag, behøves s.231   ingen Spaadomskunst forat forudsige. Mange af dem, som da stode fast, ere vist allerede frafaldne, og flere ville falde fra herefter. Frygt for en Nation, under hvis Indflydelse Forsamlingen nødvendigen maa komme til at staa; Haab om, tildels allerede Nydelsen af de Fordele, Venskab med Jordens Mægtige skjænker i Sammenligning med den fortrykte Tilstand, hvori alle Stænder, in specie den mægtige Handelsstand nu i nogle Aar har befundet sig; formindsket Agtelse for Kongen, hos hvem man nu tror at savne baade den Klogskab og den Aandskraft, en Regent i vanskelige Tider saa høiligen behøver -- alt dette vil bidrage til at forene Folkerepræsentanternes Stemme og døve den enkelte Oppositions, mod hvilken sund Fornuft altfor tydeligen synes at erklære sig. Thi hvad skal der blive af Landet, naar Kongen forlader det? Hvo tør, hvo kan da fremstaa som Norges Anfører og hævde dets Selvstændighed? Er det muligt at fremkalde en eneste af de Ressourcer, hvis Savn nu ydmyger og undertvinger os? Hvad kan under saadanne Omstæn- digheder haabes, selv om Nationen vilde reise sig en masse? Nei, fra det Øieblik Kongen nedlægger Regje- ringen og forlader os, er vor Sag tabt. Til ham var mit Haab om Norges Frelse bundet; med ham vil Norge falde, det er mig indlysende. -- At Hount og hans Me- ningsfæller havde Ret, gjør mig ondt baade paa mit Fæ- drelands og mine egne Vegne, men Ret havde han, det maa jeg nu tilstaa; kun maa jeg sige til Undskyldning for os andre, at vort større Haab grundede sig paa den For- udsætning, at Enhver, Høi og Lav, med Kraft og Varme vilde opfylde sin Pligt, og at Normændene selv vilde gjøre alt, hvad der kunde gjøres; det have de nu ikke s.232   gjort. Den Lunkenhed og Langsomhed, hvorover man med Føie saa bitterligen har doleret, den Mangel paa Energi og Conseqvents, som desværre altformeget har her- sket i vor hele Administration, gjorde de patriotiske Rigs- dagsmænd sig ingen Forestilling om. Og fra Folkets Side havde de vel ogsaa gjort Regning paa en Almen- aand, som, naar de upartisk granskede deres Inderste, maaske ikke engang fandtes hos dem selv. -- Hvad der smerter mig mest ved det Hele (thi det andet jevner sig vel med Tiden, og maaske vor Ulykke endda ikke bliver saa stor som man aner den) er Kongens Skjæbne. Han skal være meget nedslagen, ja man frygter endog, at en alvorlig Sygdom forestaar ham. O, jeg kunde ønske, den maatte gjøre Ende paa et Liv, der dog maa vorde fattigt paa Glæder, og bringe ham bort fra en Jord, hvor List og Vold dele Herredømmet mellem sig, og hvor From- hed og Redelighed, Privatmandens skjønneste Dyder, ere fast utilgivelige Feil hos en Folkestyrer. -- Wulfsberg viste mig et Brev fra Lector Adler, Bulletinernes For- fatter, hvori han retfærdiggjør sig mod den Klage over Ufuldstændighed, som allevegne er ført. "Skulde jeg skre- vet alt, hvad jeg har seet, vilde det blevet endnu mindre opbyggeligt", siger han. Jeg selv fik Brev fra Neumann, som endnu nærede godt Haab. Han fortæller, at man i Asker Præstegjeld havde samlet en betydelig Del Levnets- midler, der i disse Dage skulde afgaa som Gave til Ar- meen. 17de August.    I Nat var paa adskillige Hjørner opslaaet Pas- qviller mod Haxthausen, hvem man beskylder for at være bestukken af svenske Penge, og Pøbelen opfor- s.233   dres til at stene ham. Jeg tror, Klagen er ugrun- det. Derimod anser jeg ham for den, der som ægte Hof- mand ved at føie sig efter Omstændighederne og føre sig alt til Nytte, og tvivler saaledes ingenlunde paa, at lige- som han i dette Aar med Iver og Devotion har tjent to Konger, han med lige Nidkjærhed inden Aarets Ende vil paase den Tredies Bedste, hvis Storthingets Beslutning eller andre Begivenheder giver os under svensk Herre- dømme. -- I Intelligentsseddelen stod et Par korte og lidet- sigende Declamationer mod de Forrædere eller Uslinge, der formodes at være Skyld i Armeens Vanheld. Wulfs- berg finder, at det er kommen for silde, jeg derimod, at det hverken er kommen for tidligt eller for sent, og heller ikke til rette Tid; thi saadan løs Avissnak havde man nok aldrig reflecteret paa. Der skulde langt mere til for at vække de Slumrende. Timen er kommen, kan jeg tro, og Mørkhedens Magt skal seire. -- Major Juell er glad over, at Tingen nu synes at ville tage en Ende, og er denne end ikke som han ønskede, saa er den aldeles som han havde ventet. 18de August.    Man tænker nu ikke paa og taler nu ikke om andet end Landets vigtige Anliggender; altsaa kan eiheller denne Bog indeholde andet end hvad dermed staar i Forbindelse. Ogsaa Schmidt, fra hvem jeg havde Brev idag, havde en behagelig Drøm om vore Vaabens heldige Fremgang; ogsaa fra hans Egn skulde i disse Dage sendes Proviant til Armeen. Han sender nogle Fragmenter af Joh. Mül- lers Schweitzerhistorie, som han vil have indrykket i "Ti- den", men Wulfsberg tror, at de lidet ville gavne, og det tror jeg sandelig ogsaa. Har Kongen af Sverrig, som s.234   der forsikres, i alle Punkter vedtaget Norges Grundlov, forsaavidt den kan bestaa med begge Rigers Forening, saa er der vist meget faa, endog af Selvstændighedens var- meste Talsmænd, som vil holde fast ved den. Minorite- tens Opposition vil blive Fortvivlelsens kraftløse Udbrud, der maaske kan fremkalde enkelt uroligt, maaske blodigt Optrin, men aldrig i det Væsentlige forandre den Dom, Almagten synes ugjenkaldelig at have fældet over vort Land. Maaske have Anførernes Feighed og Ubestemthed kun for Øieblikke fremskyndt Katastrophen, og var saa den maaske, skjøndt i sig selv beklagelig og uforsvarlig, et Redskab i Alstyrerens Haand til at redde mange Menneskers Liv, der ellers unyttigen vilde være bleven opoffret for en Ide, der aldrig skulde, aldrig kunde realiseres. Bevare mig Gud fra at fremføre disse Yttringer i min Verts eller nogen anden enthusiastisk Frihedsvens Nærværelse! De ville, at vi skulle trække os ind imellem Fjeldene, og gjøre idelige Udfald paa Fienden, indtil Landet er en Udørken, og den sidste Mand falden som Frihedsmartyr. Wulfsberg ønskede at kunne lære sine Sønner et andet Sprog end det norske, saa at Tanken og Mindet om Norge rent kunde udslettes af deres Sjel; Diriks, som var inde hos ham i For- middags, havde en anden Ide: at indprente dem et ufor- sonligt Had til de Svenske, saa at de, naar de bleve Mænd, aldrig kunde betragte dem som andet end afskye- lige Fiender. Jeg for min Del finder lidet enten klogt, ædelt eller christeligt i alt dette, og skjøndt det rigtignok er mig kjært, at jeg ikke har Sønner, der skulle indlem- mes i en Nation, jeg ikke kan elske, og lyde en Regje- ring, hvis Grundsætninger jeg afskyr, skjøndt det rigtig- nok vilde være mig behageligt at flytte til Danmark, og s.235   forlade Norge, saa har jeg dog altfor høit Begreb om sand Borger-, Menneske- og Christenpligt til at entrere i vore Ultrapatrioters revolutionære Ideer. Mariboe og Major Juell, som fortalte mig om den svenske Regjerings Redebonhed til at antage vor Constitution, vare natur- ligvis af samme Mening, og gik endnu et Skridt videre, ved at erklære det for daarligt, hvad hidtil var skeet, men det kan jeg kun under en Betingelse, som det vilde koste mig den yderste Smerte og Uvillie at gjøre mig fortrolig med. Præsident Bull var ogsaa herinde, og var yderst nedsla- gen. Kongens tunge Skjæbne gik ham nær til Hjerte, og sandelig den er min største Kummer. Han skal være syg. Nogle sige, at han spytter Blod, andre endog, at en Hjer- nens Forvirring eller idetmindste en høi Grad af Mod- løshed spores hos ham. Et Par Dage har han ligget i Drøbak, og ventes derfra i Aften søværts til Ladegaards- øen. -- Den gamle, sindige Professor Rosted har nok aldrig synderligen enten frygtet eller haabet; altsaa ser han nu med rolig Resignation vor Skjæbnes Afgjørelse imøde. Og for den, der ei kan møde den med Kraft, er dette vist ogsaa den bedste Stemning. At Nordens Mænd forenede kunde udrette meget, derom er ingen Tvivl; men denne Forening har ikke fundet Sted under de mest op- muntrende Udsigter, hvor kan den da nu ventes? 19de August.    To vigtige Documenter ere idag udkomne: Vaaben- stilstand og Convention af Generallieutenant Skøldebrand og Generalmajor Bjørnstjerna fra den ene Side og Stats- raaderne Collett og Aall paa den anden, og en derpaa grun- det kongelig Proclamation, hvori berammes et Storthing til d. 7de October i Christiania, og iøvrigt gjøres Rede s.236   for Kongens Følelser og de hidtil gjorte Skridt, forsaa- vidt Grundene hertil kunne forelægges Publikum. Det er vist, at Kongen af Sverrig vedtager og erkjender Grund- loven. Han forkynder fuldkommen Amnesti for enhver Yttring mod begge Rigers Forening, lover at alle Em- bedsmænd og Udlændinge skulle blive behandlede med den Agtelse og Velvillie, som den høieste Myndighed skylder dem, og vil anvende sine bona officia for at faa tilbage- kaldt Kongen af Danmarks strenge Bud. Det synes alt- saa, at man herefter intet har at kjæmpe for med Mund, Pen og Sværd, undtagen vor Konges Person og Navnet af et selvstændigt Folk, og at et andet Navn, det af sven- ske Undersaatter er det Onde, man vil opoffre sin egen og Landets physiske Existents for at undgaa. Hvad Kon- gen angaar, da har jeg mere end engang sagt, hvor jeg turde sige det, at det især var personlig Hengivenhed og Agtelse for ham, der bandt mig til den Sag, vi under hans Anførsel stræbte at fremme, og at, hvor han er seet og hørt, denne personlige Hengivenhed har bidraget meget til at vække og nære Enthusiasmen, det kan jeg ikke tvivle om -- men desværre, hvad Agtelsen angaar, er det nu dermed for en stor Del forbi, og han kan eller vil neppe under nogen Omstændighed vedblive at være Norges Konge. Ubeskrivelig tungt var det mig, hvad jeg i For- middags hørte af Lector Adler, at han aldeles mangler personligt Mod, at han brister i Graad ved Synet af et Par Blesserede, at han nu er i den skrækkeligste Ned- spænding, anklager sig selv for Norges Ulykke, og de Menneskers Liv, som for hans Skyld ere opoffrede, vil intet høre om Generalernes Forseelser, men tilskriver sin Svaghed og Uduelighed alt. At, han uagtet sine øvrige s.237   sjeldne Aands-Egenskaber, aldrig ved hin Mangel og denne Bevidsthed vilde kunne udføre den vanskeligste Kamp, som maaske er kjæmpet i mange Aarhundreder, er altfor sandt. Han maa nedstige fra Norges Throne, han har jo ogsaa selv erklæret sig villig dertil. For ham er det altsaa ikke længer vi stride. Altsaa for Navnet Normand imod Navnet Svensk? Hint Navn beholde vi dog nok naar Constitutionen holdes i Ære, med vel saamegen Ret, som da vi stode under Danmarks souveraine Konge; og naar ei længer personlig Høiagtelse binder os til et In- divid, hvor da den constitutionelle Konge bor og hvad han hedder, er en hel uvæsentlig Sag. Det eneste, som kan gjøre den sindige og fornuftige Patriot betænkelig, er at Kongen af Sverrig lover meget, men maaske holder lidet. Herpaa svarer jeg: Bryde strax et Løfte, som er givet for Europas Øine, vover han ikke. Det maatte da være efterhaanden han vilde paaliste os Slavelænker, men hvor Nationen constitutionsmæssig har saameget at sige, der vil den strax mærke og kunne paatale ethvert Indgreb, der forsøges imod dens Rettigheder, -- og agtes de da ikke, unvel, saa lad den reise sig i Masse. Da har den maaske dueligere Anførere end nu, da ere maaske de uden- landske Magter ligesaameget stemte imod Sverrig, som nu mod os, da kan Normændene maaske med Kraft og Held bryde Aaget, men lad det først blive et Aag. Indtil da lad os foretrække det mindre Onde, naar ei alt Onde kan undgaaes. At vi lade os selv dræbe, vore Koner og Børn mishandles, vore Eiendomme røves for omsider at ende som Maurerne i Spanien under Philip den Tredie -- jeg ser slet ikke, hvad den gode Sag vinder derved. -- Foruden Adler var hos Wulfsberg Sorenskriver Falsen. s.238   Han var som sædvanlig ivrig i Aanden, og syntes meget vred paa Kongen, som man dog langt mere bør beklage end anklage. Ogsaa han udlod sig ufordelagtigt om de Øverstbefalendes Conduite. De unge Adjutanter (Dan- marks Pest) roses derimod fast uden Undtagelse. 20de August.    Pøbelen har igaaraftes begyndt at exeqvere sine Trud- sler mod Haxthausen. En Folkestimmel, hvoriblandt og- saa Fruentimmer, samlede sig udenfor hans Hus, og slog nogle Vinduer ind, men da man erfarede, at han var ude paa Løkken, gik man derud, og opførte ny Rudemusik. Ogsaa hos Wiewild havde igaaraftes været nogen Spet- takel, og der siges, at man skal have truet ham og Thrane, som Medlemmer af Provideringscommissionen, med Visit iaften. -- To svenske Generaler kom hertil igaaraftes, men fandt, at her ikke var godt at være, og ere reiste igjen. Imidlertid er vor ulykkelige Konge meget syg paa Ladegaardsøen. Der er kommen Bulletin fra Thulstrup og Müller. Den for idag meldte, at han har sovet lidet inat, men har ingen synderlig Feber. Hans Tilstand til- skrives Søvnløshed og Anstrængelse. Jeg ved ikke, til hvem de havde sagt, at de formodede, det blev en Nerve- feber eller -- Hjernens Forvirring! Gud forbarme sig over ham og os! 21de August.    Egentlige Uordener forefaldt ikke igaaraftes. Man samledes, huiede og larmede, men da Politiet og de ri- dende Jægere blandede sig i Legen, gik hver rolig hjem til sit. Haxthausen er reist til Ringerige, men har efterladt en Plakat, som han har ladet opslaa paa Hjørnerne, hvori han erklærer, at han har nedlagt sine Embeder, og vil s.239   underkaste sit offentlige Liv den strengeste Prøvelse, at han imidlertid for sin personlige Sikkerheds Skyld har seet sig nødsaget til at retirere, men til Bevis paa, at han ei vil forlade Landet udømt, efterlader han sin Familie og sine Eiendomme her. Jeg har ellers hørt nærmere Detail om Opløbet. Varsel blev givet om Formiddagen af en Karl og et Par Drenge, som, da de ikke kunde faa Kartofler kjøbte ude paa Løkken, gave sig egenmægtigen til selv at optage dem, hvilket dog blot ansaaes som Pøbelgrovhed. Der var om Aftenen Selskab paa Løkken. Man sad endnu tilbords, da Rudernes Klirren, ledsaget af Hurra- raab, hørtes nedenunder. Alle for forskrækkede op, Bør- nene skreg og hylede, Generalen selv var consterneret, Fruen derimod beholdt god Fatning. Endelig paatog Bergh sig at gaa ned, og mødtes af en Stenregn, som dog ophørte, da han sagde, hvem han var. Han indlod sig nu i lang Ventilation med Hovedmændene, som han ikke kunde se, men hvis Sprog og Haandtag overtydede ham om, at de ikke hørte til Almueclassen. Resultatet blev, at han lovede dem Undersøgelse, og de ham at gaa rolig bort. Nu begav de sig da hjem fra Løkken til Fods: foran Agent Nielsen med en Lygte, efter ham Haxthausen med Bergh under den ene og Sommerhjelm under den anden Arm, og derpaa det øvrige Selskab. Han skulde have Natteleie hos -- g, men da han kom der, faldt Ma- damen i Besvimelse og bejamrede sig og sine syv Børn. Der kunde han da ikke blive. Ogsaa flere andre undskyldte sig for at modtage ham, og for at ikke den gamle Mand skulde vandre om paa Gaden, maatte Bergh, hvis Hus dog nok var det mest usikkre Opholdssted, give ham Husly. -- Holten fortalte mig omstændelig om Kongens Sygdom: s.240   Det var ved Onstad Sund de første Spor til Sindssvag- hed mærkedes. Han hørte et Par Saaredes Skrig, han saa den døde Lieutenant Hauch, og anklagede sig selv, at det var hans Skyld. En voldsom Virkning paa ham gjorde ogsaa det norske Gesandtskab fra det svenske Hoved- kvarter. At de lode sig bruge til et saadant Ærinde, gjorde allerede et stærkt Indtryk paa ham; den haarde og ubeskedne Tale, de skal have ført, end stærkere. Tank og Hount have overalt ved denne Leilighed spillet meget uvær- dige Roller. Der hviler svær Mistanke paa den første, at det er ved ham Pontecorvo har faaet at vide, hvad denne udførligen har sagt Major Broch at være forhand- let ved Kongens Taffel. Hount har, efter Holtens Ord, hvilke jeg ikke vil modsige, opført sig som en Slyngel, da han paa Skydsstederne skal have foreholdt Soldaterne og andre, hvilken Daarlighed det var, at fægte for en Sag, som man dog aldrig kunde udføre. Fra den Tid tiltog Kongens Legems- og Sindssvækkelse. Han er bleg, maver, ryster over sit hele Legeme, ængstes over alt og mistror enhver. Han tror de Svenske ville bryde Vaa- benstilstanden og bortføre ham, at man i Christiania vilde stenet ham, hvis han var kommet her. Den eneste gode Ende, det rimeligvis kan tage med ham, er -- Døden. At han under enhver Omstændighed nedlægger og maa nedlægge Regjeringen er upaatvivleligt. -- Holten gaar til Vestindien. 22de August.    Efterhaanden vænnes vi til Situationen. Intet Nyt forefalder eller kan hastig ventes; her er et Havblik, som muligens bebuder Storm, og i denne Forudsætning er man stille, uvirksom, udeltagende i det, som fordum i bedre Ti- s.241   der sysselsatte Aanden og Hjertet. Saaledes forudser jeg mange tomme, ensformige Dage, hvis Begivenheder ikke fortjene at optegnes her. -- Kongen var igaar noget be- dre, men mod Aftenen henfaldt han igjen til de gamle Griller. Han hørte, at Generalmajor Petersen var kom- men til Byen, og den svenske General Bjørnstjerna reist herfra. Deraf drog han den Slutning, at Vaabenstil- standen var brudt og at de Svenske vilde komme til Chri- stiania for at bortføre ham. -- Der tales nu om at pro- testere mod Forening med Sverrig og vælge Pontecorvo til Norges Konge. Det var da at gjøre Satans Rige uens med sig selv, en fin politisk Streg, men ventelig af den Slags Falskhed, som slaar sin egen Herre paa Hal- sen. Et af to hylder jeg ham dog heller som Sverrigs og Norges Kronprinds, end som det selvstændige Norges Konge. 24de August.    Som paalideligt Rygte, udspredt af de Svenske selv, fortælles, at Kongen har udstedt en Revers, hvorved han forpligter sig til aldrig mere, om den end tilbydes ham, at modtage Norges Throne. -- Udenfor Tracteur Car- stens fandt jeg en Mængde Mennesker samlede. Paa Fo- respørgsel hørte jeg, at nogle svenske Officerer atter vare komne did, og dem vilde Pøbelen have fat i. Det skal være en Admiral og et Par andre Søofficerer, som siges at være komne for at bringe i Rigtighed en Sag, som i Vaabenstilstandsconventionen er glemt: om Stillingen af begge Rigers Sødefension. -- Thulstrup gav mig en ly- sere og fuldstændigere Ide om den uhørte Forvirring ved Armeen, end jeg før har havt. Hans Mening er, at om Kongen havde været den bedste General, var det ikke gaaet s.242   stort bedre end det gik, da næsten alle Stabsofficererne, fra Brigade- til Bataillonscommandeurerne, havde deres "Brøster", som desværre ikke vare "lønlige". Arenfeldt er den eneste, han undtager; han har Mod, Raskhed og Con- duite, kun tiltror ikke Thulstrup ham militære Indsigter nok til at være General en chef. Hegermann staar fast, hvor man posterer ham, og slaar til sidste Mand, men fatte selv en Beslutning, det kan han, det tør han ikke. Frygt for Ansvar er det Spøgelse, som skræmmer ham. Den redelige og forstandige Seyersted er, hvor det gjæl- der at handle, efter Thulstrups edelige Forsikkring, en stor Træmand. Da han ifjor laa syg, lagde Kongen Thulstrup alvorlig paa Hjerte at courere ham. "Taber jeg ham", sagde han, "er det som om jeg tabte 10,000 Mand". "Jeg er nærved at fortryde", sagde Thulstrup, "at jeg gjorde mig saamegen Umage for ham, thi jeg kan nu næsten sige, at naar han ikke havde været, kunde man hjulpet sig med 10,000 Mand mindre". -- En Hoben Bataillonscommandeurer lod han nu passere Revu og En- den blev: "Vi maa have Prygl, de Gamle maa bort og de Unge maa svinge sig i Veiret, inden vi faa en Arme". Kongens Adjutanter roste ogsaa Thulstrup fast uden Und- tagelse som brave Karle, men de brugtes ikke tilstrækkelig. Meidell f. Ex. fandt man fornøden til Skriveri ved Ho- vedqvarteret og han roses som en af de flinkeste Officerer. Rosenørn, Kaltenborn og Krogh vare de eneste, som var i nogen Activitet. Disse og flere Synder intra et extra Italiacos muros forklarer fuldeligen alt, hvad der er skeet, og Kongens Modløshed trykte Stemplet paa det Hele. 25de August.    De svenske Søofficerer ere reist igjen, men en Ge- s.243   neral Boye med tre Adjutanter er kommen i deres Sted, og siges at skulle opholde sig her som Resident under Vaabenstilstanden og Storthinget. Man gruer allerede for dette. Den urolige Populace skal have yttret at om den og nu tvinges til at forholde sig rolig, vil den dog reise sig med Alvor, naar den militaire Magt fjernes efter Vaabenstilstandens 10de Artikel, og derfor tror man det nødvendigt, at saameget af den bliver tilbage, at Orden kan opretholdes. Udsigterne ere meget mørke. -- Altfor- meget retfærdiggjøres nu Skjelderups mistrøstende Spaa- dom første Gang jeg besøgte ham. Han tilføiede idag at han tror, det vilde blevet en overmaade slet Admini- stration, om alt havde faaet et lykkeligt Udfald. Hverken til Kongens personlige Charakter eller hans Omgivelser havde han synderlig Tillid. Hegermanns Duelighed i Feldten har Skjelderup aldrig gjort sig store Ideer om. Han kalder ham -- i en god Betydning -- en gammel Skolemester, og paastaar, i denne som i flere Henseender, at den ypperste Theoretiker som oftest er en maadelig Practicus, da han, ved at overskue det Hele, føler Be- tænkeligheder og øiner Vanskeligheder, som Manden af Geni og Routine, uden udbredt Indsigt, ikke standser ved, fordi han ikke kjender dem. Han anførte som Exempler sin egen Lærling en Regimentschirurg Fenger, der med Mod og Held foretager Operationer, han selv med sine langt større Indsigter neppe vilde vove, og en obscur Procurator Fugl i Kjøbenhavn. "Etatsraad Ørsted", sagde han, "er vist Danmarks største Jurist, men havde jeg en indviklet og vanskelig Sag, og jeg vilde søge Raad hos en Lovkyndig -- jeg henvendte mig til Fugl og ikke til Ørsted". Ogsaa paa vort Universitets Bestyrelse havde s.244   han meget at sige. Treschow erkjender han at være en lærd Videnskabsmand, men en maadelig Embedsmand, og at Thulstrup er bleven Professor, at Diriks skal forene Politidirectionen med et juridisk Professorat og mere des- lige erklærede han for Abderitisme, der vil nedsætte Uni- versitetets Anseelse i Europas Øine og blive en evig Hin- dring for dets Fuldkommenhed. -- Han havde idag været i et Middagsselskab, hvor Verten havde proponeret Nor- ges Skaal og et heldigt Udfald af dets Kamp, hvilken Skaal han og flere vægrede sig for at drikke.

bla bakover

bla videre