|
14de Juli.
Der fortælles om Biskop Balle, at han skal have
gaaet op til Kongen og med sin sædvanlige Frimodighed
have fortalt, at han ansaa det for sin Pligt at gjøre H.
M. opmærksom paa, at der var almindelig Misnøie over
Staden og Landet, ikke mod ham personlig, men mod hans
Omgivelser, Bülow ofl. Kongen blev vred og vendte ham
Ryggen. Balle stod en Stund og ventede, men Kongen
talede ikke mere til ham. Nu bukkede han, gik hjem, pak-
kede sine Ordener ind i et Brev, hvori han lod H.
M. vide, at han idag havde erfaret, at han havde mistet
sin Konges Naade, altsaa kunde han ikke længer bære de
Naadestegn, som vare ham forundte, hvorfor han herved
sendte dem tilbage. Fortælleren vilde ikke indestaa for
Sandheden, men usandsynligt er det ikke. Den Mand,
som aldrig i sit Liv har kjendt Menneskefrygt, der med
roligt Hjerte har seet sin Nidkjærhed lønnet med Had og
Haan, -- at det i hans 70de Aar er ham en ringe Ting,
om Kongen er ham naadig eller ikke naadig, at han ikke
bekymrer sig om saadan Stads som Ordener -- er be-
gribeligt.
|
| s.211 |
15de Juli.
Vort Ugeblad, der en kort Tid var bleven tamt og
fredeligt, er nu atter en Krigsskueplads, fast værre end
før. Saaledes havde en Anonym i Onsdags i meget
knudrede og med Parantheser opfyldte Perioder, søgt at
overtyde os om det Ugrundede i vort Haab, at bevare
Norges Selvstændighed. Efter Sproget gjættede jeg paa
General de Seve, endskjøndt jeg ikke havde tiltroet ham
disse Grundsætninger. Idag faar han et ligeledes ano-
nymt Svar, og kan sige, at han er falden i Hænder. Han
betegnes saa tydelig, at Navnet gjerne kan undværes, og
hans militaire og literaire Synder stilles saaledes til Skue,
at jeg fast ikke ved at have seet nogen yderligere tilrakket.
17de Juli.
Jeg fik et Brev fra Neumann, som sendte mig til
Indrykkelse et meget humant og sindigt Contraspørgs-
maal til hin misfornøiede Anonym, som ingen mere tviv-
ler om er de Seve. Hvad der især kaster et slet Lys
over hine upatriotiske Spørgsmaale er, at de efter almin-
deligt Rygte ere Fostere af privat Animositet mod Kon-
gen. De Seve søgte om at komme ind i Tjenesten igjen,
og efter nogen lemfældig Vægring, sagde Kongen, at han
ikke kunde antage en Mand, der havde tabt Folkets og
Armeens Tillid og Agtelse. Derover spyede Generalen
Fyr og Flamme, og er nu ude paa sit Solitude Svensk
med Liv og Sjel.
18de Juli.
Der skal virkelig være sluttet Vaabenstilstand for 3
Maaneder paa Vilkaar af at Frederiksstads og Frederiks-
stens Fæstninger besættes af engelske eller russiske Trop-
per. Imidlertid sammenkaldes et overordentligt Stor-
|
| s.212 | thing. Rosenkrantz og Collett havde i Statsraadet talt
derimod med Kraft; Sommerhjelm, Haxthausen og Tank
derimod vist sig meget eftergivende. -- Aall og hans
Følge ere ikke blevne modtagne i London.
21de Juli.
Jeg fik et Brev fra Hount. Han tror, at jeg har
misforstaaet ham eller han udtrykt sig urigtigt, da han
aldrig har tvivlet om Edens forbindende Magt og det
umoralske i at bryde den uden Nødvendighed; men han
paastaar, at denne i nærværende Tilfælde vil kunne exi-
stere, da det skal være besluttet, naar Forposterne tilba-
getrænges, at overlade til sig selv den østre Side af Glom-
men og concentrere Krigsmagten paa den vestre, for at
hindre Fiendens videre Indbrud i Landet. Hvad skal han
da gjøre, naar det kommer dertil? Ved Halstarrighed for-
værre sin Tilstand? Fordrer ikke tværtimod Klogskab (der
desværre synes at være blevet min Vens Yndlingsord)
at formilde sin tunge Skjæbne saa meget som muligt.
(Dette sidste Ord indbefatter alt for meget og aabner vid
Mark for den forteste Landsforræder). "Naar Fædrelandet
kunde frelses ved mit Liv, villig vilde jeg da opofre det,
men at gjøre Opofrelse af det Helligste man har (det
mener jeg er Ære og Samvittighed) uden Hensigt, (hvo
tør sige det, hvor Hensigten er saa tydelig og ædel?) at
se mig med Familie mishandlet og ødelagt uden at kunne
vente, at denne Opofrelse vil tjene Fædrelandet til mindste
Gavn, (hvorpaa grunder han denne Ikkeformening? Et
Individ kan ved Opofrelser udrette meget; hvor meget
mere da en hel Provinds!) maa jeg oprigtig tilstaa dig
at jeg ikke kan øine nogen Grund til". Han fortæller
nu, at Grændseboerne, i Tilfælde af fiendtligt Overfald
|
| s.213 | ville indgive en Adresse til Kongen, hvori de sige, hvad
de fordre til deres Forsvar af Regjeringen. Opfyldes
denne Fordring, da ville de med Glæde ofre Liv og Blod,
men sker det ikke, kan Ingen undres over, at de som For-
ladte søge at sikkre sig paa bedste Maade for Ødelæggelse.
Paa Frederikshald viste man engang, at man havde Mod
til at hjælpe sig selv, men det var for 100 Aar siden,
og da var man ikke saa klog som nu). "Kan det gaa
af", vedbliver han, "ved blot en saadan Protest, som den
du anfører, hvem vilde ikke gjøre den? men naar Fienden
betragter os som Rebeller og behandler os som saadanne,
(at kalde os Rebeller, er en saadan Afsindighed, at deraf
ei bør tages Notice) naar vi ikke strax ville underkaste os
hans Bydende, naar han befaler mig at sammenkalde Me-
nigheden, og jeg, efter al Protestering, ikke formaar ham
til at afstaa derfra, men har at vælge mellem at skydes
og at hænges, skal jeg da osv. (Men min Gud, Sven-
skerne ere dog christne Mennesker, og de maatte være Ca-
nibaler, naar de saaledes behandlede en agtet Embeds-
mand, en Religionslærer, fordi han gjorde mandige og
beskedne Forestillinger. Overalt, naar alle Præster og
Øvrighedspersoner vægrede sig, og Almuen enedes om at
sige nei, vilde Svensken komme i en slem Forlegenhed,
thi han kunde dog ikke skyde og hænge dem alle; og skjøndt
hint vel mere er at ønske end at haabe, skulde det dog
være forunderligt, om Hount var den eneste fædrelands-
sindede Præst hinsides Glommen, han, som endnu før
Rigsforsamlingen nævnedes som tvetydig!) Det "norske
Parties Zeloter", som han kalder dem, siger han adskil-
lige Ubehageligheder, og paastaar, at de af Egennytte og
Ærgjerrighed spille en saa heroisk Rolle osv. -- Dog,
|
| s.214 | jeg er kjed af denne Recension og afbryder den, skjøndt
endnu kun det Halve af Brevet er gjennemgaaet. Jeg
havde besluttet at svare og gjendrive ham, men ved saale-
des nærmere at anatomere hans Sentiments, har jeg be-
sluttet rent at afholde mig fra Politik i mit næste Brev
til ham. Hver af os faar handle saaledes, som han vil
forsvare det for Gud, Fædrelandet og sin Samvittighed!
-- De Seve har paa en meget flau og intetsigende Maade
taget til Gjenmæle. Som Hovedbevis for sin Patriotisme
anfører han en Tirade af et Brev, han for et Par Aar
siden sendte Frederik den Sjette, hvilken og otte Dage
efter sendte ham et meget naadigt Svar, men der er skeet
mange underlige Ting siden den Tid, og har Frederik
imidlertid uden Sværdslag kunnet bortgive eller sælge
Norge, kan vel ogsaa de Seve svige det.
22de Juli.
Kongen er reist til Moss, og sagde til Treschow i
Søndags, at han haabede at hjembringe Vaabenstilstand
eller Fred. -- Generalmajor Petersen og Søcapitaine
Holsteen, to varme Patrioter, ere afsendte til de Under-
handlinger, som finde Sted i Strømstad.
23de Juli.
Saavel her i Christiania, som i andre Byer, ind-
samles nu Guld og Sølv hos Damerne til Norges Rigs-
insignier.
26de Juli.
Schmidt meddelte mig en Charakteristik paa Vers
over Rigsdagens Medlemmer, som han, Rein, Falsen og
Sverdrup i ledige Timer havde forfattet. Der fandtes
Vittigheder, desimellem ogsaa meget træffende Domme,
|
| s.215 | men ogsaa Flauheder, ligesom ogsaa Partiaanden var
umiskjendelig.
27de Juli.
Telegraphen skal have signaliseret, at der er gjort
Landgang paa Hvaløerne, og at Capt. Fasting med Ro-
flottillen har trukket sig indad Christianiafjorden. Men
alt har været roligt idag. Intet høres om ankomne Cou-
rerer eller Ordres. Det formodes altsaa at være blind
Allarm, en truende Manøvre, som Telgrafisterne har
misforstaaet, eller endogsaa at staa i Forbindelse med
den projecterede Vaabenstilstand, om hvilken nu læses ud-
førligen i Tiden, hvor de mellem Kongen og Gesandterne
vexlede Noter ere indrykkede paa Fransk og Dansk. Ge-
sandternes ere alvorlige, men mere moderate end Morriers,
ligesom man ogsaa spaar godt af den Omstændighed, at
de, efter at have taget skriftlig Afsked, dog om Søndagen
inden deres Afreise havde havt ordentlig Afskedsaudience
-- ved diplomatiske Sendelser et Tegn paa fredeligt Sin-
delag og velforrettet Sag.
28de Juli.
Endnu har man ikke faaet klarere Lys i Sagen.
Min Indqvartering Capt. Tscherning fortalte mig, at de
ridende Artillerister og Jægere har faaet Marschordre,
men saa ved man og med Vished at fortælle, at de fire
Gesandter atter vare komne til Kongen, som fremdeles er
paa Moss, med nye Forslag. -- Varmen er i disse Dage
kvælende.
29de Juli.
Krig er denne Dags Historie. Det er nu forbi.
Underhandlingerne ere afbrudte. Proclamation fra Kon-
gen er udstedt og Kamp er Almenløsen. Det svenske Ul-
|
| s.216 | timatum, som Gesandterne overbragte, indeholdt blot den
beskedne Fordring, at Kongen skulde nedlægge sin Vær-
dighed, Frederikssten og Kongsvinger besættes med svenske
Tropper, saa skulde man se, hvad man kunde gjøre. --
Iaften var jeg i Selskab hos Mariboe paa Økern. Der
var en evig Politiseren, som vel i denne Tid er aldeles
naturlig, men som jeg dog ikke kan lide, naar dette er de
Politicerendes fælles Løsen: "Timen er kommen; Alt maa
voves, Meget kan vindes, men skulle vi tabe, saa lad os
tabe med Ære!" Bange Frem- og Tilbageblik vække blot
Mistrøstighed. Mariboe forekommer mig nu vankelmodig;
Schmidt tænker og vil vist ogsaa handle raskt og ædelt,
men hans convulsiviske Spænding og Haardhed i at dømme
dem, hvis Følelser ikke ligne hans i intensiv Styrke, er
mig lidt frastødende. Oldingen Treschows rolige Frimo-
dighed behagede mig bedst. Gid den besjele ret mange!
Udenfor Kampens Hede er det, næst Gud, den, der skal
redde Norge.
30te Juli.
Sverdrups freidige Stemning synes at tabe sig, og
naar "den Helt" forsager, hvad kan da ventes af "de
Smaa"? Svenske Aviser have fortalt om Cosakker, der
skulde sendes herind, og deres vilde, regelløse Omstreifen
stod især Sverdrup for Hovedet. Andre tro, at de, lige-
som Krebsen, "staa blot i Brevet", og at, om de virkelig
kom, de i vort Klippeland vilde vorde lidet farlige.
Hans Houge talte meget om de mæhriske Brødre,
paa hvis Bekostning han synes at ville hæve sin Sect,
og er nok overalt endnu ikke overbevist om, paa hvilken
Afvei, han og hans Medarbeidere var, hvorfor det des-
|
| s.217 | mere er at beundre, at de saa aldeles har forladt den.
At dens Fiender ved overilet Nidkjærhed, der vel flød af
ligesaa uren Kilde, som hans Tilhængeres fanatiske Iver,
have givet den en Vigtighed og Celebritet, den ellers al-
drig vilde faaet, er unægteligt: at flere af dens Ankla-
gere for det læsende Publikum selv ere tvetydige Personer,
hvis Stemmer, naar man kjendte dem, ei kan eller bør
tillægges synderlig Vægt, er ogsaa sandt, ligesom ogsaa,
at Mænd af lyst Hoved og et christeligt Hjerte have seet
Sagen fra et andet Synspunkt, brugt en anden Frem-
gangsmaade, og derved gavnet den gode Sag vel saa
meget, -- men at Hans Hauges Skrifter er jammerligt og
ovenikjøbet misledende Sludder, det burde han ikke fra-
gaa; at han, ved at vandre omkring som Bygdeprædikant,
afdrage Folk fra deres Arbeide og indføre paa en vel
endnu ikke noksom forklaret Maade Fællesskab i Eiendom,
spilte en mindre hædelig Rolle end han gjør nu, da han
paa Bakke selv er utrættelig virksom og fremmer Virksom-
hed i sin vidtløftige Bekjendtskabskreds, og at han ved at
ynde de Skrifter og hylde de Grundsætninger, han jevn-
lig beraaber sig paa, aldrig vilde eller kunde gaaet saa
vidt, som han fordum gik: det er saa indlysende, at han
burde vise den ædle Selvfornægtelse, med høi Røst at
bekjende det.
31te Juli.
Kongens Bekjendtgjørelse om Krigens Udbrud send-
tes mig imorges til Oplæsning fra Prædikestolen. Hans
Religiøsitet er meget rosværdig, men hans liturgiske Ar-
rangements røbe liden Localkundskab, for ikke at sige Ef-
tertanke. Sligt Detailvæsen kunde han overlade til Mænd,
hvis Embedsstilling det umiddelbart vedkommer.
|
| s.218 |
2den August.
Heller ikke idag ved man andet, end at svenske Trop-
per ere indrykkede i Enningdalen, der uden Tvivl henhø-
rer til den Del af Smaalehnene, som skal efterlades ube-
skyttet. Et Rygte har sagt, at et andet Corps nærmer
sig Kongsvinger, og at en Træfning ventedes i Dag eller
i Morgen. Bekræftelse sees imøde. Wulfsberg har faaet
Ordre til at holde sig og Grøndahls Bogtrykkeri færdige
til at følge Kongen, hvorhen han ved Fiendens Fremrykken
maatte finde det tjenligt at flytte, da desuden "Tidens"
Udgiver ei troes personligen sikker, naar Christiania be-
sættes af Svenske. Han sender sin Kone og sine Børn
til Crøger i Hitterdal, og venter saa rolig Marschordre.
Jeg tænker aldeles ikke paa Flytning. Det bæres mig
bestandig for, at Svensken aldrig kommer til Christiania
anderledes, end han kom 1809: som Krigsfange; og hænd-
tes end det værste, kan jeg heller ikke faa det i mit Ho-
ved, at min Kone og mine Børn skulde være i personlig
Fare. At endel af mine Eiendomme, maaske ogsaa mit
gamle, dyrekjøbte Hus, vil gaa i Løbet, er ei usandsynligt,
(jeg vil derfor ogsaa udsætte mit Brændeindkjøb, til jeg
med Rimelighed kan forudse, hvilken Vinterbolig vil be-
skjæres mig og mine), men iøvrigt er jeg rolig og fri-
modig. Saa ere vist mangfoldige Norges Mænd ogsaa
blandt dem, der ei kunne stole paa deres stærke, stridvante
Arm eller paa deres fulde Pengekasse, men blot stole paa
Gud, Landets retfærdige Sag og deres egen Bevidsthed,
at have tænkt og handlet retsindigt.
Klokken halv elleve kom Hest og Cariol fra Glad,
for at afhente mig til Bondevensmøde. Der indfandt sig
og Kammerherre Anker, Maschmann og Wulfsberg, og
|
| s.219 | som indbudne Gjæster Kjerschow, Grüner og Lars Clau-
sen. Forhandlingerne vare ubetydelige, og man enedes
om at suspendere dem til roligere Dage. At politiske
Samtaler medtog den meste Tid, forstaar sig selv. Anker
spaar naturligvis idel Jammer, som Følge af Normæn-
denes ubesindige Kongevalg, inden man havde indhentet
de store Magters Betænkning. Med prophetisk Suffi-
sance oprullede han Fremtidens Dække, og bebudede os Nor-
ges Skjæbne. Med sine Allieredes Assistence occuperer
Sverrig det søndenfjeldske Norge og udhungrer det nor-
denfjeldske. Saaledes tvinges det hele Land til Overgi-
velse, og som Rige udslettes Norge af Jorden. Glad en-
trerede saa temmelig i samme Ideer. Den gamle, erfarne
Landmand har ladet sig indbilde, at ikke Fjerdedelen af
hans Korn vil kunne indhøstes af Mangel paa Arbeidere.
Saa omtrent vil det gaa i hele Landet, og iøvrigt staar han
i den Formening, den ellers meget retskafne og fornuftige
Mand, at Magnaten, med Stjerne paa Brystet og Nøgle
paa Bagen, maa se dybere i Tingen end vi andre. Masch-
mann og jeg vare de haabefuldeste i Selskabet, thi Kjer-
schow, Manden uden Eiendom, uden Kone eller Børn,
regner jeg ikke. Det var ussel personlig Feighed, om han
forsagede. Iøvrigt, saalidet jeg kan have imod, at en Mand
som Anker har sin egen Mening og ytrer den, om den
end differerer fra min, naar han kun ei ved Proselytma-
geri eller andre uværdige Midler søger at udbrede den,
saa underligt og krænkende er det mig at høre, at Sver-
drup, Selvstændighedens kjækkeste Talsmand paa Rigsda-
gen, en af dem, der hidtil hjemlede sig Navn blandt Fædre-
landets ypperste Borgere, for hvilken jeg i Legemskraft og
Sjelsfasthed troede at maatte vige ærbødigen tilbage, at
|
| s.220 | han nu, som jeg ogsaa ved vort sidste Møde syntes at
mærke, skal være ganske modfalden. Sligt er mig ufat-
teligt. -- Ellers var Talen paa Grefsen ikke om idel
Politik. Vi havde adskillige hel morsomme Intermezzer;
Anekdoter fortaltes fra de gode gamle Dage, og der viste
Anker sig ligesaa jovialsk og godlidende, som han under
hine Discourser var nedstemt og vankelmodig. Sagtens
mener han det bedst med sig selv, men at han mener det
ilde med Fædreland og Medmennesker, kan jeg heller ikke
tro, og undlader altsaa ikke, paa det ene Punkt nær, at
agte og holde ham som før.
3die August.
Fra Armeen vides intet paalideligt. Rosenkrantz og
Sommerhjelm bleve inat Kl. 1 beordrede til Moss, hvor
Kongen Kl. 8 holdt Statsraad, og efter dette skal han
have forlagt Hovedqvarteret til Askim Præstegaard, hvor
han siges at ville berede sig til et afgjørende Slag. De Sven-
ske rykke imidlertid ind fra mange Kanter, men siges af
de Staffeltske Jægere at være trængte tilbage til Svine-
sund, hvor de retirerende Tropper bleve optagne af Ka-
nonbaade. Paa et andet Sted havde en norsk Capt.
Spørch maattet vige for Overmagten. Om flere mere
eller mindre heldige Affærer høres uhjemlede Rygter,
Officielt har vi intet uden nogle faa Linier i "Tiden"
som melder om Fiendens Indrykning. Mangesteds i Byen
betages man af Skræk og flytter ud.
4de August.
Jeg havde Brev fra Schmidt, som opfordrer mig og
min Familie til at reise til Eger Præstegaard, og blive
der saalænge Svensken er i Christiania. Jeg svarte strax
derpaa, at for mit eget Vedkommende kan jeg ikke tage
|
| s.221 | imod Tilbudet. "En af mine Formænd indesluttedes med
Garnisonen paa Aggershus Fæstning i 1716. Det sker
vel ikke nu, men at Manden i lige Embede, ogsaa Sog-
nepræst for Rigets største Landsbymenighed, ikke kan have
Tilladelse til at søge sin Sikkerhed ved at forlade den
Virkekreds, hvor de fleste Mennesker, for hvilke han kunde
virke, nødsages til at blive, er indlysende. Den Forvir-
ring kunde naturligvis ikke vare længe. Christiania kunde
igjen komme i de Norskes Hænder, men Veien derhen fra
mit Tilflugtssted være spærret eller usikker. Hvorledes
vilde jeg da forsvare mig, naar man sagde om mig: "Pa-
vels reiste bort fra sit Embede, da Fienden nærmede sig, og
nu kan han ikke komme tilbage", eller: "han reiste, da
der var Fare, og nu, den er forbi, kommer han igjen!"
Slaa kan jeg ikke; jeg har aldrig lært at føre Vaaben;
nu at lære det, var forsilde, helst da jeg har et Tilfælde,
ved hvilket voldsomme Legemsanstrængelser vilde være ab-
solut dræbende. Men desuagtet kunde jeg vel paa min
Post gjøre adskillig Nytte, var det end i de Dage blot at
besøge Hospitalerne, og styrke de Døende".
Det er nu fra Søsiden man venter Angreb. Mit
gamle dyrekjøbte Hus er da sin Undergang vis. Andre
mene imidlertid, at Svensken ikke vil vove dette, da der
ved Drøbak er et meget snevert Pas, paa begge Sider
besat med Batterier, og da de have vore Kanonbaade i
Ryggen, der kunde afskjære dem Retiraden, hvortil endnu
kommer, at vi i disse Dage have havt og endnu have
saadan vedholdende Søndenvind, at man ikke indser, hvor-
for de ikke nu har benyttet sig af Leiligheden, der maaske
ikke snart kommer saa god igjen. Holten er kommen til-
bage, da Kongen har afgivet alle civile Affærer til Stats-
|
| s.222 | raadet, har nedlagt i dets Hænder sit Testamente og be-
skjæftiger sig udelukkende med militære Gjenstande. Hol-
tens Dødsdom skal være fældet, saasnart han er i Sven-
skens Magt; han ansees for en af Ophavsmændene til
det Forefaldne.
5te August.
Man er overmaade sparsom med officielle Efterretnin-
ger. Om Landets og Hærens sande Tilstand vides næsten in-
tet. Det eneste, jeg idag har hørt, er to ubekræftede og
formodentlig upaalidelige Rygter, at Staffeldt har vundet
en Bataille og gjort en hel Hob Fanger; og at de engel-
ske Krigsskibe have forandret Stilling og lagt sig lige
udenfor Hvaløerne, og paa Svenskens Spørgsmaal, om
hvad Hensigten dermed var, svaret, at de havde Befaling
dertil og forseglede Ordres, som en vis Dag skulde aab-
nes. Kongen fortaltes at have Natteqvarter paa Rakke-
stad Præstegaard og i Dag eller i Morgen at ville an-
gribe Fienden. -- "Tiden" nævner med Berømmelse min
gamle brave Confirmand, Lieutenant Schleppegrell, den
første af Norges Krigere, som hidtil i denne Krig er
nævnt med Hæder.
6te August.
Frederiksstad har overgivet sig, omendskjøndt Com-
mandanten, efter "Tiden" havde brugt den sædvanlige
Formular, og lovet at forsvare sig til det yderste. Kir-
ken, og Cassernen ere beskadigede, men der var ikke Ilde-
brand i Byen. Capitulationen skal være besynderlig fa-
vorabel, da Tropperne fik fri Afmarsch, uden de sædvan-
lige Betingelser, ikke mere at tjene mod Svensken i denne
Krig. Dem, som vilde blive og tage svensk Tjeneste, stod
ogsaa dette frit for, men deraf skal kun to Artillerister
|
| s.223 | have benyttet sig. De Svenskes Hovedkvarter skal være
paa Hafslund. Om Kongen og vor Armee høres intet.
Til Christiania er nok ikke Adgangen synderlig lettet ved
Frederiksstads Overgivelse, thi Glommen er endnu imel-
lem, og Overgangen vil man vel af al Magt søge at for-
hindre. -- De skjønne Træer herude paa Glaciet omhug-
ges nu, men dette synes blot at være, hvad man kalder
en Demonstration, da man paa samme Tid sætter Fæst-
ningen ude af Stand til at forsvare sig, ved at bortføre
Ammunition og Proviant i Masse. -- Svenskens Adfærd
i Landet skal være meget human, hvilket og kan ventes i
et Land, som han tænker at beholde og ligeoverfor et
Folk, som han har erklæret, ei at ville føre Krig med.
7de August.
Kirken var overmaade fuld. "Verdens Børn ere
klogere end Lysets Børn, men derfor ikke lyksaligere", var
mit Thema. -- -- -- Med Hensyn til Dagens Begiven-
heder omtalte jeg tilsidst, hvad man saa ofte har hørt, at
Kongen og Rigsforsamlingen og vi allesammen ikke have
handlet klogt. Dette lod jeg uafgjort, og tilstod, at vi
maaske ved at handle anderledes, kunde i dette Øieblik
nyde større Tryghed og Ro, men derhos paastod jeg, at
vi havde handlet retskaffent, efter Pligt og Samvit-
tighed. Saa bør vi og handle herefter, og ikke tvivle
paa, at hvilke de nærmeste Følger end skulle vorde, Enden
dog maa blive god for dem, som standhaftigen vandre
Pligtens, Dydens og Guds Veie. -- Da jeg havde læst
Fadervor, lod jeg synge Psalmen 438, og vedblev derpaa:
"Gud har hørt vor Bøn! han bønhøre den! han unde
os atter at samles glade her i hans Tempel! Maaske,
forinden dette sker, En eller anden iblandt os er falden
|
| s.224 | som et Offer for Fædrelandets den gode Sag; Guds Fred
med ham og med Hver, som bliver sine Pligter tro! Mod-
tager imidlertid Herrens Velsignelse!" -- Prof. Skjelde-
rup er misfornøiet med Tingenes Gang, og venter en da
capo af de danske Optrin i August 1807 og Januar
1814, og det synes rigtignok, at man derhenne ved Grænd-
sen gaar frem med en forunderlig Lunkenhed, som con-
trasterer med hvad man havde ventet af Normændenes
fyrige Patriotisme og Kongens bestemte Charakter. --
Haxthausen og de øvrige Statsraader have faaet Ordre
til ufortøvet at begive sig til Kongen. Der er ved Lier
forefaldet en heldig Affære, hvor -- saaledes hedder det
da -- 18 Officerer og 3000 Gemene ere fangne, men med
den Staffeldtske Brigade gaar det fremdeles slet. Den
har maattet trække sig tilbage over Onstad Sund.
Oberst Ramm, som nu igjen er Commandant, lod
mig vide, at jeg gjorde bedst i at flytte mit Tøi ud af
Fæstningen. Det er ellers besynderligt at se de svære
Transporter, som uophørlig gaa herfra. Saameget man
ellers lader sig det være magtpaaliggende, at forsyne en
Fæstning, som trues med Beleiring, saa travlt synes man
at have med at udtømme denne. -- Af Nyheder fortæl-
les, at Tank og Hount ere afgaaede i et Gesandtskab fra
Pontecorvo, som skal være i Frederiksstad, til vor Konge.
-- Lehmann forærede mig igaar "En Stemme fra Eng-
land om Norges Afstaaelse", efter Titelbladet oversat af
Literatus Povel Fasting, men egentlig af Skuespiller Peter
Forsom i Kjøbenhavn. Denne Stemme fra England, som
ikke er nogen Englestemme, dyssede mig i Søvn paa min
Sofa, og da jeg vaagnede, og lyttede opmærksommere til
den, fandt jeg, at den ikke var værd at høre. Uretfærdige
|
| s.225 | Angreb paa Napoleon og Fastlandssystemet og væmmelige
Lovtaler over England udgjøre Hovedingredientsen, og hvad
Norge angaar, da kan det gjøre Fordring paa, at be-
væge sig om England som en Drabant af ikke liden Glands
og Storhed. "I physisk, moralsk og intellectuel Henseende
har Norge næsten altid været ligesaa afhængigt af England,
som nogen Provinds, der stod umiddelbar under det bri-
tiske Scepter". Desværre, om saa er! Norges Forening
med Sverige ivres rigtignok imod, men iøvrigt er det
tungt, og selvstændige Normænd neppe værdigt, at sige med
Holbergs Jeronimus: "Man maa flattere de Slubberter,
hvis man vil have godt af dem" -- thi en Dansk eller
Norsk er ganske vist Forfatteren. Pjecen hvile i Ro paa
mit Bord indtil jeg kan bruge den paa en værdig og
passende Maade.
8de August.
For at høre nyt, gik jeg imorges til vor privilige-
rede Avisskriver Wulfsberg. Der samledes efterhaanden
Neumann, som havde været hos Kongen paa Moss, Sver-
drup, Stenersen og flere. Først hørtes mundtlige poli-
tiske Efterretninger, hvoriblandt den vigtigste, at Gene-
ral Staffeldt var bevist at være i Forstaaelse med de
Svenske, at han var henkaldt til Kongen og afsat fra
Commandoen, at Kaltenborn og Rosenørn havde opdaget
Forræderiet, og ved kloge Dispositioner med Livsfare red-
det Brigaden, der ellers om to Dage uundgaaeligt vilde
været i Fiendens Vold. Foruden ham nævnes endnu
Kragerøens og Frederiksstads Overgivere som Landsfor-
rædere. Saa løde Beretningerne idag, ligesom og, at
Tidenden om Tilbagetrækningen over Onstad Sund var
urigtig. Imidlertid læste vi i Manuscript Bulletin-
|
| s.226 | skriveren Lector Adlers intetsigende Indberetning om de se-
nere Malheurer, hvor Frederiksstads Overgivelse, der al-
drig før har været bekjendtgjort, nævnes i Forbigaaende
som en bekjendt Sag, og General Seyerstedts Proclama-
tion om Træfningen ved Lier, hvor de 3000 fangne Sol-
dater slap op til 212, og hvor der ogsaa var Rabat i
de 18 Officerers Antal, da 10 af dem var til Staben
hørende Officianter. Desuden læste vi et Privatbrev
fra Capt. Ræder paa Kongsvinger, hvor udførlig beskrives alle
de Smaaaffærer, som har fundet Sted der i Egnen, førend
den mere afgjørende, da Fienden joges tilbage til Grændsen.
9de August.
At Staffeldt er en Forræder skal være usandt; der-
imod skal han have baaret sig dumt ad, hvorfor han vel
beholder Commandoen, men maa intet foretage sig uden "i
sine Fuldmægtigers Nærværelse" d. e. uden sine Adjutan-
ters Samtykke. -- Tanks og Hounts Ærinde til Kongen
skal have været at tilbyde Vaabenstilstand paa samme Vil-
kaar som før. Kongen siges at have svaret, at Vaaben-
stilstand ogsaa var hans Ønske, naar den kunde bestaa
med hans og Nationens Ære. Man er i ængstelig For-
ventning om, hvad Udfaldet vil blive. Ubehagelige Rygter
og Formodninger opfylde Byen, at Kongen for at fremme
Norges Tryghed vil opoffre dets Hæder. Alle, som jeg
har talt med idag, ere yderst mismodige.
10de August.
Vore Tropper skal have havt en hæderlig Affære
ved Onstad Sund, og drevet Fienden tilbage med Tab.
Dette bekræftedes siden ved en Bulletin, kort og ufuld-
stændig som sædvanlig, men i Grunden overensstemmende
med Privat-Efterretningerne. Paa vor Side var 6 Døde
|
| s.227 | og 12 Blesserede, hvoriblandt Hauch af Artilleriet, som
faldt, og Ramm, Oberstens Søn, som blev haardt saaret.
Klokken 7 iaften fik vi herinde paa Fæstningen de 212
Fanger fra Lier. De ligge i Exercerhuset, og nu, da
jeg skriver dette, tage de frisk Luft ude paa Ridebanen.
Alt dette har havt noget opmuntrende for os, og med
Flytningen av vort Tøi gaar det lunkent.
|
| bla bakover |