|
27de Mai.
Hos Wulfsberg læste jeg adskillige af de Adresser,
Repræsentantvalgene angaaende, som nu udgives samlede,
og det er ret interessant, at se den høist forskjellige Tone
i disse, hvorledes f. Ex. Professor Leganger, som beskyl-
des for to Gange i Eidsvold Kirke ved sin Røgelse at
have voldt den hele Forsamling Hovedpine og Qvalme,
giver blot en kold tør Beretning paa 5 -- 6 Linier, og
hvorledes igjen en Præst Svendsen i Tolgen, der roses
|
| s.193 | som Mand af Hoved og Kundskaber, har fyldt 3 -- 4 Si-
der med Bombast, først om den "skjærende Smerte", det
voldte os, at løsrives fra Frederik den Sjette og Dan-
mark, og siden om de andre Følelser, vi under Begiven-
hedernes Gang efterhaanden gik over til.
28de Mai.
Wulfsberg, der synes at være Royalist og Norsk
med Liv og Sjel, udlod sig idag med Mishag om det
loyale Parties Adfærd paa Rigsdagen, finder Oppositions-
partiets langt anstændigere og frikjender dets Høvdinge
aldeles for uædle Bihensigter og uværdig Fremgangs-
maade. Det er nok især Omsens Beretninger, denne
Dom grunder sig paa, og saa begriber jeg da, at Wulfs-
berg som Wedels personlige Ven søger at forsvare ham i
det længste, skjøndt han maatte erindre, at de engang i
Fællesskab har været paa en Vei, som neppe var den lov-
ligste, og at det vel ikke saa lige er forandrede Grund-
sætninger paa nogen af Siderne, der gjør, at de nu gaa
til et forskjelligt Maal. Wulfsberg vilde have Norge løs-
revet fra Danmark; det er nu skeet, og den nye Tingenes
Orden synes baade fra Ærens og Vindingens Side at
være ham fordelagtig: altsaa acquiesserer han derved og
ønsker den Varighed. Wedels Hu staar til noget høiere;
han vil herske og dertil aabnes ham ingen Udsigt under
Christians Regjering. Det Maal, han havde for Øie
for 5 Aar siden, har han endnu. Ved Norges Forening
med Sverrig kunde han opnaaet det og kan vel endnu
opnaa det. I det selvstændige Norge synker han ned i
den uvirksomme Dunkelhed, hvortil vel ingenlunde Natu-
ren, men desmere hans tvetydige Forhold fordømmer ham.
|
| s.194 |
29de Mai.
Om Selskabet iaften hos Sverdrup maa jeg sige,
hvad en naragtig Skrædder sagde om Jægercorpset, da
det laa i Garnison her: "Der er, ved Gud, ikke en Slyn-
gel i det hele Corps". Der var i denne Kreds ikke et
eneste Menneske, hvis politiske credo er tvetydigt. For-
uden Værten bestod det af hans Colleger Treschow, Ras-
mussen, Platou og Hersleb, Bergenserne Christie, Motz-
feldt, Rein og jeg. Der levnedes da heller ikke Opposi-
tionspartiet megen Ære. Især maa det have ringet slemt
for Wergelands Øren. Christie reiser om nogle Dage
i Følge med Rigsdagsmanden Kjøbmand Rosenkilde fra
Stavanger og Statsraad Aall til England. Man spaar
os Fred og Forbund med dette Land, der nu skal være
nær ved at erklære Rusland Krig. Norges Sag for-
handles i denne Tid i Parlamentet, hvilket ansees for et
godt Tegn. -- De nyeste Rygter fra Danmark lyde nu
saa, at Kongen har ladet sine Tropper gaa hjem og der-
imod tilladt de Svenske Gjennemmarsch, som han nylig
sagdes at ville forhindre: at 7000 Svensker virkelig ere
indmarscherede og troes at ville blive der til Kysternes
Bevogtning mod Handelen paa Norge: at al Brevvexling
og Maskepi med os under corporlig Straf er forbudt:
at Kongen nylig har forelagt det danske Cancelli det
Spørgsmaal, om ei Prinds Christian kan og bør udeluk-
kes fra Arveret til Danmarks Throne: at Ørsted og Las-
sen med megen Kraft har benægtet det: og endelig, at
Finantserne dernede skal være i den mest fortvivlede For-
fatning.
30te Mai.
Beretningen om Forbud mod Handel og Brevvexling
|
| s.195 | mellem Danske og Norske er ved en nys ankommen Stats-
tidende bekræftet. Som paalideligt Rygte fortælles, at
Statsminister Moltke er afsat og forvist paa Grund af
et Brev, han havde skrevet herop til Haxthausen med
Gyldenpalm. -- Hegermann finder at vor Administration
allerede burde have taget mere Hensyn paa Constitutio-
nens Bestemmelser, end skeet er. Han frygter, at Kongens
Godmodighed kunde lade sig mislede, og ønsker, hvad nok
en betydelig Del af Nationen ønsker med ham, at Haxt-
hausens Indflydelse maa vorde formindsket, og at han
fremfor alt maa komme ud af Finantsbestyrelsen. At han
i Vinter overdrog Commandantskabet til Oberst Ramm,
og nu, da Emolumenter deraf kan indhøstes, selv igjen
har paataget sig det, scoptiseres meget over. Her skal
være gjort et Carricaturmaleri, hvor to Bastioner fore-
stilles; paa den ene staar Ramm og skuffer Sne, paa den
anden gaar Haxthausen og slaar Hø.
31te Mai.
Christie fortalte, at Wedel har sagt til ham, at han
føler sig forhadt i Publicum, og derfor imod sin Tilbøie-
lighed, vil unddrage sig fra alle offentlige Forretninger
og leve i Stilhed som Privatmand.
1ste Juni.
Ved Bordet udbragte Treschow: "Alle brave Nor-
mænd, især Bergensere!" Der var noget upassende i
denne Skaal, som jeg tror de fleste følte, thi vel udmær-
kede Bergens Stift sig paa Rigsforsamlingen derved, at
ei en eneste Oppositionsmand var sendt derfra, men dels
var der indfødte Bergensere, hvis Patriotisme man slet
ikke var tilfreds med f. Ex. Wergeland og Grøgaard,
hvorimod de tre patriotiske Bergensmænd Rein, Motzfeldt
|
| s.196 | og Rolfsen ere fødte i Rigets tre øvrige Stifter, dels har
en saadan Udpegen altid noget stødende, som en Vært
bør afholde sig fra. -- I Intelligentsseddelen foreslaaes,
at alt Kirkesølv skal afgives til Banken, da man gjerne
ved Communionen indtil videre kan drikke af Tinbægere,
og Forfatteren stadigen tror, at naar vi engang faa Fred
og gode Dage, vil man nok forære Sølvkar igjen til Kir-
kerne. Denne sangvinske Formodning har jeg desværre
ikke; tvertimod tror jeg, at ethvert Skridt, som gjøres til
at betage den udvortes Gudstjeneste dens Høitidelighed, er
en ny Triumph for den herskende Irreligiøsitet, og at
Dyrkelsen i Aand og Sandhed, som man ideligen paabe-
raaber sig, ved saadan Adfærd standses istedetfor at frem-
mes. Og hvilken Skandal det dog var, naar vi selv,
hvad vi dog vist ikke rent ophøre med, vedbleve at bære
Sølv og Guld, bruge Sølvskeer og Sukkerbøsser og an-
det deslige paa vort Bord, fremlægge Sølvpenge som
jettons paa vore Bostonborde osv., og saa berøvede Her-
rens Tempel de faa, simple Prydelser, der levnedes dem!
Hvad der skede i Christian den Andens Tid, som Forf.
anfører, er mig ubekjendt; men dette ved jeg, at det var
i de catholske Tider, da Kirkerne eiede en Mængde over-
flødige Sølv- og Guldkar. Dette er nu forbi, og det er
Synd at sige, at enten Kirken eller dens Tjenere nuom-
stunder have formange Rigdomme at prunke med.
2den Juni.
Haxthausen vilde vide at det ikke var ulovlig Corre-
spondance, der havde styrtet Moltke, men uforsigtig Med-
delelse af Collegialhemmeligheder, hvilket da i Grunden
kommer ud paa et og det samme. -- Man har i disse
Dage havt meget travlt med en Kanonade, der skal være
|
| s.197 | hørt (jeg ved ikke hvor) Natten imellem den 30te og 31te
Mai. Rygtet gik om en Træfning mellem de svenske og
norske Kanonbaade, og Ulykkespropheterne vilde alt vide,
at Fienden havde bemægtiget sig Hvaløerne. Men der
høres nu aldeles intet, og man tror det enten har været
fjern Torden eller en Fest, som den Dag og Nat skal
have været i Frederiksværn i Anledning af Kongevalget.
5te Juni.
Her er kommen en engelsk Gesandt, Mr. Morrier,
ikke til Kongen, om hvis Thronbestigelse man i England
ei kunde være underrettet, men til Nationen, hvis Repræ-
sentanter endnu troedes forsamlede paa Rigsdagen. Hans
egentlige Ærinde ved man ikke, men tror, at det er at
sondere, om det virkelig er Folkets eller blot et enkelt Parties
Ønske at undgaa Forening med Sverrig og blive selvstæn-
digt. Holten modtog ham i Drammen, og førte ham til
Haxthausen. I Morgen Kl. 2 skal han have Privatau-
dients hos Kongen. Han roses som en høflig og dannet
Mand, og hvad man især har lagt Mærke til hos ham,
er, at han ytrer Ringeagt mod Pontecorvo, som han næv-
ner med hans Familienavn Bernadotte, og om hvilken
han skal have sagt i Drammen (hvilket dog ikke forekom-
mer mig ganske troligt), da man talte om Napoleons til-
kommende Opholdssted, Øen Elba, og ønskede, at en saa-
dan ogsaa kunde anvises Pontecorvo: "Man kan jo give
ham Bornholm."
6te Juni.
Hegermann viste mig et Brev, hvori han, jeg, Prof.
Skjelderup, som daglig ventes, og en nys ankommen Pro-
curator Stenbuck anmodes af endel i Kjøbenhavn sig op-
holdende Normænd med Pram og Castberg i Spidsen, at
|
| s.198 | overgive Kongen i deres og flere Landsmænds Navn en
Lykønskningsadresse til hans Thronbestigelse. -- I forrige
Nummer af Intelligentsseddelen stod et anonymt Forslag
om, at den Mand af Stand og Indflydelse, som vilde
raade Normændene at overgive sig til Sverrig, burde af-
skjæres Næse og Øren, og i denne Tilstand sendes til
Naboriget. I denne Anledning har nu to Modstemmer
hævet sig. Procurator Debes beviser med megen Vidt-
løftighed det Barbariske i en saadan Medhandling og spil-
der en Mængde Ord paa at gjendrive, hvad der hverken
behøver eller fortjener Gjendrivelse. Den anden Indsen-
der, som er anonym, forsvarer og roser den angrebne
Standsperson (uden Tvivl Grev Wedel) som oprigtig
Fædrelandsven, der intet upatriotisk har sagt eller gjort
i sine Dage. -- Til Dagens Rygter hører, at England
har foreslaaet Kongen af Danmark Sjellands Afstaaelse
imod at han igjen faar Hannover. Vil han endvidere af-
staa Fyen, garanterer man ham Hamburg og Lübeck.
7de Juni.
Kongen skal være særdeles tilfreds med den første
Samtale med den engelske Gesandt. Han spiste ved Taf-
felet, og bliver her indtil videre, hvorimod han sender sin
Secretair med Depescher til London i Selskab med Aall,
Christie og Rosenkilde. Han har erklæret, at man i Eng-
land havde efter de Svenskes Rapporter aldeles urigtigt
Begreb baade om Kongen og det norske Folk, og at det
var hans Pligt ufortøvet at berigtige det. Til Prof.
Møller, og jeg tror endnu En, havde han Brev fra Lord
Aukland, der anbefaler ham som en udmærket Mand.
Idag har Kongen spist med ham hos Haxthausen, og siden
vil han reise omkring med ham i Landet og gjøre ham
|
| s.199 | bekjendt med det norske Folk. Om Pontecorvo taler han
med Ringeagt og Anecdoten om Bornholm skal være sand.
I Drammen, hvor man havde indbudt Selskab for
ham hos Niels Omsted, var man ikke tilfreds med ham,
men man skal ogsaa have opført sig meget kleinstädtisch,
og gjort ham saamange ubetydelige og udelicate Spørgs-
maal, at man næsten aftvang ham Uartighed. Sverdrup
var ogsaa indbuden til Haxthausen, men han havde und-
skyldt sig, og da Tjeneren havde lagt ham paa Hjerte, at
det var efter Kongens Forlangende han, Treschow og Grev
Wargas vare indbudne, følte han sig stødt, over at mod-
tage et saadant Budskab af en Domestik, og svarede: "Nei,
nu kan jeg det endnu mindre; vær saa god at hilse, jeg
maa bede mig undskyldt". Det kunde Sverdrup vove;
hvor mange andre vilde gjort det?" -- Der er Ventila-
tion om at flytte Universitetet til Laurvig. Sverdrup un-
derstøtter Projectet af al Kraft, og ugjerne maa jeg finde
hans Grunde antagelige; ugjerne, dels fordi det strider
mod min gamle Ide, at Universitetet aldrig bør være i
Provinds-Byer, dels fordi det berøver mig min interes-
santeste Omgangskreds.
8de Juni.
Der fortælles om Patrioten, den rige -- n, at han
ikke allene intet gav ved den almindelige Subscription, men
ogsaa forleden i et Middagsselskab havde gjort Nar af
dem, som havde skilt sig ved sit Sølvtøi, og sagt, at han
for ogsaa at vise sig patriotisk, vilde give et Stykke Val-
birk, han havde liggende i sin Kjælder, at gjøre Træskeer
af til dem, som havde ofret deres Sølvskeer paa Fædre-
landets Alter.
|
| s.200 |
9de Juni.
Hos Sverdrup læste jeg et deiligt Digt af Grundt-
vig til Norge i Almindelighed og ham selv in specie,
hvor Norges Adskillelse fra Danmark sees at ligge Grundt-
vig tungt paa Hjerte. Han troede nemlig, man vilde de-
cretere, hvad enkelte i de første Dage snakkede om, og hvad
der virkelig er foreslaaet paa Rigsdagen, at begge Riger
aldrig mere maatte forenes. Sverdrup tror, han vil være
særdeles tilfreds med hvad der nu er skeet. Mindre glæ-
delige vare nogle politiske Nyheder i et Brev fra Lector
Adler om det uheldige Udfald af Debatterne i det engelske
Overhus, Norges Sag betræffende, om Pontecorvos Til-
bagekomst til Sverrig, og 6000 Russers Forening med
den svenske Armee til vor Underkuelse, men alt dette er
mest taget af svenske Aviser, og de gode og onde Rygter
krydse hinanden saa uophørlig, at man næsten intet bør
tro, uden hvad man ser.
11te Juni.
Man tillægger Grev Schmettow følgende bidende
Bonmot om de to Bisper, Bech og Bugge: Den første
taler Ingen vel om; den anden taler vel om Ingen.
12te Juni.
Der fortælles om Frederik den Sjette, at han skal
have svaret Bülow, som begjærede sin Afsked: "O nei,
det behøves ikke; om kort Tid tænker jeg, man giver os
Afsked beggeto".
13de Juni.
Idag overleverede vi den tidligere omtalte Lykønsk-
ningsadresse. Kongen læste den, og udbrød (jeg ved ikke
ved hvilken Udladelse): "Vidste man i Danmark, hvad de
her har skrevet, fik de vist en Ulykke".
|
| s.201 |
15de Juni.
Det er, som om en lønlig Stemme i denne Tid til-
hvisker mig: "Det tager dog en slet Ende med os; vi
kjæmpe for et Maal, som aldrig kan opnaaes". Og kan
det ske uden ydmygende Krænkelser for Kongen, kan han
gaa herfra til rolig og ærefuld Besiddelse af Danmarks
Throne, vil man ære vore Rettigheder som Borgere og
Mennesker -- o Gud! saa kunde dog meget Blod spares,
megen Elendighed undgaaes, mange Glæder og Velsignel-
ser i dette korte Liv endnu være os forbeholdne, som vi
nu opofre -- for maaske tilsidst at se os eller vore Ef-
terkommere paalagte tungere Lænker end vi nogensinde
have baaret eller vilde bære. Og, om det end lykkedes
os over Sandsynlighed eller Forventning -- ak! fra en
næsten endnu føleligere Side kunde vi se vort Haab skuf-
fet: naar Christians sildigere Manddomsaar ei blev, hvad
de tidligere lovede, naar Hofkryb misledte ham og gjorde
ham til en vellystig Despot.
16de Juni.
Den engelske Gesandt skal have forlangt et nyt Stor-
thing sammenkaldt. Om Statsminister Moltke fortælles,
at ei alene hans Embeder, Titler og Ordener ere ham
fratagne, men endog personlig Arrest paalagt ham. En
Uforsigtighed, som den Haxthausen fortalte om, kunde vel
ikke straffes saa haardt, men er det sandt, at han har
skrevet til daværende Prinds Christian, og bedet ham skynde
sig ned til Kjøbenhavn, og tage den danske Throne i Be-
siddelse, da man blot venter paa ham, for at erklære Fre-
derik udygtig til Regjeringen og afsætte ham, saa kan man
rigtignok ikke undres derover.
|
| s.202 |
18de Juni.
Kongen har udstedt en almindelig Opfordring til
Landets vaabendygtige Mænd at væbne sig til dets For-
svar.
19de Juni.
Efterat Intelligentsseddelen en Tidlang har været
temmelig fri for politiske Undersøgelser, har nu en Dame
fornyet sin Mynt. Hun fortæller, at hun har Sønner
baade i Sø- og Landetaten, og ønsker tilsidst at kunne
være Anfører for en Armee af sit eget Kjøn, naar det
kunde være til Forsvar for Landet. Er ikke hendes Tap-
perhed større end hendes Forstand, vilde nok ikke Landet
vinde stort ved den Entreprise. -- Der tales stærkt om
en intenderet Landgang i Jarlsberg Grevskab, hvor Sven-
sken venter af Eieren at modtages med aabne Arme.
Sverdrup har læst et ordentlig optaget Forhør over en
Fisker, der havde været ombord paa et svensk Krigsskib,
og som under sin Ed har bevidnet, at Officeren havde
nævnt Grev Wedel og Kammerherre Løvenskjold som den
svenske Nations Venner.
20de Juni.
Den engelske Fregat, som skulde bragt Aall og hans
Følge til England, er seilet fra dem, da de formedelst
Modvind ikke kunde naa den til den bestemte Time. De
reise nu med et andet Skib, men ere udsatte for at op-
bringes af Svensken. -- En russisk, preussisk og øster-
rigsk Gesandt ventes hertil.
22de Juni.
"Tiden" indeholder et begeistret Kvad til Kongen af et
anonymt Fruentimmer, M**** (Marie Lassen1. Des-
|
| s.203 | uden er indrykket i Bladet en Proclamation fra Ponte-
corvo til Armeen, hvori han beskylder vor Konge for at
opofre det norske Folks Vel, idet han, trods Nationalvil-
lien, nægter at fuldbyrde Fredstractaten, fortæller, at det
ikke er det norske Folk, han vil bekjæmpe, men kun dets
Forledere, og veed, at Forsynet vil beskytte Sverrigs Sag,
thi den er retfærdig!!! Endelig fortælles der, hvad ogsaa
en fra England kommen Lieutenant Snedorff bekræfter, at
to Prindser og ti Lorder i Overhuset har nedlagt Protest
mod Norges Blokade, og at Enthusiasmen for Norge skal
være stor blandt det engelske Folk.
24de Juni.
Det er nu forbi med alt Haab for Thygeson om at
vende tilbage hertil. Han har kaldt sin Familie ned til
sig, og indviklet som saa mangen anden i den Gylden-
palmske Affaire, maa han takke Gud for, at man lader
ham sidde rolig paa sine Godser.
27de Juni.
75 Embedsmænd og Studerende have indgivet An-
søgning om at maatte organiseres til et Corps til Sta-
dens Forsvar. Kongen har modtaget den med Bifald.
-- Det hedder nu, at al Communication med os er for-
buden i Danmark under Livsstraf!
28de Juni.
I Selskabet hos Bispen forefaldt ved Bordet et
Optrin, der med alt det vor Vært blev hidsig, gjorde ham
megen Ære, thi hvo maa ikke blive hidsig over saadant.
Bønder, 10 -- 12 Mile herfra, hvem Korn var lovet af
Provideringscommissionen, men som havde udbedet sig en
Maaneds Udsættelse, inden de hentede det, for at deres
udmattede Hefte kunde hvile, kom nu, og havde af Wiewild
|
| s.204 | og Thrane faaet den trøstelige Besked, at intet var at
faa. Brevet leveredes Falbe, som sad ved min Side.
Snart blev Sagen offentliggjort, og stakkels Falbe, som
er et lidet gjældende Medlem i Commissionen, blev yderst
forlegen og vidste hverken ud eller ind, da man paalagde
ham at træffe Modanstalt. Bech og Agent Nielsen ge-
raadede i Iver. Amtmand Treschow spurgte sagtmodigen,
om han ei strax kunde udstede en Anvisning, hvilket Falbe
med Grund benægtede, da Pluraliteten havde afslaaet den.
Bispen truede med at reise ligetil Kongen og foredrage
ham Sagen. Omsider blev det da bestemt, at Falbe
imorgen skulde besørge det omgjort.
29de Juni.
Gesandterne ventes bestemt idag eller imorgen, og da
de vel ikke komme for at gratulere Kongen til Norges
Krone, og ei kunne vente forønsket Svar paa hvad de har
at proponere, vil deres Afreise vel blive Signal til Krigs-
erklæring og Indfald i Norge. Imidlertid siges den en-
gelske Blokade de facto at være ophævet, og snart at ville
vorde det ved Decret. Man skal endog have vis Efter-
retning fra England, at man aldrig havde villet entrere
i dette Blokadesystem, dersom man ikke efter Wedels og
hans Tilhængeres Tale og Adfærd havde troet sig over-
bevist om, at de Svenske havde et betydeligt Parti i Norge,
som blot behøvede Understøttelse udenfra for at faa Over-
magt. Dette har vakt en rasende Forbittrelse mod Wedel.
-- Mod Kongen er i Sverrig udkommet et nyt Skand-
skrift, endnu mere bittert og ondskabsfuldt, end det fore-
gaaende til Holten. Efter Sverdrups Sigende røber det
megen Local- og Sagkundskab, og indeholder saa mange
unægtelige Sandheder indvævede mellem Løgne og Bag-
|
| s.205 | vaskelser, at der skal et øvet og skarpseende Øie for at
adskille dem. Kongen har ikke villet læse det. Hans var-
meste Venner misbillige ellers, at han ved haanlige Ud-
ladelser mod Pontecorvo har provoceret denne til Injurier.
30te Juni.
Det store Gesandtskab er kommet. Den russiske,
preussiske, engelske og østerrigske Gesandt har taget hele
Colletts Hus i Besiddelse. Den danske Gesandt logerer
allene hos Major Juell. De have været hos Kongen og
reise paa Løverdag; mere veed jeg endnu ikke om dem.
1ste Juli.
Der var Bondevensmøde paa Bogstad. Jeg havde
ventet at træffe Grev Wedel der, men han var tagen paa
Jagt, om tilfældigvis eller for at undgaa at træffe sam-
men med os, ved jeg ikke. Man undgik saameget som
muligt politiske Samtaler. Skjøndt vi til Slutning havde
en deilig Bispebolle, var dog Skaalerne saa tamme og
fredelige, at ikke engang Norges Skaal blev drukken. --
Ved min Hjemkomst fandt jeg et Brev fra Hount. Han
er ilde tilmode. Han ser daglig de fiendtlige Skarer hin-
sides Svinesund, og ængstes ved den Tanke, at han efter
deres Overfart er en af de første, de ville hjemsøge. Han
forelægger mig i den Anledning et Samvittighedsspørgs-
maal, hvorover han begjærer mit og andre Patrioters
videtur. "Jeg sætter", siger han, "at det lykkes Fienden,
at indtage et eller andet Distrikt, at han fordrer af de
Undertvungne, at de strax skulle aflægge Hyldingsed --
hvorledes skal man i dette Tilfælde forholde sig? Vil
man ikke gjøre det, kan man jo vente at blive mishandlet
og det maaske paa den grusomste Maade; gjør man det
derimod, kan man ansees af sine Egne som en Lands-
|
| s.206 | forræder". Det er rigtignok en casus criticus, især for
ham, som allerede staar paa det sorte Bræt hos de ivrige
Patrioter; jeg tror dog, han vover mere ved at lade sig
skræmme, end ved at modstaa med Sindighed og Fasthed.
2den Juli.
Man sagde igaar, at de fremmede Gesandter var
reist, men det var urigtigt. De er her endnu og menes
ikke saa hurtig at tænke paa Afreisen. De vare før Au-
diensen ansagte til Taffels, men havde frabedet sig det,
og efter deres nærværende Stilling lod det sig maaske
vente. Siden vare de i fem Kvarter hos Kongen, men
naturligvis ligesaalidt af ham bevægede til at afvige fra
deres Instrux, som de havde rokket ham, men havde iøv-
rigt været meget høflige, Østerrigeren Steigenitsch und-
tagen, som fortalte Kongen, at Keiser Frantz aldrig blev
mere opbragt, end naar man talte til ham om Norge.
Herover maa man virkelig undres, thi, naar en Ting, der
saalidet synes at vedkomme ham, kan sætte ham i en saa-
dan Iver, saa maa man tro, han hver Time paa Dagen
har Anledning til at vredes. Samme Steigenitsch havde
overfuset Rosenørn, som modtog Gesandterne paa Grænd-
sen, og spurgt, hvorledes han som dansk Mand kunde
forlade sin Konge, og give sig i Tjeneste hos en Rebel,
hvorpaa Rosenørn svarede, at det var en Sag, som han
allene skyldte Gud og sin Samvittighed Regnskab for.
De andre Gesandter, Russen Grev Orloff, Englænderen
Mr. Forster og Preusseren Baron Martens skal være
særdeles honette og tractable Folk. Orloff skal især tale
overordentlig vel for sig. Man smigrer sig med, at disse
Gesandter have en anden Instrux in petto, som de komme
frem med, naar de lidt nøiere faar orienteret sig. Kongen
|
| s.207 | skal, fortalte de, som idag havde spist hos ham, være me-
get stille og alvorlig, og han har vel Grund dertil.
9de Juli.
Man vil vide, at Vaabenstilstand er indgaaet paa 3
Maaneder, og at der, paa de fremmede Gesandters Forlan-
gende, efter et overordentlig Statsraad (bestaaende foruden
de sædvanlige, af dem, der have været Præsidenter paa
Rigsforsamlingen) er besluttet, at sammenkalde Storthin-
get. De Frygtende udlede onde, de Haabende gode For-
varsler heraf.
11te Juli.
Kongen af Danmark har frataget alle de Norges
danskfødte Indvaanere, som ei ville erkjende Kongen af
Sverrig for Herre, sin Naade og de Titler, Ordener og
andre Hæderstegn, hvormed de af ham eller hans Fader
ere benaadede. Afsatte fra deres Ridderskab ere altsaa
Bech, Falbe, Platou, Grev Trampe ofl., og da de maa
aflægge Ordenen, saa synes Normændene, der ei føle sig
værdigere til Frederik den Sjettes Naade, det bedst frivillig
at nedlægge dem. Der sees som Følge deraf i denne Tid
ikke en eneste Orden paa noget Bryst, selv ikke, naar der
er Selskab hos Kongen. -- Treschow betragter nu Tider-
nes Tegn fra en mistrøstelig Side, som jeg aldrig før
har seet hos ham. Der hviler overalt et Mørke til denne
Stund over Forhandlingerne, og man veed slet ikke, hvor-
vidt de ere avancerede.
13de Juli.
Jeg skrev idag til Hount, og anfører her et Udtog
af mit Svar paa hans Brev. For det første, sagde jeg,
kan det vel ikke være Tvivl underkastet, hvad Ret og Pligt
|
| s.208 | byder i denne Sag. De Tilfælde, i hvilke jeg kan tro
det tilladt at aflægge Ed til Sverrig, ere:
1. Naar Kongen nødtvungen eller frivillig forlod Lan-
det, og Constitutionen saaledes rystedes i sin Grund-
vold.
2. Naar Nationens Repræsentanter paa Storthinget de-
creterede, at Nationens Selvstændighed ei kunde be-
vares.
3. Naar endelig det hele Land var i Fiendens Vold,
dets Sønner satte ud af Stand til at forsvare det,
og Statssamfundet saaledes de facto ophævet.
Pligtstridig anser jeg derimod en saadan Ed, naar
blot en enkelt Provinds er erobret, naar Nationen andet-
steds inden Landets Grændser kjæmper for sin Selvstæn-
dighed, og Kampens Udfald saaledes endnu ikke er afgjort.
Gaar jeg nu videre til det Synspunkt, hvorfra han især
betragter Sagen: hans Kones og Børns sørgelige Skjebne,
om hans Modstand paadrog ham personlig Mishandling,
da erkjender vistnok han saavelsom jeg, at det fornemme-
lig er ved vor egen Vandel vi skulle vise den Religions
Kraft, vi som Præster forkynde, og at vi uden dette ikke
kunne vente at virke paa andre. "Har jeg gjort Jesu Ord
til mine: "Salige ere de, som forfølges og mishandles for
den gode Sags Skyld, thi Himmeriges Rige er deres", saa
bør ogsaa jeg, naar det gjælder, taalmodig underkaste mig
slig Mishandling; har jeg forhen lagt mine Medchristne
paa Hjerte, at Gud er faderløse Børns Forsørger og Be-
skytter, saa bør jeg og vise, at jeg tror, han ogsaa vil
antage sig mine, hvis jeg skal blive et Offer for min
Standhaftighed i Pligtens Opfyldelse. Jeg har aldrig
været saadan Prøve underkastet, veed altsaa ikke, om jeg
|
| s.209 | omgiven af mine grædende Børn kunde udholde den, men
jeg vil give dig og Enhver Lov til at kalde det feig,
umandig Svaghed, hvis jeg ikke gjør det, og jeg skal aldrig
lægge Dølgsmaal paa, at jeg selv erkjender det derfor".
Betragter jeg endelig Sagen blot med Hensyn paa
personlig Sikkerhed, da tror jeg denne allermest betrygget
ved ikke at aflægge Eden. Ikke en vild Kriger med Sa-
belen eller Pistolen i Haanden, men en civil Commissær
vil affordre denne Ed. Skulde ikke Manden af Sindig-
hed og Aandsnærværelse ustraffet kunne sige: "Saalænge
mit Fædrelands Skjæbne ei er afgjort, kan jeg ikke bryde
den Ed, jeg har svoret det og dets Konge. Men det
sværger jeg, at jeg vil forholde mig som en rolig Borger,
ikke stifte Mytteri og Opstand, men tværtimod anvende
den Indflydelse, jeg har paa Almuen, til at overholde
Orden". Det værste, jeg indser den mest inhumane Com-
missær kunde gjøre, var at lade ham bevogte som mis-
tænkelig Person. Jeg endte saa: "Som din 31aarige
Ven tilraaber jeg dig i din Kones, dine Børns og mit
eget Navn: Vær standhaftig! Lad os heller sørge og æng-
stes for dig i nogle Maaneder, end at vi skulde have den
Græmmelse, at høre dig, var det end kun af ivrige Zelo-
ter, nævnes som Landsforræder". --
Maaske kalder han ogsaa dette Sværmeri og Dekla-
mation, ligesom det jeg skrev til ham før Rigsforsamlin-
gen, men det bør og maa jeg finde mig i. I Fare er
han, hvorledes det saa gaar, men størst er den dog baade
for Sjel og Legeme, dersom han aflægger Hyldingseden
til de Svenske. Om vi ei tilsidst alle nødes dertil, er
et andet Spørgsmaal. Aspecterne ere meget mørke. Øster-
rige, Preussen og Rusland have bestemt erklæret at ville
|
| s.210 | understøtte Sverrigs Paastand. Lord Castlereagh skal
have skrevet til den engelske Gesandt her, at hans Regje-
ring ikke kunde fravige sin indgaaede Forpligtelse. Et
Rygte siger ogsaa, at Sverrig har vægret sig for at rati-
ficere Vaabenstilstanden. Der ske nu, hvad der vil, aldrig
kan jeg fravige den Overbevisning, at Normændene har
handlet ædelt og conseqvent, og at den Beslutning, der
blev tagen paa Rigsdagen, var den eneste, der egnede sig
Mænd af Mod, Energi og Fædrelandskjærlighed.
1 tilbake Senere Fru Schandorff. |
| bla bakover |