|
10de April.
Den er nu kommen, den store Paaskedag. Saa nær
Stedet, hvor den vigtige Tærning vorder kastet, der skal
afgjøre Norges Skjæbne maaske for Aarhundreder, og dog
fjernet og afhængig af et Par Mennesker, der mundtlig
eller skriftlig ville henkaste til mig nogle afrevne Frag-
menter, gaar jeg som paa Gløder og venter med Æng-
stelse det Øieblik, da Sløret falder, og det maaske lykke-
lige, maaske sørgelige Resultat ligger for Verdens Øine.
Ogsaa med Hensyn paa mig selv er det skrækkelige Dage;
thi jeg føler det, fra den Stund Norge gaar over til saa-
dan Forbindelse med Sverrig, at Prinds Christian ei læn-
ger kan være dets Styrer, er al min Lyksalighed inden
Norges Grændser forbi. Under en søvnløs Nat opstod
den Tanke hos mig, hvis det skulde komme dertil, i Af-
skedstimen at bede min elskte Fyrste, naar han bliver Konge
i Danmark -- og forlader han os, vil det ei vare længe
-- da at give mig et Embede der, paa det jeg fjernt fra
mit ulykkelige, nedværdigede Fædreland kan ende mine
Dage der, hvor det i over 20 Aar har været mit inder-
|
| s.176 | ligste Ønske at leve og dø. Dog -- jeg vil ikke udmale
denne sørgelige Forestilling. Det tør gaa godt.
11te April.
Kjerschow holdt en meget god, men overmaade ortho-
dox Prædiken, hvor endog Djævelens Indskydelser og den
evige Fordømmelse vare anbragte. Hans Sprog er skjønt,
der er baade Tanke og Følelse i hans Foredrag, og med
et bedre Udvortes vilde han kunne blive en yndet Prædi-
kant. Han er ægte, conseqvent Grundtvigianer, og som
saadan mig langt kjærere end Stenersen med sin ubegri-
belige Schellingske Philosophi og fremfor alt end Borch,
hvis Prædikener er en ulykkelig Sammenblanding af the-
ologisk og philosophisk Palæologi og Neologi.
Om Grev Wedel fortælles der, at han i Torsdags
paa Bogstad havde udtalt sig om Norges Tilstand og
Prindsen, vel ikke med fuldkommen Tilfredshed, men dog
i en ædel, moderat Tone. Som den voldsomste Oppo-
sitionsmand nævnes Wergeland.
12te April.
"Tiden" kaldes nu her i Byen Ministerialtidenden
og "Intelligentsseddelen" Oppositionsbladet. Hvor det
dog kan vende sig underligt her i Verden. Wulfsberg en
Ministerialtidendes salarerede Udgiver! -- Omsen er den,
som først har udsat Præmie for den bedste Constitution,
hvorfor han ogsaa vægrer sig ved at censurere de ind-
komne Afhandlinger. Han og hans Medpatrioter beholde
nok deres Penge, thi alt hvad der indkommet som Prisaf-
handling, skal være dumt Sludder.
13de April.
Prindsen har aabnet Forsamlingen paa Eidsvold med
en skjøn Tale. Sorenskriver Falsen skal være en af den
|
| s.177 | gode Sags kjækkeste Talsmænd. En Takadresse til Prind-
sen for hans hidtilværende Administration er foreslaaet,
men efter Grev Wedels Forslag ajourneredes den til næste
Dag. Breve fra Eidsvold beretter, at Wedel om Natten
skal have ladet Stemmesedler udgaa til dem, han ansaa
for at høre til sit Parti. Om Løvenskjold siges der, at
han, uden at aflægge Ed, vilde agere Nationaldeputeret,
og at det kun var ved at true ham med Bortvisning, at
Prindsen kunde formaa ham dertil. Han skal overalt have
vist en revoltant Djærvhed. Imidlertid ansees han for
altfor ubetydelig til at blive Gjenstand for Frygt.
14de April.
Af Bergh, som igaaraftes kom hjem fra Eidsvold,
hørte jeg endel Rigsdagsnyt. Takadressen gik igjennem
som billigt og rimeligt var. Grev Wedel gav han det
Vidnesbyrd, at han gaar temmelig sindig tilværks, og
man mistvivler ikke om at vinde ham for den gode Sag.
Blandt dennes kjække og veltalende Forsvarere nævnede
Bergh: Rein, Sverdrup, Falsen, Hegermann, Oberstlieute-
nant Stabell og Capt. Motzfeldt for Bergen. For Op-
positionspartiet præsiderer som en sand Enragé Werge-
land, der taler med en Djærvhed, som hans egne Me-
ningsfæller søger at formilde. Han skal have fordret de
Mænd, som af Prindsen i Februar kaldtes til Eidsvold,
satte under Tiltale, som de, der have tilranet sig den
Nationen tilhørende Souverainitet. Forøvrigt tegner alt
sig til at ville gaa vel. Prindsens Tale har idag staaet
i "Tiden". Der er ingen overflødig Prydelse, ingen tom
Declamation; den bærer Simpelheds og Sandheds Præg,
og maa udentvivl strax blandt dem, som ikke før have
seet ham, have vundet ham ikke faa Tilhængere. Jacob
|
| s.178 | Aall er taus; Adskillelsen fra Danmark skal især være ham
krænkende.
15de April.
Jeg læste idag en ny Opfordring fra Grev Essen
til det norske Folk, ledsaget af Bilage, hvori Trudsler na-
turligvis udstødes mod os, hvis vi ei ville falde tilfode,
men hvor tillige Danmark trues ligesaa slemt som vi.
Det synes overalt som om dette vort fordums Broder-
lands Fare er nok saa stor som vor, og at man vil lade
dets ulykkelige Konge undgjælde for vor Uvillighed til at
underkaste os. De Danskes broderlige og virksomme Del-
tagelse i vor Skjæbne skal være mageløs, og vi vare utak-
nemmelige, om vi i Tidens Fylde modsatte os en ny For-
ening, forudsat at den kunde bestaa med vort eget Lands
Held og Tryghed. Under souverain Regjering giver vel
Norge sig aldrig mere, men det er ikke usandsynligt, at
Begivenhederne her fremkalde noget lignende i Danmark,
og bevirker Enevældets Ophævelse. Her tales alt om
Thygeson som dansk Minister i Norge, og Rosenkrantz
som norsk i Danmark, men underlige Ting maatte hæn-
des, inden dette kunde realiseres. Imidlertid ere bety-
delige Kornforraad ankomne til Norge, skjøndt ikke til vor
isblokerede By, og ihvorvel det engelske Ministerium har
lovet Pontecorvo, ikke at hjælpe Norge, vaier dog det en-
gelske Flag i norske Havne, ingen Krydsere hindre Tilfør-
selen, og Privatmænd i England sende Gaver til norske
Krigere. Et Handelshus i England har nylig sendt Ege-
berg 100 Guineer, og flere har lovet lignende Bidrag.
17de April.
Af Constitutionens 13 Hovedpunkter ere 10 alt fær-
dige og vedtagne, hvoriblandt No 1, at Norge skal være
|
| s.179 | et indskrænket arveligt Monarchi, hvis Bestyrer skal føre
Navn af Konge. Herimod holdt Wergeland atter en lang
Tale, som man atter var saa uhøflig at afbryde. Et Par
bergenhusiske Bønder skal ved et eftertrykkeligt Argument
have bragt Grev Wedel paa fredeligere Tanker, da de
lovede "at stingje ham", hvis han nævnte Forening med
Sverrig. Alt ansees nu paa det nærmeste afgjort. --
"Tiden" indeholdt i Original og Oversættelse et ypperligt
Brev fra Prindsen til den svenske Konge, som denne har
sendt uaabnet tilbage. Den Klogskab og Retskaffenhed,
som fremlyser af alt, hvad denne Mand taler, skriver og
foretager sig, maa dog omsider aabne Øinene paa En-
hver, som vil se.
18de April.
Om Grøgaard fortælles en Anekdot, der charakteri-
serer baade Manden og den Sag, han forsvarer. Biskop
Bugge, som han besøgte her i Byen, havde sagt til ham,
at der aldrig kunde være Spørgsmaal om Norge skulde
være et selvstændigt Rige, men blot hvorledes det skulde
bevare sin Selvstændighed; thi at vove alt, endog Liv og
Blod for den havde man jo svoret, -- og den kloge Mand
svarede med sin Aandsforvandte Lorano i Zarine:
"Men naar du svoret har en ubetænksom Ed,
Da bryd den uforsagt, og Himlen blier ei vred!"
Om Schmidt paastaaes, at han paa Eidsvold skal
bære Kappen paa begge Skuldre. Jeg kan ikke tro det,
endskjøndt det ikke vilde være første Gang man opdagede
Inconseqventser hos Mennesker, hvis Charakterfasthed der
gik Ry af. Jørgen Aall skal være Normand med Liv
og Sjel, og Scheitlie fra Drammen, som ansaaes for
tvetydig, endog enrageret Antisvensk.
|
| s.180 |
19de April.
Man tror Grev Wedels Liv usikkert blandt de ær-
lige, kraftfulde, men haardhjertede Fjeldbønder. Der er
talt om at anklage ham som Landsforræder, og Soren-
skriver Blom har man truet med at slaa Arme og Ben
itu paa, dersom han lader sig bruge som Grevens Haand-
langer. Der hvervedes stærkt for ham til anden Uges
Præsidentskab, men Norges Venner seirede, og Oberst He-
germann valgtes.
20de April.
Jeg har læst et Digt, som roulerer i Kjøbenhavn
i Manuscript. Det hedder "Nora til Dana" og inde-
holder skrækkelige Invectiver mod den danske Regjering,
og næsten ren Opfordring til det danske Folk om at løs-
rive sig fra Frederik den Sjettes Scepter, og i Forening
med Norge at hylde Prinds Christian. Forfatteren skal
være en Student Boye, Rectorens Søn fra Trondhjem;
men ellers er en Præmie udsat for hans bevislige Paa-
gribelse.
21de April.
Flere Medlemmer af Overcriminalretten har raadet
Hans Houge til at søge Benaadning hos Regenten, hvor-
til de ved Forbøn ville bidrage, og ikke forlange Com-
missionsdommen underkjendt. De sige vel, at de gjøre
det, for at se hans Skjæbne i Hast afgjort, men hvad hin-
drede dem, efterat forhen alle mulige Undersøgelser ere
anstillede, strax at optage Sagen til Doms? Ventelig
føle de, at skjøndt summum jus her virkelig vilde være
summa injuria, kunde de dog efter Lovens Bogstav ikke
dømme anderledes end Commissionen. Jeg lovede ham
|
| s.181 | en meget fordelagtig Attest og Anbefaling hos Prindsen,
om Leilighed kunde gives.
22de April.
Bergh havde hørt, hvad der skal have gjort megen
Sensation paa Eidsvold, at den Aften, da Prindsen ven-
tedes, men ikke kom, et mistænkeligt Menneske var fundet
i hans Værelse, som løb sin Vei i flyvende Il og efter-
lod sine Sko. Rimeligvis har det været en simpel Tyv,
men efterat Oppositionspartiet saa længe har seet Spøgelser,
kan man ikke undres over, at den gode Sags Tilhængere
nu ogsaa begynde at følge Exemplet. Selv om den
svenske Regjering skulde ville udrydde vor ædle Fyrste med
Snigmorderhaand, er jeg overbevist om, at ingen Nor-
mand vilde lade sig bruge som Haandlanger til en saadan
Niddingsdaad. -- Wergeland skal a la Barrere søge at be-
trygge sig mod ethvert Tilfælde. Han havde sagt til
Haffner, at han haabede Prindsen ikke var ham unaadig,
fordi han havde sagt sin Mening, hvortil Haffner svarede:
"Ja, det veed jeg sandelig ikke. Prindsen taler aldrig til
sine Adjutanter om Præster".
23de April.
I Intelligentsseddelen klages over for liden Publicitet
ved Rigsdagsforhandlingerne. Det er rigtignok heller ikke
brav, at man siden 11te April endnu ikke er kommen
videre i Landets eneste officielle Blad end til Opregnelsen
af Rigsforsamlingens Medlemmer, men jeg tror snarere,
det maa tilskrives vore Bogtrykkeriers dels maadelige For-
fatning, dels Beskjeftigelse med andre uopsættelige Ting,
end Ulyst til at meddele Nationen Rigsdagens Forhand-
linger.
|
| s.182 |
25de April.
Jeg havde Brev fra Schmidt. Han er Medlem af
Constitutionscommitteen og sidder der sex Timer om Da-
gen. Hount derimod har intet at bestille. Han forekom-
mer mig som en Taler uden Aandsnærværelse, der har
forfattet og memoreret sin Tale, men naar Omstændighe-
derne gjør et eller andet Sted upassende i den, kommer
saa rent ud af Concepterne, at han ikke kan fremføre et
Ord. Hount havde nu sat sig saa fast i Hovedet, at der
først skulde ventileres om Norge kunde være et selvstæn-
digt Rige, og da nu par malheur denne Qvæstion strax
blev afvist som allerede afgjort og Rigsdagen uvedkom-
mende, kan han ikke mere orientere sig og tier bomstille.
Wergeland har den 19de holdt en Tale, "hvori han be-
breidede Forsamlingen dens døende Selvstændighed og
Mangel paa Conseqvents, malede den gule Hunger med
grelle Farver og talede store Ord om sin egen Person,
men udrettede intet andet derved, end at blive et Maal
for Sverdrups sarcastiske Snert. Rein oplæste samme
Dag nogle Bemærkninger om Rygtemagere og Nødspræ-
dikanter, der havde Fynd og Klem og stoppede Munden
paa Sadducæerne, der gjerne ville benægte og hindre vor
politiske Opstandelse". Om samme Rein har jeg hørt
følgende meget sandsynlige Anecdot. Han havde engang
offentlig udladt sig omtrent saaledes: "Der er en Mand
iblandt os med et udmærket lyst Hoved; det var blot at
ønske, at han anvendte sine store Aandsgaver til Norges
Vel og den gode Sags Fremme, men desværre, derom
har man Aarsag til at tvivle". Kammerherre Løvenskjold,
som har kjendt Rein fra denne var Præst i Eidanger,
traf ham siden og sagde: "Men Rein, De er dog altfor
|
| s.183 | satirisk og bitter; det skulde vist sigte til mig, hvad De
før sagde". "Nei, det forsikrer jeg Dem det ikke gjorde",
svarede Rein i sin tørre alvorlige Tone; "hvor kunde og
Nogen falde paa at sige saadant om Dem?"
26de April.
Jeg fik et Brev fra Hount. Naturligvis fornægter
han ikke de Grundsætninger, han før bekjendte sig til;
Lovtaler over Rein, Sverdrup og Falsen; Bitterheder og
Sarcasmer over Wedel, Wergeland og Løvenskjold maatte
altsaa ikke ventes af ham, men han har dog taget Del i
Forhandlingerne og hvad han har talt er fornuftigt og
sindigt, og det synes som om han ret godt veed at skikke
sig i Tider og Omstændigheder. Jeg ser ellers af hans
Brev, at Sverdrup og Wergeland dog engang have været
enige: i Debatten om Jøderne.
29de April.
Der verserer følgende nye Fortolkning over Om-
skriften paa Rigsbanktegnene: "Rask, I Gutter! Svensken
banker! Aldrig nybagt Kronprinds tage Eders gamle
Norge! Frederik overgav Riget. Saadant kan ingen Lands-
mand lide, ingen Normand glemme".
30te April.
Jeg har læst Wergelands Tale, som Schmidt skrev
om. Den er arrogant, declamatorisk og ensidig, men
(suum cuiqve) den røber megen Frimodighed, har for det
meste et skjønt Sprog, og indeholder vel adskillige Ting,
som fortjene Opmærksomhed og Gjendrivelse. Overalt
den Mand, som siger sin Mening rent ud i offentlig For-
samling, den være saa vrang, saa absurd, ja saa farlig,
som den være vil, fortjener altid en vis Agtelse. Kan
Norge bestaa i Kampen, vil jeg tro, at Wergeland og
|
| s.184 | Løvenskjold kunne blive meget gode Borgere, men Partiets
Hoved, Grev Wedel, vil altid blive en farlig Mand i
Landet. -- Wulfsberg laante mig en Hoben danske Stats-
tidender og Dage, som er en stor Sjeldenhed nuomstun-
der. Norge nævnes naturligvis ikke mere i disse, end
om de Svenske havde brugt deres Souverainitets-Ret til
at udslette det og os af existerende Væseners Tal.
1ste Mai.
Endnu ved man intet om Udfaldet af Carsten An-
kers Mission, men man trøster sig med det gamle Ord-
sprog, at ingen Tidender ere gode Tidender, og den uen-
delig vigtige Katastrophe i Frankrig gjør det begribeligt,
at man vil have den tilendebragt, inden man for Alvor
sysselsætter sig med vort lille Norge.
4de Mai.
Kjerschow ordineredes. Efter Ordinationen aflagde
han mig et Besøg ved min Sygeseng. Bispen havde talt
om at kjøbe den beleilige Tid, og Kjerschow havde seet
sig nødsaget til at forandre et Sted i sin Prædiken, for
ei at ansees for at ville optræde som sin Overhyrdes An-
tagonist. Jeg har siden hørt af Andre, at Bispen skjendte
paa Pietismen, Kjerschow paa verdslig Visdom.
5te Mai.
Wulfsberg medbragte et nyt svensk Sendebrev til
Etatsraad Holten, endnu det mest Ondskabsfulde og Ufor-
skammede, som er skrevet mod vor ædle Prinds. Gud
ved, hvad de tror at udrette ved disse forstærkede Invec-
tiver og Trudsler. De maa jo dog indse, at enhver af
dem blot forstærker Nationalhadet.
7de Mai.
Rigsdagsforhandlingerne gaa rask frem, og de van-
|
| s.185 | skeligste Punkter afgjøres efterhaanden i al Fredelighed.
Med Hensyn paa Pontecorvo er bestemt, at Norges Konge
ei allene skal bekjende sig til den lutherske Religion, men
ogsaa være født og opdraget i den, i hvilken Anledning
Rein havde talt djerve Ord om at skifte Tro med Landets
Grændser. Ogsaa det delicate Punkt er afgjort, at vor
Konge kan med Rigsdagens Samtykke modtage en anden
Krone, dog saaledes, at han idetmindste 6 Maaneder af
Aaret skal residere i Norge. -- Der siges, at Carsten
Anker har faaet Tilladelse til at opholde sig i England som
Privatmand, men at man ei kan anerkjende ham i Egen-
skab af Minister, hvilket da heller ikke kan ventes.
8de Mai.
Rosenkrantz fortalte om sin Reise til Kjøbenhavn
og Modtagelse af Frederik den Sjette. Ved første Audi-
ents havde han fundet ham overmaade forandret; anden
Gang syntes han friskere og bedre tilmode. Han havde
blandt andet sagt: "Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan
ansige Dem til Taffels, men De maa tro, jeg holder ikke
mindre af Dem end før", og da Rosenkrantz frembragte
sit Hovedærinde om Norges Providering, svarede han:
"Det staar ikke i min Magt at gjøre noget ved den Sag,
men for Resten bør De ikke tvivle om, at jeg føler for
Norge, hvad jeg altid har følt". -- Ulykkelige Konge! det
er Synd at haane ham.
9de Mai.
Lieutenant Falbe, som er kommen herop i et Stats-
ærinde med Admiral Bille og Oberst Lønborg, skal offent-
lig ved Bordet paa Eidsvold have sagt, at man i Sver-
rig har nævnt fire Rigsdagsmænd, som man kunde stole
paa: Wedel, Løvenskjold og Præsterne Grøgaard og Wer-
|
| s.186 | geland. Der paastaaes, at Wedel har havt en Courer
inde i Sverrig, som har opholdt sig der i 6 Dage, og i
denne Tid er hjemkommen.
11te Mai.
Der tales om en særdeles ubehagelig Affaire, der
har mødt Kammerjunker Gyldenpalm paa hans Reise her-
til gjennem Sverrig. Han skal have omgaaets saa ufor-
sigtigt med yderst vigtige Papirer, der vare ham betroede,
at disse ere ham fratagne, og han selv arresteret. Om
disse Papirers Indhold er man ikke ret enig. Nogle
sige, at det var Depescher fra Kongen, der røbede
Forstaaelse med Prinds Christian og Norge; andre paa-
staa, at det var et Brev fra Præsident Kaas til Prind-
sen, hvori tilkjendegaves ham, at Opstand var nær ved at
udbryde i Kjøbenhavn, og at man var sindet at støde
Kong Frederik fra Thronen. -- I Intelligentsseddelen
opfordres Wergeland til at lade trykke den Tale, han ny-
lig har holdt til Arveadelens Forsvar. Man vil fortælle,
at han er salareret med -- jeg erindrer ikke, hvor stor
Sum i svenske Bancosedler for denne Tale. Kan dette
bevises, maa jeg tage mine formildende Ord tilbage, og
aldeles træde over i Modstandernes Rækker.
I "Tiden" findes nogle ikke meget poetiske, men
kraftfulde Ord af Biskop Krogh. Hvad Hount i mit
Brev til ham brød Staven over som Sværmeri, siger den
trofaste gamle Normand her næsten med de samme Ord.
Hæderligen udmærker sig Norges to ældste Biskopper,
graahærdede Mænd med Ungdoms Ild og Kraft, medens
den yngre Slægt sætter sig hen og coculurer, staar op
at deklamere og vikler sig ud med jesuitiske Udflugter, selv
fra Edens helligste Baand. Dog lad mig ikke nævne
|
| s.187 | Slægten, hvor blot enkelt svagt eller foragteligt Indivi-
duum burde nævnes.
12te Mai.
Kongen af Danmark har tilligemed to Commissæ-
rer til at aflevere vore Fæstninger m. v. udsendt et ful-
men brutum mod os stakkels Embedsmænd, hvori det for-
bydes os, under nærværende Forfatning at modtage eller
beholde noget Embede her i Norge; men især formanes
alle Danskfødte inden fire Uger at nedlægge deres norske
Embeder og forføie sig til Danmark under Tab af Kon-
gens Yndest og Naade, samt af alle de Prærogativer,
de som danske Undersaatter maatte være komne i Besid-
delse af.
13de Mai.
Man taler om Christians Modtagelse i Christiania,
naar han første Gang kommer hertil som Konge. At
pengespildende Høitideligheder for det første ei bør finde
Sted, er man enig i, men festlig bør Modtagelsen være;
dog -- hvo skal ordne den? Den constituerede Stift-
amtmand, Etatsraad Falbe, var den mest competente, men
foruden at han i det Hele beskyldes for Phlegma og Uvirk-
somhed, skal han nu være vred over, at Justitiarius-Em-
bedet i Høiesteret er tilbudt Stiftamtmand Bull i Ber-
gen og ikke ham. Borgerskabets Formand, Præsident
Bull, er bortreist, og fraværende eller nærværende er han
med samt Borgemester og Raad (Ingstad maaske undta-
gen) ligesaa uduelige til at arrangere en Høitid, som til
at bestyre en By. Mit Haab staar til Agent Nielsen,
som Formand for Byens Repræsentanter.
14de Mai.
Holten fortalte, at den sidste svare Kamp er over-
|
| s.188 | standen paa Eidsvold, at det nye Finantssystem har seiret,
og at det især er Rein, som har bidraget dertil ved en
mesterlig Tale, der frembragte almindelig Enthusiasme og
lønnedes af hele Forsamlingen med et tredobbelt Hurra.
15de Mai.
Med Schmidts Brev fulgte Reins herlige Tale.
Biskop Brun skrev, at den forrige var som talt ud af
hans eget Hjerte, kun var der ikke nok Ild og Krudt i
den. Dette savnes ikke her. Ethvert Vaaben, der egner
ærlig Stridsmand, har han ført med sjelden Kraft; lige
uimodstaaeligen virker han paa Forstand og Hjerte; det
er et mesterligt Aandsproduct. Dets Virkning skal ogsaa
have været stor, og (vil man sige) paa Grev Wedel skræk-
kelig.
17de Mai.
Enkelte skulle finde det betænkeligt at tilbyde Prind-
sen Kronen under Rigets nuværende precaire Stilling, da
Norge endnu ei af nogen udenlandsk Magt er erkjendt
for en selvstændig Stat. Det maa da ialfald være Prind-
sens Sag, om han vil modtage en saadan vaklende Throne;
jeg haaber, at den Aand, der har bevaret sig uforkrænket
paa Eidsvold i alle disse stormfulde Dage, heller ikke nu
vil undfalde mine patriotiske Landsmænd. -- Imorgen
Eftermiddag Kl. 5 er paa Raadstuen berammet en Sam-
ling, hvor Offere skulde bringes paa Fædrelandets Alter
af Sølv og deslige, og overgives Rigets Regent ved hans
ankomst paa Søndag.
18de Mai.
Nu er det afgjort; Christian Frederik er kaaret til
Norges Konge; Anker, Wedel, Løvenskjold og Omsen
havde rigtignok forlangt Udsættelse under det igaar anførte
|
| s.189 | Paaskud, men de bleve overdøvede af det almindelige
Samraab, og Prindsen valgtes enstemmigen. Dog sige
nogle, at de tre førstnævnte traadte tilbage og ikke vilde
votere. Dette fortaltes paa Raadhuset, hvor rige Offere
frembragtes og, som det syntes, med glade Hjerter. Min
gamle Sølvkande af 99 1/2 Lods Vægt og min meste Skil-
lemynt, der ogsaa blev veiet, og beløb sig til 190 Lod,
hengav jeg med Hjertens Glæde.
19de Mai.
I Middags affyredes 3 Gange 27 Skud fra Fæst-
ningsvoldene, Norges Konge til Ære.
20de Mai.
Flor og en ung Maler Flinthoug var her for at
meddele mig den Ide til et Transparent, som de i deres
Ansigts Sved havde udklækket. Den var meget tarvelig:
Et stort Postament; ovenpaa en Krone, under hvilken Kon-
gens Navnetræk og Inscriptionen skulde anbringes, og
ved Siden Troskabs, Enigheds og Standhaftigheds Sym-
boler. Min Indskrift blev da ogsaa derefter.
Modtagelseshøitidelighederne gjør overalt ikke Ved-
kommendes Opfindsomhed megen Ære. Det bliver en
da capo af den sædvanlige Stads: Thaarups Hymne,
Bispeprædiken osv.
21de Mai.
Der er i Nat kommen Courer til Bispen, at der
i Morgen her, og saaledes overalt den første Søndag efter
Bekjendtgjørelsen skal holdes en Takke- og Bønfest, og
prædikes over Ps. 125. 1. Mig forekommer det, at den
Fest burde holdes paa engang over hele Landet. Der er
jo ingen periculum in mora, og det er altid høitideligere
at tænke sig en Nation i en Time samlet i alle Rigets
|
| s.190 | Kirker, for at opsende Bøn til Gud, end at en Høitid
holdes imorges Kl. 10, en anden Kl. 2, en tredie om 8,
en fjerde om 14 Dage og saa fremdeles.
22de Mai.
Klokken lidt over 2 kom Kongen tilhest under Cano-
nade og Hurraraab, og steg af udenfor Byens Kirke, hvor
alle tilstedeværende Præster (ogsaa Wergeland) og adskil-
lige af andre Stænder stod opstillede for at modtage ham.
Festen begyndte med Baggesens Oratorium "Skabningens
Halleluja", hvorefter Bispen prædikede. Da han havde
sluttet, blev Psalmen "O store Gud, vi love dig" afsun-
gen med Accompagnement af Basuner. Lumholtz messede
nu Collect og Velsignelse. Bispen talte atter nogle Ord
og Damerne afsang nogle Vers. Derpaa raabtes: "Held
for Kongen!" Denne holdt fra sin Stol en kort Tale,
som jeg ikke kunde høre. Da han havde endt, begyndte
Samraabet paany og blev til et formeligt Hurraraab.
Der fattedes kun, at man ogsaa skulde klappet! -- Paa
Veien til Palæet, hvor der var grand cour, hørte jeg om
en Mængde militære og Hofpromotioner, som havde fun-
det Sted. Af Kammerherrer skal der saaledes være ud-
nævnt 16. Gud ved, hvad vi skal med dem og de med
Kammerherrenøglen. Ogsaa af Kammerjunkere har man
gjort endel. Haxthausen paraderede allerede i sin nye
Værdighed som Hofmarschalk. -- Efter Aftensmaaltidet
vandrede vi ud til Æreporten ved Vaterlands Bro og
siden til Ankers Have, der var meget vakkert illumineret.
Folkestimmelen og den almindelige Glæde var dog det in-
teressanteste. Da vi gik hjem, begyndte man at illumi-
nere Byen.
|
| s.191 |
23de Mai.
De mange Kammerherrer og Kammerjunkere har
gjort en ubehagelig Sensation i Publicum, og Kongen
havde vist gjort bedre i at udnævne ingen eller ganske faa
af hans nærmeste Omgivelse. Nogle, der anser det for
en virkelig Hæderspost, finde det anstødeligt, at Folk af
slet Rygte udmærkes som Kongens Yndlinge og Landets
fortjente Mænd. Andre finde det infra dignitatem, tildels
constitutionsstridigt, at Landets bedste Mænd, der beklæde
dets hæderligste Embeder, gives Hofcharger, der endog
paalægge personlig Opvartning. Endog i Kongens eget
Forgemak skal man have skoptiseret derover.
25de Mai.
Man gjør Bugge høiligen Uret, naar man siger, at
han bagtaler alle Mennesker, thi om Kongen taler han
med megen varm Enthusiasme. Ogsaa synes denne for-
trinligen at ynde ham, ja drak endog "Venskabs Skaal"
med ham ved det Aftensmaaltid, han var i hos Bispen i
Trondhjem. Bugge betroede mig som en Hemmelighed,
at han af Kongen uigjenkaldeligen er bestemt til at forrette
Salvingsakten, som ogsaa rimeligt kunde være, da den
holdes i hans Stifts Domkirke. Bech, som Norges for-
nemste Biskop, skal allerede have gjort Forestilling om at
denne Forretning tilkom ham, men har intet Svar faaet,
og ærgrer sig formodentlig en Galdefeber paa Halsen,
naar hans Stolthed lider denne Krænkelse. De, der
ubetinget bryde Staven over Bugge, dømme overilet, og
kjende ham neppe. Aabenmundet og af liden Charakter-
fasthed er han maaske, men ellers tror jeg, at han er en
redelig og uegennyttig Mand.
|
| s.192 |
26de Mai.
Sverdrup forelæste et Brev fra Lector Adler, fuldt
af Nyheder, de fleste ubehagelige. Det paastaaes med
Vished, at de allierede Magter ville anvende alt, for at
se Tractaten opfyldt og Norge overgivet til Sverrig, og
selv den freidige Sverdrup synes at ane, at dette omsider
turde blive Tilfældet; kun mente han, at nødtvungen Vi-
gen for Overmagten vil være hæderligere end frivillig
Overgivelse, naar anden Redning er mulig, og at vi som
et undertvunget Folk kunde vente os ligesaa taalelige Kaar
som den, de solgte Slaver, der lode sig flytte som Køer
fra en Baas til en anden, havde at vente. Den der, om
denne sørgelige Katastrophe skulde indtræffe, var beklageligst
af alle, var Kongen, hvis Throne saa frygteligen vakler
i samme Øieblik, han bestiger den. Bare blot Normæn-
dene selv enige! Ak, paa Bogstad ere i disse Dage for-
samlede Wedel, Løvenskjold, Wergeland, Grøgaard og alle
disse Norges farligste Fiender, farligere end Pontecorvo,
der kommer aabenlyst med Sværdet i Haanden. Hvo
ved, hvilke Planer der udklækkes deroppe? -- Fra Dan-
mark vil man vide, at Communicationen med os er spær-
ret og forbuden.
|
| bla bakover |