|
10de Marts.
Det var idag Knudsen vilde have en Theaterfest over
det hele Tvillingrige til Hæder for dets Krigere og til
Gavn for deres efterladte Slægt. Bladet har nu vendt
sig, og jeg gad vide, hvorledes denne varme Patriot og
virkelig brave Mand nu er tilmode.
11te Marts.
Sverdrup anser endnu ikke sit Valg til Medlem af
Rigsforsamlingen for afgjort, da et Forslag, der er gjort
af Prindsen i Betragtning af de mange Stemmeberetti-
gede i Byens Menighed og de faa i Slotsmenigheden, at
begge den førstes, men kun en af den sidstes valgte Re-
præsentanter skulle gaa til Eidsvold, ikke har vundet hans
Bifald, og altsaa to af de fire skulle vælges. Overalt
troes Prindsen at være misfornøiet med Christiania og
den der herskende Aand.
12te Marts.
I Dagens Intelligentsblad fandtes to Vers, som
jeg vil tro ere velmente, men som vel neppe synderlig
ophjælpe den gode Sag. Det ene er af de sædvanlige
Opfordringer, dog som det synes meget loyal og moderat,
men naar Forf. kalder Norge afkræftet, og jeg ved ikke
|
| s.158 | hvad andre Ukvemsord han bruger, saa opmuntrer han
just ei til Mod, og naar han fremdeles opmuntrer os til
at afgive alt vort Sølv og Guld, og siden i en prosaisk
Note gjør det Forslag, at hver skal tage Skeer med sig
i Selskaber (hvoraf der følger, at man ei har skilt sig
ved alt sit Sølv) saa vækker han mere Latter end Enthu-
siasme.
13de Marts.
Efter de mange paa interessante Nyheder rige Dage
blæser nu en Zefyr, og Stormen er for det første forbi.
Jeg lever atter mit jevne, rolige Liv og hører eller ser
intet af Betydenhed. Endog Soldater permitteres hjem;
man venter altsaa for det første ingen betydelige Optrin.
Til 10de April bliver der nu vel Stilstand i Tingene,
og det eneste, som indtil da muligvis tildrager sig almin-
delig Opmærksomhed, er Udfaldet af Carsten Ankers Mis-
sion til England, hvor han i dette Øieblik upaatvivlelig
er, da han idag 8 Dage med god Vind er afgaaet fra
Christianssand.
14de Marts.
I Bondevensmødet taltes som sædvanlig i denne Tid
mere om politiske end økonomiske Materier, og man blev
enig i, at uindskrænket Trykkefrihed bør være en af Rigets
Grundlove.
15de Marts.
Jeg kan ikke gjøre for det: mit Hjerte fyldes med
Bitterhed hvergang jeg tænker paa vor fordums Konge.
Varmt har min Læbe og mit Hjerte taget ham i Forsvar
mod de, som mig syntes, ufortjente Bebreidelser, der gjor-
des ham. Jeg føler nu, at de ikke vare det, og det svegne
Haab er mig utaaleligere, end om jeg intet havde haabet.
|
| s.159 |
16de Marts.
Omvalget for Christiania er nu fuldendt. Sverdrup,
Omsen og Bergh havde ligemange Stemmer, men Bergh
traadte frivillig tilbage. De to andre valgtes altsaa, og
Christiania har ikke Grund til at blues ved sine Repræ-
sentanter, da begge ere forstandige og retskafne Mænd.
17de Marts.
I "Tiden" findes indrykket efter Bergens Avis en
Epilog af Biskop Brun, hvorved jeg og mine Lige kunde
fristes til at nedlægge vor Digterpen, idetmindste i patri-
otiske Æmner, ved at føle, hvorlidt vi i den kraftfuldeste
Mandomsalder have af den 69-aarige Oldings Aand og
Ild. Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at afskrive den,
ved hvilket endnu i Forveien maa bemærkes, at Ifflands
"Manden af Ord" i Forveien blev spillet:
Iaften er vor Mand af Ord kun Leg.
Men se! hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges,
Om Mænd -- om Mænd af Ord --
Om Borgersamfunds Pagt staar fast i Nord,
Om Orden inden Borde kan besørges,
Da første Styrmand nu fra Roret veg.
Vold rev det af hans Hand -- det vil vi tro;
Men vi opfordre ham, idet han os forlader,
Til Vidnesbyrd, at vi adløde ham som Fader,
Og at kun Mænd af Ord i Norge bo!
Men ak! nu drev vort Skib som Vrag for Bølger
Mod den for os afskyeligste Strand,
Som vinker os imellem Brud og Brand,
Som bag sin Trægaards Prunk vort Fængsel dølger.
|
| s.160 |
Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand,
Som Understyrmand var,
Og raabte: "Hver, som Hjerte har,
Og elsker Frihed, Fødeland og Ære,
Og før vil vove alt, end fremmed Lænke bære,
Han følge mig! Vi holde af
Ad Havet til -- om til vor Grav.
Saa skal vort Skibbrud dog al Verden lære,
At Norge havde Mandskab inden Borde,
Som Storm og Hav og Døden trodse torde!"
Vort Hurra steg mod Sky; det er en Mand af Ord,
Som til vor Nød sit skjønne Hjerte binder:
Den Usling, han blandt os frygtagtig finder,
Den kaste vi flux over Bord.
Vi heise Seil i Top og duve til,
Vort Skib han styre kan og vil,
Og han skal se med Lykt, hvor det sin Bølge bryder,
Hvor hele gamle Norge ham adlyder.
Han styre høit! -- han ved, at inde Bord
Det hele Mandskab er -- kun Mænd af Ord!
Dog, uden mer Allegori:
Ham over Stjernerne velsigne vi,
Som saa vor Nød, og os har sendt
En Christian Frederik til vort Lands Regent!
Ham følge Seier, Ære, Held!
Vi følge ham. Ja før skal Dovrefjeld
Omvanke, skjelve paa vor faste Moderjord,
Før nogen Norsk skal Rigets Arving svige,
Som Roret tog i Storm, at styre Norges Rige.
|
| s.161 |
Saa sværge Normænd, Mænd af Ord.
Gjenlyder Bjerge syv! Vi raabe: længe leve
Vor Prinds Regent! Ja dette Hus skal bæve
Af nifold Hurraraab,
Som tolker dette Norges Haab:
Vor Christian Frederik længe leve!
18de Marts.
Da jeg havde prædiket og døbt Bjørn i Kirken, fore-
fandt jeg hjemme et Mæcenat-Exemplar af Schmidts Præ-
diken, hvilket jeg flux bragte til Prindsen, for efter For-
fatterens Begjæring at nedlægge for hans kongelige
Høiheds Fødder. I Forgemakket hørte jeg den glædelige
Tidende, at engelske ministerielle Blade har udtalt sig med
megen Tilfredshed om Norges Skridt at erklære sig uaf-
hængigt, og ytret, at dette bliver en Sag mellem Norge,
Danmark og Sverrig, i hvilken England og de Allierede
ei kunde eller vilde understøtte Sverrigs Paastand, for at
straffe Kongen af Danmark, og at det altid lod sig haabe,
Erstatning andetsteds var at finde for Pontecorvo, da
maaske endog Rusland vilde være villigt til at afstaa
Finland. Man gjør sig som Følge heraf det gladeste
Haab om, at Ankers Mission vil have et lykkeligt Udfald,
og at vor Handel saaledes vil vorde oplivet og blomstre
uforstyrret. Overalt har denne Tidende vakt Glæde, kun
Wulfsberg vilde ikke ret goutere den; det skulde undre
mig, om der ikke atter er kommen en Streg i hans Reg-
ning. Han syntes usædvanlig misfornøiet med den nær-
værende Administration, og hos de Folk er Privatinteres-
sen et paalideligt Thermometer for deres patriotiske Varme.
Bekræftes det, at Englænderne ville blive vore Venner,
saa skal man se, hvilke loyale Mænd vore Kjøbmænd
|
| s.162 | blive, og hvilken stor Mand Prindsen da igjen vorder
i deres Øine. Jeg kunde ikke bare mig for at lade et
Par Ord falde derom ved Audientsen, hvortil Prindsen
sagde, at Østlandets Kjøbmænd, in specie Christianias,
dog havde vist en meget prisværdig Patriotisme i Hen-
seende til Landets Kornforsyning, hvorimod han var sær-
deles misfornøiet med Kjøbmændene i Trondhjem, der slet
ikke vilde entrere i saadant. Derfra gik han over til at
tale om, at Digterne i denne Tid burde lade deres Stemmer
høre. Jeg bragte Bruns skjønne Epilog paa Bane. Med
den og Prædikenen var han særdeles vel fornøiet, men
derimod hovede ham mindre den Bøn, Brun havde for-
fattet til Bededagen, hvor han vidtløftigen raisonnerede
om Edens Hellighed og de Eder, vi forhen letsindigen
havde aflagt og brudt, hvilket Prindsen med Grund her fandt
upassende, ligesom han ogsaa undredes over, at Brun ei
prædikede i nogen af Bergens Kirker paa den store Be-
dedag. Skulde maaske Tingenes nuværende Stilling ei
behage den gamle Mand? Har han maaske ønsket og ven-
tet Christians Proclamation som souverain Monark? Jeg
vilde, som sagt, intet have imod den, men Individets
Mening maa vige for den almindelige Villie; det har
vor ædle Prinds selv erkjendt, og jeg ærer ham dobbelt,
fordi han tog sit Parti som en klog og retskaffen Mand.
Han haabede ellers at se Brun d. 10de April ved Rigs-
forsamlingen, men et Haab betog jeg ham.
19de Marts.
I Trondhjems Avis findes en lang og temmelig
vidthentet Fortælling, der skal bevise Trykkefrihedens Gavn-
lighed. Forfatteren har uden Tvivl Ret i Hovedsagen,
og det var næppe kommet til det nærværende Point, og
|
| s.163 | den danske Regjering havde vel ikke begaaet de mange
Sottiser, der omsider kronedes med den uhørte: Norges
Afstaaelse, dersom ikke Penne og Presse havde været saa
haardeligen bundne. Man vil dog haabe, at vore Con-
stituenter, idet de skjænke os Frihed, sætter Grændser for
Tøilesløshed, og især lægger Baand paa de moralske
Giftblandere, der havde frit Spil i Danmark, medens al
anden Frihed indskrænkedes.
22de Marts.
Tiderne synes nu at ville bedres. Priserne paa
næsten alle udenlandske Varer falde, og Speculanterne
nødes til at komme frem med deres Beholdninger, for
ikke aldeles at skuffes i deres upatriotiske Haab. Et Pund
Raffinade kostede saaledes nylig 25 Rd., men er nu faldet til
20 og troes om et Par Maaneder at kunne faaes for
6 -- 7. -- Wulfsberg har, tildels efter Vink af Prindsen,
et stort Jern i Ilden og havde det i Formiddags meget
travlt med en Plan, hvorefter han skal være lønnet Avis-
skriver og Redacteur af alskens Ting, som jeg ikke gider
nævne.
23de Marts.
I Intelligentsseddelen udsættes en Præmie af 800
Courantdaler for en Afhandling, som maatte være færdig
inden 10de April, og indeholde Besvarelse paa de Spørgs-
maal, om andre end indfødte Normænd kunne have Ad-
gang, som Deputerede, til Forsamlingen i Eidsvold, og
om ei ligeledes den Bestemmelse der bør gjøres, at vig-
tige Statsembeder -- hvad mon hertil skal regnes? maa-
ske endog Kongeværdigheden? -- aldrig maa betroes til
andre end dem, der ere fødte i Norge. Endelig æskes
nøiere Forklaring over, hvem Indfødsret kan tilstaaes.
|
| s.164 | Foreløbigen gjorde jeg tre Anmærkninger derover. 1)
Besvarelsen af Spørgsmaalets første Del kommer post
festum, da alle Fuldmagter den 10de April forevises og
ratificeres, og da først skulde Afhandlingen overgives
Censorerne til Bedømmelse. 2) Grundig Besvarelse af
et saa vigtigt og omfattende Spørgsmaal, hvor man
maatte gaa tilbage til Statsrettens første Principer, kan
med ingen Rimelighed ventes i en Tid af 14 Dage.
Hvis altsaa nogen vover at besvare det, vil det blive en
indbildsk superficiel Person, af hvis Bemærkninger For-
samlingen kun vil lære saare lidet. 3) Blandt alle de
valgte Deputerede, som jeg har hørt nævne, er Grev
Wedel (til hvis Parti Spørgeren dog formodentlig hører)
den eneste, som ikke er født i Norge; han maatte altsaa ude-
lukkes fra Forsamlingen og fra ethvert vigtigt Statsem-
bede. Hvad iøvrigt Sagen selv angaar, da anser jeg
slet ikke Indfødsretten for den kostbare Juvel i Kongen
af Danmarks Krone, som de Dages Digtere og Prosaister
vilde gjøre den til, og hvad besynderlig Kraft der ligger
i at være født paa et Sted, naar man har levet sin meste
og bedste Tid paa et andet, indser jeg ikke. Jeg skulde
tro Patrioten beholder sine Penge, og de ere ham vel
undte.
26de Marts.
Hount skriver, at han næsten enstemmig er valgt til
Deputeret fra Smaalehnenes Amt. Hans Ytringer ere
forresten ikke meget haabfulde. Han ender med disse Ord:
"Kan Norge blive en selvstændig Stat, o Gud! hvor glad
vil jeg ikke da blive! Kan det ikke blive det, uden at
bygge paa blotte Muligheder, aldrig skal jeg da billige,
at en Million opofres for en skjøn Phantasi." -- Biskop
|
| s.165 | Bugge er efter Prindsens Anmodning igjen kommen her-
til.
28de Marts.
Min Samtale med Biskop Bugge dreiede sig mest
om Tidens Tegn og den norske Nationalaand. At der
er for liden sand Patriotisme iblandt os, deri maa jeg
give ham Ret, hvad enten jeg saa tager ham med i Klyn-
gen, eller regner ham blandt Undtagelserne -- jeg tilstaar
at det er mig problematisk -- og skulde jeg mistvivle om
Udfaldet af det store Værk, vi har begyndt, var det ingen-
lunde de udvortes Fienders Magt, men mine Landsmænds
egen Mangel paa Aand og Hjerte til at udføre det, hvor-
paa jeg vilde grunde min Mistvivl.
29de Marts.
Der kan ikke tænkes et ypperligere Foraarsveir end
vi nu have. Ligesom vi i hele Vinter har havt vedhol-
dende Frost, have vi nu Dag og Nat vedholdende Tø-
veir, hvorved Isen svækkes og Sneen smelter langsomt,
men dog saaledes, at, efter vort Clima, et godt og tidligt
Foraar med al Grund lader sig haabe. Deraf følger da
ogsaa, at paa Landeveiene er fælt Uføre, som endnu en
Tid lang vil forværres, den 10de Aprils Mænd til me-
gen Qvide, men Landmanden glædes ved Udsigten til et
frugtbart Aar, og Kjøbstædmanden ikke mindre ved Haa-
bet om Isens Bortgang og uhindret Tilførsel. -- Der
var tilmeldt Prindsen, at et Corps Svenske var indrykket
over Grændsen, hvilket bragte Allarm i Leiren, men saa
kom der Contrarapport, at den Officer, som havde meldt
det, havde taget feil. Fremdeles fortælles, at man har
faaet Telegraf-Efterretning om, at Regjeringsraad Ankers
Sendelse til England er mislykket, hvilket dog næppe er
|
| s.166 | Tilfældet, da det er vist, at General Anker imorgen reiser
til England, hvilket ei skulde ske, førend hans Broder
havde beredt ham Veien, og lovede sig et godt Udfald.
At man imidlertid allerede skulde have den engelske Re-
gjerings Erklæring, at den tillod fri Handel mellem begge
Riger, men at den i nærværende Øieblik ikke kunde er-
kjende det norske Flag, er vel endnu blot Rygte, som man
snart tør haabe bekræftet. -- I Danmark er skeet bety-
delig Subscribtion til Norges Forsyning med Korn til
Indkjøbspris.
30te Marts.
Jeg har idag læst en Prædiken af Sigvardt, hvori
han tre Gange kalder Prinds Christian vor Frelser, et
Navn, som i en Prædiken udelukkende bør gives Jesus
Christus. Prædikenen er forresten god, men baade han
og andre Prædikanter, som i denne Tid lade deres Taler
trykke, forekommer mig at tale mere til Nationaldepute-
rede og Medborgere end til Medchristne. Talerne inde-
holde for megen Politik og for liden Religion. Jeg er
selv ikke ankefri i dette Stykke.
Wulfsberg fortalte, at han nylig er bleven bestyrket
i sin Tro, at Prindsen ikke ynder Trykkefrihed.
31te Marts.
Admiral Lütken har faaet Ordre fra Kongen af Dan-
mark, gjennem Grev Essen, om strax at nedbringe Kut-
terbriggerne. Hvad Admiralen som dansk Undersaat maa
og bør gjøre, kan ikke være Tvivl underkastet, men om
Prindsen vil tillade Briggernes Bortførelse er et andet
Spørgsmaal.
1ste April.
Admiral Lütken og Capitaine Svenson ere arreste-
|
| s.167 | rede. Kongens Ordre kom med en svensk Courer og brag-
tes Prindsen, der brækkede den som alt, der kommer fra
Sverrig. Han sendte Oberst Arenfeldt med Ordren ned
til Lütken og lod ham spørge om, hvad han havde isinde
at gjøre. "Som dansk Undersaat og Mand af Ære",
svarede Admiralen, "maa jeg lyde min Konges Befaling".
"Saa maa jeg", sagde Arenfeldt, "i hans kongelige Høi-
heds Navn forkynde Dem Arrest". -- "Det ventede jeg",
svarede Lütken, og vilde aflevere sin Sabel, hvilken dog
ikke blev modtagen. Arenfeldt forlangte blot Revers, at
han erkjendte Arresten, og gav sit Æresord paa at ville
respectere den.
2den April.
Regjeringsraad Aall svæver mellem Haab og Frygt,
men besjeles af Agtelse og Hengivenhed for Prindsen. --
Tidenderne fra Danmark ere bedrøvelige. Kong Frederik
skal være nær ved at gaa fra Forstanden. Den svenske Mi-
nister Tavast skal have forlangt af Kongen, ei allene at gjøre
Prinds Christian arveløs (det kan han og vi alle le ad),
men ogsaa den Umenneskelighed, at overgive den svenske
Regjering hans Søn som Gidsel.
3die April.
Første Classe i Selskabet for Norges Vel er anmo-
det om at vælge 3 Censorer til at bedømme de Prisaf-
handlinger, Rigsdagen vedkommende, som ere indkomne
eller ventes at indkomme. Treschow havde valgt Sver-
drup, Platou og Omsen, hvilket Votum jeg tiltraadte.
5te April.
I Bondevensmødet talte jeg med Anker. I Hense-
ende til Norges Stilling og Udsigter, og de Forholdsreg-
ler, Rigsdagen bør tage, finder jeg ham og Hount, som
|
| s.168 | kom iaften, og strax udviklede mig sine Ideer, temmelig
enige. Man kan ikke nægte, at sund Fornuft prædomi-
nerer i deres Raisonnement, men at denne kolde Fornuft
enevældigen skal herske, at man ei vil gjøre Regning paa
egen Kraft og de store Forandringer, Omstændighederne
kunne være underkastede under Forsynets Styrelse, men
allene paa, hvad der i dette Moment kan sees med Øi-
nene og føles med Hænderne, at man vil kvæle al Enthu-
siasme af Frygt for, at den skal blive vild og regelløs
det kan jeg aldrig i Evighed billige, og de Betingelser,
man vilde indgaa med Sverrig, være nok saa fordelagtige
og soi-disant hæderlige -- i mine Øine vilde de vorde
en Skamplet og Fordærvelse paa Nationen.
6te April.
De Svenske udstøde slemme Trudsler mod dem, der
tage Del i den nærværende Regjering, og Grev Essen har
ved en bekjendt Provst Brunius ladet sige Regjeringsraad
Tank, at man fremfor alt vilde holde sig til hans og
hans Collegers Person og Eiendomme, hvilket er en
trøstelig Udsigt for ham, da de svenske Tropper blot
behøve at trænge en halv Mil ind i Landet for at af-
brænde begge hans Gaarde, efter først at have udplyndret
dem. Imidlertid taler Tank om Prinds Christian med
en Enthusiasme, jeg ikke havde tiltroet ham, men forresten
er han ilde tilmode, og unægtelig have han og Aall, som
uafhængige Mænd, paataget sig svare Byrder, og udsat
sig baade for Ansvar og Fare.
7de April.
Prindsen havde forlangt at høre Skriftetalen hjemme
i sit Værelse. Han sad i en Sopha og jeg i en Læne-
stol og talte som følger: "Solen oprandt Paaskedags
|
| s.169 | Morgen og Jesu Veninder ilede hen til den Grav, hvor
from Hengivenhed havde nedlagt hans afsjelede Legeme.
Endnu engang vilde de efter deres Lands Sæder hædre
hans Minde saaledes, som vi hædre vore afdøde Venners,
naar vi henplante en Blomst paa deres Gravhøi. Paa
Veien erindrede de, at en stor Sten var lagt over Gra-
ven. Bekymrede spurgte de hverandre, hvem skal bort-
vælte den? men fortsatte ikke desmindre deres Van-
dring. Og se! da de kom til Stedet var Stenen bort-
væltet, og de fandt i den aabne Grav -- ikke det livløse
blodige Legeme, som de ventede at finde: de fandt et for-
klaret Herrens Sendebud, der tilraabte dem det glade
Budskab: "I lede efter Jesum af Nazareth; han er op-
standen, han er ikke her".
Ofte vandre vi Mennesker herneden med saaret Hjerte
til det Sted, hvor vi tro, at alle vort Livs Glæder ere
begravne, for endnu at kunne gjenkalde os deres bitre,
søde Minde. Tanken om det Forbigangne, Følelsen af
det Nærværende, den dunkle Udsigt mod det Tilkommende
stemmer vor Sjel til Mismod. Ak, selv over vore Glæ-
ders Grav hviler en tung Sten, og tvivlraadigen spørge
vi: hvo vil, hvo kan afvælte den? Held den, som ikke
trøstesløs vender tilbage, som ikke mistvivler om at faa
Stenen bort, skjøndt hans egen Kraft er for svag dertil,
men med tillidsfuld Fortrøstning til Gud fortsætter sin
Vandring. Thi ofte sker det, at naar vi naa det Maal,
som vi med frygtblandet Længsel ilede hen til, naar Øie-
blikket kommer, hvilket den Lidettroende med Ængstelse
og Mismod saa imøde -- se, da er Stenen afvæltet.
Den Almægtige, for hvem alle Jordens Klipper er et
Støvgran, et Intet, har borttaget den.
|
| s.170 |
Ædle Fyrste! Længe og haardeligen led det Land,
hvis Styrer De af Gud bestemtes til at være, og den
haardeste Prøvelse forestod endnu, da De kom til os, for
at dele vore faa Glæder, vore mange smertelige Lidelser.
De forlod det skjønne Land, hvor Deres Barndoms og
Ungdoms Dage henrunde saa blideligen; hvor De uden
krænkende Sorger, uden møisomme Anstrængelser kunde
berige Deres lyse Aand med Kundskaber, og nære de
ømme, glade Følelser, for hvilke Deres varme Hjerte skab-
tes; hvor et elsket Barns uskyldige Kjærtegn og haab-
fulde Fremvæxt skjænkede Deres Faderhjerte den saligste
Fryd. De forlod hint Land for at dele Skjæbne med
et Folk, over hvis Isse længe svævede og endnu svæver
en mørk, varslende Uveirssky; thi ak! til det sikre Haab
tør vi endnu ikke hengive os, at Uveiret vil bortdrage,
og at de enkelte Solglimt, som nu og da frembryde, be-
bude en skjøn Dag. O ædle Fyrste! klart skuer Deres
Blik og varmt føler Deres Hjerte: ogsaa De vandrer med
os til svundne Glæders Grav; det er ei undgaaet Deres
Opmærksomhed, at en tung Sten endnu hviler paa den,
og en Fyrste, der er saa aldeles Menneske som De, vil
ikke blues ved at erkjende, at det Spørgsmaal stundom
uvilkaarligt fremtrænger sig: hvo skal bortvælte denne
Sten? Dog forsager De ikke; dog gaar De med Mod
og Kraft fremad den Bane, Forsynet henkaldte Dem paa;
dog straaler endnu Haab i Deres Øine og fæster Bolig
i Deres Hjerte. Hvad er det da, som binder Dem saa
fast til vort (efter Verdens Dom) saa ulykkelige Land?
hvorfor overlod De os ikke til den sørgelige, vanærende
Skjæbne, der beredtes os, og vendte tilbage did, hvor
Tryghed og Glæde indbød Dem? Ikke formastelig Selv-
|
| s.171 | tillid og ikke Haab til svage Mennesker bestemte Dem.
Hos Gud var Deres Frelse og Ære; Deres Styrkes
Klippe, Deres Tilflugt var Gud. Paa ham forlod og
forlader De Dem; for hans Aasyn udgyder De i dette
Andagtens Øieblik Deres Hjerte. Og derfor taber ei
De, og derfor bør ei heller vi tabe Modet, fordi maaske
forenet Kraft er for svag til at afvælte Stenen. O, vi
bør ikke mistvivle om, at hvad Gud finder tjenligt for
os, det vil han ogsaa skjænke os Bistand til. Et Øie-
blik, da har maaske den Almægtiges Haand som Avner
bortveiret den Sten, al menneskelig Magt ikke var istand
til at lette. Hvad Gud vil have frem, kan Ingen for-
holde, ikke al Jordens Mægtige, om de samlede opstaa
imod os og true os med Undergang. Gud er mægtigere
end de alle, og de, som forlade sig paa ham, ere evig
trygge.
Derfor, ædle, dyrebare Fyrste! beder og formaner
jeg Dem i Jesu Christi Navn, i hans Navn, der led og
udholdt Lidelsen med Kraft og Hengivenhed i Guds Villie
og derpaa indgik til Herlighed, i hans Navn, hvis Minde
De nu i den Eviges Tempel i Medforløstes Samfund
høitideligen skal igjenkalde: før og brug med Mandoms-
mod de Vaaben, hvormed vor hellige Religion udruster
Dem til at udholde den Kamp, som endnu maaske fore-
staar! Tro paa Gud være Deres Skjold, og hver gloende
Pil, Vold eller List udsender mod Dem og den gode Sag,
skal slukt og kraftløs nedfalde for Deres Fødder! Aan-
dens Sværd, Guds Ord, være Deres Forsvarsvaaben,
med hvilke De mandigen strider mod Lidenskabernes og
Smigerens og Forførelsens skjulte og aabenbare Angreb.
Deres Øie være stadigen henvendt paa Jesus Christus!
|
| s.172 | Hans Lære, hans Exempel, hans blide Forjættelser op-
muntre og styrke Dem. -- Og engang skal De og (vi
haabe til Gud) vi med Dem se hver Anstødssten bort-
væltet, og jublende erkjende, at alle Herrens Veie ere
Visdom og Godhed, og at alt skal tjene Dem til Gavn,
som elske ham". -- Prindsen hørte mig med hjertelig Del-
tagelse, og takkede mig med et Haandtryk, fordi jeg havde
stemt ham just til de Følelser, det var ham og os alle
saa vigtigt at nære i dette Øieblik. "Tro paa Forsynet",
sagde han, "er os nu aldeles nødvendig. Uden den vilde
det være Afsindighed, hvad vi nu har begyndt paa".
Han ytrede det Haab, at alt vilde faa et godt Udfald.
"Det er saa lidet", sagde han, "der behøves for at redde
os. Kornmangelen er det eneste ret frygtelige Onde, men
hvor fik vi Hjælp Nytaarsdag? Hvor let og snart kan
ikke lignende Lykke vederfares os". I Kirken fremtraadte
Prindsen sammen med de øvrige Communicanter.
8de April.
Selskabet ved Prindsens Taffel var temmelig stort.
Det bestod nemlig først af det hele Regjeringsraad, saa
af Biskop Bugge, der virkelig synes at aspirere til en for-
nem Hofnars Charge, hvis her bliver Hof, og endelig
følgende Deputerede: Hount, Jacob Aall, Justitsraad Di-
riks fra Laurvig, Sorenskriver Bryn fra Raabygdelaget,
den oplyste og interessante Præst Grøgaard fra Moland
og Dr. Møller fra Arendal. Ved min Bordende var
Conversationen ikke meget levende; Bugge førte Ordet paa
den modsatte, og til ham vare alles Øren henvendte. --
Ved min Hjemkomst fandt jeg et overvættes venskabeligt Brev
fra Biskop Brun. Han sender mig sin Bededagsbøn, om
hvilken jeg maa være enig med Prindsen. Han foreslaar
|
| s.173 | endog indirecte i denne Bøn Forandring i vore Love an-
gaaende Eden.
9de April.
Schmidt og Hount reiste idag til Eidsvold. Jeg
kan ikke sige, at jeg som Fædrelandets Mand var eller
er aldeles tilfreds med Hount. Den Mand, der som
Kongen af Danmarks Undersaat var den djærve, ivrige,
hyperpatriotiske Normand, hvis Yndlingssang var "For
Norge, Kjæmpers Fødeland", selv i dens mest revolutio-
nære Ytringer, der paa en uærbødig Maade, som næsten
havde paadraget ham Generalfiscalens Tiltale, søgte at
gjøre "Norges retfærdige og billige Ønsker" gjældende, --
denne Mand maatte formodes, naar endog fjern og uvis
Udsigt viste sig til at gjenvinde og haandhæve Norges
Selvstændighed, at ville henrives af høi Enthusiasme og
vove for den store Idees Realisation alt hvad Oldtidens
udødelige Frihedshelte vovede, om han ogsaa selv skulde
opofre alt. Dette synes han imidlertid ei at ville gjøre.
Hans kloge Forslag ere vel iførte Philantropiens Klæde-
bon, og den Hungersnød, der truer Landet, angives som
Bevæggrunden, hvorfor man ei maa lade Enthusiasmen
prædominere. Men hvad skjønt og stort der var bleven
udrettet i Verden, naar man saaledes var gaaet raison-
nerende frem, gad jeg nok vidst. Vil man støtte sig paa
lutter Visheder i denne Verden, skal det: "Hvo intet vover,
han intet vinder!" regnes blandt de pontoppidanske "onde
Ordsprog, som fordærver gode Sæder": skal Bevidstheden
om, at man kjæmper for en god Sag regnes for Intet,
saasnart man ei med Pen og Griffel kan calculere Kam-
pens Udfald: skal Enthusiasme hedde Sværmeri og reli-
giøs-poetisk Anskuelse mødes med Haanlatter -- saa far-
|
| s.174 | vel Menneskeværdighed og Menneskeheld, og den Tro paa
Gud, der anprises Ebr. II! saa har vi en ganske simpel
Livsphilosophi, som vi kunne følge hele vort Liv igjennem:
"hold med dem, der vinde, og vend Ryggen til dem, der
tabe!" Sagtens holder den ikke Stik længer end til vi
dø, men hvad siger det?
"Bruder! bin ich einmal todt,
Friszt die Seele mir kein Brodt".
Jeg vil ingenlunde sætte min gamle Ven i Classe med
de foragtelige Skabninger, der raisonnere saa, men hvortil
det kan lede, naar man, som han, er purus putus Pro-
saisk, det er mig indlysende, og jeg vil aldrig kunne regne
ham blandt mit Fædrelands Støtter. Dertil kommer
endnu hans umiskjendelige Arrogance, som gjør det ube-
hageligt at indlade sig i Ventilation med ham, naar man
ikke er af hans Mening; og naar jeg saa tilføier, at det
nok er altfor sandt, at han har prædiket bemeldte com-
mon-sence for Almuen i sin Egn paa Sverrigs Grændse,
hvor det er saa vigtigt at nære og opflamme National-
aanden, saa kan jeg virkelig ikke undlade, idet jeg elsker
ham som min personlige Ven, at anse ham for min po-
litiske Uven. Havde Mænd af de Grundsætninger været
Folkets Anførere, da Brødrene Colbjørnsen vare det, da
var nok Frederikshald blevet uopbrændt, og Sverrigs Ban-
ner havde alt i et Aarhundrede vaiet fra Frederikssten!
-- Schmidt tænker og føler som vi alle burde tænke og
føle, og tænkte og følte vi alle saa, da var Norge frelst.
Iaften læste jeg Overkrigscommissair Sebbelovs For-
slag til en Grundlov for Norge, bygget paa den Forud-
sætning, at Christian Frederik bliver arvelig indskrænket
Monarch. Jeg har aldrig studeret den Ting ex professo,
|
| s.175 | er altsaa ikke ret bedømme denne Bog, men han fore-
kommer mig stundom inconseqvent, naar han f. Ex. over-
giver ogsaa Lovgivningen i Regentens Hænder, men vil
dog have Rigsdag sammenkaldt, hvilken dog ei maa vare
over 8 -- 10 Dage (!); nogle Forslag synes umodne og
ensidige; vigtige Ting ere afjaskede i megen Fart og andre
f. Ex. om Skibes Clarering (der aldrig kan høre under
et Riges Grundlove) ere fremsatte i vidtløftig Detail, men
ellers er der ogsaa adskilligt sundt og godt i Pjecen, og
blandt saameget andet, kan den da gjerne fortjene opmærk-
som Gjennemlæsning.
|
| bla bakover |