|
5te Februar.
Major Broch, som troedes død, er kommen tilbage
med Depescher, og er reist til Prindsen, der siges imor-
gen at ville høre Prædiken af Bugge i Trondhjems Dom-
kirke. Rygtet gaar, at en vigtig Begivenhed skal forefalde
ved samme Leilighed, maaske Christians Udnævnelse til
Konge i Norges gamle Kongestad. -- I Kjøbenhavn skal
Stemningen været meget ubehagelig. Norges Afstaaelse
og en revoltant Krigserklæring mod Frankrig, hvori Kong
Frederik, fordum Napoleons troeste Allierede, udbryder i
hans Fienders Kraftsprog og gjør ham de mest vanærende
Beskyldninger, skal have vakt almindelig Uvillie, og et
Vink, han har ladet give Kjøbenhavns Overpræsident, at
han ikke ønskede, man skulde illuminere ved hans Hjem-
komst, var uden Tvivl overflødigt. Man spillede nylig
Jacob von Tyboe. I et anonymt Brev anmodedes Fry-
dendahl, der spillede Jacobs Rolle, om at tage en rød
|
| s.141 | Adjutantfjeder i sin Hat, og alle de Steder, som ironisk
kunde hentydes paa Kongen og Dagens Begivenheder,
bleve stærkt applauderede. Paa vort Privattheater, hvor
Stykket "Kun sex Retter" opførtes iaften, var Ordet dansk
det ene Sted, hvor det forekommer i Oversættelsen, for-
andret til norsk, da man frygtede, at Parterret vilde hysse,
om der blev sagt: dansk. Det kan jeg dog neppe tro.
Jeg indser ikke, hvorfor Ordet dansk skal være os forhadt,
om ogsaa Kongen af Danmark har opført sig feigt. Des-
uden er og bliver dansk og norsk Sprog at være et og
det samme. Hvad er et Par hundrede nationale og pro-
vinciale Ord imod de mange Tusinde, som Danmark og
Norge beholde tilfælles, om de end i Aarhundreder skulle
regjeres af forskjellige Fyrster! Schweitz var en fri, selv-
stændig Nation, om nogen paa Jorden har været det; og
dog har der aldrig existeret et Sprog, som hedder det
Schweitzerske. Men, som jeg altid har sagt, Ord og Ta-
lemaader opholder han sig ved, og gjør meget Væsen deraf;
det, hvorpaa det kommer an, er national Aand og ægte
patriotisk Daad. Hvorledes det staar til dermed, vil man
nu vel snart faa at se. -- Dagens Intelligentsseddel inde-
holdt en forundelig Ting fra en Norbye, som takker Hr.
P. C. meget varmt for den meddelte Efterretning om
hans Kones Ligegyldighed mod ham, saameget mere, da
det blot kunde være Hr. P. C.'s Hensigt at give ham
en Advarsel ved forestaaende Forbindelse med sin elskede
Christiane. En T. G. Sn. indblandes ogsaa, hvis For-
fængelighed langt mere end hans Kjærlighed til Christiane
forleder ham til at ønske sig anbetroet en Helterolle i Co-
medien, man spiller med Hr. Norbye, der er meget gene-
|
| s.142 | gen til at tro ham ligesaa fuld af Vindbeutleri som Egen-
nytte.
9de Februar.
Endelig har Bispen erindret os med et Hyrdebrev
i Anledning af Tidernes Tegn. Det siger os vel intet,
som vi jo tilforn vidste, men naar det, som han siger, ei
var ham tilladt endnu at underrette de Herrer Brødre
om Sagernes egentlige Beskaffenhed, kunde han vel ikke
sige andet end hvad han har sagt. -- Intelligentsseddelen
begynder at blive mærkelig. Først indeholdt den et Svar
paa hint underlige Avertissement fra Norbye, hvilket jeg
igaaraftes fik at vide, er hverken mer eller mindre end
en Pasquil paa Thygeson med lumpne Sideblik til hans
Privatliv og Familieomstændigheder. Svaret er i en ædel
og sindig Tone. Dernæst fulgte et Spørgsmaal, som
siges at have gjort megen Sensation: om Landets Love
ingen Straf dictere for crimen læsæ nationis? Dette ud-
tydede Neumann om Prinds Christian, mod hvem han viste
sig som en ivrig Oppositionsmand. Anordningen, at gjøre
3 Millioner nye Papirpenge uden Fond og Garanti, skal
især være et saadant crimen, skjøndt den sindige og for-
standige Rasmussen erklærede dette Skridt aldeles nød-
vendigt. Desuden doleres over Prindsens præsumerede
Forsæt at lade sig udraabe til Enevoldsregent i Medhold
af Kongeloven, som ved Kongens Afstaaelse erkjendes at
være aldeles ophævet for Norge, og uden Forpligtelse for
Nationen, der ikke vil underkaste sig souverain Regjering;
men saalænge Prindsen ikke bestemt siger, hvad han har
gjort eller vil gjøre, kan man ikke fordømme ham, og kun
denne langvarige Taushed, der dog snart maa brydes, er
i mine Tanker det, der hidtil kan lægges ham til Last.
|
| s.143 | Neumanns Dom om Prindsen er forøvrigt haard og illi-
beral. At han er en Vellystning kan desværre ikke næg-
tes, heller ikke, at han giver et slet Exempel og bidrager
end mere til Frivolitetens Udbredelse, men at han er en
utrættelig virksom, med eminente Sjeleevner udrustet Re-
gent, og at Europa, den store Napoleon undtagen, i dette
Øieblik neppe eier en Fyrste, som saa aldeles er skabt til
at være Folkestyrer, er mig klart, og jeg skulde tro, at
vi herinde i Christiania har bedre for at bedømme den
Ting end Neumann i Asker Præstegaard.
10de Februar.
Provst Munch spaar Norge alskens Jammer. Han
hører rimeligvis til det Anker-Wedelske Parti, der i Dram-
men og dens Omegn især skal være stort. Neumann in-
clinerer vel ogsaa dertil. Schmidt derimod holder paa
Prinds Christian, men viser forøvrigt en Resignation, der
forekommer mig at grændse til Fortvivlelse. -- Hegermann
anmeldte 10 -- 11 Cadetter, som i Hast maa forberedes
til Confirmation, da man trænger til dem som Officerer.
-- Efter Comedien iaften blev, dog kun af nogle faa
Mennesker, afsunget en Fædrelandssang. Da det var
forbi, raabtes: Held Norge! med de uundgaaelige Hurra
og Klap.
Der var Præsteselskab hos Bispen. Ved Bordet
var særdeles behagelig Conversation; man sang og drak
Skaaler med Sindighed og Stilhed, som det anstaar sig
geistlige Mænd. Bispens Humeur var ganske couleur de
rose; forsaavidt politiske Æmner discuteredes, var han
enig med os og vi med ham. Kun ved en Ytring tilstaar
jeg, at jeg oprørtes, da han nemlig engang i Samtalen
ytrede: "Det havde dog maaske været bedre, om vi før
|
| s.144 | havde gjort hvad vi nu gjøre". -- Bedre, fordelagtigere
maaske, skjøndt ogsaa dette endnu er problematisk, men
ogsaa hæderligere? ogsaa moralsk bedre? ogsaa retfærdi-
gere? -- Bech er og bliver en tvetydig Mand. Egen
Ære og Fordel, frygter jeg meget, er hans Hovedfag, og
hvad han forresten vil, beror nok paa Omstændighederne.
11te Februar.
Min Tanke faldt blandt andet paa vore Danne-
brogskors. Kongen af Danmark kan ikke fratage os dem,
da de ikke kan regnes med til Liberi eller Hofuniform,
men er et Agtelsestegn, som han i Fædrelandets Navn
har givet os. Heller ikke vil vor nye Regent kunne for-
byde os at bære det, uden at ombytte det med et lignende.
Men om vi kunne bære en Orden med en fremmed Kon-
ges Chiffre og en Inscription, der opfordrer til Troskab
og Hengivenhed mod denne Konge, om det ei er vor Pligt
at aflægge et Symbol, der henpeger paa Forbindelse med
en Regent, som har solgt eller bortgivet os, er et andet
Spørgsmaal. -- Prindsen ventes nu hjem i disse Dage;
her troes han at komme Mandag eller Tirsdag, og vig-
tige Optrin ville da uden Tvivl forefalde. Hvad jeg som
Yngling i den franske Revolutions Dage drømte om, at
jeg engang kunde komme til at bivaane og tale i en Na-
tionalforsamling, tør nu meget snart gaa i Opfyldelse.
At Mængden er stemt for Prindsen er upaatvivleligt, og
hvad der tales om, at Grev Wedel, som Hovedmand for
en Opposition, opholder sig incognito i Sverrig eller Norge,
og at der endog skal have staaet i svenske Aviser, at han
er udnævnt til Guverneur over det nordenfjeldske Norge,
foruroliger ikke synderligen. Overstemt bliver han sikkert,
og faa Dølerne og Bergenhusingerne ham i sine Klør,
|
| s.145 | gaar det vist den herskesyge Demagog ilde. Derimod
frygter man mere, at Prinds Christian vil paastaa Sou-
verainitet. Der siges endog (hvilket, om det er sandt,
vilde være høist uoverlagt), at Thygeson havde svaret By-
ens Repræsentanter, der forespurgte sig hos ham om Tids-
omstændighederne, at den, der talte mod Souverainitet,
vilde ansees som Landsforræder. Det skal være Agent
Nielsens Hensigt, i det Øieblik Prindsen kommer til Byen,
at gjøre ham alvorlige Forestillinger. Men af Prinds
Christians Klogskab og Retskaffenhed venter jeg alt, og
hvor saa uendelig meget staar paa Spil, baade for ham
og os, vilde "Alt eller Intet" være et høist ufornuftigt
og uædelt Princip. Jeg er meget rolig, og kan ikke fore-
stille mig, at Tingen faar et slet Udfald. Jeg lykønsker
mig endogsaa nu med at være i Norge, og vilde ikke for
meget godt i dette Øieblik være i Kjøbenhavn, om endog
de nyeste Rygter derfra om Opløb og Mord ere usande.
Det er en betænkelig Periode vi leve i, fuld af Fare og
Trængsel, men høist interessant er den, og mangen Efter-
tidens Yngling og Mand vil beklage ikke at have levet i
dette Tidspunkt. Iøvrigt er rigtignok min individuelle
Overbevisning for Enevoldsmagten i Prinds Christians
Hænder. Jeg tror ikke, han vilde misbruge den, men
Almenvillien bør være mig hellig, og skulde være det,
om jeg ogsaa havde nok saa megen Kraft og Indflydelse.
Personlig Hengivenhed for Manden kan muligen mislede
mig.
13de Februar
Grev Wedel, som efter Nogles Udsagn var i Norge,
efter Andres i Sverrig, og efter endnu Andres var dræbt
i Kjøbenhavn paa en saa afskyelig Maade, at Wulfsberg
|
| s.146 | ikke med Ord kunde udtrykke det, siges nu med Vished at
være i Kjøbenhavn i høieste Velgaaende. Og der blive
han til vore Sager ere bragte i det Rene!
14de Februar.
Rosenkrantz aner endnu Forstillelse fra Kong Frede-
riks Side i den famøse Fredstractat. Saare uklogt har
i saa Fald Kongens Forhold sikkerligen været, saafremt
han nemlig tænker paa, nogensinde igjen at blive Norges
Behersker; thi Nationens Hjerte er i dette Øieblik saa
aldeles bortvendt fra ham, at jeg ikke indser Muligheden
af, at han nogensinde igjen vilde være istand til at vinde
det. En anden Sag er det, hvis han skulde have Sjels-
styrke nok til at opoffre fin egen Existents, for at berede
sin Thronarving et tryggere Sæde paa Kongestolen, ja
maaske endog gjennem Omveie frembringe de tre nordiske
Rigers Forening; men sligt lader sig vanskeligt tænke.
At han imidlertid skulde have begaaet den Afsindighed at
declarere Krig med Norge, d. e. erklære, at ville agere
fiendtligt mod dette sit gamle tro Rige, hvis det ikke fri-
villigen overgiver sig til Svensken (hvilket Prof. Rosted
havde hørt) er af de Ting, man maa se, før man tror
dem, og endda, naar man ser dem, maa antage for Blænd-
værk af en ond Aand. -- "Tiden" indeholder, foruden
en Beskrivelse over hvad Prindsen har seet, sagt og gjort
i Trondhjem, 5 Sange, som ere istemte til hans Ære.
Biskop Bugges er den bedste, men naar han fortæller,
hvorledes "Klippernes Sønner ville signe den Krone, som
Christian bar", er det, som Wulfsberg rigtig anmærkede,
at sælge Huden, før Bjørnen er skudt.
15de Februar.
Haxthausen har overgivet Commandantskabet til Oberst
|
| s.147 | Ramm. Hvad der har bevæget ham til nu at fravige
Commandoen over den Fæstning, der var ham betroet,
er mig ubegribeligt. Er det fordi han, i Tilfælde af Be-
leiring, ei kan indslutte sig i Fæstningen, da hans Nær-
værelse andetsteds er fornøden? Men hvad er da en
Commandant, naar han blot kan være det i Fredstider?
16de Februar.
Prindsen er endnu paa Eidsvold, og har idag ladet
kalde til sig Haxthausen, Bergh, Amtmand Collett, Tre-
schow og Sverdrup. Man tror, han kommer hid imorgen,
og venter da en bestemt Proclamation fra ham, men med
Vished vides intet. Anonyme Adresser mod Enevolds-
magten siges at være ham sendte, og have vakt ubehagelig
Sensation hos ham. Her i Stiftets Kjøbstæder skal have
cirkuleret og endnu cirkulere en Erklæring, som en Depu-
tation ved hans Hjemkomst vil overlevere ham, at Norge
ønsker sig ham fremfor alle som Regent, men kun under
Betingelser, som Landets Tarv foreskriver. Tre tusinde
Mennesker af alle Stænder -- ogsaa af Embedsclassen,
hvoriblandt Platou -- skal have underskrevet denne Er-
klæring. Med urolig Længsel ser man Udfaldet imøde.
-- Thygeson er yderst misfornøiet over Avertissementet
fra Norbye, hvis Forfatter Wangensteen skal være. Han
skal have isinde at nedlægge sit Embede, og reise til Dan-
mark. Det gjør mig personligen ondt, men Almenstem-
ningen synes at være imod ham, og anse ham for Prind-
sens skadelige Raadgiver, og saa handler han da vist me-
get ret og klogt. Iøvrigt trækker sammen paa Grændsen
en Hær, om hvis Existents i Norge man hidtil ikke har
gjort sig Begreb. Nogle spaar alt godt, haaber en for-
ønsket og glædelig Opløsning af dette Virvar, og bebude
|
| s.148 | Fædrelandet en Magt, en Ære og et Held, hvorom det
aldrig drømte. Andre forudser idel Ulykker. De Svenske
ville ei ved Blodsudgydelse erobre vort Land, men blot udsulte
det. Deres Tropper ville altsaa blive staaende rolige;
vi nødes til, istedetfor at føre en Forsvarskrig, at gaa an-
grebsvis tilværks, og da vil det gaa galt. Ikke ti af
hundrede ville komme levende tilbage. Overvældede af
Mangel maa vi omsider overgive os, og vor Skjæbne bli-
ver da værre, ikke bedre, end om vi strax havde under-
kastet os.
17de Februar.
Foruden de igaar opregnede ere endnu følgende
kaldte til Eidsvold: Carsten Anker, Rosenkrantz, Bech,
Falbe, Agent Nielsen og Tank fra Frederikshald. At
Nielsen, uden Tvivl Christianias ypperste Kjøbmand, For-
mand som dets Repræsentanter og Distriktscommission, er
taget med, glæder mig oprigtig. Han vil kunne virke
meget paa Stemningen hos den talrige og (da nervus
gerendarum er hos den) viktige Handelsstand. -- At
Haxthausen ei kan vedblive Commandantskabet, kommer
deraf, at han som Armeens Intendant maa være ved den,
at han altsaa har to Embeder, som begge fordre Em-
bedsmandens personlige Nærværelse, men hvis Localer ere
i en Afstand af 10 -- 12 Mile. At Fyrstegunst aldrig
maa frembringe saadanne Anomalier, er en af de Ting,
man ved den nye Constitution maa forebygge.
19de Februar.
Endelig er et Lys oprundet, og Gud ske Tak! et
meget lovende Lys. Prindsen har constitueret sig som
Rigets Regent, men indbyder derhos Mænd fra alle Lan-
dets Egne, til at møde paa Eidsvold den 10de April,
|
| s.149 | for at bestemme Landets Regjeringsform og udarbeide
Constitution for Norge i de kommende Dage. En almin-
delig og høitidelig Bededag skal holdes hele Landet over,
hvor Folket en masse skal aflægge Ed: af yderste Kræfter
at bevare Norges Selvstændighed. Her holdes denne
mærkelige Fest allerede paa Fredag, og Prindsen vil da
besøge begge Kirker, hvorfor Gudstjenesten i Slotskirken
først skal begynde Kl. 2. -- Fra Bispen kom der Circu-
lære, at der ei mere skal bedes fra Prædikerstolen for
Kongen og Kongehuset, men for Norge og dets høie Sty-
rer Prinds Christian Frederik. -- Thygeson var ikke paa
Eidsvold. Det er vist at han tager Afsked. Nogle sige,
at han vil privatisere her, men det er ikke rimeligt. Hol-
ten, som nu er hjemkommen, viste mig den Proclamation,
Prindsen lader udgaa, og som skal oplæses umiddelbart
før Edens Aflæggelse, vistnok forfattet af ham selv, og
stemt i en ædel og mandig Tone, samt den skammelige
Fredstractat, hvori Norge overdrages med fuld Souve-
rainitet til et Land, som ikke selv har souverain Regjering;
ja blandt de Ting, som ere overladte Kongen af Sverrig
som Eiendom, er ogsaa Norges Indvaanere! -- Prind-
sen har rent opgivet Tanken om Souverainiteten, som før
var ham dybt indprentet. Alle vare imod den, men Sver-
drups historiske Grunde skal have havt mest Vægt hos
ham og fuldeligen overtydet ham. Rosenkrantz forelagdes
først Spørgsmaalet: "Kan jeg antage Souverainitet?"
Med sin sædvanlige beskedne Tone sagde han: "Jeg har
vistnok ikke saaledes tænkt over dette Spørgsmaal, at jeg
tiltror mig fyldestgjørende at kunne besvare det, men efter
min Overbevisning maa jeg svare Nei!"
|
| s.150 |
21de Februar.
Holten erklærede til min Forundring, at han hverken
kan gjøre Ed, vælge eller vælges, da han endnu har et
Embede i Vestindien og maa ansees for dansk Undersaat,
indtil han derfra vorder afskediget. Her er da et tydeligt
Bevis paa, at den gamle Regel: "Ingen kan tjene to Her-
rer" taaler nogen Undtagelse. -- Som bestemt Sandhed
kan jeg ikke undlade at optegne, at Bispen, der stedse har
erklæret sig mod Souverainiteten, der havde medtaget til
sin Eidsvolds-Reise Adresser fra Byens Borgere og lovet
paa det varmeste at tolke Nationens Ønsker, der har for-
sikret Neumann, at han vilde vove Embede, Formue og
Liv for den gode Sag, har tilligemed Carsten Anker væ-
ret Souverainitetens eneste Forfægtere paa Eidsvold. Det
var, som før er sagt, Sverdrup, der bragte Prindsen til
fuld Overbevisning om at Enevælde for ham er uopnaa-
eligt. Efter en lang Privatsamtale omfavnede Prindsen
ham og sagde: "Jeg indser nu, at jeg ikke kan og ikke
tør blive Souverain; se nu til De ogsaa kan omvende
Biskop Bech og Carsten Anker!"
22de Februar.
En mærkværdig Dag! Det er dog en herlig Tids-
alder, vi leve i. Der er vel mange Lande, med hvis Cli-
mat jeg ønskede at ombytte vort kolde, ubehagelige, men jeg
ved intet Europas, intet Jordens Rige, hvis Borger jeg
nu heller vilde være end Norges. -- Klokken 12 samle-
des efter Tilsigelse Byens Embedsmænd i Palæet, hvor
Prindsen hilste os med følgende Ord: "Jeg har samlet
Dem for at underrette Dem om Rigets Tilstand, og den
Beslutning, jeg i Forening med Folket har fattet, med
Guds Bistand at bevare dets Selvstændighed". Holten
|
| s.151 | stillede sig nu ved hans Side, og oplæste først Kongens
-- ja hvad skal jeg kalde den? en Slags Apologi for
hans Forhold i den senere Tid og nu ved Norges Over-
givelse, samt en Afsked til det norske Folk, som jeg ikke
fandt saa rørende, som den var beskreven for mig. Der-
paa oplæstes Fredstractaten med Sverrig og saa to Ar-
tikler af Freden med England, der synes tydeligen at vidne
om, at England vil holde Fred baade med Norge og
Sverrig og lade begge skjøtte sig selv, uden at blande sig
videre i deres Privatanliggender. Nu fulgte Kong Frede-
riks aabne Brev, og rørt og ikke uden Forlegenhed for
at finde Udtryk der ei kunde støde, gjorde Prindsen Over-
gang til sit eget aabne Brev og sin Kundgjørelse, som
han selv oplæste. Tilsidst lovede han helligen at gjøre
alt for Norge, og bad os i vore Hjerter at gjentage samme
Løfte indtil vi om nogle Dage høitideligen skulde aflægge
det, han og vi forenede, i Guds Tempel. Holten fik igjen
Ordet og meddelte en Udsigt over Rigets politiske Stil-
ling, der begyndte med, at vi bør lykønske vort Fædre-
land og takke Kong Frederik for den sidste Gave, vi mod-
tog af hans Haand, at han nogle Dage førend han løfte
os af vor Troskabsed skaffede os Fred med England.
Norge har nu, hedte det videre, Fred med alle Nationer.
Endelig fik vi Regulativ for Gudstjenesten og Valget.
Prindsen endte denne skjønne Act med at række Rosenkrantz
Haanden, og opfordre os alle til ved Haandtryk at give
hverandre Pant paa vort patriotiske Sindelag. Ledsaget
af sin hele Stab (som havde faaet ny Uniform: graa med
blaa Opslag, og det gamle Sølvbroderi) red han nu op
til Torvet, hvor alle de Militære og Borgerne vare op-
stillede og hvor de vigtigste Proclamationer i Forveien vare
|
| s.152 | oplæste, og hvor han hilstes med begeistrede Hurraraab.
Han standsede paa tre Steder og holdt korte Taler. -- Efter
Taffelet, hvor der herskede den frieste og freidigste Stem-
ning, og hvor Prindsens Skaal blev drukket med et lang-
varigt og enstemmigt Hurra, gik Carsten Anker om og
hvervede Folk til at besøge Thygeson, som hverken havde
været ved Couren eller Taffelet. Han paastaaes nu at
være uskyldig og blot et Offer for det Parti, nogle selv-
kloge Demagoger vilde stiftet, men hvis Braad vel nu
er borttaget. Temmelig mange fulgte med og deriblandt
jeg. Der svaredes ved Døren, at han ikke var hjemme
og ikke var kommen fra Prindsen, men Tjeneren fik der
Svar tilbage, at det ikke var sandt; vi kom alle fra
Prindsen, og der havde han ikke været; det var blot nogle
Venner, som vilde besøge ham. Vi bleve nu indladte i
en kold Stue, men endnu gjordes ingen Mine til at lade
os komme videre, og nu gik først Carsten Anker ind og siden
vi andre sans façon, men fandt blot Damerne, hvad enten
han nu ikke vilde lade sig se, eller virkelig ikke var hjemme.
Vi bevidnede Fru Thygeson vor Deltagelse og Hengiven-
hed for hendes Mand og forføiede os derpaa hver til sit.
23de Februar.
I den Bøn, som skal oplæses efter Eden iovermor-
gen gjør Bispen os rent til Løgnere for vor Herre, idet
han siger: "at vi have svoret at hylde og adlyde Prinds
Christian Frederik", hvilket jo for det første aldrig er
tænkt paa. Jeg gjør og den Forandring: "hvorfor vi
og villigen hylde og adlyde etc." og om Hans Høiærvær-
dighed selv beærer Slotskirken med sin Nærværelse, vil
jeg forsvare min egenmægtige Fremfærd, hvis den paa-
ankes.
|
| s.153 |
24de Februar.
Aldrig har jeg havt interessantere Æmne for Dag-
bogen, men heller aldrig har jeg havt mindre Tid til at
skrive end i disse Dage. Denne Dag har imidlertid ikke
været af de mærkelige, da jeg har siddet rolig hjemme og
arbeidet paa mine Taler. Under dette Arbeide takkede
jeg Gud med Taarer: at jeg ikke er Dansk! Det vilde
være mig en ubeskrivelig smertelig Følelse, naar jeg skulde
optraadt ved den Handling, der nu opfylder min Sjel med
høi Begeistring, og tænkt: "Din Vugge stod i det Land,
med hvilket du nu skal afsværge, og opfordre din Menig-
hed til at afsværge al Forbindelse". Kun som Hersker eller
i en aldeles subordineret Forfatning finder jeg, at den danske
Mand nu kan være lykkelig i Norge; jeg idetmindste føler,
at jeg i min Alder og Situation vilde være meget ulykke-
lig ved alt, hvad jeg her maatte se og høre og tage Del
i. Jeg maa rent ud sige, at jeg aldrig havde tiltroet mig
de varme Følelser for Norge, som jeg i dette Øieblik be-
sjeles af.
25de Februar.
Som Festen idag var den eneste i sit Slags, saa
har jeg vel heller aldrig talt med det lydelige, enstemmige
Bifald, som med Enthusiasme ydes mig af Enhver, der
møder mig. Da Prædikenen med tilhørende Taler tryk-
kes, giver jeg her intet Udtog deraf. Edsaflæggelsen gik
for sig med al den Høitidelighed, som var mulig, hvor
Rollerne ei vare uddelte, men Enhver overladt til sig selv
og sin Følelse. Efter Slutningspsalmen endte jeg Hand-
lingen efter Befaling med Udraabet; "Held Norge! Held
Norges Regent!" hvilket jeg, for at forebygge Hurraraab,
som Nogle ville sige, virkelig har fundet Sted i Byens
|
| s.154 | Kirke, bad Menigheden istemme med Hjertelighed, men
ogsaa med den Værdighed, som sømmer sig Guds Hus.
Dette skede ogsaa virkelig. Prindsen talte derpaa nogle
Ord fra sin Stol, hvilke besvaredes med Velsignelsesøn-
sket. I Byens Kirke skal Prindsen fra en Forhøining
ved Alteret have aflagt Eden og holdt en meget vakker
Tale, som har vakt stor Sensation. -- Igaar var to
svenske Herrer, Grev Rosen og Oberst Skøldebrand hos
Prindsen, men gik forbløffede og bistre fra ham og reiste
endnu igaaraftes. Jeg har hørt meget om denne Audi-
ence, hvor Prindsen var omgiven af Rosenkrantz, Carsten
Anker, Treschow og flere af Rigets første Mænd, var
stiv og stolt og holdt dem tre Skridt fra Livet, og bragte
dem saa aldeles ud af Contenancen, at Rosen, der dog
skal være en fin Hofmand, stod feig og flad. Inden de
reiste, tror jeg dog deres Vrede sagtnede lidt, og de spiste
med god Appetit et Maaltid Mad, der var sendt fra
Prindsens Kjøkken til Haxthausen, hvor de havde taget
ind. De skal paa Reisen have uddelt Sølvpenge og Pro-
clamationer, begge Dele uden Effect.
26de Februar.
Imorges samledes efter Tilsigelse i min Storstue
Haxthausen, Bergh, Oberst Ramm, Oberstlieutenant Rum-
melhoff, Justitsraad Schaft, Thulstrup, Hetting, Assessor
Debes, Secretair Michelsen, Fuldmægtig Engebrechtsen,
og Dyrlæge Johannesen, for at aabne de indkomne Valg-
sedler, og underskrive Adressen til Prindsen, samt Vidnes-
byrdet om Edens Aflæggelse. Generalauditeur Bergh og
Assessor Debes valgtes, hin med 27, denne med 17
Stemmer. Jeg havde 6 og de fleste Valgdygtige enkelte
Stemmer.
|
| s.155 |
2den Marts.
Prindsen modtoges i Theatret med Hurraraab. Efter
Skuespillet istemtes Platous sidste Sang til Norge, hvor-
paa der raabtes Hurra med megen Enstemmighed og Be-
geistring først for Norge og dernæst for Norges Regent.
3die Marts.
Til Christiania Byes Repræsentanter ere valgte Sver-
drup og Omsen. Der skal igaar være organiseret et Re-
gjeringsraad, som vel vil udgjøre vort tilkommende Mi-
nisterium. Dets Medlemmer ere: Rosenkrantz, Haxthau-
sen og Tank (ved Finantsvæsenet), Sommerhjelm (ved Ju-
stitsvæsenet), Amtmand Collett (i det indre), Bech, Treschow,
Sverdrup (i det lærde Væsen), Niels Aall (i Handelsfaget)
og endelig Carsten Anker (i det udenlandske Departement).
4de Marts.
Hegermann er glad over den Vending Tingene nu
tage. Han gav mig iøvrigt den Trøst, at Cadetternes
Confirmation kan opsættes til den sædvanlige Dag.
7de Marts.
Grev Wedel er kommen tilbage til Norge. At han
efter Evne vil forstyrre den gode Orden, hvori alt er be-
gyndt at komme, tvivler jeg ikke om, men at det ei vil
lykkes ham, haaber jeg stadigen. Han har adskillige Dage
opholdt sig i Sverrig, havde ved sin Hidkomst en Times
Samtale med Prindsen, og skal være kommet ud fra ham
omtrent i samme Forfatning som Rosen og Skøldebrand.
Ogsaa Prindsen skal denne Samtale for nogle Øieblikke
have forstemt. Ellers underhandles i dette Øieblik paa
den svenske Grændse mellem Grev Schmettow og Grev
Essen, og Prindsen er reist til Hafslund, for at være
ved Haanden, om noget skulde behøve Sanction. Jeg
|
| s.156 | indser ikke, at der kan komme andet ud af denne Under-
handling end aabenbar Krigstilstand med Naboriget; thi
at Sverrig ikke vil opgive sine Pretensioner lader sig be-
gribe, og hvad skulde Norge have at tilbyde uden sig
selv? Kun et lader sig tænke: at Pontecorvo nu, da næ-
sten alt skal være tabt for de Franske, giver Slip paa
Sverrig og præserer en Throne i et sydligere Clima,
og at saa vor Prinds forener de to Riger under sig.
Muligt var det, men i denne Stund vist ikke sandsynligt.
Han har ladet indrykke i "Tiden" Kong Carls Proclama-
tion til Normændene under 8de Februar paa Svensk og
splitter galt dansk. Vi loves deri Nationalrepresentation
og Beskatningsrettighed (Ret til at paalægge selv vore
Skatte).
9de Marts.
Tidernes Tegn behage mig ikke i dette Øieblik, og
Gud maa vide, hvad Udfald, vor Sag endnu kan faa.
Der stod i Dagens Intelligentsseddel fire versificerede Li-
nier, hvori man har villet finde den Betydning, at alt,
hvad Prinds Christian har gjort for os, er skuffende Blænd-
værk, og at det er klart nok, at det Modparti, som aaben-
bart existerer, skjøndt man ikke kjender dets Udstrækning
eller Planer, vil søge at udbrede denne Fortolkning. Jeg
er nu vel aldeles overbevist om, at Prindsens Fremfærd
er saa oprigtig som noget Menneskes paa Jorden kan
være, men desmere frygter jeg for, at han skulde gjøre et
eller andet overilet Skridt, der kunde nyttes og fordreies
til det værste af hans Modstandere. Saaledes maa jeg
tilstaa, et det ikke behager mig, at han allerede har til-
delt Regjeringsraaderne en vis Embedsrang, da deres
Stilling jo er aldeles precair, ligesom jeg heller ikke bil-
|
| s.157 | liger, at han, som der siges, personligen vil bivaane For-
handlingerne paa Eidsvold, hvorved Nationens Deputerede
vilde underkastes en Tvang, der kunde tage en fatal Ven-
ding. Dog, han har hidtil vist saamegen Conduite, at
han forhaabentlig heller ikke nu i det afgjørende Øieblik
vil give sine Avindsmænd Vaaben ihænde mod sig. At
han vil være tilstede paa en kraftig, skjøndt, "usynlig
Maade" er troligt, men naar han har aabnet Forsam-
lingen vil han vist forlade den med sin synlige Nærværelse.
|
| bla bakover |