Claus Pavels

	Dagbog 1814
s.124	1ste Januar. Bispen prædikede i Byens Kirke, der maatte da Prindsen hen ex officio; maaske han endog var udtrykke- lig indbuden, hvilket skal have vært Tilfældet med Prinds Friederich, naar Bech prædikede. Min fornemste, flittige Tilhører savnede jeg altsaa idag. Som alle mine Nyt- aarsprædikener i den senere Tid var ogsaa denne lempet efter Øieblikkets Tarv. Efter Gudstjenesten var Cour hos Prindsen. Før- end denne kom ind erklærede Haxthausen det med høi Røst for den første Synd, de havde begaaet i det nye Aar, alle de, som ei havde været i Slotskirken idag, og at det var en Prædiken, hvorved Tilhørerne kunde fristes til at reise sig en masse og med Enthusiasme gjentage Troskabs- Eden mod Konge og Fædreland. Han var et Øieblik inde hos Prindsen, og da denne kom ind, og havde talt et Par Ord med Admiral Lütken, vendte han sig til mig og sagde: "Jeg hører De har holdt en saadan skjøn Prædi- ken idag." -- "Henrivende, Deres Høihed!" raabte Haxt- hausen. "Faar jeg den?" sagde Prindsen med sin inder- lige Godmodighed. Jeg bukkede og maatte da naturligvis svare: "Jeg skal afskrive den for Deres Høihed!" -- "Lad
s.125	den heller trykke", afbrød Haxthausen mig, "saa faar vi andre ogsaa læse den". -- "O ja", sagde Prindsen, "gjør det!" -- Jeg lovede det, og maa da nu ligesom ved min Prædiken i Foraaret af de korte nedskrevne Momenter danne et Helt, og det saa snart som muligt. 2den Januar. Bispen talte med Indignation om de opslagne Pla- kater. Vistnok ere de afskyelige, men godt var det, om ingen gav Anledning til at føre slig Anke. Jeg har idag hørt en Beskrivelse over Julebachernalerne, som slet ikke opbyggede mig, og atter maa jeg bitterligen beklage Prind- sens Andel deri, og at saamange ypperlige, elskværdige Egenskaber skulle fordunkles ved slige Irregulariteter. 3die Januar. Omtrent 6000 Tønder Korn ere komne til Norge, og mere ventes. Vaabenstilstand skal være sluttet med Rusland og Preussen og disse være stemte for Fred. Pontecorvo vil vel ikke entrere deri, men Kongen er selv gaaen til Armeen i Jylland, stiller sig i Spidsen for 40,000 Mand og kjæmper for sit Lands Frihed, Tryghed og Ære. Denne hans Beslutning har gjort en overmaade god Sensation her. Stemningen har ikke meget lang Tid været saa freidig. Og at alle disse glædelige og haabe- fulde Tidender just ere komne ved det nye Aars Begyn- delse, er en herlig Forbetydning. Gode Gud! skulde, efter alle de Trængsler og alle de Spaadomme om større Ulyk- ker, dette Aar vorde et Frelsens og Glædens Aar? Skulde nu alt Tiden være kommen, da Sæden, som nedlagdes med Graad, skal høstes med Frydesang? Skulde det kjære gamle Tvillingrige gaa hædret og selvstændigt ud af den
s.126	Undergangskamp, hvori det stedtes? Glædes- og Taknem- meligheds-Taarer staa mig i Øinene ved den blotte Tanke. 4de Januar. Platou fortalte mig, at ogsaa hans Musa har været sat i Contribution i Anledning af Julegilderne. Han ler selv af disse bestilte Arbeider, og siger, at det er no- get Snaus. -- Indmarsch i Sverrig ønskes og haabes, da Fred med dette Rige neppe er at vente. 8de Januar. Igaaraftes døde Cancelliraad Prahl. Han var en Mand af megen Aand og ægte bon sens, en hæderlig godmodig Olding, der næppe vitterlig fornærmede noget Men- neske. Den Egenskab, "at holde paa Paradoxer", som tillag- des ham i den bekjendte Vise, beholdt han rigtignok til sit Endeligt, men det voltairisk-persifflerende i hans paradoxe Yttringer maa mere tilskrives hans Tidsalder end ham selv. Nu er gamle Claus Frimann den eneste gjenlevende Digter fra det norske Selskabs gyldne Dage, thi hans Broder Diplomaten tør jeg ikke regne blandt Digterne. 12te Januar. Bispens Tjener bragte Forslaget til det nye Skole- reglement, renskrevet aldeles færdigt til Underskrift. Alt- saa har han ikke engang fundet det Umagen værd, at fo- relæse os de to sidste Capitler eller at unde os Tid til det Heles Gjennemlæsning. Blot vore Navne skulle staa der, og om vor Consens eller Dissens spørges ikke. Sag- tens har han ved denne Fremgangsmaade sparet os for meget ubehageligt Arbeide, og naar nu Kongen bevidner Commissionen sit allernaadigste Velbehag med dens Flid og Iver, tager hver af os upaaanket sin Femtepart af Complimenten, men med alt det er det dog en forned-
s.127	rende, uværdig Behandling, hvorimod jeg som Commissio- nens sidste Medlem, Bech, umiddelbar subordineret, ikke vel kunde nedlægge Protest, men mit Inderste oprører sig derimod, og jeg vilde meget frabede mig oftere at udnæv- nes til Medlem af en Commission, hvor jeg skulde spille en saa jammerlig Rolle. Cancelliraad Prahl blev begravet. Efter Jordpaa- kastelsen holdt Dr. Garmann en liden Tale, som ikke var uheldig, og blev fremsagt med megen Hjertelighed. Kun begreb jeg ikke, hvor Prahl kom til den Ros, at have for- herliget Guds Navn og virket til Religiøsitets og Dyds Udbredelse. Hæder med hans Minde, ogsaa derfor, at han som Forfatter stedse holdt Religion og gode Sæder tilbørligen i Ære, men at han just arbeidede til deres Fremme, kan jeg ikke sige. Hans Skrifter havde overalt en ganske anden Tendents. Til Middag var jeg tilsagt hos Prindsen. Der var overmaade stille ved Bordet; hver hviskede til sin Nabo, og kun nu og da talte Prindsen nogle Ord. Han syntes ei at være i godt Humeur, og sandelig der kan være Grund til Mismod ved denne usædvanlig lange og haarde Frost, som lænkebinder Havet, og hæver al Communication mellem Danmark og Norge, paa en Tid, da ei alene vort Land endnu trænger til Korntilførsel, men da de vigtigste Be- givenheder maa forefalde dernede, og Efterretninger daglig kunne ventes derfra, paa hvilke vort Fædrelands Held og Selvstændighed saa væsentlig bero. Nei Kalken er endnu ikke udtømt; der er maaske mange bittre Draaber i den; Gud unde os Kraft og Taalmodighed. 14de Januar. Min Prædiken er nu udkommen hos Lehmann, men
s.128	den fyldestgjør mig ikke aldeles. Jeg har villet sige for meget, og har derover virkelig sagt forlidet; ogsaa har jeg hastet formeget med Udarbeidelsen, hvorover mangt et Udtryk mangler den Kraft og mangen Periode den Run- ding og Velklang, jeg ellers havde været istand til at give den. 18de Januar. Meget ubehagelige Tidender har jeg idag hørt om Tilstanden i Danmark, hvis Indflydelse paa Norges Skjæbne da ei heller kan være andet end sørgelig. Men ihvorvel de bære et vist officielt Præg, maa man dog tro, at me- get deri er overdrevet, skjøndt vel ogsaa desværre her det gamle Ordsprog gjælder, at der ikke gaar Røg uden af Brand. -- Biskop Bugge er kommen hertil. Jeg var iaften sammen med ham i Selskab hos vor Bisp. Bugge er en uforlignelig Selskabsmand. Det er sandt, "hans Tale er hvas som Biens Braad", men der er ogsaa noget af "dens Honning", en vis Godmodighed, midt imellem alle Sarcasmerne og ikke mindste Bispelighed. 20de Januar. Imorges havde vi 25 Graders Kulde. Siden 1740 har man ei havt saadan streng Vinter. Prindsens Drivhus paa Ladegaardsøen afbrændte imorges. -- Hos Thygeson fandt jeg en hel Slump svenske Aviser. Jeg saa af dem, at Pontecorvo har nedsat en Regjeringscommitte i Holsten, som da er aldeles i fiendtlig Vold. Ogsaa læste jeg en foregiven Plan til et Nytaarsdigt, hvorledes Svea og Gotha gjorde en Tour til Hovedqvarteret, og paa Veien kom forbi Kjøbenhavns Rundetaarn, hvor Dana gjennem en Tubus, som en fransk Harlequin holdt bagvendt for hende, besaa Europas politiske Stilling, og anmodedes
s.129	forgjæves af de to svenske Madamer om at vende Kik- kerten om. 23de Januar. Ved Taffelet traf jeg Biskop Bugge, som har dag- lig Adgang til Prindsens Bord, under sit Ophold her. Prindsen synes at ynde ham, og maaske hans Ophold i en eller anden Henseende kan have sin gode Nytte, da der vel ikke findes Mange, maaske ikke en Eneste, der siger ham Sandheden saa rent ud, som Bugge. Han har en besynderlig Frimodighed til at sige alt, hvad der ligger ham paa Hjerte, men undertiden driver han det rigtignok vel vidt. 25de Januar. Man siger, at vi have faaet Fred; en af Kongens første Adjutanter, Oberstlieutenant Römer, skal have gjen- nem Sverrig bragt Prindsen Budskab derom; men den vil neppe forhøie Høitidelighederne i Anledning af Kon- gens Fødselsdag, som man tvertimod tror ville vorde ind- stillede. Alt hvad man endnu ved, er at Prindsen skal være saare ilde tilmode, at Thygeson, Carsten Anker og et Par Andre have været til langvarig Conference med ham, og at der endogsaa tales om hans Bortreise. Iøv- rigt er alt endnu blotte Formodninger, men da man hver- ken har illumineret eller skudt fra Fæstningen eller udstedt jublende Proclamationer, saa lader Fredsbetingelserne sig omtrent gjætte, og ventelig er det forbi med Norges In- tegritet og det fælles Fædrelands Selvstændighed. Saa skulde det da lykkes Ondskaben at seire! Dog, vi ere maa- ske endnu langt fra den endelige Katastrophe, og Treschow aner endnu Muligheden i, at den store Napoleon kan vorde vor Hevner. Jeg har ikke tabt Modet og vil ikke
s.130	tabe det. Jeg har hverken daaret mig med skjønne Drømme eller ængstet mig med unyttige Bekymringer. Jeg har haabet, men mit Haab har ikke hvilet paa en Grundvold, som Pontecorvo kan rokke, og derfor haaber jeg endnu, og skal med Guds Hjelp vedblive at haabe, saalænge mit Hjerte slaar. Treschow beklagede, at Dan- mark og Norge ikke har og neppe i Mands Minde har havt en Statsmand af Geni. Derover gik det da godt saalænge Lykken føiede, men da den vendte Ryggen, stod man i Forlegenhed, og greb den ene gale Ressource efter den anden. Om Thygeson dømmer han ikke fordelagti- gen: "Hvor ei hans egen Ære eller Interesse er med i Spillet, er han ingen stor Mand". 26de Januar. Med stor Forundring modtog jeg tidlig i Morges et Extrablad af "Tiden", der Ord til andet lød som føl- ger: "Den mørke og for menneskelige Øine uigjennem- trængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klar- hed blænder næsten det glade stirrende Øie. Fred, Fred i Norden! Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kundgjøre, iler han herved at meddele. Ifølge aldeles paalidelige Efterretninger ere Prelimi- nairerne for Freden til Lands og til Vands afsluttede mellem Hs. Majestæt Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter. Om Fredsbetingelserne kan Udgiveren Intet fortælle, da han ikke kjender dem, og da de rimeligvis i den Skyn- ding, hvormed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunde blive fuldstændigen meddelte, men det faste Haab ville vi
s.131	nære, at de ikke kunne være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks og Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, der er Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi uden Banghed tør se Fremtiden imøde". Saare nysgjærrig efter at vide, hvorpaa denne Glæde og dette Haab kunde være bygget, der mærkeligen contra- sterede mod, hvad jeg hørte igaaraftes, gik jeg til Wulfs- berg. Bache havde bragt ham mundtlig Befaling fra Thy- geson i Prindsens Navn, at lade et Extrablad af "Tiden" udgaa, hvori tilkjendegaves Publikum, at "Kongen af Dan- mark og Norge" havde sluttet Fred med de allierede Mag- ter. Jeg begriber ikke, hvorfra Wulfsberg, med sine Grund- sætninger, og i sin nærværende fortrykte Forfatning, fik den varme enthusiastiske Glæde, der fremlyste af det Aver- tissement, der sendtes Thygeson og fra ham Prindsen til Censur. Denne sidste havde ladet en ubarmhjertig Dom gaa over nogle af Wulfsbergs sangvinske Ytringer. En hjertelig Tak til Gud, at Blodsudgydelsen og Mangelen nu bare endte, at Handel og Næringsveie herefter skulde blomstre, udslettede han rent. Istedetfor "Tvillingrigernes" Lyksalighed satte han "Danmarks og Norges", hver for sig isoleret uden Copulativpartikel. Wulfsberg vilde at vi skulde stole paa vor retfærdige Sag og Kongen, hvilken ved denne Leilighed sagdes en Compliment; Prindsen der- imod fandt, at det var nok at forlade sig paa Gud og Nationens Kraft. Disse Rettelser forekom mig betænke- lige, men hvad jeg siden har hørt retfærdiggjør dem fuld- kommen. Kong Frederik den Sjette har i Spidsen for nogle og 40000 Mand, som Bæltet rigtignok adskilte fra Fienden, uden Sværdslag afstaaet hele Norge til
s.132	Sverrig! og endda oven i Kjøbet forpligtet sig til at stille 10000 Mand mod de Franske. -- Det første Rygte, at Trondhjems Stift og Kongsvinger og Frederiksstens Fæstninger skulde afstaaes, gjorde langt ubehageligere Sen- sation; det vilde voldt tusinde Farer og Ulykker og vel tilsidst draget hele Norges Fald efter sig. Nu derimod lader Norge sig vist ikke afstaa. De Partier, som vist- nok existere i Landet, kunne ei vel reise Hovedet og De- magogerne, hvoraf her vel findes adskillige, blive ei hørte. Thi alle have et Foreningspunkt, som ingen af Partierne kan protestere imod: den lovmæssige Thronarving, Prinds Christian. Han reiser imorgen til Trondhjem, gjør sig kjendt og elsket af Oplændingerne, Trønderne og Armeen; imidlertid arbeides vel her og i Rigets øvrige Stifter, og længe varer det nok ikke, inden Christian den Første proclameres som Norges Konge. Hvad man hidtil ved af hans Adfærd, røber megen Sindighed og Aandsnærværelse. Han beholder sin rolige Fatning, har været om Aftenen i Selskaber, og Ingen har kunnet mærke Forandring hos ham, medens han grundlægger et Værk, som jeg haaber vil fremme Norges Held og gjøre hans Navn udødeligt. Det eneste jeg har tænkt mig til Kongens Undskyldning, er, at han har forestillet sig det at ville ske, som nu sker. Var det ikke saa, var det blot Frygt og Svaghed, da falde han uhædret, og ringeagtende Medynk er alt, hvad vi kunne yde ham i hans Fald. Saa krænkende den Ven- ding var mig, som Tingene syntes at ville tage under den forrige Prinds Christian, saameget Affald fra Dan- nerkongen da vilde bedrøvet og revolteret mig, saa høili- gen jeg har afskyet de svenske Insinuationer i den senere Tid, saa glad og haabfuld hæver min Sjel sig i dette
s.133	Øieblik, da det er Kongen, som forlader os. Hvor kunne vi da holde fast ved ham? Gud være evig lovet, at vi have Prinds Christian! Uden ham vare vi forlorne, men nu siger jeg: "Nil metendum, duce Tencro et adspice Teucro". Til Aften havde jeg indbuden Treschow, Sverdrup, Præsident Bull, Lector Hersleb og Mariboe. Hvad Sam- talens Æmne var, behøver jeg ikke at sige. Om den udenlandske Politik, om Napoleon, var endnu Dissens; om den indenlandske derimod fuldkommen Enighed. Da jeg for halvandet Aar siden begyndte denne Dagbog, var Fortællingen om Brevet fra det svenske Rigsdagsmedlem noget af det første, den indeholdt. Jeg slutter nu det tredie Bind, og slutter det med en mærkelig Epoche. Det er kommet til en Katastrophe, som ventelig vil frembringe mærkelige Begivenheder inden næste Bind sluttes. Hvad Forholdsregler jeg for min ringe Person bør tage, kan ikke være tvivlsomt. At jeg aldrig skal spille nogen Rolle, der vil vanære mit Hjerte, haaber jeg. Og saa raade Gud, som hidtil viseligen og kjærligen har raadet. Hans Varetægt hvile over mig og Mine, over mine uforglemmelige danske Venner (ak! som ei mere ere mine Landsmænd!) over hver Norges Mand, der kan og vil virke til dets Hæder, over vor ædle Prinds Christian og over Fædrelandet! 27de Januar. Med Forundring hører jeg, at Thygeson alligevel giver Middagsselskab paa Kongens Fødselsdag, dog ikke stort, men kun for Byens første Embedsmænd, hvoriblandt da jeg uværdig. -- Jeg talte længe med Mariboe. Sine Oppositioner i Selskabet for Norges Vel gjorde han vel
s.134	meget Væsen af, ligesom jeg heller ikke kan billige det Skridt af ham, at han i Forsamlingen den 3die Januar ene blandt alle Tilstedeværende vægrede sig ved at under- skrive Conventionen, hvilket ogsaa skal have paadraget ham Prinds Christians Misnøie. Dagen efter havde han rig- tignok i Brev til Prindsen fremført sine Grunde, og for at vise, at ikke Sparsomhed eller Mangel paa Patrio- tisme havde bestemt ham, offereret 1000 Sølvdaler aar- lig i 10 paa hinanden følgende Aar til Kornmagaziners Oprettelse og Vedligeholdelse. Det blev modtaget med Tak, men kold Tak, og jeg kan ikke undres over, at Prind- sen var lidt vred paa den Mand, som ene vilde være klo- gere end en udvalgt Committe af Landets klogeste og, hvad Mange af dem angik, i enhver Henseende ypperligste Mænd. Men da denne Fortælling var forbi, kunde jeg ikke andet end hjerteligen bifalde og sympathisere med alt, hvad han siden talte, og erkjende, at Norge i ham har en ædel og trofast Søn. Adskilligt af hvad han fortalte var mig nyt, hvoriblandt, at Dagen allerede var bestemt, da Prinds Christian August skulde udraabes til Konge i Norge. Gud ske Lov, at den Skjændsel afvendtes, og vi holdt ud indtil vi med bedre, mere frelst Samvittighed kunde yde en anden Christian denne Hylding! 28de Januar. Det er nok længe siden denne Dag i Norge, jeg vil tro ogsaa i Danmark, var saa lidet glædelig og høitide- lig. Mørke hviler vel endnu over Tingenes egentlige Be- skaffenhed, og et nyt Extrablad af "Tiden", der bares om iaften, har ikke opklaret det; men jeg frygter meget, at Frederik den Sjette uopretteligen har fordærvet sin Sag, og at han ei alene har mistet Norges Throne, men
s.135	at ogsaa den, hvorpaa han endnu sidder, er faldefærdig, og at Wulfsbergs Fortolkning, da en ussel Smigrer i Kongens Navnetræk FVI. R. fandt Fredericus vir, at det efter Bogstavføiningen langt naturligere kunde forklares Fui rex, vil erkjendes at være den rigtige. Dette Extrablad for- tæller nemlig efter aldeles paalidelige private Breve: at Jylland aldeles ikke har været betraadt af Fienden, og at Kongen fra sit Hovedkvarter i Fyen (Hindsgavl) har nego- tieret med de forenede Magter. Præliminairfreden slut- tedes og Tropperne rømmede strax Slesvig; videre vare de ikke komne. Dette, hvorom jeg intet hørte hos Thy- geson, forbausede mig mere end noget af det foregaaende. Thygeson har udstedt et Circulære til Underøvrighederne i Stiftet, hvori han paalægger, at forebygge at Folket foruroliges ved udspredte Rygter. Endnu ved man intet Officielt (Rømer, hører jeg, havde mundtlig Budskab) og saasnart saadant indløber, skal det ufortøvet vorde bekjendt- gjort. Men ihvordan end Sagerne staa, vil man ved Enighed og Standhaftighed og tillidsfuld Hengivenhed til den ædle og kraftfulde Prinds Christian kunne haabe og udrette alt. -- I Middagsselskabet hos Thygeson havde Storkorsene Rosenkrantz og Haxthausen ikke Ordenskjæde, som ellers almindeligen bæres paa Kongens Fødselsdag, og Biskop Bech havde ikke engang Præstedragt. Ved næst- sidste Ret udbragte Thygeson: "Hans Majestæt Kong Fred- rik den Sjette, hvis Fødselsdag det er!" Selskabet reiste sig og drak taus. Umiddelbar derpaa taltes høit og frit om Kongens Adfærd, og hvorledes Statsraadet paa Hinds- gavl havde gjort sig udødeligt i Historien. Men nu pro- poneredes Dronning Marias Skaal; man udbrød i Lov- taler over hende og Stemningen blev blidere. Vor elskte
s.136	Statholders Skaal var den næste, og udmærkede sig kun fra de andre ved Glassenes lydeligere Samklang. Gamle Norge! Mod, Kraft og Enighed! var den sidste Skaal og med den reiste man sig fra Bordet. Agent Nielsen talte efter Maaltidet mistrøstende Ord, og erklærede, at vor Modstand, uden Fred med England, vilde være frugtesløs, og England formodede han vilde holde fast ved Sverrig, men han fandt ikke Medhold hos nogen i Forsamlingen. Rosenørn beklagede sig og de flere i Danmark hjemme- hørende, her blot for en Tid commanderede Officerers Stilling ved Norges Adskillelse fra Danmark, men det maa vel efter simpel Billigheds Regler tillades dem selv at vælge, hvilket Lands Borgere de ville være, og jeg skulde tro, lige Tilladelse gives alle Normænd i Danmark og alle Danske i Norge. 29de Januar. Sidstnævnte Extrablads Bekjendtgjørelse var Ord til andet aftrykt i Intelligentsseddelen. Efterretningen var kommen fra Thygeson, men Anmærkningerne, hvis Me- ning, skjøndt Sproget er lidt forblommet, ei kan miskjen- des, er af Wulfsberg og havde vundet Stiftamtmandens fuldkomne Bifald. Sagen bliver mer og mer ubegribelig, og der skal et kløgtigt Hoved til at finde ud af denne Labyrinth. De Allieredes Tropper i Slesvig og Holsten faa Ordre til over Hals og Hoved at begive sig til Hol- land, hvor de Franske skal have vundet et Slag. 24 Ti- mer efter denne Afmarsch sidder Kongen af Danmark i Fyen, omgivet af 40 -- 50000 Mand, slutter Fred med Fi- enden, der ikke har en eneste Mand indenfor hans Riges Grændser, afstaar Norge og leverer 10000 Mand til at bekrige sin fordums Allierede, og modtager i Erstatning
s.137	en Pengesum, nogle sige da ogsaa Pommern og Rügen. Dette sammenlignet med Kongens Adfærd under den hele Krig synes saa afsindigt, at det, hvis det er sandt, røber en ren Hjernens Forvirrelse, og den har man dog hidtil ikke mærket hos Hans Majestæt. Skulde det Hele være en Maske, et aftalt Spil mellem Kongen og Prinds Chri- stian? -- Man begriber ikke, hvortil det skulde nytte; heller ikke kan det rimes sammen med Omstændighederne. Der siges, at Prindsen har faaet Ordre til at vende til- bage til Danmark, og nedsende de norske Orlogsbrigger, og at Christian har svaret: han vil blive i Norge, og behøver Briggerne til Landets Forsvar. Det kan maaske være et blot Rygte, men skulde det være politisk rigtigt at vække hos Normændene den tildels indslumrede Mis- nøie med Kong Frederik? Synes det ikke, som man næsten har til Hensigt at lægge Kongen for Had, og overtyde Nationen om, at hos ham er intet at haabe? Endnu en Anecdote, som synes at vidne imod, at Prindsen er indviet i en saadan Plan, fortalte Rosenørn. Han skrev til Kongen mod Römer, dicterede Meidell Adres- sen: "Til Frederik den Sjette, Konge til Danmark", og Taarer trillede ham ned ad Kinderne. Hvad skal man nu tro? -- Iaften faldt mine Tanker paa Danmark, og denne Tanke gjorde mig hel sørgmodig. At jeg som Norges Søn maa og bør dele dets Skjæbne, er unægte- ligt. Jeg er født i Norge, jeg har mit Embede og min Familie der, men meget har jeg dog efterladt i Danmark, som gjør mig dette Land evig kjært: mine gladeste Dages Minde, og de bedste Venner jeg har fundet paa Jorden. Og hint mine Glæders Hjem tænkte jeg mig aldrig ander- ledes end som mit Fædreland, disse mine trofaste Venner
s.138	aldrig uden som mine Landsmænd. Der var en Tid, da jeg var Udlænding i Norge, da mit Legeme var her, men mit Hjerte i Kjøbenhavn. Endnu i det sidste Aar har jeg leget med behagelige Drømme om at møde igjen min Ung- doms Medvandrere, at leve med dem -- og at dø hos dem! Danmark skal herefter være mig fremmed, som Tydskland, som Schweitz, snart maaske -- som dog Gud naadeligen afvende! mere end det forhadte Sverrig. Det er tungt! 31te Januar. Endnu ved man intet mere, men man begynder i Publicum stærkt at ane en Proformahandel i den hele Fredsslutning og Afstaaelse. 1ste Februar. Hegermann har faaet Ordre til at holde sig marsch- færdig. Han misbilliger at der fra Prindsens Side iagt- tages den dybeste Taushed paa en Tid, da Nationen maa føle Uro og Bekymring. Man har bekjendtgjort, at Fred er sluttet, og i samme Øieblik gjøres de stærkeste Krigs- Tilberedelser -- mod hvem? og i hvad Hensigt? det maa man gjætte sig til efter uhjemlede Rygter. Jeg kan ikke tro andet, end at Prindsen ved, hvad han gjør, at han er intet mindre end uvirksom, og at han tier kun fordi Tiden til at tale endnu ikke er kommen, men at denne Taushed seigpiner os, er vist, og mer end nogensinde forhen ere de Mennesker at undskylde, som spaa det værste. -- Ge- neralauditeur Bergh tror ikke paa nogen anlagt Plan, men tager alt efter Bogstaven, og tilskriver Kongens "Dumhed" den hele sørgelige Katastrophe. 2den Februar. Hos Wulfsberg fandt jeg en Bulletin om Prindsens
s.139	Reise til Toten, hvorfra Holten havde skrevet den, fuld af mange unyttige Ord, men naturligvis intet i den af det, vi helst vilde vide. -- Thulstrup finder Kongens Ad- færd undskyldelig. Han tror, at det er hans Mening og Ønske, om just ikke udtrykt ved Ord, at Norge skal frelse sig selv, siden han ikke kan gjøre det, og blive ved den danske Kongestamme, uagtet det er tabt for ham. Heller ikke mistvivler Thulstrup derom, naar kun England vil forholde sig passiv og tilstede fri Skibsfart. 3die Februar. Flere ville, at Prinds Christian, ved at modtage Nor- ges Krone, skal fraskrive sig Danmarks. Saa forskjelligt tænke vi Mennesker. For mig vilde det være en af mit Livs gladeste Dage, naar Danmark og Norge igjen forene- des under en selvstændig og ædel Regent. -- Den gamle fromme Fru -- aner i al denne Forvirring det Heles Opløsning og den glædelige Domsdags Nærmelse. 4de Februar. Anker er af den Mening, at vi bør overgive os til de Svenske, dog under visse Betingelser, og vil Svensken ikke indgaa paa dem, da bør vi slaa til sidste Blodsdraabe. Han havde iøvrigt idag Statsprojecter nok, saasom at der i hvert Sogn bør være en civil Embedsmand, der fore- ner i sin Person Foged, Sorenskriver og Lensmand, virker alt i Forening med Præsten, og staar kun under en Ge- neralintendant, der reiser om for at paase, at alt gaar ordentligt til: at Bispeembederne skulle nedlægges og Amts- provster vælges af Præsteskabet: at det repræsentative System skulde indføres og Proprietærstanden, som paasto- des udelukket fra den svenske Rigsdag, spille en Hoved- rolle der. Det sidste Forslag synes at lugte vel meget af
s.140	egen Interesse, og mod dem alle kunde gjøres vigtige Ind- vendinger. Derimod nødsagedes jeg at give Anker Med- hold i den Klage, han førte over Prindsen, at han intet bekjendtgjør om Norges Afstaaelse. Svenske Commissai- rer kunne hver Dag ventes med Paastand om at tage Landet i Besiddelse, Armeer trække sammen paa begge Ri- gers Grændser, Landets Krigere bortkaldes did fra deres Arne, denne Egn bebyrdes med skrækkelige Transporter, og Grunden til alt dette skal man ignorere! Ogsaa over Bispen maa jeg undres. Stiftamtmanden fortæller dog sine Undergivne noget, skjøndt altfor lidet, men Præsterne, som dog kunne virke saameget paa Almenstemningen, siges ikke et Ord. Vi tør ikke udlade os med det ringeste, vi vide ikke engang, om vi skulle bede for Kongen.

bla videre