|
29de Oktober.
I Conversationsselskabet holdtes Generalforsamling,
hvori besluttedes: 1. At Thedrikningen under de videnskabe-
lige Forhandlinger om Mandagen bortfalder paa Grund af
Theens, Sukkerets og Flødens Kostbarhed. 2. At Selskabet
herefter kun samles fire Gange om Ugen. 3. At Torsdags-
aftenerne skal anvendes til Declamationsøvelser, der skulle
bestyres og reguleres af Lector Hersleb og mig. 4. At og-
saa enkelte ikke akademiske Borgere kunne være Medlemmer.
For at faae de manglende Pladse besatte besluttede man at
indbyde Bergh, Maschmann, Schandorff, Assessor Krog,
Mariboe, Tullin og Roverud til at tiltræde vort Selskab,
over hvis Forsamlingssal heel passende kunde anbringes: Par-
turiunt montes, -- det manglende kan den gunstige Læser
i Tankerne supplere. I Aften udrettedes Intet enten for
Videnskaben eller Selskabelighed; det var en Generalfor-
samling i en Club, kun deri forskjellig fra andre mig bekjendte,
at man frøs, sultede og tørstede. At Declamationsøvelsen
|
| s.253 | kun bliver et usselt Palliativ, der ikke vil holde Selskabet
ved Live til Vinterens Ende, er mig klart. Vort Declama-
torium paa Theatret begyndte under ganske andre Auspicier,
og synes dog allerede at sove den evige Søvn. Hvad tør
da vort i det Hele uæsthetiske Samfund love sig? Alt lige-
til det elendige Locale modsætter sig en saadan Indretnings
heldige Fremgang, og skjøndt jeg vel vilde følt mig fornær-
met, om man havde forbigaaet mig, beklager jeg, at jeg ved
at være valgt til Bestyrer af det Fjas nu er nødt til at
være tilstede idetmindste hver Torsdag som Regulator ved
en Forretning, der aldrig i Verden kan blive til Nytte og
neppe nok til Fornøielse for nogen Moders Sjæl.
31te Oktober.
Ringeagt for Religionen er værre end aabenbar Mod-
stand, var i Dag min Prædikens Thema. Jeg beviste det af
tre Grunde: 1. Ringeagt er langt almindeligere. 2. Religi-
onens Modstandere kan modsiges og gjendrives, dens For-
agtere ikke. 3. Der er Haab om, at Religionens Modstan-
der kan vende tilbage til Sandhedens Erkjendelse, men ikke at
dens Foragter vil det. En djærv Anvendelse paa vore
Tiders Tegn endte Talen, som jeg regner til mine heldigste,
baade hvad Plan og Udførelse angaaer.
1ste November.
"Nora til Svea" er Tittelen paa et Digt, Bonnevie1
|
| s.254 | har udgivet. Jeg læste det i Dag, og mindes aldrig at
have læst noget haardere eller bitrere. Til Beviis herpaa
afskriver jeg de første otte og de sidste otte Linier.
"Vanslægtet Søsterland! ufrie Dverges Hjem!
Jeg nævner dem med Grue, en Skjændsel for sin Stamme!
Den Asaslægt, som først blandt mine Fjeld drog frem,
Og dine Sønner blev -- o Thor! det var den samme!
Men Svea! dine Børn har glemt de Dyders Navn,
Som dybt hiin Helteflok grundfæstede i Norden;
Dem kjender du ei meer -- og kun ved deres Savn
Udmærke de dit Sted blandt Rigerne paa Jorden.
Vend om, Fornedrede! lær først i Fædrestavn
At skatte Dyd og Mod og Nordiskhed og Ære!
Da kan Du Nor og Dan tilbyde Brodernavn,
Men Herskerscepret skal Du aldrig bære.
Hvis ei, saa drag dit Sværd, om Du endnu har Mod
Til, som det bør sig Mænd, i Kamp mod Mænd at træde,
At tørstig, haanet Jord inddrikke kan dit Blod
Og graadig Ulv og Ravn Dig værdig Gravsang kvæde.
I denne Tone er det Hele stemt.
2den November.
Aggers Fattigvæsen er den evige Anstødssten for min
Roe og Tilfredshed. I Dag har jeg havt et fast uaflade-
ligt Overløb. Blandt Andre var her en Pige, som var flyt-
tet fra Byen ud i Lakkegaden og havde ligget i Barselseng
|
| s.255 | der og opholdt sig der saalænge, at hendes uægte Barn de
jure hører under Aggers Fattigvæsen. Jeg følte i det Øie-
blik, jeg nedtordnede Skjændsel over hende, at min Adfærd var
haard og inhuman, og maaskee hun havde fortjent en lemfæl-
digere, men Taalmodigheden forgik mig reent over disse
mange uægte Børn. Letsindigheden blandt de unge Piger af
Almuesklassen er saa almindelig og vederstyggelig, at min
naturlige Medlidenhed forsvinder.
3die November.
Guldbergs Døgnpjece: "Et Ord til sin Tid" er ind-
deelt i tre Stykker, hvoraf den første kaldes "Stemmer fra
Fortiden". Ret sindrigen opstilles her Udsagn af Fortids
Talere og Skribenter, hvoraf udledes det upolitiske og umo-
ralske i Sverriges nuværende Forhold og vor Pligt under
den farlige Kamp, vi indvikles i. Imidlertid kunde vel her
spørges: hvad beviser alt dette? Sandhed og Ret bliver
Sandhed og Ret, om den end ikke understøttes med en ene-
ste Autoritet, og om en Contrapart citerede Machiavel,
William Pitt og andre heller ikke forkastelige Autoriteter,
blev vore Fienders Adfærd derved ikke mindre lovstridig, end
den nu er. Disse Citater beviser slet Intet, uden at en Hob
ældre og yngre Forfattere have tænkt som vore Dages og
vort Fædrelands sande Patrioter, og det vidste vi nok Alle,
førend Guldberg sagde os det.
4de November.
Jeg har gjennembladet "En Svenskes Sendebrev til
August Wilhelm Schlegel", som har fornedret sig ved at
gaae i Pontecorvos Tjeneste, og skrive Forsvarsskrifter for
den nedrige svenske Politik. Pjecen er skreven paa Fransk,
og oversat af T. C. Brun, og man anseer den danske Legati-
onsraad Manthey for dens Forfatter. Han maskerer sig
ogsaa meget slet og den Ironie, hvormed han begynder, som
|
| s.256 | er maadelig nok, vedvarer kun et Par Blade, da Forfatteren,
skjøndt under en Svenskers Navn, siden tager Bladet reent
fra Munden. En god Sag er let at forsvare. Den danske
Regjerings Adfærd er saa ædel og redelig, at simple Kjends-
gjerningers ukunstlede Fremsættelse er dens bedste Apologie.
At iøvrigt dette Skrift har noget mærkeligt ved sig, kan jeg
ikke sige, og Udfaldene mod Schlegel som Æsthetiker ere lige-
saa ubeføiede som denne Sag uvedkommende. At han, som
udmærket æsthetisk Skribent, fornedrer sig til at være leiet
Pamphletskriver for en svensk Prinds, vanærer ham i mine
Tanker langt mere, end om han som tysk Stymper og Vind-
mager havde paataget sig dette Arbeide -- thi hvad bedre
kunde da ventes af ham?
5te November.
Treschow er misfornøiet med Christianias Stemning i
Henseende til Universitetssagen og med det ringe Antal Til-
hørere, han holder Forelæsninger for. Det første er kun
en Bekræftelse af min Mening, som det vilde været crimen
læsæ at yttre, at et Universitet i Norge blot var Individers
Ønske, ikke Nationens. Jeg havde og allerede begyndt en
Afhandling, som jeg vilde indsendt til Directionen for Sel-
skabet for Norges Vel, men saa kom den store 2den Septbr.
1811, modtagen af Jubelen fra Øst og Vest, og naturligviis
maatte jeg bringe den minde profane Tanker som et ringe
Brændoffer. Nu erfares det klarligen, at mit Syn endda
ikke var saa svagt, og naar Krandsen endelig skal sættes paa
den stolte Bygning, veed vor Herre. Treschows anden Klage
forekommer mig mindre beføiet. Vor Byes Embedsmænd
ere i denne commissionsrige Tid saa overvældede med Ar-
beide, især om Formiddagen, at der virkelig ikke levnes dem
tid til at høre Forelæsninger i Sammenhæng, og afbrudte
Fragmenter af et philosophisk Foredrag, hvor det foregaaen-
|
| s.257 | de maatte være hørt, for at det efterfølgende kunde forstaaes
gider man dog ikke høre. Desuden ere jo Forelæsningerne
udtrykkelig bestemte for den studerende Ungdom, og man kan
da ikke fortænke Byens ældre academici, om de ei besøge dem,
saaledes som Kjøbenhavnerne de Collegier, som holdtes for
provectiores. At Kjøbmænd ei høre en Treschow, er ikke
at undres over, og saaledes kan det vel være krænkende for den
lærde og fortjente Olding at see sine Tilhøreres Antal ind-
skrænket til 18 unge Studenter, men uventet burde det neppe
være ham, naar han ei havde ventet mere, end Tidernes
Tegn berettigede ham til. -- Med al sin Stilfærdighed og
tilsyneladende Stivhed er Hersleb uden Tvivl en saare
prægtig ung Mand.2
|
| s.258 |
6te November.
Falbe fortalte, at Prindsen melder sig til Aftensmaaltid
snart hos en, snart hos en anden af Stadens Indvaanere,
at han alt tre Gange har viist ham den Naade, og at
han vist troer, Touren ogsaa engang kommer til mig.
7de November.
Saa misfornøiet jeg var med min Prædiken sidste Alle-
helgens Søndag, saa tilfreds var jeg med den, jeg i Dag holdt
i Aggers Kirke. Jeg har heller aldrig betraadt Prædikesto-
len i en bedre Stemning, og den vedligeholdtes uafbrudt
under hele Gudstjenesten. Veiret var mørkt, og Føret afsky-
eligt. Paa 100 Communicanter nær, kunde jeg altsaa ikke
vente mange Tilhørere; men denne Omstændighed, der mere
end en Gang har forstemt mig i Slotskirken, gjorde i Dag
slet intet Indtryk paa mig. Jeg tænkte paa, hvad Mynster
siger derom i hans skjønne Afhandling "Om den Kunst at
prædike". Det er sandt, at møisommeligt indstuderet Velta-
lenhedsværk er det ærgerlig at fremsige i en tom Kirke, hvor
der maaskee ikke er et Menneske, som kan paaskjønne Talens
Værd; men et populairt, christeligt Foredrag, hvor ægte Re-
ligionslære forkyndes med Simpelhed og Følelse, det er
ikke frugtesløst, fordi det ei har mange og høilærde Tilhø-
rere. Er der i Kirken to Mennesker, hvis Forstand bifalder
og hvis Hjerte røres ved det sagte, har Prædikanten ikke
talt forgjæves, og at der vel i Dag var mere end to i Aggers
Kirke, paa hvem min Prædiken gjorde velgjørende Indtryk,
haaber jeg. Jeg talte over de Ord: "Salige ere de, som
hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mættes."
Til Slutning omtalte jeg i Anledning af Reformations-
festen Luther som den, der aldrig kunde foretaget og udført
saa store Ting, naar ei Hunger og Tørst efter Retfærdighed,
at kjende Sandheden og virke Gavn havde drevet ham.
|
| s.259 | Hans Løn var Millioners Oplysning og Forædling her, og
hans og deres Salighed hisset nævnede jeg som Opmuntring
for os til, hver i sin Virkekreds, at besjeles af saadan Læng-
sel og arbeide paa at faae den tilfredsstillet.
8de November.
Prindsen havde i Aften meldt sig til Holten. Foruden
ham og hans Adjutant Meidell var Justitsraad Thrane,
Kammerjunker Mansbach og jeg de eneste Fremmede. Jeg
havde en meget livlig Lhombre med Hans Høihed selv,
Mansbach og Holten. Aftensmaaltidet var tarveligt (Fri-
cassee og Pandekager), men jeg har ikke paa længe bivaanet
et morsommere, mere tvangfrit. Der var megen Spøg.
Da saaledes Holten undskyldte Kagernes Simpelhed, sammen-
lignede Prindsen sig med den adelige Frue i Barselstuen,
som tog tiltakke med de ringe Kager, der stode paa Bordet.
9de November.
Forsamlingen i Conversationsselskabet var overmaade
talrig. Prahl3 forelæste to ovidske Fortællinger, som han
havde oversat paa sin Maade og forsynet med allehaande
spidsfindige Anmærkninger. Jeg kan ikke sige, det bedrøvede
mig at maatte forlade Selskabet, inden Læsningen var endt;
thi jeg indsaa hverken, hvorfor vi skulde høre de Geschichter,
|
| s.260 | eller hvad der bagefter kunde være at sige om dem. Der
er mig overalt for meget af det norske Selskabs Aand og
Tone hos Prahl. At gjøre Alt latterligt, det er det meest
charakteristiske ved den, og hvad kan ikke et vittigt Hoved
gjøre latterligt, naar Villien er der?
10de November.
I aften opførtes Barberen af Sevilla, der i det
Hele gik godt. Øverst blandt de Spillende stod Frue
Thygeson som Rosine (hun har et overmaade smukt Organ,
der kun kan sammenlignes med Mad. Hegers, spillede ogsaa
med udmærket Simpelhed og Ynde) og Capt. Schjøtt, der i
Figaro har sin Bravourrolle.
12te November.
Jeg har i disse Dage faaet to Bind af det store norske
Selskabs historisk-philosophiske Skrifter. Det nye, jeg fandt
der, var Provst Rynnings Afhandling om Odelsretten og
Jacob Aalls om den norske Geistligheds Forfatning i ældre
og nyere Dage. Den første synes mig meget grundig og
overbevisende; til egentlig at bedømme den mangler jeg
baade juridiske og økonomiske Kundskaber. Det er vel, at
denne Sag engang er gjennemgaaet fra Grunden af, paa det
at ethvert Forsvarsvaaben kunde vorde Indløsningens for-
blindede Forsvarere betaget. Mig har denne Rets Fornuft-
stridighed og Skadelighed været saa indlysende, at jeg ikke
behøvede en Afhandling paa henved 200 fiintrykte Sider i
stor Octav for at bestyrkes i min Overbeviisning. -- Til
Læsningen af Aalls Skrift gik jeg med en Nysjærrighed,
som ikke tilfredsstilledes. De historiske Beretninger, der gaae
saare langt tilbage i Tiden, ligetil Harald Haarfager, og
som udgjør den betydeligste Deel af Skriftet, ere meget be-
kjendte og bidrage ei heller betydeligen til at oplyse eller
forstærke, hvad Forfatteren erklærer for sin Hovedsag: Geist-
lighedens nærværende Kaar og sammes mulige Forbedring.
|
| s.261 | Denne afhandles kort og superficielt, og hvad man egentlig
meest maa glædes ved, er at see en verdslig Mand frem-
træde som den miskjendte Geistligheds Forsvarer, og af en
upartisk og uafhængig Jorddrot og Brugspatron at høre
Sandheder, hvilke man hos Bisp eller præst maaske vilde
betragte som Fostere af esprit de corps. Men for at høres af
vore paa Hjerter og Øren uomskaarne Collegiemænd, maatte man
rigtignok have hævet Røsten høiere og eftertrykkeligere end Aall-
Dette, som saa meget, bliver vel "den Røst, som raaber i Ørke-
nen". -- Prindsen har yttret Ønske om, at Knudsen, som nu er
kommen tilbage fra sin Rundtour, maae gives en Benefice inden sin
Hjemreise, og at "Den Stundesløse" maa være Stykket, som be-
stemmes dertil. Hans Høiheds Ønske var naturligviis Befaling,
og efter mine Collegers Ønske skrev jeg et complimentsbrev til
Knudsen med et saadant Tilbud, medens de andre besatte Rollerne.
13de November.
Atter kaldtes jeg til Directionsmøde hos Mad. Collett.
Der fremlagdes et Brev fra Knudsen, hvori han frabad sig
den ham tiltænkte Benefice, men tilbød sig at spille Oldfux
til Bedste for Byens Huusarme. Pluraliteten fandt dette Til-
bud uantageligt og lidt stødende, som om Selskabet behøvede
Knudsens Paamindelse om, hvad det skyldte de Fattige, eller
hans Hjælp til at understøtte dem. Man vilde sendt ham
et høfligt Afslag, men saa foreslog Haffner i Prindsens Navn
at træffe en Middelvei: at Selskabet selv skulde give en Fo-
restilling for de Fattige, og anmode Knudsen om at spille
Oldfux som Gjæsterolle, hvorved da al Indsamling og Be-
kjendtgjørelse fra hans Side med samt Prolog og Epilog bort-
faldt. Atter valgte man mig til Consipist, og med Fiinhed
tilkjendegav jeg ham Directionens sande Mening saaledes,
at han ei syntes at kunne tage Feil af den. Dette gjorde
han imidlertid, enten han nu ikke forstod eller ikke vilde for-
staae den; thi i Eftermiddag, da han besøgte mig, og var
|
| s.262 | (det forstaaer sig) idel Henrykkelse og Taknemmelighed, yttrede
han at ville holde en Prolog, Holbergs Minde til Ære.
Jeg kunde lykkeligviis henvise ham til Kjerulf1 angaaende den
Sag, og hvorledes de komme ud af det uden Misnøie paa
nogen af Siderne, det see de til! Ellers henkastede han saa
løseligt som et Flyveindfald, at istedetfor en Benefice, som Delica-
tesse forbød ham at modtage, kunde Prindsen og Christiania Bye
vise ham den Opmærksomhed, hvis de fandt, han var den værd,
at gjøre Sammenskud og sende ham denne Sum for en Billet,
naar Kongen forunder ham en Benefice i Kjøbenhavn. Iøv-
rigt vil jeg aldrig nægte, at han i Dag teede sig som en Nar
eller et forrykt Menneske. Han talte uophørlig om sit Jeg
og intet Andet end sit Jeg: de Strabadser, han havde udstaaet:
de Fester, han havde holdt: de Summer, han havde indsamlet:
den Agtelse og Glæde, han havde nydt, hvorledes han f. Ex.
havde faaet 80 Communicanter op paa en Bakke udenfor
Selløe Kirke i Bergens Stift, og sunget og præket for dem
saaledes, at de vare færdige til at kysse ham baade paa Haand
og Mund. Var end Halvdeelen af det Vers af min Prolog:
"Ei kom jeg her for Guld og Roes at vinde",
sand, hvad Guldet angik, saa frygter jeg ret meget, at jeg
i Henseende til Roes "løi, og at min Løgn var grov". Hvis
Schmidt og Heber2 have seet ham i et saadant Bajadslune,
undres jeg ikke over, at de ei i ham vilde erkjende Fædre-
landets Repræsentant. -- Fra Treschow sendtes mig et nyt
Dagbogshefte af Moer Koren. Hvad der meest interesserede
mig deri, var nogle sande og træffende Betragtninger over
Enkedronningen af Sverriges Død. Ja hun har Ret: af
det elskværdige Kongepar Frederiks og Lovises Børn var
Lovise, som i Verdens Øine gjorde mindst Lykke, den lykke-
|
| s.263 | ligste. Christian var født til Thronen, sad paa den 42 Aar,
men det meste af denne Tid vanvittig og frydløs, ved sine
Dages Aften saae han Rigets Held og Hæder at dale, og
døde som Flygtning fjernt fra sin Hovedstad. Sophie Mag-
dalene blev i sit 20de Aar Dronning i Sverrig, miskjendtes
af sin Mand, mishandledes af sin Svigermoder, saae sin
Mand falde for en Snigmorders Haand, sin eneste Søn
stødt fra Thronen og omvankende i Schweitz og Tydskland
som en latterlig Vagabond, og et nyt Dynasti at reise sig
paa det faldnes Ruiner. Wilhelmine Caroline blev gift
med Arveprindsen til et af de mægtigste og ældste tydske
Fyrstehuuse4, hun var i mange Aar regjerende Fyrstinde,
var en Gang paaveie til at blive Dronning -- og har maattet
rømme Landet for en corsicansk Adelsmand og privatiserer,
Gud veed hvor, i ubemærket Dunkelhed. Kun Lovise, der fik
en yngre Prinds af samme Huus2, egentlig kun en dansk
Undersaat og Embedsmand, er endnu, hvad hun var for 47
Aar siden, har undgaaet alle Lykkens Stormvinde, seer sin
Datter som Danmarks og Norges almeenelskede Dronning, er
selv nu sikker for at falde dybt, siden hun aldrig er steget
høit, og kan haabe at ende sine Dage i Roe.
15de November.
Rasmussen fortalte mig, at Hensigten med hans Kjø-
benhavnsreise er opnaaet, ja over Forventning. Kongen har
bevilliget Norge en egen Discontobank, hvis Beskaffenhed og
Nytte vel hidtil er Arabisk for mig, men som det giver god
Mening om, at den er Resultatet af Prindsens, Thygesons,
Carsten Ankers, Tanks og Rasmussens forende Gransknin-
ger, og at den fandtes vigtig nok til at behøve og fortjene den
sidstes personlige Nærværelse hos Kongen som dens Tolk og
Talsmand. Der skal nu udgaae Indbydelse til Norges for-
|
| s.264 | nemste Kjøbmænd og Proprietairer til en stor Forsamling
den 15de Decbr. for at organisere Banken. Der fortælles
som vist, at en dansk Caper har afskaaret fra Convoien et
svensk Skib, ladet med ikke mindre end 2 Millioner Rigsda-
ler i Kobberpenge5. -- I Selskabet hos Rosenkrantz var og-
saa Knudsen, der var i sit lystige Hjørne og fremdrog af
sit Liggendefæ Vers og Prosa, Alt hvad der kunde amusere
ein hochzuehrendes Publicum, der ogsaa loe af Hjertensgrund.
Blandt andet havde vi Brægers Afskedssang med Accompag-
nement af 6 Glas, som han gneed paa, og den berømte
bergenske Sang: "I rykande Uveir og fykande Vind", som han
forkortede og forfalskede. Jeg kan ikke sige, at alt dette for-
nøiede mig, men imidlertid røbede han saamegen Godmodig-
hed, at man ei kan andet end holde af ham, og til andre
Tider viser han og saamegen Forstand og anstændig Leve-
maade, at man paa ingen Maade kan sætte ham i Classe
med de gemeene Spasmagere, der gjør sig til Nar for en
Steeg og et Glas Viin, men maa yde ham sand Agtelse.
"Jeg har," sagde han i Dag, "faaet mange Mennesker til at
lee, men aldrig, saavidt jeg veed, forvoldt Nogen Taarer," og
det er al Ære værd.
17de November.
Strax imorges kom Circulaire fra Kjerulf med Indby-
delse til nok et Directionsmøde, hvor der skulde ventileres
om et andet Stykkes Valg end "Emilie Gealotti." Jeg haa-
bede rigtignok lidet af dette Stykkes Forestilling, men det
var nu en Gang valgt, og Rollerne besatte med lutter øvede
Mennesker, og jeg ønskede, det var blevet derved. I fortræ-
deligt Lune gik jeg derhen og hørte da rigtignok en Historie
om Prindsen, der paa anden og tredie Haand tager sig vel
meget af vort Theaters Bestyrelse, hvorledes han ikke ynder
Sørgespil og især ikke kunde være Tilskuer ved dette, da
|
| s.265 | Alles Øine vilde henvendes paa ham, hver Gang man nævnte
eller saae Lessings Prinds; men det var dog nok ikke Hoved-
sagen. Prindsens i Samtale løseligen henkastede Yttring var nok
blot en tilfældig, men kjærkommen Understøttelse for en Ca-
bale af Theatrets ærede Directrice,6 som paa sin gamle Al-
der og med sin fyldige Figur gjerne vilde spillet Orsina,
der var given Frue Holten, og fandt det fornærmeligt, at man
vilde afspist hende med Claudias Rolle, og fratage hende
den unge, smukke, brilliante Orsinas7. Prindsens Ønske lagde
imidlertid Laas paa hver Mund, ogsaa paa min, som san-
delig ellers ikke saa let skulde ladet mig paalægge Taushed,
og Alle fandt sig i, at det dumme Kotzebueske Stykke "Forplum-
ringerne" spilledes først og derpaa "Ringen No. 2". -- I Aften
opførtes "Den Stundesløse". Knudsens Oldfux var, som
man kunde vente den af ham. Weidemanns Vielgeschrey var
meget morsom og godt gjennemført. Frue Dunker var som
sædvanlig en overmaade god Magdelone, men det Bedste af
Alt var dog Mad. Tullins Pernille. De øvrige Roller for-
fuskedes i mere eller mindre Grad.
20de November.
Fra Biskop Brun fik jeg følgende Taksigelsesbrev for
den Portefeuille, mine Børn havde broderet til ham: "Ja
salige ere de Døde, som døe i Herren, og de Gjenlevende,
som kunne glæde sig til snart at møde dem -- altsaa De
Hr. Broder og jeg blandt disse sidste; jeg rimeligviis først.
Dog min Helbred har igjennem denne blide Sommer og
vakre Høst ligesom hærdet sig mod de Krænkelser, om hvilke
jeg haabede, at de skulde forkorte mine Stridsdage. Det
skjønne "Forglemmigei!" med denne Post skal være mig,
saalænge jeg lever og sandser, et kjært Legetøi, Oldingens
Glæde værdigt, og det dermed fulgte Brev et stolt Seiers-
|
| s.266 | tegn, hvormed jeg overbeviser mig selv om, at jeg paa den
fredeligste Bane har erobret en værdig Ven. Jeg testamen-
terer min Søn, Præsten, begge Dele, og dette skal være min
faderlige Velsignelse til ham: Fortjen mange Veninder, som denne
Salige, og, om muligt, nogle Venner, saadanne som hendes Søn.
J. N. Brun."
24de November.
Der er neppe noget Stykke, som har gjort den Lykke
paa vort Theater som Syngestykket "De to Dage"8. Selv
Biskop Lumholtz havde i Mandags været i Theatret for
at see det, hvilket spaaer Dommedag. Stykket spilles i
Morgen fjerde Gang, og hver Gang bliver Riften efter Bil-
letterne større. Prindsen takkede i Mandags Falbe for de
to skjønneste, meest nydelsesrige Aftener, han har havt, siden
han kom til Norge. Hvor man kommer, hører man Lovtaler
og Henrykkelse over Stykket. Jeg maae ogsaa, hvad Texten
angaaer, erkjende det noget nær for vort bedste Skuespil.
Fabelen er interessant, vel anlagt og vel udført, og Michellis
Charakteer er mesterlig tegnet. Musikken er vel i det Hele mere
kunstig end henrivende, men haandhæver altid sin Rang
blandt vore fortrinligste Compositioner. For dem, der gaae
i Theatret for at søge Augenspektakel, er der ogsaa sørget
rigeligt. Der er en talrig og velklædt Vagt; en Trillebør
med en stor Tønde paa og en Mand, som kryber ud af den;
Chor af unge Hyrdinder, som bringe to hvide Duer i en
pyntet Kurv; en Mand, som sidder i et hult Træ, og til-
sidst Theatret saa fuldt af Mennesker, at de træde paa hver-
andre. Konstkyndige forsikre, at den yderst vanskelige Mu-
sik udførtes med megen Præcision; jeg forstaaer ikke at bedøm-
me det og kan kun sige, at mit Øre ikke saaredes af nogen
Disharmonie. Om Forestillingen er det da egentlig, jeg har
|
| s.267 | nogen Stemme, og da maae jeg tillægge Knudsens Michelli
mit uindskrænkede Bifald. Det var i mine Øine et sandt Mester-
stykke, der tydelig vidnede om hans ypperlige Talent, naar
han vil bruge det paa en værdig Maade. Ibsen (Antonio)
Jfr Winge (Marcellina) og Frue Thulstrup (Angelina) spillede
deres Roller meget tækkeligt, men over alle de øvrige maae
jeg raabe Ak og Vee.
25de November.
Napoleons Fiender her i Christiania triumphere nu.
Der er desværre ikke længer nogen Tvivl om, at hans Sa-
ger staae slet. Hans Armeer ere slagne, og han selv er
vendt tilbage til Paris og har udstedt en Proclamation,
hvori han tilstaaer, at han, forladt af sine Allierede, har
lidt et betydeligt Tab.
26de November.
Prindsen havde i sit eget Navn forlangt Theatret til-
laans for Knudsen, som vilde give nogle Scener. Alle Sel-
skabets Medlemmer forundtes Adgang til denne Forestilling.
Desuden havde Prindsen ladet indbyde Andre, deels Byens
Indvaanere udenfor Selskabet, deels Reisende til at bivaane
denne Stads. Vel lidt over 7 kom Prindsen, og efter en
kort Ouverture gik Teppet op. Som Skolemesteren i "Viin-
høsten, "svinglede Knudsen ind paa Theatret og sang sin første
Arie med mange Buffastreger. Derpaa talte han en Deel,
noget af Stykket, noget af sit eget Hoved, og forberedte ret
naturligt den anden Arie, hvilken han sang vakkert uden
synderlig Carricatur. Som Tilgift fik vi Brægers Vise af
"Indtoget," hvilken han dog ikke foredrog fuldt saa naragtig,
som naar han synger den i Selskaber. Dermed var første Act
forbi, og Waldemar Thrane gav en liden Violinconcert. Da
Teppet paany gik op, fremtraadte Knudsen i Matroscostume,
kaldte paa sine Gutter, talte om sin Lieutenant, der var henne for
at besøge sin Kjæreste, saae ham siddende under et Træe, og
|
| s.268 | kaldte atter paa sine Gutter, som ikke vilde komme. For
at lokke dem med vante, kjære Toner, sang han Visen af
"Ungdom og Galskab": "Naar jeg engang skal i Brudeseng",
men altid lige nær; han var og blev alene. Nu vilde han
ikke blive der længer, men vilde reise til Danmark, hvor
han var kommen fra, og sang Arien af samme Stykke:
"God Nat Intriger og Cabaler," hvorpaa han forføiede
sig bort, og Tæppet faldt. Endnu havde vi en Violinrondo,
hvorefter Knudsen traadte frem i sin egen Dragt og tog
Afsked med Prindsen, Selskabet og Norge. De Penge, den Her-
lighed kostede, var den sagtens værd, men skulde jeg betalt
den, vilde jeg angret, at jeg for dens Skyld havde forladt
Bostonbordet hos Assessor Mathiesen.
27de November.
Knudsen bad mig om et prosaisk Farvel i hans Navn,
som efter hans Afreise skal indrykkes i Intelligentsseddelen.
Deri kunde jeg da let tjene ham og skrev i Aften en saadan
Afskedscompliment, hvori jeg troer fuldkommen at have gre-
bet hans Aand, og hvor jeg tillige lader ham erklære det
for sin Reises eneste Hensigt at lindre Medmenneskers Nød,
især deres, hvis Forsørgere vovede og opofrede Liv og Blod
for Fædrelandet. Fra denne Side fortjener han al den
Agtelse og Velvillie, som er ydet eller nogensinde kunde
ydes ham, thi man sige, hvad man vil, den, der uden en
Skillings Fordeel for sig selv indsamler 120,000 Rd. til
de Fattige, er en Hædersmand, og den Sum var sandelig
ikke indkommen uden hans Opmuntring og Medvirken.
28de November.
Knudsen gjorde mig Afskedsvisit. Han viste os en smuk
Gulddaase, Prindsen havde foræret ham i Gaar, og indeni
den laae et Taksigelsesbrev, hvori specificeredes de betydelige
Summer, han havde indsamlet i Norge til Trængendes
|
| s.269 | Bedste. Han reiser i Morgen som Courer tilbage. Jeg vil
haabe, Kongen giver ham Ridderkorset ved næste Promotion9.
-- I Classesamlingen blev man enig om at foreslaae en ny
Ordbogsrevisions-Commission, der skulde bestaae af Prof.
Rosted, Assessor Debes, Lector Hersleb og Tandberg, da to
af Classens Medlemmer selv ere Ordbogscommissairer,
og Platou aldrig har villet befatte sig med at afgive Stem-
me i den Sag. Da nu Bispen er bleven stødt, fordi de
nye Love ei hjemle ham som Vicepræses Ret til at være vo-
terende og underskrivende Medlem af nogen særskilt Classe,
og derfor udeblevet fra vore Forsamlinger, saa kom vi til
at revidere vort eget Arbeide, hvilket ikke gik an; det kan
nok være galt nok alligevel.
1 tilbake Andreas Bonnevie, født i Mandal 1782, var som theologisk Candidat
gaaet over i Militærstanden, tjente som Lieutenant i den danske Hær,
og deltog i Krigen 1813 -- 1814. Derpaa blev han i Marts 1814
udnævnt til Sogneprest i Kallundborg og til Consistorialassessor
men besluttede sig saa til at vende hjem til Norge, hvor han s. A.
blev Sogneprest til Kongsberg (herfra var han Storthingsmand
1815 -- 16) og tilsidst til Øiestad, hvor han døde 1833. Han synes
at have været en Mand ikke uden literært Talent og skrev i sin
Ungdom endeel Digte. Et af disse, en humoristisk Selvbiographi
paa Vers, (trykt hos A. Faye, Bidrag til Øiestads Presters Historie,
2 tilbake Prof. B. Thorlacius skrev den 13de Sept. 1813 til Engelstoft (Brevet fin-
des blandt den sidstes Papirer i Kbhvns. Univ. Bibl.): Jeg sender
Dig Cataloget over Forelæsningerne ved Univ.Freder. i dets første Se-
mester med Tak for dens Gjennemlæsning. -- Jeg gad vide, hvad
Treschow forstaar ved philosophemata Norvegorum. Det kan vel
ei være andet end de Eddiske Myther. I hvad det end er, ønskede
jeg at høre Treschow selv over det, han ei forstaar, thi at han har
studeret Edda-Sproget, har jeg aldrig hørt, og Erfaring har lært mig,
at dette Studium er meget knudret. Men forundret blev jeg, da
jeg hørte en kyndig Mand forsikre mig, at Treschow havde sagt ham,
at han, naar han fik Tid, vilde levere Norges Historie. Efter de
Loavtaler, jeg har hørt Treschow holde over Schøning (paa Suhms Be-
kostning) kan jeg idetmindste ikke endnu ansee ham for nogen kritisk Histo-
riker, skjønt neppe nogen kan mere end jeg høiagte Schønings store Fortje-
nester. Er det sandt, at vor Grundtvig forbereder sig til at blive Pro-
fessor i Historie i Norge? Er han saa hastig kjed af Troen, saa kan
hans Forsvar for den neppe være alvorlig ment. Det er ellers
sært, at Mænd af saa godt Hoved, som Treschow og Sverdrup og
saa fornuftige som Hersleb kunde forgude Grundtvig. Skulde saa-
danne Mænd ei kjende Kjernen fra Skallen? Eller tro de, at Viden-
skaberne behøve exentriske Overdrivelser for at vække Hverdagsmennesker
af deres Søvn? Maaske, men den Vækkelse er vistnok et Opium,
hvorpaa følger dobbelt Slappelse.
3 tilbake Den i det norske Selskabs Historie velbekjendte Bendix Djurhuus Prahl
("Pilen Palen") var efter et langt Ophold i Ostindien 1804 bleven
By- og Raadstueskriver i Christiania, fra hvilket Embede han i
1809 havde taget Afsked. Han fortsatte her sin literære Virksomhed
og udgav navnlig "Skygger af romerske Mænd" (Chra. 1807, 1 -- 2),
om hvilket Verk Fru C. B. Dunker (Gamle Dage, s. 142) for-
tæller, at det "fandtes næsten i hvert Huus i Christiania". I de
Bidrag, han leverede til Selsk. f. N. Vel's "Historisk-philosophiske Sam-
linger", omtaler han jevnlig sin Ven J. H. Wessel. Mellem disse
hans af Wessels Biographer overseede Bemærkninger er der en ret paa-
faldende om hin Digters økonomiske Vilkaar, der i Modsætning til,
hvad der ellers altid har været sagt, skildres som ret taalelige. (Hist.
phil. Samll. V. 1, S. 87).
4 tilbake Hessen-Cassel.
5 tilbake Dette Rygte var dog nok falskt. (Pavels's Anm.)
6 tilbake Martine Collett paa Ulevold.
7 tilbake Cfr. L. Daae, det gamle Christiania. S. 311.
8 tilbake Syngestykke af Bouilly med Musik af Cherubini.
9 tilbake Dette skedde ikke; Knudsen havde forøvrigt allerede 1809 faaet Da-
nebrogsmændenes Sølvkors. |
| bla bakover |