|
29de November.
I Middagsselskabet hos Thygeson indfandt Knudsen
sig endnu zu guter letzt: Thygeson havde bedet ham Lov
hos Prindsen til at blive i Dag over. Vi havde et over-
maade fornøieligt Maaltid. Tilligemed den ypperlige Be-
værtning var der den behageligste Selskabstone, man kan
tænke sig. Der var utvungen Munterhed, men ingen Kaadhed
eller Narrestreger. Knudsen fortalte et Par af sine Anek-
doter og sang sin Hververvise, men uden anstødelig Carri-
catur. Iøvrigt var der megen Sang og mange Skaaler
uden Klap og Hurraraaben. Rigtignok drak man dygtigt;
jeg har vel neppe i et Par Aar været i et Selskab, hvor
det gik saa varmt til. Vi havde to Slags Rødviin, Madera
og tilsidst to Boller Biskop, der tømtes, men Ingen var be-
ruset, skjøndt maaskee heller Ingen var aldeles uden Perial.
Klokken var vel omtrent halv syv, da vi kom fra Bordet,
og jeg skyndte mig nu til Conversationsselskabet, for efter
|
| s.270 | Løfte at meddele mine Ideer om Litteraturens Tilstand
nu og for 16 -- 18 Aar siden. Jeg begyndte med den tre-
dobbelte Erklæring: at ingen Afhandling kunde ventes: at
jeg ikke tog Hensyn paa de Forandringer, Presseloven af 1799
umiddelbar gav Anledning til: og at jeg i Mathematik, Physik,
Naturhistorie og dermed beslægtede Videnskaber, af Mangel
paa de fornødne Indsigter, ikke kunde anstille nogen Sam-
menligning. Derpaa tilstod jeg, at vor Litteraturs merkan-
tile Forfatning i denne Tid er saa slet som muligt, men
paa denne tilfældige, temporaire Omstændighed nær troede
jeg, at vor Litteratur bestemt gaaer fremad. I Almindelighed
anmærkede jeg, at en vis Bagatelaand herskede da fremfor
nu blandt Dagens Skribenter, og at i Forhold til Antallet
langt flere betydelige Skrifter nu udkomme, fremfor i hiin
Periode: at der i vore Dages Skrifter aabenbarer sig en
alvorligere, sindigere, Videnskabsmanden værdigere Aand
end i de forbigangnes, hvor Frivolitet eller Terrorisme al-
mindelig herskede: at endelig de yngre Skribenter, der ere
fremtraadte i den sidste Periode, have tildeels allerede præsteret
mere stort og godt end de unge Litterati af det attende
Aarhundrede. Endelig gjennemgik jeg i en kort Oversigt de
Videnskaber, som deels ringeagtedes da og have nu gjen-
vundet fordums Hæder (Philologie og Oldgranskning), deels
nu sees fra et rigtigere og værdigere Synspunct, hvoriblandt
Theologie og Pædagogik, Historie, Philosophie og Æsthetik.
Man syntes at høre mig med Bifald og at være af min
Mening. Meget ventileredes ikke om Sagen, derimod fore-
slog Flor, at vi skulde paatage os, hver i sit Fag at skrive
og efterhaanden oplæse en Udsigt over vor Litteraturs Frem-
skridt siden det 19de Aarhundredes Begyndelse. Selv paa-
tog han sig de physiske og økonomiske Videnskaber, Hersleb
Theologie, Stenersen Philosophie, Debes Lovkyndighed, Kjer-
schow Historie, og jeg Æsthetik.
|
| s.271 |
1ste December.
"Forplumringerne" er vistnok af Kotzebues platteste
Farcer, men skal jeg vælge mellem et af to Onder, seer jeg
dog meget heller en god Forestilling af et slet Stykke, end
en slet af et Mesterværk. Denne Aftens Forestilling var
unægtelig den bedste, som er given paa vort Theater i denne
Saison. Øverst blandt de Spillende stod Carlsen som Hr.
von Langhalm. Jeg kan ikke tænke mig noget fuldkomnere
i sit Slags. Saare tækkelig var ogsaa Falsen som Frits.
Uskyldig Overgivenhed og inderlig Godmodighed smeltede
saaledes sammen i Rollens Behandling, som det ikke lykkedes
Kotzebue at forene dem, da han støbte Carakteren. De tre
Fruentimmer bleve overmaade godt spillede, Fruen af Mad.
Collett, som her var i sit rette Fag, Doris af Frøken
Mansbach, som i denne Rolle ikke giver Mad. Tullin det
ringeste efter, og Babet af Frue Thulstrup. Celicour spilledes
af David Thrane, og var den bedste Rolle, jeg nogensinde
har seet af ham. Glad som Majoren var den svageste,
men dog et godt Stykke over det maadelige. Alle Roller
vare ypperlig memorerede, kort: paa Comedien nær, var det
altsammen saare godt.
Efter Forestillingen var der Assemblee, der siges at
have bestaaet af 160 Personer. Den brilliante, herligen
oplyste Suite af Værelser var pakfuld af Mennesker. Man
drak Thee og spillede derpaa Kort; Prindsen havde Partie
med Rosenkrantz, Admiral Lütken og Bispen. En Stund
musicerede ogsaa Falbe, og et Par Damer sang. Endelig
spistes skaarne Smørrebrød med Iis, Gelee og Kage,
hvorpaa hans Høihed zu guter letzt legte Julelege med nogle
Herrer og Damer, ja maatte endog, efter Frøken Bechs
udtrykkelige Forlangende sidde paa Forundringsstolen.
3die December.
Staffeldts hele Brigade paa Grændsen maae forsynes
|
| s.272 | herfra med Brød, siden der ingen Rug er mere, enten i
Frederikstads eller Frederikshalds Magaziner. "Her",
sagde Major Juell, som fortalte mig dette, "er heller ikke
stort, og saa vil Krigen snart faae en Ende paa den Maade".
Og hvorledes vil den endes? Jeg gyser ved at tænke der-
paa. Hvorfor skulle dog de Soldater ligge uvirksomme
paa Grændsen, og tære paa vort ringe Forraad? mon ikke
vore Fiender just have ønsket, at vi skulle bære os saaledes
ad? hviler ikke en Blindhed over vor Statsstyrelse, som
hist over Trojas? og mon Udfaldet bliver stort anderledes?
O jeg frygter meget, at Mange, selv blandt vore Oldinge,
ville opleve den Dag, da de staae paa det gamle ærvær-
dige Tvillingriges Ruiner. Dets sidste Time synes at
nærme sig.
4de December.
Hos Holten gjorde jeg i Aften Bekjendtskab med Capt.
Suenson af Søe-Etaten, Flagcapitaine hos Admiral Lütken.
Han gav en sørgelig Beskrivelse af Prinds Ferdinand. Gud
holde sin Haand over vor raske, ædle Christan! Før hiin
skulde vorde Tronarving, før -- ak! det er et bedrøveligt
Alternativ! -- Carl Johan og Oscar.
5te December.
Jeg fik et Brev fra Schmidt, hvoraf jeg afskriver en
Tirade: "Hvad sige I Christianiensere om Napoleon? Troer
I, at han nu er caput? jeg ikke. Den Kraft, hvormed han
har udholdt saa skrækkelige Stød, og den dybe Nederdræg-
tighed, hvormed de ere ham tilføiede, vil nok reise ham
igjen, og synes mig mere end Andet at vidne om hans sande
Storhed. Og saa har Forræderiet atter givet ham Tønder
til atter at oppuste den maaskee ellers udslukte Gnist af Enthou-
siasme hos Franskmændene, og jeg frygter eller haaber (jeg veed
ikke ret hvilken af Delene), at han tager en blodig Hævn." --
|
| s.273 |
7de December.
I Bondevensmødet, som i Dag holdtes hos mig, for-
taltes om et Jagtpartie, Prindsen giver i Morgen paa Lade-
gaardsøen, og en Dejeuner med paafølgende Bal hos Bispen
iovermorgen. Man lever ret med den rige Mand,
maatte kun ikke ogsaa Enden blive som hans! Dette lystige
Levnet og Hans Høiheds vel store Condescence, saa at han
endog sidder blandt unge Piger paa Forundringsstolen, om-
taltes med Mishag af Anker, Neumann o. fl. Det er
ogsaa tungt, at dette skjønne Lys skal være forenet med saa-
megen Skygge.
8de December.
I Skolecommissionen tilkjendegav Bispen os sin naa-
dige Villie. Jeg kan imidlertid ikke sige andet, end at hans
Forslag jo i det Hele vare gode og vel overlagte, og man kan
ikke uden Partiskhed nægte ham et skarpt overskuende Blik,
og megen Routine. At ingen af os andre fire kunde gjort
det halvt saa godt, erkjender jeg villigen, men om vi dog
ikke ved at gjennemlæse Bispernes Betænkninger kunde gre-
bet en og anden Idee, som han har overseet, og som vi ikke
af os selv kunde faldet paa, er et andet Spørgsmaal, lige-
som det ogsaa upaatvivlelig er imod al Skik og Orden ikke
at lade circulere mellem en Commissions Medlemmer de
til samme indkomne Documenter. To Capitler af Planen
og Skolecommissionernes og Lærernes Instruxer gjemtes til
et nyt Møde, som bliver det sidste.
9de December.
Den store Gjæstebudsdag, da Crethi og Plethi, kun ikke
de første Medlemmer af den Stand, hvortil Manden selv
hører, vare indbudne af vor forfængelige Bispefamilie, til-
bragte jeg rolig ved mine Hverdagssysler, vistnok langt be-
hageligere, end om jeg havde taget Deel i al den Qvalm, da
Larm ingenlunde er min bedste Leeg. Men skjøndt jeg havde
|
| s.274 | liden Lyst til at deeltage i den Stads, kan jeg dog ikke andet
end finde denne Tilsidesættelse scandaløs. Kanefarten skal
iøvrigt have været en daarlig Fornøielse. Veiret var koldt
og Føret til Vækkerøe saare maadeligt. For at faae mere
af den Plaseer, havde imidlertid Prindsen efter Frokosten
foreslaaet at benytte Maaneskinnet til en længere Tour opad
til Voxen, og hjemad kjørte man igjennem Byens principa-
leste Gader, item Torvet rundt to, tre Gange. Kan man
saaledes sværme i Trængselens Tid -- Herregud! hvilket
Liv der da vil blive ført, hvis vi engang faae Fred og
gode Dage. Af Dagens Herlighed saae jeg kun et mat
Glimt. Paa Hjemveien fra Ordbogscommissionen mødte
jeg nemlig Hans Høihed i Slæde med en Forrider for sig
og to Adjutanter efter sig kjørende til Forsamlingsstedet.
10de December.
Hans Houge er dømt til 10 Aars Fæstningsarbeide.
Jeg raadede ham til at søge Benaadning, men han er be-
stemt paa at appellere til Overcriminalretten, og først, naar
denne ogsaa nægter ham Ret, at tye til Kongens Naade.
Han synes endnu vel meget at ville retfærdiggjøre sit hele
Forhold, men det tilstaaer jeg gjerne, at jeg finder Dommen
streng. Han har allerede bødet haardt ved sit langvarige
Fængsel, og hans egen og hans Tilhængeres senere exem-
plariske Vandel burde nu udslette den forriges Minde.
12te December.
Igaar havde alle Professorerne været indbudne til
Prindsens Taffel i Anledning af 11te Decbr., som med
Pokkers Magt skal være Universitetsfest. Dog var ei engang
vor alma mater's Skaal drukket, og sagtens er der, paa Pro-
fessorernes betydelige Gage nær, ikke stort at sige om
den Ting.
17de December.
I Kirken havde jeg en Historie, hvis Lige jeg ikke har
|
| s.275 | oplevet i mine 21 Embedsaar. Atten Communicanter vare
tegnede, men ved Skriftemaalet indfandt sig kun fjorten.
Da jeg kom ned af Prædikestolen og gik hen for Alteret,
forekom de Knælendes Antal mig større end før, og ved løse-
lig Overtælling under Tiltalen fandt jeg min Formodning
bestyrket. Jeg fattede nu min Beslutning, og da Messen var
forbi, vendte jeg mig om og bød Klokkeren Taushed. Jeg tæl-
lede Flokken, og de vare der alle atten. Alvorlig udbrød jeg nu:
"Her er atten Mennesker og kun fjorten have gaaet til Skrifte.
De andre fire maae forføie sig bort og en anden Gang vise
mere Ærbødighed mod vor Gudsdyrkelse og den Gud, i
hvis Tempel vi samledes." Klokkeren traadte frem til min
Assistence og de fire Uvedkommende maatte staae op og gaae
bort. Jeg troer, dette Optrin rystede mig mere end nogen
af de Tilstedeværende. Der paakom mig en Skjelven, som
generede mig under Sacramentets Uddeling. De Bortviste
derimod bleve endnu en god Stund siddende i deres Stole,
som om ingen Ting var dem vederfaret. Det er en letsin-
dig, fordærvet Slægt, jeg lever iblandt.
18de December.
Hos Thygeson var meget stort Selskab for alle de
Mænd, som i denne Tid ere samlede her i Byen for at
organisere Discontobanken. Jeg havde haabet, at de herlige
bergenske Sangere, Meyer og Bøschen, skulde udført min Sang,
men det skede ikke. Frue Thygeson og Frøken Poulsen sang, og
vi andre gjentoge Choret. De to Damer synge rigtignok meget,
smukt, men deels hører man dem saa tidt, at nogen Afvex-
ling kunde være brav, deels burde denne Sang været udført
af Mænd; saa havde jeg tænkt mig under Udarbeidningen
og i denne Menighed burde Kvinderne bestemt have tiet.
20de December.
Uophørlig sysselsat med Discontobanken, synes Ras-
mussen nu ikke at love sig de velgjørende Følger deraf, som
|
| s.276 | han spaaede, da han glad fortalte mig, at hans Sendelses
Hensigt var opnaaet, endog over Forventning. -- Gaars-
dagens Bal skal have været meget brillant. Det er sandt, man
bedøver sig saa godt man kan mod Følelsen af Nutids og
Udsigten til Fremtids Jammer. Dronning Elisabeth lod jo
ogsaa opføre lystig Dandsemusik i sin Dødsstund. Men
sagtens hører der endnu mere Heroisme til med Dands og
Hurraraab og gaae sit Fædrelands Undergang imøde. Og
den synes at nærme sig med stærke Skridt. Pengemangelen
tiltager, uhyre Skatter paalægges, Borgernes sidste Marv
udsuges. Alt øses i det aabne Svælg; Private forarmes,
Landet er og bliver elendigt. Man troer, det nu snart
kommer til det Punct, at de fleste ei kunne betale, og hvad
saa? Over den nye Mobilieskat raabes især Ak og Vee, da
den rammer Fattige ligesaa haardt som Rige. Wulfsberg
med sit store Areal er halv fortvivlet. Det sørgeligste er
endnu, hvis det er sandt, at norske Soldater desertere over
til Sverrig, og at man frygter, mange flere ville gjøre det,
da de mangle baade Penge og Levnetsmidler. Skal oveni-
kjøbet vort Land vanæres, det vil sætte Kronen paa vor
Elendighed!
21de December.
Atter gav Ordbogscommissionen Livstegn, men svagt.
Vi kom ikke videre end fra hen og til Hengang1. Hersleb
føler ikke megen Interesse for den Sag, og for mig tilstaaer
jeg ogsaa, at den mere er et Par Timers afvexlende Tids-
fordriv end Noget, hvoraf jeg spaaer væsentlig Nytte. Fuld-
endes Arbeidet, hvorom jeg saare tvivler, kommer endog den
Tid, da Selskabet for Norges Vel vil kunne bestride Tryk-
ningsomkostningerne, og de norske Videnskabselskere blive
|
| s.277 | saa mange og saa velhavende, at de kunne erstatte dem, saa
er og bliver det dog et Spørgsmaal, om den Entreprise vil
gjøre os Skam eller Ære, da dog hverken Wulfsberg, Dø-
derlein, Stenersen eller jeg ere Lingvister af Profession; og
at alle Danmarks og Norges Skribenter ville erkjende os
som deres Lovgivere og tage deres egen Overbeviisning fan-
gen under den blinde Troes Lydighed, fordi Biskop Bech,
Prof. Rosted, Assessor Debes og Lector Hersleb have fældet
Dom i sidste Instants og sagt: saa skal det være! -- ja,
om det er at ønske, veed jeg just ikke, men at det ikke er at
haabe, det er mig klart som Dagen.
Med Declamationsøvelserne i Conversationsselskabet er
og bliver det Fjas. Paa Student Lassen2 nær, hvis co-
miske Talent er umiskjendeligt, veed jeg ikke Selskabet har
et eneste Subject, hvis udvortes Foredrag hæver sig over
det maadelige. I Versdeclamation ere Wulfsberg og Schan-
dorf Syndere som hele den øvrige Rest.
22de December.
Jeg er rigtignok udelukket fra disse Dages larmende
Gjæstebud; men i Kvalitet af tidtbemeldte mit besværlige Em-
bede som Hofpoet har jeg da ogsaa faaet min Rolle at spille.
Prindsen giver Maskerade Nytaarsaften, og der vil Carlsen
forestille en Matros, og forære Prindsen et Compas i Form
af en Daase, og indvendig paa dens Laag skal anbringes
en poetisk Compliment paa to Linier om Hans Høihed som
Norges Compas under nærværende Storm. Ihvorvel jeg
ved slige Leiligheder heller skriver 20 end 2 Linier, da jeg
har maadeligt Talent til saadanne elegante Bagateller, var
jeg dog ret glad ved at slippe saa vel og lovede at opfylde
Carlsens Ønske. Men det blev ikke derved. I Theatrets
|
| s.278 | Directionssamling tog Haffner mig tilside og fortalte, at han,
Frue Thygeson, og jeg veed ikke hvem flere vilde sige Prindsen
nogle smukke Ting i Anledning af Aarsskiftet, og da de vilde
fremtræde i norsk Bondedragt, ønskede de et Vers efter den
yndede Nationalmelodie: "Stusle Søndags Kvellen." Der-
med var jeg mindre tilfreds, men kunde dog ikke sige Nei.
-- Det hedte i Dag, at al Skibsfart mellem Danmark og
Norge i dette Øieblik er forbuden, i Haab naturligviis om
dens fuldkomne Betryggelse for Fremtiden, da Kongen skal
være i Underhandling med de Allierede, skal være i Holsteen
for at fremme den, og skal see sig nødsaget til at kjøbe
Fred ved Afstaaelsen af Tronhjems Stift. I saa Fald
takker jeg Gud, at jeg ikke lever i Trondhjem. Bittert vilde
det være mig at bekjendtgjøre Norges Sønderlemmelse, men
utaaleligt var det mig at maatte sværge Carl den Trettende
og Pontecorvo Troskabseed. Den Dag, da dette skede, vilde
være den ulykkeligste i mit Liv.
23de December.
Der fortælles, at Eckmühl med et dansk Cavallerie-
regiment er indsluttet i Hamburg, at Russerne ere i Hol-
steen, og at Østerrigerne have gjort Vaabenstilstandsforslag,
som af vor Konge ere antagne. Cours og Varepriser ere
betydelig faldne: man venter en nær forestaaende Fred, men
paa hvad Vilkaar?
I Morgen skal Julen kjøres ind gjennem Byens Gader
ved Fakkelskin, hvorpaa Touren gaar til Carlsen, hvor Sta-
dens fiffige Ungdom skal tilbringe den hellige Julenat i
Sværm og Leeg. Paa Løverdag er Aftenselskab hos Tullin,
paa Søndag Middagsselskab og Bal paa Ellingsrud, og saa
gaaer det forthen hos Capt. Schjøtt, hos Thulstrup, hos
Morten Anker og vor Herre veed hvem flere, der ere eller
blive henhvirvlede i den fordærvelige Strøm, som desværre
ogsaa henriver Prindsen og nedsætter ham i Folkets Agtelse.
|
| s.279 |
24de December.
Mit Hoveriarbeide fik iformiddags en ny Tilvæxt, da
Hagbart Falsen kom med et Supplement til Haffners Bøn
iforgaars. Sagen skulde nemlig indledes ved en Tiltale af
en norsk Yngling. Jeg havde sagt A og maatte sige B,
fik altsaa følgende Linier sammensmurte:
Compas Inscription:
I susende Orcan, paa oprørt Bølges Ryg
Veiledt af Christian hver Normand færdes tryg.
(Sagtens kunde man slutte heraf, at Christian var en
virkelig Skipper eller Styrmand, da Allegorien er svagt eller
slet ikke antydet; men slige Smaating regnes vel ikke saa nøie.)
De norske Bønder:
En liden Hob af norske Mænd og Kvinder
Ind i din Høisal, Fyrste! voved sig;
"For Christians Aasyn Tvang og Frygt hensvinder!"
Eenstemmig vidner hver, som skued Dig.
Det Aar, da først Du saae vort Norges Dale,
Alt synker det til fjerne Fortid hen,
Men til dets Priis skal sildigst Fremtid tale:
Det gav os vor Beskytter og vor Ven.
Tillad, at mens det gamle Aar vi byde
Med forrigblandet Lyst et ømt Farvel,
I konstløs Fjeldboes vante Toner lyde
Vor Tak til Dig, vor Bøn for Norges Held:
Norges Lyst og Haab, Du vennesæle Mand!
Kjærlig Tak Dig Normæned yde;
Hør den her blandt os og vidt henover Land
I foreenet Samklang lyde:
Tak for hvad Du var os i det svundne Aar!
Vær os lige huld i det, som forestaaer!
Vinket frem av Dig,
Blid og ynderig
Fredens Morgen snart frembryde.
At den unge Normand taler vel høitravende, for en
Bondekarl at være, vil jeg aldrig nægte; man havde maaskee
|
| s.280 | ventet nogle martialske Udbrud, Trudsler mod Landets Fien-
der og Løfte om at give dem deres sidste Rest, men det fo-
rekom mig i nærværende Øieblik ikke saa passende. Jeg vil
iøvrigt tilstaae, at det vamler lidt for mig at nedskrive, ja
endog at udspinde af min Hjerne alle disse Lovtaler, og
jeg ønskede, man nu vilde forskaane mig, saalænge Prinds
Christians Blidhed og gode Villie er Alt, hvad man kan be-
synge; naar engang virkelig, velgjørende Daad af ham kan
prises, da er jeg igjen til Tjeneste.
Grassatkjørselen i Aften gik overstyr, da Prindsen, som
havde faaet en Post eller Courer, først kom i Selskabet hos
Carlsen Kl. 9. -- Jeg havde en Samtale med Oberst Sey-
erstedt. Han var ilde tilmode over Tidernes Tegn og mis-
fornøiet med de Foranstaltninger, der fra Danmark af føies
til Norges Frelse.
25de December.
Oberst Hegermann opbygges heller ikke over Tiderne,
hverken over Regjeringens Forholdsregler til Landets Red-
ning, eller den Letsindighed, hvormed man i disse critiske
Dage synes at gjøre sig Visens Ord efterrettelige: "Tænk
Dig aldrig næste Dag". Ved den forunderligste og utilgi-
veligste Skjødesløshed fra vor Regjerings Side var Slesvig
nær ogsaa bleven occuperet af Fienden. Men omsider ind-
løb da Vaabenstilstandens Sanction, og den er nu sluttet.
Man siger, Pontecorvo vil give Slip paa Sverrig og være
Konge i Westphalen. Gid det var sandt! Ventelig er da
Norge frelst.
27de December.
Ogsaa denne Dags Historie kan affattes i megen Kort-
hed. Jeg fik en Billet fra Juell, hvor han indbyder mig
til i Morgen Middag, da han vil give Bispen en Diner
for at bevidne ham sin Erkjendtlighed.
|
| s.281 |
28de December.
Det eneste, jeg har at omtale, er Dagens Diner. Jeg
forbausedes over den ypperlige Beværtning, hvori jeg virke-
lig, især hvad Drikkevarer angaaer, skulde have ondt ved at
hamle op mod denne "min Broder og Undermand". Over-
maade god Rødviin, kold Punsch til Carryen, en dygtig
Bispebolle -- hvem af Stadens Matadorer kunde i disse
Dage gjort det bedre? Der istemtes adskillige Bordsange og
Bordconversationen var taalelig. Biskoppen er dog virkelig,
naar han aflægger sin Embedsmine, fornedrer sig selv
og er andre Mennesker liig, en meget behagelig Mand.
Den, der blot havde kjendt ham fra Selskabet i Dag, kunde
neppe undlade at holde af Manden. Selv i det Politiske
var han mindre peremtorisk, end han pleier, endskjønt jeg
rigtignok fandt mig bestyrket i min Mistanke, at hans Grund-
sætninger ikke ere de meest loyale, og at han, skjøndt dansk
født, helder til det Partie, hvis Existents vel ikke kan næg-
tes, men som til denne Dag og forhaabentlig fremdeles vil
staae til Skamme med deres Planer og Spaadomme.
29de December.
Jacob Aall, som besøgte mig i Dag, slaaer Rynker i
Panden over det uophørlige Vellevnet, og ihvorvel Prind-
sens Virksomhed er usvækket, ihvorvel det virkelig kan kaldes
beundringsværdigt, at han, som i denne Tid lægger sig hver
Morgen Kl. 4 -- 5, er oppe igjen Kl. 8, saa spurgte dog
den alvorlige, frugale Aall med Føie: "Hvorlænge kan hans
Sjel og Legeme holde dette ud?" Aall troer, at Freden er
vis, at Embedsmændenes Kaar snart ville forbedres, og at
Priserne paa Livets Fornødenheder inden næste Aars Ende
ville falde lige saa dybt, som de nu ere stegne høit.
-- Her skal i denne Jul gaae mange maskerede Men-
nesker paa Gaden, hvoriblandt paastaaes at være galante
saavel Herrer som Fruer.
|
| s.282 |
30te December.
Man har paa flere Steder i Byen fundet opslaaet
Placater, hvori klages over de Stores og Riges Luxus un-
der den almindelige Nød; man siger endog, at de skulle have
indeholdt Trudsler.
31te December.
Man vil vide, at Wellington er i Bordeaux og Prind-
sen af Oranien i Holland, og at Napoleons Stilling er for-
tvivlet. Skulde det da virkelig nu være forbi med ham?
Jeg spurgte saa for omtrent et Aar siden, og da hævede
han sig. Men dybere end nogensinde synes han dog nu at
være falden, skjøndt det vel ikke kan nægtes, at han er fal-
den med Ære, og at han er større, misundelsesværdigere i
sit Fald, end de temporiserende Fyrster af anden og tredie
Rang, der frækt træde paa den døende Løve i Triumph.
Staaende eller faldende vil han til evig Tid blive et af
Jordens første Mennesker.
I Aften, medens den elegante Verden i allehaande
Skikkelser kjørte paa Maskeraden, sad jeg med min Familie
om vort tarvelige Bord. Børnene læste sine Bordpsalmer,
og vore Hjerter opløftede sig til Gud med Tak for hans
mange, gode Gaver. Siden spillede min Kone, og vi sang
Begge til Afsked med det gamle Aar Voss's opløftende Nyt-
aarssang: "O Brødre, Timen lyder"3. Jeg gjenkaldte mig
deres Minde, "som var blandt os, men ei er meer", først
og fremst min dyrebare Moder, som nu nyder den evige
Hvile, hvorefter hun saa længselsfuldt stundede, hvorfor jeg
ogsaa glædedes og takkede Gud, selv i det Øieblik, Døds-
budskabet forkyndtes mig -- og dernæst alle mig bekjendte
Mennesker i og uden for min Menighed, som i det hen-
|
| s.283 | rundne Aar have nedlagt Vandringstaven. Med rørt Hjerte
lyste jeg Fred over dem Alle. Ved sidste Vers fløi Tanken
fra dem til mine danske Venner, som jeg nu har været
fjernet fra paa niende Aar. Jeg mindedes Fortids glade
Dage; lys stod den Tanke for min Sjel:
"For evig vi ei skilles ad!" --
og med den lagde jeg mig paa mit rolige Leie, uden at
misunde dem, der i dette Øieblik sværmede om i Prindsens
glimrende Dandsesale.
1 tilbake Det blev Commissionens Hengang. Den samledes aldrig mere.
(Pavels's Anm.)
2 tilbake Vistnok Albert Peter Lassen, i sin Tid Overlærer ved Cathedralsko-
len og Forfatter af de mange bekjendte historiske Lærebøger.
3 tilbake Sangen er oversat af Pavels og har senest staaet aftrykt med
Schultz's Musik i 3die Aargang af "Illustreret Tidende". |
| bla bakover |