|
(Christiania) 29de September. I Aften var jeg i Conversationsselskabet, hvor foruden mig kun Hersleb, Stenersen, Tandberg og Prahl indfandt sig, og var der endda kun kort. Jeg frygter, at dette Selskab er bygget paa Sand, og at der hverken behøves Regnskyl eller Stormvind for at ødelægge det. Det vil falde, men dets Fald vil just ikke være stort, hvilket det selv heller al- drig har været. 30te September. Den hele jammerlige Flok af Onsdags- og Torsdags- comfirmander havde jeg i Dag samlet for sidste Gang. Det er en yderst nedslaaende Tanke, at blandt de 28 Børn er neppe mere end 3, som, naar vi havde et godt Skolevæsen, som samvittighedsfuldt blev benyttet, burde været confirme- rede, medens alle de andre ere reent umodne, tankeløse Uden- adspjattere og Nogle ikke det engang. Og om jeg nu havde bortviist dem alle 25, om de vare komne igjen næste Sommer og atter afviste og saa fremdeles til deres 25de Aar, mon da virkelig en Femtedel var bleven bedre, end den er nu? Ak, jeg tvivler. Det er en sørgelig Forretning at confirmere disse Mennesker -- o mit kjære Kjøbenhavn! | |
| s.236 |
3die Oktober. Confirmationssøndag. I min Tale gik jeg ud fra den Sandsynlighed, at mange af disse unge Mennesker kunde blive bortrevne i deres feireste Alder, og det ei alene de sygelige iblandt dem, de, der bestemtes til Krigerstanden eller Sø- mandsliv, men selv blandt de sunde og stærke, hvem ingen os bekjendt Fare truer. Og nu spurgte jeg deres Forældre og Venner: Om de nu vidste, at denne Lod ventede deres Børn og Yndlinge, hvad kunde da trøste og berolige dem ved deres Dødsseng og Grav? Ikke, at de vare smukke og talentfulde, velhavende, havde Næringsvid og gode Udsigter til jordisk Held; det var jo Alt forbi, og hiin Tanke, hvad de var, og hvad de kunde blevne, vilde maaskee heller skjærpe end sløve Smertens Braad. Men: at deres udødelige Sjæle ere berigede med de Skatte, som gjelde i det Land, hvortil de ere henvandrede, at deres Forstand er dannet og oplyst, deres Hjerte reent og uskyldigt, at de har lært at kjende og elske deres Skaber, det er det, som ene kan lindre Sorgen over deres tidlige Bortgang; thi Intet af alt dette er tabt ved Døden. Det, hvormed Forældre allerbedst kunne væbne sig mod Mistrøstighed ved deres Elsktes tidlige Død, er alt- saa, at de have bidraget til deres intellectuelle, moralske og religiøse Dannelse Alt, hvad de formaaede. Er der nu for denne talrige Ungdom, der samledes her, gjort Alt, hvad der kunde gjøres? Kunde Forældrene, om deres Børn i denne Nat bortkaldtes, ved deres Grav give sig det Vidnesbyrd: "Vor Samvittighed bebreider os Intet!" Med Veemod benægtede jeg det om den store Mængde iblandt dem og sagde de Tilstedeværende nogle meget alvorlige Ord om deres Ligegyldighed i at bibringe Ungdommen den vigtigste af alle Kundskaber. Jeg endte med Formaninger til de Forældre, som havde yngre Børn, med hvilke endnu noget kan udrettes, inden de slipper deres Lederes Haand, og til de Unge endnu, saavidt muligt, at |
| s.237 | indhente det forsømte. Ak! det var vel tomme Ord, som hen- veiredes i Luften, Frøkorn, henstrøede paa Veien og flux opædte af Himmelens Fugle, uden at et eneste fremspirer og bærer Frugt. -- Prindsen kom, da en Trediedeel af Præke- nen var holdt, sort klædt; thi hele Byen har Hofsorg i An- ledning af Enkedronningen af Sverriges Død. Saasnart Overhøringen begyndte, gik han, og deri fortænker jeg ham ikke. Gid ogsaa jeg kunde gaaet! Cadetterne vare næsten uden Undtagelse under min Forventning, som dog ikke var stor. Kloge vare ikke de fleeste af dem, men de teede sig dummere, end de virkelig vare. Af alle de 41 Drenge var der kun en eneste, som nogenlunde fyldestgjorde mig. Ganske faa av Pigerne kan jeg give fordeelagtigere Vidnesbyrd, dog var Karen Dahlgren sig selv liig, og jeg beklagede offentligen, at Samtalen med hende maatte være saa kort, ligesom jeg ogsaa ved Confirmationen lyste en ganske besynderlig Velsignelse over hende; thi ligesom hun var den forstandigste af dem Alle, ja den ypperste Confirmandinde, jeg nogensinde i mine 21 Embedsaar har havt, saa var der og heller Ingen saa hjertelig rørt som hun. I den hele Drengeflok saae jeg neppe et vaadt Øie; Cadetterne især vedligeholdt deres Mand- haftighed. Derimod græd adskillige Piger, men hvad disse Taarer betyde nu, og fremfor alt, hvad Frugt de ville bære herefter, veed kun den Alvidende. Det var mig imidlertid et rørende Syn at see de mange taarefulde Øine under Slut- ningstalen. Denne var over sidste Vers af: "I Jesu Navn", i dets gamle, langt skjønnere Form. Jeg havde beredt mig paa at tale hjertelige, indtrængende Ord. Men jeg saae om- kring mig! Stolene vare næsten tomme, Kjedsomheden syn- tes at staae malet paa Cadetternes Ansigter. Jeg blev kold og hastede mod Enden og vandrede hjem Klokken 1, glad med Hensyn paa mit udvortes Menneske, men som Lærer og Christen mere mismodig end tilfreds. |
| s.238 | At Coursen med et er faldet fra 13000 til 6000 (man ved ikke ved hvilken heldig Finantsoperation), og at en for- melig Røverbande er opdaget i Smaalehnene, og 24 af den grebne paa Moe Marked, hvorved den da ventelig vil oplø- ses, er Dagens ei umærkelige Nyheder. 4de Oktober. Conversationsselskabet var i Aften talrig besøgt, da Stenersen havde bebudet at ville oplæse en Afhandling om, hvad han tænkte sig som Selskabets Tendents. Efter en lang og altfor beskeden captatio benevolentiæ opstillede han (i sin Skoles Sprog) et henrivende Ideal, hvorved jeg kunde fristes til at udbryde med Geheimeraaden i "Bewustseyn": "O Sohn! welch' himmlich' Bild! weiter in deinen schönen Träumen!" Saaledes sværmede og drømte ogsaa jeg i min Ung- dom, kun i en anden Terminologie og med en noget forskjellig Anskuelse, og lod det sig haabe, at et saadant Ideal kunde vorde realiseret -- o, jeg blev ung igjen, og kastede mig i Tingen med Liv og Sjæl. Men jeg saa rundt omkring mig, og saae -- heterogene Væsener, der neppe nogensinde have opløftet sig til Tanken om det Guddommelige i Mennesket, om det Høie og Høieste, vi bør fremstræbe til. Jeg saae fremdeles paa Medlemslisten og fandt Navnene paa end flere Jordorme, der krybe i Støvet og aldrig blive Som- merfugle. Da sank min Enthusiasme, og jeg fik Lede til et Selskab, hvor man havde opstillet sig et Ideal, som der maatte blive uopnaaeligt, og hvor jeg ikke kan sige mine Tan- ker frit uden personligen at fornærme Mennesker, som jeg i an- dre Henseender finder al Agtelse værd. Skulde et saadant Maal opnaaes -- nei, da maatte en anden Grund være lagt, og andre Bygmestere lagt Haanden paa Arbeidet. 5te Oktober. I Directionsmødet paa Theatret behandledes et For- slag af Holten om at gjøre Prindsen en Surprise paa The- |
| s.239 | atret i Anledning af hans Søns Fødselsdag. Efter Styk- ket skulde opreises en Piedestal, og i en Fordybning af samme anbringes den lille Prinds's Portrait, hvorpaa Holten som administrerende Directeur vilde træde frem og gratulere Prindsen i Selskabets Navn. Efter de sidste Ord: "Gid han vorde sin Fader liig", skulde som sædvanlig klappes og raa- bes Hurra. Uheldigviis var Holten ikke tilstede, hvilket hav- de tilfølge, at hans værgeløse Forslag ynkelig blev harcelleret af Directionens Spottefugle som et Foster af Holtensk Ego- isme. Imidlertid fandt man, siden Motionen var skeet, at Noget burde gjøres, og var i temmelig stor Forlegenhed, da Haxthausen kom, og allerførst kuldkastede Ideen om Portraitet som upassende. Derpaa fik Holtens Tale Naadestødet, og endelig bestemtes, at Piedestalen fra 18de Septbr. skulde over- males, og et nyt Navnetræk anbringes. Smukt oplyst skul- de den da fremstilles paa Theatret, og Haxthausen, som for- nemste Directeur, omgiven af alle sine Colleger, staae op fra sin Bænk og frembære Directionens underdanigste Compli- ment, undskylde de tarvelige Tilberedelser, og saa Hurra og Klap! Nu gjaldt det da at faae fat i en Maler, som i Hast kunde opflinke vor Milepæl, som de kaldte den. Endelig fik de en tertii ordinis, der paatog sig det, og dermed var det forbi. "Medbeilerne" spilledes. Efter Stykket kom den oven- omtalte Surprise, for hvilken Prindsen takkede, og ønskede, at hans Søn snart personligen kunde, -- ja jeg veed ikke ret, hvad det var. 7de Oktober. Man vil vide, at den afsatte Kong Gustavs Søn skal af den norske Armee indføres i Sverrig, hvor han ventes af et stærkt og talrigt Parti, der vil sætte ham paa Thro- nen og da vil forandre System. Det synes urimeligt, og er |
| s.240 | vel ogsaa Løgn. At her med det første bliver alvorlig Ud- marsch, paastaaes imidlertid med Sikkerhed. 8de Oktober. Jeg gjorde en meget lønnende Gang i Provideringscom- missionen, hvor jeg fik Anviisning paa en Tønde Rug og 1/2 Tønde Hvede, begge Deele for 330 Rd. hvilket er Røver- kjøb i disse Tider. Det var nok især Thrane, jeg havde at takke for denne, ved Magasinets nuværende Tomhed ikke ubetydelige Gunst. -- Efter min Hjemkomst fik jeg en uven- tet Visit af Etatsraad Falbe og Staldmester Kaas, men det var naturligviis ikke for at vise mig en Høflighed, de kom: tvertimod havde de, eller egentlig Kaas en dobbelt Bøn til mig at holde en Tale paa Lørdag ved Capt. Hirschnachs Grav og forfatte en Gravsang, som Falbe skal componere, og Nogle af Lyceets Medlemmer synge. Altsaa er jeg da atter dømt til det gamle Hoveri. Talen regner jeg aldeles ikke dertil. Der siges mig saa meget Godt om denne tidlig bortrevne unge Mand, og Prindsens Hengivenhed til ham (de have været sammen i 14 Aar, siden hans 17de og Prindsens 13de Aar), og der lader sig saa meget tænke og føle ved hans, som det synes, ubetimelige Bortgang fra alt det Gode, han kunde nydt, og al den Herlighed, han som Thronarvingens Yndling kunde ventet, at jeg ret lykønsker mig med at skulle tale ved denne Grav. Men Sangen ønskede jeg saare gjerne at skaanes for. 9de Oktober. Jeg har aldrig gaaet saa bedrøvet fra gamle Frue Dyhring som i Dag. Religionsscrupler ere vakte hos hende, og jeg tør maaskee ved hendes Sygeseng faae et sværere Ar- beide, end jeg havde ventet. Jeg har ofte sammenlignet hende med min Moder. Denne var i det Timelige langt lyk- keligere; derimod fandt jeg deres Sjælstilstand noget lig- nende, skjønt min Moders Aand var lysere og friere og hendes Stemning mindre exalteret. Men aldrig har jeg fun- |
| s.241 | det saa fremstikkende Forskjel som i Dag. Angst for Satans Fristelser, Samvittighedsnag over at være falden i Søvn under Bønnen, eller at have tænkt formeget paa Verden, Selvanklage for store Synder, ja for Ugudelighed, saadant har jeg aldrig hørt af min Moder, og jeg er forvisset om, at Ingen har hørt det. Jeg søgte at bringe Frue Dyhring fra Tanken om Djævelen, og det var ligesom der udbredte sig et nyt Liv over hendes Væsen ved den Forestilling, at hendes Ængstelser og Adspredelser vare Prøvelser af Gud og ikke Fristelser af Satan. Ved denne Tanke lod og lader jeg hende blive. Den skader intet, naar Kjærlighed og Til- lid til Gud og Forvisning om hans Godhed forenes dermed. 10de Oktober. Den høitidelige Jordefærd er det eneste, som i Dag kan meldes noget om. Handlingen endtes med en tredobbelt Salve, der hører til en militair Begravelse, men passer iøv- rigt til religiøs Sang og Tale som en knyttet Haand til et blaat Øie, hvorefter Kaas bukkede for os Alle og takkede i Slægtningers og Hans Høiheds Navn, og Soldaterne dro- ge nu bort under lystig Marsch, hvori Holten fandt en Af- bildning af Livet. Endnu erindres, at vi have faaet et af Moer Korens Dagbogshefter. Jo flere Venskabsforbindelser og jo flere Læsere Dagbogen faaer, des mere maae hun lempe sig efter Alle, og sige Enhver smukke Ting, og desmindre vil den kunne give en troe Afbildning af hendes sande Følelser og Me- ning. I den Periode, hvis Historie her fortælles, har kun fast uophørlig levet blandt Dagbogens Læsere -- cetera qvis nescit? 11te Oktober. Sverdrup har laant mig to Smaaskrifter af Grundtvig: "Krønikens Gjenmæle" og "Til Fædrelandet om dets Tarv og Fare". Det første er et i det Hele tilfredsstillende Svar |
| s.242 | paa Molbechs Brochure1. Jeg kan endnu ikke fravige hiin første Mening, at Grundtvig i det Hele har Ret i, hvad han siger om Bastholm saavel her i Krøniken. Ikke et Ord af, hvad Liebenberg skrev, drager jeg i Tvivl, og jeg erkjender, at min Udladelse fortjente en Tilretteviisning. Høiligen ærer jeg Videnskabsmanden og Mennesket Bastholm, men at Grundtvig med skarpt Blik har gjennemskuet hans Skribentcharakteer, tør jeg heller ikke nægte. Meget Lys, men liden Varme har jeg bestandig fundet i Bastholms Arbeider, og har han end selv virket Gavn, saa har hans Efterabere og Efterabe- res Efterabere langt mere skadet end gavnet, og middelbart idetmindste har han saaledes bidraget mere til at svække end til at fremme sand Religiøsitet i vort Fædreland. -- Det andet Skrift er ensidigt og fuldt af Underligheder som Alt, hvad G. skriver, er hist og her stemt i reen Præketone med lange Citater af Bibelsprog, er heller ikke frit for udsvæ- vende Tautologie, men meget ypperligt siges der om den rasende Egennytte, der hersker i vore Dage, om Klagerne over vort Finantsvæsen, om Jødefeiden o. m. dl.; og "at det ikke er Fremmedes Vaaben eller Rænker, vi have at frygte, som volde vor Nød og true vort Fædreland med Skjændsel og Undergang, at det er os selv, vor Vantroe (og vore La- ster), vi have at frygte, at det er dem, som vil ødelægge os" -- o, at jeg turde nægte dette eller, at vi idetmindste kunde sige: Grundtvigs Paastand er overdreven! Nei desværre! vi kunne det ikke. O, at dog denne herlige Mand, dette luevarme Hjerte vilde følge den evig gyldne Regel: ne qvid nimis! Det er en ypperlig Sag, Grundtvig forsvarer, men hans overspendte Iver ophjelper den vist ikke. Han vil være en Luther, men baade i ham selv og i Tiderne ere Grunde nok, hvorfor han aldrig kan vorde det. -- Der var meget at op- |
| s.243 | læse efter Prædikenen i Dag, hvoriblandt Indkaldelse til alle Svenske at møde for Øvrigheden og aflægge den under for- rige Krig befalede Eed, og en Placat fra Statholderen om et Laan af Kornvarer til Armeens Brug fra hver Jordbruger i Aggershuus og Christiansands Stift, hvilket loves tilbage om 3 Maaneder med en Skjæppes Opgjæld pr. Tønde. Bare man ogsaa kan holde Løftet! 17de Oktober. Af det forhen omtalte Esmarchske Sendebrev til hans fordums Menighed (Humble paa Langeland) ere i Dag 3 Ex- emplarer indleverede i mit Huus, jeg formoder af ham selv, som nu, efter i længere Tid at have fyldt Trondhjems Aviis med Sottiser paa Vers og Prosa mod "Sandhedsfienden Bech,"1 med Bechs Tilladelse er personel Capellan hos Pro- fessor Leganger i Eidsvold. Brevet er i hans sædvanlige excentriske Maneer, dog ikke uden en vis rørende Hjertelighed. Brevet slutter saa: "Gud og hans Forsyn paa og udi Jor- den befalet, henlever jeg Eders Alles troe Ven og med Guds viise Tilladelse berøvede Lærer A. E." -- Der var Examen i Søndagsskolen. Bispen holdt en ret meget passende og smuk Tale, ved hvilken jeg gjorde to Anmærkninger: 1) Jo mindre Umage Bech gjør sig, desto heldigere er han. Jeg har aldrig hørt noget slettere af ham end hans Universitets-, Geburtsdags- og Prindsetaler, og aldrig noget bedre end det, der, som denne Tale, var udarbeidet for et Hverdagsaudito- rium, som han ei behøvede at genere sig for. 2) Uagtet dette extemporerer han meget slet, da et Par Steder i Slutnin- gen, som nok efter Omstændighederne var forandret, røbede Forlegenhed og var reent Væv. 18de Oktober. Som Prøve paa en af vore Fattiginspecteurers og en |
| s.244 | af Aggers rigeste, fornemste, meest indbildske Bønders Cultur afskriver jeg følgende Billet, som i Dag sendtes til Fattigcom- missionen: "Kisine Pers Datter og Iinger Toften Datter ønsker at faa noget til jelp til Hvinderen af Komessoene." "Tiden" er nu vakt tillive igjen. I Førstningen opteg- nede Wulfsberg alle Naragtigheder, som findes i vore Stifts- aviser, med spidse Anmærkninger; men dette skal have mis- haget Prindsen, og nu er Bladet saa tamt og uskyldigt, som det bedst kan være. 20de Oktober. I Bondevensmødet havde vi en Fortsættelse af Flors vandige Snak om Vand, og da Maschmann saae, at det kje- dede mig, var han saa honnet at flye mig en tydsk Reisebe- skrivelse af en Mineralog ved Navn Hausmann, hvor jeg læste adskilligt interessant om Christiania og hans Ophold der og i Omegnen. Maschmann selv, Schandorff, Flor, Dr. Müller, Mad. Tullin (som Skuespillerinde) og fremfor Alle Moer Koren staae der med Palmer i Hænderne. Han lader iøvrigt til at være en indsigtsfuld og honnet Mand, og man kan ikke sige Andet, end at han viser sig erkjendtlig for hver Ret Mad, man har trakteret ham med, kun maae jeg tilstaae, at hans Yttringer om Normændenes Forhold til deres danske Brødre og Sindelag mishage mig som overdrev- ne, tildeels usande og ingenlunde uskadelige. Hverken Regje- ringen eller nogen retskaffen dansk Patriot vil med Ligegyl- dighed kunne læse, hvad her er skrevet om den indbyrdes Dis- harmonie mellem de to Broderfolk. Efter det skulde man troe de svenske Insinuationer maatte gjort mere Indtryk og Virk- ning; men dette Aars Erfaring, haaber jeg, har i Regjerin- gens og Folks Øine gjort den slet underrettede Tydsker til Løgner. Den betydelige Forskjel, han finder mellem det nor- ske og det danske Sprog, viser og tilfulde, at han Ingen af dem forstaaer. |
| s.245 |
21de Oktober Der har længe cirkuleret et taabeligt Rygte blandt Al- muen baade i Byen og paa Landet, at unge og fede Men- nesker blive lokkede hen til et Sted i Byen, hvor man slag- ter og nedsalter dem. En savnet Pige, som man ikke vidste, hvor hun var blevet af, har givet nogle lystige Hoveder An- ledning til at sammensmøre et Eventyr, som nu er blevet almin- delig Folketroe. To Tyrker opholde sig her i Byen og give en Tønde Guld for en Tønde Menneskekjød og to for et lige Qvantum Menneskeblod. Frimurerne ere deres Commissio- nairer, og i Ledtog med dem ere Folk af de høiere Stænder, især Kammerherre Rosenkrantz, som Directeur for Rigsban- ken, til hvis Ophjælp denne Entreprise foretages. Fyldige unge Piger ere de især gridske paa; de lokkes ind i Christian Olsens Huus, som er Slagterstedet. Endog Prindsen skal være Medvider. En Mand fra Landet, som havde fundet sin bort- komne Datter derinde afklædt, med Kniven for Brystet, men lykkeligviis udrevet hende af Mordernes Kløer, og gik til Prindsen for at klage, fandt en kold Modtagelse og fik in- gen Satisfaction. Saaledes lyder Historien.2 22de Oktober. Rasmussen, som har været i Kjøbenhavn, holdt store Lovtaler over Kongen. Haxthausen istemte naturligviis, men kunde dog ikke frikjende ham for det ulykkelige Detailvæsen, at han paa Smaating spilder den Tid, der kunde været bedre anvendt, og derved nødvendig maae forsømme Meget, der er en Regents Opmærksomhed langt værdigere. Dette røber dog altid en Forstandssvaghed og en Selvtillid, der kan udrette Ulykke nok i en Privatmands Affairer, men som hos |
| s.246 | en Fyrste, der ikke har ypperligere Ministre, er dobbelt for- dærvelig, og gjør det altfor begribeligt, at et Land, saaledes regjeret, i vanskelige Tider maae gaae ad undas. 23de Oktober. En af Christianias meget agtværdige Oldinge, Cantor Flintenberg, har i disse Dage forladt Jorden. I hans yngre Dage rostes han som musikkyndig Mand, endog Com- ponist. Hans hele Liv igjennem kjendtes og æredes han som et retskaffent Menneske, og et stort, uindbudet Følge skal have ledsaget ham til Graven. Han havde selv forfattet føl- gende charakteristiske Gravskrift, som læses i vort Ugeblad: "Bene vixit, gui bene latuit. Født i Throndhjem den 17 Decbr. 1735, død den 16 Octbr. 1813. Vellyst var min naturlige, Gavnelyst min moralske Tilbøielighed. At stundom den første vandt Bugt med Fornuften, veed Faa: at ofte den sidste gav mig Forsmag paa Himlen, veed Færre: men at jeg med rolig Samvittighed døde, veed Ingen uden Gud og jeg, Isach Andreas Flintenberg." Frue Dyhring bragte som sædvanlig religiøse Materier paa Bane og beraabte sig paa sin Onkel, Præsten Schjønnebølles3 |
| s.247 | og en af hans Bøgers Autoritet for at beviise, at man i Krigstid ved almindelig og indstændig Bøn kunde bevæge Gud til at give endog det svagere Partie Seier. At et Folks Religiøsitet kan formilde, ja afvende mangt et Nationalonde, som Irreligiøsitet fremkalder og forøger, er ogsaa Grundtvigs Mening og i sig selv vel en soleklar Sandhed. Den gode Kone, hendes Onkel og hans Yndlingsautor havde nu givet den en Udstrækning, som vel hverken bestaaer med sand Religion eller sand Philosophie; men hverken hos Ung eller Gammel vilde jeg dog bestride denne elskværdige og vist ikke skadelige For- dom. -- Kun vilde jeg naturligviis lægge til: "Ikke nok, at Du beder, Du maa ogsaa arbeide og kjæmpe." Hun har ellers det meget rosværdige Princip, aldrig at nævne Religionen for noget fremmed Menneske, som besøger hende, da hun veed, hvor dybt Mængden ringeagter den. Heri som i meget An- det ligner hun min Moder og differerer fra salig Provstinde Bugge, der viiste enhver Fremmed sin kunstige Getsemane Have og talte til letsindige Ynglinge og erklærede Spottere om Jesu Blod og Vunder. -- Rasmussen fortalte, at han havde været i Directionsmøde i Selskabet for Norges Vel fra Kl. 101/2 til Kl. 4; saalænge havde Prindsen holdt dem varme og var vel vedblevet, dersom ikke Bispen paa en fiin Maade havde foreslaaet Sessionens Ophævelse. Det hurtige og tillige dybe Blik, hvormed Prindsen overskuer og gjen- nemskuer Alt, hans Utrættelighed i Arbeide som i Dands kunde Rasmussen ikke noksom berømme. Saa uendelig sys- selsat han maae være med hele Norges krigerske og frede- lige, legemlige og aandelige Anliggender, havde han dog gi- vet sig til at gjennemstudere Selskabets nye Love og de Betænkninger, som herover vare givne, havde selv skrevet et heelt Ark Anmærkninger og gjennemgik Punkt for Punkt, som om det var hans vigtigste Hovedsag. Med sin lyse, vidtomfattende Aand og sine Indsigter vil han bedre end |
| s.248 | mange Andre kunne forene Detailkundskab med Oversyn over det Hele. Han vil ogsaa have judicium til at skjønne, hvor der sattes hans Evner og hans Virkekreds et non plus ultra. Mindre kjært var mig, hvad Rasmussen fortalte mig om den afskyelige Tone, der skal være herskende i Kjøben- havn, den Misnøie, fast med alle Regjeringens Foranstalt- ninger, der yttres hemmelig og aabenbare. Gud være lovet, at ingen saadan Bebreidelse kan gjøres de for ikke længe siden mistænkte og miskjendte Normænd! At der mod Patrio- tismen i deres Adfærd er Meget at sige, kan desværre ikke nægtes; men i at holde strengt over den udvortes Tugt, i at tale værdigen og ærbødigen om Landets Regjeringer, i at lade Hensigten vederfares Ret, om endog Midlerne misbilli- ges, kunne de fremsættes som Mønstere. 24de Oktober. Her kom i Morges Circulaire fra Bispen, hvormed fulgte kongelig Bekjendtgjørelse angaaende Krigserklæringen mod Sverrig, hvilken skulde oplæses fra Prædikestolen. Det har vist ikke været Kongens Mening, at den egentlige De- claration paa den Maade skulde bekjendtgjøres; sandsynligviis er det blot Holtens Indfald, som Prindsen har givet sit Samtykke til. Begges Indhold stemmer i det væsentlige overeens, kun at Sverriges Fornærmelser udførligen dedu- ceres i Declarationen, og at Bekjendtgjørelsen er affattet i et mere populairt Sprog og ender med en Bøn, hvori Ud- trykket "vor hellige Kamp" stødte mig. Borch prædikede, og jeg gik ud i Tugthuuskirken for at høre Sigvart. Jeg fortrød ikke min Vandring, thi han holdt en overmaade god Prædiken om christelig Frimodighed, hvor han vel ikke sagde noget nyt eller frappant, men som var en fuldkommen hen- sigtspassende Folketale for en blandet Menighed, var instruc- tiv, opvækkende og trøstende. Med det udvortes Foredrag |
| s.249 | var jeg mindre tilfreds. Han havde ligesom Juell sidste Søn- dag faaet et anseeligt Offer paa Herrens Alter af Folk udenfor hans Menighed, og takkede derfor efter Prædikenen paa en meget passende og anstændig Maade. Skal endelig saadan offentlig Taksigelse finde Sted, maae man ønske den som Sigvarts. Jeg pønsede ved samme Leilighed paa min Julecompliment til Aggers Menighed, der neppe vil blive fuldt saa rørende. Jeg er ret inderlig kjed af den, og op- ofrede gjerne nogle 100 Courantdaler, om Deficit skulde finde Sted i Fattigkassen, om jeg med samme kunde sige som hiin Præst i hans Afskedsprædiken: "Gud være evig Lov og Tak, som frelste os fra det forbandede Pak -- jeg mener Synden, Døden og Djævelen". Jeg har ellers i Dag af mine egne Børn faaet en Lærdom, som jeg alvorligen maae tage til Hjerte. Deres Veninde Engel Lange havde fortalt dem, hvorledes hun kunde Bordbønner, Morgen- og Aftenbønner udenad, og de spurgte nu, om de ikke ogsaa skulde lære saadanne. Jeg minde- des min salige Moders Formaninger til os; med Skamfuldhed erkjendte jeg, at Huusandagt ikke existerer hos os, og at, skjøndt jeg troer, mine Børn kjende Gud saa godt, som de i deres Alder behøve, have de endnu ikke lært at elske og tilbede ham. Pludseligen at gjøre en Forandring heri, var at tilstaae Børnene, at vi have feilet, og at formindske deres Agtelse for os; men forberede den skal jeg, saa at vi i det nye Aar kunne begynde et nyt Levnet. Forsættet er fattet for Guds Aasyn, og det maae og skal fuldbyrdes. 25de Oktober. I Conversationsselskabet var Samlingen meget talrig og forsaavidt udvalgt, at man just ikke kan sige, at de Per- ler, Kjerschow udstrøede for os, ganske vare henkastede for Sviin. Han oplæste nemlig en Critik over en Afhandling, Hersleb i forrige Møde havde leveret om de religiøse Be- |
| s.250 | grebers Oprindelse. Uden at kjende det Skrift, mod hvilket Indvendinger vare gjorte, kan jeg ikke bedømme disses Gyl- dighed; men Critikken røbede megen Læsning og var forfat- tet i et reent og skjønt Sprog. Den captatio benevolentiæ, hvormed den begyndte, var ellers altfor lang og ydmyg. 26de Oktober. Jeg kan ikke undlade at afskrive et deiligt Digt af Grundtvig til Molbech, indrykket i "Kjøbenhavns Skilderie." Jeg har forhen omtalt Molbechs Adfærd mod sin fordums Ven som illiberal afstikkende mod den ømme, sagtmodige Tone i dennes Brev. I "Krønikens Gjenmæle" findes Intet, der kunde opirre Molbech; ikke destomindre skal han have besvaret dette Skrift med megen Bitterhed og blandt Andet sagt, "at han herefter havde intet mere at skifte med Grundtvig." Svaret herpaa lyder som følger.4 Gud ske Lov! jeg kan ikke gjøre mig noget Begreb om, hvorledes man kan modtage et saadant Farvel og ikke synke i sin fornærmede Vens Arme og aldrig mere i Liv eller Død forlade ham. Hersleb har laant mig sin Afhandling, og jeg har i Dag læst den med stor Fornøielse paa Indledningen nær, der atter er en til Nederdrægtighed grændsende captatio be- nevolentiæ, som jeg neppe troer Bibelhistoriens lærde og smagfulde Forfatter kan meene af Hjertet. Hvad er det for ældre, indsigtsfulde Mænd i vort Samfund, Hersleb skulde undsee sig ved at indlade sig i Væddekamp med, eller frygte altfor strengeligen at bedømmes af? I Erudition er han dog nok vort Selskabs ypperste Medlem, og hvo sig saale- des fornedrer, fortjener neppe at ophøies. Afhandlingen gaaer ellers ud paa at vise, at al sand Religion udgaaer |
| s.251 | af Aabenbaring, og at den gradvise Overgang fra Fetisch- dyrkelse, Sabæisme og Idolatrie til reen Fornuftreligion er en Chimære, som baade Philosophie og Historie modsige. Man kunde ønske dette udførligen bevist, men hvad der her i Korthed er sagt, er baade grundigt og skjønt. Hans Svar paa en af de ventede Indvendinger maae jeg afskrive: "Det var mig, som sagdes der til mig med haanligt Smiil: Men hvem kan da begribe, hvorledes Gud meddelte Adam eller Nogensomhelst en Aabenbaring? Paa dette Spørgsmaal kan jeg kun svare med et Andet af samme Natur, der dog ligger os langt nærmere: Siig mig engang, siden Du tænker saa klart, hvad da egentlig en Tanke er? Til Du bliver færdig med dit Svar, kan Du vel give mig Frist til at tænke paa mit." Rasmussen præsiderede for første Gang i Skolecom- missionen. Han er en Formand, wie er seyn soll: Mod ham bortfalder Sigvardt reent. Som øvet Forretningsmand staaer han langt over mig. Han ligner mig i ikke at spilde Tiden paa Allotria, og ei at være en halv Time om det, som kan afgjøres i fem Minutter; derimod er han min Mester i med et Øiekast at overskue Tingen heel og paa en ganske kostelig Maade at affærdige hver utidig Snakker. Som saadan viste Dr. Garmann sig i Aften ret i udmærket Grad, og han er aldrig med saadan Blidhed og Eftertryk, i tilsyneladende Spøg og virkeligt Alvor redigeret in absurdum. 27de Oktober. I Aften opførtes den politiske Kandestøber, men det er desværre lidet glædeligt, hvad jeg kan sige derom. De flestes Spil var saare maadeligt, tildeels smagløs og tankeløs Car- ricatur. Costumerne vare ogsaa tildeels absurde. Naar Holberg behandles saaledes, undrer det mig ikke, at den fiine Verden gjør Nar ad ham. Prindsen syntes dog at more sig. |
| s.252 |
28de Oktober. Til Conserten i Aften havde Platou leveret en Cantate sub tiltulo: "Norske Høstblomster, helligede Landets Moder: Hendes Majestæt Dronning Maria", hvilken var et nyt Be- viis paa det egne Talent, han har til at sige gedigent Non- sens saaledes, at det seer ud som ægte Poesie. Maaltidet var mere tarveligt end luxuriøst, og saa bør det være i Ti- der som nærværende. Storkorsene Rosenkrantz, Haxthausen og Anker og Commandeuren Thygeson bebreidede hverandre efter Bordet, at de havde forsømt at udbringe Prindsens Skaal. Jeg troer ikke, man blev enig om, hvem saadant egentlig havde tilkommet, men derom kunde der kun være een Mening, at det var en Sottise, naar ikke alene Kongens og Dronningens, men selv Prindsesse Carolines Skaal blev drukken, og at Stormændene vare Skyld deri. 1 tilbake Om Polemikken mellem de hidtil i nøie Venskab forbundne, Molbech og Grundtvig, see nu den i 1888 i Kbhvn. udgivne Samling af deres Breve. 2 tilbake Aldeles lignende Historier om Nedslagtninger af Mennesker, især Piger vare i Omløb i Christiania i 1869, se "Aftenposten" for 16de Septem- ber, og "Morgenbladet" for 17de September f. A. 3 tilbake Ulrik Fredrik Schjønnebølle, af en norsk Adelsfamilie, som med ham uddøde, var Sogneprest til Id og Nordre Frederikshald (  1769). Seeom ham Worms Lex. over lærde Mænd III. S. 336. Top. Journal, H. 6, S. 50 og Suhms Samll. Skr. IV. S. 349. Han havde i sin Tid været Suhms Informator, see Stamtavle over Slægten Bern- hoft, XIV, Anm. 4 tilbake Digtet er trykt paa flere Steder og nu atter i den nys citerede Bog: Chr. Mollbech og N. F. S. Grundtvig, en Brevvexling, samlet af Chr. K. F. Mollbech. S. 129 -- 130. |