|
27de August. Saxild2 har store Fortjenester af Søndagsskolen. Tre Timer hver Søndag opofrer han dette Institut, og ufor- beredt træder han ikke frem blandt sine Disciple. Det mærkes paa hans Foredrag, hvad han ogsaa selv sagde, at han læser med Flid og Skjønsomhed og confererer f. Ex. Badens, Nissens og Birchs danske Grammatik med udtrykkeligt Hen- syn paa hans Undervisning i Søndagsskolen. Og at alt det, han lærer sine Elever der, er godt og hensigtspassende, om end en skarpsindig Kritiker kunde opdage enkelte materi- elle og formelle Feil, det kan ikke nægtes. Han er vist Søn- dagsskolens første Velgjører og fortjener, hvis han saaledes vedbliver, endog Regjeringens hædrende Opmærksomhed. -- I Litteraturtidenden recenserer Prof. I. Møller Grundtvigs Krønike paa en meget bitter og revsende Maade. Voltaire er | |
| s.218 | han imidlertid enig med Grundtvig i at fordømme. Til dennes Ukvemsord mod hin det attende Aarhundredes Afgud lægger han endnu et og kalder ham "en sneverhjertet Verse- mager", ham, som Baggesen for 28 Aar siden kaldte "Jor- dens første Digter", og som Rein med Prædicatet "den her- lige Voltaire", for 20 Aar siden høfligen bad at overlade Didactikeren Pope "den første Digterære". Sic transit gloria mundi. 28de August. Det er mig ubehageligt at høre, hvorledes Haxthausen saa fiint og lempeligen søger at nedværdige vor ædle, virk- somme Prinds, og da det er hans Feil, at han mindre end en Forretningsmand bør være, er Manden efter Klokkeslettet; saa fremdrager man denne i Tide og Utide, og for at vise sin allerunderdanigste Hengivenhed for Kongen anprises den- nes store Ordentlighed og Accuratesse. 29de August. Selskabet hos Mathiesen var stort og fornemt; Bevært- ningen var elegant, luxuriøs endog med Hensyn paa Tiderne. Vi fik 6 Retter Mad, foruden Kage og Frugter og 4 Sorter Viin. Bordconversationen var ret behagelig, bestod hverken i Klager, Skumlen eller Fadaiser; man vilde glædet sig ved et saadant Gjæstebud, naar ikke den Tanke fremtrængte sig, at saamange sukke over det nødtørftige, medens her ødsles, og den endnu værre, at Manden, som tracterede saa her- ligen, har nok tilovers, naar det gjælder om at tilfredsstille Sandselighed og Forfængelighed, men intet for sit Fædre- land, intet for trængende Mennesker. Det gjør mig inderlig ondt, thi Manden har ellers noget ved sig, som gjorde, at jeg kunde ynde ham. -- Treschow paastaaer om Nordal Brun, som har været hans Contubernal i Studenteraarene, at han alle sine Dage har været en Fiende af Læsning, og at han ikke gider læst en Bog igjennem. Smag og Philo- |
| s.219 | sophie har han rigtignok ikke valgt til Ledere paa sin litte- raire Bane, men at han har Læsning, skjøndt stundom maade- ligen fordøiet, synes at fremlyse selv af hans Feil. 30te August. I Aften var jeg og Neumann hos Bispen. Samtalen dreiede sig næsten udelukkende om Selskabet for Aggers Sogns Vel og dets befrygtede Undergang, hvilken vi vare enige om, vilde være baade skammelig og sørgelig. Et andet Samlingssted ansees for et virksomt Middel til at bevare dets Existents, ligesom og min Yttring i Mindetalen over John Collett synes bekræftet af Erfaring, at de nu ophævede Middagsmaaltider var et nyttigt Foreningspunkt for dets Medlemmer. Men hvad der især mangler er Colletts Aand, hvilken han ikke efterlod sin Successor tilligemed Formands- værdigheden. Anker sover; Glad trækker sig beskeden tilbage; Agerdyrkningscommissjonen med den kløgtige Veimester Steen i Spidsen bekymrer sig hverken om Aggers Sogns Vel i Al- mindelighed eller Agerdyrkningen in specie; Almuen har ingen Sands for den Ting; Secretairen Otto Collett, der bærer sin Onkels Navn, er over ham i Rang, men forresten dybt under den afdøde Hædersmand i enhver anden Henseende, lader fem være lige. Altsaa er det at befrygte, at Selskabet ikke vil komme til at føre andet end et vegeterende Liv, men end ikke dette bør ophøre for den almindelige Opsigts Skyld, og fordi det dog var muligt, at den udslettede Aand engang i bedre Dage kunde tændes paany, og Selskabet vækkes til et bedre, ædlere Liv. Ophører derimod dets Existents, saa er alt forbi, thi Aggers Sogn eier ikke og faaer vel aldrig en Mand af Colletts Mod til at beslutte og Kraft til at gjennemføre. Der skal overalt være et sørgeligt Derangement i den collettske Familie. Endnu idag var der hos mig en ung Mand, der bestilte sit Barns Begravelse, som fortalte, hvor bitterlig John Collett savnes af sine Undergivne, og at |
| s.220 | Savnet daglig føles haardere. Paa Hjemveien lagde jeg med Fornøielse Mærke til den store Stilhed paa Gaderne og i alle Grønlands mangfoldige Skjænkehuse. Drikkevarer ere nu saa sjeldne og kostbare, at man maa indskrænke sig i deres Brug. Derved ophører for en stor Deel de larmende Forlystelser, og et beruset Menneske sees nu fast aldrig. -- Med Bedrøvelse erfarer jeg, at ogsa Kongens sidste Foran- staltning til Finantsernes Opkomst møder Mistillid. 31te August. I Bergen averteres tilkjøbs: Johan Arndt's sande Chri- stendom. Den Bog turde man vist ikke her byde andre end en Høker eller Urtekræmmer. 1ste September. Der var stort Bal hos Prindsen. Man trak Lod om Plads ved Bordet, hvilken Lodkastning Prindsen selv under- kastede sig og fik til Dame Jfr. Fleischer, som jeg ifjor con- firmerede. Vi havde 6 Viser, sungne af Fru Thygeson og Haffner med tilhørende Skaaler: Kongens, Norges, Prinds Friederichs, vor høie Verts, Damernes og Glædens. Prind- sen sang selv med og har en mandig, behagelig Stemme. Beværtningen var særdeles god, men kun en Slags Viin var paa Bordet. 2den September. I Generalforsamlingen i Christiania Sogneselskab kunde intet decreteres, da den ikke var fuldtallig efter Lovene. Ind- beretning om Selskabets Virksomhed i det forløbne Aar og Embedsmænds Valg var altsaa det eneste, som foretoges. Sigvardt oplæste en lang Prospectus om Søndagsskolen og endte med en formelig Afskedstale, hvori endog gamle Norge ønskedes Held. Da Manden ei forlader Byen eller gaar ud af Selskabet, syntes denne Høitidelighed besynderlig. Til hans Eftermand valgtes Rasmussen, og det var vel. Jeg var neppe bleven i Selskabet og Commissjonen, hvis Valget |
| s.221 | var faldet paa Flor. Iøvrigt skal Generalauditør Bergh sørge for Byens Nytte og Ziir og Ritmester Elieson for Haandværkstandens Forædling. Hetting administrerer uden bestemt Virkekreds. Til Dagens Forhandling hørte ogsaa Præmiers Uddeling, dels Guldringe, dels Penge til 10 -- 12 Tjenestefolk for lang og tro Tjeneste. -- Man mediserer over Prindsen, men man har indtil dette Øieblik ei kunnet nævne et Fruentimmer, der saaledes har behaget ham, at en mis- tænkelig Forbindelse kunde formodes eller forudsees. Skulde det engang blive Tilfældet, da bør dyb Taushed hvile derover. Hvor Manden handler for Publicums Aasyn, der er han og under- kastet dets Dom, men hemmelige Privatanliggender bør man ignorere hos ham som hos enhver. Roes og Dadel, Forsvar og Fordømmelsesdom, Undskyldning og Persiflage er her lige utidig. Prinds Friederichs Forhold til Baronessen havde Publicitet, kunde altsaa bedømmes, men hvad Prinds Chri- stian foretager sig i sit Lønkammer, vedkommer ikke os, naar det kun ei har Indflydelse paa hans Regent- og Men- neskeværd. 3die September. Endelig fik vi da idag Post, og med den Efterretning om Stilstandens Ophævelse og Krigens fornyede Udbrud paa den holstenske Grændse, hvori vore danske Tropper med Held og Hæder skal have taget Del. -- I Formiddags havde jeg et sjeldent og ikke behageligt Besøg: Mad. Collett. Da Be- søget gjaldt mig, saa var det naturligvis et nyt Hoverie- arbeide, der skal paalæsses mig -- ja, Gud bedre! endog in duplo. Prindsen ventes med det første til Fladebye til et Jagtpartie1. Der vil da det hele Jagtselskab paradere |
| s.222 | ved hans Ankomst og Mad. Collett vil overrække ham et Digt, der skal være en Velkomst i den ærværdige 57 Aar gamle Corporations Navn. Men ikke nok hermed! ved Bor- det skal han ogsaa bydes "velkommen til Fladebye, hvor Glæden boer og Sorger flye"; det vilde da ligesom Corfitz's Sang klinge slet i Prosa, og til hvem skal man da henvende sig uden til mig? Det er sagtens udelicat og for mig helt ærgerligt og byrdefuldt, men, spurgte jeg Moer Koren, da hun yttrede, at man gjerne kunde sige Nei til en saadan Begjæring: "om De nu ikke selv kunde gjøre en Vise og De personligen var kommen til mig eller en anden Versemager, og bedet om denne Tjeneste, vilde De da taget det vel op, om jeg havde afslaaet det?" Nei, det vilde hun ikke, men hun vilde ikke bedet derom. Nu ja, det er en anden Sag, men nu bad Mad. Collett, og hvad skulde jeg da gjøre? -- Jeg fik ved samme Leilighed de nitid afskrevne og indbundne gamle Jagtlove. Under Titel: Forerindring med tre Ud- raabstegn findes allerførst følgende Vers: Naar du paa Jagten skyder, Da byder Selv Forsigtighed, at du adlyder, Den Lov her skreven er, Især Om nogen er dit Skud saa nær, At han kan derved Skade tage; Da bør du det saa mage, At Ingen faar Anledning til at klage. Efter denne kraftige Formaning begyndes saalunde: "Erfarenhed har lært, at intet Folkeslag er uden Guds- dyrkelse og intet Selskab stiftet uden at være passelige Love underkastet. Saaledes udfordres det af os den 9de September anno Christi 1756 her paa Fladebye Gaard oprettede Jagt- selskab indbyrdes at vedtage efterfølgende Regler" osv. |
| s.223 | De fleste af disse Regler overgaae nu min Forstand; dog findes der og saadanne, som følgende: "§ 3. Det for- menes ingen Jæger at være forsynet med en saakaldet Lom- mepuffert eller Lærke og et godt Stykke Brød eller Bisquite, i Tilfælde af Flauhed, som ofte paakommer ved Forandring af Luft, omendskjøndt Provisionen pleier altid at være rigelig ved Landlordens priselige Omsorg". 4de September. Der siges, at Krigserklæring fra dansk Side mod Sver- rig ventes i disse Dage. Man har Ret i at beklage den grusomme Nødvendighed, der tvinger Kongen til dette Skridt, men at laste ham derfor eller ansee Handlingen overilet, finder jeg urigtigt. Sverrig har nu i flere Maaneder viist vor Regjering en Række af saadanne tirrende Fornærmelser, at det vilde være Feighed, om den ikke greeb til Modværge. Det er vel, det engang kommer til et Resultat, og det maa det vel nu. Kan Sverrig vinde Norge med væbnet Haand -- à la bonne heure! saa tager man sine Forholdsregler da og siden. Men ved formelig Krigserklæring, ved svensk Indfald i Norge og norsk i Sverrig ophører al Tanke om den skjændige Underhandling, Svensken har villet aabne. Vi kunne vorde en overvunden, men ikke en forrædersk Nation. Det er nu ellers kommen dertil, at Prinds Friederich hos den franske Gouverneur i Hamburg har maattet drikke Napoleons Skaal, og stort videre kan det ikke gaae. 5te September. Med Wulfsberg og Sigvardt gik jeg i Eftermiddag til Frøen i Selskabet for Aggers Sogns Vel. Lensmand Knoph har reddet det fra Undergang; han har atter aabnet sit Huus til Samlingssted, og dermed var al Urede klaret. Hvad der iøvrigt forhandledes, kan være vigtigt nok, men ikke for mig; altsaa forbigaaes det her. At efter en af O. Collett bestemt Taxt en Dram ganske almindelig fransk Brændevin betales |
| s.224 | med 2 Rd., maa dog anføres. Lidt billigere, skjøndt altid dyrt nok var 1 Rd. for en Kop Kaffe og allerbilligst 2 Mk. for en Kop The. -- I Litteraturtidenden findes recenserede 3de Skrifter Jøderne vedkommende. De fleste antijødiske Brochurer nedrives med største Føie. 6te September. Man tænker paa at give Prindsen et Subscriptionsbal paa hans Fødselsdag, hvor Billetten skal koste 10 Rbd. N. B. 60 -- 80000 Rd. menes den Stads at skulle koste paa en Tid, da Hungersnøden vel er forbi, men Landets øvrige Nød og Fare saa stor som nogensinde før. Sandelig, det er mig en ubehagelig Nødvendighed, at bortkaste mine 120 Rbd. til det Gilde, men jeg kan desværre neppe undgaae det. 7de September. Aggers Fattigcommissjon holdt et overordentligt Møde, hvortil alle Sognets Lægds- og andre Almisselemmer, vare indkaldte, for at fremstille sig. Dette er da nok sagt om Dagens Historie fra Kl. 8 Morgen til Kl. 5 Eftermiddag. Det er det evige Einerley: Klager og Vrøvleri fra de Fattiges og Bøndernes Side, vel ogsaa derimellem unødig og uvedkommende Snak fra Commissjonens. Juell er vel langsom i sin Færd og gaaer dybere i Texten, end han be- høvede eller burde. Han har Taalmodighed til at pille halve Timer ved en Haardknude, som i et Minutt kunde overhugges, uden at det forekommer mig, at der vindes det ringeste ved dens langsomme Opløsning. Imidlertid overlader jeg ham med Fornøielse og Taknemmelighed Ordet, saalænge han vil føre det. 8de September. Throndhjems Avis indeholder en lang Fortælling om med hvilken umanerlig Høitid man har modtaget Grev Trampe der. Om han havde bragt Landet Fred, Overflod og alt muligt Held, om han havde været Norges ypperste |
| s.225 | Mand, om han et halvt Aarhundrede havde levet blandt Thrønderne agtet og hædret, kunde man ikke gjort mere Væ- sen af ham, og han havde saavidt man ved, Intet udrettet ved sit Ophold i Kristiania og Kjøbenhavn, han skal være som Embedsmand og Menneske en ganske almindelig Person, ja, hvad endnu er det mærkeligste, han skal være forhadt i Throndhjem, og man ønskede ved hans Bortreise aldrig at see ham igjen. -- Wulfsberg forelagde mig Planen til et Conversationsselskab, der bestaaer af lutter studerede Folk, hvortil han leverer Locale, og som skal samles hver Aften. En af Hovedlovene er, at der ei skal spilles Kort eller no- get andet Spil om Penge. Cancellieraad Prahl staaer i Spidsen for Indbydelsen. 10de September. Hans Houge havde bedet os at besøge ham engang i Sommer, og denne Dag bestemtes til Touren. Kl. 11 mødte han frem med Heste, for selv at kjøre Phaetonen. Vi fik et meget veltillavet Middagsmaaltid med god Rødviin og desu- den Ribsviin til Damerne. Verten, hans Broder og hele Huus- gesinde have i Sprog og Manerer noget vist, som charakteriserer dem, men agtværdig Forstands og Sæders Dannelse synes de Alle at besidde. Overalt troer jeg stadigen, at Hans Houge har stiftet langt mere Godt end Ondt i Norge. Hans apostoliske Omvandring, hans dumme Skrifter, hans Tilhængeres, til- deels ogsaa hans egen fanatiske Adfærd mærkes nu Intet til; men at han har dannet en Sect, som umiskjendelig endnu existerer, der udmærker sig ved Gudsfrygt, Sædelighed og Orden, Flid, Fredsommelighed, kort næsten Alt, hvad der udgjør Borgerværd og fastholder Samfundet -- dette kan kun Partiskhed benægte. Hans Houges Sag er nu optagen til Doms, og man spaaer et godt Udfald. 11te September. Man troer, at Subscriptionsballet mere vil mishage end |
| s.226 | glæde Prindsen. Thygeson nævnes som Hovedmanden for dette Project. Han skal endog have havt det Indfald, at paaligne Borgerne med Byskatten, hvad der maatte mangle i den subscriberede Sum. Man har overalt det imod denne ellers saa ypperlige Mand, at han indblander sig i flere ham uvedkommende Ting. 13de September. Paa Veien til Ordbogscommissionen mødte jeg Prof. Sverdrup, som fortalte mig, hvad jeg siden har hørt bekræfte af hvert Menneske, jeg mødte, at Napoleon har vundet en fuldkommen Seier over den allierede Armee, hvorved mangfol- dige Mennesker ere dræbte, saarede og fangne, men vore Lande uden Tvivl betryggede og Sverriges Magt til at skade os høiligen svækket, da derimod, om Lykken havde vendt sig til modsat Side, vor Skjæbne uden Tvivl havde været meget sørgelig. Saa dømme, (med mere eller mindre levende Følelse, med flere eller færre Reservationer) alle de, jeg har talt med, undtagen Døderlein,2 som sagde, at denne Tidende havde slet ikke gjort noget Indtryk paa ham, og Wulfsberg, som declamatorisk forsikrede, at Kongeriget Norge aldeles Intet vandt ved alle mulige Seire paa Fast- landet. Hvor jeg kan harmes over disse Mennesker, der smaaligt opsøge noget ubehageligt ved enhver god Tidende og hver heldig Begivenhed, for at kunne have den Fornøielse at styrke sig selv og andre i den Troe, at vort Land er ulykkeligt og bliver ulykkeligt! Nei, da priser jeg min gamle gode Frue Dyhring3. Jeg gik hen til hende i Eftermiddag, for at melde hende dette Seiersbudskab, men hvor hun glæ- dede sig og takkede Gud og velsignede Napoleon! |
| s.227 |
15de September. Selskabet i Aften hos Grüner var ikke stort, men ret muntert og interessant. Vi tømte et Par Bispeboller, og Schmidt meddelte os som sædvanlig rigelig af sit svenske Viseforraad. Idet jeg harmedes over at høre dette mig ved Ideassociationen saa forhadte Sprog, randt det mig med et i Tanke, at det (naar Alt forenes) maaskee ypperligste Men- neske, jeg har kjendt paa Jorden, min uforglemmelige Claesson4 var en Svensker, og for hans Skyld tilgav jeg Nationen (ikke Adelen og Regjeringen) og hørte paa Viserne med stille Veemod, der sagtens ikke er den Følelse, Forfatteren har søgt at vække. 17de September. Jeg her nu udfundet, hvorfor jeg ikke finder Smag i Jean Paul: Moer Koren skriver nemlig i sit sidste Dagbogs- hefte: "Jean Paul burde man aldrig læse uden under Guds skjønne blaa Himmel." Dette har jeg aldrig forsøgt -- hinc illæ lacrymæ! Den store Høitidsdag er da nu forbi. Festen begyndte paa Cathedralskolens Auditorium, hvor den fløielsklædte Bisp efter en kort Symphonie besteg Kathedret og tog til sit Sprog. Efterat han havde sluttet, og Thaarups Hymne var afsun- gen, fremtraadte Prindsen fra sin Tribune og sagde nogle forbindtlige Ord til Selskabet for Norges Vel, samt endte med et: Leve Kongen! hvilket vi Alle istemte med de sædvan- lige Klap og Hurraraab. Naturligviis fik da ogsaa han samme Hylding med fordoblet Enthusiasme. Nu gik det da til Cour i samme Sal og paa samme Maade som ved Velkomsten. Middagsselskabet hos Thygeson var umaadelig |
| s.228 | stort og skal have bestaaet af omtrent 100 Gjæster. Vi havde 6 nye Sange, nemlig foruden mine to, to af Platou og en af Schmidt og Wulfsberg. Frue Thygeson og Frøken Poulsen sang alt, og vi Mandfolk gjentoge blot Choret, hvilket med et Par af Sangene ikke tog sig godt ud. Platous Sang for Tvillingriget, min for Danmark og Munchs for Tvillingrigets Selvstændighed vare i Tanke og Følelse aldeles de samme, kun at Danmark og Norge hos mig fremstilles som to Mænd, hos Platou som to Piger og hos Munch som to Træer. "Hver elsker sig selv," sagde Krageungen til Nattergalen, altsaa vil jeg ikke ubetinget erklære min Frem- stillingsmaade for den ædleste og meest passende, kun synes det mig, at Munch og flere Digtere forpidske denne Træe- Allegori saaledes, at den vel fremdeles kan blive poetisk, men ikke det ringeste original. Efter Middagsselskabet kom Theaterstadsen. Til Prologen havde man gjort en Decora- tion med Træer og couleurte Lamper, som ikke vandt almin- deligt Bifald. Haffner især og Falsen6 erklærede det for reen Fjælebodstads. Derimod vare Alle enige om, at min Pro- log blev mesterlig fremsagt af Kjerulf. "Menzikoff og Dol- gorucki"7 spilledes derpaa. De bedste blandt de Spillende var Thulstrup, der spillede Menzikoffs Rolle med ualmindelig Kraft og Sandhed, Falsen som den sibiriske Yngling, der var saare tækkelig, men naar er ikke Falsen det -- paa Theatret? og hans Søster Frue Møller som Marie. 19de September. I Aften gaves Ballet. Den nyopbyggede Sal var et frappant deiligt Syn. Det lange Værelse var beklædt med Tax og derimellem behængt med henimod 1000 Lamper. Øverst i Salen var et Transparent: Prindsens Navnetræk, med en flau Inscription under, og paa begge Sider Folk |
| s.229 | af alle Stænder, der svingede med Hattene og supponeredes at raabe Hurra, hvilket vi i disse Dage næsten have gjort formeget af. Prindsen kom Kl. 9, og saa begyndte Dand- sen. Jeg fik Billet til hans Bord; der var udmærket Be- værtning, men iøvrigt heel kjedsommeligt. Prindsens Taus- hed under Maaltidet contrasterede besynderligt mod de næ- sten vilde Hurraraab, hvortil han ellers pleier at angive Tonen. 20de September. I Aften samledes for første Gang det Wulfsbergske Selskab. Det bestaaer for nærværende Tid af 21 Medlem- mer, af hvilke mødte: Prahl, Flor, Døderlein, Wittrup, Debes, Hersleb, Sigvart, Stenersen, Kjerschow, Tandberg og Studenterne Messell og Lassen. Der laae endeel Blade paa Bordet; fremdeles serveredes med Thee og siden med Brændeviin, Alt paa fælles Bekostning. Af dem, der vare indbudne, havde Alle modtaget Indbydelsen undtagen de fire Professorer, der vel ikke bestemt afsloge den, men havde dog hver sine Betænkeligheder. Efter en Motion af Stenersen debatteredes længe om Selskabets egentlige Tendents, og blev da omsider besluttet, at hver Mandag Aften skal op- ofres til videnskabelige Forhandlinger. Medlemmernes Maxi- mum bestemtes til 32 indenbyes og 8 udenbyes. Man vil endog indbyde Rosenkranz og Thygeson som inscriberede Borgere ved Kjøbenhavns Universitet, men have disse Mænd engang væ- ret i Wulfsbergs Havestue i Tobaksdamp af en Snees Men- mesker, komme de der neppe oftere. Jeg, som kun er en Mad- dik at regne mod dem, kan ikke sige, at den Forsmag, jeg fik, var meget tillokkende, og dette Selskab udfylder ingenlun- de det Ideal, jeg havde dannet mig om et saadant Samfund. Til Formænd valgtes Flor og Wulfsberg. Paa den sidste voterede jeg selv, men aldrig skal jeg votere paa Flor til nogen Verdens Ting. Han er vist et eiegodt Menneske, |
| s.230 | men skrækkelig blottet for Smag og god Tone. Endelig toges da Selskabets Økonomie i Betragtning. Man syntes at have tænkt sig daglig Theedrikken og havde til den Ende alt indkjøbt Kopper, Maskine, Thee og Sukker, men Selskabet fandt, at denne Theeslabberads vilde koste mere, end det var værd. Nogle, hvoriblandt jeg, vilde have det reent ophævet, men Pluraliteten var dog for, at man maatte have Thee om Mandagen til at væde Taleredskaberne. Brændeviin og Øl anskaffes af et Bud og betales af hvem, som drikker det. Til Brænde, Lys m.v. betaler for det første hvert indenbyes Med- lem 5 Rd. og hvert udenbyes 21/2. Det forslaaer vel ikke langt. 21de September. Heller ikke Oberstlieutenant Sundts vakre Datter8 skal confirmeres, før hun gaaer i sit syttende Aar. "Det er godt at være Barn saa længe som muligt", sagde Fruen, og da Datteren var tilstede, vilde jeg ikke modsige hende; ellers maatte jeg indvendt: "Ja, naar det er nok til at være Barn at være uconfirmeret!" Men, naar baade Sjelens og Le- gemets Barndom for længe siden er ophørt, troer jeg, det skader mere end gavner at holde en ung Pige i politisk Umyn- dighedstilstand, og fra anden Synspunct er jeg ikke istand til at betragte denne Opsættelse. Thi skjøndt Forældrene ved saadanne Leiligheder gjerne føre Moralitet i Munden, troer jeg, de i Hjertet tænke saare lidet derpaa. Jeg er vist ikke ligegyldig for mine Børns Dyd og Religiøsitet, men jeg troer at arbeide mere for end imod den, naar jeg, om Gud lader mig leve saalænge, confirmerer dem i deres femtende Aar. Ere de da ikke modne dertil, falder Skammen tilbage paa Forældrene. Vi vare i Aften paa Tøien. Treschow og hans Kone vare der ogsaa, og med ham havde jeg ret behagelige Sam- |
| s.231 | taler. Især var det mig en Triumf at høre, at han omtrent dømmer om Jean Paul som jeg. Han er den eneste i min litteraire Omgangscirkel, i hvis Øine det ei er crimen læsæ at finde Feil hos Jean Paul, eller idetmindste ikke at ansee disse for elskværdige Bizarrerier, som forhøie Skjønhederne end mere. Han spurgte, om jeg ikke længere hen kunde paatage mig at holde Forelæsninger, naar Universitetet faaer theolo- giske Candidater, over Homiletik og Pastoraltheologi, og naar den Tid kommer, skal jeg nøiere betænke mig derpaa. 22de September. Prindsen har sendt 3000 Rd. til Stiftamtmanden, be- stemte til et vederkvægende Maaltid for Byens og Forstæ- dernes Fattige i den samme Balsal, hvor Luxus og Elegance herskede i Søndags. 23de September. Jeg var Censor paa Cathedralskolen ved Examen i det danske Sprog. Den nu brugelige Underviisning i dette Fag kan jeg aldrig faae ret i mit Hoved, og jeg veed ikke, hvorpaa man grunder det Haab, at vore Efterkommere skulle blive bedre Stilister end vi. Jeg tog mig og den Frihed i Dag, da General Haxthausen gjorde store Ophævelser over den ypperlige Underviisning, Ungdommen nuomstunder faaer i sit Modersmaal, at gjøre den Anmærkning: "Men vi skriver dog ogsaa et godt Dansk, og ere aldrig saaledes underviiste." -- "Ja", svarede Prof. Rosted, "men det kostede os ogsaa langt større Møie." Deri maae jeg tilstaae, at jeg slet ikke er enig med den gode Professor. Jeg tør vel sige, at faa danske Skribenter skrive Modersmaalet renere og skjøn- nere end jeg, og det har ikke kostet mig ringeste Anstrængelse. Det er kommet næsten ganske af sig selv. Hvad nu Rosteds Examination angaaer, da hørte jeg den for 5 -- 6 Aar siden og opbyggedes ikke derved. Opbyggelsen var ikke større i Dag. Der examineredes først i Rhetorik og den danske Stiil, og |
| s.232 | dette var det bedste. Det var ret gode udenadlærte Regler, som Eleverne saa nogenlunde syntes at fatte, og som oply- stes ved Exempler, hvilke dog Rosted selv for det meste maatte fremføre. Dernæst oplæstes et Stykke Prosa af Rahbeks Læsebog, men den Analyse, som gaves derover, var uden Saft og Kraft. Men allerflauest var det, som skulde være det interessanteste. Eleverne havde lært udenad Frimanns berømte Digt over Hornelen; deraf reciterede en- hver en Strophe (de fleste maadeligt nok) og saa skulde de opløse den i Prosa; men dette i sig selv blasphemiske og utak- nemmelige Arbeide havde ingen Art. Digteren Frimanns Genius vilde tilraabt baade Examinator og Examinander: "procul, o procul abeste profani!" og den prosaiske Diplo- matiker Frimann vilde glæde sig ved at see sit Mesterstykke saaledes behandlet, hvis det er sandt, hvad der siges, at han angrer sig over nogensinde at have givet sig af med Poesie. At Secretair Arbin og General Haxthausen, som vare Cen- sorer, fandt det altsammen saare godt, begriber jeg, men neppe troer jeg, at Generalauditeur Bergh, skjøndt hverken Digter eller Kunstdommer, har følt sig "ophøiet" derved, som Prinds Friederich sagde. 25de September. Paa Veien til Ladegaardsøen sagde Treschow sine Tanker om nogle af de kjøbenhavnske Præster: Gutfeldt fore- kommer ham mere at prædike sig selv end vor Herre; Clausen kan han aldeles ikke lide og siger, at det ikke er Religion, blot Klogskabslære, han foredrager. Mynster deri- mod er ham i Levnet og Lære næsten Idealet for en ypper- lig Religionslærer. (Asker Præstegaard) 26de September. Neumann messede meget godt med Anstand og Vær- dighed, og holdt siden en opbyggelig Homilie over Dagens Evangelium. Derpaa rangeredes Ungdommen og Overhyr- |
| s.233 | den traadte frem. Han kunde med Sandhed siges at be- gynde ab ovo, thi han gik tilbage til Menneskeslægtens Hi- storie før Bogstavskriftens Opfindelse, og gik saaledes fremad til Christus og Bibelens Forfattere og Pavedømmet og Luther. Alt dette var nu heel kjedsommeligt; men saa kom en Sam- menligning over den Agt, hvori Bibellæsning stod for et halvt Aarhundrede siden, og den Ringeagt, der vises den nu, og denne var særdeles træffende, ligesom denne Ringeagts Ind- flydelse paa Moraliteten tydeligen lagdes for Dagen. Biskop- pens Katechisation forekom mig derimod i høi Grad hensigts- stridig. Paa den Maade at prøve Ungdommens virkelige Kund- skaber er en reen Umulighed, og det er Synd at bedømme den ef- ter saadan Prøve, hvor Katecheten undertiden gjør Spørgsmaal, ved hvilke den litterate Tilhører tvivlsom maae studse, under- tiden spørger om Ting, som nødvendig maae besvares med et simpelt Ja eller Nei, og hvor fremfor alt fremlyser af Ex- aminators Foredrag den Tanke: "Jeg hører heller mig selv tale end noget andet Menneske paa Jorden". Efterat en Skoleholder havde examineret i Indenadslæsning, hvilket var det rene Opiat og en høitidelig Bispevisitats neppe ved- kommende, kom da endelig Slutningstalen, og den fortjente megen Berømmelse. Undtager jeg, at en og anden Yttring var eensidig, hvilket jeg dog under de Omstændigheder og i den Forsamling undskylder, saa var det overmaade godt, hvad Bispen sagde, og det fremsattes med Popularitet og Eftertryk. 27de September. Bispen lod sig ikke see før Kl. 2, men imidlertid gav han Privataudience, blandt andre til Lechve, hos hvem han skal visitere paa Torsdag. Sidst var han meget misfornøiet i Lier, og tog saa grumt afsted med Præsten, at denne blev syg, og Madamen slog i Bordet for Bispen og kaldte ham til Ansvar for Herrens Domstol, hvis hendes Mand døde |
| s.234 | af Ærgrelse. Derover vilde Bech indlogere sig paa et andet Sted, og for at afværge denne Tort var Lechve oppe og bad om godt Veir og gik i Caution for sin Kone, og tilbød desuden paa Alles Bekostning et velbehageligt Forsonings- offer. Han bad nemlig, at Bispen efter Katechisationen vilde gaae for Alteret, da det tilstedeværende Præsteskab vilde bevidne ham sin Høiagtelse og Erkjendtlighed -- ved en Hundrededalerseddel "eller, hvad mere Veldædighed vilde yde". Til den Ende bad Lechve mig, da Alt var bragt i Rigtighed, ogsaa at indfinde mig med min Person og min Gave. Det første kunde og vilde jeg nu aldeles ikke tjene ham i; det sidste? ja hvem kan undslaae sig for saadant? Jeg havde en Hundrededalerseddel hos mig; den svøbte jeg ind i en Seddel med en liden skreven Compliment, og Neumann fremlægger den i mit Forfald. -- Klokken mellem 10 og 11 begyndte vore lærde Forhandlinger. Allerførst delibereredes om Provstemøder, og da et Par af de Materier, som Bispen antog burde afhandles, slog ind i det homiletiske Fag, tog jeg frem det Udkast, hvorefter jeg engang ifjor begyndte at udarbeide et Skrift om Prædikener og Prædikanter, og fore- læste mine høie og høistærede Tilhørere samme. Det vandt deres Bifald, og man opmuntrede mig til atter at lægge Haand paa Arbeidet. Derpaa kom den forsømte Kirkedisci- plin paa Bane. Bech søgte i den Anledning at vække de slumrende Løver: Loven og Ritualet og nogle mosgroede Forordninger, som nuomstunder slet ikke lade sig anvende. Da Nogle, hvoriblandt gamle Lumholtz, hertil yttrede, at man vel fik lade dem sove, indtil Kongen dræbte dem reent og gav os nye istedet, tog Bech til sit Sprog med en utaa- lelig Myndighed, der -- Tingen selv forholde sig, som den vil -- var aldeles upassende i en saadan Kreds. At man ved saadan Leilighed tier og bukker, er fast en Skam; imid- lertid haaber jeg, de blandt os, der muligen kunne vorde |
| s.235 | Bisper, havde samme Nytte af denne Prædiken, som de unge Spartaner af Heloternes Drukkenskab og ved at see, "hvordan sligt monne lade", gjorde sig selv det hellige Løfte, aldrig at bære sig saaledes ad. Ved Middagsbordet gik det ud over Napoleon, der efter de svenske Aviser skal have tabt et Slag. Man vil ham med Pokkers Magt paa Nakken, og Bispen staaer i Spidsen for hans Fiender. Kunde Magtsprog fælde ham, var han caput for længe siden. 1 tilbake Om Christian Friederichs Deltagelse i Fladeby-Jagten, har man en charakteristisk Skildring i A. Colletts Skrift: "Fladeby" (Chra. 1881, 4. Særtryk af "Ny illustr. Tid.") S. 7 fgg. Man vil her ogsaa finde "Obervertindens", Martine Colletts, Billede. 2 tilbake Overlærer ved Cathedralskolen, (  1839). 3 tilbake Elisabeth Sophie Dyhring, født Jessen, var Enke efter Vagtmester- Lieutenant, Capt. Johan Georg Dyhring. Hun var født i Marts 1740 og døde i Christiania 13 Febr. 1817 i sit Hus paa Hovedtangen. 4 tilbake Grev Horn, som under dette Navn levede i Kjøbenhavn, see Pavels's Autobiogr. p. fl. St. 5 tilbake Christian Frederiks 27de Fødselsdag. 6 tilbake Den senere Stiftamtskriver Hagbart Falsen. 7 tilbake Skuespil i tre Akter af la Martelliere. 8 tilbake Susanne Christiane Sundt, senere Friherrinde d'Albedyhll, f. 1798 1855. Se Personalhist. Tidskr. 2 R. IV S. 95 f. |