10de Juli.    Dagens Intelligentsseddel indeholdt en svensk Proclama- tion, der synes officiel, angaaende begge Rigers Forening, med Anmærkninger, som i Vittighed og Bitterhed overgik de Kjøbenhavnske. De ere undertegnede B. N. og ere ganske vist af Cancellieraad Prahl. Tillægget indeholdt Oversættelse af en vidtløftig fransk Erklæring, angaaende Danmarks og Frankrigs gjensidige Forhold. Der gives en meget fuld- stændig Udsigt over hvad der er forhandlet mellem begge Riger siden Krigens Begyndelse. Intet af hvad der er skeet lægges Dølgsmaal paa; Alt fremstilles i sit sande Lys, og den franske Keiser lader vor Konge vederfares fuldkommen Ret, endog i det Øieblik, han underhandlede med den fælles Fiende. Tilsidst garanterer han Kongen Danmark, Norge og Holsteen i fuld Integritet. s.201   11te Juli.    Vi vare idag allesammen budne til Bogstad, og af- hentedes i Middagsstunden i en Kurvevogn med tre Heste for. Veiret var deiligt, Egnen er en af de skjønneste jeg kjender paa Østlandet, naar ikke viid Udsigt, men landlig Stilhed og Ynde tages i Betragtning; Pragt og Elegance er der i hver Krog; vi bleve modtagne med Gjæstfrihed og vel beværtede -- og dog vare min Kone og jeg enige om, at vi slet ikke havde fornøiet os der. Det bedste savnedes: glade Mennesker. I denne skjønne Egn, i dette pragtfuldt decorerede Huus, ved dette med Sølv belæssede Spisebord herskede Sygdom, Sorg og Misnøie. Der var den arme Frøken Anker, der "svinder som Lilien i Enge" og hendes alvorlige Moder; der var den endnu meget sorgfulde Enke, Grevinde Knuth og Fru Rosenkrantz, hvis Græmmelse er stille, men sikkerlig dyb; der var Anker selv, nedstemt over Tidernes Tegn, bekymret for de Mange, hvis Forsorg er ham anbetroet, plagede sig fremdeles med dunkle Udsigter over Norges Skjæbne og Harme over vort Fiendskab med Sverrig og England. 14de Juli.    Selskabet paa Ladegaardsøen bestod af Grev Wedel (som dog ikke var indbuden, men havde Ærinde hos Prind- sen, der ikke vilde lade ham fare), Grev Trampe (en smuk Mand, med et godmodigt Udseende), men derfor kan han rigtignok være baade en Nar og noget værre. At han er det første, idetmindste naar han fører Pennen, give hans Avertissementer stærk Formodning om1), Kjøbmand Rolfsen s.202   fra Bergen (Bispens Svigersøn), Etatsraad Falbe, Prof. Sverdrup og mig, samt af Staben Haffner og en Sværm Adjutanter. Hans Høihed lod os rigtignok vente ugudelig længe; jeg troer Klokken var over halv sex, da vi kom til- bords, men saa fik vi ogsaa skjøn Næring baade for Aand og Sandser. Vi spiste i det deiligste Veir i fri Luft ude i Haven, men det var ingen Luftdinér, Mage til Madam Regnaulds Soupér, thi vi fik fem Retter overmaade delicat Mad, god Viin og Porter ovenikjøbet. Ved Bordet forefaldt meget morsomme Discourser, der fortaltes vittige Anekdoter, raisonneredes uden al Tvang om alskens Ting og herskede al den anstændige Frihed, man i saadant Selskab bør ønske sig. Hvo der finder det stivt der, har et Begreb om utvun- gen Selskabstone, som jeg ikke bifalder. At en anden Tone hersker ved Statholderens og Thronarvingens Taffel end ved Even Holms eller en anden Kjøbmands Svirelag er saare vel. 15de Juli.    I Selskabet for Norges Vels Skrifter1 har jeg læst Gamborgs Prisafhandling om Kjøbstadungdommens For- ædling, hvorfor han tilkjendtes Halvdelen af den udsatte Præmie. Med Anger og Ruelse tilstaar jeg, at jeg var en af Censorerne, men overvældet af al den Lecture, man i de sidste Dage pakkede paa mig, underskrev jeg mine Collegers Dom uden at have læst Skriftet. Accessit havde jeg vel fundet det værdigt til, men mod Præmie-Tilkjendelsen vilde jeg høitideligen protesteret. Det er forsaavidt meget sandt s.203   og godt altsammen, hvad han siger, men lutter trivielle Ting, hvorved ikke et Glimt af Lys udbredes over Qvæsti- onen, mere end man havde før. Hans Ivren mod over- dreven Hang og Tillid til den udvortes Cultus kunde han gjerne sparet. Den er saamen paa de allerfleste Steder i Norge og især i dets Kjøbstæder (naar Bergen undtages) hjertelig liden og kunde snarere behøve at opmuntres, end at nedkues. -- Ved at blade i en gammel Nytaarsgave traf jeg tilfældigvis iaften et Brev til Prinds Christian Frederik, skrevet af Pram i Skuespiller Knudsens Børns Navn, da han fyldte sit femte Aar. Jeg erindrer, at vi i den Laubske Cirkel2 i de Dage gjorde Nar af alle de Lovtaler, der gjordes over den lillebitte Dreng og de herlige Spaa- domme om hans tilkommende Ypperlighed. Imidlertid har dog Udfaldet retfærdiggjort Tode, Pram o. fl. som sanddrue Propheter. Bogstavelig, langt over Forventning, opfyldtes den Bøn, der lagdes hans Moder i Munden:            O Gud! lad denne Fryd bestaa,           lad den fremvoxe, som den lover,           at grundet den erkjendes maa           i Tiden hele Riget over!           Min Søn da bliver det saa kjær,           som han idag sin Moder er!    Paa den Tid, da Fredrik var i sin Middagshøide, forgudet af enhver, da man spaaede ham Sønner og Døttre i Hobetal, just i de Dage, da hans Førstefødte modtoges med Jubel -- hvo maatte da ikke finde flau Smiger i denne Yttring om en Prinds af en lidet agtet Sidelinie? Og nu -- næst Gud og den retfærdige Sag, hvo er Danmarks og Norges Haab uden han? O Tiden aabenbarer meget, som s.204   var skjult i Mørket; den opløfter den Ringe og nedstyrter den Ophøiede. 16de Juli.    Kornaagrerne i Christiania er vistnok ublide, men endnu værre ere deres Colleger paa Landet. Hine sælge dog deres Forraad for Bancosedler, men disse kun for Creaturer, Smør, Sølv og Guld; en god Melkekoe for een Tønde Byg. -- Hos Wulfsberg traf jeg en Præsten Grøtting3 fra Øster- dalen, en meget stille og som det syntes melancholsk Mand. Han er egentlig Sognepræst til Qvikne, men dette Sted blev ham saa utaaleligt, at han forlod Kaldet, og fungerer som personel Capellan hos gamle Provst Wulfsberg, hvis Capellan Lorentzen igjen forestaar Qvikne Kald. 17de Juli.    Intelligentsseddelen giver en udførlig Beskrivelse over de Høitideligheder Knudsen foranstaltede i Drammen, hvorved indkom flere Penge end i Christiania. Den sidste Fest, som egentlig holdtes for de garnisonerende Tropper af det bergen- husiske Regiment, hvilke fra den Høieste til den Ringeste, efter Indsenderens Forsikring, fortjener ubegrændset Høiagtelse, celebreredes under aaben Himmel. Præsten Tybring holdt en Tale, og Mænd og Kvinder gik ordentlig op til Offers til Velgjørenhedsalteret. Der var Stads over al Maade, saa vi Christiania-Mennesker maa skjule vore Ansigter med Blussel. 18de Juli.    Jeg læser i denne Tid Herders Legender og Zimmer- manns Skrift om Ensomhed og det er mig særdeles interes- sant at se de forskjellige Synspunkter, hvorfra disse Mænd s.205   betragtede de samme Mennesker: Anachoreterne i den første christne Kirke. Z.'s Anskuelse er medicinsk-philosophisk (hvad man nemlig i Voltaires og Consorters Periode kaldte Philo- sophie), H.'s poetisk-religiøs. H. svæver i de høiere Regioner og søger at opløfte os med sig; Z. spadserer med Seglas for Øiet omkring paa Jorden, udpeger de Fratzengesichter, han opdager rundt omkring sig og hindrer os fra at hæve vort Blik til det, som er heroventil. H.'s Muse er den himmelske Venus, hellig og reen som det Væsen, hvorfra hun udgik. Z. gaar undertiden saa dybt i Texten, at man troer, at læse T. C. Bruuns Fritimer. Man be- undrer Z.'s Menneskekundskab, men faar intet tilovers for Forfatteren. H.'s store, ædle Sjel præger sig i hver Linie han har skrevet: hans dybsindige Philosophemer, hans histo- riske Granskninger, hans barnlig fromme Asketik og hans høie Himmelflugt. 19de Juli.    Det er glædeligt overraskende, at i denne Tid, da menig Mand har saa lidet at spise og af dette endda adskilligt, der stedse er anseet for usund Føde, slet ingen smitsom Sygdom eller usædvanlig Mortalitet hersker. Dette vedligeholder da ogsaa Folkets Mod, og man spiser sit Barkebrød med en Freidighed, hvorom Kornlandenes forkjælede Indvaanere ikke gjør sig noget Begreb. 21de Juli.    Endelig kom da en Kjøbenhavnspost af 2den Juli, men tom og flau skal den være, og i min Mund smagte den nu som slet intet, thi der kom kun 30 Sæt Aviser, og da nok overalt Postmesterens Fuldmægtig ikke er mig meget gunstig, faldt naturligvis ingen af dem i min Lod.    Adjunct Hersleb gjorde mig Visit og overgav mig Lec- tionscatalogen for Universitetets første Semester. Den er forsynet med en lang Fortale af Treschow om Vigtigheden s.206   af, at ogsaa Ustuderede for det første besøge Forelæsningerne, samt at Landet forsynes med flere lærde Skoler, som jeg seer, man haaber oprettede i Drammen, Scheensfjorden og Fredrikshald. Udenfor Aggerhus Stift mærker man endnu ikke, at der tænkes paa nogen, og Stavanger var vel det eneste Sted, hvor den endnu kunde behøves. Bergens Stift har kun den eneste Kjøbstad, Throndhjems næsten heller ikke, thi saaledes som jeg har hørt Molde og især Christiansund beskrive, opslaa Muserne neppe deres Bolig der. Treschows latinske Stil er vanskelig at forstaae, har lange, indviklede Perioder og er neppe classisk. 22de Juli.    Generalkrigscommissair Vibe fortalte, at den gamle Plan at gjøre Slotskirken til Kaserne nu igjen er fremdraget og uden Tvivl bringes i Udførelse. Endnu maa jeg efter Vibes Fortælling anføre det hæderlige Træk af Prindsen, at han ikke vil give noget stort, glimrende Selskab, saalænge den nærværende Kornmangel vedvarer. 24de Juli.    Det eneste Mærkelige, Aviserne indeholdt, var en svensk Vise, som en Anonym havde sendt Guldberg, og denne over- sat, samt ladet indrykke jevnsides med Originalen, "til Beviis for, at ikke enhver Svensk tænker som den svenske Regjering". Jeg maa tilstaae, at jeg har stor Tvivl om Sangens Ægt- hed, og troer den ikke alene frembragt paa dansk Grund, men endog avlet i en dansk Hjerne. 25de Juli.    Jeg havde sagt Amen, bedet for Kongehuset og begyndt paa Fadervor da -- kom Prindsen og hans Adjutant. Jeg blev ganske undselig paa hans Vegne, og nænnede ikke at se henover til Stolen, hvor han stod. Da jeg gik hjem, var han inde hos Holten eller paa Exercerpladsen, nok hans Vogn stod der udenfor og da han strax efter kjørte forbi mit s.207   Huus, hilste vi ham fra Vinduet og han smilede ind til mig, som om han vilde sige: Jo jeg kom net an! 26de Juli.    "Moses og Jesus" er Titelen paa en Bog, som er for- fattet for endeel Aar siden af en vis Buchholtz i Berlin, og nylig oversat af Thomas Thaarup. Denne sidste Omstæn- dighed gav mig gode Tanker om Bogen, inden jeg havde læst den, men jeg kan ikke sige, de ere bestyrkede. Der er vistnok meget sandt i hvad Forfatteren siger om Jødernes Nationalcharakteer, om deres Historie i ældre og nyere Tider, om den fordærvelige Indflydelse, skakrende Jøders Over- magt har havt paa Folkenes Velstand og Selvstændighed; han viser sig virkelig som en skarpseende og conseqvent Tæn- ker og fører et godt Sprog, men Værkets hele Tendents kan jeg ikke lide, og endnu mindre enkelte af hans Yttringer. Saa dybt at nedværdige et Folk, af hvilket vi fra Oldtiden og vel ogsaa fra nyere Dage kjende saa mangt et hæderligt Individuum, fra hvilket vor egen Religionsstifter udgik, om hvilket han og hans Apostle vidne, at det nød Guds Aaben- baring og særdeles Beskyttelse, at skjære Alle over en Kam fra Abraham til Moses Mendelsohn, det er dog en betænke- lig, for ikke at sige forhadt Sag. Første Afdeling er ganske i "Jesus og Fornuftens" Smag. Den troende Abraham, den elskværdige Joseph, den store kraftfulde Moses affærdiges cavalierement à la Horrebow, og jeg undres, at en saa alvorlig og virkelig religiøs Mand som Thaarup har villet oversætte og bifalde disse Flauheder, da dog Enhver, der af Herder, Niemeyer o. fl. har lært at sætte sig ind i Tids- alderens Aand og ikke bedømme Patriarchernes Forhold efter vore Sæder og vort Moralsystem, vil begribe og undskylde meget, som hos en oplyst Christen vilde være strafværdigt. Denne Fortale af Thaarup maa jeg overalt tilstaae aldeles ikke er efter mit Sind. Af Bogen selv vil jeg kun anmærke, s.208   at Side 72 siges: "Religion, naar den opløses i sine Be- standdele, er intet andet end et Middel til at holde Sel- skabet sammen ved en objectløs Frygt", samt at Religion og Religiøsitet Bogen igjennem bruges næsten som et Skjældsord, at der tillægges Jøderne den Plan ved Christi Tider at rapse til sig hele Romerrigets Guld og Sølv og samle det i Jeru- salem og dets Tempel, at dette ogsaa temmelig var lykkets, og at det var Omsorg for disse Skatte, og ikke, som man før har troet, rasende Fanatisme og misforstaaet Fædre- landskjærlighed, der opflammer dem til det fortvivlede For- svar, som, imod Erobrerens Hensigt, voldte Stadens og Templets Undergang (noget, som jeg aldrig før ved at have læst, og som uden Tvivl er puur Gisning), og endelig, at han, efterat have forkastet alle baade voldsomme og lemfæl- dige Midler til at udrydde Jøderne som Nation og Religions- partie af Jorden, omsider anfører det som probat, at nøde dem til at gjøre Militairtjeneste. Slutningen, som overalt Bogens hele Tone, har i høi Grad hvad man for en Snees Aar siden kaldte Tydskhed, en Arrogance og Selvtillid, som er ubeskrivelig.    I Anledning af den Feide, denne Bog har vakt, er nu ogsaa Horrebow vaagnet, og har begyndt et Tidsskrift, kaldet "Jødernes Krønike". No. 1, som jeg har for mig, fore- kommer mig at være, hvad der i de gode Tider hedder et Styverfængerproduct. Nu koster det vel et Par Mark, kan jeg troe, altsaa maa Benævnelsen forandres, men Tingen er den samme. Men hvor kan det forlanges, at Morianen skal omskifte sin Hud og Parderen sine Pletter? Ogsaa Bagge- sen har blandet sig i Striden. (Eker Præstegaard) 1ste August.    Mod Schmidt som Prædikant maa jeg efter min Over- bevisning, føre samme Anke som imod Wulfsberg; hvad der er foreskrevet Formular affærdiger han for hurtigen, ikke med s.209   den alvorlige Langsomhed, Tingenes, Stedets og Embedets Værdighed fordrer. Selve Prædikenen var overmaade god, og udførtes saa heldigen, som det med Schmidts ikke bøielige Organ og Talens Oplæsning fra Papiret, nogensinde var muligt. Den handlede om "Vor Pligt at bevare Medliden- heds Følelse ved Synet af mange Nødlidende", og var altsaa ganske et Ord i sin Tid. Ved Middagsbordet havde vi flere Viser, hvoriblandt da Schmidt ikke kunde undlade at give os et Par af sine Svenske. Jeg maa tilstaae, at jeg i denne Tid for Ordene "Sverrig og Svensk" har et Had saa over- drevent, at det næsten strækker sig til Viserne. Efter Bordet havde jeg en varm Disput med begge mine Herrer Colleger om Knudsen. Jeg betragtede ham blot som den, der ind- samlede Hjælp til Nødlidende, og naar jeg da antog, hvad mine Antagonister indrømmede mig, at han handler i god Mening, at det er et velgjørende Øiemed, han stræber til, og at dette virkelig opnaaes, saa synes mig, at der intet kan siges derimod, og at det er utidigt, og næsten uædelt at føie til: "Men det var dog bedre, om dette Maal opnaaedes ved en anden end en dansk Skuespiller, der baade paa og udenfor Theatret nedværdiger sig til at agere Bajads". Derimod træder jeg aldeles over paa Schmidts og Hebers4 Side, hvis han med sin Reise har et andet patriotisk Øie- med, og er det sandt, som man paastaaer, at han har sagt: "han vilde indsynge Nordmændene Mod", da fortjener han Tugtelse for en saadan Yttring. Overalt skal baade Knud- sen og Tybring have teet sig som Narre ved den Drammenske Folkefest under aaben Himmel, De græd og omfavnede de bergenhusiske Soldater, og disse -- loe dem ud. s.210   2den August.    Schmidt viste mig et usselt Mesterværk, han har faaet tilsendt i Marmorbind, hvorpaa hans Navn og Giverens ere indgravede med forgyldte Bogstaver. Det er et Lovforslag til Selskabet for Modums Præstegjælds Vel af dets nu- værende Formand, en halvstuderet Røver, før Klokker og Skoleholder, nu Proprietair. Det er et temmelig opus i Kvartformat, thi foruden Forslaget er der en lang Tale, Slutningsformaninger til Almuen og en Retfærdiggjørelse for hans egen Person m. v. Hvad der mest slog mig, var følgende Sprogrettelse: (Der tales om Bygdemagaziner) "Ja, ligetil Navnet, omtalte Inbretning bærer, have hidtil en stor Del af Eder været uvidende. Det var mig ikke anderledes muligt at udfinde Aarsagen til Eders Udtryk Magasimen, naar I egentlig skulde sige Magazin, uden fra en Fortids Bygdeskomager, som hedte Simen og Ordet Maga. Saa ofte I derfor forlangte Magazin under hint stygge Navn, have I saaret mine Øren. Læs derfor her og øv Eder ofte i at udtale Ordet Magazin i sine tre Stavelser: Ma -- ga -- zin, og herefter uden Undskyldning sige Magazin". 10de August.    Haxthausen vilde vide, at Sølvværdien er fastsat til -- ja Terminologien kjender jeg ikke, men en Rigsdaler skal gjælde 101/2 Rd. dansk Curant, men derhos fortalte han, at en Committee af 22 Mand nu arbeider paa et splinter nyt Finantssystem, da Rigsbankvæsenet ikke vil holde Stik, og at dens første Medlemmer, gamle Grev Moltke og Geheime- conferenceraad Malling spiller samme Rolle som fordum Moses og Aron: Moltke undfanger Ideerne og Malling sætter dem i Stil.    Ordbogscommissjonen med samt Ordbogen gaar ventelig med det første ad undas. Stenersen har frasagt sig Ar- beidet, Døderlein er sysselsat og forknyttet, Wulfsberg ogsaa s.211   det sidste i høi Grad, og nu har Molbech i Kjøbenhavn ud- givet en orthografisk Ordbog med Retskrivningsregler, som synes at gjøre vor overflødig. 13de August.    I Selskabet hos Mariboe var det mig mærkeligt at høre, at der, som jeg formodede, i Prinds Christian Augusts Tid arbeidedes paa Norges Løsrivelse fra Danmark, og at kun Dissens mellem Hovedmændene, om Norge skulde være et selvstændigt Rige eller combineres med Sverrig, hindrede Planens Udførelse. Hvad Deel Prindsen selv tog i denne Sag, er skjult i Mørket og vil maaskee fremdeles blive det. At han ikke var aldeles skyldfri, skjøndt han maaskee troede at handle efter Pligt, er meget sandsynligt, ligesom at hans Død var Norges sandeste Hæder og Held, og at han ved den, mere end ved sin Heltedaad i Livet, blev vort Lands Befrier. Meget er nu vel tabt, men vor Nationalære, vor Troeskab mod Kongen, vort hæderlige Navn i Samtid og Eftertid, vor rolige Bevidsthed, de ere bevarede! -- Mariboe fik iaften Efterretning om en ny Forandring i Pengevæsenet, hvoraf Hovedsagen skal være en Nationalbanks Oprettelse. Sagkyndige har længe doleret over, at Banken var i Kongens Hænder, som en af de vigtigste Mangler ved den sidste Anordning. 16de August.    Biskop Brun skriver, at han havde sendt Prindsen noget til Indrykkelse i Budstikken, men faaet det tilbage med et egenhændigt Brev fra Prindsen, hvori han bad ham gjøre et Par Forandringer, hvortil Brun ikke vilde bekvemme sig. Han meddeler mig sit Svar, der ikke staaer mig an. At en til Almeengavn forfattet Afhandling "har gjort sin Forfatter den væsentligste Tjeneste ved at tolke hans politiske Trosbe- kjendelse" for den præsumtive Thronarving, eller, som han ud- trykker sig "for den Prinds, der efter Rigets Grundlov for- modentlig bliver hans Børnebørns Konge", er en flau Com- s.212   pliment. Hvo tvivlede om hans politiske Trosbekjendelse? og maa man ikke antage hans Ord for bogstavelig Sandhed: "at han skrev for at tilvende sig Prindsens Opmærksomhed?" Jeg formoder at det var et Pendant til Pjecen om Vexel- cursen, og saa vil Tabet ikke skade Jorden. 18de August.    Collegialtidenden indeholdt et kongeligt aabent Brev, hvorved Rigsbanken overgives i Nationens Hænder, og ud- gjør herefter tre af hinanden uafhængige Hovedafdelinger, hvoraf den ene i Christiania. Sølvværdien er sat til 375 for 200 Rd., som er over 11 Rd. D. C. for hver Rigsbank- daler. Embedsmanden maa lykønske sig, hvoriblandt da ogsaa jeg, hvis Tiende fra 250 Rd. er stegen til henved 3000 Rd. Men Kjøbmanden vil nok heller ikke glemme at sætte paa sine Varer, og tager næppe sin hidtilværende ufor- holdsmæssige Profit i Betragtning. 19de August.    Af indenlandsk mærkeligt fandt jeg intet andet i Dagen end at T. C. Bruun har skrevet en "ublufærdig" Pjece mod Baggesen, kaldet: "Ikke om Jøderne, men om Jødernes Frelser Justitsraaden", og som Baggesen siger, vist, at han ligesaavel i Prosa, som i Vers kan trodse Velanstændigheden. Blandt de udenlandske Artikler læste jeg med Gysen med hvilken Frækhed en ung Mand paa 30 Aar og en Pige paa 21, der mangfoldige Gange havde gjort sig skyldige i Mord- brand, gik til Døden, den græsselige Død: at brændes levende. Det var i Berlin dette Optrin forefaldt. 22de August.    Efter omtrent et Fjerdingaars Pause var endelig tredie Classe af Selskabet for Norges Vel samlet. Foretaget blev et Brev fra Jacob Aall paa Næs med Forslag om at til- staae en islandsk Litterat, Finn Magnussen, en aarlig Gage for at forsyne Selskabet med Afskrifter af interessante islandske s.213   Documenter. Jeg fik til Gjennemlæsning og Bedømmelse et langt anonymt Brev, hvis Forfatter Stenersen formodes at være. Han begynder med den Anmærkning, at den, som nøie kunde efterspore alle de Begivenheder, som bidroge til Sel- kabets Stiftelse, "vilde det sikkert være aabenbart, at denne Forening ei alene af Mandevid blev sammenføiet, og at her var noget større med, som indledte og fremledte alt, at dette Selskab efter Forsynets Raad ei skulde blive et forbifarende Syn, som kun opblussede og sank, uden at deraf saaes noget Spor". Ogsaa er allerede noget Stort udrettet: Universi- tetets Stiftelse. Men opnaaet er dog ingenlunde Maalet, endskjøndt man synes at troe det, "da ethvert Selskabets Medlem, som alvorlig vil gaa i Rette med sig selv, efter upartisk Prøve vil erkjende, at Selskabet har allerede som en Olding stillet sig rolig hen, for blot at være Tilskuer ved Livets Færd". De økonomiske Forbedringer, det har virket, komme ei i Betragtning; kun Selskabets Iver for Viden- skaberne omtaler Forfatteren, og den er kjølnet. Det var Følelse af Svaghed, der gav Anledning til dets Stiftelse, den Følelse, at vi havde tabt den selvstændige Kraft, der fordum aabenbaredes gjennem Normændenes Færd, men denne Svaghed hæves ei, denne Kraft vender ikke tilbage ved økonomiske Forbedringer. Tværtimod troer Forfatteren, at, hvis Norge, uden at Aanden var gjenfødt, nogen Dag skulde komme saa vidt, at det ei trængte til andres udvortes Hjælp, saa viser os de senere Aars Erfaring, da Bonden havde lidt mere end han kunde spise op, altfor tydeligt, at Norge snarere maatte forbande end velsigne denne Dag. Men hvorledes kan da denne aandelige Gjenfødelse ske? Selskabet valgte ikke det rette Middel, "thi det lod, som det paa engang vilde saa og høste. Det talede strax til Almuen, og vil, at den nu med eet skal bære gode Frugter, skjøndt endnu de onde Safter løbe ustandsede om i det Indre, da vi derimod burde s.214   gjøre som Moses, først lade den gamle Slægt uddøe, for med den unge, af os selv optugtede, at indtage det forjættede Land". De Ældre af os savne ialmindelighed fornøden Kraft og Mod. "De føle hos sig selv den aftagende Kraft, og derfor tale de til Andre, for ligesom hos dem at op- bevare denne Skat. Enhver, som ret vil prøve sig selv, skal vist sande, at han ei føler den aandelige, alt opoffrende Varme, som han hos Andre søger at fremme, denne Jevn- hed, Arbeidsomhed, Tarvelighed, Uegennyttighed, kort denne sande Selvstændighed er mere i hans Mund end i hans Hjerte". Det er altsa af Ungdommen, det skal ventes og dette gjennem Universitetet. Og nu kommer da Forfatteren til sin Hovedhensigt. Hvorledes dannes Landets Ungdom? "Kun af saadanne, der ret kunne besidde Videnskaberne, og have Evne til at fremstille til andres Beskuelse, hvad der rører sig i deres Indre". Og disse Faa, hvis de findes, "skulde Selskabet anvende al sin Anseelse, Indflydelse og Overtalelse for at drage hid". Men hvor findes, "i disse Tider, hvori alt helder til tvende Sider, en saadan Eenhed, Heelhed og Reenhed i Aanden, at den skulde være istand til ganske at fatte Videnskabens Sands?" -- Jo, den findes hos en Mand: Grundtvig, og ham vil altsaa Forfatteren have hid som Norges Reformator. "Han har det, som vi mangle; han har erhvervet sig denne trygge og faste Over- bevisning, der i disse Tider er et sandt Særsyn; han har grebet denne Overbevisning med et fuldt Hjerte; han har overvundet den Menneskefrygt, hvorunder vi Andre lide; han har vundet den Kjærlighed, der agter intet for dyrt til Offer, naar han kan bringe andre til den Overbeviisning, hvorved han selv føler sig salig; han stod engang paa samme Stand- punct som vi, men er fra dette med fuld Bevidsthed gangen ind i Christendommen og har tilkjæmpet sig sin Troe. For- fatteren frikjender ham aldeles for Hovmod, Sværmerie og s.215   Intolerance, ved hvilken sidste gives det forhadte dominicanske Vink, at "de, der beskylde ham derfor, maaskee gjør det, fordi de føle, at det ei var ganske ufortjent, om over dem en For- følgelse udgik." Denne Mand kunde da kalde Aand i den halvdøde Slægt, og denne Mand skulde ikke i sin Natur være forgjængelig; den skulde øses af den stedse rindende Kilde, af det Evige selv, og det Eviges Aabenbarelse i Tiden: Christus. 23de August.    Min Erklæring gaaer ud paa, at Directionen ikke bør anvende sin Anseelse, Indflydelse og Overtalelse paa at drage Grundtvig hid, da det ikke er mig indlysende, at han be- sidder alle de opregnede positive og negative Egenskaber, eller at ingen Mand i hele Norge besidder dem i ligesaa høi Grad som han. Udnævner Kongen ham til Professor ved Universitetet, modtage vi ham som enhver Gave, hvis Værd vi endnu ikke tilfulde kjende, med Lydighed og Resignation; men efter saa usikre Data at udbede sig ham som Norges sidste og eneste Redningsmand, turde af mange Grunde være betænkeligt. 25de August.    Holten, som har været paa Vestlandet med Prindsen, fortalte mig om denne Reise. I Christiansand havde været megen Stads; Byen var illumineret, ligesom der ogsaa om Aftenen gaves Bal. Knudsen var der ved samme Tid og gav en Fest paa Torvet, hvorved Wergeland holdt en Tale, som skal have været overmaade skjøn. Paa Brekke hos Niels Aall havde været megen Lystighed. Der var ikke tænkt paa Bal, men om Aftenen begyndte man at dandse ude paa Marken. Siden gik man op i Huset, og blev ved til Kl. syv om Morgenen. Den gode Prinds er nok endnu ikke saa lidet Epicuræer, og synes i flere Henseender at træde i sin Bedstefader Fredrik den Femtes Fodspor. I Driftighed, s.216   Duelighed og Selvstændighed tør man haabe, at han vil overgaae ham, men ellers er der megen Lighed i Legems- skjønhed, Lyst til Vellevnet og sandselig Nydelse. Endog den Blanding af Bonhommie og stiv Etiquette, som Rygtet til- lægger Farfaderen, viser sig stærkt udpræget hos Sønne- sønnen. 26de August.    Bondevensselskabet holdtes i Dag paa Grefsen5. To stive Klokketimer sysselsatte man sig med en Afhandling af Flor om Grøfter og Vandledninger, hvorved jeg, paa et Par Sproganmærkninger nær, forholdt mig aldeles passiv, saa jeg endog var nær ved at falde i Søvn. Flor skriver saare maadelig Dansk, og hver Gang noget af ham oplæses, fore- falder næsten ved hveranden Linie ubehagelige Stilerettelser. Omsider gik jeg ind i en anden Stue, hvor Fogden Holst, Grüner og Præsten Juell sad og politiserede. Med Be- drøvelse erfarer jeg, at Kongens sidste Foranstaltning til Finantsvæsenets Opkomst ogsaa møder Mistillid og ublidt Omdømme. Især harmedes jeg over Grüner, som i en haan- lig Tone udlod sig om vort hele Regjeringsvæsen, som vel har mange svage Sider, men hvor dog to Ting bør tages i Betragtning: Regentens gode Villie og in specie hans saare ædle og humane Forhold mod Norge, og dernæst hvormeget lettere det er at sige, en Ting er indrettet galt, end at sige, hvorledes den skulde indrettes bedre, og atter hvor meget lettere dette er, end selv at udføre og ordne det til Trods for mødende Hindringer. Grüner har særdeles agtværdige Egenskaber, men i nogle Henseender er han en underlig Patron. Holst syntes i det Hele ei at dissentere fra hans Mening, men taler med Embedsmandens Circumspection. Kun Juell talte som Embedsmanden og Undersaatten og s.217   Statsborgeren og Mennesket bør tale. Jeg frygtede denne Samtales Fornyelse ved Bordet, men der afhandledes andre Materier og var ret morsomt.    Mad. Glad var Figurantinde paa det Kjøbenhavnske Theater, og syntes altsaa bestemt til en langt anden Bane, end som Landsbykone paa Grefsen i en halv Fjeldbygd at opdrage 10 Børn. Denne hæderlige Rolle har hun imid- lertid nu udført i nogle og 20 Aar saa vel, at om hun var bleven Solodandserinde, hun ei kunde udført noget bedre. I Forening med en meget agtværdig Mand har hun nu den Glæde at see en talrig og veldannet Afkom omkring sig, og at leve i god Velstand paa en Gaard, som Glads Flid og Indsigt har forvandlet fra en af de sletteste til en af de bedste Jordeiendomme i Aggers Sogn. -- Det mageløs ypperlige Høstveir vedbliver endnu. 1  tilbake I Historisk-philos. Samlinger III, 2. Forf., den forhv. Professor i Philosophi ved Kjøbenhavns Universitet, Anders Gamborg, privati- serede dengang i Roskilde. 2  tilbake Se om denne Pavels's Autobiographi p. fl. Steder. 3  tilbake Strømme Grøtting, Sognepr. til Kvikne, blev senere forflyttet til Nite- dalen og derfra til Aal i Hallingdal, se Halvorsens Forf. Lex. II, S. 439. 4  tilbake Res. Capellan til Eker, som han i 1816 forlod for at drage til sit Fødeland Danmark, hvor han 1813 blev Sognepræst til Svendborg; cfr. Erslevs Lexicon. 5  tilbake Eiedes dengang af Kjøbmand (og Student) Fred. Glad, Storthings- mand 1815 -- 16 og en fortjent Landmand. Se Forf. Lex.

bla bakover

bla videre