|
5te Juni. Haxthausen talte om Landets Nød. Saa grundet Haab man efter dette ualmindelig frugtbare Veir kan gjøre sig om en riig Høst, turde dog det gamle Ordsprog her altfor bog- staveligen være at anvende, at medens Græsset groer døer Koen. "Bare disse tre Maaneder vare overstandne", sagde han. Blokaden langs vore Kyster skal være strengere end nogensinde forhen; endog af de smaa Kornbaade, som forhen have været uantastede, er opbragte nogle og 20, og det meste af Kornet har man været umenneskelig nok til at kaste i Søen. Det Project, jeg under 1ste d. M. omtalte, uden at sige, hvori det bestod, at Norge skulde erklære sig for et selvstændigt Rige under Prinds Christians Regjering, og som saadant slutte Fred med England, fandt Haxthausen antage- ligt. Han tvivler ei heller paa, at Kongen vil samtykke i det, da Prinds Christian er den rette Thronarving, saasnart Kongen aldrig mere gifter sig, om han bliver Enkemand (og den Forpligtelse vilde han til sit Lands Redning gjerne ind- gaae) -- kun er det et stort Spørgsmaal, om England vil slutte Fred med Norge, og om ei Tractaten med Sverrig da som nu er en uovervindelig Anstødssten. Meget vil vel beroe paa den tydske Krigs Udfald. Allevegne hører jeg bekræftet den skrækkelige Historie, at Grev Knuth er død som Selvmorder. Han havde lagt fra sig en Brystnaal, der var en Gave af hans Kone, var | |
| s.184 | gaaet ud med tilsyneladende Rolighed, og havde styrtet sig i Sarpen. Næsten ved et Mirakel blev han reddet og fik blot en Contusion i Hovedet. Man bragte ham hjem, og han syntes atter rolig, sendte sin Tjener ud efter et Glas Vand, men medens denne var fraværende, skar han Struben over paa sig med en Ragekniv. Da Tjeneren kom op igjen, laa han og svømmede i sit Blod og døde strax efter. Hvad der har bevæget ham til denne fortvivlede Handling, ved Ingen. Jeg har hørt fire Gisninger, der alle synes urimelige: den slette Forstaaelse mellem ham og hans Fader, det af- hængige Forhold, hvori han stod til sin Svigerfader1, et bebreidende Spørgsmaal, Prinds Chirstian havde gjort ham, hvorfor han som en ung Mand uden anden Virkekreds var traadt ud af Statens Tjeneste2, og endelig en Hjernens Forrykkelse, som man i den senere Tid vil have mærket Spor af. 6te Juni. Selskabet paa Sæter var ikke meget talrigt, gik ogsaa af i al Simpelhed, og kunde ikke betragtes som andet end et noget høitideligt Farvel af Baronessens nærmeste Venne- kreds. -- Tre engelske Krigsskibe ligge udenfor Dragø og en Parlamentair var ved Postens Afgang i Kjøbenhavn. 7de Juni. Jeg har med overmaade stor Fornøielse læst Dit- marskernes Historie af Molbech, baade fordi Historien selv er interessant og fordi den er saare heldigen fortalt i et levende pragmatisk Foredrag, uden vidtsvævende Betragtninger og uden poetiske Floskler. To Ting tildrog sig især min Opmærksomhed under den Lecture. Zetlitz siger etsteds: |
| s.185 | "Slettens Søn begriber ei Denne Fjeldboens Styrke i Tanker og Lemmer; Før ham ad den Dødens Vei Op ad Hornelen, og der han fornemmer, At en Normand aander let, At de gyselig skjønne Naturscener fylde Med sin Storhed Mennesket; Der han Norriges Skytsaand skal hylde". Ditmarskerne have i et og alt, baade i "Tanker og Lemmer" været hvad de gamle Normænd og deres Jevnlige Helvetiens Bjergboere vare; og Stedet, hvor de fødtes og opdroges og levede -- gik de opad Hornelen eller St. Gotthard? aandede de reen Bjergluft? saa de gyselig skjønne Naturscener? -- Jeg lader Molbech tale: "Ensformig er den udvortes Natur, hele Marsken er en lav Slette uden Skove og Søer; ingen livfuld afvexlende Skjønhed fryder Øie og Sind. Tyk og fugtig Luft, Havtaage og den fede Jordbund medføre jevnlig Usundhed og landegne Sygdomme. Dog boer Kraft og Kjækhed i Marsken som paa Norges og Helvetiens Fjelde, i den lette ætherrene Bjergluft; dog elsker Marskbonden sit Land fremfor den hele øvrige Jord, og med dets Brøst og dets Fordele bytter han det ei med noget andet". En eneste saadan Undtagelse tilintetgjør, synes mig, den hele Regel, og jeg, som boer her iblandt Fjeldene, har til denne Dag intet erfaret, som kunde bestyrke den. -- Det andet, som var mig sørgeligen interessant, var Ditmarskernes Undertvingelse. Herre Gud! hvad det er haardt for et Folk, som elsker Frihed og føler udvortes Kraft til at bevare sin Selvstæn- dighed, at maatte bukke under, fordi en større og mere disciplineret Hær anfalder det, at maatte knælende tigge Livet af sine Undertrykkere! Ak, Frihed er dog intet Phantom, det føler jeg dybt i mit Inderste -- og hvor er den paa den hele vide Jord? |
| s.186 | Rasmusen beskrev Grev Knuths Død som et af de meest overlagte Selvmord, der var besluttet, da han reiste herfra og maaskee længe før. Aarsagen kan ingen gjætte. Prindsens forhen omtalte Erindring: "Det er besynderligt, at en Mand i Deres Aar og med Deres Kundskaber vil ophøre at virke for Fædrelandet i Tider som nærværende" nævnte Rasmusen som den eneste tænkelige Grund, men det var dog den meest overdrevne Delicatesse at aflive sig selv over en saa mild, i sig selv ei ugrundet Bebreidelse, og hvis Aarsag det jo stod til ham selv at hæve. Enken og Forældrene vide intet om hans sande Dødsmaade, og hvad man nu meest frygter, er at de uforvarende skulde faae den at vide ved deres Ankomst der i Egnen, da alle Husets og Gaardens Folk 20 -- 30 i Tallet løb til og saae ham ligge i sit Blod3. 8de Juni. Mere end den halve Statstidende var opfyldt med et Vers af Guldberg efter Tidernes Leilighed, med Paralelsteder af de svenske Digtere Kellgreen og Leopold, hvori med megen Styrke og Djervhed bekjendes de Grundsætninger, hvorfra deres Landsmænd nu afvige. Verset, hvis Indrykkelse efter "Nutidens billigste Priser" vel ikke kan have kostet stort mindre end 100 Rd., har meget af de senere Guldbergske Digtes Stivhed og Haardhed, men ogsaa adskillige materialiter og formaliter skjønne Steder. Følgende fire Linier antyde med prophetisk Aand, hvad der muligen kan skee nu, |
| s.187 | men hvad der i saa Fald upaatvivlelig ogsaa vil skee i Fremtiden: "Lad Barnet spærre ranet Due ind Og tolke ud til Glemsel Sorg i Sind; Nødsultet skal den Lokkekornet tage, Men mættet skal den søge Hjem og Mage". Dog afvende Gud de Rædselsoptrin, saadant baade i den første og anden Periode vilde volde! -- I Litteraturtidenden vare baade Munchs Fjeldblomster og hans Oversættelse af Don Carlos recenserede. Den sidste roses i mine Tanker over Fortjeneste; dog lægges ei Dølgsmaal paa de utallige Skjødesløsheder i Versebygningen og Stavelsernes Qvantitet, hvori Munch som Oehlenschlägers Discipel, langt overgaaer sin Mester. Fjeldblomsterne roses mindre, og jeg tvivler paa, at Munch vil være aldeles fornøiet med den Recension, og allermindst dermed, at Møller bebreider ham, at have nedsat den norske Nations Værd og nægtet vore Tiders Normænd den Hæder, hvortil de have billig Adkomst. At lade sig saadant bebreide af en dansk Mand vil uden Tvivl være galdebittert for den stolte, pirrelige Munch. 9de Juni. I Eftermiddag fik jeg et høist uventet Besøg. Thul- strup kom her og medbragte Acteur Knudsen. Med Lieute- nant Herløv, som havde overbragt Depescher fra Kongen, var han kommen hid fra Kjøbenhavn paa en aaben Baad. I fire Dage havde de uden Lods og kjendt Mand drevet om blandt Skjær og Grunde, desimellem havt Storm og høi Søe, og næsten uophørligt været omgivne af fiendtlige Krydsere; men alt dette skræmmede ikke Knudsen. Det havde været hans Ønske at komme op til Norge gjennem Farer, og det var lykkedes ham. Nu vil han nytte sine Feriemaaneder til at vandre om fra Bye til Bye, opflamme Normændenes Enthusiasme for Konge og Fædreland, og ligesom i Danmark |
| s.188 | indsamle Bidrag til saarede Krigere og Faldnes Efterladte. Han reiser først til Frederikshald, og giver dernæst en Fore- stilling i Christiania, hvortil han anmodede mig om en Prolog med tilhørende Sang. Det kan med Sandhed siges om ham, at han ikke er en Mand, der sætter sit Lys under en Skjæppe, men det maa man ogsaa lade ham, at det er ingen ringe Stillingspraas, han fremstiller i en pyntelig Lysestage. 10de Juni. Det en en mageløs deilig Sommer; jeg har aldrig oplevet dens Lige. Alt fremdrives ved Regn og Solheden saaledes, at man venter sidst i næste Maaned at kunne høste Byg og spise Kartofler af dette Aars Grøde, og saa stor er vel ikke Nøden endnu, at Landet jo kan udholde disse faa Uger, og hvad kan ei hændes imidlertid! -- Grev Knuths Selvmord har gjort en meget ubehagelig Sensation i Publi- cum, og jeg veed ikke nogen bekjendt Selvmorder fra den senere Tid, over hvis Daad man er saa enig i at bryde Staven. Hans rolige Temperament, hans for Verdens Øine saa lykkelige Forfatning, og den dybe, maaskee ulægelige Smerte hans Død volder hans ædle Svigerfader, gjør det rigtignok høist ubegribeligt, helst da det ikke var i et liden- skabeligt Udbrud, men med Overlæg Handlingen udøvedes. Dog -- ogsaa her maae vi sige: "Dømmer ikke, at I ei skulle dømmes!" 11te Juni. Imorges fik jeg et langt og ret overmaade venskabeligt og interessant Brev fra Biskop Brun. Det handler dog mest om Vexelobligationernes Omskrivning, der sætter og fremdeles vil sætte ham graae Haar i Hovedet. Dog bærer han sin Skjæbne med mandig Frimodighed. Jeg afskriver et Stykke af hans Brev: "Den 1ste Marts har De læst min Note (til Fastelavnsprædikenen); jeg frygtede for den |
| s.189 | 26de Marts, da jeg skulde ordinere Præster. Den 25de kom Posten tidlig, og bragte netop det for mig Afgjørende i et Brev om Vexelobligationernes tilkommende Skjæbne. Det var altsaa min Dødsdom. Jeg fik ikke et Slag -- det var meget; jeg nød Nattens qvægende Søvn, det var mere; men at jeg holdt en stiv Times Tale med al den Aandskraft, som nogensinde, at jeg ei alene ikke glemte et Ord, men endog deklamerede et Par Vers, som først faldt mig ind, idet jeg talede -- dette nærmede sig til et lidet Mirakel, hvorfor Gud alene Æren. Imidlertid har jeg dog tillivs det aqua tophana, som før Tiden skal dræbe den virkelig Stærke. Det komme, om Gud vil, jo før jo heller, saa kan min af alle Retskafne agtede Enke, en Paralel til Deres salige Moder, gaae fra Arv og Gjæld uden at beskjæmme den døde Mand, som ikke ved Ødselhed, men ved Kongens Magtsprog blev banquerot". 12te Juni. De Franske gaae atter frem med ustandset Fart; atter er et afgjørende Slag vundet, og Russernes og Preussernes Krigslykke i Tydskland synes at være forbi. Den omtalte Parlamentair havde bragt det meget uegennyttige og moderate Forslag at overlade de Svenske Trondhjems Stift og 25000 Mand til at agere i Forening med dem mod de Franske. Forslaget er naturligvis modtaget som det burde og maatte. Imidlertid har Napoleon foreslaaet en almindelig Freds- congres eller, om England ei vil entrere deri, en Congres i Prag til at gjenoprette og betrygge Fastlandsfreden. Nei, den store Stjerne er endnu ikke dalet, og hvo ved, om vi dog ei engang skulle velsigne dens Lys? Vi havde i Formiddags Skole-Commissionsmøde hos Thygeson. Biskoppen førte som sædvanlig Ordet og havde optegnet hvad han vilde, vi skulde sige Ja til. Vel mødte han nu og da levende Modsigelse af Thygeson, tildeels ogsaa |
| s.190 | af Falbe og mig (kun Rosted taug og var i alt af samme Mening som Niels Skriver) men Bispen slog os alle af Marken ved at beraabe sig paa sin mere udstrakte Erfaring, hvilken ei kan frakjendes ham, og da Ingen af os har Øvelse og Suffisance nok til at indlade sig i grundig Dispute med ham, maatte vi taale det, i hvor indlysende det end er mig, at mange af hans Planer ere blotte Idealer, som vel maaskee engang i Verden kunne realiseres, men neppe i vor, vore Børns eller vore Børnebørns Tid. I nogle Smaating gav han dog efter. 13de Juni. Det lader til, at jeg vil faae en flittig Tilhører i Prindsen. Stiftamtmandens Familie er ogsaa hver Søndag i Kirke. Det er et herligt Exempel, vore Stormænd give, som Smaafolk maaskee med Tiden tør efterligne. Prinds Friederich satte aldrig sin Fod i Slotskirken. 14de Juni. I Morges var en af Prindsens Tjenere her og bad mig i Hans Høiheds Navn "gjøre ham den Fornøielse" at spise hos ham paa Ladegaardsøen Kl. 31/2. Er dette den stive Tilsigelse, man har fortalt om, da maae jeg tilstaae at den er meget forbindtlig og populair, ligesom man overalt hos den Prinds vil finde en Stivhed, som synes mig saare langt fra hans Væsen, uden for saavidt han nok ikke gjerne seer, man glemmer, at han er Fyrste og Thronarving, og deri gjør han uden Tvivl saare Ret. Jeg troer ikke Adju- tanterne føre det store Ord ved hans Taffel, og at Discourser forefalde der, som en bluefærdig Yngling eller Pige skulde rødme ved at høre, men velsignet være saadan Stivhed! og at han ikke hader eller selv mangler Jovialitet i Selskaber, det har han nok vist, hvor der var Tid at vise det. |
| s.191 |
16de Juni. I Tydskland er mellem de krigførende Magter sluttet Vaabenstilstand og en Fredscongres skal aabnes under den feirende Napoleons Auspicier. Det lader sig med Grund haabe, at dette vil have fordeelagtig Indflydelse paa vore, hans troe Allieredes Kaar. -- I Statstidenden staaer aftrykt et Brev fra en Svensk til en Normand af samme Surdeig som de forhen her omtalte, men endnu mere oprørende. Det er ledsaget af 53 Anmærkninger, hvoraf nogle ret vittige og træffende, men de kunne ikke hos den tænkende og følende Fædrelandsven forstærke den Afskye, selve Brevets Læsning vækker. 17de Juni. Kammerjunker Mansbach fortalte om Prindsens Leve- orden, hvad jeg her vil optegne, da det gjør ham Ære. Kl. 5 om Morgenen staaer han op, og fra den Tid til Kl. 4 om Eftermiddagen arbeider han utrætteligen. Ethvert Brev af Vigtighed forfatter han selv og afleverer blot Concepten til Afskrivning. Han gjennemlæser Alt, hvad der kommer til ham, Alt hvad han underskriver. Og nu kan man da ikke fortænke ham i, at han vil have et godt og vel- tillavet Middagsmaaltid. Han har ladet gjøre en Liste over Byens civile og militaire Embedsmænd, og ordentligviis lader han fire af disse hver Dag tilsige eller indbyde til Taffels. Fra den Tid, han har forladt Selskabet, arbeider han igjen til kl. 101/2, da han faaer Thevand og Smørrebrød og gaar saa i Seng. Han vil nok bedre vide at sætte sig i Respect hos sine Adjutanter og Secretairer end den eiegode men svage Prinds Friederich, og ak! vel ogsaa mere end den eiegode men svage Kong Frederik. 18de Juni. Stridsskrifter ere vexlede mellem Grundtvig og Molbech i Anledning af dennes Yttringer i Kjøbenhavns Skilderie |
| s.192 | om Grundtvigs Krønnike, hvilke G. besvarer i et meget ven- skabeligt Brev, og Molbech har igjen svaret paa dette i en Bog paa 35 Sider. Jeg vil troe at M. i meget, ja vel i det meste kan have Ret, men hans Fremgangsmaade billiger jeg ikke. Fra Begyndelsen vælter han sig ind paa G. med vel megen Bitterhed. Denne svarer ham i sin særegne Maneer, men med venskabelig Varme og christelig Sagt- modighed. Efter et saadant Brev vilde det været mig umuligt at svare med den Bitterhed, M. har brugt, om endog den meest aabenbare Uret forhen var mig vederfaret, og den hele Pjece gjør hans Hjerte i mine Tanker saare liden Ære, hvad hans Adfærd mod G. angaaer; thi at han har ud- pillet et Par tydske og danske af G. dadlede Mænd og opkastet sig til deres Apologet, synes vel meget smukt og humant, men saaledes at bryde en Landse for levende Mand blandt sine Landsmænd, der burde forsvare sig selv, om han fandt det fornødent, det forekommer mig saare arrogant. At angribe en Mand, der kan forsvare sig, røber altid et vist Mod; man forudsættes belavet paa at mødes med lige- saa skarpe, ja skarpere Vaaben -- men at træde frem med en høiviis Mine og sige: "Den Mand er urigtig bedømt; rigtignok har han de og de Feil, men dem han sigtes for, har han ikke begaaet", og saaledes gjøre sin Kjendelse til en Dom i sidste Instants, det forekommer mig inpertinent. 21de Juni. Berghs yngste Datter er mig altfor voxen paa Sjel og Legeme til at være uconfirmeret. Den Grundsætning han og flere har, at Confirmation for unge Piger skal opsættes saalænge, vil ikke ret ind i mit Hoved. Nogen Barn- lighed synes mig klæder en Confirmand overmaade vakkert. Kan denne bevares hos en Pige til hendes 17 -- 18de Aar, nuvel, saa lad Confirmationen opsættes saalænge! men i |
| s.193 | vore Dage, især i de store Stæder og fremfor alt hos Piger, der har opnaaet fuld Legemsmodenhed og undervises i et Institut, er dette en reen Umulighed. Altsaa, naar Forstan- den kan fatte og Hjertet føle (det kan de længe før), saa lad dem confirmeres og ansees som voxne Piger og giftes med, om nogen vil have dem; jeg seer slet ikke, hvorfor alt dette skal opsættes. Med dybere, inderligere Følelse kunde jeg ikke aflagt Løftet i mit 18de, end jeg gjorde kort efterat jeg havde fyldt det 13de Aar. Det kommer an paa den foregaaende Dannelse. Har Ynglingen og Pigen denne og laborerer ikke under Forstands eller Hjertets Stivhed, da ligesaavel i det 14de eller 15de Aar som i det attende. Intet vindes ved Opsættelse, efter Verdens nærværende Løb tabes maaskee langt mere. Det er sandt, fra Økonomiens Side vinder man Tid, thi en uconfirmeret Pige indbydes ei i store Selskaber og maa nøies med tarveligere Pynt, og Skam faae mig, om jeg da ikke troer, at hiin er Hovedgrunden til at holde yngre Døttre saa længe i Børneclassen i Haab om, at maaskee den ældste kunde imidlertid faae en Mand.4 22de Juni. Man maae beundre den mandhaftige Roe, hvormed Almuen udholder den sværeste Nød, som den vel i Aar- hundreder har været bestedt i. Saaledes fortalte Justits- raad Thrane mig, at han nylig havde over 100 Bønder udenfor sit Huus, Alle manglende de fornødne Levnets- midler, og dog Alle stille og taalmodige. 23de Juni. Det er St. Hansaften og hele Verden er i Bevægelse. Prinds Friederich havde forbudt at antænde Ild denne Aften, forat den ei skulde forvexles med Krigssignal, men Prinds Christian har været saa liberal at ophæve Forbudet, da han |
| s.194 | ikke vilde berøve Folket dets uskyldige og ved ældgammel Vedtægt hævdede Fornøielse. 24de Juni. Kjøbenhavnsposten er ikke kommet idag, er altsaa standset i Sverrig eller tilbageholdt i Kjøbenhavn. I nær- værende Øieblik foruroliges Ingen herover. Tingene have været i en Spænding, som ikke kunde vedvare; det maatte komme til et Resultat og til en anden Tid kunde dette for os være langt sørgeligere. Sverrigs bedste Tropper og dets Kronprinds er i Tydskland. Vaabenstilstanden gjælder ei dem, altsaa er den forenede danske og franske Armee imod dem, og man troer, der har været en Action, som har frem- kaldt hiint afgjørende Skridt. At vende hjem tillade Eng- lænderne dem ikke, da de ere betalte af dem for at agere i Tydskland mod de Franske. Krigsskibe skal ligge i Elben, for at hindre deres Hjemfart. Pontecorvo synes at være i en slem Forlegenhed og nu at angribe Norge umiddelbar vil Svensken ikke vove. Paa samme Tid begynde vi at faae nogen Tilførsel. -- Til St. Hansgildet igaar hos Thygeson, hvor Prindsen og hele den elegante Verden var samlet, havde Wulfsberg skrevet ikke mindre end 13 Viser paa 1 à 2 Vers. Han er en altid færdig Improvisator. Jeg selv har idag maattet love Morten Anker at skrive en Sang til Prindsen. Honoraret for den er da et brillant Bal paa Frogner med tilhørende Agrement: 20 Rd. Vognleie, Stads til min Kone (et Par hundrede Rigsdaler), Haarklipper og Friserløn, og maaskee endnu mere. 26de Juni. Paa Frogner dirigerede Acteur Knudsen Lystigheden og gjorde mange Narrestreger. Naar jeg tænker paa, at dette foregik, ikke i et lystigt Mandfolkeselskab, hvor poculum hilaritatis alt var tømt, men paa et glimrende Bal i Over- |
| s.195 | værelse af Norges og Danmarks Kronprinds, kan jeg ikke nægte for, at jeg synes det falder noget anstødeligt. 28de Juni. De Seues militaire Afhandlinger, som nu ere udkomne, røbe temmelig bon sensog Menneskekundskab, samt Kjendskab til Historien, men Sproget er jammerligt, og Bogen vrimler af Underligheder. Saaledes taler Pag. 17 om "sjette Fre- deriks lykkelige Regjering (!!) og grændseløse, før ukjendte Omsorg for Land og Rige", en ublue og for de afdøde Konger høist fornærmelig Smiger. Pag. 18 fortæller han, at "Beskedenhed ikke tillader ham at afhandle alle de delicate Omstændigheder, en General kommer i, naar han commanderer over 100,000 Mand". Pag. 70 hedder det: "Intet Men- neske, i hvilken Stand han end er, har saamegen Leilighed til at stifte Godt i Forhold til den Post og Rang han be- klæder, som Soldaten". Ei, ei! hvad siger han? 29de Juni. Af de Seues Rariteter maa jeg endnu anføre en Historie om Alxander den Fjerde, der viiste saamegen Agtelse for sine gamle Generaler, og gav i den Anledning sin Søn Borgia en Reprimande. At det skal være Alexander den Sjette, er soleklart, men Forf. synes hverken at vide, at han var Pave (Kirkestaten havde nok ikke mange fortjente, gamle Generaler) eller, at han var af Jordens afskyeligste Uhyrer. 30te Juni. I Formiddag var jeg paa Kathedralskolen, hvor examen artium for første Gang holdtes og hørte Hersleb examinere i Religion. Det gik yderst søvnigt baade fra Examinators og Examinandernes Side. Hvad der spurgtes om er, hvad nogenlunde oplyste Confirmander pleie at kunne gjøre Rede for, og jeg vilde forbinde mig til inden Mikkelsdag at bringe Karen Dahlgreen saavidt, at hun kunde besvare de samme |
| s.196 | Spørgsmaal, som Hersleb gjorde, ligesaa godt som de Can- didater, jeg hørte. Den Fornøielse fik jeg da snart nok af. 2den Juli. Knudsens Theaterhøitid5 var Dagens Hovedbegivenhed. Efter en Symphonie gik Tæppet op og Knudsen reciterede min Prolog. Sangen blev istemt af nogle faae Tilskuere. Derpaa spilledes Dragedukken, hvori Knudsen selv spillede Jacob Skomagers Rolle. Endelig kom den egentlige Stads: Foran paa høire Side et granbevoxet Fjeldstykke, hvorpaa Navnene Dreier, Blix og Sæther (Officerer, faldne i den svenske Krig 1808) og der paraderede 4 Underofficerer; paa venstre Side en afbrudt Skibsmast med Kongeflag og Vimpel og Navnene Grothschilling, Buhl og en tredie, som jeg ikke husker. Her paraderede 4 Matroser. Paa begge Sider langs Theatret stode hvidklædte Damer og Børn med Krandse og Guirlander, og sluttede sig til et Velgjørenhedsalter i Bag- grunden, hvorpaa det idag indkomne (omtr. 3000 Rbd.) var henlagt. Knudsen fremtraadte nu med et Skilderie i Haan- den, og holdt først en Tale, hvori han beklagede, at maatte savne sine Venner Bernt Anker, John Collett og Enevold Falsen, som han sidst havde mødt her. Derpaa talte han noget om Phønix (vort eneste Orlogsskib), hvis Afbildning han fremviste, reciterede desimellem Visestumper, istemte Sange og raabte Hurra for Kongen, for vor lille Flaade (bestaaende foruden Phønix af to Fregatter, nogle Brigger samt endel Kanonbaade), for de faldne Krigeres Minde og for Norge. Det første, andet og fjerde istemtes af Prindsen og For- samlingen med de behørige Klap. Knudsen henvendte sig nu til Prindsen, fik ham gjennem to Hænder overrakt det Ind- komne, lykønskede ham og sig selv og Norge, hvorpaa fulgte et meget enstemmigt og enthusiastisk Hurraraab. Ved |
| s.197 | Pengenes Modtagelse talte Prindsen nogle Ord, og takkede Knudsen for den Iver, hvormed han vedblev at gjøre sig fortjent af Fædrelandet. Til Slutning offererede Knudsen Selskabet (i hvis Navn Haxthausen taus modtog det) Skilde- riet, og det Hele endte med Hurraraab, jeg husker ikke for hvem. Da Dækket var faldet, forlangte Prindsen Knud- sen fremkaldt. 3die Juli. Endnu er ikke Fladstrandspost organiseret, omendskjøndt Krig med Sverrig i nogle Maaneder har været anseet uund- gaaelig, og man havde ventet Passagen derigjennem forlænge siden ophørt. "At jeg mig ei idag forhaster" er endnu be- standig Administrationens Morgenbøn nede i Danmark. 4de Juli. Jeg mødte paa Gaden Provst Stenersen6, som har været herinde for at tilveiebringe et lidet Qvantum Levnets- midler til sit Sogn. Han fortalte, at der til Providerings- commissjonen er indløben mange Klager over Præsternes ulovlige Fremgangsmaade ved Magazinkorns Uddeling. En personel Capellan B -- skal offentlig have rost sig af at have profiteret 2500 Rd., da han har ladet sig betale af Bønderne for hver Skjæppe Korn en vis Pengesum pro labore. 5te Juli. Det norske Universitets første Borgere proclameredes idag høitideligen af Treschow paa Cathedralskolens Audi- torium. For en endda ikke saa ganske liden Forsamling, naar det betænkes, at Talen7 holdtes paa Latin, sagde |
| s.198 | Treschow nogle Ord til os Tilhørere og nogle flere til de unge Studenter. Ordene vare vakre og net sammensatte, men han har et søvndyssende Foredrag. Candidaterne vare ialt 17, hvilke da udgjør vor hele civitas academica. Efter Høitideligheden, som var kort og ikke meget høi- tidelig, talte jeg en Times Tid med Professorerne og andre literati. Overalt sporer jeg megen Lunkenhed for Univer- sitets-Sagen, og det synes som Øieblikket, da Alt er organi- seret og Borgerret derfra meddeelt, da altsaa dets Uafhængig- hed af Kjøbenhavns Universitet ligger klart for Dagen, burde have fremkaldt mere Enthusiasme. Rigtignok træffer det i en uheldig Periode da Brødsorg sysselsætter Enhver, den Rige som den Fattige; imidlertid seer man, at ogsaa nu er Slags- maal om Comediebilletter og raabes Hurra i Theatret og i Gjæstesale og leves lystig paa Land og Bye, og saa synes da en saa vigtig Nationalsag, der foregives at have været Normændenes ivrigste Ønske i et halvt Aarhundrede, ogsaa at kunne vække Interesse; men nei! jeg maae desværre vende tilbage til min gamle Mening: det var ikke Folkets Stemme, der raabte paa et nyt Universitet, det var blot enkelte Indi- viders, hvoraf dog ingenlunde følger, at ikke høist vel- gjørende Følger for Norge med Tiden vil emanere fra denne Stiftelse. 6te Juli. Man udlader sig om Knudsens Forestillinger, tildels ogsaa om Prindsen paa en Maade, som ikke staar mig an. At f. Ex. Prindsen opholder Posten 5 -- 6 Timer, før den udleveres, er sikkert en Uvidenheds eller Uagtsomheds Skyld, som han vist blot behøver at gjøres opmærksom paa for at aflægge. Det var høilig at ønske, at der maatte findes en Mand, der havde Mod og Retskaffenhed nok til at sige ham, hvad man finder urigtigt i hans Adfærd. Vil man tie og bukke i hans Nærværelse og skumle paa hans Bag, da kan |
| s.199 | han snart ophøre at nyde og fortjene Folkets Kjærlighed. Hvad det angaar, at det skulde være Uret at spille Comedie i en Jammerperiode som nærværende, da staaer det jo En- hver frit for, om han vil deeltage deri, men at der ved begge Forestillinger var fuldt Hus, beviser tilfulde, at man endnu er stemt til at nyde denne Forlystelse. Jeg indseer heller ikke, hvad der vandtes ved at sætte sig hen og sørge. Jo sparsommere Glæden falder, desmindre kan man fortænke i, at man tager den, naar den er at faae saa uskyldig og ædel som denne. Og Pengene? Gud give vi aldrig værre bortødslede vore Penge end disse. At man gav en Gjøgler 5 Rbd. paaankede Ingen, men at man nu giver 6 Rbd. til lidende Medmennesker, fordi Nøden nu er lidt større end da, det skal saare den almindelige Følelse! Om Fattiginspecteur Eggertz havde ladet en Subscription gaae om, mon der da var indkommet 6000 Rbd. i reen Gevinst i to Dage? sikker- ligen ikke. At man har spillet her for de Fattige i saa mange Aar, og at Knudsen derfor ikke havde behøvet at komme herop, og indsamle Penge til dem, det er et dumt og derhos skammeligt Raisonnement. For det første er det jo ganske andre Fattige, Selskabet spiller for; og dernæst -- fordi en anden har understøttet Trængende, skal jeg da høre ilde, fordi jeg forøger Understøttelsen? Det kan desværre ikke nægtes, at der er Charlatanerie i Knudsens Adfærd, og at det samme Maal kunde naaes paa en simplere, mere pre- tensionsløs Maade, men at elskværdig Enthusiasme for Fædreland og Menneskehed er Hovedfjedren i hans Daad, det bør man ikke miskjende. Navnet af en hæderlig Borger kan ikke frakjendes ham. Han fortalte mig idag, at han ved sin Hjemkomst i Fredags Aftes havde siddet i sin Ensomhed og fældet Glædestaarer over det Held og den Fryd, det lykkes ham at udbrede. |
| s.200 |
7de Juli. Provideringsvæsenet berøver Falbe, efter hans eget Sigende, Glæde om Dagen og Søvn om Natten. Min Tanke faldt uvilkaarligt paa hans Formand8. Saaledes hentæredes ogsaa han af Mismod; saaledes følte ogsaa han, at der fra Regjeringens Side ingenlunde var gjort, hvad der kunde og burde gjøres, og at det var for dens Indolents eller Uforsigtighed Norge maatte lide. Falbes Colleger tage sig det lettere. Thrane har mere Fasthed og Styrke, og vil ved sin Charakteer og Conduite stifte mere Gavn og lide mindre derved. Wiewild9 snøfter og kaster Næsen i Veiret, og ser med lige Phlegma en Flue døe og et Rige forgaae. 1 tilbake Rosenkrantz. 2 tilbake Han havde været Amtmand i Akershuus Amt, medens hans Sviger- fader var Stiftamtmand i Christiania. 3 tilbake I et Brev til sin Ven Engelstoft skriver Prof. B. Thorlacius den 4 Juli 1813: "Du har vel hørt om den unge Amtmand Knuths Død i Sarpen ved et Selvmord af Jalousie. Hans Kone ansaaes ellers for et bravt Fruentimmer. Slig en Forvildelse havde jeg aldrig forestillet mig hos denne virkelig agtværdige unge Mand." (Kbh. Univ. Bibl.) 4 tilbake C. A. Berghs Døtre vare fødte 1795, Jan. 1797 og Decbr. 1797; den ældste blev gift 1814, den yngste 1815, medens den mellemste allerede døde i Decbr. 1813. 5 tilbake Jfr. Christiania Intelligents-Sedler for 9de Juli 1813. 6 tilbake Jonas Henr. Stenersen, dengang Sognepræst til Nitedal og Provst over nedre Romerike,  1821 som Sognepr. til Jevnager. 7 tilbake Talen er trykt bl. A. i M. J. Monrads Det kgl. Frederiks Univer- sitets Stiftelse, Chr.a 1861, S. 108 fgg. 8 tilbake Enevold Falsen. 9 tilbake En dansk Mand, som paa den Tid opholdt sig i Christiania, som det synes i offentligt Ærinde, udentvivl dem samme af hvem et Par smaaskrifter omtales i Erslevs Lexicon (III, S. 594) uden at Per- sonalier tilføies. |