Claus Pavels

	8de Mai. Der var i Nat Brand i Grændsen hos en Farver Magelsen, hvis Gaard med et tilstødende Leiehuus opbrændte. En ung Kjøbmand Hoff var i Gaar flyttet ind i det sidste, og skulde have Bryllup paa Mandag. Alt hans Tøi stod endnu indpakket og det meste kunde saaledes rimeligvis været reddet, da Ilden først angreb Eierens Bygning, men han blev saa forvirret, at han lod Penge og Bohave og alt be- tydeligt i Stikken og, efter Thulstrups Sigende, i Forfjamselsen løb bort med en Thepotte og et Par Buxer. Siden besin- dede han sig vel, og kom tilbage, men da var det for silde. Hans hele Indboe er nu en Thepotte. Baronessen beærede mig i Formiddags med en Visit og traf Aftale angaaende hendes Datters Confirmation; ved hvilken Leilighed min Kone fik tre Kys, Julie eet, vi andre intet, og dermed var den Stads forbi.
s.167	9de Mai. I Selskabet hos Thygeson talte Prindsen til mig. Han sagde, at han havde hørt saameget godt om min Præ- diken fra idag 8 Dage, at han vilde udbede sig den til Gjennemlæsning. Jeg svarede, at jeg ikke kunde meddele den Ord til andet, da jeg kun havde Tankegangen nedskrevet, men naar hans Durchlautighed ønskede det, skulde jeg sammen- skrive den, saaledes at jeg turde forsikre, at intet Væsentligt var udeladt og intet af Vigtighed indført, som ei var sagt paa Prædikestolen. Senere bad Rosenkrantz ogsaa om Præ- dikenen og gjentog sit Tilbud om at lade den trykke paa sin Bekostning. Jeg tog nu imod det. 11te Mai. Bondevenscommissjonen var samlet paa Bogstad. Vort fremdeles derangerede Finantsvæsen sætter Anker graa Haar i Hovedet, og Fredsunderhandlingernes gunstige Udfald sæt- ter han ingen Lid til, da de trække saa i Langdrag, og slet intet Resultat endnu spores. Overalt høres, hvor man kommer, fast idel mistrøstende Tale. Flor var ellers i sin Herres Glæde. Kammerherrens Jæger havde i Forgaars skudt en Bjørn, den første, jeg i mit Liv har seet, og denne blev medens vi vare der flaaet og opskaaret, og Flor, som ikke kjendte Bjørnens Inderste, var ude med Dr. Baumgarten under den sidste Operation og ragede i Indvoldene med Hjertens Plaisir. Wulfsberg, som dog virkelig er et meget ædelt Menneske, har i disse Dage gaaet om i alle de Riges Huse og søgt Understøttelse til de Brandlidte. Han har alt faaet samlet 10,000 Rd. Anker tegnede sig for 500 og Prof. Pihl havde endog givet 1500. "Han har sat sin Samvittighed en Clysteer", sagde Wulfsberg ei uvittigen. 12te Mai. I vort Intelligentsblad findes en Apologie for de høie
s.168	Kornpriser eller rettere for den overvættes Betaling nogle af vore Handlende tage for deres Kornvarer. Hvilken slet Sag kan ei forsvares, understøttes med Grunde, som den lidet Tænkende finder antagelige? I Aften hørte vi Bugtaleren Charles, som nu ogsaa besøger Norge. Der var en Mængde Mennesker, og de 5 Rd. som han ogsaa her lader sig betale for hver Billet, havde ikke afskrækket Publikum. Flor figurerede saavel under Taskenspillerkunsterne som under Bugtalingen. Som Naturkyndig vilde han vel see at finde Tingenes sande Be- skaffenhed og stillede sig derfor til Skue, som ellers i saa- dant et talrigt og glimrende Selskab ikke maa være morsomt. 13de Mai. Den store Gaade er fremdeles uopløst. Nu er det almindelige Rygte, at Norge, som man længe hár vidst, er Maalet for Sverrigs Ønsker, men at man vil erobre det fra en ganske anden Kant uden Blodsudgydelse og Udhungren: at nemlig Pontecorvo vil falde ind i Holsteen og Jylland, og der tvinge vor Konge til frivilligen at give Slip paa Norge. For med nogenlunde rimeligt Haab at udføre denne Plan, var det dog nok nødvendigt, at Svensken vidste, hvil- ken Armee, den russiske eller franske, skal prædominere i Tydskland i Sommer, og at denne ikke par malheur er den samme, med hvilken Danmark er eller vorder allieret. Jeg anseer den svenske Regjering for klog til et saadant Vovespil, da det ellers let kunde hændes, at man maatte udraabe om Pontecorvo, som Herman von Bremen om Prinds Eugenius: "Ak Hans Durchlauchtighed er slagen med Blindhed!" Hvorom alting er, synes Tingen endnu at trække i Lang- drag, og selv Fred med England ei at kunne bringe den i fuldkommen Rigtighed. Jeg har imidlertid begyndt at sam- mensætte og renskrive den omtalte Prædiken, og Lehmann har lovet at skaffe den færdig fra Trykkeriet til Prindsens Fød-
s.169	selsdag Mandag 8 Dage. Saadan Forandring kan ikke skee i det korte Mellemrum, at den jo endnu altid bliver et Ord sagt i sin Tid og et Ord, man maatte ønske hørt og lagt paa Hjerte over hele Norges Land. 15de Mai. I Skolecommissjonen er og bliver Bispen Ordfører, hvortil han er fuldkommen qvalificeret, men at han saa al- deles ikke vil lade nogen Indvending gjælde, at han ikke alene har Svar paa alt, men at dette Svar er sans appel og staar fast som Lov, det gaaer dog for vidt. Som den, der eene vil raade, har han overalt handlet klogeligen i at vælge sine Colleger, thi at vi ere foreslaaede af ham, derom er ingen Tvivl. Falbe og Rosted kjendte han som føielige Mænd, der overalt følte, at Landsbyeskolevæsenet laae uden- for deres Erfaringskreds. Om mig vidste han, at det just ikke er af de Ting, hvori jeg har min fornemste Styrke, og at jeg er for beskeden til med Æslet at tage Tonen saa høi, at jeg ikke kan holde Musiken ud. Altsaa sidder han som Dictator, hører paa vor Snak og gjør, hvad han vil, og gotter sig med den Tanke, at fem Navne vel staae under Forslaget, men eet Hoved har udtænkt det -- og det lad ham! -- Falbe fortalte mig ellers et nyt Beviis paa Bispens Forfængelighed og Attraae efter at pege sig frem, baade hvor man ønsker og ikke ønsker ham. Lyceet giver en Concert i Byens Kirke til Bedste for trængende Enker af høiere Clas- ser, og man vilde anmode mig om at holde Talen i den Anledning. Stifsdirectionen skulde da bedes om Tilladelse til at benytte Kirken, men vel betænkt havde man ikke nævnt, af hvem Talen skulde holdes, og saa havde man den -- ja hvad skal jeg kalde det? -- at sige uopfordret "at man selv vilde besørge en passende Tale holdt ved den Leilighed". Jeg taber intet; ikke et Blad afriver Bispen af min Hæders- krands, og jeg tør lægge til, ikke et Blad tilføier han sin
s.170	egen ved at hindre mig fra at holde Talen og selv holde den isteden, men et usselt Charakteertræk er det, ikke at ville erkjende og taale en Andens Superioritet i nogen Verdsens Ting, som han selv giver sig af med, og det er dog saa langt fra at Biskop Bech er Taler, at han neppe engang har Idee om Veltalenhed og Talerværd. 17de Mai. Jeg stod just færdig til at gaae ud, da Baronessen kom i Regn og Blæst med et tyndt Schavl over sig, med Skoe og hvide Strømper og Papirkrøller i Haaret. "Om hun var gaaet fra Forstanden?" Nei, det just ikke, men i megen Bevægelse var hun. Prindsen har faaet Ordre til at forføie sig til Holsteen og commandere en Armee. Baro- nessen reiser strax efter og nu var hendes indstændige Bøn, at jeg vilde confirmere hendes og Prindsens Datter paa Søndag otte Dage. Jeg lovede det paa det Vilkaar, at Prindsen skriftlig indestaaer mig for det Ansvar, jeg kunde paadrage mig, om kongelig Bevilling ei forinden indløber. Og nu er Alt i fuld Confusion. Over Hals og Hoved flytter de ud til Ladegaardsøen, da Palaiet skal gjøres ryd- deligt for Prinds Christian Frederik, som hver Dag kan ven- tes, og (Norge uden Tvivl til sandeste Held og Glæde) er udnævnt til Prinds Friederichs Eftermand. Jeg kan ikke troe andet, end at jo denne Forandring overalt maa vække den behageligste Sensation, og at Norges Sønner alle som een ville modtage denne Kongens Gave som en af de kjæreste og kosteligste, der kunde skjænkes dem. Man har endnu ingen Efterretning om, at Prindsen er kommen til Norge (Vinden er nu ogsaa nordlig, og det forsinker ham vel) men Stift- amtmanden og en af Adjutanterne ere reiste herfra for at modtage og complimentere ham ved Landingsstedet. I Efter- middag kom Circulaire fra Biskoppen til Byens Præster, at vi maa holde os færdige paa givet Vink i Ordensdragt at
s.171	møde ved Prindsens Ankomst til Gratulations-Cour. Bor- gerskabet, Regimentet, Skolelærerne, Cadetcorpset, kort Alt, hvad der seer ud som Corps har Ordre ligesom vi at holde sig parate. 20de Mai. Grev Bernstorff har forladt London med uforrettet Sag. Da han ei vilde antage Norges Afstaaelse til Sver- rig som Basis for Underhandlingerne, stedtes han ei engang til Conference med Ministrene. Paa samme Tid siges Frankrig at have erklæret Danmark Krig, fordi det havde tilbudt sig at operere i Fællesskab med Russerne og Preus- serne. At vi skulde faae Krig baade med Frankrig og Eng- land synes nu sagtens underligt, næsten uhørt. Norge vilde desuden ei lide betydeligen mere herved end ellers. Tid skal da vel ogsaa til, inden Napoleon kan overfalde Danmark. Men hvad der er frygteligen sandt er, at Norge næppe har Korn for to Maaneder, at Kysten aldrig har været saa be- saaet med fiendtlige Krydsere, der gjøre Tilførsel fast umu- lig, og at ikke Halvdelen af Landets Agre kan tilsaaes af Mangel paa Sædekorn. Uden Sværdslag maae altsaa Norge falde, dersom ikke Forsynet underligen hjælper. Nøden vil tvinge til, hvad jeg haaber Normanden ellers aldrig vilde gjort. Intet Menneske kan see Udgangen af denne Labyrinth, men hvorledes den skal blive enten ærefuld eller glædelig, gaaer vist over enhver dansk og norsk Mands Forstand. Troe paa Gud og Bevidsthed om opfyldt Pligt er det eneste, som kan indgyde Haab og Mod. I Sverrig skal være trykt et Skrift, kaldet "Ny-Skandinavien", hvoraf adskillige Exem- plarer skulle cirkulere i Norge, om den gjensidige Fordeel af begge Rigers Forening. -- Blandt Landets Ulykker glemte jeg ovenfor at anføre, at dets Finantsvæsen er nu i langt slettere Tilstand, end da Forordningen udkom.
s.172	21de Mai. Lehmann sendte mig to pent indbundne Exemplarer af min Prædiken, og med dem gik jeg flux til Hans Durch- lautighed og leverede ham det ene Exemplar til ham selv, det andet til Kongen, om passende Leilighed skulde gives ham til at faae det anbragt. Han viiste mig uendelig Attention, omfavnede mig 3 Gange, og syntes meget rørt: "Det vilde altid gjort mig ondt," sagde han, "at forlade Norge, men dobbelt smerter det mig nu, da jeg maa forlade Landet i Sorg". 22de Mai. Medens man, efter den roesværdige Skik, at troe og spaae det allerværste, mistvivlede om at Prinds Christian kunde slippe op til Norge gjennem de utallige Krydsere, og forsikrede, at han endnu sad i Danmark, og vilde længe blive siddende der, skeer pludselig Anskrig Kl. 11: "Han er kommen til Moss og ventes her Kl. 1." Med en Baad var han i 24 Timer kommen over fra Fladstrand til Hvaløerne, var inat kommen iland, og havde udhvilet en liden Stund og derpaa fortsat Reisen. Kl. 12 kom Tilsigelsen om at møde i det saakaldte Palai Kl. 1¹/2. Jeg indfandt mig punktlig, men først da Klokken var over 4 saa man det gule Corps, der eskorterede Prindsen ved Nedfarten fra Egeberg. Endnu varede det imidlertid længe, da Prindsen reed meget langsomt igjennem Gaderne, lod sig forestille de forsamlede Corps, standsede ved hvert Hjørne og talte til Folket, hvis Hurraraab hilsede ham. Omsider kom han da, ledsaget af Prinds Friederich og Haxthausen; Dørene aabnedes, og Alle strømmede ind i det ikke meget store Audientsværelse. Prinds Christian er en smuk Mand med et fuldt, behageligt Organ og ædel Anstand. Han hilsede os med en kort Tale, hvori han erklærede, at det vel havde smertet ham at forlade sit Hjem og sin Søn, men at han glad og villig havde fulgt
s.173	Kongens Bud, der kaldte ham til et Folk, hvis Troeskab han længe havde kjendt og æret, og at den Modtagelse han fandt, var ham meget opmuntrende. Derpaa gik han om- kring, ledsaget af Prinds Friederich, som nævnede ham dem, som stod nærmest, og da den Vandring var forbi, sagde han, at han ønskede at see os her igjen imorgen Kl. 12 efter Kirketjenesten. -- Iaften fik jeg en trykt Kundgjørelse, som skal oplæses imorgen fra Prædikestolen efter Prindsens For- langende. Den lyder som følger: "Normænd! Eders Konge kjender og paaskjønner Eders urokkelige Troeskab for ham og for den norske og danske Kongeslægt, som nu i flere Aarhundreder har regjeret over Eders Fædre og Eder. Hans landsfaderlige Hu staaer til at see Broderkjærligheden og Samdrægtigheds uopløselige Baand befæstet mellem Tvillingrigets Folk. Sjette Frederiks Hjerte er stedse hos Eder, men hans Omhue for Staten i alle dens Dele nægter ham den Glæde at see sig omringet af sit troe norske Folk. Derfor sender han mig til Eder med Fuldmagt till som Statholder i hans Rige Norge at udrette hans Villie, som var han selv blandt Eder tilstede. Hans Bud skal være min Lov; at vinde Eders Tillid min Bestræbelse, Eders Høiagtelse og Kjærlighed vorde min Løn. Maaskee endnu haardere Prøvelser forestaae os; med Troe paa Forsynet og med freidigt Mod skal jeg gaae dem imøde og overvinde dem, ved Eders Bistand, troefaste Normænd! thi jeg veed, at jeg kan stole paa Eders Troeskab mod Kon- gen, at I ville bevare gamle Norges Selvstændighed, og at det Løsen, der forener os Alle, er: for Gud, for Kongen og Fædrelandet! Christiania den 22de Mai 1813. Christian Frederik. Prinds til Danmark og Norge, Statholder over Kongeriget Norge, commanderende General".
s.174	Nu mistvivler jeg ingenlunde om Norges Redning. 23de Mai. I Slotskirken var Prindsen og hans Adjutant og iøvrigt en talrig Forsamling, især af de høiere og mere cultiverede Folkeklasser; blandt Menigmand har det nok ikke været bekjendt, at Prindsen ventedes, ellers havde vel Trængselen været større. Min Prædiken handlede om Bøn- nen i Jesu Navn. I Slutningen af Talen gik jeg over til Dagens nyeste Begivenheder ved at vise, at ægte Borgerdyd, Troeskab mod Konge og Fædreland ogsaa væsentlig henhører til vor Forædling som Mennesker og Christne, og at vi vel og i Jesu Navn tør bede om disses Bevarelse iblandt os, og de Frugter, vi af samme kunne vente. Som en Forbe- redelse til denne Bøn oplæste jeg Kundgjørelsen og ledsagede den med følgende Ord: "Og hvad, mine Venner, kan jeg endnu tilføie? I have selv hørt ham, den Ædle, fra hvem Opfordringen kom. I see ham her i dette Tempel, hvor han med os opsender sin Tak og Bøn til Gud. Lader os i hans Nærværelse for den Allerhøiestes Aasyn gjentage vor Eed: Evig Troeskab og Kjærlighed mod Danmarks og Nor- ges Konge, Frederik den Sjette! Evig uadskillelig Forening mellem Norge og Danmark! Gud styrke os i vort Forsæt og give os Held til at udføre det!" Man sagde, Prindsen græd, hvilket jeg af hans egne Ord maa slutte. -- En Mængde Mennesker var sammenpakket i Palaiet. Da man havde samlet sig nogenlunde corpsvis, dog uden streng Orden, kom begge Prindserne ind. Prinds Friederich oplæste Konge- budet, hvorved han selv entledigedes og Prinds Christian Frederik udnævntes til hans Eftermand, dog som virkelig Statholder og commanderende General over hele Norge -- med nogle Exceptioner i regard af gamle Krogh i Trond- hjem. Prinds Christian vendte sig derpaa til Prinds Friede- rich med en hjertelig Tiltale, hvor især det simple broderlige
s.175	du, hvormed han apostropherede ham, var mig glædeligen frappant, og holdt af Papiret en kort Tale til os andre med megen Kraft og Anstand, omtrent i den Aand og af det Indhold som Kundgjørelsen, kun lagde han til: "Ingen troe, at jeg kommer for at underskrive nogen Afstaaelse af dette i Aarhundreder med Danmark forenede Land; nei før visne denne Haand, før det skal skee!" Til Slutning sagde han. "Det var mig magtpaaliggende at faae sagt alt dette, og jeg stolede ikke paa min Hukommelse ellers kunde og vilde jeg sagt det ex tempore". Han gik nu omkring i Værelset. Da han kom til os, sagde han til Biskoppen og os andre, at det især var Geistligheden, af hvilken Regje- ringen kunde vente, at den ved sin Tale og ved sit Forhold vilde indgyde Folket den Stemning, det i Tider som nærvæ- rende maatte have til Fædrelandets Frelse. Herover tog Bech til sit Sprog, og forsikrede hans Høihed i en lang Harangue, at den norske Geistlighed vist ikke havde forsømt denne Pligt, og at den baade ved Opmuntringer og Op- ofrelser havde vist Konge og Fædreland sin Hengivenhed. Da Prindsen endelig kom tilorde, sagde han: "Det er langtfra min Hensigt at gjøre Standen Bebreidelser, det var kun en almindelig Bemærkning. Jeg tvivler ingenlunde om Geist- lighedens Patriotisme". Derpaa sagde han til mig: "Jeg takker dem for den gode Maade, hvorpaa de frembragte min Kundgjørelse. De saae selv den Virkning, det gjorde paa mig". Da han kom til Professorerne, sagde han, at Kongen havde lagt ham Universitetet paa Hjertet som en Statssag, samt at han en af Dagene vilde følge dem op og besee det bestemte Locale, men fik derved, ligesom før af Bispen, en Correx af Stiftamtmanden, der lod ham vide, at dette var Bygningscommissjonens Sag, hvis Medlemmer han nævnte. 25de Mai. Prinds Christian skal have yttret Ønske om at see
s.176	Byens Damer hos sig til Cour i Morgen Aften Kl. 7. Det synes mig urimeligt og ubegribeligt. Hvad skulle Damerne hos Prindsen, en ugift Herre? Hvo skal introducere og fore- stille dem? 26de Mai. Det blev dog Alvor med den omtalte Damecour. Det skal i Forgaars være aftalt mellem de to Prindser paa et Bal paa Ladegaardsøen. Staldmester Kaas havde flux til- skrevet Stiftamtmanden, og bedet ham tilkjendegive alle Damer af Embedsclassen, at Prindsen ønskede at see dem, og gjøre deres Bekjendtskab. Dette Brev lod Stiftamtmanden cirku- lere, og i Middags kom det ogsaa hid. Man samledes i et stort Værelse i Palaiet, og stillede sig i Orden uden Hensyn paa Rang eller Stand. Prindsen kom nu ud, efter en al- mindelig Hilsen associerede han sig med Frue Thygeson, og gik Stuen rundt, og til hver eneste talte han nogle, under- tiden endda ikke faae Ord. Derpaa serveredes med Thee og saa var det forbi. -- Generalkrigskommissair Vibes ældste Datter blev be- gravet. Professor Pihl, som Vibes Paarørende var en af Følget. Hans første Hilsen til mig var: "Gid De var saa indtagen i mine Døttre, som mine Døttre ere i Dem!" -- for mine Prædikener nemlig, og iøvrigt har han bevaret uforandret sin forrige Friskhed. I Anledning af et Rygte, man har nu igjen om uhindret Korntilførsel, sagde Major Leschly, som sagtens er en grov Stud, directe til Pihl: "Det vil nok ærgre Kornjøderne" -- og denne svarede al- deles degagé: "Jeg kan ikke troe det vil ærgre noget Men- neske; naar ingen Resico mere finder Sted, vil vist Enhver glæde sig ved at gjøre Priserne saa billige som muligt". 27de Mai. Endnu gaaer Posten uhindret gjennem Sverrig. Avisen, den bragte, indeholdt intet Nyt, uden officiel Efterretning
s.177	om, hvad man længe har vidst, at Grev Bernstorff er hjem- sendt fra England med uforrettet Sag. Om de nyere For- andringer, Rygtet taler om, siger Aviserne intet, og Privat- breve, paastaaer man, heller ikke. Derimod fik jeg et meget interessant Brev fra Liebenberg, en Slags Afsked, da han troer vor Brevvexling nu paa lang Tid vil blive afbrudt. Selskabet for Norges Vel havde iaften mellem 6 og 7 en høitidelig Forsamling paa Cathedralskolens Audito- rium i Anledning af Prinds Friederichs Fra- og Prinds Christians Tiltrædelse som Selskabets Præses. De høie Herrer lod overmaade længe vente paa sig, og imidlertid skoptiseredes i min Cirkel over Damecouren, som ikke har gjort nogen god Sensation i Byen. Man opholder sig over, at ogsaa de yngste og smukkeste Fruentimmer uden- for Embedsstanden vare tilsagte, og udtolker det som om Prindsen vilde see sig om blandt Landets Døttre i samme Hensigt som fordum Kong Ahasverus. De mildest døm- mende mene, at han har villet gjøre sig bekjendt med de meest passende Balsubjekter, men dette finder man at røbe vel megen Smaahedsaand i en Tid, da der er saa meget alvorligt at tage vare. Omsider begyndte Høitiden og den var tom og flau. Bispen førte Ordet, og gjorde det i mine Tanker slet, som han altid gjør, naar han holder Festtaler. Hvad kunde der ikke være sagt i den Anledning! Ved Over- gangen fra den paatagne Vemod, da Prinds Friederichs Afreise omtaltes, til den triumpherende Tone, da Raden kom til Prinds Christian, kunde jeg ikke bare mig for at tænke paa hvad der fortælles om en høi Herre, der fra Christiansborgs Slotsaltan annoncerede Frederik den Femtes Død. Han kom ud med Tørklædet for Øinene og sagde i en grædende Tone: "Kong Frederik den Femte er død!" men flux tog han Tørklædet bort, og udbrød med smilende
s.178	Aasyn og jublende Stemme: "Længe leve Kong Christian den Syvende!" Begge Prindser talte til Slutning nogle Ord. Stakkels Friederich er nu slet ikke Taler, og vil heller ikke ansees derfor, men Christians Tale havde heller ikke meget at betyde. Hans Deklamation er i det Hele rigtig og god, men har den Feil, at han lægger for stærk Vægt paa det sidste Ord i Perioden. Han gjør det vel for at det bedre skal høres, da Slutningsordet ellers saa let opsluges, men begge Dele ere Feil, og en Mand med hans mandige, bøielige Organ maa kunne undgaae dem begge. 28de Mai. Lyceets Concert i Byens Kirke blev et Hastværksar- beide, da man med samme vilde holde Afskedshøitid for Prinds Friederich og en Velkomsts do. for Prinds Christian, og dermed maatte iles, da den Første reiser i Morgen. Man havde en gammel Sang af Platou med et Par nye Stropher til efter Tidernes Leilighed, og den kjedsommelige Universitetscantate. Bispens Tale var stiv og kold. Han adresserede til Prinds Christian en lang Prædiken om Mis- væxten og Tilførselen, om Sparsomhed med Fødekorn og Jordens fornuftige Dyrkning, der maaskee i Budstikken, men fremfor alt i Bondevennnen, vilde været paa sit rette Sted, men klang næsten pudseerlig, fremført af en fløielsklædt Bisp i en Kirke og henvendt til en nys ankommen Prinds, hvem han vilde byde velkommen. Til Middag var hos Thygeson meget stort Selskab, vist 60 -- 70 Personer, hvoriblandt da ogsaa Prinds Chri- stian, men ikke Friederich, der havde undskyldt sig. Prind- sen og nogle Officerer havde en Conference, der forsinkede deres Ankomst saaledes, at Klokken var næsten 5 inden vi kom tilbords, men saa gik det min Troe ogsaa lystigt til. Denne Prinds kan ganske anderledes bringe Folk i Vinden end nogen af de Forrige. Skaaler, Sang, Klap og Hurra-
s.179	raab vankede i Overflødighed. Alle Skaaler, hans egen undtagen, udbragtes af Prindsen, og til Alle var Sang. 29de Mai. Paa Sæter, Lensmand Knophs Gaard en halv Miil hinsides Egebjerget, var opreist et umaadelig stort Telt og i samme dækket et Bord med 262 Couverts, samt udenfor nogle mindre Borde, alt overmaade elegant og smagfuldt, ligesom ogsaa i det Hele den skjønneste Orden fandt Sted. Prindserne kom Klokken 3, og vi gik strax tilbords. Der var kold Anretning med Rødviin, Madera, ja Champagne. Først drak man Kongens, Dronningens og Prinds Christians Skaal; derpaa blev min Sang sungen, og under den og Prindsens meget vakre og inderlige Tak var der vist Taarer i mange Øine. Nogle flere Skaaler proponeredes endnu, alt under Hurraraab, Musik og Kanonskud. Tilsidst stod Prinds Christian op og raabte: "Længe leve Prinds Friederich!" Et vældigt Hurraraab lød. Med taarekvalt Stemme sagde Prindsen: "Min hjertelige Tak! Adieu!" og skyndte sig i Vognen, tog i Haanden og sagde nogle vemodige Afskedsord til dem, han traf paa Veien -- og borte var han. Der kunde ikke tænkes en skjønnere Afskedsfest og saa forgudet Prinds Christian August var, mindre vemodig var dog Stemningen hiin Dag paa Aas Præstegaard, end den var idag. Hjertet beholder dog altid sine Rettigheder, og Eie- godhed vinder dette fremfor enhver anden nok saa glimrende Egenskab. At der ei kunde være frommere og ædlere Men- neske til paa Jorden end Prinds Friederich, det erkjender Enhver, selv idet man ikke lægger Dølgsmaal paa hans Svaghed og Uselvstændighed; det erkjendes nu saa alminde- ligen her, at man næsten er uretfærdig mod den nys an- komne Prinds Christian, og, fordi der vel er en god Portion Epicuræisme i hans Charakteer, vil gjøre den til Hovedtrækket deri. Man lærer vel med Tiden bedre at kjende ham, haa-
s.180	ber jeg, og jeg mistvivler ingenlunde om Opfyldelsen af det Ønske, han saa ædelt yttrede idag: "Gid jeg, naar jeg en- gang forlader Norge, maa have en saadan Afskedsstund!" Hvad der er det besynderligste hos ham er den Blanding af rask Jovialitet og stiv Hofetiqette i hans Væsen. -- Tre- schow troede, at Norge er det eneste Land paa Jorden, hvor en saadan Nationalfest kan finde Sted. Jeg veed ikke, om jeg kan give ham Ret heri. Der er rigtignok fra gammel Tid et Liv, en Raskhed, en vis Frihedsaand tilbage hos Normændene, som ved slige Leiligheder viser sig paa en meget ædel Maade, men det forekommer mig dog som om Stem- ningen i Kjøbenhavn 1788 og 1801 ogsaa var al Ære værd, og ligesaa levende og rask og fri, som jeg nogensinde har seet den i Norge. 30te Mai. En overmaade sørgelig Begivenhed indtraf i Fredags paa samme Tid, som vi jublede hos Thygeson. Den som Menneske saa elskværdige Grev Knuth -- i hvad han nu var som Embedsmand -- var reist til Borregaard, hans bestemte Bolig for Fremtiden. Fredag Middag gik han ud til nogle Saugbrug, som drives af Sarpen. Han traadte ud paa et Bræt, der gled under ham, og han faldt ud i Fossen. Man fik ham snart op, men han var uden Sands, og efter en halv Times Forløb døde han. Den unge Baronesse blev confirmeret. Borch prædi- kede og undersøgte om Troe og Overbevisning er en ligegyl- dig Sag, og skilte sig som sædvanlig overmaade slet ved dette Arbeide, de fornemme Tilhørerinder, Generalinde Haxt- hausen og Baronessen til stor Forargelse. Den unge Baro- nesse stod sig ret flink. Hendes Moder havde indbuden os til Middag paa Ladegaardsøen, som hun forlader i Morgen. Selskabet bestod for en stor Deel af Ungdom, saa jeg troede, der skulde være Bal om Aftenen, som dog nok ikke var Til-
s.181	fældet, da ingen Anstalter mærkedes ved vor Afreise Kl. 8¹/2, og endel af Selskabet gik før os. Bordconversationen var ikke overvættes morsom, men derimod gjorde vi efter Caffeen i det deiligste Veir en lang og høist interessant Spadseertour gjennem de Anlæg i den nærliggende Skov, hvormed Prind- sen og Baronessen i deres Tid har forskjønnet Ladegaards- øen. Denne Kone har vist og sine meget gode Sider, er driftig og virksom, ingen blot Stadsdame, og har uden Tvivl et menneskeligt Hjerte. Hendes Forhold til Prindsen er rig- tignok umoralsk eller maaskee snarere ulovligt, thi hvorvidt Moralen virkelig fordømmer en saadan Forbindelse, naar Statsraisons ei tilstede nogen lovhjemlet, er saare problematisk. Man har aldrig i disse fire Aar hørt, at Prinds Friederich nogensinde ofrede til fremmede Guder. Offentligheden med- fører vel nogen Scandal, men kun i Førstningen. Hvad ondt er der i Grunden i at erklære: "Dette Fruentimmer erkjender jeg for min Kone, siden Staten ikke tillader mig at have nogen anden fornemmere?" Hvo kan sætte en saadan i Classe med de erklærede Maitresser af en Pebersvend, der blev det blot af Lune, uden ringeste Trang eller Nødvendig- hed, jeg vil ikke engang nævne en Ægtemand? 1ste Juni. Om vore Udsigter snakkes og gjættes frem og tilbage; dog synes man i det Hele langt mere haabefuld end for 14 Dage siden. Som sidste Ressource om alt andet slog feil, nævntes i Dag i Selskabet hos Rougtved et Middel, som dog ikke saa ganske syntes at bære det Ærligheds Præg, der hidtil har betegnet vor Regjerings Foretagender, ligesom det vel ogsaa er tvivlsomt, om Frederik den Sjette for sin egen Magts og Æres Skyld vilde give sit Minde til, at saadan en Comedie spilles. Jeg ønsker, at det aldrig maa komme dertil, thi vel er det tusinde Gange bedre end Forening med
s.182	det lumske, nederdrægtige Sverrig, men godt er det dog alligevel ikke. 2den Juni. Man har isinde at følge Baronessen ligesom i Løver- dags Prindsen, og at beværte hende med Chokolade og Fro- kost paa Sæter, men deri tager hverken jeg eller min Kone Deel. Jeg har sagt, at jeg erkjender agtværdige Sider hos dette Fruentimmer, og at jeg end ikke som Moralist bryder Staven over hendes lovstridige Forhold til Prindsen, men at gjøre saadan Ære af hende, forekommer mig ligefrem uan- stændigt, og hiin skjønne Afskedsfest nedværdiges i mine Øine, ved den Farce, som strax under de samme Entrepreneurers Bestyrelse følger ovenpaa. Dog de derom. Kun skulde det smerte mig, om de, der kjendte og ærede Folkets Stemme i hiint rørende Skuespil, ogsaa vilde troe at finde den i det flaue Efterstykke, thi det tør jeg sige, uden at bivaane det -- der lader den sig ikke høre. 3die Juni. Idag fik jeg igjen en uventet Indbydelse: fra General- auditeur Bergh til Selskab med Biskop Sørensen, som var kommen hertil for at besøge Thygeson og complimentere Prindsen, hvilke begge ere bortreiste. Indbudne tilligemed mig vare den nys ankomne Professor Sverdrup, Treschow, Vibe, Thulstrup og Major Sundt. Der spiltes ikke Kort og i en saa cultiveret Cirkel kunde det ikke savnes. Det er mig overalt i denne Sommer sandsynligere end nogensinde forhen, at min gamle Kjærlighed til Spil om kort Tid aldeles vil forlade mig. Jeg har aldrig, siden jeg begyndte at spille, været saa ligegyldig for denne Forlystelse, som jeg er nu, og jeg føler, jeg vilde være i Stand til reent at forsage den, naar ikke aandelig Hungersnød tvang mig fast i alle Selskaber at gribe med Begjærlighed denne Ressource som den eneste, der levnes mig. Drive om og amusere
s.183	mig, gider jeg ikke; til at conversere Damer har jeg intet Talent og de fleste Mandfolk tale om Ting, jeg ikke for- staaer, tildeels heller ikke skjøtter om at forstaae. Sidde bestandig hjemme -- nei, det kan jeg heller ikke; jeg maa see Mennesker, og have de ingen Aandsnæring, tager jeg til Takke med den legemlige, og har jeg end intet andet fælles Berøringspunct med dem, end Spillebordet, er jeg temmelig vis paa at finde det.

bla bakover

bla videre