|
31te Marts. Grundtvigs "Udsigt over Verdenskrøniken" er en aand- riig Bog, men i de Domme, som fældes, hersker en Eensidig- hed, som Stenersen vel kalder Conseqvents, men som dog overskrider Grændsen, denne maa bevare, naar den skal kal- des en roesværdig Egenskab. At den alvorligt tænkende og følende Christen maa, som det blev sagt i Anledning af Molieres precieuses ridicules, brænde meget af det, han tid- ligere har tilbedt og omvendt, naar han læser Grundtvig, er vist; djærveligen borttages Helgenglorien og drages Masken af mangen en, som i Aarhundreder var Verdens Afgud; men naar alt skal føres til Religionen, naar fra Christendommens Begyndelse Heltenes, Statsmændenes, Digternes, kort Enhvers Fortjenester skal vurderes efter hans Hengivenhed for Chri- stendommen og Arbeide for dens Fremme, gaaer Grundtvig for vidt. Jeg vil blot nævne Frederik den Anden (som jeg iøvrigt aldrig har forgudet) og vor gode, gamle Holberg, som han forekommer mig reent at misforstaae. Disse og vel mange Flere ere aabenbart forurettede. -- Den gamle Historie over- farer han iøvrigt vel hurtigt, hvorimod han i en "Udsigt over Verdenskrøniken" indlader sig i altfor vidtløftige Details om vort Fædreland og dets Mænd. Hans Dom om disse er for det meste rigtig. Hvad han f. Ex. siger om Suhm og Bastholm er noget ganske andet end man hidtil har vovet at | |
| s.150 | udlade sig med, men dog nok intet uden den rene Sandhed; kun gjør det mig ondt for den endnu levende ærværdige Olding Bastholm, der engang var Danmarks og Norges Mønster og Beundring, at han paa Gravens Rand maa lade sig sige slige Sandheder. Det maa dog være tungt, saaledes at overleve sin Hæder! -- Grundtvigs Sprog er, naar man kan arbeide sig gjennem hans bizarre Orthografi, skjønt og kraftfuldt. Næsten alle hans Lignelser ere træffende, og nogle deilige, men undertiden synker han dog til det Tri- vielle og Uædle. Bryde Staven over dette Arbeide kan jeg ikke -- men jeg kan dog ikke sige, at jeg gider læst det anden Gang. 1ste April. Atter fik jeg et saare venskabeligt Brev fra Liebenberg. Det handler meest om Øhlenschlægers to nyeste Stykker: "Canariefuglen" og "Ærlighed varer længst". Ingen af dem har gjort Lykke; ved det sidste blev endog hysset. Det synes overalt som om Øhlenschlægers Stjerne daler, mindre fordi hans Værd aftager, end fordi aura popularis har vendt sig, og fordi et Partie hæver sig imod ham med den foragtelige Baggesen i Spidsen, hvilken det ikke lidet smigrer min Menneskekundskab at have gjennemskuet saa nogenlunde endog medens det endnu var crimen læsæ ei at forgude ham. Jeg haaber, jeg og min gamle Ven, Stephan Heger, lettere nu ville enes om hans Digter- og Menneskeværd, end da vi engang i Kjøbenhavn for hans Skyld nær vare blevne døde- lige Fiender. At Øhlenschlæger fremdeles vedbliver at hige efter de Stores Protection, er dumt. 4de April. Gud være lovet! Min Moders tunge Lidelser ere endte, og længe før jeg fik dette Budskab, hvilede alt det trætte, udpinte Legeme i den venlige Grav. Samme Dag og samme Time, hendes Mand for et Aar siden bares til |
| s.151 | Graven, henslumrede hun sødeligen. Biskop Brun kjørte derhen om Morgenen, fandt hende ved fuld Samling og glad over, at Forløsningstimen var kommen. Fred, evig Fred med dig, dyrebare Moder, Veninde, Velgjørerinde! Aldrig glemmer jeg de herlige Lærdomme, det skjønne Exem- pel, du gav mig! Dit Minde omsvæve mig, din Aand be- sjele mig uophørligen paa den Vei, jeg endnu har at vandre herneden, at jeg engang kan døe saa rolig, saa salig som du, at jeg engang kan møde dig frelst og glad i Guds frydefulde Himmel! Indtil da Farvel! Farvel! I Classesamlingen oplæstes et langt Stykke af Bispen om at eftertrykke Psalme- og Lærebøger her oppe i Norge, da det er saa vanskeligt at faae dem fra Kjøbenhavn. An- søgning var før indgivet, men afslaaet; nu vilde man banke stærkere paa Naadens Port. 5te April. Det er idag 20 Aar siden jeg indviedes til Præst. Til mange alvorlige Betragtninger og samvittighedsfuld Selv- prøvelse opmuntrer mig hiin Dags og den lange Mellem- tids Minde. Jeg takker Gud for de mange Glæder, han skjænkede mig, og den Kraft, han gav mig til at overvinde de faa og i Sammenligning ubetydelige Lidelser, jeg hjem- søgtes med. Vidt og bredt har jeg omvanket; med mange Mennesker har jeg staaet i Forbindelse. Jeg har været Lærer ved Danmarks og Norges folkerigeste Menigheder, har for- beredt mellem 1000 og 2000 Ynglinge og Piger til Confir- mationen, har staaet ved mangfoldige Sygesenge, har forkyndt Guds Ord utallige Gange i og udenfor Kirken. Men hvor- ledes har jeg udført disse hellige Pligter? og hvad godt har jeg udrettet? -- Jeg tiltraadte Lære-Embedet med en Enthu- siasme, som udvortes Omstændigheder snarligen dæmpede. Hvad jeg tør sige til min Roes er, at jeg omhyggeligen har uddannet og brugt de Evner, Gud har udrustet mig med, |
| s.152 | til fra Talerstolen at være en gavnlig Folkelærer; at det altid har været mig meget magtpaaliggende at erkjende og for- kynde Sandheden reen og uforfalsket, og at jeg saaledes i enhver af mit offentlige Livs forskjellige Perioder har talt efter min Overbeviisning. Paa den anden Side har jeg maaskee, stolende paa mit udmærkede Talent, ikke altid an- vendt den Flid, jeg burde. Skolevæsenet i mine Menigheder har jeg nok behandlet med vel megen Lunkenhed. Min Iver og Interesse for Confirmanders Underviisning er aftaget. Det Afguderie, Mængden driver med Sygeberettelser, har givet mig bestemt Afsmag for Sygebesøg og gjort det til et ubehageligt Hoverie for mig. Endelig erkjender jeg, at ihvor- vel min Vandel aldrig har været forargelig, men tvertimod, det tør jeg stadigen haabe, men Hensyn paa mit Forhold som Borger, Menneske og Huusfader, opmuntrende og lære- riig, saa føler jeg dog altfor vel, at meget fattes mig endnu, og at jeg, især hvad Virksomhed, Taalmodighed og Selvfor- nægtelse angaaer, ikke altid selv er, hvad jeg opfordrer mine Medchristne til at være. Gud tilgive mig det Forbigangne, og give mig Styrke til, med de tiltagende Aar, den modnere og mere udstrakte Erfaring, de fastere Grundsætninger, stedse at vandre værdigen for hans Aasyn! 6te April. I Formiddag hjemmedøbte jeg Overkrigscommissair Carlsens Barn. Jeg kan ikke undlade at finde saavel ham og hans Kone som overhovedet den Omgangskreds at være af Byens interessanteste Mennesker. Vor Formuesforfatning tillader os naturligviis ikke at leve med dem, ogsaa har en saadan sluttet Cirkel gjerne en mellem sig vedtagen Tone, i hvilken den Fremmede seent og vanskeligen indvies, men det er mig klart, at den Aandsnæring, vi udenfor vort Huus saa bitterligen savne, i Carlsens, Thulstrups, Tullins og flere Familier sandsynligen var at vente. -- Jeg fik Brev fra |
| s.153 | Baronessen, som lader mig vide, at hun, Frøken Vasmer og Frøken Horn agte at communicere paa Skjærthorsdag. Jeg havde allerede engageret Borch til at prædike paa den Dag, men da Capellanen ogsaa prædikede ved hendes forrige Com- munion, kunde det maaskee synes, som om jeg forsætteligen skyede hendes Aasyn i Herrens Huus. Prindsen selv kunde uddrage slemme Fortolkninger deraf og Anonymus Scandal kunde gjøre Anmærkninger, der syntes hædrende for mig, men i Grunden vare vanærende. Heller ikke fandt jeg det afveien, at ogsaa denne Kone engang hørte Religionens advarende Stemme høi og kraftig lyde til hendes Hjerte, og at dette kan skee bedre fra min Mund end fra den kolde Borchs, var det grundfalsk Beskedenhed at yttre Tvivl om. Altsaa gjorde jeg det om og prædiker selv paa Thorsdag og lader "Bazile, min Broder og Undermand" søvndysse Folket Langfredag. 7de April. I Throndhjem skal Nøden være skrækkelig. At vor Konge endnu, da det gjælder Landets Frelse eller Ruin, ikke vil opgive Forbindelsen med Napoleon, er ærligt, men hvor- vidt en Fyrste er berettiget til at opofre sit Folk, for at holde et Ord, givet af Mand til Mand, er tvivlsomt. Her kommer Regentens og Menneskets Pligter i en Collision, hvor det synes som disse maa vige. En duelig Regent og en agtværdig Privatmand ere to forskjellige Væsener. Det sidste er vistnok Frederik den sjette, men det første -- ja Gud bedre os! her gaaer Syn for Sagen. 8de April. Jeg læser i denne Tid en tydsk Bog, kaldet: "Geheime Geschichte des Hofes und Cabinets von St. Cloud", og finder den at være en ret morsom Roman, men andet kan jeg ikke antage den for. Bogen tilhører Major Gøssel, har været i mangfoldige Hænder, og er vist altsaa læst af den hele anti- franske Cirkel med uendelig Gammen. |
| s.154 |
9de April. I Aften opførtes "De to Grenaderer". Den meste Interesse, jeg havde af denne Forestilling, var Erindringen om, hvorledes jeg Fredag før Palmesøndag 1801 ogsaa saae dette Stykke i Kjøbenhavn. Da nærmede den engelske Flaade sig og Alt var i fyrigste Bevægelse. Qvist fremtraadte først og sang Thaarups: "Det glimter i Kimingen; varslende Gnye bebude et Uveir i Norden", og efter Stykket kom Knudsen i Matrosdragt og sang den da nye: "Vi alle dig elske, livsalige Fred", og hele Parterret istemte gladeligen. Det var Danmarks Helds- og Hædersdage. De ere nu forbi -- komme de nogensinde igjen? Man tvinges til Mismod, naar man betragter Tidernes Tegn og Regjeringens bedrøve- lige Ubestemthed. Skal det komme til det Yderste, inden vor gode velmenende Konge griber til et kraftigt Redningsmiddel? og er det da ikke for sent? Major Gøssel har skrevet 7 Timer paa et Brev fra Prinds Frederich til Kongen, hvori Landets jammerfulde Tilstand skildres med levende Farver. Man mener, det vil lede til en Catastrophe, men hvilken? 10de April. Efterat de korte Forhandlinger i Bondevenscommis- sionen vare endte, gik det ud paa Politik og Pengevæsen. Anker kaldte Forordningen af 5te Januar et Misfoster, især ved den bestemte Forskjel mellem Sølv- og Navneværdi, og den Coursforandring, som hvert Halvaar skal skee, hvorved han paastaaer, at Ingen herefter kan vide, hvad han eier, eller betrygges mod at han uafvidende og uforskyldt kan blive fra en Capitalist til en fattig Mand. Saaledes dømmes nu. Beklageligt er det, skal denne foregivne Radicalcour være et usselt Palliativ, der for Øieblikket standser, men ei kan fore- bygge Landets Ruin. 11te April. Jeg fik et Brev fra Biskop Brun, som fortæller om sit sidste Besøg hos min Moder. "Hun kjendte, hørte og forstod |
| s.155 | mig, og da jeg engang sagde: Ja Gud skee Lov, at vi har været gode Venner, svarede hun besværlig, men ganske forstaaelig: Gud velsigne Dem! De, hendes Eenbaarne, misunde mig ikke denne Velsignelse. Jeg stjal den ikke som Jacob!" -- Iøvrigt giver Brun sit Minde til at han nævnes som For- fatter til Pjecen om Vexelobligationer, hvilken han selv har nedsendt til Cancelliet. Han er vred over den her omtalte Collegialtidende med alle de Resolutioner og Formaninger, Pengevæsenet angaaende: "Skulde ikke Fanden eller Politie- mesteren tage de Næsvise, som indrykke i offentligt et quidem officielt Blad, hvad Collegiet skriver til enkelt Mand, hvad det selv ikke tør kalde Resolution, men kun Raad, kun Mening?" 14de April. Wulfsbergs haabefulde unge Datter blev idag begraven. Wulfsberg forrettede selv Jordpaakastelsen. -- Paa Hjemveien til Sørgehuset var Omsen min Sidemand og vi førte ret interessant Samtale. Hans Grundsætninger ere ypperlige og jeg troer han følger dem, og saa tilgiver man ham let, at han nok ikke for nogen Verdens Ting har æsthetiske An- skuelser. Han er kold Prosaisk, men altid bedre end en varm Poet uden Grundsætninger og Retskaffenhed. Vi ind- bødes ved vor Tilbagekomst til at spise varm Frokost, men dette Maaltid fornøiede mig aldeles ikke. Man førte de meest fordømte Discourser, som aldrig vilde behaget mig, men allermindst ved en Jordefærd. Man begyndte med Profos- og Bøddelhistorier, kom derfra til Selvmord og vold- som Død ved Ulykkestilfælde og endte med fæle Daarekiste- anekdoter. 15de April. Baronessen communicerede da, og jeg vil troe, at der blev sagt Ord, som ogsaa hun kunde være tjent med at høre og bevare. Det stødte mig ellers, at hun og hendes to Selskabsfrøkener marscherede midt igjennem Kirken under det |
| s.156 | korte Slutningsvers, hvis Ende de gjerne kunde oppebiet, eller ogsaa i Stilhed listet sig ud af den lille Dør. 17de April. Vor nye Stiftamtmand1 er nu ankommen og kjører i disse Dage omkring paa Visiter. I Formiddags holdt hans brillante Vogn ved min Dør og her blev indleveret to over- vættes elegante Billetter fra ham og hans Kone, og to mindre pene som Tilgift fra Mademoiselle Wallersdorff og Frøken Poulsen. Gud kjender dem! Jeg har udlæst den forhen omtalte "Geheime Geschichte". I sidste Capitel havde En ved et Sted skrevet: "Nonsens", men deraf findes ikke meget i denne Bog; det er en kløgtig Karl, som har skrevet den. Han ligner overalt Grundtvig deri, at begge har en forunderlig Færdighed i at opsøge og finde næsten ethvert Menneskes onde Side, dog med den Forskjel, at Grundtvig ledes af varm, skjøndt ofte overspændt Iver for Religion og Dyd, medens denne Mand derimod neppe er et Haar bedre end de sorteste af de Djævle, han skildrer, og om han aldrig har begaaet saadanne Voldsom- heder eller Nederdrægtigheder, som han tillægger dem, er det nok mere, fordi han har manglet Anledning, end af religiøs og moralsk Følelse. Jeg mores ved at læse hans Bog, men ham afskyer jeg. -- Jeg har fremdeles læst flere af Plauti Lystspil i Guldbergs Oversættelse, som er meget god. Ad- skillige af hans Anmærkninger ere ogsaa meget instructive og al Tak værd, men mere end Halvdelen, og just de allerlængste kunde han gjerne skaanet os for at læse og betale. Hans egne moralske og satiriske Betragtninger ere undværlige nok, men end mere er dette Tilfældet med de lange Citater af Cicero og Lucian, Cervantes, Holberg etc., der have sagt noget lingnende som Plautus siger her, men som i Grunden |
| s.157 | hverken bestyrker eller forklarer hans Udsagn. Guldberg er, kan jeg formode, af samme Mening som Skriver i Harlekin Patriot: "Vi Lærde maae citere", men en saa virkelig lærd og smagfuld Mand burde forsmaae slig ussel Nødhjælp. 18de April. Efter Prædikenen i Aggers Kirke ofredes der, og det gik da af i megen Gesvindighed; derfor sørger nok mine Aggersbønder, der ville faa andet at fornemme, hvis Regu- lativet engang kommer i Stand. Offeret var som Paaske- offer altid er; dog fik jeg fra Clausen paa Bjølsen en Sed- del med 30 Rd. og ovenikjøbet følgende versificerede Indskrift: O Pavels, med og uden Orden stor! Fra dine Læber Tak for hvert et Guddoms Ord!" der, paa Storheden nær, var mig ret behageligt, da Clausen er en fornuftig og religiøs Mand, der (en Sjeldenhed i Aggers Sogn) fast aldrig i det værste Uføre forsømmer mine Prædikener. Wulfsberg fortæller mig, at Thygeson har begyndt sit Stiftamtmandskab med at foreholde Prindsen Nødvendigheden i, at de militaire Magaziner aabnes for Landalmuen, hvis hastig og tilstrækkelig Tilførsel ei kan erholdes. Hvad her- paa er svaret, veed man ikke, men saa meget skal være vist, at Thygeson paa Tirsdag reiser til Oplandene for at berolige Folket og føie virksomme Anstalter til Sædekorn. Thrond- hjems og Nordlandenes Nød skal være afhjulpen. 19de April. Hvad mærkeligt jeg for denne Dag har at optegne, er et officielt Brev fra Vicestatholderen, som blev sendt mig fra Amtet med Anmodning om at divulgeres i min Kreds paa passende Maade. Det lyder Ord til andet som følger: "I en Krisis som denne, da Alles Forventning paa Fremtiden er spændt paa det høieste, og hvori Mangelen er stegen til en høi Grad, formedelst det forrige Aars Misvæxt, |
| s.158 | holder jeg det for Pligt mod den Nation, hvis nærmeste Bestyrelse H. M. allernaadigst har overdraget mig, ved dette Cirkulære til Rigets samtlige Overøvrigheder (som dog ikke ved Trykken offentlig bekjendtgjøres) at underrette Indvaa- nerne om, at vor allerhøieste Konge og gode Landsfader paa det kraftigste arbeider paa at tilveiebringe Freden mellem England og hans Riger, og at Allerhøistsammes første og største Bevæggrund til denne forandrede Synspunct har været at frelse det ham saa kjære Norge, og at redde dette Rige fra den Nød, som Uaaret har bragt over samme. Lykkes disse Fredsunderhandlinger ikke, som jeg dog ei tvivler om, da er dette allene Nabohoffets Skyld, som paa enhver tænkelig Maade søger at forhindre det Formaal, vor Konge har for Øie, idet at det er dette Hofs store Attraae, enten ved Magt at erobre eller ved List at tilvende sig Norge, og forvende Nationens Hjerter fra den retmæssige Konge, hvilken Hensigt det ikke troer at kunne opnaae uden at Krigen mellem England og det danske Hof vedvarer, og uden at ud- sætte Norge for dræbende Mangel. Derfor laaner Svensken endog, formodentlig med den engelske Regjerings Samtykke, beredvillig Haand til vore Kornskibes Opbringelse, Ladningerne vorde solgte i Sverrig, og Norge saaledes berøvet den Hjælp, som Danmark kunde række det af sin Overflødighed. Men saadan trædsk Adfærd vil, ved den Almægtiges Hjælp, kun lidet fremme Opspinderen af denne ugudelige Fremfærd mod en Nation, med hvilken de staar i det dybeste Fredsforhold: Fiendtlighederne med England ville snart vorde hævede, og Landets Trang vil blive afhjulpen. Gud vil være med den retfærdige Sag, og skeer end det Værste, saa vil Nationen dog vide at forsvare sig med Magt, og agte sig for List og staae og falde som det sømmer sig for gamle |
| s.159 | Norges Indvaanere, for hvilke fremmed Nations Aag er en ukjendt, oprørende Ting." -- Gud give sin Velsignelse til Kongens ædle Daad, og give, at Svenskens Magt maa være ligesaa frugtesløs som jeg sikkert haaber, hans List vil være det! 22de April. Postens lange Udebliven gav Anledning til, at man troede Freden med Sverrig brudt, men denne Gang var det uden Grund. Den bragte ellers intet Nyt, kun at man tydelig seer, at Regjeringen helder til det russiske Partie, hvis Seiervindinger nu fortælles med samme trættende Detail, som fordum de Franskes. Grev Bernstorff er afgaaet fra Glückstadt til London i kongeligt Ærinde. Fra Kjøbenhavn læser man blot, at en svensk Chargé d'Affaires er reist bort og at en anden har taget hans Plads, hvoraf man intet lærer enten til eller fra. -- Man finder, at Biskop Brun deraisonerer slemt i sin Pjece om Vexelobligationer. 23 April. Collegialtidenden indeholder en ikke umærkelig Befaling. I sidste Litteraturtidende begyndte en temmelig ufordeelagtig Recension over en 431 Sider lang Religionslærebog af Pastor Holm i Kjøbenhavn, og nu er det befalet, at der i enhver Almueskole paa Landet og enhver Borgerskole i Kjøb- stæderne skal anskaffes et Exemplar af denne Bog, at Lære- ren flittig skal studere den til Veiledning ved Underviisningen. Altsaa, hvad en berømt Theolog (det er dog virkelig P. E. Müller) næsten med rene Ord erklærer for et mislykket Pro- duct, det autoriseres i samme Øieblik som Norm for Under- viisningen i hele Danmark, thi længer strækker Befalingen sig dog ikke. 24de April. Grev Wedel har taget Afsked som Amtmand, og Kam- merraad Collett er bleven hans Eftermand, hvorover Buske- |
| s.160 | ruds Amt vist er tilfreds. Greven er en brav og driftig Mand, men han har nok altfor mange Jern i Ilden til at være for en saadan enkelt indskrænket Virkekreds, hvad han bør. 25de April. Confirmationssøndag. Borchs Prædiken var i alle Hen- seender maadelig. Den stakkels Thomas fik i Indgangen sin Text læst, uagtet alt, hvad Niemeyer har gjort, for at gjøre ham elskværdig for os som den ømtelskende Thomas, og der- fra gik han over til at vise (man tænke sig paa en Confir- mationsdag!) Jesu Opstandelses Sandhed og Mulighed. Koldt og tørt og flaut var det tilhobe, og jeg sad og har- medes ret inderligen over, at jeg havde tilladt ham ved denne tomme Passiar at forstemme de Tilhørere, Unge og Gamle, der vare komne i Kirken med gudelig Følelse. -- Jeg selv holdt en kort Tale før Overhøringen og en kortere til Slutning. Begge hang sammen og var over Pauli Ord: "Jeg formaaer alle Ting ved Christum, som gjør mig mægtig", i den første udviklede (jeg) i Almindelighed og i den sidste an- vendte paa Confirmanderne. Jeg var begeistret og rørt, men hvad der dog rørte mig meest var de tørre Øine og de kolde, udeeltagende Ansigter hos Confirmationsungdommen, saavidt mit Øie naaede. I Confirmationsselskabet hos Major Juell dreiede Sam- talen sig om de evige Æmner: Korn og Politik, og da den alvidende og alherskende Justitsraad Wievild var en af dem, som især førte Ordet, fik man megen Viisdom at høre. De fleste spaae meget godt af de Forhandlinger, vor Regjering har aabnet med England. (Statstidenden fortæller, at der affyredes 15 Kanonskud, da Grev Bernstorff gik ombord paa den engelske Fregat, og Privatefterretninger lægge til, at han modtoges af Matroserne med Hurraraab). Det var imid- lertid for meget forlangt, at Ulykkespropheterne skulde tie, førend de faae Troen i Hænderne, og da det skal være |
| s.161 | notorisk, at Rusland og Østerrige med Varme interessere sig for Danmark, da man endog anseer det engelske Ministerium tilbøieligt til at slutte Fred med os, saa er Sverrig nu Bus- semanden, ved hvis fine, roes- og beundringsværdige Politik England muligens kunde omstemmes, ja (livagtigen ligesom ægri somnia!) en Coalition dannes mellem England, Frankrig og Sverrig imod Rusland, Østerrige og os! Dette var Mathiesens Tanker i en Samtale jeg havde med ham efter Bordet, hvortil han endnu lagde, at Ærlighed, som vor Re- gjerings, er meget god til Tid og Sted, men naar man har med fuule og falske Folk at gjøre, maa man selv være fuul og falsk; derved er Sverrig kommen i sin nærværende Stil- ling (?), og flere hæderlige Grosserere og andre Privatfolk have da og speilet sig i dets Exemplar og ere blevne Mata- dorer -- probatum est! 27de April. Wulfsberg søger Meelhus Sognekald i Trondhjems Stift og har paa Ansøgningen faaet en Erklæring af Biskop- pen, fuld af Lovtaler over ham, hvor blandt andet erindres, at hans Charakteer nu er bleven langt mere sat end i hans fyrige Ungdom, og at de Overilelser, hvortil raske og levende Genier letteligen henfalde, nu ere gangne over til en ligesaa rask og levende Borgervirksomhed, hvoraf Fædrelandet kan vente sig de skjønneste Frugter. 29de April. Statstidenden fortæller, at den nye svenske Chargè d'Affaires alt er reist igjen, og at vor i Stockholm ogsaa er tilbagekaldt. Det Hele seer næsten ud som en Krigser- klæring, synes idetmindste at bebude, at en saadan snart forestaaer. Jeg har dog hørt den Mening udtale, at det endnu ingen Fare har, og at det blot (i Cabinetternes Sprog) er en Demonstration fra svensk Side. Tiden vil |
| s.162 | nok snart lære det. Overordentlige Forholdsregler fra Re- gjeringens Side mærkes her endnu intet til. 2den Mai. Jeg ansaae det for Borgerpligt at tale nogle Ord i Anledning af Statholderbrevet. Efterat have i Alminde- lighed udviklet Regentens og Undersaattens gjensidige For- dringer til hinanden, anvendte jeg til Slutning uden For- beholdenhed Alt det sagte paa os og vor Konge. Jeg viiste, at de Fordringer, som vi med Billighed kunne gjøre til ham, fra hans Side ere opfyldte, og at Norge ikke tør klage over stedmoderlig Behandling, da det nylig har faaet den attraaede Høiskole, da Kongen for dets Skyld afviger fra et i 6 Aar haandhævet System, hvilket for Manden af Charakteerfasthed altid maa være tungt, og da han for at frelse vort Land udsætter Danmark for voxende Farer, hvis Krigslykken atter skulde vende sig. Altsaa opfordrede jeg mine Tilhørere til at tilsværge Frederik den Sjette og Broderriget evig Troskab, og i hvad der end herefter skal opoffres, aldrig at opofre Ære og Dyd. 3die Mai. Diem perdidi!  Jeg har siddet i Aggers Fattigcom-missjon fra Morgenen Kl. 8 til Aftenen 81/2. Naar jeg und- tager nogle Breve og Erklæringer, og enkelte Gange, da jeg afgav en raadgivende eller deciderende Stemme, forholdt jeg mig passiv og lod Tanken flyve til behageligere Gjenstande, eller anstillede melancholske Betragtninger over hvorledes vi, alt som Fattigvæsenet fuldkommen organiseres, arbeide paa at gjøre den christelige Kjærligheds Liigsteen, som Grundtvig kalder den, større og større, saa at det tilsidst vil ansees for en moralsk som det nu næsten er en borgerlig Brøde at ynkes over en Lidende og give en Almisse til andet end en Fattigkasse. |
| s.163 |
4de Mai. I Dag var Examen paa Ankers Waisenhuus. Der var Tilhørere nok, havde der kun været noget Godt at høre! Som sædvanligt begyndtes med et Vers af en Psalme, hvor- fra man gik over til Læsen i Bog og Forstandsøvelser. Det gik der som paa Allunværket, kun at Bispen var misfornøiet med samtlige Drenges Indenadslæsning, rettede deres Feil og begik nu og da selv en lige saa slem. Falbe og jeg vare imidlertid komne i en Snak, som rigtignok, især fra hans Side, var vel høirøstet. Den afbrødes ved min Bortgang til et Liigfølge, og som jeg gik ud af Døren havde Bech den Insolence med høi Røst at sige: "Nu er vel Historien ude, Hr. Etatsraad!" Paa Veien fra Kirkegaarden hørte jeg af Borch i Anledning af Prof. Pihls ublue Kornaagreri (han har forlangt 120 Rd. for en Tønde Havre), at der i disse Dage har været opslaaet en Paskil paa hans Port, og Falbe fortalte mig en ny Historie om samme Professor, ligesaa slem som den, som skilte ham fra Præste-Embedet, og lagde til, at man aldrig burde indbyde eller komme til denne Mand, men skye ham som et Afskum, man selv van- æredes ved at holde Omgang med -- see om man gjør det! -- Fra Kirkegaarden vendte jeg tilbage til Waisenhuset, hvor Examen endnu var i fuld Gang. Der regnedes Brøk, og jeg havde været fristet til at fortsætte den forrige Passiar, men vestigia terrebant! Jeg hørte da taalmodigen paa Biskoppens Viisdom og saae paa Skriftprøverne, hvormed Examen endtes. Bech endte med en liden Epilog, hvori han, som billigt, ei erklærede sig fuldkommen tilfreds med Bør- nenes Fremgang, men tilskrev samme Læremoderens alt for store Herredømme over Pigebørnene, hvori maatte gjøres For- andring. Det var uforsigtigt offentligen at fremsætte en saa- dan Anke; Agent Nielsen stod da ogsaa frem og tog til Gjenmæle, og klagede især over Feyring, at han istedetfor |
| s.164 | at henvende sig til Administrationen havde fremført sin Klage til Bestyrelsen, af hvis Mund de nu offentligen maatte høre den, og deri troe at finde en Bebreidelse mod sig. Kam- merherre Anker lagde til, at Drengene ikke vare et Haar bedre end Pigerne, og at Grunden vel altsaa ikke kunde være den angivne. Jeg frygtede et ubehageligt Optrin, men man besindede sig paa alle Sider, Ventilationen døde hen, og det hele fornemme Selskab forføiede sig nu til Agent Nielsen, der som sædvanlig paa denne Dag gav Middags- selskab. Der er maaskee ikke et Huus i Christiania, hvor Elegants i Beværtning, Ameublement, i Alt hersker i saa ud- mærket Grad som hos Nielsen. Vi havde et høist velsma- gende Maaltid, dertil 3 Sorter ypperlig Viin og Biskop af friske Pommerantzer og en Dessert, som vel ikke Mange i denne Tid kunde tilveiebringe: Appelsiner, Rainetter, Figen og lombardske Nødder. Thygeson underholdt Selskabet med Fortællinger om den nyere elegante Tone i Paris af hvilke et Par fortjener at optegnes. Hos Ministeren Regnauld de St. Jean d'Angely var paa hans Kones Navnedag meget stort Aftenselskab. Man samledes Kl. 11 1/2. Kl. 12 be- gyndte en Comedie, som varede en Times Tid; derpaa musi- ceredes. Kl. 2 tog Verten en Dame og førte hende til Bords. De andre Damer fulgte efter, men alle Herrerne, hvoriblandt de udenlandske Ministre og Landets første Mænd bleve tilbage. Omsider kom Vertinden og beklagede, at de af Mangel paa Plads maatte soupere i Luften dedrev om i Værelserne og Haven, saae undertiden noget af den deilige Mad, Damerne beværtedes med, men de fik ikke det ringeste, ikke engang et Glas Viin, og da Maaltidet var endt, tog man hjem. Til Festins i de største Huse leier man hos Restaurateuren visse kostbare Retter Mad. At spise af dem forbyder god Levemaade; de staaer der kun til Skue og retournere til Eieren. "Men hvoraf |
| s.165 | kan nu en Gjæst vide", spurgte jeg, "af hvilke Retter han maa eller ikke maa spise"? "Det hører med til bon ton at kjende dem", svarede Thygeson, "har man ikke den, kan man let forløbe sig og sætte Verten i en upaaregnet Bekostning. 5te Mai. Med Intelligentsseddelen fulgte som Tillæg en velmeent, men i Grunden tom og intetsigende Formaning i Anledning af de svenske Proclamationer. Forfatteren skal være gamle General von Krogh i Trondhjem, og Pjecen er trykt med Statholderens Tilladelse, da det ellers ikke gaaer an paa Prent at beraabe sig paa og offentligen gjendrive hemmeligen uddeelte Manuscripter. Forfatteren kunde sparet sin Uleilig- hed. Det gamle Nationalhad synes at vaagne i sin fulde Styrke. Professor Pihls Rygte er nu igjen saa brændemærket, at jeg undres han endnu kan faae sin Polskpas. Han skal, fortalte Major Juell, have søgt om at blive Ridder, paa Grund af hans Omsorg for at forsyne Norge med Korn. Det er en Lykke, ingen Ridderpromotion stunder nær til, ellers kunde det let hændes, han fik Korset gjennem samme urene Canal, som før Professortitelen. 7de Mai. I Formiddags begyndte den store Skolecommissjon sine Forhandlinger. Egentlig bestemtes blot Forretningernes Gang, og det bliver, som jeg har spaaet: Bispen gjør alt, vi sige Ja og skrive under, og dermed kunne vi da og være vel tjente. Hvad der behagede mig bedst er, at formodentlig meget faae simple Læregjenstande vorde fastsatte for Almueskolerne, og at man vil kaste al seminaristisk Viisdom bag sin Ryg som ufornøden for Bonde- og Arbeidsstanden. Paa den Maade vil Skolelærernes Dannelse vorde et mindre besværligt og mere lønnende Arbeide for Præsterne, hvem dog nok denne Pligt kommer at paaligge, kun at det bliver Capellanen, |
| s.166 | hvor denne existerer. Hver anden Løverdag holdes Møderne paa Stiftamtmandens Contoir. Da dette var afgjort, snak- kedes længe om uvedkommende Ting og Falbe yttrede atter sin Harme over Prof. Pihl. Der opslaaes Paskiller over ham paa hans Port og flere Steder. Man har sat hans Navn paa Halsjernet og beklaget, at han ikke selv kunde staae der, og man har bedet ham betimeligen lukke sine Vin- duesskodder, da man ellers kunde faae det Indfald at kaste smaae Stene ind gjennem hans store Vinduesruder. Det er ikke bestemt Ridderkorset, men en Udmærkelse han har søgt, og i den Anledning skal Omsen have sagt: at saadan Udmærkelse ei vel kunde nægtes ham, kun maatte det over- lades til ham selv at vælge, om han vilde have den paa Panden eller paa Ryggen. Wulfsberg troede, den conserveredes bedst paa første Sted, siden hans Pande er af Jern. 1 tilbake Emanuel de Thygeson. |