19de Februar.    Jeg har faaet og tildeels læst Indberetningen om Nationalfesten den 11te December 1811.1 Det er artigt nok at læse om de Festligheder. Brilliantest af alle var den paa Kongsberg, hvor man havde sat sig saa fast i Hovedet, at Viisdommens Tempel der skulde opreises. Det kan imidlertid ikke nægtes, at der i det hele Optog var vel megen Theater- stads, efter de forrige franske Nationalfesters Maade og man behøvede slet ikke at være nogen foragtelig Phlegmatiker for at finde, at det mere var et Skuespil end en Borgerhøitid, man bivaanede. Som et frappant oppositum herimod af- skriver jeg den jammerlige Hr. Moltzaus korte og enfoldige Indberetning om Dagens Celebration i Hurdalen. "Paa den Dag blev af mig holdt en kort Tale fra Prædikestolen, og en Sang før og efter Talen blev afsungen af Stedets Klokker. Efter at Forretningen var tilende, blev Tavlen udbaaren ved Kirkedøren, og gaves da af de faa Tilstedeværende, efter fo- regaaende Opmuntring fra Prædikestolen, til de Fattige i alt 10 Rd., hvilke bleve Dagen efter i Lensmandens og Medhjælpernes Overværelse meddelte til de meest Trængende i Sognet." -- Ret vittig og sindrig er Biskop Bruns Indberetning, men ret- færdiggjør dog ikke aldeles det ubetydelige Bidrag fra en saa stor og velhavende Bye som Bergen. Langt mere forargede det mig dog at see, hvilken patriotisk Henrykkelse man har følt i Stavanger og Christiansand, medens Subscriptionen s.133   paa samme Tid saa umiskjendelig vidnede om, med hvilken Ligegyldighed man betragtede Universitets-Sagen.2 20de Februar.    Mariboe fortalte, at det i Kjøbenhavn har gjort en ubehagelig Sensation, at her i Norge aldeles ingen Høitid var gjort af forrige Aars 11te December. Saa ligefrem kan jeg ikke give de gode Kjøbenhavnere Ret, da jeg ikke indseer, hvad mærkeligt der er ved den 11te December mere end ved Aarets øvrige Dage, og den 2den September uden Tvivl var en langt mere passende Høitidsdag; men at den hele Uni- versitetssag fra det norske Folks Side betragtes og behandles med en Kulde, der ubehageligen og ubegribeligen contrasterer med den hede Enthusiasme, man paastod sig engang at være besjelet af, det er desværre altfor sandt. Sørgeligt var det og, om det skulde være som Mariboe yttrede for mig under fire Øine, at saavel den Iver for Universitetets Oprettelse som overalt det hele Selskab for Norges Vel havde en skjult, langt vigtigere og mere omfattende Tendents, end man vilde være bekjendt. En af de bestemte Hovedmænd3 har jeg rig- tignok, uagtet hans agtværdige Charakteer som Privatmand, længe anseet for et politisk farligt Menneske, og hans nær- værende Inactivitet, da Regjeringens Klogskab og Liberalitet har omstemt Almenaanden, gjør mig det dobbelt sandsynligt, at han, siden han ei kan spille Demagogrolle, aldeles ingen s.134   vil spille, thi om hans udmærkede Evner, hvo tvivler om dem? I al Fald, Gud skee Lov, at Sagen har taget den Vending! og Kongens og hans Raadgiveres Forhold, saameget maaskee fra andre Synspunkter kan være derpaa at udsætte, har i denne Sag været baade vakkert og vel overlagt. 21de Februar.    Tre af Universitetstalerne har jeg nu læst. Bechs, som jeg da før kjendte, er som sædvanligt correct i Tanke og Ud- tryk. Der er megen Menneskeforstand i den, men liden Kraft og ingen Varme. -- Neumanns er virkelig baade fra Mate- riens og Formens Side et heldigt Arbeide. -- Derimod kan jeg aldeles ikke rose Langbergs.4 I en Tale, holden i en Kirke, der ender med en Bøn til den eneste Gud, nævnes Freyr og de Underjordiske, Surtur og Njord. At "Nøisom- hed er umulig uden Videnskab", er en splinterny Sætning, som de utallige Vilde, vistnok Jordens nøisomste Mennesker, aldeles modsige. Ogsaa skulde jeg tvivle om, hvad Hr. Lang- berg ligeledes debiterer, at "Mangel paa Universitet er Skyld i Norges ringe Folkemængde." Man har talt meget om den Mands philosophiske Hoved, men efter hvad jeg har læst af ham, synes han ret at have sin Force i at deraisonnere. 22de Februar.    Forrige Vagtmester ved Dragonerne Carl Schøyen, Aggers Sogns fornemste Bonde, blev idag begraven. Han og Raadmand Mostue, der eiede en Løkke paa hans Grund, laae i Proces med hinanden blot af Egensindighed og Vrang- villie fra begge Sider -- nu blev det deres Lod paa een Dag og i een Time at nedsænkes i Graven -- og der, hvor deres sande Jeg nu er, hvorledes mon der dømmes om deres Vrøvlerier. Jeg er ved Brev fra Lendsmand Knoph indbuden til denne Stads, og kjørte da til Schøyen, hvor jeg fandt s.135   Juell, et Par Byemænd og adskillige af Aggers Sogns for- nemste Bønder og Bønderkoner. Jeg fik en Dram, Liget blev baaret ud, og Enken med flere Qvinder gav dem efter Sæd- vane til at græde ret bitterligen, hvilket jeg vilde fundet meget naturligt, naar jeg senere havde fundet Spor af Sorg hos nogen af dem, men da syntes de at være ret blide og for- nøiede, saa Skik og Brug vel mere end dybtfølt Kummer havde Deel i hine Taarer. Efter Tilbagekomsten fra Kirke- gaarden fik vi et overflødigt og vel tillavet Maaltid, der, paa den manglende Viin nær, sjelden gives bedre hos nogen Mand i Christiania. 23de Februar.    Den forhen omtalte Lorentz Olsen er nu ved kongelig Resolution frigiven af Slaveriet. Personen var her i Efter- middag og takkede mig, og jeg formanede ham herefter at føre et arbeidsomt og christeligt Liv, at jeg kunde have Ære og Glæde af min Anbefaling. Han lovede godt; hvad han vil holde, maa Tiden lære. Det er en betænkelig Sag med Mennesker, der i saa mange Aar have staaet i nøie Forbindelse med lutter Afskum. Der skal stor Lykke til, at de nogensinde hæve sig til sand Menneskeværdighed, saa meget mere, da de ved deres Tilbagekomst i Verden atter staae Fare for at komme i Connection med Tyve og Kjæltringer, kun under honnettere Benævnelser. 24de Februar.    Baronessen har idag samlet glødende Kul paa min Kones Hoved ved at lade sin Vogn standse udenfor vor Dør og indsende to Visitbilletter, uagtet min Kone aldrig har gjort Mine til at hilse paa hende. 25de Februar.    Af Universitetstalerne har jeg læst Jacob Aalls og Præsten Fuhrs i Jevnager. Begge ere særdeles gode, uden mærkelige rhetoriske Prydelser, men simple og sande; kun den s.136   store moralske Fordærvelse, Ungdommen i Kjøbenhavn var udsat for, og som her ei skal være at befrygte, kan jeg aldrig faae i mit Hoved. 26de Februar.    Etatsraad Falbe har intet tillokkende Udvortes. I Om- gang med Fruentimmer har han vel ogsaa vænnet sig til en Tone, som Ægtemanden og Faderen har aflagt eller snart vil aflægge, men ellers er han en fornuftig, jeg troer virkelig ogsaa en god Mand. Talen var blandt andet om Grev Wedel og hans Underligheder, især den, at han affecterer at ophøie sig over alle Former og driver Ligefremheden saa vidt, at den generer ikke mindre end den stiveste Etikette. -- I Aften læste jeg Biskop Sørensens Tale den 11te December. Den har meget gode Steder, især beundrer jeg den Kjækhed, hvormed han siger Christiansandenserne saa godt som lige i Øinene, at de bør skamme dem over deres usle Bidrag til Norges Universitet, men som Tale kan jeg dog ikke tillægge den fortrinlig Roes. Den har lange og indviklede Perioder, aldeles ikke afpassede efter Aandedrættet; Udtryk ere anbragte, som ei høre til det høiere Foredrag; i en Bøn til Gud tales f. Ex. om denne kritiske Tid, ligesom det heller ikke synes passende at fortælle det høieste Væsen om "at fraadse paa Sardanapals Viis", om "Orientens Despoter" og om "Nor- dens og Romerfolkets Titus". Ogsaa er mig ingen Tale, holden i den Anledning, bekjendt, hvor Oekonomien saaledes er taget i Betragtning, hvor man, efter mine Ord, har "van- helliget Herrens Huus, misvurderet Kongens Gave, nedvær- diget sin egen Glæde ved at tale paa denne Dag om Vinding eller Besparelse". 28de Februar.    Oftedahls Universitetstale5 er uden Tvivl den skjønneste s.137   af alle dem, dette Bind indeholder, men den er aldeles be- regnet paa det læsende Publicum, thi i Stavangers Kirke var nok ikke mange, som forstode ham. Men med alt det, at Talen fordrer tænkende Læsere og Tilhørere, er den alde- les fri for abstract Philosophie, for mythologisk Stads, for Svulst og uægte Pathos, det er en Tale, hvor kun Hjertet synes at burde have sagt noget mere. 1ste Marts.    Declamatoriet holdt i Aften sit andet Møde. Sex Stykker bleve fremsagte, de fleste maadeligt nok; men hvor- ledes skal jeg beskrive den Glæde og Beundring, hvormed jeg hørte Munchs Nytaarsnat 1808 declameret af Hagbarth Falsen? Det var mesterligt, omnibus numeris absolutum. For ham maatte vistnok de allerfleste offentlige og private Declamateurer, Foersen og Heger sikkerligen ikke undtagne, skjule deres Ansigter med Blusel. 2den Marts.    I Aften opførtes Maleren og Ligene, et af de nyere ikke umorsomme franske Intriguestykker, men som maa spilles med Lethed og Præcision for at gjøre tilbørlig Effect. Denne Forestilling var ikke af de overmaade slette, men endnu mindre af de overmaade gode. Blancas Rolle spilledes af Frue Har- boe, hvis skjønne Stemme, naturlige Diction og tækkelige Anstand drager Skjul over de Mangler, der endnu røber Begynderinden. Hun vil nok i sin Tid blive Frue Thulstrup en farlig Medbeilerinde. Frue Dunker var en ganske for- træffelig Sladdersøster, Rosenørn en tækkelig Pedrillo og Falsen en ypperlig Fabio. Bilsted skillede sig meget godt ved Don Anselmos Rolle. Han havde den Selvfornægtelse at fremstille sin egen Individualitet uden carricaturmæssig Overdrivelse, og saa kunde Rollen ikke mislykkes ham. Om de øvrige Spillende er intet godt at sige, og saa tier jeg heller. s.138   3die Marts.    Præsten Schive, som har været i Kjøbenhavn og faaet Ringeboe Kald, reiste idag derop for at arrangere sig. Den gode Mands Vanitet viiste sig paa en nok saa mærkelig Maade som General Lovzows, der har Commandeurkors paa sin Morgenfrakke, da hans Reisedragt er saaledes indrettet, at Ridderbaandet meget tydelig stikker frem, saa hver Bonde paa Landeveien herfra til Ringeboe kan ved første Møde i ham erkjende en af Kongens høibenaadede Mænd. Forresten omtales han med liden Respect som en Person, hvis for- nemste Pund bestaar i hans Færdighed til at producere sig. 4de Marts.    Collegialtidenden melder, at Biskop Brun er bleven Medlem af den Committe, der skal udvælge en Generalcon- trollør for Norge ved Rigsbanken. Synderlig høit maa den Mand staae anskreven, da man bringer ham ind i Affairer, der ere hans Embede saa reent uvedkommende, og synes i enhver Henseende at ligge udenfor hans Kundskabs- og Virkekreds. 6te Marts.    Wulfsberg og jeg have undertiden for Skik at sende hinanden versificerede Breve; et saadant Brev fik jeg idag fra ham:            De Munke,6 der vandre saa vide,           Alt mellem Himmel og Jord,           De sidde nu her ved min Side           Og Kaffe staaer for dem paa Bord,           Og Grundtvig os sætter i Varme,           Ja stundom vel vækker til Harme;           Men flux de til Biskoppen ile           For gunstig at see hannem smile;           Derefter de vende tilbage           Og Mindet om henfarne Dage            s.139              Og Samliv med Høiskolens Ven           Med dem kommer til mig igjen.           I Aften vil Petra os give           En Punsch, som skal Sindet oplive.           Ven! vil du da drikke med os,           Saa kom, Lørdag Aften til Trods!    Efter denne Indbydelse gik jeg derhen, og havde en meget behagelig Aften i de to Brødres, Wulfsbergs og Ste- nersens Selskab. 9de Marts.    Etatsraad Holten var herind i Eftermiddag og laante mig til Gjennemlæsning Biskop Bugges Erklæring om Kroghs tidligere omtalte Forslag til en Folkefest til Hæder for de faldne Krigere. Han undskylder, at den kommer saa silde, men han havde holdt sig forpligtet til at raadspørge sine Embedsbrødre. Af dem havde nogle svaret i en leende, andre i en alvorlig Tone, men alle vare enige i at forkaste Forslaget. Krogh havde angivet to Grunde: sin egen Følelse, og det, at Præsterne i hans Stift ved deres Prædikener sjel- dent søge at virke til Varme for Almeenvel. Om den Første lader sig ikke disputere, men i Henseende til den anden maa Bugge troe, at Præsterne i Nordlandene sjelden prædike Christendommen, der i hans Tanker er det virksomste Middel til at vække denne Følelse, thi han kan ikke troe, Projectet grunder sig paa den Mening, at Prædiken om nogle skudte Soldater virker ivrigere Lyst til Opofrelse, end Prædiken om Christus og hans Død. I Anledning af Kroghs Udtryk Helte, anmærker Bugge, deels at Heltemod ikke er det eneste, som berettiger til Hæder, deels ogsaa, at hiint Navn ei blot tilkommer dem, der ere faldne i Slaget, men i langt høiere Grad dem, som døe paa Lazaretherne, eller gaae ud derfra som Krøblinge. Vil man ogsaa holde Fest for dem? Han beklager den Tidsalder, da man behøver Feste, Titler, Ordener o. s. v. for at faae Folk til at gjøre deres Pligt, og den s.140   Stat, der maa erkjende de Mennesker, som drives af slige Bevæggrunde, for sine Ædle. Religionen er i hans Tanker det Eneste, der skal begrunde Folkevel. "Alle andre Paafund ere kun møre Støtter under en raadden Bygning, der ei kunne hindre dens Fald." Tilsidst ønsker han, at Kirkerne maae haandhæves i deres Værdighed som Gudshuse, og frem- for alt aldrig vanhelliges til at opføre Farcer, hvorved Spot- teren vil lee og den alvorlige Christen forarges, men heller ikke til andre Ting, der i sig selv kunne være nyttige nok, men ei ere religiøse. Han beder Prindsen, om muligt, at forebygge, at de ei vorde Localet for Dannebrogsmændenes Korses Paahængelse. Saa salvede endog de derved holdte Amtmandstaler maatte være, saa vigtig Forretningen i sig selv er, saa er den dog ikke religiøs, og Uoverensstemmelsen mellem Erindringen om Jesu Død og et kongeligt Naade- tegns Uddelelse frygter han vil være mangen Communicant anstødelig. Han ender med de Ord: "Suum cuique! Kir- ken være Christendommens Forkyndelse helliget! det er det mindste man kan lade den beholde i Roe!" -- Det er høist interessant at see, hvorledes disse tre ellers meget disharmo- nerende Biskopper, hver i deres charakteristiske Maneer be- stride hiint umodne og forkastelige Project. 10de Marts.    En Kone i Smaalenene, fortaltes i Aften, skal af For- tvivlelse over den herskende Brødmangel have dræbt sig og sine tre Børn. 12te Marts.    I Selskabet paa Økern gik Borddiscoursen fornemmelig ud paa Landets Providering, og erfarede jeg da, at Mis- tanke har hvilet paa Mariboe i Kjøbenhavn i Henseende til Kornindkjøb, hvilken han vel har gjendrevet, men som dog tilstrækkelig forklarer, at han ikke kom bekorset tilbage. s.141   13de Marts.    Endnu maa jeg fra i Gaar fortælle om det første Sel- skab Mariboe nogensinde var i hos Conferentsraad Brun. Det er saa charakteristisk, at det vel er værd at erindres. Gjæsterne samledes, men hverken Vert eller Vertinde modtoge dem. Han var bortreist; om hende vidste man intet. Man blev kaldt til Bords; under Maaltidet aabnedes en Fløidør og Frue Brun blev syg baaren ind i en Bærestoel af to Tjenere og placeret ved Bordet. Hun bukkede rundt for Sel- skabet, og da hun havde siddet saaledes taus nogle Minutter, bukkede hun atter og blev baaren ud igjen. Efter at man havde spiist, kom man ind i et halvoplyst Værelse, hvor man omduftedes af den meest arromatiske Vellugt. I en Alkove stod en Seng og der laae Frue Brun. Ved Sengen stod et Claver, hvor Weise spillede og Frue Knutzen sang. Det skal have været saare fortryllende. Visiten ved Bordet lader jeg nu staae ved sit Værd, men det sidste Optrin er dog lige tryllende for Sandserne og opløftende for Aanden. Havde jeg Rigdom og Anstand til at spille en saadan Rolle, jeg gjorde det gjerne og blev ikke slettere Menneske for det.    Det var temmelig stort Selskab hos Mad. Collett, men ingenlunde morsomt. Under Theedrikningen jamredes over Tiderne, og saa naturligt det kan være i en fortrolig Sam- tale mellem Mand og Mand, saa begribeligt det er, at man i en Klub, hvor man er for sine Penge, altsaa omtrent som hjemme, ventilerer saadanne Æmner -- saa utidigt forekom- mer det mig i et Gjæstebud, hvor man indbydes til Glæde, at gjøre Jammer og Nød til Timens Orden, og naar Ver- ten, som her var Tilfældet med Overkrigscommissaire Collett, selv er en af de meest Klynkende, saa er dette omtrent lige saa upassende som om han gav suur Viin og fordærvet Mad. Hiint rebuterer den moralske, dette den physiske Sands og for begge bør man søge at skaffe sine Gjæster behagelig Nydelse. s.142   Og naar man saa, hvor man er, seer Pragt og Elegance i hver Krog, seer Lysekroner med Voxlys i, spiser Posteier og drikker Capsviin, saa fristes man let til at spørge: "Hvor kan man, gjennemtrængt af dyb Følelse for Landets Nød, give saadanne Soupers? -- Jeg havde en fire Skillings Boston og har aldrig spillet saa høit, men da en Lieute- nant foreslog Pointet, syntes jeg, at jeg ikke kunde gjøre ham den Skam, at erklære det Spil for høit for mig, hvori han af egen Drift entrerede. 14de Marts.    Fra Biskop Brun fik jeg tilsendt hans sidste Fastepræ- diken og en lille Afhandling om Vexelobligationer (hvorom den nye Forordning ikke udtrykker sig bestemt), som han vil have trykt her i Christiania i dybeste Hemmelighed. Prædi- kenen handler om aandelig Gjerrighed, d. e. Lyst til at blive mere og mere fuldkommen, og indeholder i sig selv, paa Titelen nær, intet mærkeligt. Derimod er Noten, hvorpaa han selv gjør mig opmærksom, og som han ønskede Haxt- hausen meddeelt, heel frappant. Ikke længe efter Themaets Fremsættelse kom han aldeles ud af Contexten. Det mørk- nedes for hans Øine og hans Knæ skjalv. Han følte ikke Kraft hos sig, siger han, til at tage Manuscriptet op af Lommen, talede vel henved et Kvarteer uden selv at vide hvad, og maatte da slutte, men besindede sig med et paa det Bibelsprog, hvormed Prædikenen endte, og det var: "Jeg offres allerede, og min Opløsning er forhaanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen; nu er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag." -- Han aner selv, at dette turde være hans sidste Tale, og synderligt, om den virkelig blev det!    Om sin Deelagtighed i Generalcontrolleurens Valg siger han: "Overvættes Ære for mig, men, mellem os, jeg s.143   havde heller ønsket mig jus vocandi til de 5 -- 6 første ledige Sognekald i Stiftet, for at faae dem besatte efter Ønske og hjælpe meest Trængende. Ja nu lærer mig Forordningen af 5te Januar ogsaa at sukke under Trang, thi siger jeg med Dido: haud ignara mali, miseris succurrere disco."    Vi vare i Aften paa Concert og havde nogen For- nøielse for Pengene. Coras skjønne Ouverture begyndte den. Derpaa sang Jfr. Smith en Arie, der vandt hende almindelig Beundring. Hendes Stemme er meget smuk, bøielig og ud- tryksfuld. Kjendere forsikre, at hun sang med megen Konst og Præcision, og hendes vakre, uskyldige Ansigt gav Fore- draget forøget Ynde. Derpaa fulgte en dobbelt Violincon- cert af Brødrene Johannes og Waldemar Thrane. Til Slut- ning havde vi Skatten, dette sjeldne Syngestykke, som jeg saae med saa megen Fornøielse i Kjøbenhavn. Hovedper- sonen, den gamle Gnier, spilledes her ligesaa mesterligt af Holten, som der af Frydendahl. Ibsen var en overmaade god Crispin. Elskerens Rolle er ubetydelig og blev ikke inter- essantere under Wittrups Behandling. Begge Jomfruerne Lassen spilte Elskerinden og Pigen. For et Par Aar siden vare de stærkt i Skuddet; nu kunne de sige til Jfr. Smith som Wessel til Baggesen: "Du stiger i din Flugt, vi dale!" 16de Marts.    Tilligemed en Subscriptionsplan paa en saakaldet mili- tair Afhandling, som dog skal udvikle 13 forskjellige Gjen- stande, fik jeg imorges et Brev fra General de Seve, som jeg afskriver, da det aldeles charakteriserer Manden:    "Det torde være heterodox, at sende en geistlig Mand en Indbydelse til at deeltage i (?) en Afhandling over en Stand, hvis voldsomme Bajonetstik contrasterer i høieste Grad med hins aandelige Sværd. Dog -- jeg har læst -- jeg veed ikke hvor -- at Pave Bonifacius forsvarede den Paastand, at det var ham tilladt at bruge to Sværd, af Begivenhederne s.144   med Apostlerne, da de sagde til Christus: Herre! her er to Sværd! Jeg tilkommer altsaa, sagde Paven, at føre to Sværd i min Haand, det ene for Kirken, det andet af Kir- ken. Men Skjerts a part -- Vi leve i et Tidspunkt, hvor det maaskee kunde blive nødvendigt, endog for en Præst at bruge Sværdet for Kirke, Konge og Land, og da Deres Vel- ærværdighed desuden er Garnisons- og Soldaterpræst, saa tager jeg saameget mindre i Betænkning at give mig den Ære og Fornøielse, at sende Dem vedlagt Subscriptionsplan til behagelig Betjening for Dem selv og de flere Venner, som De vilde gjøre deeltagende deri, hvilken jeg da derefter turde vente behageligen remitteret." -- Collegialtidenden an- meldte flere geistlige Befordringer.            "Gud hjælpe dem, der skal de Store søge;       Den Vei fast værre er, end Veien ned til Kjøge".    Disse, den ærlige Agent Holks Vers, maa man i vore Dage med fordobblet Eftertryk gjentage, naar man seer, hvor- ledes mange gamle agtværdige Embedsmænd tilsidesættes for ganske unge Solicitanter. 19de Marts.    Ved Kirkeordination idag holdt Bispen en af de bedste Taler, jeg mindes nogensinde at have hørt af ham. Sær- deles heldigen skildrede han den Kamp, en oplyst Religions- lærer har at udholde, ei alene mod Mængdens Fordomme, men ogsaa mod Magthavernes Ligegyldighed eller Had mod Sandhed og Almeenforædling, i hvilken Anledning han sagde saa djærve og kjække Ord, at de efter Neumanns Udtryk "kunde koste ham Kappe og Krave", naar en Magthaver havde hørt ham. Det er sjelden, fast aldrig jeg med den Tilfredshed har hørt en Tale af Bech fra Begyndelsen til Enden. Langt mindre behagede mig Hr. Steens Prædiken. Jeg havde under Ceremonien tænkt paa, om det nogensinde faldt i min Lod at forrette denne Handling, at da min første s.145   Text skulde være Pauli Ord til Thimotheus: "Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen" o. s. v -- jeg forestilte mig, hvad jeg herved vilde lægge mine unge Embedsbrødre paa Hjerte, og blev ret meget flau, da Hr. Steen med en blød, barnlig Stemme fortalte, at den befalede Text just var disse Pauli Ord. Nu! det kunde han da ikke gjøre for, at Bispen havde givet ham en Text, som passede langt bedre i en Ordi- nators Mund, naar han kun virkelig havde vakt de Følelser, som Ordene, det være nu en Ældre eller Yngre, der sige dem, indbyde til. Men det gjorde han ikke. Det var ret gode og sunde Ting, han sagde, men det Hele var af det, hvorom den engelske Digter siger: "We may not blame indeed, but we may sleep", og min Tilbøielighed hertil udtrykte sig vel en halv Snees Gange ved en ufrivillig Gaben. 20de Marts.    Med Bruns Pjece om Vexelobligationer tog det en be- drøvelig Ende. Den stod idag averteret for 4 Skilling, og Alting synes godt og vel, men saa kom Lehmann og lod mig vide, at Politimesteren forbød dens Salg, da den var ano- nym. Dette havde jeg rigtignok forud anet, da den Excep- tion, som fandt Sted med de halvofficielle Apologier, som ere udkomne i Kjøbenhavn, vel neppe kunne gjælde, hvor der skrives mod Forordningen, men da Forlæggeren ikke gjorde Indvending, var jeg naturligviis ikke den, der vilde eller burde indgive ham Betænkeligheder. 21de Marts.    Da Borch prædikede, saa nyttede jeg mit Otium til at gaa i Byens Kirke, hvor Hr. Gottvaldt lod sig høre af Bispen. Først oplæstes Evangeliet og saa en befalet Text, hvorover man vel maatte spørge: cui bono? Skulde Dagens Evangelium være saa fattigt paa Æmne, at Bispen maatte tye til Propheten Ezechiel for at skaffe Hr. G. noget at tale s.146   om? Texten var de Ord: "Jeg vil give Eder et nyt Hjerte og en ny Aand; jeg vil borttage fra Eder det gamle Steen- hjerte og give Eder et Kjødhjerte", og heraf uddrog Hr. G. efter megen Venden og Vriden et Thema, der ligesaagodt kunde været hentet fra Dagens Evangelium, ja fra de tre Fjerdedele af alle Søndags-Evangelier i det hele Aar. Han talede om Letsind, en Feil, der vist ikke er charakteristisk for et Steenhjerte, da den Letsindiges Ulykke er, at hans Hjerte er altfor blødt og bøieligt. Han viste da "Letsinds sørgelige Indflydelse paa Religiøsitet og Sædelighed og Borgersam- fundets Vel", og vistnok lod der sig sige adskilligt godt om hans Prædiken, men i sin Heelhed behagede den mig aldeles ikke. Først var den umiskjendelig beregnet paa at høres af den eneste Mand, der havde paalagt ham Texten og sad ligeoverfor ham som Censor; og naar en Candidat eller Præst lader sig høre af Bispen, da er det ikke for at underrette ham om, hvad man veed over et vist Thema, men for at bringe ham til Erfaring om, hvilke Gaver man har til at være Folketaler. Menigheden, man har for sig, bør alene tages i Betragtning. Dernæst var Hr. G.s Prædiken aldeles i de forrige Decenniers fast- og kraftløse Maneer, en kold, tør, moralsk Afhandling, uden Christendoms Aand. Ikke et Bibelsprog citeredes, ikke mærkedes Glimt af høi religiøs Fø- lelse. Det Hjerte, der kunde røres ved denne Prædiken, maatte sandelig ikke være et Steenhjerte. Sandelig! han er ikke den, der skal vække de fordærvede Totninger af den Dvale, hvori de som deres Naboer Hedemarkerne saa dybt ere hen- sjunkne.    Ved min Hjemkomst fandt jeg Aviser, som ikke vare umærkelige. Allerede den 4de vare Russerne i Berlin, og ventelig ere de i Hamburg i dette Øieblik. Det maa nu vel snart komme til en Katastrophe med os. Vor Konge maa fatte eller har vel alt fattet en endelig Beslutning, thi Sagen s.147   er kommen til det Yderste. Bliver han den franske Alliance troe, have Russerne kun et Skridt over Grændsen til Hol- sten og derfra til Jylland. Englænderne kunne forurolige Danmarks Kyster, og gjøre det umuligt for Kongen at con- centrere sin Magt; de Svenske kunne falde ind i Norge. Al denne Ulykke synes saa stor, at der vel ikke kan være nogen Tvivl om, hvilket Partie maa tages. Og naar saa maaskee til Sommeren de Franske atter seire, saa ere de i Holsteen og Jylland; ja sandelig er vor Konges Situation yderst be- tænkelig! Et af to Onder synes uundgaaeligt, og det gjæl- der da at vælge det Mindste. At under saadanne Omstæn- digheder vort Pengevæsen, trods Forordningen, ei kan for- bedres, lader sig begribe. 24de Marts.    Det er dog Fjas med de Fruentimmer, der som vor kjære Moer Koren gjøre Læsen og Skriven saaledes til deres Hovedfag, at de ikke have Smag for anden Virksomhed. Bestandig Syslen i Kjøkken og Spisekammer eller i Bibliothek og Skrivestue ere begge slemme hos en Kone -- men eet af to, dog heller det første end det sidste. 25de Marts.    Collegialtidenden leverede næsten blot Cancellieresolu- tioner paa Forespørgsler i Anledning af Pengevæsenets For- andring. Man seer, at Cancelliet anseer den af Brun om- handlede Sag om Vexelobligationer fuldkommen afgjort, og saaledes afgjort, som han, der ventelig er den mod Slut- ningen omtalte Olding, som er graanet i Statens Tjeneste, fandt ei at kunne bestaae med Ret og Billighed. Dog giver Cancelliet 10 af de 13 Spørgende den Trøst, at de kunne lade Sagen afgjøre ved Lands Lov og Ret, hvis de ei ere fornøiede med dets videtur. Det er en fornøielig Udsigt for Procuratorerne til en frugtbar Proceshøst. s.148   26de Marts.    Jeg prædikede for 18 Communicanter, hvoriblandt jeg med Fornøielse saa 3 unge Lieutenanter uden Følgeskab med Fædre, Mødre eller Foresatte. Det er et sjeldent Phænomen i vor irreligiøse Tidsalder, hvor Ungdommen, sig selv over- ladt, viser dybeste Ringeagt for Communionen som for al udvortes Cultus, uden for saa vidt Moden byder, desimellem at høre en veltalende Prædikant, som er i Skuddet. 28de Marts.    Schmidt var ude hos Biskoppen meest for at spørge, om han skulde tage Paaskeoffer, eller oppebie det nye Ind- komstregulativ. Biskoppens Svar, hvorimod jeg for min Deel har lidet at indvende, var: "De kan tage Paaskeoffer og Pintseoffer og Juleoffer; for i Aar bliver vist intet Regula- tiv fastsat, og Gud veed, om det skeer nogensinde!" 29de Marts.    Declamatoriet har flere ret respectable Executeurer, især i den comiske Declamation, men ingen virkelige Konstnere, undtagen Falsen og Kjerulf. Theeconversationen var heel morsom, men Critik hersker der næsten slet ikke ved vore Samlinger.    Prindsen har med sidste Post faaet Brev fra Kongen, som fortæller, at en Fyrst Dolgorucki har overbragt ham et egenhændigt, meget forbindtligt og angenemt Brev fra Keiser Alexander. Det er da at haabe, at af ham og Svensken er intet at befrygte, og o, hvor meget kan skee, der gjør det sorteste Blad i Skjæbnens Bog hvidt og skinnende! 30te Marts.    Jeg har idag kjøbt og læst Munchs "Fjeldblomster". Dedicationen, hvor han kalder Grev Wedel ret og slet Her- man Wedel Jarlsberg, men giver ham Jarletitelen til Er- statning for Grevenavnet, og fortæller os, at han er hans Ven, forekommer mig affecteret, og hvad han siger i den s.149   korte Forerindring: at disse Forsøg blot maa betragtes som Indledning til større og vigtigere Arbeider, som i Tidens Fylde skulle udkomme, bærer Præg af megen Arrogance. Men ellers har Samlingen mange skjønne Stykker, og jeg kan ikke nægte, at en høiere Digteraand fremlyser af den end af Schmidts, der vel i det idyllisk-elegiske har sine For- tjenester, men at hæve sig høiere blev ham sikkerlig ikke givet, og i hans Leilighedsdigte hersker fast uden Undtagelse Tri- vialitet. 1  tilbake Udgaves 1812 af Selsk. f. Norges Vel ved L. Stoud Platou. 2  tilbake Den Smaalighed, som Vestlandet i saa høi Grad lagde for Dagen i Universitetssagen, medens Østlandet med en saa priselig Liberalitet understøttede den, vakte saa meget mere ufordelagtig Opsigt, som just Vestlandsbyerne i Krigens Tid havde gjort ret gode Affærer. "Skulde en Sørøver have været udrustet, havde de ikke staaet til- bage", bemærker I. C. Berg i et samtidigt Brev til Nyerup. Se ogsaa N. Wergelands Kritik over Christiansandensernes Mangel paa Interesse for denne Sag, Norsk hist. Tidsskr., 2. R., 3. B. S. 301. 3  tilbake Grev Wedel. 4  tilbake Gunder Langberg, dengang Sognepræst til Moss, siden til Stavanger. 5  tilbake L. A. Oftedahl, Sognepræst til Rennesø, siden Stiftsprovst i Chri- stiansand og omsider Sognepræst til Eker, holdt Talen i Stavanger. 6  tilbake Brødrene J. St. og E. Munch.

bla bakover

bla videre