| s.116 | 1813. 1ste Januar. Jeg prædikede for fuld Kirke og troer baade efter min egen Bevidsthed og det hædrende Vidnesbyrd af alle, som have talt om min Prædiken, at den lykkedes fortrinligen. Min Text var Rom. 2, 4 -- 11. Jeg begyndte med en Ud- sigt over de mørke Tider: den vedholdende Krig, den skrække- lige Dyrtid, Misvæxten, befrygtet Hungersnød og smitsom Syge. Kan man juble? skal man klage og fortvivle? Ingen af Delene, men heller anstille en alvorlig Betragtning, hvor- vidt vi selv have paadraget os disse Ulykker? hvorvidt vort Forhold under dem har været og er saadant, at vi med Grund maa forfærdes over Udfaldet? Jeg sluttede med en Bøn, som ikke var fri for Tautologie, men hvor Bønnen for Kongen og Fædrelandet og de to Rigers vedvarende, uadskillelige For- ening vist fortrinligen lykkedes. Fra Kirken gik jeg som sædvanlig i Visiter. Prindsen havde havt isinde at gaae i Kirken og ophøies ved min Prædiken, men en uventet Hindring var indtruffen. Imid- lertid havde han, ventelig af Haxthausen, hørt store Lov- taler over mig, og takkede mig for den gode Stemning, jeg søgte at bevare blandt min Menighed, hvorved jeg viiste mig som en sand og hæderlig Folkelærer. Jeg kunde med god Samvittighed modtage denne Tak, thi jeg er mig bevidst, at ingen uædel Bihensigt, men blot inderlig Lyst til at fast- holde Baandet mellem Regent og Folk besjeler mig under |
| s.117 | min Tale som i min Daad. Rosenkrantz bad mig lade min Prædiken trykke paa hans Bekostning, men jeg kunde ikke tjene ham deri. Vor Herre har rigtignok givet mig et stort Pund, som dog ogsaa frister til Dovenskab. Hvilket Maal skulde jeg naaet ved møisommeligen at udarbeide og memo- rere en Tale, som jeg her ikke fuldstændigen opnaaede? En og anden heldig Ordføining vilde jeg maaskee have udfundet fremfor nu; derimod vilde Anstrængelsen for at fastholde Contexten og huske hvert Ord, som var optegnet, paalagt mig en Tvang, som jeg nu var befriet for, og gjort mit Foredrag mindre livligt og indtrængende. De, der uden Indskrænkning bryde Staven over det extemporerede Fore- drag, have høiligen Uret. Til Middag var jeg hos Grüner i Møllen, hvor der var stort Mandfolkeselskab. Jeg lever i denne Vinter i uen- delig Sviir og Svæven; den var da idag i Ordets sandeste Forstand, skjøndt ingen af Gjæsterne havde nogen egentlig Perial, undtagen en Kammerraad og Foged Lind fra Østerdalen, en leed Person, der bestandig seer ud som han var fuld. Haffner og Carlsen havde faaet ham mellem sig, og Gud hjælpe den, der falder i deres Hænder! Alle de liderlige Viser bleve sungne, men der var Ingen, som kunde tage For- argelse deraf, da endog Opvartersken var en Kone, der har havt et Par Børn, og altsaa tør vedkjende sig Kundskab i de omhandlede Gjenstande. 3die Januar. Oberstelieutenant Krebs fortalte skrækkelige Ting om Immoraliteten i Soløer, der skal være stegen til en afskyelig Høide. Nylig er paa Kongsvinger Fæstning indkommen som Slave en Gaardmand, som har begaaet den skjændige Ugjer- ning, at spænde sin gamle Fader tilligemed en Hest for Ploven. Oldingen døde kort efter, og angav paa sit Dødsleie Sønnens Mishandling som Aarsag til hans Død. |
| s.118 | Ved Høiesteret var Umennesket dømt fra Livet, men Kongens Resolution forandrede Straffen til Slaverie paa Livstid. 4de Januar. Der siges, at Aarsagen til Kjøbenhavnspostens lange Udeblivelse (vi har nu ingen faaet siden idag 8 Dage) er en Finantsoperation, hvorefter vore Bancosedler skulle nedsættes til 16 Skill. pr. Rigsdaler, hvorved da ventelig de gyldne Tider skulle vende tilbage. 6te Januar. Tiltrods for alle Spaadomme kom omsider i Nat de to manglende Kjøbenhavnsposter, men bragte ikke det ringeste uden- eller indenlandsk Nyt, undtagen at det fremdeles synes at gaae skjævt med den franske Armee. Ogsaa vor egen Intelligentsseddel og de andre Stifters Aviser ere i denne Tid særdeles magre, og indeholde slet ingen Curiosa enten i Vers eller Prosa. Det ellers saa epitaphrige Bergen har ikke i mange Maaneder leveret mindste Gravskrift eller Liigvers. 7de Januar. Listen over forrige Aars Studenter viser, at af 133 var kun 19 dimitterede fra norske Skoler. Skulde det vir- kelig for et saa lidet Antals Skyld være den Uleilighed og de Penge værd, som det koster i denne Tid at oprette et nyt Universitet? Og endda Spørgsmaal, om fra de norden- fjeldske Skoler, ja selv fra Christiansand ei ogsaa herefter en eller anden tyer til Kjøbenhavn? Jeg har bestandig tænkt og sagt, at, naar jeg havde en studerende Søn, og ikke boede i Christiania, unægteligen sendte jeg ham til Kjøbenhavn og ikke hid. Altsaa, naar de 25 Professorer lykkeligen ere arri- verede, hvad mon her da bliver fleest af: Lærere eller Lærlinge? 8de Januar. Man har valgt mig til Medlem af Theaterdirectionen. Det er mig ikke ukjært. Jeg troer at være Posten saa nogen- lunde voxen, og tør jeg end ligesaalidt her som i vigtigere |
| s.119 | og alvorligere Ting haabe at udrette alt, hvad jeg ønsker, tør jeg dog love, at Tingen ei ved min Medvirken skal for- værres, og Sottiser, som jeg hidtil i Stilhed har ærgret mig over, skulle, om end ikke hæves, i det mindste ikke blive upaatalte. 9de Januar. Jeg fik fra Schmidt et svensk Digt, Skjæbnen, som han currente calamo har oversat. Det er en af disse dedaktiske Oder, hvorpaa den svenske Litteratur er saa riig, men som jeg tilstaaer, ikke stemmer overens med min nærværende Smag. 10de Januar. Borch, som har været paa Landet i Julen, fandt, at Levemaaden nu er tarveligere end forhen, og det er saare vel, men at ingen Viin drikkes i deres Gjæstebud gjør et ubehageligt Brud paa den selskabelige Fornøielse. Godt Øl smager mig vistnok vel saa meget som den delicateste Rød- viin, men denne finder jeg dog i Gjæstebud at være et uund- værligt Requisit. I Hverdagslivet, ved mit eget Bord, gider jeg ikke see Viin; om den igjen faldt til et Par Mark Flasken, blev den aldrig min daglige Drik; ved et Gjæstebudsbord er den mig derimod ligesaa uundværlig som Maden, og kan den ei tilveiebringes, saa lad det Hele bortfalde. Selskabelig Glæde, Sammenhold i Conversationen er saa alligevel ikke at tænke paa. -- Hos Tracteur Carstens1 betales nu 90 Rd. maanedlig for den blotte Middagsmad, uden Drikke. 12te Januar. Rahbek har i Dagen forsvaret sig mod en rigtignok lidt uartig, men dog neppe ugrundet Beskyldning af Grundtvig, at "han roser alt, hvad der skygger Parnas fra Fod til Top". Hans Forsvar er saa net og sindrigt som en slet Sags Forsvar kan være, thi den evige Støden i Basunen i |
| s.120 | Tilskueren, Sandsigeren og Dagen har dog vist været de allerfleste til Forargelse. At i disse Blade Læselysten heller burde vækkes end Vragelysten, kan saa være; det fordrer vel heller Ingen, at han skulde disrecommandere et udkommet Skrift, skjøndt der vel var dem, der fortjente det, men hvad han ei med god Samvittighed kunde anbefale, kunde han, som aldrig har forpligtet sig til at levere nogen fuldstændig Udsigt over Litteraturen, forbigaaet med Taushed, og det har han ikke gjort. At han aldrig har roest eller engang som "uskadeligt omtalt" nogen af det, i hvis Skygge man "ind- aander Gift eller Uhumskhed", maa og tilstaaes, men des- værre! Giftblanderen2 roser han dog altfor ofte, skjøndt ikke som Giftblander, og jeg veed ikke hvorfor man bør hædre den overbeviste Forbryder for det Gode, der findes hos ham som hos Alle. En Recensent kan rose det, thi han dadler og det Slette, og der er Upartiskhed og Ligevægt; men at udhæve det Roesværdige og fortie det Lumpne, derved gjør man i dette Tilfælde hverken sig selv Ære eller Publi- cum nogen Tjeneste. Naar endelig Rahbek i Anledning af den besynderlige Yttring af G., "at det vakre Hoved er gaaet under, fordi det ikke vilde i det Rene med sig selv", med Selvfølelse erklærer, aldrig vitterligen at have foragtet eller forsaget de Grundsætninger, han engang har forsvaret og forkyndt, da kan han, hvad Grundsætnin- gerne angaaer, have Ret, ligesom jeg og maa tilstaae, at hans Afvigelser ikke vare vitterlige, men en Følge af Svag- hed. Men at ingen dansk Skribent af Celebritet saaledes har temporiseret, lempet sin Tone efter Tider og Mennesker, viist overalt saa megen Personsanseelse, det kan jeg, fordum hans ivrige Beundrer og endnu hans oprigtige Ven, umulig fragaae. |
| s.121 |
13de Januar. Atter har Esmarch ladet høre fra sig i Throndhjems Aviis ved følgende Avertissement: "Præsten Esmarchs Sende- brev til sin Menighed (?) tilbydes herved Exemplaret for een Ort til Salg for Almuen, men hvis endog Andre skulde finde Smag og Lyst i sammes Læsning, betale Personer af Dannelse 10 Rd. og Personer af Stand og Rang efter Behag og Bevaagenhed, naar disse ved skriftlig Begjæ- ring og Befaling overbevise mig om samme." 16de Januar. Haxthausen fortalte mig, at baade han og Prindsen har gjort Kongen opmærksom paa mine Bestræbelser ved en- hver Leilighed at befæste Baandet mellem Regent og Folk og at jeg uden Tvivl med første vilde see Prøver paa hans Naade. Altsaa faaer jeg da vel Ridderkorset, og tør smigre mig med ikke at være blandt de meest ufortjente til denne Ære. Skal ethvert Talent hædres og enhver gavnlig Daad lønnes, saa synes det rigtig nok, som den Præst, der ikke danner Skolelærere, ikke vaccinerer, ikke anlægger Humle- haver, ikke anbefaler Hestekjøds Spiisning, men i andre Maader viser sig som en duelig Lærer og retskaffen Mand, ogsaa qualificerer sig til offentlig Hæder. 17de Januar. Min Tjener Niels gjør sig Umage for at komme i Tjeneste hos Holten. Hans Formand Christian aflægger i disse Dage Zahlkassererens Liberie og kommer paa hans Contoir. Saaledes begyndte ogsaa nuværende Kammerraad og Toldinspecteur Berager3 som simpel Bondekarl med at være Tjener hos Etatsraad Holm i Christiansand, og er nu |
| s.122 | en af Arendals første Noblesse. "Hvem veed", sagde min Kone idag, "om du ikke engang kan blive inviteret i Gjeste- bud til Niels eller Christian?" -- I Søndagsskolen prøvedes nye Elever og siden var Commissionsmøde. Jeg fortryder dog ikke at have modtaget Valget, og tør maaskee endda, naar jeg faar orienteret mig, blive et nyttigt Medlem af Commissionen, især ved at understøtte Sigvardts Meninger, som ellers, ved Nogles Selvklogskab og Andres rechtbruderske Eftergivenhed letteligen kunde blive overstemte, da hans Be- skedenhed hindrer ham fra at sætte dem igjennem med Kraft. 18de Januar. Dagens Hovedforretning var en Tour til Bækkelauget, som jeg gjør engang hver Vinter over Isen for at berette min kjære, nu 96aarige Sivert. Til sit 50de Aar sværmede han om som Søemand i alle Verdensdele, udholdt Strabad- ser og har vel heller ikke med den Styrke og det Tempera- ment, der maa forudsættes hos ham, sparet sig i andre Maader. 51 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige og har avlet 19 Børn med hende, sidste Gang Tvillinger i hans 74de Aar, og endnu lever han med taalelig god Hel- bred. Det bedste er, at han tillige er en hæderlig Mand, hvis Aasyn byder Ærbødighed og hvis Adfærd ikke svækker den. 19de Januar. Med den inderligste Tilfredshed har jeg læst i det sjel- landske Landemodes Forhandlinger J. P. Mynsters Betragt- ninger over den Kunst at prædike. Der er Lys og Grun- dighed og varm Religionsfølelse uden Grundtvigsk Hyper- orthodoxie og Intolerance. Særdeles interessant er, hvad han siger om de saa tidt misforstaaede Udtrykke: at tale til Forstanden og til Hjertet. Det extemporerede Foredrag har i ham en heldig Forsvarer, den første offentlige, som er mig bekjendt, og hvad han siger om dem, der klage over at ar- beide forgjæves, fordi de stundom tale for en liden og uop- |
| s.123 | lyst Hob, har rørt og beskjæmmet mig, der mere end engang har gjort mig skyldig deri. 20de Januar. Min Kone og jeg vare i stort Selskab hos Frue Bagge.4 Ved Bordet blev sunget meget lifligt af Frue Baumgarten og Jomfruerne Blom, men jeg kunde dog ikke bare mig for i mit stille Sind at holde mig op over disse Damer, der istemte Viser, som ene og allene passede i Mandfolks Mund. Det fornøieligste for mig var, da de omsider Kl. 2 udbrød: "Og dette skal være Vertindens Skaal, Hurra!" -- thi det var Tegn til Afmarsch, men ellers var det ubeskrivelig dumt af unge Fruentimmer uopfordrede at istemme den Ting. At der var Mandfolk i Selskabet, som havde Tone i Halsen, ignoreredes aldeles. 21de Januar. Endelig er da den længe ventede Finantsforordning kommen. Ganske rigtig reduceres vore Bancosedler til 16 Skill. pr. Rigsdaler  Regjeringen gjør Bankerot og giver162/3 Procent. Imidlertid var det vel nødvendigt for at forebygge det Værre, og kan det lede til et ønskeligt Resultat i Fremtiden, og afværge lignende Jammer fra os og vore Efterkommere, saa faaer man finde sig i den nærværende Tids Piinagtighed. 22de Januar. Gamle Lumholtz udlod sig med sædvanlig Bitterhed om al Verdens Ting. Først taltes kortelig om Finantserne; der- fra gik han over til Selskabet for Norges Vel, som han paa- stod befatter sig med Alt og udretter Intet. Directions- møderne skildrede han saalunde: "Der sidder de et Par Timers Tid og bygger Casteller i Luften, saa gaae de hen |
| s.124 | og faae et godt Maaltid Mad hos Rosenkrantz; derpaa spille de en Lhombre eller Boston, og nyder en lille Souper til Slutning, og dermed er det forbi." -- Heller ikke af Univer- sitetet lover han sig meget for det første. Siden fortalte han, hvorledes han havde angivet en Kjøbmand for Helligdagsbrøde, hvorover Politiet for Skams Skyld maatte mulctere ham med 10 Rd., og at Vedkom- mende tog den dumme Hevn at skrive i sin Offerseddel: "Fra mit sædvanlige Offer 5 Rd. afdrages for Angivelsens Skyld 3 Rd., sendes altsaa 2", hvilke da Lumholtz, som billigt, i et grovt Brev sendte ham tilbage. Derpaa gik han over til at tale om de berygtede Huse i Vaterland, som han med Vished vidste, en gift Mand af vor egen Orden besøgte og engang var gaaet ud fra Kl. 4 om Morgenen, og om et Dueslag i Pebervigen, som en gradueret Person (ogsaa af vor Orden? maaskee den samme som foromtalte?) besøger om Aftenen. Er dette sandt, er det en skjændig Skandal, men Lumholtz hører gjerne efter Sladder, og man bør haabe, dette er Løgn.5 24de Januar. Med Statstidenden fulgte et Tillæg, der indeholder en populair Apologie for den nye Forordning. Den forekom mig meget net og instructiv, men Rasmussen fandt ikke Behag i den; den syntes ham i det mindste at være et vist Kjende- tegn paa, at Forordningen har gjort ubehagelig Sensation paa Kjøbenhavnerne, da man har fundet en næsten officiel Forklaring nødvendig. En lignende fra Provideringscommis- sionen fandtes indrykket i Dagen, foruden et Par beroligende Erindringer fra Privatmænd. Her gjør Forordningen den ei uventede Virkning, at Priserne paa Alt end mere forhøies, |
| s.125 | men de fleste finde den fornuftig og billig. De, som fra- kjende den denne sidste Egenskab, ere dog enige i at erkjende den for et Foster af Klogskab og Indsigt, og det er mere end man i lang Tid har villet tilstaae om Regjeringens For- anstaltninger. Selv Hount, hvis Oppositionsaand ofte har været mig til Forargelse, skriver i et Brev, hvori han mel- der mig sin Ankomst til Markedet: "Saavidt jeg kan dømme, er Forordningen bygget paa rigtige Principer og synes at være retfærdig i de Opofrelser, den fordrer. Skulde nogen Forandring i vort Pengevæsen gjøres, veed jeg ikke nogen bedre, som man kunde gribe til. Vistnok ville mange komme at lide derved, men dette er jo Tilfældet med alle Hovedfor- andringer, og enkelt Borgers Interesse maa vige for det Al- mindeliges." Man finder især tre fortrinlige Egenskaber ved den: at hele Landets faste Eiendomme ere bestemte som Rigs- bankens Fond, hvorved den faar urokkelig Garantie, og som maa skaffe den Agtelse blandt Fremmede: at Banken er al- deles skilt fra Landets Finantsvæsen, og at et vist Antal Sedler er fastsat, som vel maa formindskes, men aldrig overskrides. 26de Januar. Atter var jeg i Møde hos Lumholtz. Han havde nu gjennemlæst Forordningen, og spaaede os tusinde Ulykker i Anledning af den; kun troede han, den endnu i 4 -- 5 Aar kunde gjælde som Palliativ, og inden den Tid kan meget for- andre sig, hvoriblandt det især er rimeligt, at Lumholtz ikke da lever. -- Ogsaa Døderlein finder Forordningen høist uret- færdig, men deels talte maaskee de Kjøbmænd, han omgaaes, gjennem hans Mund, deels er nok privat Interesse med i Spillet. Hans Forfatning er nedtrykt, og Forordningen bedrer den i det mindste ikke; af ham bør ikke fordres en aldeles upartisk Dom. |
| s.126 |
27de Januar. Forordningens Indflydelse paa den udenlandske Cours imødesees med frygtblandet Længsel. I Kjøbenhavn skal den have gjort en desperat Effect i de første Dage. Man for- langte 60 Rd. for en Gaas og 11 Rd. for et Skaalpund Smør. 29de Januar. Forordningen skal have gjort god Sensation i Ham- burg, hvilket man frygtede, den ikke vilde, og den Forvirring, den i de første Dage voldte i Kjøbenhavn, skal være aldeles forbi og Tilfredsheden temmelig almindelig. Bankcommisair Collin og Prof. Abr. Kale6 nævnes som Forordningens Hoved- forfattere, og tillader udvortes Forhold vor Regjering at virke frit efter disse Grundsætninger, ville disse Mænd faa et udø- deligt Navn i Fædrelandets Annaler. 30te Januar. Af Bergens Aviis afskriver jeg et Avertissement: "Under- tegnede agter at sælge sit iboende Huus, meget tjentligt for dem, der vil boe ved Kirken og slaae sig til Roe." Jeg kan ikke andet end misunde Bergen den sancta simpli- citas, der kan gjøre det til en anbefalende Egenskab ved et Huus, at det ligger nær Kirken. Her vilde saadant lidet gjælde uden forsaavidt Kirken ligger paa Torvet og Huset kunde vente god Søgning af Oplandsbønder, især i Mar- kedstiden. De danske Aviser melde, at Kongen under fordeelagtige Vilkaar har offereret Banken den unyttige Guldtaffelservice, hvilket gjør ham Ære, ligesom overalt ethvert Skridt, som gjøres i denne Sag, er saa ædelt og liberalt, at man ret inderligen maa ønske den god Fremgang, da det ei længer er usle Palliativer, men reen Radicalcuur, der bruges, og da |
| s.127 | den nærværende Fremgangsmaade røber ligesaa megen Fast- hed, Klogskab som god Villie. Men ak! Krigen er snart paa Danmarks Grændser, og hvo kan forudsee, hvortil Russernes Fremgang vil lede, hvis Danmark fremdeles bliver det franske System tro? 31te Januar. Paa Embedsvegne gjennemlæste jeg en biographisk Lov- tale over Prinds Christian August, indsendt fra Danmark efter den af Selskabet for Norges Vel udsatte Priisopgave. Det forekom mig at være noget daarligt Kram, der paa ingen Maade kunde qvalificere sig til Præmie, men heller ikke simpelt hen trykt i Selskabets Skrifter fandt jeg, at den vilde gjøre enten det eller Prindsen Ære. Denne Dom ned- skrev jeg (vistnok i høfligere Udtryk) og sendte den til Wulfs- berg, som anden Censor. Han underskrev den vel, men ind- stillede dog til min nøiere Betænkning, om den ikke, naar nogle Vangrene bleve bortskaarne, dog kunde decreteres til Trykken, hvilket han af flere Aarsager intet skulde have imod. Disse flere Aarsager fatter jeg ikke. Kjender han maaskee Autor og ønsker ikke hans Arbeide saa reent for- kastet? eller er det af Agtelse for Prinds Christians Minde han ønsker, at der dog maa findes noget om ham i Sel- skabets Skrifter? I sidste Tilfælde synes mig, at intet er bedre end noget slet, og da Sagen dog nu begynder at gaae i Forglemmelse, er det nok saa godt at lade den frem- deles hvile, som at det skulde siges: "Henved tre Aar gik hen, inden man kunde tilveiebringe en Lovtale om denne for- gudede Fyrste, og omsider nøiedes man med et Fuskerværk fra Danmark." -- Jeg sendte Platen det Hele og overlod Decisionen til ham. 3die Februar. Første Markedsdag og dens Historie er uforanderlig fra det ene Aar til det andet. Tidlig om Morgenen sætter jeg |
| s.128 | mig ved Bordet, saa kommer en Kirkeeier og en, som mod- tager Kongetiende, og vi sidde da til Kl. 12 -- 1 og modtage, afskrive og quittere for Tiende. 4de Februar. Jo vistnok fik jeg Ridderkorset, og med mig min Collega og nærværende Gjæst Schmidt. Jeg har ved denne Leilighed med ham og Hount gjort en Opdagelse, som rigtignok ikke kunde være Menneskekjenderen uventet. Begge have mangen Gang scoptiseret over Ridderværdigheden, og erklæret det for en større Ære at mangle end besidde den. Imidlertid er i dette Øieblik Schmidts Tilfredshed ligesaa umiskjendelig som Hounts lønlige Harme. Man tee sig i sine Domme saa philosophisk som muligt, saa længe man ikke selv er Partie; i det Øieblik man er blevet det, stikker det svage Menneske frem: man troer sig forurettet og er bitter paa den Foruret- tende, eller man finder sit Værd paaskjønnet, og forsones med den, der nu har viist sig saa retfærdig, om man end før har været ham nok saa gram. Jeg for min Deel har aldrig affecteret at foragte et Bifaldstegn af min Konge, om dette endogsaa før eller tilligemed mig er bortødslet til en Uværdig; altsaa er det mig nu heller ingen Skam at bekjende, at denne Udmærkelse er mig kjær. -- Edvard Munch kom idag tilbage fra Kjøbenhavn med bestemt Løfte om Gjerpens Sognekald. Han medbragte et Brev fra Liebenberg, som indeholdt et vidtløftigt og heel interessant Udtog af en Brev- vexling mellem Jacob Mynster og Grundtvig, hvis Haand ogsaa er mod ham, som mod alle, der ei forsage al verdslig Viisdom. Ogsaa bedrøvede det mig meget at see, hvilket sør- geligt Liv den gamle ærværdige Biskop Balle fører i sin svage Alderdom hos den Svigersøn, der gjør Vers til hans Ære, men iøvrigt har forarmet ham og nu lader ham savne enhver Bequemmelighed, endog den Sopken til Frokost og Aftensmad, han har været vant til. |
| s.129 |
5te Februar. Dagens Historie er mit Præstegilde. Klokken 2 sam- ledes hos mig følgende Embedsbrødre: Bispen, Schmidt, Hount, Sigvardt, Provst Hopstock paa Toten (ogsaa udnævnt til Ridder, formodentlig paa Grund af hans Duusbroderskab med Cancelliepræsidenten, thi hans øvrige Meriter ere ube- kjendte), Dr. Neumann, Provst Stenersen fra Nittedalen, Dr. Garmann, Wulfsberg og hans Onkel Provst Wulfsberg fra Aamodt (en vakker kraftfuld Olding), Provst Dircks (en dannet og elskværdig Mand), Lassen fra Gran, Bjerk fra Nannestad, Brødrene Munch, Juell, Borch og den elskværdige Schnitler fra Rygge. Jeg havde faaet god Viin, og i det Hele herskede en særdeles behagelig Tone. Da Fiskebuddingen kom ind, omdeltes en Sang af Schmidt, hvorved jeg ud- bragte: "Den geistlige Stands og dens værdige Medlemmers Skaal!" Derpaa kom min Sang til Bispen, og min Toast lød saalunde: "Hr. Biskop! Oplysningens, Fædrelandets og vor Stands Ven! vi takke Dem for alt, hvad De er for hine og for os! De høste ønskede Frugter af alle Deres Bestræbelser, og leve længe for at nyde dem!" Paa en værdig og passende Maade, med umiskjendelig Følelse takkede han os for denne sjeldne Hyldning, og erkjendte denne Dag for en af de lykkeligste i sit Liv, da han nød et saa udmær- ket Beviis paa sine Brødres Venskab og Agtelse, der "næst Hjertets Fryd over stiftet Gavn" vilde være hans Arbeides kjæreste Løn. Munchs "Af Norges svundne Herlighed" var den næste Sang, og vi drak Fædrelandets Skaal. Nu istem- tes en ny, meget vakker Sang af Munch til Selskabet for Norges Vel, hvis voxende Flor vi under Glassenes Sam- klang ønskede. Til Norges Universitet havde Wulfsberg efter min Begjæring skrevet en Sang. Imedens han nu, efter at denne Skaal var udbragt, udarbeidede et Gratulations- Impromtu til de to Muncher, gav Schmidt os et Par af |
| s.130 | sine svenske Viser. Derpaa kom den bemeldte Lykønskning og saa nok en do. til Schmidt, mig og Hopstock, som Rid- dere, hvori vor Bisp dog ikke syntes ret at entrere, men bragte strax tre til Dannebrogsmænd udnævnte Skoleholdere paa Bane. Det kryber nok i den gode Mand, at man ikke i saa Henseende kan lykønske ham, og at det ventede Com- mandeurkors endnu fremdeles udebliver. Iøvrigt var han idag særdeles human og venskabelig. Et Par Vers til Ære for vore Koner og Taksigelse til Vert og Vertinde sluttede endelig dette høist interessante Maaltid. Hvad der siden passerede, er neppe værd at nævne. Der spilledes Kort, og efter Spillet spistes som sædvanlig kold Mad. 6te Februar. Vor Regjering synes at begynde at hænge Kappen paa begge Skuldre, og saa hemmeligen at vedtage det Princip, som rigtignok for en saa liden og afmægtig Stat som vor er det klogeste: at holde med den, som vinder. Situationen er imidlertid slem, da paa den ene Side Danmark, paa den anden Norge er i Fare. 12te Februar. Resultatet af Forhandlingerne i Skolekommissionen om nye Lærebøger var det lidet lystelige, at der hverken i Sko- lens Casse eller i Selskabets, hvorunder den sorterer, er Penge. Saaledes lægges en Plan efter en anden, man gjør store Anlæg, men beregner ikke, om man har Evne til at udføre dem. Gud give, dette ikke var Tilfældet med alle de nye Indretninger uden Undtagelse, lige fra det mindste Sogne- selskab til Universitetet og Selskabet for Norges Vel. 15de Februar. Der fortælles, at der skal være stærk Coureervexling mellem England og Danmark; en engelsk Admiral skal endog have været i Kjøbenhavn. Danmark gjøres de fordeelagtigste Tilbud om Erstatning af al Skade. England og Rusland |
| s.131 | garanterer vor Konge Holsteen og Jylland, og man troer Freden nær. 17de Februar. Kjerulf7 er misfornøiet over Wulfsbergs Indlemmelse i Declamatoriet, da han frygter for, at han vil blive en Confusionsmager der. Jeg haaber Frygten er større end Faren. Jeg finder ikke, at Wulfsberg er enten Fredsfor- styrrer eller utidig Prosjectmager, kun at han aldrig maa komme i Selskabet fra et godt Middagsbord, thi saa turde vi maaskee, udenfor Dagens Orden, faae mere Declamation, end vi skjøttede om. -- Paa mit Spørgsmaal, om vi ikke ogsaa kunde declamere tydske Stykker, svaredes af Kjerulf og flere, at det var bedst, vi for det første bleve ved vores Modersmaal, da vi ellers kunde faa Baronessen og Frøken Vasmer ind, og det syntes man ei at have Speculation paa. -- Holten fortalte som et Rygte, at Biskoppen søger en Vice- raadmands Post for sin Søn Krigsassessoren,8 og da jeg yttrede, at han i saa Fald burde have en fredeligere Titel, svarede han, at det maatte jeg ikke sige, thi der havde nylig været Slagsmaal i Magistraten, og Osterhaus havde faaet udrevet eller selv udrevet nogle Haar af sit Hoved, lagt dem paa Bordet og sagt, at de vare blevne graae i Hans Maje- stæts Tjeneste m. v. 18de Februar. Hos Zahlcassereren9 fortaltes i Aftes den fæle Ge- schichte, at Fangerne i Raadstuearresten idag skreeg (det hørte jeg selv, da jeg gik forbi) og vare nær ved at gjøre Opstand |
| s.132 | af Sult, og det blot fordi Byfogden og Stiftamtmanden vare for indolente til at gjøre Forestilling hos Vicestatholder- skabet om Forøgelse i den til deres Forpleining anviiste Sum, hvilken fra andre Steder er skeet og strax bevilliget. Procu- rator Aars sendte dem ind et stort Fad Meelgrød, og saa bleve de rolige. 1 tilbake Boede i nuværende Hotel d'Angleterre. 2 tilbake T. C. Brun, Forfatter af en Mængde tildels letfærdige Digte (Fritimerne). 3 tilbake Han var født paa Gaarden Bergsager i Lyngdals Præstegjeld og saavidt Udg. bekjendt, var han ugift. Hans Familie i Hjembygden arvede ham omsider. Havde nok før været ansat i Kjøbenhavn, se Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 82. 4 tilbake Rimeligvis Enken efter Agent og Administrator i B. Ankers Fidei- commis, Thomas Bagge. 5 tilbake Om Lumholtz's Smag for Sladderhistorier, Passiar med Tjeneste- folk o. s. v. se C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 61. 6 tilbake At den lærde Historiker Kall har havt Andel i denne Forordning, er lidet sandsynligt. Collin og A. S. Ørsted ansees for at have Hovedandelen deri. 7 tilbake Rimeligvis Peder Kjerulf.  som Expeditionssekretær 1841. 8 tilbake Biskop B.s ældste Søn, Exam. jur. Carl Fred. B. (da "Krigs- assessor" og 21 Aar gl.). Kom ikke i Magistraten, men blev siden Fuldm. i Kirkedepartementet og derpaa Overtoldbetjent i Skudesnæs, hvor han døde 1832. 9 tilbake Andreas Schaft. |