s.85   26de October.    Rasmussen1 frygter for, at det snart vil komme dertil, at enten Nationalbankerot maa gjøres eller indvortes Urolig- heder udbryde. Gud forbyde det sidste! Det første var lidt ydmygende for Regjeringen, men efter Rasmussens Mening til Gavn for Landet. 28de October.    Med Glæde saae jeg af Collegialtidenden, at Irgens har faaet Korskirkens Kald i Bergen. Biskop Brun vil vist ærgre sig paa sin Søns Vegne; ogsaa Provst Munchs Ære- kjærhed vilde det saaret, dersom ikke nu hans hele Hjerte havde været henvendt til Sande, men retfærdigt var det, at Irgens fik det; ingen af hans Medbeilere qualificerede sig dertil i saa høi Grad: Han er ikke stor Prædikant, men duelig Embedsmand, meget ældre Præst end nogen af de andre og Huusfader for en meget talrig Familie. 29de October.    Baronessen2 skal paa Gaarsdagens Bal have været iført en overvættes kostbar Stads. Det harmonerer maade- ligt med de saa idelige og eftertrykkelige Opmuntringer til Tarvelighed, som gives fra Regjeringens Side. Denne Dames Leveviis, hendes frie Sæder og det mere end tvetydige For- hold, hvori hun staaer til Prindsen, giver mine lærvillige Byesbørn et overmaade slet Exempel. 30te October.    Det er idag syv Aar, siden jeg med min Kone og mine to ældste Børn steg af Postvognen her i Christiania. Saa længe har jeg altsaa nu været borte fra mit uforglemmelige Kjøbenhavn, saa længe har jeg boet i det langt uinteressantere s.86   Christiania. Lidet mærkelige ere de Begivenheder, jeg her har oplevet. Min yngste Datters Fødsel er den eneste Forandring i min huuslige Stilling. Som Embedsmand er jeg aldeles in statu qou. Min ædle, jeg frygter uerstattelige Medar- beider Juell har jeg endnu, og nu som ved min Tiltrædelse har jeg en personel Capellan, med hvem jeg aldrig driver det til mere end taalelig Forstaaelse;3 i Mellemtiden, i Ottesens Dage, var det rigtignok anderledes. Tilløb som Prædikant har jeg aldrig havt her, men Bifaldet synes snarere forøget end formindsket. Indkomsterne er det nu ikke værdt at snakke om; de ere vel forhøiede til mere end det dobbelte; men Ud- gifterne til det sexdobbelte, og det svarer da maadelig Reg- ning -- dog dette er en Sag, som ikke ene vedkommer mig: alle Kjøbstads-Embedsmænd i Kongens Riger og Lande ere i lige Forfatning som mig, altsaa kommer det ikke i Betragt- ning, hvor der tales om min individuelle Forfatning. Resul- tatet bliver da, at jeg nu omtrent staaer paa det samme Punct, som dag jeg kom her, og at der ikke har været syv Aar i mit Liv, der have frembragt saa liden, saa aldeles ingen Forandring i min Situation som de sidst forløbne, og at altsaa Tak til Gud for hans Varetægt over mig og mine og alvorligt Henblik paa næste Septennium, ved hvis Ende (om jeg oplever dem) jeg alt har fyldt de 50 Aar (jeg nær- mer mig Oldingeaarene med stærke Skridt) er det eneste, disse syv Aars Minde kan opmuntre mig til. 1ste November.    I Classesamlingen, hvor Bispen ikke mødte, afgjordes stakkels ærlige Peers4 Skjebne. Han henlægges indtil vi- dere, d. e. til Provst Grave er død, og ikke kan krænkes ved at see sin Bog forkastet. Iøvrigt foretoges som sæd- s.87   vanligt Ordbogens Revision, ved hvilken der forefaldt høi- røstede Debatter, som aldrig finder Sted, naar Høiærværdig- heden er tilstede. Samme Virkning som hans Nærværelse har hos os, har, efter Platous Sigende, Prindsens i Direc- tionsmøderne. 2den November.    Præsten Irgens, som nu er paa sin Hjemreise, gjorde mig Visit. Kongen havde viist sig udmærket naadig mod ham og ikke alene trods Biskop Bruns Forbøn for sin Søn givet ham Korskirkens Kald, men ogsaa, uden ringeste Anledning, skjænket ham 600 Rd. Reisepenge, og desuden, paa hans Anbefaling, gjort en Forligelsescommissair i Bergen til Dan- nebrogsmand. Ogsaa Dronningen og Prinds Christian kunde han ikke noksom rose. Brun havde aldeles ikke været paa Cancelliets Indstillingsliste, blot Irgens, Provst Munch og Sigvardt. Irgens yttrede og Formodning om, at jeg ikke længe bliver her, og beraabte sig paa Cancellieherrers Udsagn, som bestyrkede den. Det skulde dog virkelig være heel syn- derligt, om dette Cancellie, som jeg kjender saa lidet til, skulde have tiltænkt mig en Bispestol. Det synes ikke at stemme med Tidsalderens Aand, i hvilken jeg aldrig ret kan orientere mig -- og dog! jeg har jo alt engang været paa Forslagslisten!5 3die November.    Fra Administrationen for Byens Sogneselskab modtog jeg officiel Underretning om, at jeg er valgt til Medlem af Selskabets Skolecommission tilligemed Dr. Garmann, Over- lærer Flor, Borch og Feyring. Jeg kunde fristes til at fra- sige mig denne Ære, naar ikke dette Skridt var Mistydning underkastet, og kunde udlægges paa en Maade, der er aldeles s.88   fremmed fra det Synspunct, hvorfra jeg betragter Sagen. Hovedgrunden til mit Misnøie med dette Valg er min uover- vindelige Ulyst til at arbeide i Samfund med de fire Men- nesker. Jeg troer ikke det var muligt i Christiania og dens Omegn at finde fire Subjecter, jeg nødigere vilde have til Medarbeidere. Den godmodige, men uendelig vrøvlende Gar- mann, den vistnok ligesaa velmenende, men smagløse Flor, og saa Borch og Feyring med deres frastødende Indsluttethed og store Indbildninger om eget Værd og Vigtighed -- hvad skal jeg med min liden Routine og min Mangel paa Energie gjøre i den Kreds? Ulykkeligviis er jeg næsten eenstemmigen valgt, og det var da maaskee uartigt mod Selskabet at for- smaae den mig tiltænkte Ære, men Gud veed, med hvor tungt Hjerte jeg gaaer i disse Møder, hvor dog, Gud ske Tak! Sigvardt præsiderer og fører Ordet, thi ellers maatte jeg forgaae.    Krigsraad Nielsen blev begraven med megen Stads. Man havde bekostet en overmaade elegant Kiste, Gravskrift og Sange vare hver for sig indheftede i sort Papir, endog Parresedlene vare imod Sædvane pene Visitkort. Følget be- stod af sex, otte Careter, og vi gjorde ret Opsigt i Byen. Efter Begravelsesceremonien begav vi os tilbage til Sørge- huset, hvor vi, efterat have condoleret Enke, Døttre og Søster, kom til et med udsøgt Mad og Drikke rigeligen besat Frokost- bord, og hvor der udbragtes alskens Skaaler, f. Ex.: "Enken!" -- "Vore Koner!" -- "Et langt og lykkeligt Liv for os alle- sammen!" (vel meget begjært) ja endog den gamle dumme: "Alt hvad kjært er!" Her som i Kjøbenhavn mærkes det kun lidet paa Selskabstonen, enten det er et Bryllups- eller et Begravelsesmaaltid, man bivaaner. 5te November.    Iaften spiltes Maskeraden af Holberg, hvori Holten som Henrik var i høi Grad mesterlig. Overkrigscommissaire s.89   Carlsen (Arv) og Fru Dunker (Magdelone) fortjente ogsaa megen Berømmelse. Den egentlige Maskerade var meget mor- somt arrangeret. Hagbarth Falsen var en overmaade god Harlequin, og Kammerherre Haxthausen som norsk Bonde dandsede en Hallingdands, der vistnok var et Mesterstykke af Voltigeerkunst og vakte almindelig Begeistring. I Mellem- akten talte jeg med Capt. Ræder. Han dømmer om Napo- leon som de fleste her, og syntes at glæde sig ved den Tanke, at de Franske tilsidst faae en Ulykke i Rusland. Ved Exempler af Historien beviiste han mig, at Gouverneuren i Moskov havde handlet fortræffeligt ved at stikke Byen i Brand. Saaledes at afbrænde Byer og ødelægge Landstrækninger, NB. i sit eget, ikke engang i fiendtligt Land, hører jeg, har bestandig været regnet blandt de skjønneste militaire Hand- linger. Gud frie mig, hvordan maae da de hæslige være? 6te November.    Jeg var i Selskab hos Major Juell, hvor jeg havde en lang og heel interessant Samtale med Assessor Mathie- sen, der, lad hans Indvortes være sort som Ibenholt (og hvo uden den Alvidende kjender dette?), er en fornuftig, sel- skabelig, særdeles dannet Mand, alt hvad den behøver at være, med hvem man ei staaer i anden Forbindelse end at spise med eller hos ham og at conversere ham under et Spillebord eller medens dette tillaves. 8de November.    Slaverne communicerede. Jeg deelte dette Arbeide mel- lem Borch og mig, saaledes at jeg forrettede Skriftemaal og prædikede, han derimod administrerede Communionen. Det var en suur Dag; baade Legeme og Sjel angribes ved den Forretning. Man indaander en Hob urene og usunde Dunster ligeoverfor denne talrige Skare, der kommer lige fra de fæle Baraquer, hvor uophørlig Stank hersker, og yderst ned- slaaende er det at see og tale til 85 Mennesker, hvoraf de s.90   fleste henhøre til Menneskehedens Afskum, som alle uden Und- tagelse, formedelst umoralsk og lovstridig Daad ere brænde- mærkede med offentlig Skjændsel. Og om de fleste af dem maae det antages, at de, langtfra at forbedres ved Straffen, tvertimod i slet Selskab, tildeels vel og ved uværdig Behand- lingsmaade ere mere hærdede nu, end da de kom i Slaveriet. En af dem, en Lorents Olsen, som jeg for nogle Aar siden har confirmeret, der i en Alder af 16 -- 17 Aar blev inddømt paa Livstid for 3 Gange begaaet ubetydeligt Tyverie, og hvem jeg da lovede med Tiden at interessere mig for, hvis hans Forhold svarede til, hvad jeg troede at kunne vente af ham, mindede mig i Eftermiddag om mit Løfte, og jeg skal nu forespørge mig hos Capt. Widing om hans Opførsel, og der- paa, om den er som den bør være, indgive Ansøgning om hans Befrielse. Nu -- jeg talte da for disse Mennesker, men Gud veed, hvormange af dem hørte eller lagde paa Hjerte, hvad jeg sagde. Tre, fire syntes med et fast Haand- tryk at tilkjendegive, at de følte Vægten af, hvad de vare mindede om. De fleste andre røbede Tanke- og Følesløshed, og Gud give, Slaverne vare de eneste, som røbede den.    Handelshuset Wolff & Dorwille i London er gaaet fallit. Nogle, f. Ex. Baron Wedel og Niels Ankers Enke, som havde deres hele Formue staaende der (den sidste en Sum af 45,000 Pund Sterling) skal næsten være aldeles ruinerede. Kammer- herre Anker og mange flere lide betydelig Skade, og næsten ingen Kjøbmand af Betydenhed i det hele Land gaaer ganske fri. Man bejamrede det meget iaften i Selskabet hos Zahl- casserer Schaft, som den største Ulykke, der endnu kunde ramme Norge. Jeg forstaaer mig ikke ret paa den Sag. Paa Embeds- og Agerdyrkerclassen kan den vel ikke have syn- derlig Indflydelse, og Handelsstanden, som vel overalt har ført os i den meste Ulykke, har alt længe annammet sit Gode. s.91   At den straffende Nemesis ogsaa engang rammer den, er vel en Ulykke for den, men neppe for Landet. 10de November.    Første Gang siden min tidlige Barndom har jeg iaften savnet Mortensgaas. Man forlangte 12 Rd. Stykket, og det fandt vi altfor urimeligt. 12te November.    Om Indkomstregulativet ere to Documenter komne mig tilhænde, der ligge her paa mit Bord til Expedition: Dr. Neumanns Forslag, som Resultat af Forsamlingen 1ste Oc- tober, hvilket jeg imidlertid er den eneste, som ubetinget underskriver; da Leckve, Mørch og Holst have tilføiet hver sine Anmærkninger, der ikke kunne andet end bringe de høie Vedkommende i Vildrede, og: Ansøgning om en fri Karl for hver af Garnisonspræsterne, forfattet af Provst Sartz og underskrevet af ham og Bull i Fredriksværn, og skal nu cir- culere blandt Præsterne paa Kongsvinger, Fredrikstad og Fredriksteen til Underskrift. Det er mig næsten ligegyldigt, hvad der kommer ud af det Hele, men at Præsterne ved de nye Indretninger kommer ud af sin forrige Afhængighed af Menigheden, kan jeg ikke faae ret i mit Hoved. I Kjøb- stæderne frygter jeg for, at den vil tiltage og ei aftage, hvis man følger det overilede Project, der tydeligen bærer Hast- værkets Præg, især fra den Tid, da det lod sig befrygte, at Bispindens Postei skulde blive forbrændt, hvis Sessionen varede længer. 13de November.    Da denne Bog undertiden indeholder curiosa, optegner jeg her en Prøve af de saakaldte barnlige Lege, som op- føres hos Grevinde Schimmelmann. Saaledes havde Øhlen- schlæger og hans Kone engang forestilt to smaa Fugle, og lød da deres Dialog saalunde:    Han:      Hvor kommer du fra, lille Fugl? s.92      Hun:      Fra Skoven.    Han:      Hvad gjorde du der?    Hun:      Jeg søgte Føde.    Han:      Fandt du noget?    Hun:      Nei.    Han:      Hvor finder du den da?    Hun:      I mit Hjem; min Adam føder mig.    Man skulde rigtignok ikke tiltroe vor første Digter slige Barnagtigheder, og dog er der, især i hans ældste Digt- Samling, Steder, som nok skal være spansk-tieckske, der have en vis Lighed dermed. 14de November.    Af Dagens Intelligentsseddel afskriver jeg det skjønneste og meest rørende Avertissement, jeg i lang Tid har læst. Det er fra Krigsraad Nielsens Datter, gift med en Stole- mager Hansen, der døde kort efter hendes Fader: "De haar- deste Slag have rammet mig i disse Dage. Den berøvede mig min Fader den 28de f. M., min Mand den 7de d. M. Min sørgelige eneste Eiendom er tre smaa Børn. Gud hjælpe dem og mig!" Det er noget ganske andet end de spaltelange Beklagelser, man undertiden læser fra Enkemænd og Enker, som ere gifte igjen, inden Aaret er omme. 15de November.    I Classesamlingen foretoges et Forslag om at trykke Hansteens berømte Afhandling om Magneten, hvilken Viden- skabernes Selskab ikke har Raad til paa egen Bekostning at udgive. Forslaget forkastedes, da dertil vilde fordres 6 -- 7000 Rd. i Forskud. Iøvrigt foretoges blot Ordbogens Revision. -- Iaften var jeg indbuden til Toldprocureur Omsen, hvor jeg med Forundring hørte, at Præsident Bulls Søn er ble- ven Krigsassessor, "ventelig", anmærkede en af Selskabet, da man undredes, hvorfor han fik denne krigerske Titel, "fordi han ikke duer til at udrette noget Nyttigt i Freden." s.93   18de November.    I denne paa glædelige Tidender saa fattige Tid kan jeg ikke undlade at optegne, at Capt. Brochmann var her i Eftermiddag og viste mig Havre, indhøstet igaar, saa tør og kjærnefuld og i alle Maader ufordærvet, at han vil bruge den til Sædehavre. Det er altsaa at formode, at de i vor Egn, der have høstet fordærvet Sæd, tildeels selv ere Skyld deri, fordi de, ligesom hine, der fik raat, ubrugeligt Høe, have forhastet sig og ikke oppebiet Tørken, som dog omsider kom. At opsætte Kornhøsten til sidste Halvdeel af November, synes rigtignok at være en betænkelig Sag, men iaar seer man dog, at de handlede klogest, der gjorde som Fabius, qui cunctando restituit rem. 19de November.    Posten bragte idag yderst mærkelige Tidender. Føl- gerne lade sig ikke beregne, og kunne maaskee volde en For- andring i hele Europas Situation. Napoleon har maattet forlade Rusland, den franske Armee er to Gange slagen, og Tingene staae paa en heel mislig Fod. Dette siges næsten med rene Ord i Statstidenden, og det, som er det synder- ligste, under Artikelen Kjøbenhavn, hvori man næsten aner Forbud paa, at vor Regjering vil forandre System, dersom Napoleons Uheld vedbliver. Skulde denne beundringsværdige Sol virkelig være i Dalen? Skulde det store Moment være kommet, da det største, mægtigste Menneske, Aartusinder har frembragt, skal høre det afgjørende: "Hertil skal du komme og ikke længer." At vort Fædreland i økonomisk Henseende vil vinde derved, er troligt, men at Tidsalderens vederstygge- lige Aand vil falde med Napoleon, derom tvivler jeg. Det er endog at befrygte, at den vil reise sig med fordoblet Vælde, og at, om og den militære Despotisme svækkes, Penge-Aristo- kratiet desto enevældigere vil udbrede sig. Dog vor Tilstand er desværre saa sørgelig, at Fred, Handelsfrihed og Finant- s.94   sernes Forbedring maa være vort første Ønske, og ethvert andet indtil videre dette underordnet. Det er kommet saavidt med os, at, trods Religionens og Moralens Bud, Spørgs- maalene: "Hvad skulle vi æde? hvad skulle vi drikke? hvor- med skulle vi klæde os?" selv for den tænkende og følende Mand ere blevne de vigtigste. Beroligende Svar paa dem kan Freden ene give os. 20de November.    Det eneste, jeg idag har at optegne, er den sørgelige Erfaring, jeg har gjort, at der endnu maaskee skal vrøvles et Aar om Indkomstregulativet. Nu skal en Præst fra hvert Provstie, forsynet med de Øvriges Fuldmagt, samles paa et bestemt Sted under Bispens Præsidium, og saaledes skal da et almindeligt Forslag, dog med de behørige Modificationer, som ethvert Locale tilraader, indgives. Holst, Lechve og Mørch vare enige i at befuldmægtige Neumann, hvilket da og skeer fra min Side, men derhos havde Lechve angivet og de andre underskrevet nogle forstærkende Grunde, de ønskede tagne i Betragtning, der alle syntes overflødige, og hvoraf et Par vare besynderlige nok: den Gjæstfrihedspligt, der paa- ligger Præster, som boe ved Landeveiene, og Nødvendigheden i, at man maa have gode Indkomster, for at kunne give sine Børn en god Opdragelse. 21de November.    Endskjøndt Grev Wedels Vocation endnu ikke er confir- meret af Kongen, tiltræder dog Provst Munch efter Bispens Ordre Bestyrelsen af Sande Kald. Med største Føie er han henrykt baade ved sin og sin Broders6 lykkelige Lod. Han finder endog noget Mystisk deri, da de paa een Dag bleve s.95   Studenter og paa een Dag Ægtemænd, levede i de første Aar af deres Ægteskab paa eet Sted i trange Kaar og i en precair Stilling og nu paa een Tid ved to lige aldrende Mænds Død sattes i den behageligste Virkekreds, der for nogen af dem lod sig tænke. Endog det digteriske Evange- lium (om Tegn i Soel og Maane), hvormed han første Gang skal underholde Sande Menighed, begeistrer ham og synes ham at være et heldigt Omen. 22de November.    Strax efterat jeg var kommen paa Prædikestolen, mær- kede jeg, at en Soldat blev udkaldt. Lidt efter kom han til- bage, hentede sin Hat og gik med alle. Paa Hjemveien mødte jeg Lieutenant Finne, som forklarede mig denne Sag. Det var en af Communicanterne, en Artillerist, der havde været ude af sit Qvarteer i Nat hos en liderlig Tøs i Vater- land, og der nu, saa slet forberedt til den høitidelige Reli- gionshandling, blev efter Oberstlieutenant Wendells Foran- staltning afholdt som uværdig derfra. Var denne Anstalt føiet i Morges, førend Karlen gik til Skrifte, vilde jeg takket Oberstlieutenanten for hans Nidkjærhed. Nu forværrede den maaskee Sagen mere end den forbedrede den. Klogere havde det vel været, at lade ham fuldbyrde Handlingen, men umid- delbart derpaa sende ham til mig og lade mig i Religionens Navn eftertrykkeligen foreholde ham det Uværdige i hans Adfærd. 24de November.    I Throndhjems Avis læste jeg et curiøst Avertissement fra den famøse Præst Esmarch,7 der nu er i Throndhjem og tilbyder Stiftets Præster sin Tjeneste. Han siger, at han har mistet sit Embede, "fordi han baade offentligen og for Regjeringen paa Dansk har yttret den paa Latinsk saa almin- s.96   delig bekjendte Tanke: at alle Mennesker paa Jordkloden, for- saavidt Philosophen tænker sig dem som særskilte, modtage Tanker og Følelser af skjulte Mennesker under Jord- kloden, hvilken philosophiske Tanke kan læses paa Latinsk baade i Bibelen og alle classiske Autorer med adskillige Udtryk, saasom disse: ut spiritus vel dii hominibus sug- gerant cogitationes ac sensus." 25de November.    Holten8 fortalte blandt andet, at han, skjøndt kun 37 Aar gammel, fra han begyndte som Søecadet, har været i 22 forskjellige Stillinger og Virkekredse. "Man kunde", sagde han, "heraf fristes til at antage mig for en Vagabond, men jeg har ved denne Omvexling faaet megen Arbeidsfærdighed og Routine" -- men vel ogsaa, kunde man lægge til, en superficiel Anskuelse af alt, der i hans nuværende Situation som en svag Statholders Factotum neppe er til Gavn for vort forknyttede Land. Forøvrigt kan jeg ikke undlade at bære megen Agtelse for ham. 29de November.    Borch prædikede, og da Avisen anmeldte vor høivelbaarne Overhyrde som Prædikant i Byens Kirke, fandt jeg, at det var en Slags Embedspligt ikke at lade Leiligheden til at høre ham gaa ubenyttet hen. Kirken var hverken tom eller fuld; paa Gulvet var Stolene nogenlunde besatte, men i Pulpiturstolene var der fast Ingen. Man har indført der, at lade Tavlen gaae om før Prædikenen, da Organisten imid- lertid præluderer til Prædikestolverset. De første Ord af dette: "O Gud, giv os Taalmodighed" kunde vi behøvet strax i Begyndelsen at istemme, thi det var en lang, kjed- s.97   sommelig Pause, i den kolde Kirke, hvorved ogsaa den vigtige Omstændighed, at et halvt eller heelt Qvarters ørkesløst Af- brud i Gudstjenesten uden Tvivl maa kølne Andagten, om den hist og her tilfældigvis skulde findes. For et Øieblik adspreder det den agtsomme Tilhører, naar Tavlen gaaer om under Prædikenen, men længere og føleligere forstyrre i mine Tanker denne nye Mode den Stemning, man maa ønske usvækket at bevare. Biskoppens Prædiken var i hans sæd- vanlige Maneer. Der var megen sund Fornuft og nogen Christendom i hvad han sagde, men Liv og Kraft manglede baade i Talens Sammensætning og i det udvortes Foredrag. Desuden savnedes efter Sædvane lys Orden, og, skjøndt Ord- bogens nøiagtigste Revisor, fører han hverken et smukt eller fuldkommen reent Sprog. -- Jeg oppebiede Gudstjenestens Slutning, for at følge med Wulfsberg i Classesamlingen, og hørte da først denne vor Ven messe ved Communionen. En Mand, der har en taalelig god Syngestemme, og qvæder sin Vise ret vel ved et Gjæstebudsbord, burde messe bedre. Han foredrog hverken Fadervor eller Indstiftelsens Ord i den sæd- vanlige, virkelig opløftende Melodie. Det var noget uhar- monisk Jask altsammen. 30te November.    Det seer sort ud med Ordbogscommissionen. Baade Døderleins og Stenersens Tid bliver efterhaanden saa op- taget, at liden eller ingen levnes dem til dette brødløse Ar- beide. En Collega, der besidder de fornødne Egenskaber og er mere Herre over sin Tid, er ikke for Øieblikket at finde i Christiania. Jeg seer altsaa det næsten uundgaaelige Tids- punkt imøde, da Arbeidet enten reent maa afbrydes, hvilket skulde gjøre mig ondt, i hvorlidet det fra Begyndelsen stod mig an, eller besørges af Wulfsberg og mig alene, hvorved den Skik maa bortfalde, at Pluraliteten gjør Udslaget, men s.98   da Arbeidet skal underkastes Revision, er Skaden derved dog nok ikke saa meget stor. 2den December.    Dr. Garmann besøgte mig og talte om det evige Regu- lativ. Nu er da Capitelstaxten sat saa høi, at man gjør sig Samvittighed over i disse Misvæxtaar at bestemme Præsternes Indtægter derefter. Det er et uendeligt Vrøvl, for mig ube- hageligere end Udfaldet, hvordan dette end bliver. At alting bliver in statu quo, er vel det værste, der kan tænkes og det tænker jeg med megen Rolighed. Mere uafhængig end jeg er nu, bliver jeg saa alligevel aldrig som Præst. Mine Ind- tægter, skjøndt ei aldeles tilstrækkelige, ere ret meget gode, og bringe end et Par Uaar mig i nogen Gjeld, forarme mig gjøre de dog vel ikke. At ikke alle med lige Phlegma kunne betragte den Sag, indseer jeg. -- Med sand Fornøielse har jeg gjennemlæst Adjunct Herslebs Bibelhistorie. Meget van- skeligt var det vel ikke at skrive en saadan Bog, men der lod sig dog tænke adskillige Afveie, hvilke alle Forfatteren lykkelig har undgaaet. Den er fuldstændig og dog ikke vidtsvævende og aander dyb Ærbødighed for aabenbaret Religion uden at henfalde til Grundtvigs Hyperorthodoxie. Et lyst og let Foredrag, Upartiskhed i Characteerskildringen, Bevarelse af Skriftens Udsagn uden Tilsætninger og Gisninger udmærke Bogen saare hæderligen. Enkelte poetiske Billeder, deres Skjønhed og Rigtighed iøvrigt tilstaaet, kunde, som ikke stem- mende med det Heles Tone, været udeladte. 3die December.    Aviserne indeholdt intet mærkeligt; kun synes det ikke at staae saa ilde til med Napoleon, som man maatte troe af de tidligere Beretninger. Til Foraaret vil han sikkerlig atter fremstaae i ny Kraft. Til Statholderskabet var, fortalte Etatsraad Holten, heller intet betydelig indløbet, undtagen at Indførslen af amerikansk Øl er tilladt, og hvad Nød har vi s.99   da! Det er latterligt, men sandelig man kunde fristes til at græde over, at man i en saadan fast haabløs Trængsels- periode tænker paa saadanne Bagateller. 4de December.    Liebenberg klager i sit Brev over Kongens maadelige Omgivelser. "Han er utrættelig virksom, men hans Arbeide synes at have megen Liighed med Sisyphus's. Jeg frygter, jo ældre han bliver, desto lettere vil han kunne ledes og drives af dem, der finde Indpas hos ham, og ak! vi have ingen A. P. Bernstorff til at lede ham." 5te December.    Kulden vedbliver meget streng. Vore Ønsker om Snee ere frugtesløse og Landeveiene ere næsten ufremkommelige. Ogsaa denne Plage hjemsøges vi af, at Byen maa savne den ringe Tilførsel, som fra vort eget Land inden Juul var at vente. Hvorledes det nu, da Isen lægger sig overalt, vil see ud med den endnu vigtigere Korntilførsel fra Danmark, gider jeg ikke tænke paa.    Af mit Brev til Liebenberg9 afskriver jeg det Sted, hvor jeg forklarer min af ham modsagte Yttring: at Napo- leon engang vil erkjendes for Europas Befrier. "Jeg kaldte ham for det første saa med Hensyn paa den Aand, han qvalte, og som truede, førend han greb Roret, at blive den herskende i Europa. Den Frihed og Oplysning, jeg i det mindste i den franske Revolutions Dage barnagtigen glædede s.100   mig over, til hvilket Resultat vilde den omsider have ført? Udbredte sig ikke baade i Religion og Politik en Frivolitet, som endog de bedste Mennesker smittedes af? Troer du vir- kelig, at den Agtelse for positiv Religion, der er et ligesaa almindeligt Særkjende ved vore Dages theologiske Skrifter, som det modsatte var i næstforrige Decennium, vilde vendt tilbage uden Napoleon? Jeg troer det ikke. Lad praktisk Libertinage og Egennytte og flere Afgrundens stygge Affød- ninger i vore Dage drive deres Væsen! det kan desværre ikke nægtes, men det Bedre erkjendes dog, og Grundvolden, hvor- paa det engang i Tidens Fylde skal opreises, ligger uantastet; det gjorde den ikke i de Dage, da man vilde befæste Fornuf- tens og Frihedens Herredømme paa Jorden. Min anden Grund til at ane i Napoleon Europas Befrier, er, at jeg anseer hans Held og Fremgang for det eneste, der kan skaffe Europa hastig og nogenlunde varig Fred, og uden den er ikke at tænke paa de øvrige politiske og moralske Saars Hel- bredelse. Lad end denne Fred for det første blive die Ruhe des Kirchhofs; under denne kunne vi dog hvile ud og samle Kræfter, som under den nærværende Jammer maa udtømmes her og overalt. Det har ingen Fare; den menneskelige Aand haandhæver vel igjen sine Rettigheder og de svundne Dages Erfaringer (fra Anarchiets og Despotismens Periode) vil den kunne nytte, og det Hele maaskee faae en Retning, det aldrig kunde faaet uden hine (jeg tilstaaer det) dyrekjøbte Erfaringer. Og saaledes bliver da Napoleon -- o ja! lad det være som Redskab10 vor eller den følgende Slægts Befrier og Vel- gjører. Lad det være som Redskab! sagde jeg, men kun som Redskab? Det ville vi overlade en kyndigere og mere upar- tisk Efterverden at bedømme. Jeg troer ogsaa, at egen Stor- hed er Napoleons Hovedgrund, men at han (med eller uden s.101   Føie) ogsaa troer at gjøre sig fortjent af Verden og Men- neskeheden, at noget Høiere end lav Egoismes Tilfredsstillelse svæver for hans kæmpestore Sjel, det lader jeg mig ikke aftviste." 1  tilbake Overlærer, senere Professor i Mathematik og tilsidst Zahlkasserer. 2  tilbake Baronesse Clara v. Lilliencron, f. Brockdorff, en fraskilt Kone, Vice- statholder, Prinds Friederich af Hessens Elskerinde og tilsidst hans Hustru. Cfr. L. Daae, det gamle Christiania, S. 297 -- 298. 3  tilbake Abraham Borch, se foran S. 84, Anm. 1. 4  tilbake Se ovenfor S. 62. 5  tilbake Det var i 1811, at Pavels var en af de til Christianssands Bispe- stol Indstillede. Fr. Schmidts Dagbøger, S. 136. 6  tilbake Edvard Munch (Prof. P. A. Munchs Fader) blev ligeledes ved den Tid gjennem en Kirkepatrons (den senere Statholder Løvenskiolds) Kaldsret befordret til Gjerpen ved Skien. 7  tilbake Se ovenfor S. 3. 8  tilbake Carl Henr. v. Holten, Secretair ved Statholderskabet, i 1814 norsk Statssecretair, hvorpaa han forlod Landet og tilsidst døde som ent- lediget dansk Hofembedsmand. 9  tilbake Comissionarius M. F. Liebenberg var en af Pavels's kjæreste Ven- ner, og med ham vedligeholdt han hele Livet igjennem en Brev- vexling. Desværre bleve Pavels's Papirer for den største Del til- intetgjorte ved hans Død. To af Liebenbergs Breve til ham bleve dog heldigvis reddede, og disse har nærværende Udgiver, til hvem C. P. Riis havde skjænket dem, ladet aftrykte, det ene (1812) i Danske Samll., 2 R., II, S. 247 -- 255, det andet i Personalhist. Tidsskrift, IV, 249 -- 255. 10  tilbake Liebenbergs Udtryk.            (Pavels's egen Anm.)

bla bakover

bla videre