|
6te December.
Psalmen No. 86 er Omarbeidelse af den gamle kingoiske:
"O kjære Sjel frygt aldrig meer!" Det er ingenlunde en af
Psalmecommissionens maadeligste Omkalfatringer. Sangen
har endnu Kraft og Følelse, men langt, langt mindre end
den henrivende Original. Jeg har fra min Barndom kunnet
denne udenad, og sammenlignede idag de 3 sidste Vers, hvor
Omarbeideren har fulgt Forfatteren Skridt for Skridt, men
kun, synes mig, for sandseligen at minde os om Contrasten
mellem de herskende religiøse Følelser ved Enden af det syt-
tende og attende Aarhundrede: hist apostolisk Christendom,
som da Peder gik glad fra Raadet, fordi han agtedes værdig
til at mishandles for Jesu Navns Skyld, da Stephanus
døende saa Himlen aaben, da Paulus jublede i Lænker over
at hans Forløsning stundede til, -- her slap Endæmonisme.
Hvorledes har dog Mænd som Balle, Storm og Abrahamson
kunnet troe, at de i Tanker, Udtryk og Versification correcte
Riim, hvormed de have opfyldt den nye Psalmebog, skulle
virke mere til sand Christendoms Fremme, end disse gamle,
konstløse, barnlig-inderlige Sange?
7de December.
I Eftermiddag var der igjen Lystighed paa Isen.
Prindsen havde ladet udbringe did elegant Frokost med
Brændeviin og Madeira. Adskillige af vore nobles venetiens
(Carlsen f. Ex. og Weidemann) havde ogsaa medtaget Drikke-
varer, og saaledes havde da over 100 Mennesker af den ele-
gante Verden sværmet om paa den glatte Is, spiist, drukket
og støiet. "Hvad for Galskab kan ei de Folk finde paa?"
maa man vel sige med Vertinden i Evalds brutale Klappere.
|
| s.102 |
8de December.
I Aften er der igjen Bal hos Prindsen efter en Iis-
fart til Ladegaardsøen. De sværme da uophørlig og Norges
Statholder giver et slet Exempel paa en Tid, da det efter
Alles Yttring seer saa saare misligt ud med Landets Provi-
dering, da Alt er steget høit i Prisen og formodes at ville
stige end høiere, da vort Pengevæsen med raske Skridt iler
sin Undergang imøde.1 Baronessen er ham vist baade i physisk,
moralsk og oekonomisk Forstand til Fordærvelse. Umiddelbar
bidrager hun til Luxus og Sædernes Fordærvelse i vor Bye,
og middelbar fremskynder hun Landets Ruin ved at enervere
den Mand, der behøver en kraftfuld Haand til at holde det
ham betroede Roer. Pereat!
9de December.
Til vor Ungdoms Forædling har nu en Conditor Zuvan
etableret sig i denne Bye, hvor saadan nyttig Borger hidtil
savnedes.
10de December.
Der var berammet Administrationsmøde for Saugban-
kens Fattighuus hos Lumholtz, men Forstanderen var ei til-
sagt; det blev altsaa med blot Conversation. Iisfrokosten og
det øvrige vilde Væsen hos vor beau monde vurderede den
gamle Bisp efter Fortjeneste og om vore nærværende tryk-
kende Tider og dunkle Udsigter sagde han noget af det for-
nuftigste, jeg i lang Tid mindes at have hørt: "At klage
og ængste sig selv og andre nytter intet; der er intet andet
for end først at slaa Lid til Guds Forsyn, og dernæst lade
hver Dag have sin Plage. Vil man see fremad, seer man
en bundløs Afgrund; bedst altsaa, at tænke paa den Dag,
|
| s.103 | som er, og ikke paa den, som kommer." Livagtigen det ban-
lyste: "Tænk dog aldrig: næste Dag!" som Biskop Bech
prostituerede sig ved i et stort Selskab at fordømme, og det
i den hyperorthodoxe Lumholtz's Mund! -- De danske Aviser
indeholdt intet mærkeligt uden et langt Raisonnement over
de dyre Tider og øvrige Trængsler. Forfatteren (rimeligviis
Rahbek) trøster os med sjette Frederiks Klogskab og Stand-
haftighed, en Trøst, jeg frygter ikke holder saalænge Stik som
Lumholtz's.
11te December.
Den 11te December, denne store Dag, der ifjor satte
saamange Penne, Tunger og Ben, saamange Sjele og Lege-
mer i Bevægelse, da man fra Trondhjem til Kjøbenhavn
sang og talte om Norges Lyksalighed og smilende Udsigter i
Anledning af Universitetets Stiftelse, denne Dag gik nu af
i megen Rolighed. Endnu gaar man, trods de afskrækkende
Tider, Maalet med stadige Skridt imøde, men Enthousiasmen
er kjølnet. Følelsen af det Nærværende har hos Mange op-
slugt og næsten hos Alle svækket Haabet om det Tilkommende.
Vi ere i dette Øieblik saa sysselsatte med Legemets Næring,
at selv Videnskabernes oprigtigste Ven neppe tør tænke paa
aandelig Luxus, og Tanken, at den veldædige Haand, fra
hvilken Norge fik den sjeldne Gave, styrer det Hele saa vak-
lende, at Giverens Tilstand er dens, der testamenterer Tønder
Guld bort Dagen før han sætter Nøglen i Døren og over-
giver Creditorerne sin hele Eiendom -- denne Tanke er ikke
skikket til at vedligeholde, end sige fremkalde nogen glad
Stemning.
12te December.
Jeg var Censor paa Cadetacademiet, hvor Tandberg
examinerede tredie Classe i Moral og Religion. Der var,
som jeg ventede, Lys, Lethed og Grundighed i hans Exami-
nation; dog var der et Par Yttringer, hvori jeg ikke kunde
|
| s.104 | give ham Ret. Saaledes gav han en Distinction paa at
finde og opdage, som, lad være, han beraabte sig paa Les-
sings Autoritet, sikkert intet duer. "Man opdager, hvad man
har søgt, finder, hvad man ikke har tænkt paa."
13de December.
Jeg solgte idag til Agent Nielsen 600 Rigsorter à 4
Rd. og 401/3 Specier à 6 Rd. 2 Mk. 16 Sk., i Alt 2666
Rd. 64 Sk., hvoraf jeg da strax betalte min Gjeld til min
Svoger, og henlagde Resten blandt mine egne Penge. Under
nærværende Omstændigheder troer jeg at have handlet kloge-
ligen. Hvad hjalp det mig at gjemme paa en død Capital,
der maaskee om kort Tid ved Regjeringsbud vilde blive mig
affordret for Fjerdedelen eller mindre i de samme usle Banco-
sedler, og som Borgerpligt og Samvittighed ikke tillod mig at
lægge Dølgsmaal paa? Af en saa svag og forknyttet Ad-
ministration kan man vente alt, og saa vist det er, at alt bør
opofres for Fædrelandets Redning, saa lidet kan det være
Pligt at kaste sin sande Formue hen i et bundløst Svælg og
selv at forarmes, uden at nogen hjælpes, end sige beriges
derved. -- Breve fra London melde, at man har grundet
Haab om Handelshuset Wolff & Dorwilles fuldkomne Re-
etablissement, saa at enhver faaer sit, og endda et betydeligt
Overskud bliver igjen.
15de December.
I meget skarp Kulde vandrede jeg i Formiddag over
Isen til Opslo Allunværk, hvor den aarlige Skole-Examen
holdtes paa Mad. Colletts Fødselsdag. Jeg forefandt Bispen,
Bispinden, Mad. Collett, Overkrigscommissair Collett med
Frue og flere af deres Familie og Venner. Vi spiste Frokost
og saa begyndte da Examen. Bispen erklærede sig meget til-
freds, og det være langt fra mig at underkjende hans Dom.
De Børn, som bleve examinerede, viiste i det Hele ret gode
Kundskaber, men saa maa man ogsaa tilstaae, at en Lærer,
|
| s.105 | der har 30 Børn at læse for, kan udrette mere end en anden
med 90, man har paalæsset ham, og at den Lærer, der for sig
og Skolen blot behøver at yttre Ønsker for at see dem op-
fyldte, har langt større Opmuntring end den, der som vore
Almueskolelærere maa tigge møisommeligen om 50 Rd.s For-
høielse i sin Løn eller en Snees Dalers Extrabidrag til en
Favn Brænde. Til Slutning istemtes to Vers til Ære for
Skolens Velgjørere (ventelig forfattede af Sigvardt2) og nu
forføiede vi os alle efter Indbydelse til Colletts Huus i
Christiania, for at spise Middag. -- Otto Collett gav mig
saa beskuelig Idee om vort Finants- og Provideringsvæsens
fortvivlede Situation, at Haarene reiste sig paa mit Hoved.
En hastig Ende paa Sagen er alt, hvad man nu tør ønske;
at den vil blive god, er ikke at tænke paa, men eet haardt
Slag, der smerter i første Øieblik, men hvoraf man dog kan
reise sig igjen med den Tanke, at det nu er forbi, er langt
bedre end denne langsomme Hentvinen, der tærer Marv og
Been og omsider frembringer total Undergang, da hiint
dog blot vilde volde partiel.
16de December.
Det er dog en egen Sag saaledes som Moer Koren at
skrive Dagbog for en stor Vennekreds, der tildeels ikke engang
kjender hinanden personlig. Fuldkommen aabenhjertige Yttringer
ere umulige, naar man, som her, lever just i den samme Kreds,
for hvilken man skriver. Der er nu Treschovs i Kjøbenhavn,
vi, Frue Bull, Frue Mariboe, Sara Boyesen, Mad. Cappe-
len, Ottesen og hans Kone, Schmidt og Jfr. Torstenson.
Om ingen af os tør eller vil hun sige noget ufordeelagtigt,
om hun ogsaa turde, eller det maa i det mindste modificeres
med den yderste Varsomhed, gives et Anstrøg af Spøg o. dl.
Men ikke nok hermed. Ogsaa hver af os har sin Kreds, og
|
| s.106 | om nogen af dens Medlemmer (lad være, at de ei læse Dag-
bogen) maa heller intet siges, der kan krænke Vedkommende;
og saaledes maa da den kjære Moer Koren gaae som paa
Gløder, stundom tilbageholde Følelser, der naturligen frem-
byde sig, og igjen fremtvinge andre, som man ikke saa lige
indseer Grunden til. En Reisedagbog som Schmidts og min,
hvor man har svævet blandt lutter fremmede Mennesker, der
ikke have eet Berøringspunct med dens Læsere, og kun en
Dagbog som nærværende, der aldrig in extenso skal læses
af noget Menneske i min Omgangscirkel, da den indeholder
frie Bedømmelser over dem alle, en saadan er en Undtagelse,
og kan i denne Verden, hvor det evig gjælder:
"Sandhed vil man saa gjerne sige,
men det kan man just ei saa lige",
opnaae sin fulde Bestemmelse.
17de December.
Rosenkrantz har afkastet Stiftamtmandskabets Byrder af
sine svage Skuldre, og den stærkere og raskere Thygeson er
bleven hans Eftermand. At Stiftet vil vinde ved dette Bytte,
derom er ingen Tvivl. Hvorvidt det vil være til Gavn for
vor Bye, at dens forfængelige Daarer faae nok en riig og
luxuriøs Familie at kappes med, og altsaa ny Fristelse til at
efterligne Frøen, der for at ligne Oxen pustede sig op indtil
den sprak, det vil Tiden lære. Man spaaer imidlertid, at den
rigere og endnu mere pragtfulde Frue Thygeson vil tage
Luven fra Baronessen, og at denne vil ophøre at angive
Tonen; og paa Sædelighedens Vegne maa vi lykønske os dermed.
18de December.
Neumann vilde vide, at en ny, velgjørende Finants-
operation er i Værk, og at Begyndelsen (curiøst nok!) skulde
gjøres med at ompræge vore gamle Kobberskillinger til 24
Skillinger. Skulde hiin Operation maaskee være den, Schmidt
|
| s.107 | omtaler i et Brev, der iøvrigt intet indeholdt: at vore Banco-
sedler skulle nedsættes til en Fjerde- eller Sjettedeels Værdie?
Sandheden er vel, at man slet intet veed, og gid Kongen og
Finantsministeren vidste mere end vi!
Gjennem Krigsraad Kjerulf fik jeg Indbydelse til at
deeltage i et Declamatorium, som nogle af det dramatiske
Selskabs Medlemmer ville holde paa Prøveaftenerne, naar
Værelserne ere opvarmede, og om jeg end ikke umiddelbar
kunde befatte mig dermed, da Øvelsen faar nogen Offentlig-
hed, dog bivaane dem som Auscullant og Aristarch. Denne
Idee, som stemmer saa ganske med, hvad jeg før har ønsket
og yttret, greb jeg med megen Begjærlighed, og forsikrede
ham, at intet skulde være mig kjærere, end at være saa virk-
som Deeltager heri, som min Stilling og Evne tillader. For-
uden Declamation af Digte, tænker man ogsaa paa at recitere
Scener af Skuespil, som ikke ere opførte her.
19de December.
Jeg fik to Breve. Det første var fra min Moder.
Hun er endnu ved det samme, ikke som det synes svagere
enten paa Sjel eller Legeme, "skjønt og langsomt glidende
det Maal nærmere, hvorhen vi maaskee skulle føres gjennem
Storm", som der siges i det andet høist interessante Brev.
Hendes Brev er tildeels stemt i en rørende Tone. Hun
sidder i sin Eensomhed og længes inderligen efter sine Børn
-- ak! som ere saa langt fjernede fra hende. Hun skriver
ellers noget, som dog virkelig bør tages i alvorlig Overveielse
og har noget grundet, lad være, jeg ikke kan betragte Tingen
i eet og alt fra samme Synspunct som hun: "Tag mig ikke
ilde op, at jeg minder Dem om at lade Deres Smaa, saa-
vidt Aar og Alder tillader det, indsamle et Forraad i deres
Hukommelse af Guds Ord. Bliver det ikke forstaaet og be-
nyttet i den Tid, o det opsamles siden, naar Trængselens
Dage kommer, hvilket jeg af eget Exempel kan bekræfte."
|
| s.108 | Vistnok meget sandt! kun fatter jeg ikke, at der i en yngre
Alder end min ældste Datters3 kan vindes betydelig derved.
Indtil da er det vel nok, at den naturlige Religions simple
Sandheder erkjendes, og at Hjertet iøvrigt er stemt til i sin
Tid at modtage med Lyst ogsaa den høiere Opdragelse. En
aldeles religiøs Opdragelse, saadan som f. Ex. min var, har
overalt efter nærværende Sæder (desværre!) sin store Vanske-
lighed, ligesom ei heller vor allernyeste Psalmebog synderligen
letter Arbeidet. -- Det andet Brev var fra Biskop Brun.
Kort, men indholdsrigt. Han taler om en Fest, Biskop
Krogh skal have foreslaaet, hvorover han har afgivet sin Er-
klæring, den han henviser mig til Statholderskabet for at faa
læst. Om Indkomstregulativet synes mig hans Begreber ikke
at være aldeles de rigtige. At "den Dovne, den Dumme,
den Talentløse" vilde netop faae lige Krav med den Virk-
somme og Talentfulde, kan jeg ikke, forsaavidt det ei skeer i
dette Øieblik, saa ganske faae i mit Hoved. At dette Regu-
lativ iøvrigt vil løsne Baandet mellem Præst og Menighed,
vil gjøre ham mere og ikke mindre afhængig, vil vække Mis-
nøie og sætte ham i den ubehagelige Nødvendighed Aaret
igjennem at plage sig med Incassationer, Restancelister og
Executioner, det indseer jeg, og Hedemarkens Exempel viser
det tildeels allerede, og derfor seer jeg ret gjerne, at Offer
og Ministerialforretninger blive in statu quo, og af mine
Herredsbrødre ere de fleste enige med mig.
20de December.
Hr. Borch har i Budstikken4 opkastet sig til Raadgiver
for alle Norges Sogneselskaber. Han finder nemlig, at de
mange Præmier for Ting, som det er Aspiranternes egen
Fordeel at iværksætte, ikke svare til Hensigten. Heri kan han
|
| s.109 | vel have Ret, men istedetfor at afskaffe disse Præmier eller
gjøre dem til Hæders og Agtelsestegn af liden Pengeværdie,
foreslaaer han, paa ethvert Sted at udsætte en eneste Penge-
belønning af lige Værdie med alle dem, der forhen udsattes.
Jeg indseer slet ikke, hvad herved vindes for det Almindelige.
Om det er 10 eller 30 eller 100 Rd., er det, som Penge
betragtet, især i disse Tider, et ubetydeligt Object for den
Vindende, der dog ikke forudsættes at være et Almisselem,
der trænger til Understøttelse, og Selskabet indskrænker sin
Virksomhed og vækker lettelig den Fordom imod sig, at det
vil ophjælpe een Vindskibeligheds Gren paa de øvriges Be-
kostning. Overalt forekommer det mig noget arrogant af den
gode Borch, som en i slige Ting uerfaren Mand, i et officielt
Blad at fremtræde som Lærer for de mange kyndige Mænd,
der have organiseret Sogneselskaberne efter Grundsætninger,
man dog ikke hos mere end 50 Sognes fornuftigste Mænd
allevegne kan tænke sig umodne og uveiede.
Paa Hjemveien fra Kirken gik jeg ind til Holten, og
læste der Biskop Kroghs Forslag og hans to Colleger Bruns
og Bechs Betænkninger derover. Hiint gik ud paa, at der i
alle Landets Kirker skulde holdes en aarlig Fest til Ære
for dem, der i denne Krig have udmærket sig, hvor da og
alle de Afdødes Navne skulde oplæses. Begge de to andre
iøvrigt disharmonerende Overhyrder har erklæret sig mod
Forslaget. Bruns Erklæring er stemt i hans sædvanlige raske,
mandige Tone med Stænk af bitter Ironie. Hans Hovedidee
er, at de mange Fædrelandets ældre Krigere, hvoriblandt
nævnes Frederikshalds Borgere, som stak deres Bye i Brand,
Tordenskjold og Andre, fornærmes ved denne Udmærkelse, som
vises deres yngre Landsmænd, der i Sammenligning med dem
lidet eller intet have udrettet, at de i Grunden blot (have) gjort
deres Pligt, vilde fortjene Dadel, om de havde forsømt den,
og qualificere sig altsaa ikke til udmærket Hæder, fordi de
|
| s.110 | have opfyldt den. "Jeg vilde", siger han, "slet ikke troe mig
æret, naar jeg vidste, man engang vilde gjøre det til Thema
for min Ligprædiken: "Nordal Brun stjal ikke." (Det var
det, man saa haardelig tilregnede Biskop Bugge, at han i
sin Fredsprædiken sagde, at anden Aprils Mænd blot havde
gjort, hvad de burde gjøre. Vore enthusiastiske Patrioter
vilde vel ogsaa bryde Staven over Brun, om de kjendte hans
Yttring, men har han ikke Ret?) -- Bech gaaer sin rolige,
sindige Gang, men er ikke mindre mod Forslaget. Ogsaa
han anfører, men som Bigrund, hvad Brun gjør til sin
Hovedsag. Hans Modgrunde ere iøvrigt: at de fredelige
Dyder ligesaavel fortjene Udmærkelse som Krigerdaad, og at
en Fest for Fædrelandets Krigere var fornærmelig for dets
andre hæderlige Borgere, at Mænd, som i een Henseende
have udmærket sig, kunne have andre vanhædrende Sider,
som Tilhørerne ved deres Navnes Oplæsning kunde mindes
og forarges over: at om faa Aar disse Festdage ved Vanen
og Tidsafstanden vilde tabe al Høitidelighed: og at ingen
bør tilkjendes saadan Hæder uden Regenten, da Misligheder
kunne indløbe, naar Privatmænd saaledes sætte sig paa Dom-
mersædet. De underlige Prædikener, som paa denne Fest af
mange vilde holdes, berøres ogsaa i Forbigaaende. Begge
Erklæringer ere, hver i sin Maneer, ypperlige. Biskop Sø-
rensen skal ynde Forslaget.
Jeg var i Aften indbuden til Secretaire Rougtved, hvor
der var temmelig stort Mandfolkeselskab. Ved Maaltidets
Ende gik Fruen og hendes Søster bort, og man sang da
3 -- 4 lascive Viser, som jeg til en Forandring ikke vilde havt
noget imod, da i et muntert Mandfolkeselskab Ord ei behøve
saa nøie at veies, og saadan Tale og Sang er dog vel ikke
strax Beviis paa practisk Libertinage, men skjøndt ingen
Damer vare tilstede, var der en Tjenestepige, som vartede
op, og en halvvoxen Cadet, og paa deres Vegne bluedes og
|
| s.111 | ærgredes jeg. Det skulde undre mig, om ikke min Sidemand
Oberst Hegermann gjorde ligesaa.
21de December.
Nu i Herrens Navn! idag har da den hæderlige Skole-
commission begyndt sine Forhandlinger. Efter megen Venti-
lation blev man omsider enig om, at vi vexelviis, altsaa hver
femte Søndag, skulle besørge Inspectionen ved Søndagsskolen.
Iøvrigt fremlagdes et aarsgammelt Forslag af en høilærd
Skomager Wergeland (Præstens Broder) om techniske Fore-
læsninger af Haandværksmestre, der skulde staae i Forbindelse
med Søndagsskolen, samt om en offentlig Disputats paa
Raadhuset i Magistratens og enhver conditioneret Mands
Nærværelse, saavidt Rummet tillader, hvilken Enhver, der
vilde indgaa som Mester i et Laug, skulde holde. Det sidste
kunde man naturligviis ikke indlade sig paa, men man vilde
offentligen bekjendtgjøre, at den Haandværker, der havde Lyst
til paa saadan Maade at aagre med sit Pund, stod det
frit for.
22de December.
Min Kone udlod sig med, at jeg spilder megen Tid
med Dagbogsskrivning, og hun kan tildeels have Ret, men
desuagtet kan jeg nu ikke afbryde dette behagelige Arbeide.
Tvertimod ønskede jeg ikke alene at have gjemt mine Kjøben-
havnske Dagbøger, men og at have fortsat dem uafbrudt til
denne Stund, da jeg nu kunde vidst adskilligt, som jeg nu
har glemt og fremfor alt anstillet interessante Sammenlig-
ninger mellem før og nu, der vilde udvidet min Menneske-
kundskab og skjænket mig megen intellectuel Fornøielse.
25de December.
I Morges længe før Dag var vore Tjenestefolk paa
Færde, for at komme i Froprædiken i Byens Kirke. De
vare saa tidligt ude, at de fandt Fæstningsporten lukket og
maatte vende tilbage, og da de igjen gik ud, fandt de Kirken
|
| s.112 | saa fuld, at de maatte staae langt nede, og kunde ikke høre
et Ord af Garmanns Prædiken. Det Hele afgiver en meget
nøiagtig og træffende Charakteristik over Christianiensernes
Kirkegang. Til enhver anden Tid prædiker Garmann for
tomme Stole og Vægge. Julemorgen er man nær ved at
storme Kirken ned, for at -- se den oplyst! Niels, som man
ellers maa vække 3 -- 4 Gange førend han kan komme ud af
Sengen, gamle Henrika, som neppe gider forlade sin varme
Stue, for at lukke Gadedøren op, naar der ringes -- vandrer
da ud Kl. 6 en kold Vintermorgen, for at gaae i Kirke, hvis
Dør de ellers aldrig formørke.
Og naar jeg idag prædiker for to fulde Kirker og i
Overmorgen neppe faaer 30 Mennesker at tale for, kan jeg
da virkelig rose mig af den Folkeyndest og det Tilløb, mine
større Talenter tilveiebringe mig? -- Ak nei! Det er ikke
som i Kjøbenhavn, vel heller ikke som i Bergen, hvor en
talentfuld Prædikant vist faaer langt større Opmuntring.
Jeg prædikede da som sædvanlig i begge Kirker. Det
er mig kjedsommeligt to Gange at gjentage det samme paa
en Dag; jeg har aldrig gjort det, og gjorde det heller ikke nu.
De Ofrendes Antal var ikke lidet, og jeg fik idag paa Alteret
og tilsendt i Huset 533 Rd., som var 167 Rd. mere end
første Juledag forrige Aar. Generalmajor de Seves Offer
fik jeg i et fransk Brev, som jeg her afskriver med alle dets
Sprogbommerter og orthographiske Feil:
"Le Cicero du Nord vouloir bien amiablement ac-
ceptez le ci-joint, de la part d'un Vetteran Militair en lui
souhaitant un Bonheur constante et une Santé parfaite,
aussi bien que d'etre persvader de' l'Estime leplus sincere
d'un vieux Soldat, qui n'a presque plus d'autres Sentimens
que celui du Respect pour le Talent destinguer et la Ve-
neration parfaite pour le degne Minister de la parole de
Dieu."
|
| s.113 |
Man burde vel ikke gjøre sin egen Velynder og Be-
undrer latterlig; jeg skal heller ikke vise nogen anden Brevet,
men putter det strax i Kakkelovnen; men undlade at optegne
denne Curiositet kunde jeg dog ikke.
26de December.
Hvile- og Forlystelsesdag og intet andet. Jeg var i
Selskab hos Mathiesen. Vi vare 18 Fremmede og stort og
fornemt nok var der. Haxthausen og hans Søn, Rosenkrantz
og hans Svigersøn.5 Beværtningen var elegant, den i det
Huus almindelige utvungne pretensionsløse Gjæstfriheds Aand
herskede ogsaa idag, men morsomt var der med alt det alde-
les ikke. Korn og Kartofler, Heste og Tørvemoser var næsten
Æmnet for den hele Borddiscurs.
27de December.
I Kirken, hvor jeg kun havde ventet 30 Mennesker,
var dog vist et Par Hundrede; det maa høre til Kirkegangs-
etiquetten at besøge den ogsaa paa tredie Juledag, naar den
er en Søndag.
Min Kone og jeg vare indbudne til Stadshauptman
Heyerdahl, og man sige, hvad man vil om dette Ægtepar,
et interessantere, mere gjæstfrit Huus er dog virkelig ikke i
Christiania. At de ikke mene, hvad de sige, paastaaer rigtig-
nok Moer Koren og flere med hende, men i Grunden kan
det dog være en ligegyldig Sag for enhver, der ei staaer i
nærmere Forbindelse med dem; at de imidlertid mene mig og
min Kone det vel, det har jeg ingen Grund til at tvivle om.
Det er ellers en fatal Omstændighed, at Moer Korens Anti-
pathier: Mathiesen, Pihl, Major Juell og Heyerdahl have
som Verter et saa udmærket Talent, og at derimod hendes
Yndlingshuse: Bulls og Mariboes have fra denne Side saa
saare lidet anbefalende.
|
| s.114 |
30te December.
Selskabet hos Generalauditeur Bergh var ikke morsomt.
Der fattedes ikke paa dannede Mænd, der vistnok kunde frem-
bragt en heel livlig Conversation: Bergh selv, Haxthausen,
Etatsraad Falbe, Haffner, Rasmusen, Maschmann, Rosenørn,
Bergmester Baumann, Schandorff o. fl., men det havde ingen
Art. Egentlig Talent til at være Vert har ikke Bergh; den
stiveste kjøbenhavnske Levemaade hersker i hans Selskaber og
-- alting med Maade! er mit Symbolum. Flaue, tusinde
Gange opkogte Skaaler, liderlige Viser, bacchantisk Hurra-
raaben holder jeg ikke af, det veed Gud, men saa aldeles at
forjage selskabelig Munterhed og blot i al Stilhed conversere
sine Naboer, det er heller ikke efter mit Sind. Lykken havde
overalt ikke beskjæret mig noget interessant Naboeskab, og da
Midnat var forbi, ønskede jeg ret, at jeg laae i min Seng.
31te December.
Jeg var i Formiddags inde hos Justitsraad Brochmann
og hentede min Løn af Quæsthuuscassen. Hvor den Mand
med al sin Rigdom har saare liden Glæde i Livet! Selv
eiede han betydelige Midler, giftede sig til ligesaa stor For-
mue, beboer et deiligt Sted, halv i Byen og halv paa Landet
-- og er sygelig, sær og vranten, gnieragtig, kort, fattes
baade Evne og Villie til at nyde Livet, gjør Ingen glad og
er selv ikke glad. O Forfængeligheds Forfængelighed! jeg
vil ikke engang nævne mig -- men hvilken blid, retskaffen
Huusfader, der nøisom opsamler Brødsmulerne, men nyder
dem i Kjærlighed og Tilfredshed med Kone og Børn, vilde
bytte med denne Mand?
Ovenpaa alt dette Alvorlige maa jeg da ogsaa give
noget Lystigt: et Brev til S. T. Herr Frue Pavels fra
vor Ammes forrige Kjæreste, som har slaaet op med hende
og forlovet sig med en Anden. Det lyder som følger: "Paa
Grund af Deres mig tilsendte Hilsen, foranlediget ved Deres
|
| s.115 | Tjenestepige A. E. D. Hvad jeg har givet hende maa hun
med Upaaanke beholde, være sig hvad det være vil, men
min Guldbrystnaal fordrer jeg tilbagesendt, som nu bliver
min Eiendom til Døden. Havde jeg ikke bekommet af min
Høisalige med disse Ord: Min Søn! bær den til din Død!
vilde jeg ikke see, langt mindre spørge efter samme; det vilde
desuagtet være en Skam for mig, ikke at holde den i mere
Agt. Den Ret, hun synes at have til samme, kan erfares
af de Ord, jeg sagde, da hun en Aften tog den af mit Bryst,
og ønskede i samme Øieblik at beholde den en Tid, hvil-
ket jeg og tillod med disse Ord: Behold den til jeg selv vil
bære eller have den tilbage! Dette synes mig skal være
ganske tilfredsstillende nok. Men Guldnaalen vil jeg
have tilbagesendt, da den vel kan tilsendes portofri,
haaber jeg min forhen evige Eie tilbagesendt! For-
lad min Dristighed! ærbødigst Olsen, Foureer." -- Herved
maa bemærkes, at hans Moder, som han kalder den Høi-
salige, endnu lever, og at han ganske vist kan faa Guld-
naalen tilsendt portofrit, da han boer her paa Fæstningen.
Om Gjæstebudet hos Major Juell er ikke stort mere at
sige. Vi drak Majorens Skaal, da han er født Nytaarsnat
og fyldte nu sit 62de Aar, og da det var falden Snee, kjørte
vi hjem i Haxthausens Carret, ved hvilken Anledning han
sagde de store Ord: "De kan befale over mig i alt, hvad
jeg formaaer; for Dem gjør jeg alt."
1 tilbake Om disse Lystigheder se ogsaa L. Daae, Det gamle Christiania,
S. 296 -- 297, hvor de dog feilagtig ere henførte til Begyndelsen af 1812.
2 tilbake Den senere Biskop i Christianssand, dengang Præst i Oslo.
3 tilbake Da 10 Aar.
4 tilbake Artikelen læses i Budstikken, et officielt Blad, IV (1812), S. 585 -- 590.
5 tilbake Grev Knuth, Amtmand i Akershus Amt. |
| bla bakover |