[Hovind, Ullensaker]1 14de September.    Jeg gjorde idag Bekjendtskab med Præsten Mørch,2 Sorenskriver Korens nærmeste Naboe, en aldrende, blid, ret- skaffen og vist ikke ulærd eller ucultiveret Mand. Han har ikke drevet det videre end til at blive residerende Capellan, og maa ventelig ende sine Dage som saadan, hvormed han ogsaa er tilfreds, da han og hans Kone, et værdigt Pendant til Baucis og Philemon, have nødtørftigt Udkomme og ere børnløse. Mod Aftenen vandrede han hjem, skjønt man an- modede ham om at blive. Han gjør sig Samvittighed, den redelige Mand, over at være en eneste Aften borte fra sin Kone. "Hvem veed", sagde han, "hvor længe en skal være sammen? Saa ankede man blot paa, at man ikke havde nyttet Tiden medens man kunde." Ja! i den ædleste, meest uvanhellige Betydning kan man her udbryde: o sancta sim- plicitas! Hvor godt for Menneskeheden, om vi alle vare saa enfoldige! s.68   [Hovind] 15de September.    En stor Deel af Aftenen tilbragte Damerne med et flaut Spil, kaldet Rabus, som jeg hverken forstaaer eller vil forstaae. Ligesaa lidt forstaaer jeg, hvorledes den tænksomme og tolerante Moer Koren kan ellers i sin Dagbog ivre mod det tidsmyrdende, selskabelig Glæde forstyrrende Spil, og saa i den meest udsøgte Vennekreds tilbringe hele Timer med dette uinteressanteste af alle Spil. Saa egoistisk inconsequente ere vi Mennesker, og saalænge vi ei bryde Staven over andre, idet vi selv synde omtrent paa samme Maade, faaer det gaa paa den menneskelige Svagheds Regning. [Christiania] 17de September.    Da jeg havde læst med Confirmanderne gik jeg ind til Mad. Lange,3 som endnu ligger stille hen og venter læng- selsfuld sin Forløsning. En saadan Dødsseng er det glæde- ligt at staa ved; man seer en rolig Død som Løn for et vel ført Liv. Stille og ubemærket gik hun sin Bane frem. Ver- dens kloge Børn satte ingen Priis paa hende; men jeg og min Kone kjende og elske hende og skulle hædre hendes Minde, saalænge vi ere til. I sine velopdragne Børn har hun sat sig et Hædersminde, skjønnere end om hun havde efterladt sig en halv Snees samlede Værker. 21de September.    Den besynderlige Grundtvig! Hans store Kjendskab til Oldtiden, hans Gave til at indtrænge i dens Aand, hans digteriske Anskuelse, hvo maa ei beundre dem? og hvo maa ei tillige elske dette varme Hjerte, som fremlyser overalt? Men naar han saa i sine "Optrin af Nordens Kjæmpeliv", som jeg nu har udlæst, henfører alt til Christendommen, naar han kun derved troer at bevare sin Pen uvanhelliget, s.69   at han lader sine bedste Helte og Heltinder gaae over til den christelige Religion, ja, naar han lader sine Omvendere tale med den meest fanatiske Intolerance, naar han næsten med rene Ord gjør Christendommen til den ene saliggjørende Re- ligion, hvo kan da give ham Medhold? To charakteristiske Steder maa jeg afskrive. Det ene er af Fortalen. "Engang var jeg hartad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den afgudiske Snak, selv i Hedningemund, syntes mig for- argelig, og al verdslig Skjaldskab en Sjels Over- daad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og slø- ver, idet den kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ikke langt fra samme Tanke, thi ogsaa i den Henseende er Christus det sande Viintræe, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig styrke og opløfte nogen ædrue Sjel." Det andet Sted er S. 183, hvor Thorkild vil omvende Gunnar og Høgne, to virkelig ædle Ynglinge, som slet ikke ere gjenstridige mod Sand- heden, kun endnu vel hengivne til denne Verdens Lyst og Guld, og desuden gjorte vaklende ved en ondskabsfuld Moders Spot. Da de nu ikke strax udbryde: "Vi troe paa Jesus!" saa tiltaler Thorkild dem saalunde:            "I stande tause, Gjukunger! jert Sind           Er bundet til det gyldne Jordens Støv,           Og ei I vil med Himlens Ædelstene,           Med Hjertets Roe og Salighed det bytte.           Jeg kan ei tvinge jer; til Tro og Kjærlighed           Ei Tvang kan føre, men min Varselstemme           I Hallen høit skal runge, før jeg gaaer:           Hvis I ei vil til Herren jer omvende,           Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,           Og medens Orme eders Knokler gnave Skal Sjelen gnaves af en værre Orm,           Som aldrig døer og aldrig den fortærer."    Og med denne ægte dominicanske Floskel ender Optrinet. s.70   26de September.    En Samtale mellem Moer Koren og mig, hvorvidt man bør skye selskabelig Omgang med Mennesker af tvetydig eller erkjendt slet Moralitet. Hun paastod, hun i Assessor Mathiesens eller Professor Pihls4 Huus aldrig kunde finde nogen Glæde; min Mening derimod var, at naar Verten er en gjæstfri og behagelig Mand, naar man hos ham finder godt Selskab og, hvad man ellers i saadant et Gilde kan ønske sig, saa har man alt, hvad man med Billighed kan forlange, og hans øvrige Liv og Characteer er en uvedkommende Sag, som man tager i Betragtning, naar man vil indlade sig i nøiere Forbindelse med ham, men som ved et Spise- og Spillebord hverken gjør fra eller til. Foruden denne Grund- sætning, som jeg i mit hele Liv, uden Skade for min Mora- litet, har fulgt, endnu følger og fremdeles agter at følge, bliver det endnu et stort Spørgsmaal: "Hvo er et slet, hvo er et godt Menneske?" og det kan ikke altid jeg besvare og (jeg tør give Menneskekundskab den Compliment) Moer Koren endnu mindre. Ogsaa en M. og P. har vel deres gode Sider og noget, der undskylder de modsatte -- og hvo tør paastaae, at der ei blandt vore nøieste Omgangsvenner er en og anden, om hvilken kunde siges efter Visens Ord, at der                  "vilde smukke Ting opdages,                 kunde man i deres Hjerter see.    Nei, min gode Moer Koren! leve med Alle, men leve i Fortrolighed med Faa, i ligegyldige Ting oversee, hvad Manden ellers er, naar han kun der er, hvad han bør være, men iøvrigt ikke tage Deel i de Ugudeliges Raad og ikke gaae paa "Synderes Vei", det er nok den sande Leveviisdom, som s.71   man hverken for Gud eller Mennesker tør blues ved at be- kjende sig til. 28de September.    Mad. Lange blev begravet. Efter Tilbagekomsten til Sørgehuset var det sædvanlige Gjæstebud. Man aad og drak med stor Appetit og førte ret fornøielige Discurser. Jeg tog ingen Deel i disse, men anstillede i Stilhed mine Betragt- ninger. Jeg tænkte paa de glade Øieblikke, jeg og min Fa- milie nu i syv Aar havde nydt i dette Huus, hvilket jeg som Gjæst uden Tvivl idag betraadte for sidste Gang, den oprig- tige Velvillie, der fra den første Dag viistes os af denne elskværdige Families talrige Kreds, hvis Lemmer nu allesam- men enten hvile i Graven eller snart vandre adspredte her og der, komme aldrig mere i selskabelig Forbindelse med os, og ophøre vel om kort Tid at være vore Venner. Med Mindets og Savnets længselsfulde Sukke betragtede jeg dette om faa Uger øde Huus, hvor huuslig Dyd og huuslig Lyk- salighed i flere Decennier har havt et af de skjønneste Temp- ler, der i det store Christiania opreistes for disse vore vel- gjørende Skytsaander, og nu, hvilke Guddomme mon nu vil flytte derind? Saa fremtrængte sig ogsaa for min Sjel den store Tanke om Død og Grav, og det ubekjendte Land bag Graven. Nylig vandrede hun blandt os, vor fromme Ven- inde, og hvor er hun nu? Og vi, som om kort eller længe alle skulle vandre ad denne dunkle Vei, sidde her sorgløse og æde og drikke og tale om de Franskes Fremskridt i Rusland og om Napoleons Planer -- vi sidde her i et Sørgehuus, hvorfra nys en Moders, en Venindes afsjelede Støv er hen- baaret -- her sidde vi, og hvor mange af os tænke paa Livets Flygtighed og Gravens Mulm og det, som venter paa hiin Side af den? 29de September.    Torsdagsconfirmanderne vare idag for sidste Gang hos s.72   mig. Jeg holder altid en liden Afskedstale til dem, og det lykkes mig tidt ved den at udpresse Taarer af mangt ei Øie. Det mærkede jeg intet til idag. Der er overalt ingen af de Børn, for hvilke jeg fortrinligen kunde interessere mig. Hjer- tets inderlige Deeltagelse i Underviisningen sporer jeg alt sjeldnere og sjeldnere hos mine Confirmander. Er Grunden hos mig eller hos dem? Ere mine Formaninger nu mindre varme og rørende? Er min egen Stemning saadan, at hine blide Følelser ei fra mig kunne forplantes til dem! Maaskee! men ogsaa her maa jeg tildeels anklage Tidsalderen. Mit Hjerte er uforandret. I Eenrum ere mine Følelser ømme og stærke, som da Ynglingen for henimod 20 Aar siden med sværmende Forhaabninger traadte ind i Lærerstanden,5 men ogsaa kun i Eenrum, thi den Verden, der omgiver mig, vilde ansee det for en Daarlighed, og derved er jeg vant til alt mere og mere at indslutte dem i min Barm. Jeg tør, jeg kan ikke lade nogen see i mit Inderste, og dermed tillukkes mit Hjerte, naar jeg er blandt Mennesker. Endog der, hvor jeg burde aabne det, og kunde gjøre det, uden at spottes: hos mine Lærlinge, ja hos mine Børn, yttrer jeg denne Til- bageholdenhed. Eene, kun for Gud og mig selv tør jeg ganske vise mig som jeg er. 30te September.    Onsdagsconfirmanderne tog jeg da ogsaa i Morges Af- skeed med. Himmel, hvilke jammerlige Mennesker! Mit Hjerte bløder ved Tanken om, at saadanne herefter skulle ansees for voxne og oplyste Christne -- og dog kan maaskee deres Bane s.73   blive ligesaa politisk og moralsk hæderlig som deres, der kan besvare hvert Spørgsmaal med Færdighed. Vi svæve i en sørgelig Labyrinth, hvor det gjælder at bestemme Oplysningens Følger. Dømme vi a priori, da finde vi, at adskilligt ufeil- bart maa være anderledes, end vi a posteriori erfare det at være.    Da vi i Ordbogscommissionen havde Ordet "engelsk", sagde Wulfsberg: "Det er nu et fiendtligt Navn; vil vor Konge sit eget Bedste, er det maaskee om 14 Dage et ven- skabeligt." Det turde nu med Guds Hjælp blive Løgn, og ad en meget længere Omvei kunde vel Napoleons Seire skaffe os en varigere Fred, end den, en combineret Flaades Trudsler kunde tilveiebringe os. 1ste October.    I Selskab med Juell6 kjørte jeg til Asker, hvor Mødet i Anledning af det nye Indkomstregulativ var berammet. Før os var kommen Sognepræsten til Lier, Hr. Leckve, min fordums mislykkede Prøveklud i Manuductionsvæsenet. Han er vist neppe i nogen Henseende en udmærket Mand, og havde altsaa en besynderlig Stjerne, da han som Præst i det famøse Kautokeino fik Lier Kald, medens hans Formand, Rein, var Capellan i Schieberg. Han var voxen Bondekarl,7 da han begynte at studere, og seer endnu mere ud som Gaardskarl end som Præst i en af Norges skjønneste Egne, mellem to af dets meest elegante Kjøbstæder. Strax efter kom Schmidt og i Selskab med ham den raske, ædle og for- standige Præsten Holst i Røgen; derpaa Capellanen i Asker, Fleischer, som synes at være den personificerede Økonomie, og endelig Præsten Mørch fra Hurum, utrættelig Oldgrandsker, men forresten intet. Om Ventilationerne melder jeg intet. s.74   For min egen Skyld er Sagen mig heel uinteressant, næsten ubehagelig. Jeg vil troe, jeg vinder i Indtægt, men dog er den forrige Oppebørselsmaade mig kjærere. Jeg, som aldrig har accorderet, aldrig fordret, men modtaget, hvad Enhver gav mig med god Villie, og dog har, endog i Forhold til Tiderne, betydelig Embedsindtægt, jeg vil neppe finde Glæde i herefter at anskaffe mig de Mandtal og holde den Control og afgive de Restancelister til Øvrigheden, hvorved jeg kom- mer i et mere og ikke mindre afhængigt Forhold end før. Mørch var en vældig, men ikke meget consequent eller tæn- kende Opponent mod de nye Forslag. Holst talte med sund Forstand, som den erfarne og med sin nærværende Stilling tilfredse Mand. Meest interesserede i de Ting, jeg arme Synder netop kjender af Navn, viiste sig Videnskabsmændene Schmidt og Neumann samt min Collega Juell, der i denne Tid, da det Timeliges Administration er Hovedsagen, quali- ficerede sig langt bedre end jeg til at være Sognepræst. 3die October.    Efter længere Tids Forløb besøgte jeg i Formiddag den ærværdige, gamle Frue Dühring. Der kan ikke tænkes en skjønnere og lærerigere Aandsnydelse end at see og tale med denne Enke, der fattig, gammel og svag, ene med en aldrende Tjenestepige, iøvrigt uden Slægt og uden fortrolige Venner, viser en Tilfredshed -- ak! som vi andre midt i Lykkens Skjød ved den ringeste Modgang saa letteligen taber. Jeg burde oftere gaa i denne Skole, for at lære Taalmodighed, lære selv at udøve de Dyder, jeg rørende og eftertrykkelig forstaaer at indprente andre, men hvorpaa jeg dog ikke altid selv er mine Børn og Tjenestefolk noget følgeværdigt Mønster. 6te October.    I Selskab med Wulfsberg kjørte jeg i Ankers store holstenske Vogn med fire Heste foran til Bogstad. Vi fandt s.75   Kammerherren syg af Gigt. Forhandlingerne om Bondeven- nerne vare ubetydelige. Bordconversationen var tom og trist; der taltes ikke et skjemtsomt Ord, der proponeredes ikke en Skaal, end mindre istemtes Sang. Efter Bordet besaae vi først nogle Landskaber, alle af Ankers Eiendomme, hvormed Voigt i denne Tid decorerer Væggene i et af Stadsværelserne; siden vare vi ude ved en meget kunstig Tærskemaskine, som for 2 Aar siden har kostet 20,000 Rd. Hvad den Mand har for uvurderlige Eiendomme, og hvor han, som Wulfsberg sagde, behøver mange Bygninger for at faae Rum i Verden! Ak, maaskee om kort Tid nøies han med en saare liden Bolig! 8de October.    Posten bragte den Efterretning, at den kjæreste af mine Confirmander i 19 Embedsaar, den saare elskværdige Hans Emanuel Wexels er død efter 4 Ugers Sygdom. Dig, mit Hjertes Yndling! gjaldt da den sørgende Anelse, jeg for 8 Aar siden tolkede i Schouboes Institut, da du stod der blandt de fremvoxende Ynglinge, blomstrende og haabefuld? Agt- værdig ved Kundskaber, men fremfor alt ved dit rene Hjerte og dine blide Sæder, yndet af Enhver, som kjendte dig, elsket af en Pige, hvis Tab i denne forvendte Tidsalder vanskelig vil kunne oprettes, døde du i Overgangen fra Ynglings- til Manddomsaarene, og med døer vel ogsaa snart dit Minde og dit Navn. Og nu en Contrast! To Timer efterat jeg havde modtaget dette Dødsbudskab, var jeg i Møllergaden for at berette Jomfru Schumann, som nu er saa svag, at hun ikke kan komme i Kirken. Hun er 85 Aar gammel, har henlevet denne lange Tid i Fattigdom og mangehaande Modgang, maatte i en lang Række af Aar pleie en ældgammel Fader og en blind Søster, og lever nu næsten blot ved Kammer- herre Rosenkrantz's Godhed! Wexels døde i sit 25de Aar, og hun kan endnu i sit 85de ikke see Enden paa sin møi- somme Vandring. s.76   9de October.    Jeg har foretaget mig i mine Fredagsprædikener at gjennemgaae Vers for Vers Johannes Evangelium, hvorved jeg da aldrig kan være forlegen for Text. Efter Ordenen havde jeg idag 1. Cap. 37 -- 41 V., der ikke synes meget frugtbare, men som dog gav mig Anledning til det for Dagens Communicanter heel passende Thema: Vor Pligt at kjende Jesus, at følge ham og at blive hos ham.    Efter min Hjemkomst fra Kirken fik jeg Brev fra min Moder. Det paa falske Rygter uudtømmelige Bergen har længe moret sig med det Daarekistesnak, at jeg skulde blive Sognepræst til Korskirken; dette har man nu endelig modi- ficeret derhen, at der skulde følge med Expectance paa Bispe- stolen. Provst Munch,8 ville de vide, har taget sin Ansøgning tilbage, da hans Organ er for svagt og uskjønt. Det skulde han vide, denne veltalende og i sig selv ikke lidet indtagne Mand! 10de October.    Biskoppen har udstedt en lang Formaning til Præste- skabet at vaage over Ungdommens Religionsunderviisning, hvorved da ogsaa Katechisationen lægges os paa Hjerte, og tilføies, at naar en af Delene, Prædiken eller Katechisation, for Tidens Skyld maa forkortes, dette da maa være Prædi- kenen -- aldeles i Tidsalderens Aand og en ny Opmuntring til mig at fortsætte min homiletiske Afhandling, naar jeg engang faaer Tid. Man skulde troe, jeg har nok af den, men det veed Gud, jeg ikke har. 12te October.    Jeg fik et Brev fra Stiftsdirectionen med Anmodning om at arbeide mod den Uorden, der avler saa megen Colli- s.77   sion mellem de sammenstødende Naboemenigheder: Byen, Slottet, Aggers og Opslo. Til denne som til flere specielle og generelle Bispeformaninger, inclusive den berømte epistola encyclica, som jeg til min Forundring hører skal virkelig meest være Bechs "Machwerk", kan jeg ikke sige stort andet end gjentage Abrahamsons:            "Naar Viismand prædiker for dig tidt,           saa buk!           Skjøndt du det har med din Barnesko slidt,           saa buk!"    Hvad andet kan jeg gjøre her? i det høieste endnu lægge til:            "Kun Skade                 for Blæk og Pen og for de skjønne rene Blade!" 13de October.    Bestandig Regn. Det vilde være en ligegyldig Sag, ubehagelig for Reisende, men iøvrigt passende til Aarstiden, naar ikke den skrækkelige Tanke var, at vist mere end den halve Afgrøde i Landet staaer endnu paa Marken, meget af den endog umoden paa Straaet, og kan da aldrig blive Menneskeføde. Gud hjælpe vort arme Land! det prøves haardeligen, og faae vi ei betydelig Tilførsel (ville Englæn- derne tillade den, er den vel at haabe, thi Høsten i Danmark har været overmaade god), maa man vente de ynkværdigste Optrin. I vore Egne kunne vi maaskee faae de fornødne Kornvarer for umaadelig høie Priser, men hvad skal der blive af Fjeldbygderne? 15de October.    Der er ingen Dag saa aldeles tabt for mig som den, jeg tilbringer i Fattigcommissionen. Det er og Hovedaar- sagen, hvorfor den ventede Forandring ved Slotskaldet er mig saa ønskelig, da jeg derved befries for et Arbeide, som er lige trættende og utaknemmeligt, der udsætter lige meget s.78   for Chicane og for Ansvar. Jeg misunder ret Juell, der ordentlig synes at forrette det con amore, og den besynder- lige Omstændighed, hvormed han kan udbrede sig over en- hver Ting, er mig i lige Grad ubegribelig og uopnaaelig. Imidlertid troer jeg, det er muligt at fatte sig meget kortere end min gode Ven gjør, og trods al min Ulyst og Udygtig- hed til det Væsen, har jeg uden Tvivl et Talent at bringe Tingene til Endelighed, som han ikke besidder eller i det mindste ikke anvender. Men det, hvori Juell er mig aldeles uerstattelig, er hans Taalmodighed og Nøiagtighed i Regn- skabsvæsenet; deri kan jeg aldrig blive hans Lige. Han viste mig i Morges en Seddel fra Hans Hauge, som er bleven Inspecteur i Saugenes District, saa slet baade i Orthographie og Stiil, at jeg ikke begriber, hvorledes den Mand har faaet de Bøger skrevne, som roulere under hans Navn. At de i andre Henseender intet due, vedkommer ikke den Sag, men Bekjendtskab med og Omhu i at skrive sit Modersmaal røber dog den Forfatter, og saa godt et Brev kunde min Niels skrive. Jeg forstaaer det ikke, thi at nogen litterat Mand i hans Navn skulde have skrevet alt det Sludder, eller at han skulde have havt en Haandskriver og blot dicteret denne, kan jeg heller ikke troe. Ogsaa fortalte Juell, at der i Aggers Sogneselskabs første Sam- ling paa Frøen igaar havde hersket en meget raa og vild Tone, og at den Colletske Kreds, der vel hører til den fine Verden, men udmærker sig ikke ved fine Sæder, havde ført Ordet med Støi og Skraal og uteerlige Viser, samt gjort sig lystig over Verten, som vel er en indbildsk og naragtig Person med megen manqueret Levemaade, men som vist ikke bliver en Smule klo- gere ved slig Adfærd, men derimod letteligen kunde bevæges til at nægte Selskabet sit Huus til Samlingssted, og saaledes sætte det i ny Forlegenhed. 17de October.    Wulfsberg forelæste mig en Tale, han vilde holde paa s.79   Kathedralskolen i den saa hemmelighedsfuldt bebudede Forsam- ling, hvor "Ting af yderste Vigtighed for Selskabet for Norges Vel" skulde afgjøres. Det angik Contingentens Forhøielse, og Talen var fortræffelig i sit Slags. Der sagdes ret djærve Sandheder, men med saa megen Klogskab og Delicatesse, at ingen af dem, de angik, kunde føle sig stødt derover; enhver Indvending, der kunde gjøres, var gaaet imøde med Fiinhed og Styrke. Jeg beundrede og lykønskede ret Wulfsberg, men, som jeg hører, fik han Skam til Takke. Det var som For- mand i Sognecommissionen han talte, efter Districtscommis- sionens Opmuntring, hvilken igjen grundede sig paa en Di- rectionsskrivelse. Ikke desmindre bleve Rosenkrantz og Bispen som Direktionens Medlemmer smækvrede. Biskopen spurgte Assessor Krog, hvo der bemyndigede Sognecommissionen til at tale i hele Selskabets Navn; Rosenkrantz gik strax bort, omtrent en Snees af de tilstedeværende Medlemmer tegnede sig for forhøiet Bidrag, men iøvrigt udrettedes for den Gang intet. Der er maaskee begaaet en Formalitetsfeil, men Hoved- grunden til denne Misnøie fra Magnaternes Side var nok, fra Rosenkrantz's Forlegenhed og Udygtighed til strax at kunne orientere sig i Sagen, fra Bech's saaret Ærekjærhed over, at han ikke blev indbuden til at holde Talen. Han vil være vor første Taler; en pinlig Bevidsthed siger ham, at han ikke er det, og naar man nu lader ham føle, at det i Publicum ogsaa erkjendes, fnyser han, men for ikke at give sig alt for blot, skjuler han sig bag Autoritetens Ægide og vil indbilde Folk, at det kun er som Embedsmand, han føler sig krænket. 18de October.    I Classesamlingen leverede Biskoppen mig til Gjennem- læsning et Forslag til Indkomstregulativ for Fredrikshald og Fredrikstad, og der berammedes en Præstesamling i Byens Kirke paa Tirsdag, hvor der skal ventileres om et Forslag for Christiania. Det Fredrikshaldske har den Hovedfeil, at s.80   alt der er anslaaet til Penge, hvis Værd er saa høiligen precair. I nærværende Tid vilde Forslagets Udførelse være høist fordeelagtigt for Præsterne; ogsaa om Dyrheden frem- deles skulde tiltage, forbedredes deres Kaar i det Hele; men naar Pengene igjen fik noget af deres tabte Værdie, blev det et ubilligt og for mange utaaleligt Paalæg, som igjen maatte omgjøres. Dette behøves ei, naar, efter Wulfsbergs Mening, Offeret anslaaes i Byg efter Capitelstaxten; da stiger eller falder det efter Fornødenhedernes til- og aftagende Priis, og Byepræsterne havde, tilligemed deres større Uafhængighed, en Betryggelse om at faae, hvad dem tilkommer, hvilken de nu mangle. Paa Ministerialforretninger bør nok aldeles ingen Taxt sættes, da Præsterne herved vel snarere vilde tabe end vinde. -- Jeg fik tilsendt et nyt Dagbogshefte fra Moer Koren, af hvilket jeg maa afskrive en Tirade om Jean Paul: "Denne Digter maa man læse flere Gange, for at suge al Honningen af hans ambrosialske Blomster, som dog selv ved den tiende Udsugning intet har tabt af sin Sødhed, er snarere bleven endnu sødere." Habeat sibi! 19de October.    Hos Biskop9 Lumholtz var Samling af Administratorerne for Saugbankens Fattighuus, blandt hvilke jeg uværdig ogsaa er, skjøndt jeg aldrig har seet dette Fattighuus eller veed, hvor det ligger. Forhandlingen bragte intet Resultat for Dagbogen, undtagen, at Lumholtz, medens vi samledes, yt- trede sin Harme over Contingentens Forhøielse i Selskabet for Norges Vel, ligesom jeg og maa anføre den Synderlighed, at i hans, den erklærede Korthaders Huus, hvor der i en lang Række af Aar aldrig spiltes i de største Selskaber, fandtes paa en afliggende Comode: Ny og fuldstændig Spillebog! s.81   20de October.    Den store Forsamling i Capitlet i Byens Kirke holdtes da idag. Bispen præsiderede; derimod udeblev Lumholtz, vist- nok blot af Caprice, skjøndt under Paaskud af Forretninger. Alle de andre til Byen, Slottet og Opslo hørende Præster indfandt sig, og desuden af Fremmede: Pastor Bull fra Fredriksværn, do. Bull fra Drøbak, Tybring fra Drammen, Lund fra Tangen, Hansen fra Fredrikstad, Provst Sartz fra Laurvigen (en godmodig og interessant Mand, der til sin øvrige Rigdom nu ogsaa har faaet de 50,000 i Classelotte- riet), Finkenhagen fra Kongsberg og Schmidt. Som almin- delig Grundregel for Kjøbstadspræsternes større Indtægter fastsattes: At alt skal beregnes i Byg, betalt i Penge efter Capitelstaxt; enhver skal opgive sit Offer i de gode Tider til 1807 inclusive, denne Sum reduceres til Byg efter nærvæ- rende Capitelstaxt, og ligesaa mange Tønder skal han have efter nærværende. Disse skulle reparteres efter Bygningstaxt eller Gaardenes Assurance i Brandcassen -- altsammen desværre Arabisk for mig, men nok, naar jeg faaer de for- høiede Indkomster. I Henseende til Ministerialforretninger deeltes Menighederne i 4 eller 5 Classer, og for hver be- stemtes, hvor mange Tønder, Skjæpper eller Fjerdingkar Byg der skulde gives for en Brudevielse, en Barnedaab og en Jordpaakastelse. Fra Enhver skal nu indkomme særeget For- slag, grundede paa denne Basis og lempede efter det Locale i hans Embedskreds. Ligesom Mørch paa Asker, saa var og Dr. Garmann10 her den egentlige Oppositionsmand, og begges Indvendinger vare omtrent lige kloge. Det er en Ynk at see, hvor ringe Mutterwitz og Verdenskundskab den gode -- vir- kelig gode Garmann er forsynet med. Biskoppen ansaae ham i Begyndelsen for Lumholtz's Emissair og afbeed ham lidt s.82   ulempeligen; siden mærkedes det tydeligen, at han talede af sig selv, ligesom fordum Pilatus. Disputerlysten tabte sig efterhaanden hos alle, da Spisetiden nærmede sig, og Slut- ningen affeiedes i vel megen Geschvindighed. Bispen indbød os alle. 21de October.    Jeg var indbuden til Wulfsberg, hvor ogsaa, foruden Schmidt, vare: Biskoppen, Provst Sartz, begge Præster Bull og Katechet Stenersen. Ogsaa nu var (som overalt, hvor Schmidt er) Sang ved Bordet, men det havde ingen ret Art. Den selskabelige Munterhed, som Sangen skal fremme og nære, kan aldrig trives, hvor mellem hver Vise politiske, øko- nomiske og deslige Discurser føres; man synger for at synge, ikke for at glædes, og Vinen kunde ligesaa gjerne drikkes under dybeste Taushed. Schmidts idelige Gjentagelse af de samme svenske Viser, uden at vore mange gode danske komme i Betragtning, staaer mig heller ikke an. Efter Bordet havde jeg en Samtale med Stenersen om private Declamatorier, som jeg meget ønskede kunde indføres blandt vore meest dannede Mænd og Ynglinge: Munch, Wulfsberg, Tandberg, Stenersen selv o. fl., og han deeltog af Hjertet i dette Ønske. Siden havde jeg en lang Conference under fire Øine med Biskoppen om den projecterede Forandring med Byens, Slottets og Aggers Menigheder, om Aftensangs Afskaffelse, om Vigtigheden af den offentlige Cultus og Christianiensernes Ulyst til at deel- tage i denne o. desl. Under saadanne private Samtaler viser Bech sig fra en meget baade elsk- og agtværdig Side. Der spores intet af den myndige, hierarchiske Tone, som han end ikke i de muntreste Vennesamquem aldeles kan aflægge.    Iaften opførtes Udstyret, men efter den Beskrivelse, jeg har faaet over Spillet, er jeg glad ved ikke at have seet dette Stykke, der blot vilde gjenkalde mig ubehagelige Erin- dringer, især om afdøde John Collett, som spillede Amt- s.83   mandens Rolle saa aldeles mesterligen, at jeg aldrig har seet noget fuldkomnere. 22de October.    Det frøs saaledes inat, at der imorges var Iis paa mine Vinduer. Imidlertid var Landmanden glad over dette Veir, som dog snart fik Ende, thi inden Aften regnede det som sædvanligt. 23de October.    Saaledes som iaften i vor lille Kreds finder jeg Schmidt overmaade interessant og elskværdig. Til andre Tider, naar han meest feteres af andre, opdager jeg Svagheder hos ham, hvoriblandt især, at han saa ofte fortæller, hvad han har sagt til hiin Stormand, hvorledes han har ydmyget denne Praler, hvorledes han har truet en Næsviis med Prygl og virkelig udført Trudselen o. s. v. Jeg ønskede ret, at Leilighed kunde gives ham til at sige eller udføre noget saadant i min Nærværelse, thi saa ofte jeg har været i Selskab med ham, har jeg aldrig erfaret noget Lignende, og i saadanne Ting er jeg nu engang en empirisk Person, som gjerne vil see, førend jeg ret kan troe. 25de October.    Jeg hørte idag for første Gang Katechet Stenersen præ- dike. Som theologisk, philosophisk, poetisk Forelæsning i den nyeste Smag for et dannet Auditorium havde hans Prædiken umiskjendeligt Værd, men som Folketale for den lille For- samling, der hørte ham idag, fandt jeg den aldeles hensigts- stridig. Den handlede om de to Riger, det jordiske og det himmelske. Det jordiske var et fordømt Rige. Jorden og dens Mennesker rakkede han ynkeligen til (det gjorde ogsaa jeg i mine yngre Dage), men den hele Afdeling var saa Schellingsk-mystisk, at Døderlein og jeg ingenlunde forstod ham tilfulde. De øvrige Tilhørere forstod da vel ikke et eneste Ord deraf. Skildringen af det himmelske Rige laae s.84   mere indenfor Homileternes almindelige Sphære. Han skal engang have sagt, at han ikke ønsker eller stræber efter at forstaaes af sine Tilhørere; Meningen skulde da vel være, at han blot vil fremkalde Følelser, men ikke at tale om, hvor aldeles urigtigt Begreb den Prædikant danner sig om Folkelærerens Kald, der forsmaaer at virke paa Tilhørernes Forstand, saa vil nok ikke end hiint lykkes Stenersen. Frem- sagt af en Biskop Hagerup, en Nordal Brun, en Gutfeldt vilde Prædikenen uden Tvivl gjort Effect; deslige store Talere vide saaledes at henrive Tilhørerne ved deres udvortes Fore- drag, at man glemmer, hvad der siges, og blot dvæler ved Maaden, hvorpaa det vorder sagt. Men disse Talegaver har ikke Stenersen, og faaer dem vel neppe. Hans Stemme er fuld og ren, men (som han selv i Middags tilstod) ikke bøielig; Monotone i Foredraget kan altsaa ikke undgaaes, og af Armbevægelser gjør han aldeles ingen. Det gjør mig overmaade ondt, at denne ædle, elskværdige, indsigtsfulde Yngling er geraadet paa en saadan Afvei, og endnu mere ondt gjør det mig, at han saa stædigen er overbeviist om, at denne Vei er den rette, at en Engel fra Himlen neppe kunde afdrage ham fra den Tanke. Saaledes prædiker sandelig hverken Mynster eller Grundtvig -- de to eneste af den Skole, hvis Prædikener ere trykte. Og høiligen er det at beklage, at selv en Stenersen skal henhøre blandt det imita- torum pecus, der efteraber Mesternes Feil, uden at kunne naae deres Fuldkommenheder. Borch11 synes ogsaa efter Ind- trædelsesprædikenen i Aggers (Kirke) at dømme at ville prædike i samme Maneer; men han forekommer mig at være blandt dem, der, efter Ordsproget, vide, at Byen hedder Snerpe, men ikke hvor den snerper hen; det veed dog Stenersen. 1  tilbake Her boede Cancellisekretær og Sorenskriver over øvre Romerike Johan Koren, Pavels's Venindes, Digterinden Christiane Korens Mand. 2  tilbake Henrik Andreas Mørch, res. Cap. til Ullensaker. 3  tilbake Christiane Lange, f. Holst, Enke efter Magazinforvalter Alex. Lange og Bedstemoder til Rigsarchivar Chr. Lange. 4  tilbake Ole Pihl, der ved en feilagtig Expedition var bleven titulær Pro- fessor, var en fhv. Præst i Christiania, der var gaaet over i Han- delsstanden (Forf. Lex.). 5  tilbake Smlgn. Pavels's Autobiographi S. 99: "Inddysset i min Ung- doms søde Drøm om Menneskets voxende Forædling, hvoraf jeg siden er vaagnet, besteg jeg aldrig Prædikestolen uden med det favre Haab, at ogsaa den Times Arbeide skulde bidrage til at fremskynde den Guldalder, til at opføre den Bygning, jeg troskyldigen haabede om faa Aar skulde fuldendes." 6  tilbake Peder Willumsen Juell, res. Cap. til Aker og Akershus Slot 1801 -- 1814. 7  tilbake fra Ulvig i Hardanger, se Erlandsen, Tromsø St. Geistl., S. 16. 8  tilbake Den senere Biskop Joh. Storm Munch, der dengang var i Unaade og uden Embede, men s. A. af Grev Wedel blev kaldet til Sogne- præst til Sande. 9  tilbake Stiftsprovst L. Havde Titel af Biskop. 10  tilbake Res. Cap. til Vor Frelsers Kirke (Forf. Lex.). 11  tilbake Abraham Borch (siden Sognepræst til Kongsberg), var 1812 bleven Pavels's Capellan pro loco. Han var en Slægtning af Stenersen.

bla bakover

bla videre