| s.395 |
Lidt om politiske Partier.
Af B.B.(jørnson.)
("Oplandenes Avis", 8. Juni, 19. Juni, 26. Juni, 1875.)
Fra jeg deltog i Drøftelsen af Dagens Spørgsmaal, følte
jeg, at alene en kraftig Parti-Organisation kunde bringe Klar-
hed, skabe bevidste Valg, ærlige Valgte og sikre Sagernes
Skjæbne. Jeg har aldrig forladt denne Anskuelse, skjønt jeg
har læst mange Fremstillinger mod den, lige fra Dr. Rie-
dels i München til Prof. Hammerichs i Danmark eller Prof.
Monrads i Norge.
Jeg skal ikke tage det op med disse Herrer i teoretiske
Bevisførelser, de forekommer mig overmaade ufrugtbare.
Sagen maa redes ud i det sjælelige, saaledes som dette be-
stemmes af Tidens Forhold. Der er andre Mænd, som nu
deltager i det offentlige end under Enevoldsherredømmet,
ogsaa andre end dem, som mødte i de første samlende
Nationalforsamlinger. Andre Forholde opdrog dem, andre
Krav stilles til dem, andre Fristelser omringer dem, andre
Kranse vinker dem, ved Siden af det, som evigt blir det
samme; - men behandler man Spørgsmaalet om "Partier
eller ei", saa maa det ses i Forhold til den ny Tid og en
politisk Mands Pligter og Farer i den.
Jeg vil da sige først, hvad jeg - ikke forstaar ved "Parti"
og Partimænd. Jeg forstaar ikke Koteri og Koterimænd,
det som hin amerikanske Skjald sigtede til, hvem Terman-
sen ifjor indledede for Folketidendens Læsere. Jeg forstaar
ikke med "Parti" det Forbund blandt slu Mænd, som under
et eller andet Partis Flag fisker efter Embeder og kjøb-
|
| s.396 | slaar om Sager. Slige Udvækster kan trives, indtil et Folks
Moral og Skjøn blir stærkt nok til at slaa dem af. De sva-
rer i de konstitutionelle Stater nøiagtig til det, man i de
monarkiske Enevolds-Stater kaldte Kongens Yndlinge og
Mætresser, og som satte sig som sugende Polyper paa Sy-
stemet. Den monarkiske Enevoldsstat kunde aldrig blive
dem kvit; det staar til at se, om den konstitutionelle Stat
kan blive kvit sine.
Med Parti forstaar jeg, at Mænd samler sig om bestemte
Sager til Statens Tarv, og at de giver hinanden Haand paa
at gjennemføre dem. De kan samle sig fra forskjellige
Livssyn; thi der er flere saadanne, som fører til samme
Maal i Lovform. En god Kristen og en fuldstændig Anti-
krist kan være enige om at faa ophævet kirkelige Tvangs-
love, og kan slutte Forbund om ved bestemte Forholds-
regler at faa disse afskaffede. Parti bliver det imidlertid
først, naar de kan ene sig om flere saadanne, d.v.s. væsent-
lige Sager. Og de maa blive enige baade om Sagerne og
om Maaden at tage dem paa; den sidste kan undertiden
være meget vigtig.
En Partimand er da den, som her gaar med, altsaa i
flere Sager staar Last og Brast med Ligetænkende. Ændrer
han Overbevisning underveis, saa spørges det, om han
eller Partiet finder dette saa gjennemgaaende, at Sam-
arbeidet af den Grund maa ophøre, eller om alene det
enkelte Spørgsmaal for hans Vedkommende skal sættes
aabent. Kommer et Spørgsmaal til, som ikke er optaget
paa Programmet, og heller ikke saa lige til kan siges at
ligge i dets Aand, maa det overlægges, om det skal holdes
aabent, og naar den enkelte kræver det, saa er det ogsaa for
ham et aabent Spørgsmaal. En anden Sag er det, om det
Foreliggende, uden at være optaget paa Programmet, plud-
selig faar en særegen Betydning for Partiets Stilling. Saa
vigtig kan Sagen være, at for dens Skyld maa Partiet gjerne
tage Skade eller endog sprænges; men der er en Mængde
Sager, hvis Gjennemdrivelse i Øieblikket paa langt nær ikke
er saa vigtig for Statens Tarv, som det: at opretholde et
stærkt, indflydelsesrigt Parti. De fleste Medlemmer i et af
de store Partier i den nuværende franske Nationalforsam-
ling har maattet gjøre Afkald paa Afkald ligeoverfor det
langt Vigtigere at holde Partiet sammen, saa det kunde
sikres en Indflydelse paa Frankrigs Fremtid i den for dem
ønskelige Aand. Havde Mændene i venstre Centrum eller
i det republikanske Venstre, Nationalforsamlingens hæder-
ligste, konsekventeste Gruppe, ikke gjort disse Afkald, saa
|
| s.397 | havde Frankrig idag ikke været Republik under Lovens
kraftige Styre, men Keiserdom eller Kongedom under Ene-
vældets Luner og Jesuitismens Tilfældigheder.
Og hermed mener jeg at have sagt, hvad jeg forstaar
ved politisk Parti og politiske Partimænd, og at have næv-
net de væsentligste ydre Betingelser, hvorunder de som
saadanne har at tage Beslutninger.
Man vil heraf skjønne, at det at gaa ind i et Parti stil-
ler stærke Krav til Politikerens Dømmekraft og Samvittig-
hed. Det gjælder at holde god Udkig!
Og saa blir da Spørgsmaalet (og dette forekommer mig
at være det afgjørende): er der større Fare for Politikerens
Karakter og Overbevisning inden et Parti end udenfor det?
Kan han lettere redde eller endog udvikle en Karakter og
Overbevisning indenfor det end udenfor det? - For at be-
svare dette, maa vi tage Forholdene, som de vitterlig er
idag, altsaa stige ned til Valgkampene og gaa ind til Natio-
nalforsamlingens Afstemninger.
Jeg har ikke hørt, at der ved nordiske Valg bruges Be-
stikkelser. Der kan hist og her klages over noget, der ligner
det; men saa forsvindende, at man ikke tør tage det med i
en Oversigt over de Bevæggrunde, som i Norden fører Folk
til Valgene.
Det er ikke "Massen", som her møder op. Thi med
dette Ord mener man jo at betegne det uopløste, sammen-
klumpede Menneskestof, hvoraf Omstændighederne dels
gjør Trældyr, dels Forbrydere, og som man kan drive om
som Faar, snart ved at lokke, snart ved at skræmme. Tiden
er altfor dyr, til at slige uden Betaling for det skulde møde
til Valg, og anden Interesse end Egeninteresse har "Mas-
sen" jo ikke. Vi tør uden videre antage, at de fleste Frem-
mødende her i Norden er der, fordi de aandelig eller hjær-
telig har Del i det, som skal ske. Faktisk ser vi ogsaa, at
Stemmerne falder ikke spredt, men ordnede, - det store
Overtal paa bestemte Partimænd. Heraf tør sluttes, at de
fleste Vælgere allerede har Partimeninger. Saa længe har
Kampen om folkeligt Selvstyre alt været gaaende i Norden,
at det heller ikke godt kunde være anderledes.
Spørgsmaalet, om her skal være Parti eller ei, har
Nordens Folk altsaa allerede besvaret, og det med stort
Overtal bekræftende. Jeg anfører ikke dette som noget i
Sagen afgjørende; thi et Folk kan feile, men som en Kjends-
|
| s.398 | gjerning, der tyder paa, at Tidsforholdene maa have gjort
Sagen til en Nødvendighed.
Vi følger nu to Mænd til Valgkampene, en Partimand
og en Ikke-Partimand; vi forudsætter om begge, at de har
een eller flere Sager, for hvilke de søger Vælgere og Valgte.
Partimanden holder Møde med de indflydelsesrigeste inden
Partiet og med selve Partiet i almindelige Sammenkomster.
Den, som søger et Resultat gjennem Valg, han maa arbeide
sammen med andre; derfor ser vi ogsaa Ikke-Partimanden
at sondre og forberede Stemningen, om ogsaa ad en møi-
sommeligere Vei. Men vi antager, de begge tilsidst staar
foran samme Vilkaar: det at maatte rette sin Mening en
Smule efter andres; thi dette er den almindelige Lod, hvor
mange skal arbeide sammen.
Her er da den Udvei for begge: at stemme "vildt" eller
slet ikke at stemme. Det siger sig selv, at Ikke-Partimanden
heller griber til en saadan end Parti-Manden, som nu en-
gang er vant til at efterstræbe et Resultat og altsaa heller
tager noget end intet. Dette i det Ydre; men i det Indre
har de samtidig gjennemløbet en høist forskjellig Bane!
De søgte begge at drage andre over til sig; men stødte
begge paa dem, der forsøgte det samme med dem. En ud-
præget Partimand fristes imidlertid sjelden af Mænd, som
tænker det modsatte af ham; thi Partimænd gaar saadanne
Hværvere helst af Veien, da de af Erfaring ved, at Partiet
holder fast. Men de tager sit Mon igjen, naar de træffer paa
dem, der staar "fri", og som altid "stemmer efter sin Over-
bevisning", og som "hader de falske Alliancer"! Foran Valg,
som foran Afstemninger i Nationalforsamlingen, prøver alle
Farvers Blade og alle herværende Tunger at faa ham fat,
alle fristende Arme at hægte i hans. Det regner over ham
med Smigrerier, Selskaber, Skaaltaler, og i visse Tilfælde
med Tilbud. For ham bagtales de andre, i ham ser man
det sidste og store afgjørende! Er her Sandsynlighed for
Fald, hvilket Fald er da sværest, enten det, forledt af Ven-
ner at gaa for langt for det, man sammen med dem elsker,
- eller at falde i de Garn, som min Sags Modstandere
spænder? og er her kun Tale om Fristelse, hvem fristes
sværest, enten den, som staar i en Venneskare, hvor der
altid findes Erfaring, ældre end min, altid nogen, som har
Livssyn fælles med mig, altid nogen, som støtter mig, naar
Fristelsen er der, - end den som har valgt at staa alene?
Ligesom inden "Menigheden" (dette Ord taget som Fæl-
lesskab i Tro) Overbevisningen styrkes i den Overlægning,
som der af sig selv uden Ophør spinder sin Traad, saaledes
|
| s.399 | inden Partiet. En Partimand er altid "rustet" som det hed-
der, altsaa stærk i sig selv. Men denne Styrke øges ved de
andres hjælpende Agtpaagivenhed. Man huske, at et Parti
er sammensat af Mænd, der har lidt og ofret for det Pro-
gram, som ogsaa er dit. De har Ret til, som de har Skjøn
paa at kræve Ansvars-Følelse af sine Medforbundne.
Hvem yder nu den, der staar alene, en lignende Tje-
neste? Trængte han den ikke endnu mere, han som har
forsmaaet at belægge sin Overbevisning i noget udvortes
Fæste? Som ikke har faaet den idelige Udredning af alle
vedkommende Spørgsmaal? Som ikke har øvet sig selv op
i den Troskab, som samfældt Seir og samfældt Tab giver?
Jo, svares der: den samlede offentlige Mening yder ham
denne Tjeneste; den raader ham, og den dømmer ham. Ja,
hvorledes? Den offentlige Mening er bare en sjælden Gang
samlet - og da er den kommanderende for alle, for Par-
tiet som for Ikke-Partiet. I Reglen er den mangerøstet, -
og hvilken af dens mange Røster jeg skal støtte med min,
se, det er jo netop Spørgsmaalet! Den dømmer os alle til-
sidst, det er sandt. Forudsat, at dens Dom er sand, - Dom-
men kommer dog altid efter Udfaldet, og er som oftest
saare afhængig af dette; men det var forud, at jeg trængte
den.
Dog - hvem siger, at Ikke-Partimanden ikke ogsaa har
Venner, som kan raade, og det bedre, nemlig upartiske
Venner, hvilket Partimanden ikke har? Dette Indkast, som
ofte gjøres, minder stærkt om den Sætning: Hør paa den
udenforstaaende uinteresseredes Mening! I al Verden hvor-
ledes kan den raade mig godt, som er udenfor staaende,
altsaa ingen Kjærlighed, ingen af den udsprungen For-
staaelse har? Hin kjødelige Menneskealder, som vi for en
Stund siden er kommet ud af, kunde have Brug for en slig
Begrebs-Gilding, en af de mange paa Vagt foran den for-
budte Herlighed. Men vor Tid vil nok heller have fat i den
Indenforstaaende og Interesserede, vel vidende, at alene der
erhverves Forstaaelsen.
Bedre end den, der ingen Kjærlighed har, raader den,
der har den samme som jeg, og bedst den, hvis Kjærlighed
udgaar af samme Livssyn som mit. Og Opsigt (til hvilken
vi allesammen trænger) øver den bedst, der har samme
Ansvar som jeg.
Med andre Ord: Den politiske Partidannelse byder
bedre Disciplin, og dette er for mig det afgjørende.
(Af dansk Folket.)
|
| s.400 |
Af hvem angribes Parti-Disiplinen stærkest? Af dem,
som stærkest fordrer Skole-Disiplinen, Hær-Disiplinen, Em-
beds- og Kirke-Disiplinen. Er dette ikke en Modsigelse?
Aa nei. De tilhører i Regelen Landenes Hersker-Ringe, som
faar sin Vilje fræmmet ved Skolens, Hærens, Embedsmæn-
denes og Kirkens Disiplin, men sin Vilje fortrædiget ved
den ærgerlige Parti-Disiplin, - som de forresten intet har
imod inden sit eget Parti!
Oplysningen og Friheden har i vore Dage skabt et Myl-
der af indbyrdes stridige Opfattelser, og dette igjen et Krav
til Disiplin, som nu er blevet Ordenes Vagtraab fra Insti-
tution til Institution og fra Stat til Stat.
Den romansk-katholske Opfatning af Disiplinen er, som
kjendt, den med alle mulige Midler at styrke "Autoriteten",
hvorfor vi har set Paven blive gjort "ufeilbar" i disse samme
Dage, og Europas høieste Aristokrati at ty ind under denne
"eneste" Autoritet, ja som i England, at skifte Tro for hur-
tigst mulig ved sit lokkende Exempel at faa den store
Mængde til at følge efter! Vi har set Forsøg paa at gjøre
Militær-Autoriteten til en Afgud, Stats-Autoriteten i Kongens
Person til en endnu større, i gammel, middelaldersk Stil;
- kort vi har set den samme Trang og den samme Frygt,
selv i protestantiske Lande, at ty til det romanskkatolske
udvortes Autoritetsvæsen som Disiplinens sande og eneste
Kilde. Protestantismen er i sin Forfærdelse blevet sig selv
utro.
Protestantismen begyndte dog for tre hundrede Aar
siden med at sætte Sandheden over Autoriteten og at fælde
denne i Pavens Person for at redde Sandheden, ligesom de
protestantiske Folk i Trediveaarskrigens Rædsler, i Hol-
lændernes Oprør, i Englændernes Kamp mod Stuarterne
reiste sig mod den Autoritet, som krænkede deres høiere
Ret. Protestanterne vovede at indtage et umiddelbart For-
hold til sin Gud og til hans Vilje i den givne Lov, og denne
satte de over al Autoritet. Protestantisk opfattet er Disi-
plinen altsaa Troskab mod given Lov, givet Forhold, given
Aftale; det er Samvittigheden, som forpligter og fortolker,
ingen udvortes Afgud. Istedetfor et blindt Undergivenheds-
forhold til en Person kræver Protestantismen et Ansvars-
Forhold, lige for alle, selvfølgelig bygget paa lige Ret for
alle. I Kirken giver Menigheden Loven, i Staten Borgeren.
Dette laa som Spire i den, og saa har det udviklet sig i de
helt eller overveiende protestantiske Lande, i England, Hol-
land, Nord-Amerika, Schweitz, nu ogsaa i de skandinaviske
|
| s.401 | Lande og i Tyskland. Hvor noget endnu mangler, der skjøn-
ner vi dog Udviklingen paa Forhaand; katolske Indflydelser
kan opholde den, men ikke afbryde den.
Det er altsaa borgerlig talt, i Medansvarligheden at den
protestantiske Stat søger Disiplinens Kilde, og dette forud-
sætter en bestandig voksende Anstrængelse for almen Op-
lysning og for at uddele Retten mere ligelig, saa Pligten
ogsaa kan blive det.
Den protestantiske Familie-Opdragelse maa, hvis den er
rigtig, saa tidlig som mulig have dette for Øie. Den maa
ikke kræve den blinde Lydighed, men den forstaaende;
Barnet maa erterhaanden faa Følelse af Ansvar og derfor
maa dets Selvbestemmelse opdrages og styrkes i sin Evne,
mens den ledes i sin Ytring. Barnet maa føle den Ting: at
lyde - at være dets Ære, undertiden en virkelig Daad; og
det: at ikke lyde, hvor noget urigtigt er befalende, at være
endnu større. Skolen maa fortsætte dette og ikke alene i
det historiske Foredrag styrke det ved lysende Eksempler,
men i Vaabenøvelse lære Børnene at lyde selvvalgte Sty-
rere og at sætte sin Ære i at gjøre det. Kirkens Undervis-
ning (som jeg for min Del helst vil have skilt fra Skolens)
maa som Hjemmets pege paa den evige Kilde til al Lov og
al Lydighed og lære Barnet at faa denne Kilde inderlig, evig
kjær. Men saa maa ogsaa den militære Disiplin komme til
- ikke som en stump, dump "Ordre" af et træt, ærgerligt
Sind; men som en fortsat aandelig og hjærtelig Paavirk-
ning, saa Forholdet "at lyde" bevarer sig som kjært og ære-
fuldt. Som det sædvanlig nu gaar til, er det i Militærtjene-
sten at Disiplinen tabes og en hyklet eller sløv Form for
den i Stedet vindes.
Ud af Militærtjenesten træder i vor Tid Manden som
Borger ind i det politiske Liv, hvor han som stemmeberet-
tiget kaldes til at røste, og hvor Valgagitationen med alle
sine Fristelser gjennem Bladene, Talerne, Partimændene
straks omringer ham. Og her skulde Disiplinen pludselig
ophøre eller vel endog være skadelig? Her skal han rangle
om alene uden Støtte af Ligesindede, uden Kontrol af poli-
tiske Venner og af den overlegne Erfaring, som vel altid
findes inden et politisk Selskab?
Dette tør man nok ikke ligefrem sige; men man paa-
staar, at den politiske Partidisiplin, som den faktisk fore-
findes i og udenfor Nationalforsamlingen, ingen indbyrdes
Disiplin er, men et Kommandoforhold mellem Ledere og
de Ledede, og det er mod dette, man ivrer; man er pludse-
lig bleven "protestantisk" i sin Opfattelse af Disiplinen!
|
| s.402 |
Ligesaa lidt som Historien til i Dag er et Produkt af nogle
faa Mænds Ledning (skjønt Aandsaristokraterne elsker at frem-
stille det saa), men er et Produkt af et samfældt, intellektuelt
og moralsk Arbeide, hvis høieste Udslag enkelte Individer har
været, - ligesaa lidt og endnu mindre kan noget nu eller
herefter politisk ske, der ikke udgaar af en mere og mindre
almindelig Trang, hvilken udruster den enkelte med hans
Evne og Myndighed, men tillige giver ham hans Begræns-
ning. Den Folkeleder, som i vore Dage vilde gaa længer
end Folket havde Forstaaelse til at følge, han skulde
endnu stærkere end hans ulykkelige Forgjængere i forrige
Tider, faa føle, hvor langt han kom! Men endnu mere gjæl-
der dette om en Nutidens Partileder, saasom et Parti har
samlet sig omkring bestemte Ting, som det af Hjertet vil
have. Selv den største Partifører maa finde sig i ligesaa
meget at ledes som at lede. Jeg tør appellere til Partierfa-
ringen!
Sig, at Lederen afhænger af de Valgte, de Valgte af Væl-
gerne; dette er lige saa sandt som at sætte den omvendte
Skala; thi de afhænger af hverandre - og alle af For-
holdene.
Opsigten med dig øves inden hele dit Parti, - stærkere
inden din egen Valgring og, hvis du er valgt, stærkest blandt
dine Tingkammerater. Og skulde nogen af disse ville tilgive
dig i Partiets Interesse, - Modstanderne vilde straks være
over dig!
Ti den, som viser Evne til Samhold, har derved faaet
Betydning, og han iagttages skarpt. Ingen Politiker er under
den Opsigt af Venner og Fiender som Partimanden.
Opsigten vilde blive for stærk maaske og blæse os over-
ende, hvis ikke Partiet gav andet og mere. Jeg minder den
Begynder som var i Fare i Debatten, om hvad han følte,
da der første Gang kom Hjælp fra en erfaren, koldblodig
Kjæmpe! Jeg minder dig, som i Offentligheden var forfulgt,
om hvad du følte, da Vennerne kom og gav dig Agtelse og
gav dig at smage af sin Troskab og gav dig Ære af sin Ære!
Men jeg minder ogsaa om den hjælpende Oplysning, de
lempelige Raad, som ofte reiste dig af dine Tvivl. Det gjæl-
der nemlig om den fælles Kjærlighed som om det fælles
Ansvar, at de altid er tidsnok paafærde; thi de er altid
bekymrede.
Politiken er en vovsom Bane; den som føler Kald til
den, bør søge den Støtte han kan faa. Enkelte kan ifølge
sin Natur ikke deltage i et politisk Parti (jeg skal senere
komme til dem). Men de fleste kan det. Det politiske Parti
|
| s.403 | er vistnok ingen fuldkommen Institution, en saadan gives
nu engang ikke; derfor ser vi ogsaa, at det kan huse Indi-
vider, der heller ikke er fuldkomne. Men at det politiske
Parti efter Forholdenes Medfør byder Politikeren den bedste
Sikkerhed for at bevare sit Hjærtelag, udvikle sin Karakter
og Viden, derom tror jeg ikke, der med Rette kan tvivles.
Der er sagt, at Sagernes Behandling lider under Parti-
Organisationen; thi de fleste behandles forud i Parti-Møder,
altsaa ensidig, og selv i Nationalforsamlingen møder nu til
Dags helst Partisyn mod Partisyn. Om Grundigheden og-
saa mødte op, hvad nyttede det til? Udfaldet er jo opgjort
i Forveien!
Dette gjælder da i alle Fald alle Partisager, d. v. s. saa-
danne, for hvis Skyld jeg er Politiker, og min Mening om
dem ændrer jeg vel ikke efter at Modstanderen har snakket
i dem. Skulde ny Oplysninger og ny Forhold føre det med,
- vel, saa tør man vel tro, at saa mange Fornuftige findes
inden hvert Parti, at Sagen ogsaa tages under ny og følge-
rig Behandling.
Men hin Fordring til Grundighed og vidtløftig Debat,
som Partierne skal kunne tilintetgjøre, den taaler vel at
sees efter.
Først Grundigheden! Denne bør helst være sikret i Sa-
gens Forudbehandling af Fagmænd, og i at Sagen atter og
atter er skjænket Almenhedens Opmærksomhed, før den
kommer i Thinget. Hvor sker dette saaledes som der, hvor
Partier har dannet sig? Dannelsen af et Parti virker jo som
Indfaldet af en Hær i et hidtil fredeligt Folk; man griber
til Vaaben for ikke ved hines Samhold selv at blive de sva-
gere; lærde Mænd, indflydelsesrige Mænd, som i Politiken
neppe gad røre sig, kommer og gjør Tjeneste i Blade, Strids-
skrifter, Forsamlinger og Samtaler!
Men ligesaa bred, ja overvældende Sagens Behandling
er blevet udenfor Tinget, ligesaa knap bliver den forholds-
vis i dette. I den franske Nationalforsamling har de største
Sagers Behandling ikke varet en Eftermiddag! Er dette et
Tab?
I de første Nationalforsamlinger havde Debatten en
Indflydelse, som den senere har tabt. Dengang var alt nyt,
Mændene, Talerkunsten, Teorierne, Forholdene; man kunde
idelig overraskes og bortføres. Hvem kan ellers forklare
sig flere Afstemninger inden de første franske Nationalfor-
samlinger eller - for at tage et nærmere Eksempel - inden
Rigsforsamlingen paa Eidsvold?
For at tale med Macaulay: den politiske Talerkunst er
|
| s.404 | et "farligt" Vaaben. Mindre i vore Dage, hvor alt, som en-
gang var nyt, er studeret, og flere Indehavere af Kunsten
og Kundskaberne kan mødes. Men dog altid farlig - mest
ved de saakaldte "Oplysninger" og "Belysninger", der ikke
altid paa Stedet kan modlægges.
Men jo mindre Tilfældigt i en Nationalforsamlings Af-
gjørelser desto bedre! Og mod det Tilfældige, i Form af
"Bænkeforslag", overraskende Afstemninger efter over-
raskende "Oplysninger" eller i Form af en pludselig "Pa-
nik", som ikke sjælden forekommer, og som kan drive ær-
lige Mænd fra hinanden, - mod saadant sikrer Partierne
mere end noget andet.
De sikrer mod den største og styggeste "Tilfældighed",
hin underhaands Tuskhandel, denne Farsot inden Forsam-
linger, hvis Partier ikke er organiserede. Partier kan offent-
lig og ærlig søge Overenskomst paa Programmets Grund,
hyldende Sætningen: bedre noget end intet. Men de kan
ikke drive Handel med Fædrelandets Sager; det vilde blive
et for frygteligt Vaaben i Modstandernes Hænder; der vilde
ogsaa altid findes Retskaffenhed nok inden Partiet til straks
at slaa saadant Forsøg ned: - Disiplinen vilde mælde sig!
Men den "fri" Enkeltmand, som altid "stemmer efter
sin Overbevisning", og som skyr "de falske Allianser?" -
Hvem kan kontrollere ham, naar han sikrer sig en Stemme
for sin Jernbane, sit Havneanlæg, sin Pensionssøger, mod
at love den anden (og de andre) sin Stemme for deres Jern-
bane, Havneanlæg, Pensionssøger, ja ofte for Sager af høi
medborgerlig Interesse, den de cynisk nok bragte i Tusk-
handel mod f. Eks. et par Tusind Kroner mere til en
Kommunesag! Hvem er med ved Champagne-Middagene
og Kvælds-Toddyen? Hvem kan kontrollere en "Overbevis-
ning", som er saa "fri" for alle "falske Allianser"?
Over dette Kapitel har mere end een hæderlig svensk
og norsk Politiker været harm.
Parti-Dannelsen fører Politikens baade Sager og Perso-
ner ind paa sikrere Baner og Nationalforsamlingens korte
Debat er som en Afspeiling deraf. De forskjellige Folke-
meninger afgiver her Møde gjennem Partierne, hvis valgte
Ordførere lægger dem frem. Hvilken Deltagelse vinder ikke
saadan Debat ved sin Vægt og Præsision fremfor de ende-
løse Forelæsningsdebatter i en Sal, hvor Partierne ikke har
vundet Organisation?
Det større Liv, Partierne fører med sig, har man dad-
let. Ikke saa meget for de Udskeielser, som kan følge baade
inden- og udenfor Nationalforsamlingen (thi dette kan en-
|
| s.405 | delig bæres!), som fordi det bryder ind til Folk, som vil
have Fred, og fordi det leves paa Kost af saa meget andet
Godt.
Men lidt Forstyrrelse tør man maaske finde sig i, naar
samtidig Tusinde vækkes til Deltagelse i Fædrelandets Ve
og Vel, som ellers aldrig vilde have løftet Øinene op fra
den "Trillebør", hvori de havde sat sit Gods og sin Familie,
trillende hver sin Vei. - At derimod dette Liv leves paa
Kost af andet Godt, ja det kan alene Historien afgjøre, -
og hvad viser den os? Den viser os, at det, som har Over-
vægten i et Folks Interesse, alene har det til sin Tid. Saa
afløses det af noget andet. Har Politiken den nu, saa maa
det være grundet i en Nødvendighed. Vi maa ikke være
utaalmodige, men tværtom med størst mulig Deltagelse
fremskynde Afløsningen. Lad os gjennemleve det stort, saa
det næste ogsaa kan komme stort! Det ene er altid det
andets Forberedelse og Betingelse.
Er dette sandt, da er det ogsaa sandt, at Parti-Organi-
sationen, som er Politikens høieste Udtryk i størst Delta-
gelse baade af Aand og Mængde, viser sig som en Folke-
kraft, spaaende om kommende Tider!
Men (saa læres der), Politiken hærjer et Menneskes
Sind, og da har det ingen Fortsættelse. Der er imidlertid
den Forskjel paa et Menneske og paa et Folk, at i dette er
det ny Kræfter, som fortsætter, styrket og lært af de fore-
gaaendes Kamp1.
Assosiations-Aanden, Trangen til at samle sig i Selskab
med dem, der ønsker det samme, er over hele Verden i
aandelig og materiel Forretning. Det var dog underligt, om
den alene i Politiken var en Synd og Skade, om Parti-
Politiken alene var den Kraft, som, hvor den fik Overtaget,
udtærede de andre.
Vi ser i Nord-Amerika, hvor dens Overtag en Stund
har været absolut, at samtidig har den private Opofrelse
gjort mere for Oplysning end i tilsvarende Tidsrum i alle
Europas Folk tilsammentagne!
Sandt nok, at meget andet har faaet vente. Men at
Amerika endnu har Misbrug, vi efter Aarhundreders Møie
|
| s.406 | endelig er blevet nogenlunde kvit, eller at der savnes et og
andet, vi længst har, lad ikke det hindre os i at se, at af
det stærke politiske Liv driver allerede nu Spirer op til en
Literatur, som lover at blive vældig! Kræfterne er der!
(Dansk Folketid.)
Det ligger udenfor min Opgave denne Gang at eftervise,
hvilke Naturer og hvilke Forhold ener sig om at befolke
de forskjellige Partihøider i Landet, og hvor forskjellig
Vilkaarene arter sig inden de forskjellige. Derimod lig-
ger det inden Opgaven, og jeg har lovet det, at pege paa
de Mænd, som ifølge sin Natur er fuldkommen uskikkede
til at gaa med i nogetsomhelst Parti. Jeg mener ikke dem,
der overhovedet er uskikket for Politik men de til politisk
Parti uskikkede, ret og slet. Jeg vil bare "pege" paa dem;
ti de kjendes straks. Vi ser Mænd med en slig Livlighed,
at de i Dag staar der, hvor de i Gaar ansaa det for en For-
brydelse at staa; - enten af en halft opblandet, for dem
selv næsten umærkelig Beregning, eller af aldeles ingen, -
i begge Fald drevet af hin indre Uro, der ikke kan samle
sig i blivende Aandsforhold, og hvis Liv derfor er en Flyt-
ning ledsaget af Brud, Raseri, Forfølgelse - og Forsoning!
Vi ser Mænd af ualmindelig Begavelse, med en Aandens
Elastisitet, som kan omspænde og gjennemleve saa at sige
alle Muligheder, ogsaa for et Øieblik synes at ville dvæle i
en enkelt, ja at ville kjæmpe for den; men som Dagen efter
bryder op derfra, ganske forskrækket over at nogen kunde
betragte dem som bosiddende og ville slaa sig ned ved
Siden af dem. Den eneste Leilighed, ved hvilken du -
maaske til din Skade; ti de eier en dyb Egenkjærlighedens
Braad! - kan komme til at føle, at de virkelig har en
Villie, det er hvor du prøver at faa denne fat, for at fæste
den i et Ansvar.
Der er Mænd, som alene har sin halve Tænkning og
halve Vilie før og flot; den anden Halvdel er fast. Bedst
som de er med, saa staar de! Der er Forholde bag dem,
du ikke ser; de sidder fast i disse, som i en Jordvold; bare
den halve Del af Mennesket er udgravet. Lad dem sidde!
Der er Mænd som gjør samme Indtryk, som de ny
Fotografi-Billeder, disse med Lys og Skygge, hvori f. E.
Næsetippen glimrer med magisk Glans og noget af et
Øie og en Pande; Resten ligger som i sort Uld, ikke
engang Omridset er tydeligt. Disse mystiske Naturer,
af hvem der gaar Glimt, kan stundom synes klare
|
| s.407 | som ingen andre, - for i næste Øieblik at forsvinde i en
Sky. Det meste, de eier, fæster i dunkle Dogmer, i Erfa-
ringssætninger, som for andre kan synes de mest tilfældige,
i Sympatier og Antipatier, - i Ordsprog og Versstumper;
de er retskafne som Aristides, men uberegnelige som Billed-
vekselen hos en af Profeterne.
Der er Mænd af en saa hæftig radikal Natur, at de
synes at leve af bare Brændenælder og Dynamit. De eks-
ploderer i hvert Øieblik, de drives straks til den yderste
Yderlighed, og den allerubetydeligste Lidenhed kan have
denne kolossale Virkning. Besynderlig nok, er dette i Reglen
meget godmodige, og hvad der maaske synes endnu under-
ligere, høist begavede Naturer; men jeg vælger med Flid
Ordet "Naturer" - og siger ikke hvorfor.
Der er Mænd, for hvem Livet, altsaa ogsaa hver Sag,
som Livet giver, er et Arbeide, en ordnet Prosedure med
saa og saa mange Pro imod saa og saa mange Contra,
hvorimellem deres Overveielse er Ballansen. Disse Mænd
stemmer med alle Partier, taler langt og klogt om næsten
enhver Sag; men kjender - i Stedet for Livet alene dets
Papir-Aftryk, d. v. s. Dokumenter, Love, historiske Aktstykker
og Regne-Opgjør.
Der er Mænd, for hvem mer end Halvdelen af det, der
sker eller siges, er en personlig Fornærmelse, Egoister,
hvis Interesse, Forfængelighed eller Sygelighed hindrer dem
i at enes med nogen anden.
Der er Mænd saa fornemme og for det meste rige, at
de ingen tager i Haand uden at tænke derved: Er det og-
saa rigtigt? At interessere sig saa stærkt for en Sag, at de
for dens Skyld kunde findes i et Parti, overlader de til
grovere Naturer.
Der er dem, som har Skræk for alle "Overdrivelser",
og som saadanne betragter de alt, hvori der kan gaa Ild.
Der er dem, som aldrig kan give andre Ret i mere end i
Halvdelen. Hvor de gjør af den anden Halvdel, er ufor-
staaeligt. Man finder den sandsynligvis efter deres Død.
Der findes flere Afarter end de her paapegede, men om
de nævnte, som om de ikke nævnte, gjælder det, at kun
enkelte af dem naar op til at repræsentere en Valgring; de
fleste standser i Politiken paa Vælgernes og Bladskrivernes
Trin. Der kan de imidlertid gjøre Skade nok, - de fleste
dog ikke længere, end til de blir kjendte.2
|
| s.408 |
Nu ser jeg imidlertid mange af Læserne sætte spør-
gende Ansigter op, idet de savner en hel Art, der ellers af
alle er med Ærbødighed antegnet, nemlig deres, der staar
over Partierne.
Jeg maa da ligesaa godt straks bekjende det, at efter
min Mening maa denne Art lægges til den forhistoriske
Tid, for saa vidt den er mere end en Fabelart, ti hværken
i Historiens eller Livets Ring har jeg mødt et eneste saa-
dant Eksemplar, saa mange der ogsaa, især foran politiske
Valg eller efter vedkommendes Død, er blevet præsenteret
som et saadant.
Jeg har set Mænd, der stod udenfor Partierne, fordi
hines Mellemværende ikke morede dem, ikke beskjæftigede
dem, ikke vedkom dem, eller fordi de fra et høiere Stand-
punkt tænkte at kunne se ned paa dem, som paa en Vild-
farelse. Udenfor Partierne staar overhovedet den, som in-
gen Part har i Striden: mellem Partierne den, som snart gaar
med et andet; men over Partierne staar alene den, som Gjen-
standen vedkommer og beskjæftiger, men paa et saa overlegent
Omraade, at han derifra uden Fordom, uden Lidenskab kan
deltage, forudsigende alt som sker, ja hvis han i Følge sin
Stilling har Magt dertil, lede det did, han vil! Denne Gude-
ro og Gudeklarhed er et skjønt, drømt Menneske-Ideal;
men jeg spørger: hvor i Historien stod han, den upartiske
Partiske, den uinteresserede Interesserede, den varme Kolde,
den profetiske Kloge, som ledede Døgnets Strid oven over
Hovederne paa Samtidens Vildfarelser? - Allerede før er
nævnt, at saa sammenhængsløst i Forhold til sin Tid lever
intet Menneske (selv ikke de største), at de kan aande i en
Luft for sig. Vi ved jo af Historien, at der har været
Mænd, om hvilke man har troet (fordi de saa stærkt troede
det om sig selv), at de stod over Samtidens Evne til at
følge og forstaa, jeg nævner Napoleon den første. Hvor
forfærdeligt maatte ikke han og de vaagne af denne Vild-
farelse? Der gives andre Historiens Heroer, som synes os
at have staaet saa, men det er fordi at deres Raad er veget
tilbage i Glemselens Nat, ligesom den Folkebevægelse, der
skabte Raadet.
Vi har uheldigvis en politisk Institution iblandt os, som
delvis er bygget paa denne Vildfarelse, det er det konstitu-
tionelle Kongedom. I Modsætning til det absolute, som
|
| s.409 | selv gav Loven og selv var Viljen, skal Overgangsformen
til Republiken, nemlig det konstitutionelle Kongedom, lade
Folket give Loven og lægge sin Vilje ind i Styrelsen, me-
dens en Enkeltmand, som skal "staa over" Partierne, skal
kunne lade Folkets Lovudkast vente paa at faa Virkelighed
eller Viljen sin Gyldighed i Øieblikket. Enten maa han
(som i England og Italien) lade være at bruge den ham
tillagte Ret, altsaa leve et Liv udenfor Partierne, eller han
maa tage Parti og gjør derved den hele Strid saa meget
mere langvarig, uklar og bitter. Det tredie, den forudsatte
Mulighed, at han skulde "staa over" Partierne, eksisterer
selvfølgelig ingensteds; jeg appellerer trøstig til Erfaringen
i Øieblikket!
Enhver Tid har arvet visse Slagord fra den foregaaende,
gamle Arvestykker eller ny. Somme af disse Sætninger
fører vi videre med os uden at kontrollere dem; andre
kan vi tabe ned ligesom af Vanvare; de komme op igjen i
en anden Tid, som faar Brug for dem. Men nogle ender
hos os! Det er nemlig saadanne, som vi ifølge vore Vil-
kaar og Overveielser kommer til at tage i Skjærsyn, veie og
finde for lette. Jeg nævner en Sætning, som den gamle
"Middelveien er gylden" (d. v. s. indbringende), men som i
de næstforegaaende Menneskealdre blev omgjort til "Middel-
veien er den bedste", og som helt op i vore Dage har faaet
Gang og Sæde i denne tilsnegne Skikkelse, følgende visse
ubestemmelige Karakterer, som til igaar ogsaa indehavde
Folkenes bedste Æresposter. I vore Dage maa den, fed af
gode Dage, indgaa i Undersøgelsen og i denne efterhaanden
sikkerlig blive mager nok. Nu ved vi det dog, at den bed-
ste er Middelveien ikke. Idealerne har atter engang reist
sig i sin Skjønhed og Strenghed, og det Arbeide, som løfter
over alt Middelværk og dets usande Magelighed, det skys
ikke længere. Ligesom Fætteren, "Sandheden ligger i
Midten" (hvor den aldrig har lagt og aldrig kommer til at
ligge, saasom Sandheden er en meget streng og meget en-
sidig Herre, slet ikke tosidig og tresidig), er Sætningen fra
Fornemhed og Adel blevet til en forfulgt og anklaget De-
linkvent, - og de ikke altfor gamle af os vil opleve dens
Dom.
Men til dette, fra Høihed til Forfølgelse, nedstyrtede
Selskab hører ogsaa Forestillingen om at "staa over Par-
tierne". Den næstforegaaende Tid har havt et saa udstrakt
Brug for dem. Ikke alene kunde man derved forsvare sin
Institution, som nu engang ifølge sit Væsen nærmest er en
Assurance for visse Stænder, men de har ogsaa med denne
|
| s.410 | brede, kongelige Mantel kunnet dels udpynte, dels skjule
sig selv, hvor de istedetfor at dukke ned i Tilstandene og
tage sig af det, som her truede det hele Samfund, befattede
sig med enkelte, det ydre Forretningsliv ordnende Love; -
da stod de over Partierne. De, der regjerede og som med
mange Slags Midler sprængte Partierne eller ved Forespei-
linger brugte dem og dog bestandig tjente egne Partiøiemed,
- de stod naturligvis ogsaa over Partierne.
Denne politiske Fortjenstmedalje kan endnu i Dag ud-
deles - i god Tro til dem, der bare staar udenfor, og med
Begeistring til dem, der ved en hændig Transaktion kan
faa to Partier til forbigaaende at ene sig eller et enkelt
Parti til at opgive en bestemt Stilling. Men vel at mærke
Udfaldet maa tjene deres eget Partiøiemed; thi ellers uddeles
Medaljen ikke!
Og synes Læseren, at jeg her har været noget streng i
Udtrykkene, saa beder jeg om, at man holder mig det til-
gode; thi jeg har for længe været Vidne til den ukontrolle-
rede Løgn, som her dreves.
Til den, som klager over Partierne og deres "Uvæsen",
bør man altid svare: tag ogsaa du Parti, saa blir det bedre!
Til den, som klager over den for megen Politik, bør man
svare: tag ogsaa du Del, saa gaar den snarere over! Vi
bør have den Tro til vort Folk at jo flere der er med, de-
sto større Overtag faar de Retskafne, og det ved vi fra før,
at jo flere et politisk Spørgsmaal kalder op - desto sna-
rere kommer man ud af den politiske Periode, og desto
rigere over i den næste.
Nu husker vi godt, at "alle" kommer aldrig med. Lige-
som der før pegtes paa dem, der er uskikkede til at gaa
med i et Parti, saaledes behøver jeg bare at minde om,
hvor mange det er, som aldrig kan komme til at tage Del
i Politik. Der gives forskrækkelige Partimennesker, der
hylder Sætningen: "hvo som ikke er med mig, han er imod
mig", og som overfuser fredsommelige Folk, der alene er
skikkede for en vis spesiel Virksomhedssfære, om over-
hovedet for nogen. Lad dem dog faa være i Fred!
Der bliver ligefuldt en stor Mængde igjen, hvis Afhol-
delse fra Folkets politiske Arbeide, man trygt kan bebreide
dem som en virkelig Synd. Og blandt dem, der tager Del,
er der atter en stor Mængde, som aldrig har gjort sig op,
at alene det politiske Parti giver i vore Forhold saavidt
muligt Sikkerhed for en Politikers Aands- og Karakterud-
vikling og for Sagernes retskafne, vækkende Behandling.
|
| s.411 |
Byder intet af de bestaaende Partier de Vilkaar, vi
attraar, saa har vi Valget mellem at træde ind med For-
behold eller at deltage i Dannelsen af et nyt. Men hellere,
hvis det er muligt, det første end det sidste! Thi mange
Partier gjør Uklarhed og al Uklarhed hæfter. Det beviser
ogsaa, at Folket har mere Trang til at hænge efter Dok-
triner og puslende Smaainteresser end til Handling.
1 tilbakeDer er alene een politisk Partikamp, som er virkelig ødelæggende
for et Folks Moral og Kraft, det er den, som føres af et Faatal under
de andres Ligegyldighed eller Kjøben-sig-fri. Den Kamp blir snart
til en Guerilla, og i den kommer Magten helst i de sletteste Hænder,
- og da tager Ingenting Slut! Jeg behøver ikke at nævne, hvor-
ledes man skal sikre sig mod den.
2 tilbake Dem, hvis private Spekulation forbyder dem at være tro mod noget
Parti, har jeg ikke villet nævne. |
\n |
|
