| s.389 |
Om Dødsstraffen.
(Af et Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson.)
("Dagbladet", 28. Juli 1874.)
- - I Italien fulgte jeg med Nøjagtighed de italienske
Aviser. Af psykologisk Interesse fulgte jeg daglig Artikelen
om Mord. Nu, da jeg for en Stund er tyet op til Syd-Tysk-
land, træffer det saa til, at jeg i tyske Aviser læser om nogle
græsselige Mord, som i Innsbruck er begaaet af nogle ita-
lienske Arbeidere, - og derevd bringes tilbage i min Er-
indring, hvad jeg med mig selv opgjorde om Dødsstraffens
Hensigtsmæssighed, medens jeg i Italien læste Debatterne
om denne Sag i det norske Storthing. Jeg har Lyst til at
meddele, hvad jeg da fandt ud - med saa stærke Indtryk
af Mord levende i mit Sind, og støttet til psykologiske Iagt-
tagelser, som jeg troede at gjøre.
Jeg maatte dele Mordene i tre Grupper. Den tredie vil
jeg foreløbig lade ud af Betragtning, og som de to første
optegne: Mord med Overlæg, Mord uden Overlæg, eller,
som jeg heller vil benævne den sidste Gruppe: Mord af
Vanvid. Thi Vanvid maa man kalde det, naar Vedkommende
ikke mere ved, hvad han gjør, - og disse Mord er i Italien
de hyppigste. Det maa for Enhver være indlysende, at Be-
stemmelser om Dødsstraf ikke hæmmer et eneste af dem.
Den, som gribes af Vanvid, bryr sig om Intet. Jeg vil give
et Par Exempler. To Brødre, som begge havde været i
Tugthuset, boede sammen med sine gamle Forældre. Den
ene var gift og havde flere Børn, den anden, en Mand paa
40 Aar, havde alene en Hund, som levede de andre
til Fortræd, men ham selv til Hygge. En Dag fandt
han sin Hund dræbt ved Gift. Saa dræber han sin Far,
sin Mor, sin Bror, hans Hustru og derpaa sig selv. Udretter
Bestemmelsen om Dødsstraffen noget ligeoverfor en gal
|
| s.390 | Mand? Et andet Exempel. En Far og en Søn, begge Smede,
stod i Sommerheden og slog med hver sin Slægge. "Det
er for galt," siger Faderen, "at jeg maa brødføde jer alle-
sammen." "Hvad," siger Sønnen, "er det ikke mig, som
maa brødføde eder alle? Uden mig gik alt her istaa." Til
Svar lader Faderen Slæggen falde over Sønnens Hoved;
han faldt død om. Derpaa gik Faderen i fuld Fortvivlelse
hen og meldte sig selv. - Som sagt, ligeoverfor saadanne Til-
fælde er Bestemmelsen om Dødsstraf fuldstændig virknings-
løs. Men en Mængde Mord falder ind under denne
Gruppe, Vanviddets Gruppe, som tilsyneladende hviler paa
Beregning; thi Beregningen er udsprunget af Vanvid. Jeg
tænker her især paa de i Italien saa hyppige Mord af Skin-
syge og Hævn. De kan være anlagte med langt, med sik-
kert Overlæg; - men det er den Selvplagte, til Vanvid
Syge, som spekulerer og som ofte med forfærdelig Nydelse
iværksætter sit mørke Forehavende.
De Mord derimod, som til Ophav har et koldt eller
varmt, men dog med Forstandens fulde Brug gjort Overlæg,
Mord for Vindings Skyld, Mord af lavere Sort Hævn,
Mord for at blive fri for en Ægteskabspagt eller en anden
Pligt, o.s.v. o.s.v. - disse Mord har alle, uden Und-
tagelse, det Mærke, at Udøveren tror at kunne berge sig,
enten ved at undvige, eller derved at det aldrig skal op-
dages, at han er Gjerningsmanden. Men dette gjør jo
Dødsstraffen i Lovbogen lige virkningsløs! Thi den, som
tror, at han kan slippe fri, han afholdes ikke ved Tanken
paa, hvad som truer. Hin forhenværende Munk, som i
Turin blev dræbt af den forhenværende Nonne og hendes
Broder, var ligefuldt blevet dræbt, om Dødsstraffen stod i
Loven eller ei. Kornhandleren maatte have ladet sit Liv,
selv om han havde havt Lovbogen med sig i Vognen, da
han havde været saa uforsigtig i den mørke Nat ogsaa at
tage Morderen med. - Den, som har Sind til det, han
dræber, naar Udsigten er lokkende, og han tror sig
sikker. Thi hertil er det alene han tager Hensyn - ikke
til Bestemmelsen i Lovbogen. Den angaar kun dem, som
som bliver grebne, - og det gjør jo ikke han!
Forsaavidt altsaa anser jeg Dødsstraffen for aldeles
unyttig, - og det unyttige Blod, det unyttigt ofrede Liv,
det er sikkerlig ikke Samfundet til Gavn, men derimod paa
mange Maader til Forbandelse.
Men her er en tredie Gruppe, som vistnok ikke i Mo-
tiverne skiller sig fra de andre, især ikke fra den sidste;
men som dannes af en moralsk lavere Art Mennesker, nem-
|
| s.391 | lig dem, jeg vil kalde Rovdyrmenneskene. Det er dem, som
gjør Mord til Haandværk, Banditternes Klasse, dem i Bjer-
gene og dem i Byerne, dem, som dræber med samme Let-
hed et Menneske, som de vælter en Sten, der ligger iveien.
Jeg tænker paa ham, der kom til et Værtshus og blev godt
behandlet af Værtinden og kunde ikke lide, at hun skulde
have nogen slet Mening om ham; han kunde nemlig ikke
betale, og saa dræbte han hende. Alle slige maa dræbes
igjen, dels fordi de sikkerlig er kommet for langt udenfor
Menneskenes bedre Vei, til at kunne bringes ind paa den igjen;
men især fordi de maa gjøres uskadelige; thi Fængslerne
er ikke sikre nok! Vi saa det nylig i Caserta, hvor femti
slige Rovdyr brød ud paa en Dag! Vi saa det nylig igjen i
Norditalien, - og hvilken Forfærdelse greb ikke alle der
omkring! - En Ven af mig talte nylig med en Bandit, som
var greben og dømt, og nu paa et Dampskib førtes til
Fængslet. Banditten skummede: "12 Aars Fængsel!" sagde
han, "og det bare for to Mord: thi flere kunde de ikke faa
ind paa mig!" Slige Bæster maa jo dræbes, og naar de
kun dømmes til tolv Aars Fængsel istedetfor standretlig at
skydes, saa staar man ved en af Hovedaarsagene til hele
Bandituvæsenet i Italien. Det er den mig saa modbydelige
barnelallende politiske Sentimentalitet, som ikke taaler Blod
- midt i en Morderkule!
Men saa vilde jeg rigtignok ogsaa, at Lovbogen skulde
sige det saa klart, at ingen kunde tage Feil af det, at det
alene er for Menneskerovdyrene, og alene af Nødværge mod
disse, at Dødsstraffen er sat.
|
\n |
|
