| s.414 |
Bjørnsons svar (paa Advokat Berents vegne
til hr. Alexander Meyer).
("Illustreret Tidende" (dansk), 16. Jan. 1876, efter "Die Gegenwart",
Jan., samme Aar.)
Hr. Alexander Meyer!
Idet jeg takker Dem for den gunstige Mening, De har
om min Charakteer, beklager jeg, at jeg ikke kjender mere
til Deres end jeg kan slutte mig til af Deres sidste Stykke:
"Die Bilanz des Herrn Tjælde".
De misbilliger, seer jeg, den Maade, hvorpaa jeg trængte
mig ind til Hr. Tjælde (hvem det gjør mig ondt atter at
maatte fremdrage for Publicum). Ja, De tvivler endog om Mu-
ligheden af, at det kan være gaaet saadan til. Hertil svarer
jeg alene, at det i min lange Praxis ikke er første Gang, Folk
har fundet Et og Andet umuligt af det, jeg kan have gjort.
Den, som stundom har den Opgave "at trænge sig ind"
i en Andens Forretning for at hindre denne i at gjøre mere
Fortræd end nødvendigt, han maa begynde med at studere
sin Mand og hans Stilling. Dette pleier jeg at gjøre med
Omhyggelighed.
Jeg vidste altsaa, med hvem jeg skulde faae at bestille.
Jeg vidste, at Hr. Tjælde for Bankernes Fuldmægtig heller
end gjerne vilde fremlægge sin - saakaldte - Bilanz; kun
maatte Paaskudet vælges med Varsomhed - ingen Tvivl
røbes fra vor Side, ingen Hensigt fra hans.
Om der samtidig bød sig frem femogtyve Udveie til at
skaffe Penge - Hr. Tjælde tog dem allesammen! Havde
han ikke i Øieblikket Brug for alle Pengene, han kunde
faae, han skabte sig det ved en ny Kalkule over en ny
Speculation; thi heri bestod jo hans Sygdom.
Altsaa: jeg vidste, han (tænkende paa Muligheden af en
ny Udvei) vilde aabne mig alle Døre paa vid Væg, og paa
den allersagteste Anmodning. Da han virkelig gjorde det
- hvem fortænker mig saa i, at jeg ogsaa gik ind og satte
mig tilrettte, ladende det derpaa komme an, hvem som var
istand til at drive mig ud igjen.
Trods Deres Grosserere og Fabrikanter i National-
theatret i Berlin - jeg finder det fremdeles ikke saa under-
ligt, at Hr. Tjælde ikke var istand dertil.
Og hvorfor det netop var over hans egen - saakaldte
|
| s.415 | - Bilanz jeg ønskede at faae ham i Tale, kan ingen med
Rette undre sig, som kjender lidt til den Sort Kjøbmænd,
hvortil Hr. Tjælde dengang desværre maatte regnes.
Dette om min "individuelle" Fremgangsmaade; nu lidt
om min "individuelle" Moral - eller for strax at sige det
- lidt om Deres.
De kan ikke indsee, at Hr. Tjælde dengang var insolvent
(ude af Stand til at klare sine Vexler); De troer, han alene
(?!) var insufficient (det vil sige, at hans Activa i længere
Tid havde været mindre end hans Passiva). Dette Deres
"alene" forskrækker mig, min Herre. Men endnu mere for-
skrækker mig Deres Antagelse, at han desuagtet burde hjel-
pes, saa han "sich über Wasser hätte halten können"!
Naar De støtter denne Antagelse paa, hvorledes Boet
stillede sig efter to à tre Aars - som jeg tør sige - god
Administration, saa tør De med saadan Beviisførelse blive
stillet isoleret.
Det gaaer nemlig ikke an at tage Boets Administration
af Bankerne, som have Penge nok til at bære dets Skov-,
Skibsbyggeri- og Bryggeri-Forretning over enhver Krise, og
som har Besindighed nok til ikke at blande fremmede
Speculations-Elementer ind - det gaaer ikke an, siger jeg,
at tage dette til Maalestok for, hvorledes Hr. Tjælde vilde
have kunnet klare sig med fremmede Penge til Kri-
sens enorme Renter, og i den evige Fristelse, som
Vanen havde gjort ham uimodstaaelig, at indblande i
Forretningerne allehaande uvedkommende
Projecter.
Til alle Tider og overalt vil sikkerlig Creditorerne (paa
hvis Vegne her skulde handles) frabede sig, at deres Inter-
esser ivaretages efter en Bedømmelse af Status, som den
De her har opstillet, og skal her endelig være Tale om
"syge" Grundsætninger, da troer jeg, at denne maa være
en af dem.
De er heller ikke tilfreds med den Værdi, hvortil jeg
reducerede Hr. Tjældes Eiendomme i Jord m. m. De be-
klager, at "die juridische und landwirthschaftliche Litera-
tur" holder det Spørgsmaal saare svævende, efter hvilke
Regler, "Grundstücke" skal gives Værdi paa en For-
retningsmands Bilanz, og tilføier, at hvis Berlins Over-
tribunal dømte efter mine, da stod al Handel i Fare.
Jeg indskrænker mig til at beklage Overtribunalet i
Berlin, som sandsynligviis hver Uge maa træffe sikker Af-
gjørelse i Noget, som "die juridische und landwirthschaft-
liche Literatur" holder hen i Usikkerhed - men mener
|
| s.416 | forøvrigt, at Huset Tjældes Affairer dengang ikke bedømtes
af nogen af disse, men af Boets Creditorer gjennem mig.
Naar jeg ikke vilde tage Laane-Objektet, som forelaa,
godt for mere, end en Realisation i Øieblikket kunde give,
saa var det ikke derfor, at jeg jo under andre Omstændig-
heder og ligeoverfor en anden Mand kunde have handlet
anderledes. Her lader sig intet almengyldigt Skjøn træffe.
Skulde jeg engang faae Æren af at ivaretage Deres Inter-
esser, min Herre, ligeoverfor en mistænkelig Debitor, haa-
ber jeg, De vil takke mig, naar mit "individuelle" Skjøn
paa Forholdene har reddet Deres Penge.
Naar De samtidig kan have Medlidenhed med den, jeg
har behandlet, og finde, jeg har været for haard, saa De
føler Dem "forstemt", tillader jeg mig at finde dette sidste
"individuelt", og min Dom herom ændres ikke derved, at
maaskee Flere føler som De.
Jeg staaer nemlig rakt imod Dem og disse Flere i det,
som De efter det Foregaaende vil have ophøiet til "sub-
stantiel sædelig Magt". Jeg er noget gammel og hører til
en strengere Skole.
Christiania den 30te December 1875.
Berent, Advocat.
|
\n |
|
