| s.226 |
[Kong Sverre.]
("Aftenbladet", 5. November 1861.)
|
| s.227 |
Hr. Redaktør!
Jeg har faaet Anledning til at følge den Aviskamp,
som "Kong Sverre" har fremkaldt i mit Hjem. Jeg har
aldrig svaret til nogen literær Kritik over mig, har heller
aldrig foranlediget et Ord skrevet til Forsvar. Hellerikke
dennegang skal jeg indblande mig deri, men jeg skal give
en Oplysning om "Kong Sverres" Historie, hvorledes den
stiller sig ligeoverfor et Forsøg paa at opfange dens Hoved-
træk dramatisk. Thi det er aabenbart, at man ikke ganske
husker dette.
Kong Sverre optraadte som Reformator. Han har
det tilfælles med alle Reformatorer, at han ingen Udgang
saa paa sit Værk. Følgelig tilbyder hans Historie paa
intet Punkt en absolut Afslutning for en Digter; thi først
med det, hvorfor Sverre levede og Kjæmpede, slutter han
for den, som skal holde sig til Ideen og ikke blot til det
Faktiske.
Men ingen Afslutning er ogsaa under visse Omstæn-
digheder en Afslutning. Var det ikke saa, vilde de fleste
Reformatorer falde udenfor Digtningens Raaderum, og dog
er det disse, som Menneskesjælen helst vil se og sysle
med; thi fra dem er det Gode tilflydt os i størst Vel-
signelse.
Naar de bukker under for sit Arbejde, dør uforstaa-
ede og som Martyrer for sin Idé, saa kastes en tragisk
|
| s.228 | Glands over deres Endeligt, og Ideen sees levende at flyve
videre fra deres Baal. Paa denne Maade har Digteren
skaffet sig æsthetisk Ret til at digte dem, og herlige Værker
er opstaaede.
Men naar der nu i Reformatorens Liv ikke er en
Stump Tragedie? Naar han dør som Luther mellem
Venner, eller som Sverre paa Kongestolen, men desuagtet
det, han levede for, ingen fast Bygning har faaet, men
har uhyre Storme ivente, hvad skal man saa gjøre? Naar
disse Mænd (Luther er i Historien deres Hovedrepræsen-
tant) byder Modstanden Humor, - naar de i værste Til-
fælde gaar alene ind til sin Gud og kommer ud igjen
som Kjæmper, naar de - saa fortvivlet som det ser ud
- alligevel ikke vil gjøre det mindste Afslag, nej, tvertom,
de spænder netop da sin Viljes Bue, begejstrede som de
er af Tro til det Allerhøjeste, - mon da ikke det: at
gaa fra dem paa et saadant Punkt, uforfærdede som de
staar der paa Bjerget, havende alt Sit med, - ogsaa er
at tegne dem mest overensstemmende med Sandheden?
Faar man ikke netop derved det bedste Begreb om deres
Storhed, - og den bedste Tro paa, at deres Idé nok
vil sejre?
To af den Sort Afslutningstanker frembyder Sverres
Historie, og efter gjentagende at have læst Historien, og
hvad der er skrevet over den, bestemte jeg mig til at
tage begge. Det er hans Kroning og hans Død.
Man kan sige, at ifølge hin Synsmaade kan ethvert
Punkt i hans Liv være lige skikket, men det følger af
sig selv, at skal Billedet blive klart, maa man tage saa-
danne, hvorpaa de fleste Omstændigheder, der har Ind-
flydelse paa Ideens Virksomhed ved ham, slaar sammen.
Døden er selvskrevet et saadant, - og hans Kroning er
det tillige. Hvad Forargelse det i Samtiden vakte at se
ham tvinge Bisperne til at krone sig, kan man forstaa
ved at læse den engelske Munk, der skrev derom og for-
talte, at Nikolaus var paa det Skrækkeligste bleven pint
dertil. Men deraf kan man ogsaa slutte, hvor vigtigt det
var Sverre at blive kronet. Og isandhed: Nikolaus blev
derved moralsk afvæbnet, før han endnu tog Vaaben:
"Det, du vil i Staten, det skal krone
det, som jeg vil, - og siden kan du gaa!"
Magnus's Æt havde Intet længer foran ham selv i
Folkets Øjne, og hans egen Æt var givet Tilsagn. Al-
mindelig Fred var der ogsaa en Stund, - indtil den
|
| s.229 | samme Historie begyndte om igjen. Læg Merke til dette
"om igjen"; thi derved har det æsthetisk tabt sin Ret til
at komme med. Man kan tage paa begge Sider af Kro-
ningen, og enten gjøre denne til Afslutning, eller Dødens
Kroning, (thi hans Død var stor og bar herligt Vidnesbyrd
om hans Saga); men man kan ikke blande det sammen
eller gjøre det Ene til det andets underordnede Moment.
Hvad nu Haakon angaar, er det naturligt, at han
kommer med; thi han var Fortsættelsen. Sverre forbe-
redte den i hans Opdragelse, som var meget streng, efter
hvad vi ser, og da Haakon, trods sit erotiske bløde Gemyt
(hans Sprogbehandling vidner om et saadant) var paa
lang Strækning i vor Historie den eneste Kongesøn, som
opnaaede saa høj Alder uden at have et eller flere Børn,
uden nogen anden os vitterlig Elskovsforbindelse end den
ene efter Faderens Død, - saa er det ret sandsynligt, at
Sverres Strenghed og Agtpaagivenhed har rammet dette
Punkt enten hovedsageligt, eller ogsaa det blandt flere.
Thi Haakon følte sig ufri, førte intet ordentligt Liv, sys-
lede med blødere Ting (Literaturen), - lige til den Dag
Faderen døde, og han rejste sig. Trods den Smerte
Faderens Strenghed havde forvoldt, viste den sig altsaa
tilslut at have været beregnet paa Gemyttet: da Staal-
fjedrene sprang af, stod han der i skjøn Form, og Haakon
blev en herlig Konge. Sverre havde brugt sine egne
stærke Midler, det var næsten paavej at gaa galt, men
det gik godt.
At jeg nu gjør Inga til Aarsag her, maa man finde
naturligt, da hun er den Eneste, Historien har sat ved
hans Side, og da Sagaens Ord "lod han bringe til sig",
synes at tyde paa, at han kjendte hende fra før. Hans
hurtige Død, der indtraf netop som han anden Gang vilde
nedover til hende, forhindrer os i at se, om han ikke
havde til Hensigt at gifte hende. Vi er, da Forholdet er
hans eneste, berettiget til at tro det Bedste, og af samme
Grund ogsaa til at drage det dybere ind i hans sjælelige
Historie.
Og Inga selv! Man vil dog gjerne se ved Siden af
den Mand, der kjæmper, det lille Guds Værktøi (saa lille,
at Folk ikke kan se det og derfor kalder det "et Til-
fælde"), som var bestemt til at give hans Sag Sejr.
Og da Poesien skal forsøge at se med saa klart et
Øje, at Intet længere bliver Tilfælde, har jeg udrustet
hende med hint Sværmeri for en stor Mand, som unge
Piger ofte har, og som i dette Tilfælde var Førstegrøden
|
| s.230 | af Folkets. Thi Folkets Kjærlighed var det dog, som
endelig tilslut hjalp Sverres Sag frem; uden denne havde
Haakon Haakonssøn ikke været sat i Højsædet i Trond-
hjem, da han endnu var Barn.
Da det nu næsten altid er saa, at det, der frelser
en stor Mand, løber hele Tiden lige ved Siden af ham
og voxer, uden at han ser det, saa lod jeg heller ikke
Sverre se Inga, og da han saa hende, sætte hende længere
fra sig og tænke, at han netop ved den Handling kom
længere frem.
Her er den historiske Opfatning, hvoraf jeg har
spundet mit Stykke. For altsaa at samle det: Sverres
Historie giver paa intet Punkt den absolute Afslut-
ning; han kan ligesaa godt paa sin Dødsdag som her
ved Kroningen, sige:
- - - det aner mig:
nu først begynder det for Alvor. -
Men to Punkter i hans Historie byder en Standsning
paa et højt og farligt Sted: Kroningen og Døden. -
Dennegang valgte jeg det Første og vilde, at det Billede,
man skulde faa af ham, skulde være: han slutter med
Begyndelsen til alle Sider, bare Begyndelse! Men han er
ikke forfærdet derover, skjønt han er ydmyg for Gud -
og jeg tror oprigtig talt, at heller ikke vi er forfærdede
for ham.
Saa har jeg ladet det første Blad i hans Sejrskrands
voxe i Inga, bæres højt af hende, til en Forjættelse for
os, - uklart som altid Pigers og Enthusiasters Sværmeri
for en stor Mand er, men dog med Guds Mening deri;
thi af den fødes saa siden den sikre, solide Begejstring,
som holder Værket. Paa Anerkjendelse beror det nemlig.
En Antydning af hin solide Slags Begejstring har vi jo i
Martin, som var Sverre en forstandig og kjærlig Hjælp.
Det gjør mig ondt, at denne Mand var engelsk, derfor
har jeg heller ikke sagt det. Og dog ligger maaske netop
deri, at han kunde være, hvad han var; thi han stod
udenfor den hæslige Partipaavirkning.
Jeg kunde fortælle mere af Sverres Historie, som jeg
har opfattet den og her benyttet den, f. Ex. paa hvilket
Tidspunkt af hans Liv det var, at det, han før straffede
med Vittighed, straffede han siden med Strenghed, paa
hvilket hans Hang til Drømmeri ophørte, og de faste
Planer traadte isteden o. s. v., o. s. v.; thi naar man paa
et og samme Tidspunkt i Sverres Liv vil have Alt det
|
| s.231 | op, som er i hans Historie, gjør man ham ikke Ret.
Sverre undergik nemlig en stor Forvandling, og den, som
fra dette, det Psykologiske, angriber mit Stykke, maa først
studere hin Forvandling.
Saameget til Vejledning for dem, som vil sammen-
holde Historien med Stykket.
Rom, 25de Oktober 1861.
Bjørnstjerne Bjørnson.
|
\n |
|
