| s.232 |
Fra Neapel.
("Aftenbladet", 11. Juni 1862).
- - Forestil dig min Glæde ved pludselig at komme
til et Sted, hvor mine Studier og deres Tvang ender af
sig selv, hvor mine Kundskaber bestaar en kort Examen
i det herværende Museum, og saa hele Dagen, Selskabet
og Solen er min, og mine Tanker kan være saa gale som
de være vil, - de ser dog noget endnu galere omkring
sig. Forestil dig dette og husk, at ligesom Andre bliver
glade indtil en Flaske Champagne, saaledes bliver jeg glad
indtil Meddelelse, saa har du Grunden til at jeg skriver.
Men spurgte Nogen mig netop nu: er det da Neapel, som
har gjort dig saa glad, vilde jeg dog et Øjeblik standse
og betænke mig; thi jeg ved bestemt, at det er Neapel
ovenpaa Rom, og ikke Neapel i og for sig, ligesom
nok i sin Tid igjen Rom vilde skinne dobbelt klar og
stor netop ved at man kom fra Neapel. Med et
Ord: det er Modsætningen, og det er saa lang Tids
Længsel efter denne Modsætning, idet man som sæd-
vanlig ikke vidste, at det var Modsætningen man savnede,
men forlangte Alt af et og samme Sted. Den klare, gode
Luft, man netop denne Vinter savnede saa bitterlig i Rom,
og den sydlandske Livlighed, man altid vil savne i Rom,
|
| s.233 | som om det var berørt af Livius's Jernpen for aldrig
mere at miste sin Ro, eller af Skjæbnens Vexel for aldrig
mere at vove en Spøg. Denne Luftens og Folkets Varme,
denne Sang i Aftenstemningernes Tid, denne Vrimmel paa
Gaden, - og saa Havet! - Havet i Bytte for den
golde Kampagne, der vel kan have en Marmorby i Hu-
kommelsen, men ikke et hvidt vuggende Sejl, ikke Farve
af en blaa Himmel, ikke Bud fra mit Hjemland - og
saa i dette Modtagelsens fyrige Øjeblik Viktor Emanuel,
der kom samtidigt; Tordenen af fire engelske og otte
franske Linjeskibe, tre italienske Fregatter samt Byens
Kasteller, drog Scenerne for to Aar siden op i Øjeblikkets
Solskin, ligesom Jubelen i Gaden, Flagene fra hvert Vindu
i de fem- og sexetages Huse tilbagetryllede Rødmen af
den Morgen, som har seet Italiens Frihed.
Den, der kom fra Rom, fik en varm Følelse af at
være kommen op i Nutiden, ligesaavel som til Syden.
Rom er Middelalderens Munkeby, navnlig i Paasken, fra
hvis pompøse Kirkefester vi netop kom. Otte Dage i For-
vejen saa vi langkjolede Domprovster vifte Paven med
udspændte Paafuglehaler, som skulde sindbilledlig betyde:
med tusinde Øjne skal du vaage over din Kirke, - nu
saa vi lasede Lazaroner, Studenter og Søfolk løbe omkring
Kongens Vogn med store Grene og trefarvede Flag, i en
Støvsky og et Slagsmaal om at komme nærmest, der alt-
sammen simpeltvæk betød: vi holder af dig!
Neapel tænker, taler og synger kun om Viktor Emanuel
og Garibaldi i dette Øjeblik, vi maa derfor ogsaa begynde
her. Garibaldi er deres Helgen endnu i levende Live,
jeg hørte fortælle, at en Sicilianer, som blev søsyg paa
Overfarten til Neapel, hele Tiden raabte: "o hellige Gari-
baldi! o, hellige, dydige Garibaldi, vil du da ikke hjælpe
mig." Naturligvis er det ikke Alle, som tror, at han er
en Helgen mod Søsyge; men er Italien Skibet, da raaber
nok Alle paa Garibaldi, hvis det en Dag gaar op med
Storm. Han maa for en Fiende vejes som en stor krigs-
førende Magt for sig selv; thi han kan fremtrylle over-
naturlige Kræfter i hver enkelt Mand. Saavidt jeg nu
kan skjønne ved at tale med Folk hernede, er det ikke
saa meget hans Mod og Udholdenhed i Italiens Tjeneste,
som at han forsmaaede Diktaturet, Æresbevisningerne, ja
selv at vise sig ved Siden af Kongen, for ej at komme
til at overstraale dennes Adkomst til Hæder, der har
grundbygget Syd-Italienernes urokkelige Tro paa Garibaldi.
Han har mere end begejstret dem, han har overrasket
|
| s.234 | dem, og de maa selv sige, han er mere end en stor
Mand, han er en brav.
Udraabere bærer omkring to Statuetter paa Neapels
Gader, en af Garibaldi, hvor han med venstre Haand
holder ud den italienske Fane og med højre peger hen
paa den anden Statuette, som forestiller Viktor Emanuel.
Denne holder venstre Haand paa sit Sværd, forresten
staar han rolig. Her er Forholdet for Neapels Vedkom-
mende. Viktor Emanuels første Adkomst til Kjærlighed i
Syd-Italienernes Hjerte er den, som Garibaldis Agtelse og
Hengivenhed for ham har aabnet; men den anden aabner
hans gode Sværd ham. Alle Fremmede, som jeg har
havt Anledning til at tale med, er blevne forundrede over
denne Konges Udvortes. De Portrætter, som vi i Norden
før kjendte af ham, gav Mistanke om en Husarkonge;
men han gjør personligt et solidt Indtryk. Hans Ansigt
er langtfra smukt med sin korte stærke Pande, de smaa
skarpe Øjne, Klumpnæsen og den store Snurbart; men
det Karakteristiske ligger i Hoveddannelsen. Han har de
fra Munden mod Ørene bredeste Kinder, som jeg endnu
har seet, og der er nogle Drag henover disse Kinder, som
giver Indtryk af ualmindelig Bestemthed. De gaar lige i
Eet med Halsen, der har en uhyre Tykkelse, og vistnok
vilde have givet et raat, tungt Udseende, hvis den ikke
bæres af et Par Skuldre, som søger sin Lige. Han er
ikke egentlig førlig, af middels Højde, dog snarere at regne
for stor. Naar han staar paa Balkonen i Bourbonernes
Slot, omgivet af sin Stab og corps diplomatique, skal just
Ingen tage fejl af Kongen. Syd-Italienerne kalder ham
uden Undtagelse "en smuk Mand", de siger altid til den
Fremmede: "hvad han dog har for et smukt Udseende!"
noget, som forresten vi vilde ombytte med et andet Ord.
Denne Skikkelse med den Slags Former er noget ganske
Nyt for Syd-Italienerne, og saa gør det jo Sit, at der
lugter Krudt af ham. Naar de klapper og raaber (her
klapper man jo altid), løfter han Hatten et Par Tommer,
men bøjer sjelden Hovedet, han forandrer ikke en Mine,
hvad ofte virker noget kjøligt i Øjeblikket; men saa ser
de paa ham en Stund, til de atter klapper.
I Vinduerne hænger Fremstillinger af de Slag, hvori
han har taget Del, med korte Beskrivelser under, som de
staar og læser højt for hinanden. Ved Palestro ordnede
han selv nogle Regimenter til Chok, og svarede dem, som
vilde holde ham tilbage: "lad mig faa være med; her er
nok at gjøre for os Allesammen!" Han kalder sine Sol-
|
| s.235 | dater: "Børn!" og jeg vil fremhæve det Træk fra San
Martino hvor Piemonteserne og han hele Dagen erobrede
sine Skandser og atter blev kastede, indtil Forstærkning
kom, og han med Hatten trykket tæt ned atter red frem
for dem bare med de Ord: "Børn vi maa have dem!" -
og det saa bar frem for ikke mere at bære tilbage.
Det Tilraab, han holder mest af, skal være at blive
kaldt: Italiens første Soldat; og han skal med samme
Tillid lade de la Marmora ordne de Rækker, hvori han
selv skal stride, som han lod sin store Minister Cavour
vove et Spil, hvori hans Krone var Indsats.
Han er, siger de, Mønstret for en konstitutionel
Konge, - se blot paa de store Kræfter, som han til alle
Sider har ladet fri Bane. At de hidindtil har arbejdet i
sjelden Enighed, skal væsentlig skyldes ham selv. Til at
betegne hans Stilling mellem dem er følgende Tildragelse
nok. Man erindre hin Periode, hvori Garibaldi kom over
til Parliamentet for at kræve Retfærdighed for sin Armee
og bedre Bestyrelse i Neapel. Man erindre de Storme,
hvori Parliamentet kastedes, og at Cavour maatte tage
Afsked, hvis disse Meninger fik Sejr. Da sendte Kongen
Bud paa Garibaldi. Denne, som har den dybeste Respekt
for Kongen, kom strax. Kongen gik imod ham, tog ham
i Haanden, førte ham op til en Dør paa den modsatte
Kant, aabnede denne, og da saaes Cavour at staa derinde
ganske alene. Nu skjød Kongen Garibaldi langsomt ind,
stængte Døren af og lod dem skjøtte sig selv. Ti Minutter
efter kom de ud Haand i Haand, og siden har aldrig
Garibaldi talt et ondt Ord om Cavour.
Her har været overordentlige Festligheder i Anled-
ning Kongens Ankomst, og for os vil Neapel staa i Glandsen
af disse. Ligefra de italienske Fregatter kom sigende ind
paa Havnen, fulgt af den franske Tredækker Bretagne og
de andre franske Linjeskibe, har her været uafbrudt Be-
vægelse, Skydning, Fyrværkerier og Flagning.
[Derpaa følger en beskrivelse af Illuminationen, Folkets Jubel, Trop-
pernes Defilering, de franske Linjeskibes Illumination og Salut og
tilslut en Bestigning af Vesuv.]
|
| s.236 |
[Det andet Brev begynder med en Beskrivelse af det første Bal,
Viktor Emanuel gav for Neapels Borgere i Bourbonernes gamle Palads.
Dernæst om Skolevæsenet i Neapel og om Brugen af Piemontesere til at
indføre Lov og orden i Syditalien.]
- - - - - - - - - - - - - - - -
Den lavere Folkeklasse i Neapel trænger rigtignok
ogsaa et Exempel. Har du nok, d. v. s. formange Penge,
saa kan du ikke finde opmærksommere, hurtigere Tjenere,
ikke mere underholdende Følge, ikke snarraadigere Hjælp;
er du tørst og træt, løber de efter Vand og bærer dit
Tøj; hviler du, synger og spiller de for dig, danser, gjør
Kunster. Men har du ikke for mange Penge, saa du maa
følge Tariffen, og hvor denne ikke existerer, et alminde-
ligt Skjøn for Arbejdets Værdi, saa finder du ikke tro-
løsere Sludske, tyvagtigere, løgnfuldere Pak. Jeg har et
Par Gange maattet banke mig frem, hvad havde en magisk
Virkning. En Mand, der vilde være "Gentleman" og først
vilde stjæle min Frakke, saa vexle mig galt en Pjaster,
maatte jeg saaledes tale Normannisk til; da forsikrede
han mig, at han havde en ladt Pistol, som han skulde
myrde mig med. Damerne blev ganske forskrækkede,
øjeblikkelig voksede han op til en saadan dæmonisk Højde,
en saadan Pathos og Larm, at jeg tænkte, jeg anden Gang
maatte tale Normannisk, - og da løb han, som havde
han ikke sagt et Ord. Napoleon den Første kjendte dem
vist godt, naar han i sit udtryksfulde Sprog sagde, at han
skulde indtage Neapel med Stokke. Men man glemmer
deres svage Side over deres gode, saasnart det lufter af
Begejstring henover dem som Masse, og over deres Flid
som Enkelte; thi Rygtet om, at dette livlige Folk er
dovent, fordi det helst gjør, hvad det har Lyst til, er en
Fejltagelse. Neapel er en sand Myretue af Arbejde, En-
hver har sit at passe fra den fillede Gut til den gamle
Kone paa Hjørnet. Tiggeri var der ikke stort af, og Til-
fredshed, Sang og Latter overalt. Dette satte i godt Hu-
mør; men snart kom du igjen i slet; thi var der noget
Usædvanligt paafærde ude paa Gaden, kunde du ringe
i en halv Time, hele Huset var løbet ud. Ingen Kon-
trakt var til at tro, ingen Tarif til at respektere, Alt du
bød paa i en Butik, havde usikre Priser: da jeg atter
|
| s.237 | satte Foden paa det franske Dampskib, var det som jeg
kom paa fast Land.
Neapels Kunst skulde man ved første Betragtning
maatte tro især havde udstrømmet i Maleri, da Alt er
Farve og Bevægelighed. Men her har de i Kunstens gode
Tid ladet sig nøje med at sværme for Andres Frembrin-
gelser. To Retninger har bevæget dem, først den, som
den vilde, naturalistiske Corravaggio og den mørke Spag-
noletti repræsenterede, dernæst den ikke mindre natura-
listiske, men bløde, drømmende, som Correggio til en saa
fuldendt Grad har udtrykt. Foran den Sidstes Billeder
sidder der den Dag idag regelmæssig Tre og kopierer paa
een Gang.1 Naar man tænker sig Correggios Spil med
Lys og Halvdunkel, hvori Farverne vellystig ubestemt
svømmer over i hinanden, ført endnu videre i Retning
af det sammenstrømmende Bevægelige, nu til smeltende
lys Inderlighed, nu til dunkel streng Dæmonik, saa staar
man i Musiken, - og der er det Neapolitaneren har fundet
Udtryk for sin Kunsttrang. Man erindre den Række store
Musikere og Sangere, som Neapel har haft, saasom Scar-
latti, der betragtes som den nyere Skoles Stifter, Per-
golese, Jomelli, Piccini (Glucks Rival i Paris i
Slutningen af forrige Aarhundrede), og blandt saamange
Andre den frugtbare Cimarosa. I vore Dage Mercadante
og Bellini. Jeg har læst om en berømt neapolitansk
Sanger, som hedte Caffarelli (født 1710), hans Med-
discipel Farinelli er bleven kjendt for os gjennem
Operetten af samme Navn. I Paris og London er der
den Dag idag neapolitanske Sangere af Berømmelse. Jeg
var i San Carlo-Theatret, en Indretning, som jeg maa be-
|
| s.238 | tragte som væsentlig Aarsag til Sangens og Musikens Ruin
i Neapel for Øjeblikket, da de sex Etager foruden Gulvet
og den uhyre Dybde ophæver al Bestræbelse for Nuance,
uden hvilken naturligvis al Kunst er umulig. Jeg var
der den Aften, Kongen var der; jeg fik foræret Billetter
til fjerde Etage, hvor de den Kveld kostede 2 Spd. Stykket,
- hvad maatte de saa ikke koste længere nede? De gav
Dans og Musik, Etiketten forbød at klappe før Kongen
klappede, og da Vittorio Emanuele slet ikke morede sig
ved disse frygtelige Anstrengelser, slog ikke to Hænder
sammen den hele Kveld, - der havde vist ikke paa
længe været saa udmærket Kritik tilstede. I deres mindre
Theatre skal de give god Komedie (saa sagde Neapoli-
tanerne), men det var for varmt til at gaa der. Jeg saa
en Mængde Afbildninger af Danserinder paa et Ben mel-
lem Garibaldis Portræt og Rafaels Madonna, hvoraf jeg
sluttede, at ogsaa i Neapel har Solodansen og Spetakel-
operaen for Øjeblikket Eneherrdømmet.
Jeg kom ofte i godt Lune ved at gaa om i Maleri-
samlingen. Det Emne, de oftest havde indkjøbt, var ube-
tinget (næst Madonna naturligvis) Judith, der skjærer
Halsen over paa den Kjeltring Holofernes. De indkjøbte
Madonnaer havde en særegen Karakter, det var helst saa-
danne, som af Kjærlighed enten kvalte eller spiste Jesus-
barnet, eller saadanne, hvor han laa og diede eller gjorde
Greb med Haanden for at hjælpe til. Og dernæst en
stor Sal fuld af nøgne Kvinder i naturlig Størrelse, fem
paa samme Billede; der var flere Exemplarer af Danaë i
Guldregnen (et vidunderligt malet af Tizian), af Venus
med og uden Amor, med og uden Adonis, Diana i Bad,
Eva i Paradis, Bacchantinder i vild Dans eller i Hvile
med Satyrer og Blomster.
Det var ondt at finde sig tilrette i Neapels Maleri-
samling. De havde en Katalog for Opsynsmændenes Reg-
ning, som kostede en halv Spd., denne maatte man kjøbe,
men saa hængte de Numrene over hver Dag, saa man
ovenikjøbet maatte betale Skjælmerne for at give Oplys-
ning. Det var mig imidlertid paafaldende, at de gik tæt
ind til Billedet for hver Gang; jeg saa nærmere efter og
fandt, at Kunstnernes Navn var skrevne fint ved Siden af
hvert Billede - til Brug for dem selv!
At omtale deres Kunstsamlinger uden som Aaben-
barelse af deres egen Aand, omtale dem efter deres indre
Værd, ligger udenfor min Opgave. Kun maa jeg faa sige,
at det, som Herculanums og Pompeji's Opgravning og
|
| s.239 | nærliggende antike Villaer og Byer havde ført til Museet,
navnlig den mageløse Samling i Bronce, og Væggemaleri-
erne, Arbejdet paa de Gamles Bohave, Smykker, Hus-
geraad, den herlige Vasesamling var mig til rig Belærelse
og varig Glæde. Pompeji selv var til mindre, end jeg
havde ventet. Naar man havde studeret Husenes Ind-
deling og Indretning, (Templernes maatte Bøgerne og Teg-
ningerne stærkt supplere), saa var det Væsentlige gjort.
Kunstskattene, Bohavet var bortført, Byen var meget liden,
ikke saameget i Udstrækning som i Bygningsmaade og
indre Forhold, Værelserne over al Maade smaa, saa det
ofte var mig som at gaa i Legestuer for Børn. Diome-
des's Villa udenfor Byen gav Anelse om noget Større;
formodentlig var den opført af en romersk Stormand,
som her søgte et Otium. De Dødes By, der her som i
Rom begyndte lige ved Stadsporten, og hvorigjennem Be-
folkningens Aftenvandring gik, kunde rigtignok ikke give
noget Begreb om den, som ligger ved Rom. Man kan jo
ikke værge sig for at føre med sig Forestillinger om det
Nye fra det Beslægtede, som man kjender; dette var vel
Aarsagen til min Skuffelse, og naar man kommer fra det
gamle Rom, glemmer man, at man saa i Pompej kommer
til en liden, langt bortliggende Provinsby, der ovenikjøbet
paany var opført i Hast efter en overgaaet Ildebrand.
Som Rejsende er det min Pligt, synes mig, at melde
om det Indtryk, jeg fik af den blaa Grotte paa Capri, da
man i Norden saa gjerne spørger efter den og tænker sig
den som Forstudie til det Underjordiske. Hvordan denne
Grotte er bleven saa berømt, er mig ufatteligt. Vist er
Vandet sælsomt blaat derinde, og saa klart at man ser
Fiskene paa Bunden, og naar en nøgen Mand hopper ud,
er de Dele af Legemet, som er over Vandfladen, ganske
sorte, og de, som er under, sølvhvide; men dette kun i
en enkelt Belysning, og noget Lignende har man da seet
før, og hvad Vandets Farve angaar, er Øjet netop i disse
Egne blevet saa mæt af naturlige og kunstige Farver, at
dette ikke slaar saa stærkt. Væg og Tagflader maa man
ikke tænke sig blaa, men almindelig hvidgraa. Dette
Sidste bidrog ikke væsentligt til at gjøre Indtrykket tarve-
ligt; men fremfor alt Andet, at man tror, man endnu er
i Aabningen, naar man er midt inde; thi saa liden er
Grotten. Capri gjør et friskt, grønklædt Indtryk. Den
Forestilling, som man bærer med sig om Tibers mørke
Humør, maa ikke forblandes med Capri selv; han var
ensom, men Capri gjør intet Indtryk af Ensomhed, hvad
|
| s.240 | umulig den Bjergø kan, der er beklædt af Vinbjerge til
de øverste Toppe, og frembyder rig Vexel for Øjet i
Sletter, Skraaninger og Høje. Dertil stærk Vin (i Paren-
thes: den Capri-Vin man drikker i Hamburg, Rom, ja
Neapel er en meget bedre Sort Vin end den, man drikker
paa Øen selv), en munter Befolkning, smukke Børn og
Kvinder, lyse Huse, vakre Kirker, - det giver Altsammen
intet Indtryk af Ensomhed.
Ja, hvilken Natur, hvilke Farver der ligger over den
i Sydens Himmel, hvilken lang Længsel lægger sig op til
i det dybblaa Hav. Overalt, paa Capri, i Sorrent, Castel-
lamare, Pompeji, Castelgræco, Annunciata, Bugten ved
Bajæ, - da jeg saa Klostret San Martino den første Dag
jeg kom til Byen, beruset af disse Farver og Linjer i
Landskabet, nu gjennem en herlig korintisk Søjlegaard
førtes ud paa Altanen og saa Byen nedenunder i Fugle-
perspektiv, Skibene fint tegnede paa den stille blaa Bugt,
saa Øerne langt ude, saa Bjerg og Strandlinjerne indad,
og en dæmpet rødlig Aftenhimmel derover, sprang Taa-
rerne mig i Øjnene, og jeg gjennembævedes af en sød
Bevægelse, som jeg maa henføre til de bedste Øjeblikke,
jeg har levet.
Naar jeg nu i Ramme af dette Landskab tænker mig
den Befolkning, som illuminerer sine Byer i de dejlige
Sommeraftener, synger fra sine Baade og Balkoner, høster
leende sine Oranger og sin Vin, falder paa Knæ for Ma-
donna og giver hende et Par Pund Lys for den sidste
Synd, betragter den Rejsende som godmodige Pengepugere,
Gud sender dem i deres Udvalgthed for at røves og be-
drages, saa føler jeg det næsten som en Synd at lægge
en moralsk Maalestok paa dem; jeg vilde helst betragte
dem som et Slags yppige Naturvæxter. Man kan se paa
deres Ansigter, at ikke denne Slægt, ikke den næst fore-
gaaende, og Slægterne langt videre opover har kjendt
Moralens "tvangfulde" Love. Den eneste Grændse, de
støder paa, er den, Kløgten giver; kan man afparere
med bedre Argumenter end deres egne, saa giver de sig;
kan man finde et godt Svar paa en uforskammet Fordring,
ler de og lader Fem være lige. Men hvad vi vilde
kalde en Kjeltringsstreg, er blot for dem en kløgtig Tanke,
og kniber saa Retfærdigheden dem, er det fordi den ikke
har været kløgtig nok.
Maatte det nu lykkes, hvad der er begyndt, at give
Børnene og de kommende Slægter et bedre Fæste i Livet
end Tilfældighedens! Den vulkanagtige, frodige Jordbund,
|
| s.241 | hvorpaa de lever, er blevet som et Sindsbillede paa dem,
og Pompeji, ødelagt netop som de sad i Theatret og
frydede sig i vilde Gladiatorkampe, staar som en mørk
Advarsel. Vesuv er bestandig nær nok; naar den tænder
under sine Kjedler, falder der Aske i Neapels Gader.
Vist ingen anden By i Europa har gjort saameget
som dette moderne Sodoma for at forsone og overdække
Dødens Rædsel. Dens Kirkegaard er ubetinget Neapels
første Plads; hele Slotte er der opførte til Hvilesteder
for de Døde; Bygningsstile fra Verdens forskjelligste Kanter
og Tider, fra Indien og Ægypten, fra Pompeji og Norden,
den klassiske, Middelalderens og den nye Tids har her
mødt frem for at rejse Familjetempler for de Bortgangne.
De Døde ligger ikke under, men over Jorden, indmurede
i Væggen, i Rækker over hinanden og med Tavler foran,
hvorpaa deres Navn. Jord er ført derhen fra Jerusalem,
herlige Plantninger er foretagne, i hvert Mausoleum er et
Altar, hvor der brænder Lys, ofte er hele Kirker ind-
rettede derinde, - det er et uhyre Areal, som paa denne
Maade er benyttet. Herifra kan Campagnen oversees, her
kan man sidde i Skygge og Fred, kun har Betlerne samlet
sig her for i Dødens Nærhed at stemme Næsten til Barm-
hjertighed.
Lad mig slutte her, saa har jeg Udtryk for den Mod-
sætning, at jeg i Neapel, hvor Livet i Natur og Mennesker
har den frodigste Væxt, jeg har seet, altid kom tilbage
til Tanken om Døden.
1 tilbakeNaturligvis har Neapel selv haft Malere, og blandt disse bør især
Salvator Rosa nævnes, fordi han ret er en Neapolitaner. Paa een
Gang Digter, Improvisator, Skuespiller, Historie-, Dyre-, Landskabs-
maler, vakte han stor Beundring i sin Tid, medens man nu klarere
ser, at den menneskelige Karakter kunde han ikke samle i et klart,
gribende Billede, medens han i Landskabsmaleriet, hvor han frit
kunde strømme ud i Former og Linjer, ofte har skabt henrivende
Scener. Men i det Store taget gav Neapel først sin Tribut til den ita-
lienske Kunst, da den var kommen i Forfald, og foretagelsesdygtige
Hoveder havde en Mængde oparbejdede Manerer og Ideer at svinge
om med. Hele Barokstilens Stormester, Bernini, var en Neapolitaner,
Maleren Giordano (Fa presto!), han som kunde bemale et helt Tag
med bibelske Sujetter paa 48 Timer, var en Neapolitaner, hans
Arving i den europæiske Berømmelse, Solimena, ligesaa. Altsaa
da Kunsten havde tabt al individuel Bestemthed og opløst sig i en
behagelig Strøm af Farver, Lys og Skygge, blev Neapolitanerne de
første Kunstnere paa Markedet. - |
\n |
|
