|
[BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN]
Indsendt.
Morgenbladet 18. juni 1840.
Bernt Moe har i Mgbl. No 164 givet et Slags Tilsvar til Ind-
senderen i Mgbl. No 156. Dette, der aldeles ikke indeholder det
allerringeste Svar paa hvad man simpelt hen har berettet om
Moes høist karakteristiske Færd med Hensyn til hans Planer for
at blive Rigsarchivar, er, foruden nogle Udfald imod Inds., kun
Extrakt af "nogle" af de ham meddeelte Attester, -- og han har
saaledes ikke engang med eet eneste Ord "for Tiden fundet det
passende paa Grund af særegne Forhold" at indlade sig paa
at besvare hvad enhver Anden ellers, om han endog blot ved
Skingrunde havde seet sig istand dertil, vilde have fundet at
skylde sig selv. Skade, at man i dette Tilfælde dog ikke kan
behandle Moe saaledes som man har Tilladelse til at behandle
Inkvisiter, der ikke ville svare paa hvad de blive spurgte om!
Imidlertid maa Moe altsaa efter alle Fortolkningsregler (og det
saameget mere, da man paa det indstændigste har opfordret ham
til, hvis han kan, at godtgjøre, at man har anført eet eneste af
de refererede Fakta urigtigt) antages at have indrømmet Rigtig-
heden af de Gravamina, Inds. har tilladt sig at oplyse, -- og
man skal derfor i al Korthed, for at Moe ikke skal vildlede
Publikum angaaende Stridspunktet i denne Sag, kun anføre det
Væsentligste af hvad Moe saaledes har maattet erkjende for
rigtigt:
pro Imo) Bernt Moe har altsaa i det Brev, der ledsagede hans
Ansøgning til Finants-Departementet, understaaet sig til at frem-
|
| d.VI,b.1,s.290 |
føre (mildest talt) den Usandhed for Departementschefen eller
Expeditions-Sekretæren, at han ikke havde villet anmode Hr.
Keyser om nogen Attest, efterat Hr. K. allerede havde meddeelt
ham en saadan, -- og det især
pro IIdo) af den Grund, at han nødig ved en saadan Anmod-
ning vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med Dennes
Slægtskabsforhold til En af Moes Konkurrenter;
pro IIItio) Bernt Moe maa, paa Grund af sin Taushed, antages
at have anmodet en vis Sognepræst at være Mellemmand imel-
lem sig og Hr. Jacob Aall i denne Sag;
pro IVto) Bernt Moe har, paa den meest skaanselløse Maade,
i Skrivelser til Flere af Dem, der have meddeelt ham Attester,
anstillet Mønstring over sine Medansøgere, fordi de have vovet
at konkurrere med ham:
pro Vto) Bernt Moe har ikke undseet sig for at bønfalde En
af hans Medansøgere om at tage sin Ansøgning tilbage, og
det især
pro VIto) af den usandfærdige Grund, at Hr. Platou havde
gjort Dette, fordi Denne havde faaet at vide, at bemeldte Moe
havde villet eller vilde melde sig til Archivposten!
Det er disse Ankeposter (foruden en Deel andre mindre grave-
rende, hvilke han ligesaalidt har besvaret), der ere de egentlige
og saa at sige udelukkende Stridspunkter i denne Sag, -- og
det er disse, Bernt Moe ikke med eet eneste Ord tør vove at
indlade sig paa. Idet Indsenderen endnu engang opfordrer Bernt
Moe som en Mand "af Ære og Samvittighed" hertil, vil man
dog kun sige ham, at man er villig til, naarsomhelst det maatte
paafordres, at bevise Rigtigheden af det Anførte med de stær-
keste Thingsvidner.
Det er ogsaa paa Grund af de ovenanførte Kjendsgjerningers
Rigtighed, Inds. i sit første Indlæg i denne Sag har sagt at Bernt
Moe "med Ubluhed har søgt at trænge sig ind i et af Statens
Embeder" -- Udtryk, hvorover bemeldte Person har opholdt sig
i hans sidste aldeles uefterrettelige Tilsvar. Inds. har nu ikke
alene fuldelig godtgjort, at man har havt Ret til at bruge disse
Udtryk; men man troer sig endog berettiget til at erklære høit
og lydeligt, at Moe har viist den frækkeste Ubluhed for at trænge
sig ind i Statens Embeder. Ingen vil dog vel nægte, at det Men-
|
| d.VI,b.1,s.291 |
neske, der saaledes som denne Bernt Moe, tør frembringe (mil-
dest talt) Usandheder for høit betroede Mænd, og det paa hans
høistagtværdige Foresattes Bekostning, og som forøvrigt tillige
betjener sig af saadanne Midler, som viist, for at opnaae sine
Hensigter, er fræk og ublu.
Bernt Moe beklager sig over de "hadske Angreb" i Morgen-
bladet No. 156. Disse maae da altsaa bestaae deri, at Bernt Moes
Handlinger, som han har pleiet og ruget over i Mørket, ere, efter
Fortjeneste, blevne dragne frem for Lyset, -- deri, at man sim-
pelt hen har fortalt hvad der er den rene, pure Sandhed, og som
Bernt Moe har følt hos sig selv, at han ikke kan modsige! Han
betitler Indsenderen sin "avindsyge Uven". Er da Moe saa for-
blindet i sig selv og sine Kvaliteter, at han kan indbilde sig, at
nogen skikkelig Mand kan være "avindsyg" paa ham? Hvad
Misundelsesværdigt skulde der vel være hos dette Menneske?
Naar han staaer i den Formening, at han har en "Uven" at takke
for, at hans smukke Opførsel er kommen for Dagen, da har Ind-
senderen dertil blot at svare, at han ligesaalidt nogensinde kan
blive Bernt Moes "Uven" som hans Ven. Om den "Rolighed",
som Bernt Moe fortæller, "hvormed han overlader til Almeen-
heden at bedømme Beskaffenheden af de mod ham fremsatte
Paastande", kan man visselig ikke sige Andet, end at Bernt Moe
maa være ganske anderledes organiseret end Andre, naar han
kan være "rolig" efter hvad der er oplyst i denne Sag; hans
"Rolighed" kan dog alligevel neppe svare til den, hvormed en-
hver skikkelig Mand tør indanke Bedømmelsen af sine Handlin-
ger for Offentlighedens Domstol. Moe beklager sig ogsaa over
Indsenderens Anonymitet. Det gjør aldeles Intet til Sagen, hvad
enten Sandheden skriver sig fra en Navngiven eller Unavngiven,
naar den blot, saaledes som her, er en uimodsigelig Sandhed.
Naar han forsikrer, at Indsenderens "Pile kun ramme ham svagt",
da er Dette Noget, man meget gjerne troer; thi Bernt Moe har
viist altfor dygtige Prøver paa, at han ikke er Den, der generes
ved, at hans Streger blive blottede. Han behager endelig at for-
tælle Publikum, at han "skal vise hvorfor Pilene ramme ham
svagt, samt at Retten ei altid er der, hvor den synes at være."
Moes Hensigt med slige Floskler kan formodentlig ikke være
nogen anden end den, at han føler, han maa idetmindste for
|
| d.VI,b.1,s.292 |
Skinnets Skyld soutinere sin Frækhed til det Yderste; thi da
kunde man maaskee blive kjed af den Sag, og det Hele skrives
i Glemmebogen. Han havde jo nu havt den allerbedste Anled-
ning at vise, at Retten er paa hans Side, -- og endnu engang
opfordrer Indsenderen ham til at gjøre dette, -- at indlade sig
paa at bevise Urigtigheden af Hvad man har godtgjort for at
bevise hans frække Ubluhed.
Dette med Hensyn til Bernt Moes egne Ord i hans aldeles
undvigende, uefterrettelige og intetreleverende Tilsvar! Da han
imidlertid ogsaa har indladt sig paa at indrykke "nogle" af de
ham meddeelte Attester, saa vil han forhaabentlig heller ikke
tage det ilde op, at man herved opfordrer ham til ogsaa at offent-
liggjøre Flere af dette Slags, hvoraf han maatte være i Besid-
delse, -- og det især En, som Lektor Munch har meddeelt ham.
Den skal endog iblandt Andet indeholde Bevidnelse af, at denne
Bernt Moe, paa Grund af sine antiqvariske (!) Kundskaber,
skal, med Undtagelse af nogle af Universitetslærerne, være den
i det hele land meest Kvalificerede til Archivarposten, -- være
den Eneste af dem, der formodes at ville søge denne Post, der
kunde komme i Betragtning! -- Hvis det virkelig skulde for-
holde sig saa, at Hr. Lektor Munch har afgivet en saadan Atte-
station, da er denne et altfor mærkeligt Aktstykke til Attest-
væsenet og dets Historie til, at den bør unddrages Publikums
Bedømmelse. Bernt Moes "Beskedenhed", som han har behaget
at berøre i sit første Tilsvar, kan dog umuligt være til Hinder
for dens Offentliggjørelse, Noget, Indsenderen kan forsikre,
Mange ønske med ham.
|
| BLA BAKOVER |