|
[NOTER TIL ET INNSENDT FORSVAR FOR
STATSMINISTER LØVENSKIOLD]
(Fortsættelse fra No. 4. Slutning).
Statsborgeren 10. nov. 1836.
[Red. opfatter en bemerkning i det innsendte stykke som uttrykk for
ønske om endringer i konstitusjonen. I en note heter det:]
Lykkes det at omstyrte Konstitutionen, tvivles ingenlunde om
at Piben vil -- som Ordsproget siger -- faae en anden Lyd;
men om det norske Folk var tjent dermed, det har man vel Lov
til høiligen at betvivle. Det Parti, som arbeider modsat For-
fatterens, arbeider for at opretholde den Statsforfatning, som vi
alle have besvoret.Red.
[Inns. bemerker at Løvenskiold neppe vil "vige fordi nogle Skrigere opløfte
deres hæse Røst". Red. bemerker til det:]
Dersom Undersøgelsen af en offentlig konstitutionel Sag kan
rettelig paadrage Navn af Skrigere, maa Forfatteren heraf vel
|
| d.VI,b.1,s.200 |
ogsaa henhøre iblandt Skrigernes Antal med den hæse Røst;
ifald det ellers ikke maa betragtes enten som en af Aristokra-
tiets Fiinheder i Udtryk, eller som en særegen Maade for det
at argumentere paa. Forøvrigt misunder man det ikke dette
Vaaben i nogen Henseende. Vi hylde Anstændighed i Tone en-
dog der, hvor vi holde for at burde tage Bladet fra Munden og
tale med det Alvor og den Frimodighed, som Sagen fortjener,
og Lovene hjemle os Ret til. Andet er heller ikke skeet i denne
Sag.Red.
[Inns. omtaler Løvenskiolds gode egenskaper, bl. a. hans lovkunnskap,
hans sprogkunnskaper, hans formue som gjør ham uavhengig av "Soutien fra
Staten" når han trekker sig tilbake. Red. bemerker:]
Er for største Deel Biting, som først da kommer i Betragt-
ning, naar ikke det Væsentligste mangler, og det er jo netop
Stridspunktet.Red.
[Inns. spør om man ønsker "en Afhængighed, som er nød til at føie sig
efter Omstændighederne". Red. svarer:]
Den Løn Staten giver sin Statsminister, maa dog vel ansees
tilstrækkelig for at sætte ham i en uafhængig Stilling, naar han
ellers vil leve paa den Fod, som passer for et lidet og fattigt
Land. Rigdom er ønskelig eller fordærvelig, eftersom Besidde-
ren anvender den.Red.
[Inns. ønsker "en hemmende Modstand" for den "stundom alt for hurtige
Flugt", "da man ellers alt for let vil kunne indføre Forandringer til ubodelig
Skade for det Almindelige". Red. bemerker:]
At bringe Statens Institutioner i Harmoni med Grundloven er
det til ubodelig Skade for det Almindelige?Red.
[Inns. kaller angrepene på Løvenskiold for "hadefulde". Red. bemerker:]
Hvorledes Forfatteren kan faae gjort til et hadefuldt Angreb
paa Hs. Ex., den Fordring, at han ved Dom bør fralægge sig
Beskyldningen i Aftonbladet for Deelagtighed i Minerva, og an-
det gaaer det i Statsborgeren recenserede Stykke denne Gjen-
stand angaaende ikke ud paa, kan man i Sandhed ikke
indsee. Hvad der ellers følger af den anonyme Forf.s For-
svar i denne Anledning er hverken meer eller mindre end,
naar en Embedsmand beskyldes for en Brøde i et offent-
ligt Blad, behøver han for at retfærdiggjøre sig, kun paa anden
|
| d.VI,b.1,s.201 |
eller tredie Haand at faae en Erklæring offentliggjort i den
Cst.nelle: at det hele Angreb er bygget paa Løgn eller Usand-
hed. Er det ikke paa en allerkjæreste Maade, De vil have
Lovene opretholdte, Hr. Forfatter? Eller er en Statsminister
maaske ophøiet over Lovene? Havde De tænkt førend De skrev,
hvad De i denne Anledning har skrevet, maatte De spart Dem
Umagen, med mindre De vil gjøre en Statsministers Person hel-
lig i Lighed med Kongens. At Statsministeren vel ingen syn-
derlig Vanskelighed kan have i at faae sig ved Dom fralagt
Deelagtigheden i Minerva, som Aftonbladet kalder naturlig og
utvivlsom, indsees heel vel, fordi jus probandi maa blive Afton-
bladets Pligt, hvilket sandsynligviis ikke staaer i Aftonbladets
Magt, om Beskyldningens Sandhed var noksaa moralsk antaget
for vis. Lovene, Hr. Forfatter! bør opretholdes, og jo mere op-
høiet Ens Stilling i Staten er, des mere bør han rette sig efter
Lovene og foregaa sine Medborgere med et godt Exempel. Saa
byder Fornuft, Moral og den sande Ære; men dette har rigtig-
nok intet med Aristokratiets Lyst til at undtage og begunstige
sig selv at bestille.Red.
[Inns. finner det "besynderligt, at man kan finde det besynderligt, at
Svenske, uden Paavirkning af Norske, optræde i Dagbladene dadlende de
politiske Begivenheder i Norge". Red. bemerker:]
Da dette egentligen kun kan angaa Aftonbladet, er det for-
modentligen i sin Orden efter Forf.'s Taktik at svække dets
Troværdighed i et Blad, som ikke det faaer Kundskab om. En
fortalte engang til en Ven, at en Overmand havde skjældt ham
Huden fuld; men jeg knæppede ogsaa dygtig for hans Næse,
lagde han til. Torde du det? sagde den Anden; ja, svarede den
Første, men jeg gjorde det i Lommen saa lavt at han ikke
hørte det.Red.
[Inns, sier at det dessverre i Norge er et lite parti som arbeider paa "at
ville indbilde den store Hob, at der gives et Parti i Sverrig, som arbeider
rastløst paa Norges Amalgamation med Sverrig". Red. bemerker:]
Man behøver ei at indbilde sig hvad man tydeligen har seet;
men var deri intet mere end Indbildning, kan den deraf op-
staaende Forsigtighed langtfra skade.Red.
|
| d.VI,b.1,s.202 |
[Inns. meddeler at man i Norge endog "har lagt Sverrig tillast, at andre
Nationers Avisredaktører have anmeldt norske Fartøier og Begivenheder
under Rubrikken Sverrig". Red. bemerker:]
Skylden være at tilregne hvilkensomhelst isærdeleshed, saa
spørges: Er det maaske en af Statsminister L.s Fortjenester at
han med Taushed har overseet denne Nationalfornærmelse? Er
han den Hædersmand, man vil gjøre ham til, hvi har hans Færd
i denne vigtige Henseende ei bevist det.Red.
[Inns. mener at et slikt svensk parti -- om det hadde eksistert -- vilde
ha kastet sig inn i de norske politiske stridigheter, og dette partiet måtte
med glede se at nordmennene fremkalte "en Spending". Red. bemerker:]
Den Spending man truer med, som Børn skræmmes med Var-
ulven eller et lignende Fantom, er altfor forslidt til at den læn-
gere kan gjøre nogen Virkning. Altid vil der forhaabentligen
existere et Aftonblad, som holder Minerva og Consorter Stan-
gen og forebygger den Spænding, man vil foregøgle os. For-
resten, hvis en saadan Advarsel behøves, maatte den være an-
vendeligere i Sverrig end her, hvor Bladene altid lader Broder-
folket vederfares Retfærdighed, eller omtaler det med den Ag-
telse, det ene Folk skylder det Andet.Red.
[Inns. beklager "at vi intet eget Coffardie-Flag have paa Farvande hiin-
sides Kap Finistærræ" og "at man anbringer norske Vaaben paa svenske
Mynter." Red. bemerker:]
Dersom Forf. virkelig anseer, hvad han her har sagt, som
Sandhed, taler det stærkere for hans Troskyldighed end for
hans Forstand. At han ikke kjender vor Tids Tildragelser eller
har reflekteret derover er øjensynligt.Red.
[Inns. sier: "Skal Foreningen -- -- -- blive varig, maa den befæstes ved
gjensidig Tillid." Red. bemerker:]
Forrige Note henvises til.
[Til slutt bemerker red. i samme note:]
Kunde det norske Folk være saa daarligt at lade sig lede
af en saadan Raadgiver, vilde det lade sig fraliste den ene Ret-
tighed efter den Anden; og naar Statsforfatningen dermed var i
høi Grad forqvaklet, havde Man kun Tossens Trøst tilbage:
"Hvo skulde vel have tænkt det?" At opkaste sig til Raadgiver
|
| d.VI,b.1,s.203 |
kan Enhver, men at give gode Raad kan kun de Færre. Hiin
ere altid paa rede Haand; disse holde sig beskedent tilbage,
indtil de ansee det for sin Pligt at advare sine Medborgere itide;
hvilket Daarerne gjerne tage ilde op, om ikke for andet, saa
fordi det ei var dem der gjorde opmærksom paa Faren. Vilde
man være et Folks Raadgiver, da raade man det Langsomhed
i Overveielse og Fasthed i Udførelsen af de tagne Beslutninger;
Klogskab og Forsigtighed uden Falskhed og Frygtagtighed; at
vise sig standhaftig uden at være egensindig -- ærlig men ikke
troskyldig -- aaben og retskaffen uden List og Forstillelse; at
give sig selv vise og milde Love, byggede paa de af Forfædre
nedarvede Sædvaner, Sæder og Skikke, og streng Retfærdighed
i at overholde dem; endeligen, heller at taale nogle smaa Ulem-
per end vakle fra det ene til det andet, og fremfor Alt ikke for-
falde til nogen Lovgivnings Mani; men sørge for at Lovene blive
faa, bestemte og tydelige. Saadanne Raad vil det befinde sig
vel ved at følge. Viser det sig tillige nidkjær for Landets Ære,
saa raade man det at lukke Ørene for de Frygtagtiges Stemme,
som ere færdige at raabe "Brand! Brand!" ved Synet af en
uskadelig Gnist, eller ved alle Anledninger ere færdige til at
gjøre en Myg til en Elefant, des farligere at tie til, naar Gjen-
standen gaar ud paa at søvndysse et Folk, der aldrig kan være
aarvaagent nok.Red.
|
| BLA BAKOVER |