|
|
| d.VI,b.1,s.117 |
GEBURTSDAGSVERS
Efter Nyt Tidsskrift 1886 s. 659 --
61; febr. 1835(?).
End nogle Dage med Sne og Slud,
saa springer Sneklokken freidig ud.
Da staar den fager, fra Sneens Dække
befried af Vinden
den Bly og Kjække,
med fine Strøg af Karmin paa Kinden.
End knuges Aaret, saa blegt og ungt,
af Vintrens Skyer paa Skyer tungt.
Men seet fra Himmelens Hvælv, som strækker
sig klart derover,
de Skyers Rækker
maa ligne Snelag og frosne Vover.
Men hvis, lig Foraarets første Vind,
Den blæste Sneen af Klokkens Kind,
en Engel Skyerne søndersplintred
og saa til Kloden,
som overvintred,
blandt os en Sneblom han saa fuldmoden.
-- En deilig Blomme, som Vintren bar
den to og tyvende Februar,
hvis fine Kind under Sneen fødtes,
hvis Øine skjønne,
af Skyer mødtes
de Vintrens blege, ei af det Grønne.
Men se, i Sneklokkens Kalk er lagt
en sød Forjettelses Tryllemagt:
En Vaar den føder, selv vinterbaaren;
ei blege Vinter,
men forud Vaaren
er speilet af i dens skjære Tanker.
|
| d.VI,b.1,s.118 |
Men Adeline, det er dog bedst,
hvori du ligner den Sneblom mest:
Den skjænker Vinteren meer end givet
den blev af denne
og dig kan Livet,
som du forskjønner, ei nok belønne.
Det gav dig Ynde, men mere skjøn
er den, som bor i din Sjel iløn.
Hvad Rigdom eier det vel som denne?
Det Børn dig skjænkte
Natalie -- hende!
O Livet er ei saa armt vi tænkte.
I dem er Vaaren jo alt begyndt
om dig at blomme i fyldig Pynt.
Det er et Under, som om der sprunge
om Vinterblommen
en Hæk af unge
Narcisser alt førend Vaar er kommen.
Du selv og disse, det er et Bed,
hvorpaa Guds Engle med Fryd se ned.
Og vi i trofast og kjærlig Klynge,
vor Adeline
et Gjerde slynge
af Ømhed knyttet om dig og Dine.
|
| BLA BAKOVER |